-Nakuwonde-

Saa kom vi endelig igang med arbejdet. Mandag d. 26 februar korte vi sammen med Einer og Ivan fra Mbale og laengere ind i Mount Elgons bjergmassiv, til Budadiri der ligger ca 45 minutters korsel i nordlig retning. For at undgaa at vi isolerer os med vores danskhed, har Einer sorget for at vi er kommet til at bo et godt stykke fra hinanden. Saaledes bor jeg en halv times forholdsvis nem gang fra byen Nakuwonde, hvor min arbejdsplads Budadiri Health Center ligger. Her har jeg mit eget vaerelse, mens min families hus ligger faa hundrede meter laengere henne af den lille sti, der udgor det for hovedvej oppe i de gronne bakker. Sarah har trukket det lidt haardere lod og er endt en lille times gang fra Nakuwonde, oppe i en hojtbeliggende mindre landsby, hvor hun forst og fremmest er tilknyttet en lille klinik. Her er dog sjaeldent mere end et par timers arbejde, saa hun traver naesten dagligt ad den lange nedstigning til hospitalet.

Selve byen Nakuwonde minde mest af alt om en lille westernby, hvor de karakteristiske rode grusveje af og til bliver plojet op i stovskyer, naar matatuerne bumper igennem. Byen har to veje hvor tradingcenterets smaa butikker danner midtpunkt, og de evindelige Celtel og MTN facader langsomt gor deres indtog. Adskillelige smaa butikker giver en mulighed for at kobe det mest nodvendige saasom toiletpapir, vand og stearinlys. Endvidere kan byen ogsaa byde paa et par skraeddere, en cykelsmed til de mange boda-bodas og en storre maengde apoteker lige uden for byens storste aktiv, hospitalet. Som en af de, for os, vigtigste steder i byen findes Mama Rose’s Last Chance, hvor de fleste tourister indlogerer sig, inder de bestiger Ugandas hojeste bjerg Mount Elgon. Her kan vi flygte til lidt kulinariske oplevelser, naar byens andre traditionelle spisesteders smagsforladte maaltider bliver for meget.

-Cellen-

Det var en duft af frisk mortel der modte mig, forste gang jeg vristede doren op og traadte ind i mit nuvaerende vaerelse. En lummer fugtig luft ramte mig, da det svage lys robede mine nye 9 m2, der behaendigt er udstyret med en metaldor, som skal sparkes ind hver gang slaaen er vristet op. Paa hver side er jeg omgivet af fire nypussede gule vaege, der er udfort med flot finish. I hvert tilfaelde indtil stigen ikke raekte hojere og et sandt klatvaerk af mursten og mortel, bevidner om vaeggenes titaniums lignende styrke. Endelig er rummet tre meter oppe behaendigt afsluttet med et par traelaegter og et blankt bliktag. Gulvet er blot en fortsaettelse af fundamentet, og har indtil videre vist sig at have en forbloffende god evne til at transportere fugten ind til mig. Dette nodsagede mig til at lave en turnusordning, saa tasker og hvad ellers laa paa gulvet blev rykket rundt, saa den fugtige plamage de efterlod kunne fordampe. Men nu er jeg efterhaanden blevet installeret med et bord, hvor min backpack kan haenge, og en solid snor er spaendt op fra vaeg til vaeg, og udgor det for garderobe. Dermed kan alle egendele komme vaek fra gulvets truende raad.

Ord som skimmelsvamp og deslige kunne dertil godt komme som folgesvend, men det sparsomme traeforbrug klarer det problem. Alle forudsaetninger er dog opfyldt, da kombinationen af ikke-eksisterende vinduer, bliktagets fremragende varmeledningsevne og en luftfugtighed paa omkring de 80% altid udgor det for velkomstkomite, naar jeg kommer tilbage fra hospitalet.

