Hey alle….
Så er jeg endelig tilbage i Kina og det betyder selvfølgelig at jeg også er tilbage på bloggen.
Halvanden måneds fantastisk backpackertur med Tinne og Maiken er veloverstået og jeg sidder nu i Beijing og er klar til at påbegynde mit beijing’ske liv.
(jeg er bange for at der desværre ikke bliver nogen beretninger fra backpacker turen. Så mange ting er sket, så mange ting blevet oplevet at hvis jeg skulle begynde at viderefortælle dem nu ville jeg gøre jer lige så rundforvirret oven i hovedet som jeg er. I må kigge billederne igennem og danne jer jeres egen historie. I hvert fald indtil jeg kommer hjem og kan fortælle det hele fra ende til anden)
For en uge siden, efter jeg havde sendt Tinne hjem, flyttede Helle, Eliza og jeg ind i vores lejlighed her i Beijing og jeg må sige at jeg faktisk er en smule imponeret over standarden. Efter at have boet en nat i en anden lejlighed i samme kompleks, med kakerlakker rendende ud og ind af køleskabet og oven på sengene og nullermænd så store at de virkede skræmmende (selv for et medlem af Nordquist familien) blev jeg positivt overrasket da vi endelig flyttede ind i vores egen lejlighed. 130 kvadratmeter, på 15sal (næsten penthouse) med store rummelig værelser, indtil videre kakerlakfri, internet der virker og efter kinesisk standard, næsten helt rent!! Med så mange positive ting gør det det lidt nemmere at se bort fra at vandet på badeværelset kun er behageligt varmt i 30 sekunder pr. bad hvorefter det enten bliver isende koldt eller kogende varmt, elevatoren holder op med at køre efter kl 23-24 (trapper til 15 sal er ikke nogen rar ting skal jeg hilse og sige), lyset i køkkenet virker kun når det selv har lyst, fjernsynet virker hverken om det har lyst eller ej og der strømmer en mærkelig udefinerbar ”duft” fra under vores håndvask som bare ikke forsvinder! Men det er jo småting.
Den sidste uges tid er gået med masser af ture til det nærmeste Carrefur for at forsyne vores lejlighed med de ting der manglede og ellers har vi bare taget en masse småture rundt i området for at finde ud af hvor det er vi egentlig befinder os. (har fået lokaliseret de 3 nærmeste Starbucks og endnu vigtigere de 3 nærmeste Mac D.) Derudover har vi selvfølgelig også brugt tiden på at byde hinanden velkommen til Kina på diverse barer rundt omkring i Beijing…. Som man jo nu skal!!
Og nu sidder jeg så her dagen før min første dag på Peking Universitet og glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at møde lærerne, sidde i et klasseværelse, mærke niveauet…. Glæder mig endda til at få smid en ordentlig spandfuld lektier i hovedet og gå hjem og sidde med hovedpine over radikaler der ikke vil findes, ord der ikke vil slås op og sætninger der ikke vil dannes. (Tænker at jeg om en uges tid er knap så positiv…. Eller bare om et par dage måske!?)
Hvordan går det så med det kinesiske spørger i nok…. Jo nu skal i høre. Jeg forstår efterhånden rimelig meget af hvad der foregår rundt omkring mig, men jeg har lidt svært ved at tage springet fra at lytte forstående til selv at deltage eller i det hele taget svare på et spørgsmål. Vi har lige siddet og chitchattet med vores landlady (som ikke kan engelsk) om vind og vejr og flere gange fanger jeg mig selv i at nikke og smile sådan som jeg er vant til i stedet for egentlig at svare eller kommentere på det hun spørger om. Når jeg så engang imellem får mig nosset sammen til at prøve er det ikke altid det går lige godt. I går aftes for eksempel skulle vi hjem og besøge nogle af vores medstuderende over i Wudaokou (et studenterområde i Beijing). Vi farer måske en smule vild og vælger at stoppe nogle unge kinesere for at spørge om vej. Efter jeg har prøvet at udtale vejnavnet med alle de retroflekse og aspirerede lyde som min mund overhovedet kan fremtrylle kigger den ene kineser på mig og spørger ”is that chinese pronunciation?!” (er det med kinesiske udtale) og så står man bare tilbage og tænker ”øv”. Det var heller ikke meget bedre da jeg for et par dage siden fik en taxachauffør til at slå sig selv i hovedet og grine højlydt da han spørger hvor mange mennesker der er i DK og jeg så svarer ”9 timer” !?(med hensyn til de kinesiske tegn går det heller ikke meget bedre. Jeg havde besøg af en af mine gamle elever fra Huanren som nu studerer i Beijing. Han ville gerne se nogle af mine kinesiske bøger og da jeg viser ham den bog jeg bruger til at øve kinesiske tegn i kigger han lidt skævt på mig og spørger: ”does your teacher allow you to write like that?” (må du godt skrive sådan for din lærer!?))
Man er nok nødt til bare at indse at hvis man vil finde hoved og hale i det her sprog er man nødt til springe ud i de her situationer med åbne arme…. og bare rolig… I bliver de første til at høre om alle de spøjse/akavede/pinlige situationer som mit gebrokne kinesiske nok skal få mig rodet ud i.
(så hjælper det ligesom ikke noget at man har siddet i lille Danmark og oversat hede elskovssange af Wang Leehom og Zhou Jielun når man egentlig bare vil forklare landladyen at vores vandhane drypper)
Men nok om det…. I dag er jeg bare en dum dansker der forsøger at begå sig i Kina og i morgen er jeg studerende på et af Kinas bedste universiteter! Så kan det jo kun gå godt !? :s
Kina