Guilin

Guilin var lidt en gennemrejse by for os. Vi havde læst enmasse dårligt om byen i vores guides om hustlere og tyve og så videre, men viblev der alligevel en hel dag da vi skulle ha bestilt et sejltur ned afLi-river og det skulle man gøre en dag i forvejen. Det var da heller ik detstore problem. Vi fik shoppet lidt og det var egentlig en meget hyggelig lilleby med masser af hyggelige restauranter og udendørs cafeer og sådan. Mens vigik rundt i byen mødte vi en fotograf fra canada tror jeg nok han sagde og hanhavde taget nogle vildt flotte billeder inde fra en park i midten af byen såhan fik os overtalt til at bruge 50 yuan på at komme ind….. og hold kæft hvorvar det bare overhovedet ik pengene værd!! Jeg fik dog lokket Tinne op på etmindre ”bjerg” inde i midten af parken hvor man havde fuld udsigt over Guilin.Det var til gengæld mega flot. Huse og bjerge stod nærmest side om side. Detlignede lidt at en eller anden meget stor mand havde haft en håndfuld bjerge ihånden og så lige strøet dem ud over Guilin. Tinne var ik så begejstret for atgå op af alle trapperne, men jeg tror hun nød udsigten!
Næsten morgen klokken 8 tog vi af sted mod Yangshou….

Yangshou:
Turen til Yangshou var fantasktisk flot. Vi havde som sagt købt en billet tilet ”cruise” ned af Li-river til Yangshou som tog ca 4 timer og det var virkeligforbandet flot, men man blev godt nok også mindet om at man var en turist.Skibet vi sejlede på var et ok stort et med plads til omkring en 70-80mennesker. Alle sammen hvide turister fra vesten. Skibet ved siden af var dognæsten dobbelt så fyldt som vores bare med kinesiske turister som alle sammensmilede og vinkede og tog billeder af os. Over højtalerne fik vi at vide at pået tidspunkt under turen ville der nok komme nogle sælgere sejlende op tilbåden og prøve at sælge os noget, men vi måtte endelig ik købe noget ”becauseit could be very dangerous”. Og sørme om der ik kom både 5-6 forskellige bådeop for at sælge alt fra stråhatte til grimme grønne buddha staturer og andremærkelig ting som man virkelig ik ku se meningen med. Det er egentlig lidttragisk at se dem komme sejlende på deres 2 eller 3 bambus-stænger som de harbundet sammen, men man ku alligevel ik lade være med at grine af deresfantastiske engelsk. Lært specifik til at prutte om prisen og tage hvidemennesker ved næsen. Lige så snart de kom kunne man hører dem ”Juuhuuu. Lookiethis. Hallo. How much hallo.” og så blev de ellers bare ved i en uendelighed.
Yangshou var nok en af de byer vi havde glædet os mest til. Min lonely planethavde introduceret byen med ”Aaahhh, that legendary backpacker hangout!” og detvar lige hva det var. Selv om der var fyldt med turister var det ik for megetog ik for lidt. Det var lige tilpas turistet. Det var en lille overskuelig bymed gåafstande, fyldt med vestlige reatauranter , små kinesiske boder og igenbjerge strøet ud over byen og omegn. Alle steder du kiggede hen stod derbjerge. Det er et absolut must at ta på cykeltur når man er i Yangshou så enmorgen lejede mig og tinne to, hvad der så ud til at være nice mountainbikes,og cyklede ud i det blå. Det var helt fantastisk bare at cykle rundt på må ogfå og kigge på naturen, men vi havde dog et mål. Første stop var Moonhill. Etmærkelig spidst bjerg med et hul i midten. Da vi skulle til at begive os op aftrapperne op til toppen blev vi nærmest overfaldet af en masse gamle damer somville ha os til at købe vand eller cola af dem. De blabrede løs med deres fåengelsk gloser alt imens de blæste kold luft på os med deres vifter. Vi fik demdog rystet af os på vejen op. Alle bortset fra én! Hun havde åbenbart set sigvarm på Tinne og fulgte hende hele vejen op og hele vejen ned igen. Hun varhele tiden lige indenfor Tinnes rækkevidde lige gyldigt hvor hurtigt ellerlangsomt vi gik. Tinne har ik så forfærdelig meget tålmodighed når det kommertil kinesere og der gik ik lang tid før hendes lunte var brændt ud og hunbegyndte at bande og svovle af hende den gamle kineser og resten af kina forden sags skyld. Yderst morsomt at gå og kigge på, men tror at Tinne syntes atde var knapt så morsomt da hun resten af turen var meget stille!! Den gamledame blev en smule fornærmet da vi kom ned fordi vi hverken havde købt vandeller cola af hende, men under alle omstændigheder tager jeg hatten af for hende.Hun har nok været omkring de 50-60 og hun ligger og fræser op og ned af demange trapper til moonhill dagen lang for at tjene en skilling! Det er enunderdrivelse at sige at vi var færdige da vi nåede til toppen. Sveden pibledeaf os og benene rystede, men den gamle dame stod bare og smilede og var klartil næste tur. De er altså lidt badass de gamle mennesker i Kina.