Men ellers er tilvaerelsen ikke saa haard. Hver aften sidder jeg i stearinlysenes skaer og hygger mig ved mit bord. Hver morgen naar kondensvandet har samlet sig i store nok maengder under taget, og drypper ned i ojet, kan jeg med en spand vand i haanden, se frem til et dejligt koldt bad i vores baderum. Det er en celle paa 1 gange 3 meter hvor et lille tilgitret hul akkurat giver det fornodne lys til etagevask. Naar det er tid til at traede af paa naturens vejne, kan jeg balancere ned til det nyopforte hul i jorden, der paa aagte afrikansk vis har faaet et lille lerklinet skur over sig. Her stopper min luksustilvaerelse saa ogsaa. For som det gaelder for alle andre her i de landlige egne, foregaar alt tojvask i haanden. Her er mine naboer, brodrene Martin og Amusa der deler eet vaerelse magen til mit, dog kommet med nogle kyndige raad til skurren og skrubben, saa jeg efterhaanden er blevet ret ferm til det.

Men alt til trods er det dejligt endelig at have faaet sit eget lille fristed, efter i 4 maaneder at have delt vaerelser. Saa nu kan jeg kun med spaending se frem, til hvad den naert forestaaende regntid kan gore af spaendende ting ved min lille hybel.

-Et andet liv-

Jeg er nu kommet herud, hvor det hele begynder at ligne lidt af det Afrika man har set hjemme paa skaermen, hvor alt kan og bliver baaret paa hovedet i fabelagtige balanceagter, hvor man enten gaar de mange kilometer fra A til B, eller stables sammen bag paa en lastbil og korer afsted af bumbede rode grusveje. Hernede er den dominerende erhvervssektor stadig landbruget, i samme grad som det var i Danmark for over 100 aar siden. De samme forhold som vi dengang fandt derhjemme, kan idag tildels projiceres over paa Uganda, omend det ofte kommer mere ekstremt til udtryk. Saaledes faar den gennemsnitlige familie mellem 6 og 10 born, der langt fra alle naar saa langt som at afslutte hvad der svarer til folkeskolen, da al uddannelse koster penge. For udover skolen skal familiens lille landbrug samtidig passes, der skal hentes vand og ordnes en lang raekke andre daglige pligter, vi i Danmark tager som selvfolgeligheder. Derfor er det heller ikke unormalt at se smaa born, som burde vaere i skole, balancere rundt paa de smaa grusstier med vanddunke paa hovedet iklaedt deres beskidte lasede toj. Samtidig er modrene i marken for med hakker at gore jorden klar til saaning, hernede foregaar alt markarbejde med haandkraft, mens flere af de arbejdslose maend drikker livet ud i hjemmebryg. Det er et haardt liv, hvor en alder paa 50 regnes for hoj, de folk der naar den alder ligner da ogsaa snarere nogle paa 80.

Ligesaa haardt livet er for indbyggerne, ligesaa smukke er de omgivelser de lever i, selvom dette er en faktor faa hernede synes at vaerdsaette. Fra de rode grusveje der straekker sig i dalene, rejser bjergvaeggene sig paa schweizisk maner op paa begge sider, gronne af bananpalmer og eukalyptustraeers taette lov, og danner massive mure, hvis forcering blot vil afslorre nye raekker af massivets utallige bjergrygge. Naar man er vant til Danmarks lave bolgende marker, er disse scenerier helt fortryllende. Denne magi bliver ikke mindre naar solen kaster sine sidste rode straaler paa bjergene, som signal til at cikader og froers oredovende helaftenskoncert kan gaa igang, og et hav af ildfluer kan danse rundt paa stierne i elektricitetens fravaer. Kulminationen sker naar det tropiske morke ved halv ottetiden har saenket sig, og afslorer en fabelagtigt uforstyrret stjernehimmel hvor maelkevejen straekker sig fra hver sin bjergryg, og ukendte stjernebilleder kommer til syne. En himmel jeg nyder hver aften i den endnu lune luft inden aftensmaden bliver serveret hos min familie.

-Min afrikanske familie-

Der er altid rart at have sit eget vaerelse hvor man kan lukke og koble af fra omverdenen, specielt hernede hvor du ellers er paa konstant. Det var da ogsaa en af betingelserne for at faa tildelt den aerefulde opgave; at huse en muzungu. Men paa grund af pladsmangel hos min familie blev jeg istedet indlogeret lidt derfra.

