... Og en masse nye indtryk og oplevelser rigere. Det kan selvfolgelig i sig selv, ikke komme som den store overraskelse, naar man vaelger at pakke rygsaekken, og flyve en ca. 4.500 km til Moder Jords livrem.

Fra vores opholdt var bestilt, til vi havde tilbragt de forste par dage hernede, var vi fyldte med forventninger og forestillinger om, hvordan Kenya var, og hvad landet kunne byde paa. De fleste af disse gik isaer paa negative ting, men var ogsaa godt supleret af mangel paa viden om hvilke forhold, vi overhovet kom ned til. "Nairobbery" som efter sigende skulle vaere et yndet kaelenavn til byen, blandt de lokale, havde i hvert tilfaelde efterladt mig med en del insekter i bugen. Statistikken viser, at Nairobi ligger solidt placeret i topppen af listen, blandt de mest voldelige byer i Afrika, og skulle man tro advarslerne, kunne vi lige saa godt forberede sig paa en enkelt "mugging" eller to.

Min naeste store frygt var udsigten til at skulle leve som vegetar i et halvt aar, ved informationen om det afrikanske kods kvalitet. De mest haablost afskaarede brusk stykker, der nogle gange vil kunne forveksles med benstumper, og dertil har vaeret udstillet bag en plexiglas rude i et skur, klods op af en stovet vej med tung traffik, og en tropisk sol som udstillings lys. Denne beskrivelse er dog meget praecis, naar man kommer ud i slummen, og paa landet vil jeg tro. Men heldigvis bor vi i Nairobi, hvis supermarkeder lever op til enhver vestlig standard.

-Et savn af de store-

Pa grund af advarslerne om de hoje kriminalitet hernede, blev det i sidste ojeblik besluttet at lade mit hojt elskede spejlrefleks, blive hjemme. Da vi ikke vidste hvilke forhold, vi skulle bo under, blev min fader og jeg enige om, at dette ville vaere det mest fornuftige. Skulle vi bo i et usikkert omraade, ville det med sikkerhed vaere en konstant kilde til bekymring, hvis det skulle ligge paa et vaerelse. Samtidig ville man ogsaa vaere et oplagt maal for alverdens mere eller mindre lyssky elementer hernede, hvis man gik rundt med 5-6 aarslonne om halsen.

Substitutten blev et, en del mindre og lettere, lommekamera. Det kan ikke diskuteres, at det er en del mere behaendigt at have med sig inde i byen og slummen. Og det giver ogsaa en del mere frihed, at man ikke behover gutterne fra Saint Johns, til at agere livvagter, hver gang man vil tage lidt billeder. Men trods den lille sags udemaerkede formaaen, kan det ikke erstatte min Nikon derhjemme. Og jeg maa aerligt indromme, at det endda ikke saa sjaeldent haenner, at jeg i dette sande Eldorado af motiver, der simpelthen maa vaere forudbestemt til at blive foreviget, savner det saa uendelig meget. Men jeg maa klare mig uden. Og i denne sammenhaenge vil jeg lige forsikrer om, at redaktionen arbejder paa hojtryk for, at kunne bringe flere visuelle tillaeg.

-Volborg-

Efter at vaere kommet midt i den korte regntid, hvor stortset hver dag bod paa regn, er solen og varmen er nu ogsaa endelig begyndt at kunne maerkes, og de forventede tropiske solstraaler at riste os. Indtil nu gik naesten hver aften og nat ellers med regn, der mange gange fortsatte til tidligt ud paa formiddagen. Af samme grund var slummen tit forvandlet til et storre mudderhul, jaevligt holdt ved lige af et par aabne sluser oven fra. Her skal det selvfolgelig ikke lyde som om, vi har haft dansk vejr, for storstedelen af tiden har dog budt paa solskin og danske sommertemperaturer.

Men med det ordentlige vejr i prognoserne, begynder kuloren ogsaa at bevaege sig over i de morkere nuancer. Saaledes er en let mork nakke og pande ved at dannes, supleret med en mere rodlig naese, dertil horende et par fin arme en cykelrytter vaerdig. Desvarre maa jeg konstatere at benene stadig let vil kunne forveksles med asparges, da solen staar saa hojt, at de ikke for meget eksponering. Derudover har den Kenyanske dress code for maend ogsaa noget, at skulle have sagt. Som mange andre lande, hvor sol og varme er en selvskreven ting, er det kun unge knaegte og turister, der gaar i shorts. Derfor bliver man nogle fristet til at traekke i de lange slags, men med de stigende temperature er det nok snart forbi.

-Hvor godtfolk er...-

1.87 hoj og aerke blond, bor et par shorts eller bukser heller ikke gore den store forskel paa, om du faar opmaerksomhed eller ej, og det er heller ikke tilfaeldet. I slummen er din blotte tilstaedevaerelse grund nok til tilraab og nysgerrige blikke, dog kun kun venlige. Selv de fyrer der sidder og ser nok saa hardkogte ud, smiler venligt, og hilser igen, naar du siger "Hello", "Habari" eller "Mambo", frit valg.

Anderledes er det inde i centrum. Det er faktisk forbloffende saa faa blikke du faar. Godt nok maa man gaa ud fra, at folk herinde er mere vant til at se hvide mennesker i gaderne. Men selve Nairobi er langt fra oversvommet af turister, hvilket jeg faktisk finder rimeligt befriende, i forhold til mange storbyer. Hvor tilraabene i slummen er hyppige, gaelder en rimelig gennerel regel i centrum: De henvendelser du skulle faa herinde, er kun fra folk, der vil have noget ud af dig. Dette gaelder Matatu konduktorer, taxi chaufforer, gadesaelgere eller ham der tilfaeldigvis skal studerer i Aarhus, men bare lige mangler 5000-10000 kr til rejsen. Her kan selv 100 kr hjaelpe, hvis det staar til ham.

