Det er ved at være et stykke tid siden, men nu vil jeg ligeskrive om vores bedrifter fra sidste weekend før vi begiver os ud i en ny.

En af mine elever, Jiani, havde inviteret mig hjem til hendefredag efter skole og jeg slæbte selvfølgelig Liv med (det kan godt blive hårdtat sidde og smile og nikke når man kun er en) men vi regnede jo bare med at viskulle hjem til hende, spise en masse frokost og så smutte hjem igen… men dertog vi grueligt fejl. Da vi mødtes med hende efter eleverne havde fået fri ogalle myldrede rundt mellem hinanden for at komme væk og hjem hurtigst muligttroede jeg at jeg havde spurgt hende om hvor lang tid det ville ta at kommehjem til hende, men hun svarede ”all weekend if you like?!” Det viste sig så athun faktisk havde regnet med at vi ville blive i hendes lille landsby og sove ihendes seng hele weekenden. Vi smilede og nikkede og blev enige om (på dansk såhun ik forstod) at vi ville ta den lidt senere men at vi i hvert fald ik skulleblive der hele weekenden.

Busturen ud til hendes by var faktisk rigtig dejlig! Det varen lille skummel bus, som altid, hvor folk sad og røg og spiste rådne æg og visad som pakkede sardiner! Bussen var fyldt op med masser af mine elever frasidste semester som blev yderst excited over at se mig, men ud over det turdede ik rigtig sige noget til mig. Der sad tre ældre mænd bag ved mig og Liv somprøvede at føre en ”samtale” med os og i stedet for at hjælpe os sad mineelever bare og så til, skiftevis måbende eller storgrinende, mens vi fik sagt”ting bu dong” (jeg forstår ik) og ”wo bu hui shuo han yu” (jeg ka ik snakkekinesisk) og gentaget de ord som jeg kunne forstå at de sagde! Tror det harværet en yderst underholdende tur for folk der sad og så på os. Men da de havdesnakket færdigt og vi tid til at sidde og kigge ud af vinduet fandt vi ud af atvi nærmest kørte rundt mellem bjergtoppe, med flot klar udsigt til flere bjergeder stadig havde en anelse rød farve tilbage! Kæmpe flot, men det var alligevellidt surrealistisk. Ved godt at jeg har snakket meget om de små huse der lignerforladte skurer, men det fylder alligevel rimelig meget når man er sådan etsted som her. På turen stoppede bussen tit nogle steder hvor der lige stodnoget der lignede 3 brændeskurer ved siden af hinanden. Jeg tænker at her erdet da på ingen måde muligt at bo hvorefter jeg ser elever som jeg harundervist hoppe af og løbe ind i de der skurer….!! Lidt syret!
Nå, men vi ankom til Jiani’s landsby (som jeg har glemt navnet på) som var somhun selv sagde det ”very dirty”. Der var en god blanding af små huse der somsagt lignede brændeskurer og store lejlighedskomplekser, små snoede jordvejeind imellem de små huse og to halvstore veje igennem byen hvor folk stod ogsolgte alt fra kød og frugt og nødder til bøger og mærkelige nips. Den her byer endnu mere afskåret fra omverdenen end Huanren og her havde de vitterligaldrig set noget så hvidt og blondt som mig og Liv så om muligt kiggede deendnu mere end de gør i Huanren! Mens vi gik på gaden blev Jiani stoppet fleregange for at folk kunne spørge hvem vi var og hvor vi kom fra. Og så forklaredehun stolt af vi var hendes venner fra Danmark mens hun stod med os begge underarmen. Så følte man sig endnu engang som en eller anden gevinst/pyntegenstand/statussymbolsom skulle flashes så meget som overhovedet muligt.
