Syntes lige jeg ville opdatere jer derhjemme med en lille notits om vores tur til Dalian.
Den 1  oktober for 59 år siden udråbte Mao Zedong Folkerebuplikken Kina. En dato som nu er blevet Kinas national dag og som da skal fejres med en lille uges ferie.

Efter sportsdagens løjer sluttede spredtes eleverne til nord, syd, øst og vest. Hjem til deres familier hvor de skulle tilbringe deres velfortjente ferie med at lave lektier eller hjælpe deres forældre med husarbejde. De forstår ik rigtig det der tidsfordriv-koncept hvor man bare ligger foran fjernsynet og nyder at man ik skal noget. Som en af mine elever skrev til mig: ”If i maybe have a little time for myself in the holiday i will ride my bike, to do some exercise.” Det er så deres ide om en ferie. Lektier, hjælpe mor I køkkenet eller far på arbejdet og hvis det var man lige fik en times tid til sig selv eller to så ville den største glæde da være at køre lidt rundt på sin cykel for at komme I bedre form. Man er lidt fanget et sted mellem at have enormt ondt af de søde små fordi de render rundt med den indstilling og så selv at have dårlig samvittighed over min egen måde at holde ferie på.

Denne ferie havde vi besluttet at tage til Dalian. Liaonings anden største by og oven i købet havneby, kendt for sine strande og en masse seafood. Det lød jo meget fristende og Maiken og Laila havde selv besøgt stedet tidligere i år og talt rigtig godt om det så vi smuttede af sted.

Bussen kørte 6.15 om morgenen så vi måtte op før kinøjserne havde fået sko på eller hva man siger. Godt nok står de tidligt op, men da vi trådte ud på gaden var alle jerngardinerne (som de har på alle butikker) trukket ned og gaden var helt øde. Lige bortset fra to damer som stod på hjørnet lige uden for Yizhong. De snakkede ivrigt til os og da vi endelig fik klemt et lille smil frem på vores morgengnavne ansigter fyldte de vores lommer med kastanjer som blev fortæret under vores bustur. Nå, men vi hoppede altså på bussen og 8 timer senere ankom vi til Dalian. Men det var ikke helt uden smerter. På trods af at have kørt med kinøjserbusser et utal af gange så vender man sig aldrig helt til det. De gyngende sæder, den sure lugt af kinøjsersved, synet af den ene hønsefod efter den anden som bliver spidst både foran, bagved og ved siden af én, den sindsyge kinøjser musik som blæser ud over højtaleren hele turen. (pop møder techno møder skinger kinøjser dame med rottehaler og mand der ka få benene om bag hovedet og derfor tror at han også ka synge) Redningen blev min ipod skruet helt op og en hue godt ned over ørene (selv om det var rimelig varmt i bussen) Det eneste lys punkt på den tur var Flæske. En lille sød kinøjser dreng som sad på sædet foran mig og Liv og livligt pludrede og sendte luftkys til os. Den eneste på hele bussen som faktisk kunne kommunikere med os.

Mit første indtryk af Dalian var ik særlig flatterende. Vi blev sat af på en rigtig storby bag gade agtig gade, hvis i forstår. Med duften af bilos og møg hængende langt ind i næsen på en. Da vi efter at have fundet et ledig hotel (hvilket til min overraskelse gik rimelig smertefrit) begav os ud i byen for at kigge lidt var det igen skidt og møg og folk der brækkede sig ud af biler. På vejen hjem efter at have gået rundt i et stykke tid var vi nødt til at gå igennem sådan en overproppet, ildelugtende tunnel med alt for mange sælgere og tiggere. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at holde vejret hele vejen igennem for ikke at falde om med et ildebefindende.