Min familie ligger med fem born lige under landets gennemsnittet, men med alle born godt igang i uddannelsessystemet og begge foraeldre med faste laererjobs, horer de til de bedre stillede i omraadet. Naome og Patrick er henholdsvis viceinspektor og inspektor paa hver deres skole, mens bornene fra 13 til 24 aar, er igang med primary og secondary school (omtrent hvad der svarer til folkeskole og gymnasiet) og universitetet. Richard paa 21 er lige blevet faerdig med secondary, og har derfor en masse tid til at tage sig af mig og faa mig paa plads. Der har vaeret store serviceydelser, paa graensen til det afvaebnende, hvor jeg ikke maatte baere min taske, laase min egen dor op og taende stearinlysene, men stregen er efterhaanden trukket op og det er nu kun naar jeg hos dem at alt staar paa totalservice.

Det mest interessante ved at bo hos en familie er at du kommer helt ind i landets kultur, og her er det ikke kunst og historie jeg taenker paa, men den basale familiekultur der ofte er en mere laererig og anderledes del af et lands kultur. Fra det kaere Danevang har jeg selvfolgelig min opfattelse om hvordan det hele skal haenge sammen og bor vaere. Men disse forestillinger maa man ligge lidt fra sig hernede. I gaestens rolle er det eneste du skal foretage dig at blive opvartet. Hver morgen staar der en dunk vand til mit morgenbad, og Richard vil stadig ikke helt frem med hvor han henter det. Morgenmaden staar klar naar jeg kommer til huset, og bliver fjernet inden jeg selv naar at lofte en finger. Den obligatoriske eftermiddagste bliver naesten haeldt i halsen paa mig, og aftenmaden serveret og baaeret ud igen saa det eneste jeg skal klare er at tygge det 10-15-20 gange. Alt denne service gor det faktisk til en lettelse selv at faa lov til at vaske tojet, og klare lidt rengoring af cellen.

Maaltidernes forlob er ligeledes uvante. Morgenmaden foregaar som regel alene eller med Richards selskab i husets eneste stue, da resten af husets beboere stod op to timer tidligere. Aftensmaden spiser de normalt paa gulvet i kokkenet, mens jeg i gaestens rolle bliver placeret i stuens petroleumlampes skaer og med et hav af fyldte skaale. I starten var det ogsaa kun Rchard der sad til bords her, men efterhaanden er Naome stodt til. Saa er der grobund for paa god dansk vis at kunne snakke henover maden. Men man skal skynde sig for der bliver omsat lynhurtigt, og straks bagefter er det sengetid.

De saftige boffer har nu maatte traede i skyggen for den lokale mad. For den normale ugander er kod en luksus, der maksimalt kan nydes en gang om ugen. I stedet er omraadets primaere ernaeringskilde, matoken, en fast del af frokosten, aftensmaden og til tider morgenmaden. Matoke er det ugandiske navn for madbananer, og som man hurtigt ser langs vejene og paa bjergsiderne indtager den en betydelig plads i den ugandiske madpyramide. Denne pyramide maa dog have et rimeligt saerpraeget udseende, da den ugandiske mad er meget ensformig og udvalget meget snaevert. Dertil kommer at maaltiderne bliver indtaget indtaget paa usunde tidspunkter og i forkerte maengder, med minimal morgenmad, frokost midt paa eftermiddagen og enorm aftensmad lige inden sengetid klokken 21-22.

-De kigger ikke paa stjernerne-

Som naevnt er Richard lige blevet faerdig med secondary, og kom igennem eksamen som den bedste i distriktet, hvilket giver ham et legat fra regeringen til at studere paa universitet. Det er et utrolig held for familien, der ellers ikke ville have raad til at sende ham videre. Lige saa heldige var de mange tusinder, der ikke sluttede blandt de fem bedste i deres distrikt, ikke. De 65.000 der ikke klarede sig tilstraekkeligt godt skal nu haabe paa penge fra foraeldrene, ellers slutter det for dem her. Saaledes gaar flere tusinder potielle dygtige akademikeres fremtid i stampe her, og de kan satse paa en sekundaer uddannelse.