Nå, men vi nåede lige op og vende i Jiani og hendes forældres lejlighed og fikså at vide at vi skulle ned til hendes bedsteforældre og spise frokost. Og selvom hele turen var lidt ’pres’ (noget jyderne har lært mig at sige) så var detdet værd for at møde bedstemor og bedstefar. For det første var det fantastiskendelig at få lov til at komme ind i et af de der brændeskurer som de boede isom egentlig viste sig at være et udmærket sted. Der var to små huse. Et forhushvor jeg tror de opbevarede mad, en lille gård hvor der stod en kæmpe hund, pipi, og gøede helt vildt blandt alle mulige tørrede grøntsager og så det hushvor køkkenet og kombineret stue og soveværelse var. Det var meget småt, mednoget der lignede betonvægge og gulv, men yderst hyggeligt. Væggene varudstyret med de obligatoriske store kinøjsertegn for lykke og velstand ogbilleder fra da de blev gift og resten af familien. Midt i stuen stod et kæmpefjernsyn ovenpå et meget vakkelvornt træbord. En smule malplaceret, menåbenbart et must. Da vi kom ind blev vi plantet over på den varme kang (enmeget hård seng hvor skorstenen er ført ind under så den er varm at sidde ogligge på) og så blev der ellers smidt mad på bordet. Men det var kun mig, livog Jiani som skulle spise. Resten af familien skulle bare stå og kigge på os ogsørge for at der hele tiden var overfyldt på tallerkenerne. Vi fik sådan noglestore varme boller med kødfyld som skulle dyppes i soja og hvidløg (bao zi).Det smagte enormt godt, men man var egentlig mæt efter en, men blev presset tilat spise mindst 5 af dem plus alt det andet der var. Kinesere forstår virkeligik konceptet at være mæt! Jeg har endda lært at sige det på kinesisk så der iker nogen misforståelser, men selv om jeg siger det gang på gang på gang bliverder stadig øst over på min tallerken mens de venligt men bestemt beder mig omat spise. Da de endelig gav op og fandt ud af at vi var mætte tog vi tilbagetil jiani’s lejlighed hvor stuebordet var blevet proppet med alle slags frugt,nødder og kastanjer og vi fik igen besked på at spise med det samme. Ved ikhelt hvordan vi klarede det men vi blev på en eller anden måde bare ved med atspise. Efter lidt tid foreslog vi at gå en tur i byen (for at slippe for atspise mere mad) så vi tog over for at se på hendes gamle skole. Der blev vibudt velkommen og slæbt med op på læreværelset og før vi vidste af det stod viinde i en klasse og svarede på spørgsmål fra eleverne. Deres engelsk lærer startede med at introducereos ved at sige at vi kom ”from the very very rich country, Denmark andthis is a good chance for you to face the foreignteachers.” Og så blev derellers bare spurgt. Først meget stille og genert med de obligatoriske “do youlike china” og “what do you think of our city” men senere blev de også meremodige og det endte med at de spurgte om vi ville synge en sang og så matte vijo ellers stå der og synge “a whole new world” fra alladin. Eller detvil sige jeg sang for Liv var flad af grin. Liv skulle på et tidspunkt skrivesit kinesiske navn op på tavlen og havde ik lige helt styr på tonerne så komtil at skrive at hende navn var ”gris” hvilket eleverne syntes var yderstmorsomt. Men efter en 20 min tid i en klasse blev vi hevet ind i en ny og måttegentage succesen. Det var meget sjovt og en god måde at fordrive tiden på, mendet bliver også lidt ’pres’ når man ka se at man bliver filmet fra alle vinklerog kanter mens man står der. Man vender sig lidt til det… men det bliver aldrighelt rart!