Resten af cykelturen var også utrolig flot. Vi kom igennemsmå landsbyer og kørte langs en lille flod…. Men det endte med lidt af et flopalligevel. Vi havde regnet med at vi kunne krydse floden og kører samme vejhjem på den anden side af floden, men lige pludselig blev vi stoppet af en damemidt i en landsby som forlangte 20 yuan for at vi ku få lov til at fortsætte!Hvis det ik havde været for tinne tror jeg bare jeg havde bandet lidt af hende,givet hende de 20 yuan og kørt videre. Men på det tidspunkt gad tinne ik merepis så vi vente om og kørte samme vej hjem. Det var også lige på det tidspunktat vi begyndte at få ondt bagi…. Og ikke bare sådan lidt ondt! Det var en ond,ond, ond smerte og da vi endelig nåede hjem 45 min senere ku vi ik rigtig andetend at ligge ned den næste halve dag!
En af dagene brugte vi ude i en lille nærtliggende by, Fuli, som er kendt forderes vifter. Vi havde selvfølgelig ik lige fået det planlagt ordentlig oghavde ik købt noget kort. Vi var bare hoppet på en bus der kørte dertil. Så davi først ankom var vi lidt lost, men efter at havde gået lidt rundt fandt vi udaf at vi bare skulle følge efter de store turist busser og så nåede vi frem tilde små hyggelige gader hvor man ku se hvordan de lavede og malede vifterne. Vispiste på en lille hyggelig udendørs restaurant hvor vi spiste (mere ellermindre hygiejnisk) kinesisk mad mens man ku kigge ud på floden hvorvandbøflerne lå og slappede af. Efter vi havde spist fik vi arrangeret detsådan at i stedet for at ta en bus hjem kunne vi ta en bambus-båd op af flodentilbage til Yangshou. Det var dog en smule skummelt for det er åbenbartulovligt for dem at sejle med udlændinge så før vi ku komme på båden måtte vigå en tur igennem byen ud til et øde sted for at der ik var nogen der så at vihoppede på båden. Men det var det hele værd. Vi havde vores egen lille båd medbare mig og tinne og så vores kineser ”kaptain”, og det var utroligt flot!

I yangshou fik vi os også vores første backpacker venner. Vimødte 6  andre danskere som vi tog ud ogspiste med og fik nogle øl! Vi havde været lidt nervøse for hvordan de ville seos fordi når man bare er to mennesker sammen hver dag hele dagen og man ikrigtig snakker med andre bliver ens sprog hurtigt meget grimt og de ting mansnakker om meget interne. Før vi tog ned til dem første aften var vi blevetenige om at vi ik skulle komme med dårlige jokes om negere, spassere og hva viellers går rundt og siger til hinanden. Men da vi kom derned var et af deførste ord vi hørte ”spasser” og så tænker man bare ”længe leve dansk humor”!!!