Men saadan gik det ikke for Richard. Han klarede sig igennem naaleojet, og kan se frem til at kunne spille en rolle i Ugandas fremtid. Men til trods for at man maa regne ham for et lyst hoved, mangler der utrolig mange facetter i hans viden og tankegang, set fra et vestligt synspunkt. Han er dybt religios, og ikke et ondt ord om det. Men det og saa den manglende basale viden om hvordan verdens gang uden for Budadiri og Uganda foregaar, kan faa mig til at stille store sporgsmaalstegn ved hele uddannelsesystemet hernede, igen set igennem de danske norm-briller. Hele undervisningen foregaar ved udenadslaaere, og sporgsmaal og undren levnes der ikke plads til. Heller ikke en lille videnskabelig interesse for den natur der omgiver dem eksisterer. Men den er faktisk begyndt at dukke lidt op hos Richard, efter jeg har udvist lidt fascination for stjernerne, ildfluerne og stillet forskellige sprogsmaal til deres hverdag. Lidt ny viden blev det da ogsaa til da jeg maatte hive lidt lomme-astronomi frem, og forklare om jordens rotation om sig selv og solen, efter han havde ytret at han ikke troede paa den slags. Hans ”aha-blik” giver mig forhaabninger om at det snarere er ham der bliver omvendt end mig, som han ellers bruger meget tid paa at spaa om.

Men forestil dig at knaegten der slutter med det hojeste gennemsnit paa et gymnasium derhjemme, ikke aner hvilke ting af global betydning der rorer sig ude i verden, og hvorfor nat bliver til dag. Det er et u-land jeg er i, men hvis U’et en dag skal blive til et I, skal der ske nogle grundlaeggende andringer i uddannelse og oplysning.

-Hospital Dyregod-

Vores nye arbejdsplads Budadiri Health Center er et, i forhold til sin landlige beliggenhed, kapacitetsmaessigt veludrustet hospital. Med sine tre sengeafsnit til born, kvinder og maend, operationsstue, fodeklinik, laboratorie og konsultationsrum med mere, alt sammen fordelt i 7-8 forskellige bygninger, kan de tage sig af stort set alt der kommer ned fra bjergene. Her stopper alle lighederne til et dansk hospital ogsaa. Ud over at mange af bygningerne er i staerkt varierende stand, moder de hygiejniske krav heller ikke danske standarder. En vis mand har i tidernes morgen sat et stort skilt op med teksten ”Stop graesning af dyr!”. Effekten har nok kortvarigt vaeret der, men saa har den afrikanske ligegyldighed ogsaa faaet overtaget. Mellem hospitalets bygninger boltrer alt fra hons, hunde og kalkuner til jordens nok grimmeste geder og faar, imens en brunstig tyr forsoger at bestige en af de talrige koer. Det er ligeledes langt fra unormalt, at hons forvilder sig ind paa de enkelte sengeafsnit eller til de gravide kvinder, imens en plakat informerer om den stigende fare for fugleinfluenza. Til galehuset kan tilfojes en lettere forstyrret herre der dagligt kommer og forlanger dato og underskrift fra samtlig personel. Det hele bliver understottet af en ubeskrivelig kvalmende lugt, der haenger over hele omraadet. Det naermeste vi er kommet paa en definition er en blanding af hospitalets kemiske odeur, sved og ged samt en tredie ubekendt faktor.

Efter de forste tre uger paa hospitalet har vi faaet et rimeligt indblik i tingenes tilstand paa godt og ondt. Det er selvfolgelig de aabenlyse forskelle, fra vores kendskab til det danske sundhedsvaesen, der har fanget vores opmaerksomhed. Saaledes ligger de sygdomsmaessige problemer og maaden hvormed de haandteres forhaabentlig fjernt fra de hjemlige. Den mest almindelige sygdom er malaria, der indskriver sig med over ¾ af sygdomstilfaeldene i diagnosebogerne. Problemet med malaria skal man heller ikke undervurdere, da det er en stor draeber og fortsat kraever store behandlingsudgifter. Men naar man ser paa situationen paa hospitalet som udeforstaaende, bliver selv symptomer paa almindelig forkolelse og influenza altid diagnostiseret som malaria. Saa bliver der udskrevet medicin, til tider ogsaa naar malariatesten viser negativ, og foklaringen lyder noget hen af ”forebyggende behandling”. Naar hospitalet lober tor for medicin, maa patienterne selv ud og kobe den. Men naar man kun har raad til 4 af pillerne i en 10 styks kur, og ens tankegang fortaeller en at ALT medicin gor rask, ender det i mange halve behandlinger. Denne lemfaeldige omgang med medicinen og manglende kendskab til brugen, oger selvsagt risikoen for resistente parasitter. Dette har i stigende grad gjort meget billig medicin ineffektiv og situationen for de fattige vaerre.