Begyndelsen på næste dag blev heller ik det mest fantastiske jeg har oplevet. Vi var nødt til at købe busbilletter tidligt da det var en national ferie og alle sikkert skulle rejse til Huanren samme dag som os (?!?). Så vi tog ud dagen efter vi kom på jagt efter en billet. Vi blev hurtigt omringet af en masse mænd som ville ”hjælpe”. De kiggede i vores guidebøger og vores phrasebooks mens de sagde ”huanren, huanren” og hev os i alle mulige retninger. Jeg fik hurtigt nok så jeg satte mig ind på hotellet og prøvede at få hjælp en anden vej fra mens liv og tanja søgte videre. Jeg valgte at ringe til vores nye og helt uundværlige mrs Wang. Guld damen over alle guld damer. Hvis der er nogen der er hjælpsom og venlig så er det da godt nok hende. Senere på dagen blev jeg ringet op af hende. Hun havde sørget for det hele og booket billetter for os så vi skulle bare møde op lørdag morgen klokken 6.30 og hoppe på en bus ”across from the trainstation”. Og det lød jo simpelt nok….. troede vi! Lørdag morgen stod vi mere eller mindre friske, klar ude på gaden allerede halv 6 for at have god tid til at finde bussen. Der var allerede godt gang i byen og folk myldrede frem og tilbage med deres bagage. Vi gik straks på jagt efter bussen udstyret med det nummer på bussen som mrs. Wang havde givet os. Klokken blev kvart i 6, 6 og til sidst kvart over 6 og vi havde stadigvæk ik fundet bussen. Altså busser var der nok af alle vegne. Men ik nogen sådan egentlig station eller skiltning og det var ik sådan liiige til at overskue hvor ”across from the station” var henne. Omkring kvart over ringede tanja at hun var blevet shanghajet af en flok mænd som meget ivrig havde forklaret hende på volapyk at de vidste hvor bussen var henne. Og det lugtede bare langt væk af ”hey hvide person…. Nu snyder jeg røven ud af bukserne på dig”. Vi blev trukket langt væk fra alle de millioner af busser som der nu engang var og plantet på et gadehjørne mens mændene gik rundt og råbte ”soon” og ”money, money”. Det eneste der var lidt betryggende var at den ene mand lyste helt op da han så mig og sagde noget ala ”wo kan ni, Huanren” hviket på kinesisk babysprog betyder ”jeg se dig, huanren” Tror han prøvede at sige at han selv var fra Huanren og at han havde set mig. Men ud over det så var jeg ik særlig lykkelig da klokken blev 6.30 og bussen stadig ik var kommet. Jeg var nødt til at gå lidt væk fra gruppen for ikke at komme til at snerre alt for meget af folk. Ligesom vi alle sammen havde givet helt op og Helene var på vej over gaden for at se om hun ved et mirakel ik kunne finde en anden bus, kom den rigtige bus, med det rigtige nummer trillende hen over bakken og stoppede lige udenfor hjørnet hvor vi stod. Så fik man lige pludselig lidt dårlig samvittighed over at man ik havde været mere taknemlig over deres hjælp, men det er bare så møg svært at finde ud af hvornår man bliver taget ved næsen og hvornår der faktisk er nogle der prøver at hjælpe en. Det eneste der trøstede lidt var at de havde taget penge for deres hjælp. Så behøves man ik at være så venlig over for dem.

Men efter nogle lidt mindre flatterende oplevelser vidste det sig faktisk at Dalian var en udmærket by. For det første var der jo en rigtig Mac Donalds som jeg fik proppet mig med to gange, dagen efter vi havde besøgt et heftigt kinøjser disko ude i universitetsområdet. (og når jeg siger heftigt så mener jeg let påklædte damer og mænd i latex på dansepodier. Ik noget med at købe en øl af gangen… nej nej mindst 8, men så fulgte der også en frugt tallerken, en kurv nødder og en tjener som stod og dansede ved siden af vores bord mens han ventede på at kunne åbne en ny øl og fjerne de gamle. Der var dog ik hoppende danse gulv så det ka ik lige helt måle sig med vores disko hjemme i huanren… nå det var et sidespor)

Da Dalian jo er en havneby så er der også nice seafood alle steder man kigger hen. Om morgenen sad vi under en parasol udenfor og spiste krappesandwich med store klumper krappekød der til tider lignede små radiser. Til frokost fik man sig en grillet blæksprutte på pind (ik lige min livret må jeg indrømme, men det skulle da prøves) og til aftensmad sad man udenfor ved en restaurant omringet af glade mennesker og kunne vælge frit blandt levende og døde hav-ting. Her blev det dog kun til en gigantisk reje ting som var lige så lang som en tandbørste. Der lå nogle andre sø-dimser og plaskede rundt oppe på serverings bordet, men der var vi lidt nogle tøsedrenge og valgte den sikre kylling eller gris.

