Endelig stod jeg der! I det smukkeste solskin, med en blå himmel over mig, og en smuk, næsten rolige overflade under mig, hvor jeg kunne se den hvide sandbund et stykke nede. Jeg stod med fødderne på platformen, helt bagerst på båden, med tæerne ud over kanten. Nu skulle jeg tage det store skridt, som jeg havde drømt om og set frem til så længe.

Jeg sendte Neil Armstrong på Månen en tanke: ” One small step for man, one big step for mankind!” Om end det, skridt, som jeg nu skulle tage, ikke er et stort skridt for menneskeligheden, så var det et stort skridt for mig, og som krævede mit mod.

Mine tanker strejfede også faldskærms udspringere: Mens flyvemaskinen, som ikke fejler noget, flyver højt oppe i luften, åbner de døren og forlader maskinen. Mærkelige mennesker.

Her stod jeg, på en båd, som ikke fejlede noget, ude på det Indiske Ocean, og var ved at forlade den.

Jeg satte højre hånd på masken og mundstykket og venstre hånd på dykkekonsollen i mit bælte, lænede mig lidt forover, og mens jeg kikkede op på toppen af en ø noget væk, løftede jeg højre fod og tog et skridt ud i intetheden.

Stort plask, og jeg sank ned under vandoverfladen, men på grund af luften i vesten kom jeg hurtigt op til overfladen igen. Jeg vendte mig om og fik øje på agterstævnen af båden og løftede min højre hånd op på hovedet: ”alt vel!” og svømmede så lidt væk for at give plads til den næste.

Claus kom hen til mig, fik øjenkontakt med mig og løftede sin hånd med pegefinger mod tommelfingeren: ”Ok?” Jeg trak vejret gennem mundstykket, ingen problemer dèr, så jeg løftede min højrehånd med pegefingeren mod tommelfingeren: ”Ok!”

Og så kom det øjeblik, som jeg havde drømt om så længe: Han lukkede fingrene og vente tommelfingeren ned af: ”vi dykker! ”.

Vi løftede kontrollen til vesten op, trykkede på luft afgangs ventilen, og luften i vesten blæste ud og vi sank roligt og kontrollered ned under overfladen. De små bølgernes plask mod hoved og lyden af dem forsvandt. Det blev næsten stille. Det eneste jeg kunne høre var en lille brummen fra mundstykket, når jeg trak vejret for hårdt, og så boblerne, som buldrede forbi ørerne, når jeg åndede ud. Samtidig blev alt blåt i en eller anden nuance. Fra næsten hvidt til en mørk nuance som på mørke cowboy bukser. Jeg kunne se ca. 30 – 35 meter, og jeg så ind i en forjættet verden. Længere nede var bunden, som var hvidgulgrøn. Overfladen, som nu var himmel, var en skinnende blank hvid flade med mange blå striber, som for hen over den, og den veksler hele tiden.

Claus tog fat i mig og ledte mig hen til et reb fra båden som gik ned til en fortøjning på bunden.

Nu gjorde vi det, som jeg har ønsket så længe: med højre hånd om rebet, så den svage strøm ikke førte os væk, gled vi langsomt ned mod bunden, mens vi med venstre hånd nu og da holdt os for næsen og blæste lidt ind i den, for at udligne trykforandringen for ørene.

Nu var jeg der! Og Claus førte mig ind i denne overraskende smukke og stille verden. Jeg var vægtløs til trods for at jeg havde iført mig ca. 20 kg udstyr, og på grund af vandets tæthed, foregår alt langsomt og nærmest yndefuldt. Jeg nærmest svævede rundt, og fik så øje på fiskene!

De var der, næsten alle sammen, til at tage imod mig. Et stort udvalg af farvestrålende fisk, som ville være højdepunktet i et hvert akvarium. Næsten runde zebra farvede fisk, med en skriggul ryg, masser af næsten gennemsigtige små fisk, som svømmede i store, tætte stimer og lignede et sølv tæppe, som blev rystet. En Muræne stak hovedet ud, for at se, hvem der nu kom forbi. Små stimer af sildelignende fisk, med en neonblå ryg, svømmede roligt rundt lige over bunden og kort tid efter kom en lignende stime, men med neongul ryg. Masser af andre enkelte fisk i alle farver og former svømmede rundt, nogen gange så tæt, at jeg troede at jeg kunne række ud og røre dem. Midt igennem det hele kom så en lang, tæt stime af mange hundrede ca. 30 cm lange, smalle sølvfarvede Barakudaer, tæt forbi for an os. Vi svømmede forsigtigt ind i flokken. De var ikke bange for os, eller for larmen fra vores bobler. De nærmest flyttede sig høfligt lidt, for at vi også kunne være der.