Ud over en smule laererig foragelse har vi faaet flere nye indblik i den medicinske verden. Under stuegangene faar vi kendskab til den ugandiske patientpleje, eller mangel paa samme, samt lidt undervisning i behandling. Og efter sygeplejeskernes daglige pres, saetter vi vel ogsaa snart vores forste IV-drop i en patients haandryg, frivilligt og under kyndig supervision selvfolgelig.

Paa laboratoriet er vi begyndt at laere lidt om kunsten at skelne malariaparasitter fra almindelige celler og snavs, og om de mange forskellige slags test af alt fra gonore til graviditet og tyfus.

Det mest graenseoverskridende, men samtidig ogsaa det mest fascinerende, har vaeret at overvaere de diverse operationer, hospitalet eneste laege, Doktor Sam, udforer. Hvad man forst faar lov at overvaere efter 3-4 aar paa medicinstudiet i Danmark, blev vi kastet ud i paa forstedagen.

Paa trods af at hygiejnen er et mere eller mindre stringent begreb, og patienters velbefindende under operationen ikke altid tages saa noje, ser operationsstuen overraskende professionel ud. Ifort et par omme kirurggronne klaeder skulle vi nu med stor spaending, paa vores egen reaktion isaer, overvaere vores forste storre operation. Det var dog hverken blodets fossen, indvoldenes vamle lugt eller den blaevrende folelse af at holde en svulst paa storrelse med en knytnaeve, der var den storste udfordring. For at holde patienten i taagerne, bruger de en blanding af ilt og aether. De haardtslaaende dampe, forsikrede anaestesilaegen Francis, ville blive pumpet ud af vinduet efter at have gjort deres. Det tiltrods, meldte der sig efter en times tid en vis svimmelhed og folelse af tommermaend, der gjorde at man lige maatte tage en slapper.

Ret efter gjaldt det en rent kosmetisk fjernelse af nogle aggresivt voksende kraeftsvulster. Det haandflade store omraade, hvis saarskorper mest af alt fik det til at ligne krolfedtet fra en velstegt bof, blev hurtigt kradset op, og kraeftvaevet kunne skrabes los. Paa grund af Ketaminens kun sindsmaessige bedovelse, og nervernes stadige reaktion paa smerte, blev vi involveret lidt mere. Mens Sam og hans assistent skrabede los, kunne vi staa og holde patienten nede i hans voldsomme krampetraekninger.

Det var forste dag, og jeg maa jo erkende at det faktisk er utroligt spaendende at se de forskellige indgreb, og at et kejsersnit udover at vaere medicinsk interessant, ogsaa virker en smule livsbekraeftende naar en unge bliver hevet ud af et hul i maven.

-Tilbage til Uoplysium-

Efter i weekenden at have faaet en snert af civilisationen gaar turen nu tilbage til isolationen, hvor vi ogsaa tilbragte de sidste to uger. Det er bestemt en langt mere givende form for ophold end konstant at bo op af andre danskere. Og meget anbefalelsesvaerdigt! Men det er bestemt ogsaa haardt i laengden kun at snakke med folk vis viden begraenser sig til gamle laereboger, og vis nysgerrighed for livet tilfredstilles af Bibelens ord. Det er ikke et under at folk er uoplyste, naar det kun er store nyheder som Saddams henrettelse der naar frem. Enkelte undres dog over at USA henretter deres egen landsmand. Men vi maa se om lidt underbevidst indoktrinering af vestlig kultur fra en dansker, kan rykke lidt paa de opfattelser.