Det er dog sjaeldent at man bliver truffet, kun Matatu konduktorerne prover febrilsk at faa deres vogn fyldt op, og generelt er alle de ovennaevnte meget lette at slippe af med. I modsaetning til mange andre lande, er et "nej tak" altid nok, bortset fra den "studerende" der kraever flere daarlige forklaringer, end en Ibis-saelger paa Kultorvet.

Centrum generelt er selvsagt en ganske end slummen og Westlands, omraadet vi bor i. Tempoet er skruet uhort op, og de alt domminerende Matatus kaemper intensivt om kunderne og vejen. Som i en rigtig storby, er alle gader levende af fodgaengere og diverse koretojer, og faelles for alle sidstnaevnte gaelder, at deres stand og blotte tilstaedevaerelse til tider gor, at ens lunger bliver sat paa ovarbejde. Til min undren kan jeg konstatere, at kenyanerne yderst sjaeldent lader sig paavirke af den tunge sorte diesel os, en stor bus fra midt 80'erne udsender. Det er tilsyneladende en meget sigende del af deres mentalitet, at det bare noget der er der, og ikke kan aendres paa, uden at skulle saette store og uoverskuelige mekanisker igang, derfor accepteres det; gift, kraeffremkaldende partikler eller almindelig affald.

Til at holde paa kaoset, vokser bygningerne op paa omkring vejene. Almindeligvis en 3-6 etager, let krydret med 7-9 etagers, og til sidst enkelte derover til at pifte Nairobis skyline lidt op. Den lave bygninger er hovedsageligt med alverdens smaaforretninger, saelgende alt fra toj, blandet elektronik, pirat film. Ind imellem kan man stode paa et par restuaranter, nogle hyggelige barsteder og en hel del korerskoler, der tilsammen udgor en farverig, alsidig og kaotisk facade. Det hele bilver solidt holdt nede af de utallige colleges, indenfor forskellige interesseomraader, som er placeret oven paa dem, og kun afbrudt af enkelte storcentre og hoteller. En afrikansk metropol; kaotisk, beskidt og alligevel charmerende.

-Astfaltens anarki-

En faktor der er staerkt medvirkende til at oge den kaotiske opfattelse af Nairobi, er den modsaat korselretning alting foregaar i. De forste par uger gik med at vende sig at undgaa, at blive kort ned, og vores aeldgamle indkodning om "forst kigger vi til venstre, saa til hojre... og saa til venstre igen!", har vist sig at vaere livsfarlig. For lige saa lidt som de bekymresig om de simple faerdselregler, lige saa lidt virker det til, de bekymre sig om fodgaengerne. Man skal derfor ikke blive forlegen over pludselig, at skulle lobe for sit liv, naar man har besluttet sig for at krydse en vej. Selv kenyanerne, buiseness mand som gadedreng, vil ofte kunne ses agere bambi paa glat is.Men med lidt taalmodighed og ganske almindeligt overblik, laere man hurtigt at bevaege sig i trafikken. Og er man forst kommet ind i rytmen, kan man let saette kenyanerne paa plads i at krydse en vej, hvis man da gaar op i den slags.

Den generelle hovedregel er dog, at den forestkorende har retten. Det gaelder, selv om det er en overmodig Matatu chauffor, der sniger ind foran dig fra siden. Og specielt i myldertiden, hvilket hernede er fra 7 morgen til 7 aften, hersker der rent anarki i Nairobis gader. Her er der ikke andet at gore, end at bevaebne sig med taalmodighed, og lidt hovedrysten, over deres manglende fremsynethed, naar det gaelder om at flaette ind i traffikken.

I disse stunder skal man bare laene sig tilbage og nyde den alt for hoje musik, der strommer ud af de overbelastede hojtalere. Lige som trafikken vender man sig dog ogsaa hurtigt til denne. Og jeg er nu efterhaanden begyndt, at synes ganske godt om de drilske 2-step rytmer og vuggende reggea ditto. Der er en dejlig glad energi i dem, og i flot sammenspil med de huller i vejene, der understotter rytmen forbavsende godt, er det svaert ikke at vippe lidt med nakken.

-Hjemme i honsegaarden-

Vi har vores lille fristed i Westlands, der er et af Nairobis mere velhavende kvarterer. Ikke desto mindre er det stadig ikke sikkert, at bevaege sig udenfor efter morkets frembrud. Derfor foregaar al transport via taxi, ogsaa de solle 500 meter der er hen til vores to norske kollegaer. Selvfolgelig kunne man tage chancen, men da selv vores vagt John, et par uger for vi kom, var blevet overfaldet et par hundrede meter herfra, er der ikke nogen grund til at spare den tyver det koster.

Denne haemsko med ikke at kunne gaa ud lige naar man foler for det., kan godt vaere lidt frustrerende i laengden. Det er selvfolgelig ikke svaerere end at ringe efter end taxi, men ens bevaegelses frihed er selvsagt rimelig indskraenket. Til alt held kan vi saa troste os selv med, at vi har en masse underholdnings midler til raadighed, der er uvante selv for mig. Da jeg hverken har fjernsyn, dvd/video eller internet derhjemme, har det ikke vaeret saa slemt endda. Vi har nu faaet set et par film, der var efterladt af tidligere logerende sasom "Nana", "En kort en lang" og "Star Wars II", foruden et par kopi film vi selv har rekvireret i byen. Derudover har jeg ogsaa vaeret nodt til at gribe til saa utraditionelle metoder, som at laese boger. Tre styks er det blevet til indtil videre, en ikke uvaesentlig forogelse af den samlede laeste maengde, og en ganske anerkendt bedrift ifolge mig selv.