Da vi kom hjem igen nåede vi lige op og vende i jiani’s lejlighed igen hvor vifik besked på at gå ned til bedstemor og bedstefar igen for at spise….?! Detvar jo heller ik kun 2-3 timer siden vi havde spist sidst. Men vi blev endnuengang smidt op på kang’en og maden kom på bordet (det sammen men med noglesøde kartofler med sukker på for at spice det hele lidt op) de stod igen bareog kiggede mens vi sad og prøvede at spise så meget som muligt for ikke atfornærme nogen. Efter vi havde spist tog moren ud for at spille et eller andetspil med sine venner men lovede at komme hjem med en overraskelse til osklokken 23?! Men så sad vi ellers der på kang’en og hyggede os med bedstemor ogbedstefar.  De var simpelthen de mestnuttede små kinøjsere jeg nogensinde har set. Der blev spurgt meget til osgennem Jiani og bedstefar havde set en masse engelsk på fjernsynet så han nukunne brillere med ”hello” ”please” osv osv. Spade som jeg nu engang er havdejeg valgt at ta et kamera med uden hukommelseskort og et kamera uden nokbatteri så jeg har ik så mange billeder derfra ud over et par stykker vi ligenåede at få med hele familien i bedsteforældrenes hus.
Nå, men så sad vi ellers der og drak te i et par timer mens fjernsynet viste eteller andet om ”Euro-asia meeting on a win-win solution” på kinøjsisk. Ydersthygeligt…. Men vi fik godt nok bundet et par liter the for hver gang der blevpinlig tavshed røg glasset automatisk op til munden. I ca en times tid sad viog prøvede at drikke vores glas ud så vi kunne gå hjem, men hver gang vi havdedrukket halvdelen af glasset blev det fyldt op af bedstefar.
Venlige som vi jo er havde vi besluttet os for at sove der en nat. Da vi komhjem til lejligheden igen blev vi plantet foran fjernsynet og alt frugten ognødderne og fik besked på at spise og hygge os og til vores store overraskelse(og lettelse) gik Jiani ind for at hvile sig…. Og så sad vi ellers der og så enyderst mærkelig kongfu film med engelsk undertekster og af en eller anden grundblev vi ved med at sidde og spise selv om vi var mere end mætte. Da klokkenblev halv 11 gik vi i også i seng. Jiani havde lagt sig ind til sin mor så vifik hendes seng med lyserødt sengelinned og bamser over det hele. Klokken 23blev der banket på døren, men vi valgte at lade som om at vi sov da vi imellemtiden havde fundet ud af at Jiani’s mor havde tænkt sig at komme hjem medendnu mere mad til os (vi skulle jo nødig gå sultne i seng?!)…. Så vi slapdenne gang.
Næste morgen da vi vågnede klokken 9 var der helt stille i huset (og vi somtroede kinøjsere altid stod tidligt op), men der gik heller ik lang tid før Jiani’smor kom gående ind af døren, vækkede Jiani og gjorde klar til mad. Og så tænkerman… ja klokken 9 om morgenen må de da diske op med en eller anden form formorgenmad, men nej nej. Vi fik en eller anden kinesisk form for barbecue (detvar det mad vi skulle have spist aftenen før). Det består af en stor gryde medkogende vand i hvor man ellers bare fyrer alt spiseligt i. Så der sad viklokken 9.30 om morgenen og spiste kød, blæksprutter, lyserøde og hvidefiskeboller, glasnudler og svampe. Efter maden fik vi dem forklaret at vi varnødt til at tage hjem og der gik ik lang tid før vi sad på bussen på vej hjemtil Huanren. Lettede og yderst mætte!!

Da vi kom hjem gik vi direkte ind og smed os på sengen. Deter enormt udmattende at være sammen med kinøjsere som varter en op i beggeender så at sige! Vi svor at vi ik ville spise noget resten af dagen, men dergik ik meget mere end 2 timer før jeg gik på jagt i køleskabet! Tror min maveblev godt og grundigt udvidet i løbet af den weekend for siden har jeg ikrigtig lavet andet end at spise.

Lørdagen gik stille og roligt med afslapning og om aftenen tog mig og Tanja udfor at spise med Mashuai (vores kinøjser ven), men det vil jeg undlade atfortælle om.