LongJi:

Longji var også en helt fantastisk oplevelse. Det var enlille landsby langt oppe i bjergene med udsigt over risterrasser så langt øjetrækker. Husene var alle sammen træhytter bygget oven på stolper, gaderne varstore sten man skulle følge på kryds og tværs af hinanden, ind mellem huse ogover små bække der løb igennem byen og selv om det var en meget lille by vardet ustyrlig let at farer vild. I byen var der tit optog med fyrværkeri ogmusik. Ænder, høns og hunde løb rundt over det hele og mange af folkene i byenvar minoriteter med yderst langt hår og sjovt tøj som rendte rundt med de størstesmil og sagde ”Hello” hele tiden. Vores hostel var sådan et lille primitivt etmed en hostel mutter som hele tiden ville lave mad til os og vi boede på etværelse med udsigt ud over risterrasserne. Lyset bliver ik tændt i byen føromkring klokken 9 om aftenen så da det blev mørkt kom hostel mutter løbende medet stearinlys og så sad mig og tinne der i en lille træhytte i skæret fra etstearin lys og hyggede os. Den ene aften vågnede jeg op midt om natten badet ilyset fra fuldmånen til lyden af tusindvis af cikader blandet med bækken derrislede udenfor vinduet….. det kalder man vidst idyl. Det eneste minus var atder ude på vores badeværelse åbenbart boede en enorm kakerlak. Og jeg menervirkelig enorm. Uden pis… den var større end en tændstiksæske…. Ad!
Risterrasserne var også vildt smukke. Vi var deroppe både om aftenen veddæmringstid og tidligt om morgenen for at se solopgangen. (vi var oppe klokken5.30?!?) Turen derop var rimelig hård og lang, men det var det værd. Af eneller anden mærkelig årsag er alle vores billeder fra Longji blevet slettet sådet er et af de minder som bare må eksistere oppe i hovedet på mig!

Togturer:
Efter det gik op for mig at Tinne at vi havde brugt alt for mange penge gik vifra at være sofistikerede backpackere som tog fly når vi skulle fra by til bytil at benytte toget som var en del billigere, men så også tog lidt længeretid! Den første tur var mellem Guilin og Chengdu. En tur som skulle ta 24 timerså vi havde købt sovebilletter til øverste seng i en kupe. En kupe er måske såmeget sagt for der var ik nogen form for aflukning. Der var helt åben helevejen ned gennem vognen og man sov og spiste på ens seng. Vi havde godt nok denøverste seng af tre og der var så lidt plads deroppe at man knap nok kunneligge ned. Men det var helt sikker en oplevelse og vi fik spillet en del kort,læst og hørt Mads og Monopolet på Tinnes ipod. Vi klarede det egentlig rimelignok indtil vi fandt ud af at toget var forsinket 6 timer og derfor tog turenhele 30 timer. Det var lige i overkanten, men når vi ku klarer det så var deandre turer på 12 og 14 timer jo det rene barnemad.

Chengdu:

Der var to absolutte højdepunkter i Chengdu. Madmutterne påvores hostel og selvfølgelig…. Pandabamserne!
Maden som vi havde fået på vores rundrejse var til tider en smule tvivlsom ogik særlig spektakulært, men på det her hostel var der yoghurt med frugt tilmorgenmad og hjemmelavet pizza til aftensmad…blandt andet. Madmutterne varsådan nogle muntre nogle som hele tiden gik rundt og smilede og grinede til osså vi besluttede at ta sådan et madkursus hos dem så vi ku lære at lave lidtkinesisk mad. Og det må man sige… det var en succes! Maden smagte fantastisk ogvar enormt nemt og hurtigt at lave. Det var enormt sjovt at prøve selv om derblev grint meget af mine ”hakkeevner” og tinnes snøften og hosten da vi skulleprøve de lidt stærkere retter. 
Og så var der jo pandaerne…..:) Det var stort må jeg sige. Før jeg tog til Kinarendte jeg hele tiden rundt og snakkede om hvordan jeg skulle til Kina og reddepandaerne. Jeg har ik ligefrem reddet dem, men at sidde med en vaske ægtepandabjørn på skødet selv i de sølle små 2 minutter det var…. Øhhm…jeg ved detik!? Helt åndsvagt stort. Vi havde gået rundt i det der kæmpe reservat heledagen for at finde dem, men da det var alt for varmt måtte de ik komme udenforså vi måtte stå og kigge på dem i deres burer. Da vi kom til pandababyermes”hus” eller hva man skal kalde det måtte jeg stå og glo på dem i over en timefør jeg fik taget mig sammen til at gå hen og spørge om jeg kunne få lov til atholde en. Efter at damen havde spurgt mig 10 gange om jeg var ”sure” og jeghavde givet hende de 1000 yuan det kostede, blev jeg iført en blå kittel agtigting og plastik hansker og så blev jeg ellers plantet på en stol. Og ligepludselig sad jeg med en ordentlig klump af en panda på mit skød. Den var 1 årog hed Su-rong eller noget i den dur. Novra man!! Tror smilet sad klistret påmit fjæs resten af dagen og jeg måtte liige gentage for tinne hvert tiendeminut at jeg havde altså ”holdt en pandababy!!!” Det var vildt…
På det her tidspunkt var vi ved at blive en smule trætte af at backpacke oghele tiden skulle ud og se et eller andet så vi brugte en del tid på bare atslappe af på vores hostel med en dvd på værelset…. Det skal også til engangimellem!!

Xi’an:

Xi’an blev hurtigt dømt til lorte byen på vores rundrejse.Ik på grund af selve byen for vi nåede ærlig talt ik så meget rundt i den. Mensom jeg skrev var vi på det her tidspunkt ved at blive lidt trætte og så havde vinogle oplevelser i Xi’an som ik lige frem hjalp på situationen, men det kommervi til senere.
Vi skulle jo selvfølgelig ud og se på Terracottasoldaterne som er et af Kinasmest populære seværdigheder lige efter The Great Wall. Aftenen før vi tog derudhavde vi været ude i det muslimske kvarter og spise på en restaurant hvor vikom til at diskutere verdenssituationen over et par øl eller 10 så vi var iklige frem friske og vel udhvilede, men vi hoppede altså på en bus og var derudeen time eller to efter. Det var et kæmpe sted med en stor park og en masseenorme bygninger. Den første vi var inde i var et eller andet museum overopbygningen af stedet, men der var ik noget om hvornår og hvordan soldaterneblev fundet og så lugtede der rigtig meget af sur kineser så vi gik hurtigt udigen. Den næste bygning var giga stor og halvdelen af den var bare jord, men fåsteder kunne man se ødelagte soldater og deres våben og heste ligge spredt udover det hele. Den sidste bygning var der hvor man kunne se hele soldater ståside om side på lang række ned gennem hele den aflange bygning. Det var megetstorslået og rimelig flot at se, men så var det også det….
Der skete jo så det at vi om aftenen ville ta på netcafe. Efter vi var kommetderop og havde siddet en time eller to opdagede jeg at min pung var væk. Jeggik jo strakt i panik og begyndte at kravle rundt på gulvet for at lede efterden, men den var ingen steder at se. Mens jeg stod og slå mig selv i hovedetgik Tinne hen til ledelsen på stedet for at høre om de havde set noget og efteren halv times tid fandt vi situationen på overvågnings kameraret hvor en drenghavde snuppet pungen lige ud af min taske oppe ved skranken uden at jeg mærkedenoget som helst!! Det var enormt pinligt at stå og se sig selv blive taget vednæsen på den måde…. Jeg følte mig helt krænket! Ud over 1500 yuan var der joalt i pungen. Hævekort, kørerkort, togbilletter til Beijing til dagen efter osvså aftenen stoppede ik der. Netcafeen fik fat i politiet og mig og tinne blevkørt hen til den lokale politistation hvor vi skulle udfylde et eller andetpapir… selvfølgelig på kinesisk. Og som prikken over i’et ku ingen afpolitibetjentene engelsk?! Så det tog sin tid og de måtte ringe rundt tilvenner som ku en smule engelsk for at oversætte for os. Det lykkedes dog, menvi var stadig ik færdige. Vi blev så kørt over til en eller andenforeignaffairs bygning i den anden ende af byen hvor vi skulle mødes med en derku engelsk på 18 etage. Det var en kæmpe bygning og lyset var fuldstændigslukket i hele bygningen og alle dørene låst. Det så kort sagt ik ud som om dervar nogen i den bygning så jeg gav vidst lidt op på det tidspunkt, men hambetjenten vi kørte med var et stædig æsel. Han blev ved med at stå og banke påglasdørene med hans nøgler og råbte helt vildt, mens han ringede til allemulige. En smule grinagtigt syntes mig og tinne, men hans stædighed gavresultat. Efter et stykke tid fandt han nemlig ud af at man kunne gå om bagbygningen og ned i parkeringskælderen og derfra ta en elevator op til 18 etage,hvor der rigtig nok sad en kineser og så fjernsyn som ku en smule engelsk. Såjeg måtte udfylde næsten de sammen papirer to gange mere og fik så en lilleslip papir med et stempel på som jeg kunne gi til mit forsikrings selskab. Ogvi blev kørt hjem. Da vi kom hjem til hostellet måtte jeg selvfølgelig ringetil min mor og beklage mig og hun måtte forsikre mig om at det hele nok skullegå og at det jo kun var penge. Men det sluttede ik her…. Krafthelvede om jegikke efterfølgende da vi kom op på værelset spildte en bøtte kogende vand mednudler ud over mig selv som fik huden på mine lår til at boble hvilket jegstadig har et stort lilla mærke efter. Men det var ik kun mig…. Jeg spildte denogså ud over soveolfert og den bog jeg var ved at læse, som stadig stinkerlangt væk af kinesiske nudler. Det blev dråben for mig og vi besluttede at taet fly til shenyang næste dag.