Vestligt supermarked var der sørme også. Med Arla og nutella på hylderne og i vores ekstase glemte vi alt om melamin og mælkepulverkrise i Kina og hev alt til os. (nu informere min far mig så heldigvis om at Arla vidst nok ik er så farligt mere) Det helt store køb var dog parmesan ost så vi nu ka komme hjem og få os en rigtig omgang spaghetti mit alles (godt nok ik oksekød… men må indrømme at efter Tinne er taget hjem så får jeg ik rigtig så meget kød mere)
Og så var der jo stranden!! Og det er nok kommet på hitlisten over nice ting jeg har lavet i kina. Ka slet ik huske hvor mange gange jeg har rendt rundt her i sommers og sukket efter at komme ud og bade, men der har bare ik liiige været nogen strand eller noget vand der var værd at bade i. Og så kom det endelig. Stranden var propfyldt. Først og fremmest med kinesere, men da så sandelig også en hel del stornæser (kinesernes navn for os) specielt fra Rusland. (det var så en ting der var mindre flatterende. Hver gang man satte sig ind i en taxa eller ind på en restaurant gik folk ud fra at man var fra Rusland…..?!) Og så skiftedes vi ellers til at plaske rundt ude i vandet eller ligge oppe på stranden og prøve at få noget sol på kroppen. Og det vækkede godt nok opsigt…. Og det ka man ik rigtig undre sig over. Det var en smule grænseoverskridende at slippe mine blegfede lår fri, efter ikke at have set dagens lys i meget meget lang tid. Specielt ved siden af alle de små kinøjserdamers tændstiksben og nougat farve. De siger jo godt nok at det er smukt…. Altså ik den fede del, men den blege. Helt galt har det dog ik været for der kom en gut hen på et tidspunkt og ville være vores kinesiske ”nan pengyou” (kæreste).

Da vi skulle så tidligt af sted lørdag morgen blev bar og diskoturer nedprioriteret om fredagen og vi tog i stedet ind i Labour Park (en slags forlystelsespark) hen af aftenen. Tanja og Helene var oppe i en kinøjser rutschebane, men mig og Liv valgte at blive på jorden da vores maver var lidt tvivlsomme efter aftenen før. Senere tog vi en svævebane op til et udkigspunkt over byen. Koldt, men flot. Turen ned foregik på sådan en glidebane hvor vi susede ned i sådan nogle blikspande…. Rimelig sjovt.

Busturen hjem gik lidt hurtigere end turen derhen. Selv om vi sad ved siden af en pige som lå og knækkede sig hele vejen (hendes stakkels kæreste sad hele vejen og prøvede at holde hendes hoved stille mens bussen hoppede rundt fra side til side). Der var skruet ned for kinøjsermusikken og vi fik os en lille volapyk samtale med de mennesker omkring os. Og så mødte vi Flæske igen. Han kunne sørme kende os og lyste helt op da han så os. Da vi var halvejs kom busdamen gående ned til os med flæske i hånden og så sad vi ellers der med flæske og hyggede os resten af turen. Bjergene havde under vores lille ferie også skiftet farve fra dyp grøn til flotte efterårs farver. Så på turen hjem kunne vi sidde i bussen og nyde synet af ildfarvede bjerge over det hele.

Efter en lille uge i solen kom vi tilbage til kolde Huanren og iførte os skiundertøj, huer og vanter…. For her er virkelig blevet koldt. Det skiftede næsten fra den ene dag til den anden og varmen er endnu ikke blevet tændt i vores lejlighed så der er næsten koldere indenfor end udenfor.

Og så er dagligdagen begyndt igen. I denne uge kører vi skoletema for anden uge i træk hvor vi snakker om det danske skole system overfor det kinesiske. Eleverne er meget interesserede selv om man til tider føler at man står og prædiker om hvor godt det danske system er og hvor synd det er for dem at de nu engang er født i et land med et lorte skolesystem.

Så kom jeg jo også i noget af en krise her den anden dag. Jeg havde taget den skæbnesvangre beslutning at gå ned og blive klippet hos min frisør mand. Ved ik helt hvad det er han prøver at opnå med mit hår, men hold da op det tog lang tid at klippe de lyse lokker denne gang. Tror jeg sad dernede i halvanden til to timer og så passivt til mens der røg mere og mere af lokkerne. Tror han var yderst frustreret over mit ikke-kinesiske fald med krøller og hva der ellers er. Han brugte i hvert fald lang tid på at klippe og sætte og klippe og sætte. Tror helt seriøst han prøvede at klippe mine krøller væk. Det resulterede så i kort pandehår…!! Jeg er ik den størte fan af kort hår. I hvert fald ik til mig og havde jeg været i DK havde jeg nok også råbt stop, men jeg vil hellere have kort hår end at gøre den lille kinøjser frisør forvirret eller ked af det…. Og det siger en hel del. Så nu render jeg rundt med hår der knap nok ka komme op i en hestehale og pandehår der ik ka komme om bagved ørene. Men hva søren…. Jeg får stadig at vide at jeg er beautiful (faktisk mere end før) så det går nok det hele J