Jeg svømmede mellem fiskene over korallerne!!!

Og jeg nød det. Det var så fascinerende, og det var bedre end endda mine bedste drømme om det.

Dette første dyk var så smukt, på en måde så uvirkeligt. Det opfyldt faktisk mine drømme: Jeg havde været dernede (10-12 meter) og jeg havde svømmet med fiskene. Vi svømmede rundt dernede til jeg havde næsten brugt min luft, og måtte op igen. Da vi kom op, efter ca. 45 minutter i denne fantastiske verden, kunne godt tage hjem. Mit ønske var opfyldt! Og alligevel!

Jeg ville derned igen. Ned igen i denne fantastiske, tavse, yndefulde, smukke blågrønne verden, hvor mine nye venner, fiskene, tillidsfuldt kom mig i møde og yndefuldt og roligt svømmede rundt om mig, som var jeg en anden koral, lige ved siden af mig, enkelte endda mellem benene på mig.

Siden har jeg været derned yderligere 5 gang. Alle gange lige fascineret og lige betaget, når jeg kom op. Meget af tiden på de efterfølgende dyk blev brugt til at lære at gebærde sig der nede i det miljø, hvor vi mennesker ikke kan gå rundt naturligt, men selv må medbringe, hvad vi skal bruge, især vores egen luft.

Kims halvbror, Claus, er manden, som har års erfaring og dykker uddannelser langt forbi instruktør certifikatet. Han bor her og hans arbejde er at uddanne turister, som mig, til scuba dykning. Han har meget dygtigt og roligt, og med en uendelig tålmodighed med de fejl og mangler, som jeg udsatte ham for, ledt mig igennem alle dykkene og en uddannelse, så jeg i går d. 10 marts 2010 bestod mit PADI Open Water kursus med 47 rigtige ud af 50 spørgsmål og alle praktiske prøver aflagt og bestået. Hans forståelse af mine ønsker og hans krav om at jeg skulle kunne og forstå det hele, og hans guidance under dykkene, har betydet, at jeg trygt har begivet mig ned i den verden.

Selvfølgelig har jeg begået fejl, endda én alvorlig, og jeg svømmer som en korkprop (jeg skal have 9 kg ballast). Det med at holde en bestemt dybde er meget svært for mig endnu, blandt meget andet. Jeg skal lære meget mere, før jeg svømmer lige så yndefuldt som fiskene. Men når jeg tænker tilbage, er det ikke alt besværet, alle fejlene jeg lavede, al den teori (237 sider i manualen og 33 sider i lærebogen til Dive planneren, det hele på engelsk) som skulle læres på 2 dage, hele dagen i den swimmingpool i Patong, hvor vi trænede brug og sikkerhed og nødprocedurer til kl. 20 om aftenen, Det er ikke alt det, jeg tænker på først.

Det første, jeg tænker på er den tid, jeg havde til at kikke på fiskene, korallerne og alt det andet spændende dernede i denne fascinerende verden. På roen, stilheden, det skiftende lys, som på en scene, vægtløsheden, og (tak til Claus) trygheden, som jeg følte dernede. Jeg må dykke ned til 18 meter, og det er nok til mig. Vennerne her bor over det hele, ja kommer endda op under båden, når der vaskes op og skylles madrester ud, lige som når mågerne fulgte efter Storebælt færgerne i sin tid, bare mange, mange flere. Og mere yndefulde.

Jeg har brugt denne skønne eftermiddag her i Karon til at skrive dette ned, først og fremmest til mig selv, så jeg kan blive mindet om det (det vil vare længe, før jeg bliver nødt til at blive mindet om det igen) Jeg har brugt en fortælle form, så I kan følge med, for jeg vil så gerne dele denne store oplevelse med jer. Det er det største, mest bevægende, der nogen sinde er sket for mig!

Undskyld Kim, du er nu blevet nummer 2.

Karon, Phuket, Thailand, d. 11 marts 2010

Mogens