I Shenyang fortsatte elendighederne. Først opdagede jeg arjeg havde glemt den lille slip papir fra politiet på vores værelse i Xi’an. 6timer på diverse politi kontorer i Xi’an spildt! Ud over det var vores fly ensmule forsinket og da det i forvejen var lidt sent kunne vi ik få en bus hjemtil Huanren. Så vi skulle finde et sted at overnatte, men det vidste siglettere sagt end gjort for der var åbenbart en konference i byen lige op til OLså alle hoteller og hostels var fuldt bookede. De eneste hostels der havdeplads var sådan nogle svindler nogen som ville ha 500 yuan pr person pr nat ogdet var der ingen chance for at vi ville betale. Det hostel vi havde boet påsidst vi var i Shenyang lå lidt længere ude og vi tænkte at de nok havde plads,men vi anede ik hvor det var eller hva det hed så vi besluttede at smutte indpå en internetcafe for at finde det på nettet. Fanme om de så ik fortæller osderinde at det der ”forbidden for foreigners to use our computers”?!?! Det erså sådan noget jeg ville kalde diskrimination og dybt ulovligt, men der er bareik så meget man ka gøre ved det når ingen fatter hva du siger. Så besluttede vios for at sætte os ind på den nærmeste 24-timers Mac D og havde egentligbestemt os for at sidde der hele natten, men efter vi havde spiste både burger,is og drukket kaffe begyndte folk at kigge mærkeligt på os og trætheden var vedat komme over os begge så ringede vi hjem til tinnes mor og min brormand. Defandt frem til hostellet på nettet og gav os adressen. En halv time senere låvi i en blød seng i et værelse for kun 80 yuan pr nat.

 Næste dag tog vi enaf de første busser og fire timer senere var vi hjemme i gode gamle Huanrenhvor folk er hjælpsomme og ik prøver at ta dig ved næsen hele tiden.

Det var så det…!! En rundrejse med både op og nedture, menalt i alt helt fantastisk!!
(pu ha det tog sin tid at få skrevet det hele ned! Jeg undskylder for diversestavefejl og kringlede sætninger, men jeg har ik lige tålmodighed til at læsedet hele igennem igen!?)