-Langt om laenge-

Efter paa det groveste at have forsomt min selvkreerede log, og forhaabentlig en masse eventyrlystne laesere. Efter at have kaempet med en motiveret ansognings forbandelse, og at have levet i omraader hvor den naermeste elektricitet er den ildfluerne leverer, kan jeg endelig reportere lidt fra de ugandiske breddegrader.

Den vaagne laeser er nok blevet opmaerksom paa, at der kan berettes om en del ting hernede fra, og at der dermed mangler en del information fra den forste maaned, saa jeg vil lige bruge lidt spalteplads paa at opsummere de vigtigste observationer og oplevelser fra starten af Uganda opholdet.

-Damer og rotter-

Som bekendt forsatte min rejse hertil fra et 3 maaneders ophold i Kenya, og fra min tilvaerelse med fire pigers selskab blev kvantiten ca. tredoblet til 11 styks i UPAs gaestehus, beliggende omtrent 10 km ude for hovedstaden Kampala (Uganda Pioneers Association eller kort UPA er den partnerorganisation, der er ansvarlig for de danske frivillige MS sender til landet). Blandt den store flok nye mennesker var der to gamle ansigter i Clara og Louise, som jeg modte paa forberedelseskurset, og derudover 5 frivillige der var kommet fra Danmark dagen for. De damer havde sat sig saa tungt paa gaestehuset, at jeg fik lov til at faa en forsmag paa det at bo hos en familie, ikke langt derfra. Luksus tilvaerelsen som jeg kendte den fra Kenya var ovre, paa god traditionel maner foregik badet bag en ikke saa hoj mur, med morgensolen staaende ind i ansigtet, en balje vand og en kop. Toilet besog i den for mig nu saa velkendte ”skovskidder-stilling” over et dertil indrettet hul i jorden. I gaestehuset var forholdene metoderne de samme men forholdene lidt mere luksuriose, hvis et hul i jorden kan vaere det. Ud over de fyldte vaerelser og et taetbefolket spisebord, var der her sat lidt kulor paa sagerne i form af en rottefamilie af ukendt storrelse, der havde slaaet sig ned i huset, og til skraek og raedsel stak deres hoveder ud gennem hynderne i sofaen. Paa trods af min ukuelige mandighed fravalgte jeg denne hyggelige sofa, og flyttede efter et par dage fra min familie og ind paa gulvet paa et af vaerelserne. Samvittighedskvaler var aarsagen, da familiens 7 born, om ikke andet de aeldste, ydede en kaempe opvartning, mens jeg paa det naermeste brugte stedet som hotel, paa grund af introduktion og det faktum at jeg alligevel snart skulle videre.

-Karnevalstraffik-

Allerede i lufthavnen i Uganda skulle der i al hast haeves penge, da jeg i pakkestresset ikke lige havde taenkt paa at der skulle kobes visum. Kaempemaessige summer paa haeve automaten, slog mig fuldstaendig ud. Da jeg selvfolgelig ikke havde sat ind i kursen paa ugandiske shillings, troede jeg at jeg havde haevet langt over min kreditet. Den glaedelige nyhed var nu at de mange nuller paa 20.000 ush. sedlerne nu skulle divideres med 330 og ikke 12, samt at priserne her ligger omkring 20% under de kenyanske, der ogsaa gaar for at vaere nogle af Afrikas hojeste. Men man maa undres over den logik bankerne i Kampala bruger. Deres haeveautomater spytter lystigt 50.000 ush sedler ud, et stykke papir kun ganske faa butikker, under staedigt pres, gaar med til at veksle.

I sin frustration over de mange nuller, kan man jo saa underholde sig lidt med Kampalas trafik. Som i Nairobi er myldretiden en generel heldagstilstand og bliver her krydret med utallige faerdselsbetjente, der staar placeret i hvert stort lyskryds med hver deres flojte, og med taktfaste flojt skaber den perfekte karnevalstraffik.

I andre kulturer er det jo altid en oplevelse at tage de offentlige transportmidler, i Uganda er det ogsaa tilfaeldet. Som i Kenya er Matatuerne dominerende, omend de her er i laangt storre antal og kun findes i de smaa Nissan og Toyota udgaver. Her horer lighederne saa ogsaa op. Fra Nairobis farvestraalende og stojende matatus hvor pangfarver, kaempe streamers med alverdens unodvaendige budskaber og de solide basrytmer kaemper om opmaerksomheden, bliver man her spist af med kedelige hvide biler og af og til et anonymt ”Allahu akhbar” eller ”Praise Jesus” i bagruden. Enterieuret er i storstedele af tilfaeldene i vaerre forfatning end selve bilen. Det siger ikke saa lidt naar det ikke er unormalt, at bilen bliver nodt til at stopppe arbejdsdagen paa grund af eksistensielle problemer, eller skal skubbes igang hver gang den skal starte. At det saa heller er unormalt at putte et sted mellem 16-20 passagere ind i en vogn beregnet til 14, har nok ogsaa en vis indflydelse paa bilens levetid, naar man ser vejenes miserable tilstand.

For lige at pifte traffikkaoset en ekstra tand op, har man valgt at tilfoje de saakaldte Boda-bodas. Det er i alt sin enkelthed en motorcykeltaxi, der er dyrere end matatuer men kan tage dig hvilket som helst sted. Deres energiske indsats for at faa dig saa hurtigt frem til maalet kan der dog godt stilles sporgsmaalstegn ved, da boda-bodas er indblandet i langt over halvdelen af alle trafikuheld i byerne.

Men naar man ser bort fra dette, saa synes jeg Kampala er mere interessant end Nairobi, der bare ligger paa fladt terraen med en del hojhuse. Kampala bolger op og ned af bakker, der kan saette et par utraenede laegmuskler paa en dejlig syrebehandling. Men alle disse bakker giver ogsaa byen et charmerende udseende, naar man faar et overblik fra de hojtliggende steder, plus at byens ca. 100 aarige eksistens, giver den et mere interessant historisk perpektiv end Nairobis solle 50 aar.

-Paa’en igen-

Ivan er den ansvarlige for os frivillige hos UPA. Han er en 24 aarig usaedvanlig pligtopfyldende og omsorgsfuld ugander, der hellere ville bygge en seng til mig, end at lade mig sove paa gulvet i gaestehuset. Endvidere arbejder han fokuseret for at faa de frivilliges onsker til arbejde opfyldt paa bedst mulig vis, en evne mange ugandere ikke besidder, eller i saa fald skjuler godt. Heldigvis er han en paalidelig mand, for som det skete i Kenya saa bristede kommunikationen et eller andet mellem MS i Danmark og hernede. Denne gang bare vaerre!

For de 5 nyankomne pigers vedkommende, havde Ivan forst faet besked om deres ankomst 4 dage for, og at jeg blev hentet i lufthavnen skyldes kun, at Louise insisterende fortalte om min snarlige ankomst. Han havde aldrig hort noget om at jeg skulle komme! Dermed var der heller ikke noget planlagt for os. For fire af pigerne, der ville arbejde paa bornehjem, blev problemet hurtigt lost, da UPA har flere bornehjem de sender frivillige ud til. Men for den femte pige, Sarah, og mig, der begge onskede sundhedsrelateret arbejde, var der ingenting der laa fast, da det var kontakter der skulle ud og skabes. Egentlig et utroligt og overraskende problem, da vi begge fra MS Danmarks side flere gange havde faaet vished for at alt var arrangeret og som det skulle vaere. Af den grund tilbragte vi lidt ufrivillig lang ventetid, hvor ens kendskab til Kampala blev en del bedre. Men midt i al elendigheden holdt MS Uganda heldigvis deres aarlige mode for partnere og personale, weekenden efter vores ankomst.

-Det flasker sig-

Byen Jinja, hvor aarsmodet skulle aafholdes, ligger halvanden times korsel ost for Kampala, og er landets naeststorste by. Som alle andre byer end Kampala er alt storbystemning vaek, og gamle smaa flade bygninger indrammer de travle faldefaerdige gader. Et stort aktiv har byen dog i dens beliggenhed ved Nilens udlob i Victoriasoen. Udover de flotte scenerier giver dette nogle af verdens bedste muligheder for riverrafting.

Opholdet bod paany paa lidt luksus, da hele kompagniet af partnere, Development Workers, personale og os frivillige blev indlogeret paa et fint hotel med udsigt til Nilens sidste par kilometer, og en pool der paa herlig vis formaaede at farve mine lyse lokker gronne.

Som den slags moder nu engang er, var det ikke en af de mest sindsoprivende oplevelser paa turen, men gav et godt indblik i MS Ugandas situation og arbejde. Det mest udbytterige fra modet var dog modet med DW’eren Einer og hans organisation, der kunne fortaelle os at de sagtens kunne bruge et par frivillige ude i hans distrikt, ved byen Mbale taet paa graensen til Kenya. Arbejdet de kunne tilbyde os var nyt og uprovet paa et par sundhedsklinikker nord for Mbale. Paa trods af lidt usikkerhed og manglende oplysninger, var baade Sarah og jeg friske paa at tage udfordringen, da den modte begge vores krav: Sundhedsrelateret arbejde og indkvartering hos lokale familier. Jeg havde efter lidt over 3 maaneders ophold i storbyer taet op af andre danskere, besluttet at jeg gerne ville se og opleve noget nyt, og komme ud blandt lokalbefolkningen i mere landlige forhold. Det har helt bestemt vist sig at vaere den rigtige beslutning.