Jeg kan med tilfredshed konstatere at mit julefrie aar, naesten er forlobet uspoleret. December maaned er snart ved at vaere ovre, og det, uden alt dens normale juletraengsel, alarm og falske julemaend. Lige med undtagelse af en enkelt mager mork en af slagsen, men han formaaede ikke at spraede nogen saerlig stemning, med sin halvhjertede svingen med klokken. Ja, glaedeligvis er vi blevet forskaaenet for det meste af julefanatismen. Den viser sig kun paa enkelte gadehjorner i form af Boney M's "Mary's boychild", aller en halvmekanisk nisse, samt hos et par piger herhjemme, der absolut mener, at det er paa sin plads med brunkage-bag og glogg.

-Mod Kysten-

Midt i december benyttede vi os af muligheden, for at komme en tur til Kenyas storste kystby, Mombassa. Turen var arrangeret gennem et debatforum kaldet Coffee Bar. Det er et ugenligt forum afholdt af og paa Saint Johns, hvor unge fra Pumwani kan komme og deltage i diskutioner om alt fra religion, politik, sex og andre vedkommende emner. Hertil nydes der som navnet antyder selvfolge en kop kaffe og lidt kage.

Om aftenen Lordag den 9. satte 28 unge, heraf 5 muzunguer (hvide mennesker paa swahili), sig ind i den til lejligheden lejede Matatu, og da bagage og saeder stod i et, satte vi kursen mod sydost. For os nordboere, forventede vi en noget naer almindelig busrejse, med smaasnak og sovn. Dette viste sig hurtigt ikke at vaere tilfaeldet. Pumwani fyrerne havde selvfolgelig slaebt hele deres lager af cder med, og inden motoren var blevet varm, strommede rytmerne ud af de diskante hojtalere. For at saette trumf paa, havde chaufforen selvfolgelig medbragt sin dodsforagtende korsel, der igen gik i samspil med vejens tilstand, saa spillede symfonien, og vi kunne hoppe derud af. Godt 10 timer og ingen sovn senere naaede vi vores destination, et mindre skole kompleks lidt nord for Mombassa, med en raekke sovesale og undervisnings lokaler, fordelt i en masse smaa bygninger.

Vi blev hurtigt indkvarteret, og gjort bekendt med omgivelserne. Ikke mindst var vores nye kokken samt bad- og toiletfasciliteter ikke laenger som hjemme i Westlands. Alt madlavning foregik over ild, og forberedning af kartofler, kaal og gulerodder foregik ude i gaarden. For at tage bad skulle der hentes vand i en stor spand, og saa matte resten foregaa med haandkraft. Af toiletter kunne man vaelge et hul i jorden, eller en kumme hvor man lige skulle skylde ud med en spand vand. En del mere primitivt en vores vante omgivelser, men det hele har jo sin egen charme. Det faktum at man kun kunne bade i koldt vand, var egentlig en befrielse. For med temperaturer et godt stykke over 30 grader, var et koldt bad simpelthen herligt. At man godt et kvarter senere igen var godt svedig, maa igen indskrives under vores charmerende vilkaar...

Efter en meget forsinket frokost, blev det endelig tid at bevaege sig mod vandet. Tanken om at komme til at bade ved Mombassas dejlige strande, havde vaeret yderst lokkende fra begyndelsen af turen, og hele den tropiske postkort stemning blev da ogsaa kraftigere, jo naermere vi kom vandet. Efter 20 minutters gang begyndte kokospalmerne at skyde op omkring os, og snart kunne vi ogsaa ane en turkis streg komme til syne. Med en hoj sol over vores hoveder blev sandet forvandlet til et kridhvidt blaendende underlag, som skiftede til en dejlig turkis, naar man naaede vandet. En forfriskende og underholdende dukkert fulgte. Forfriskende til trods for at vandet var taemmelig salt og ca 30 grader varmt, men med luftemperaturen og den lange bustur haengende over os var det ren nydelse. Underholdning stod vores medrejsende for. Som dansker er man vant til, at stortset alle kan svomme. Men hernede kunne de taellers paa en haand.

Som de venlige sjaele vi er, begyndte vi selvfolgelig at laere fra os af teknik og tricks, men det var lettere sagt end gjort, saa vi provede med en enkelt ting: at flyde. Med det samme kunne det ligne et evighedsprojekt. ”Fyld dine lunger med luft, lig dig tilbage i vandet og slap helt af”, ca. saadan lod raadet fulgt af en demonstration, og hvad der lignede kollektivt selvmord, begyndte. Selv husker jeg hvor svaert det var dengang for mange aar siden, og det har garanteret ogsaa vaeret god underholdning. Men naar man lige ganger det med en flok voksne maend, der skraekslagne springer op af vandet i den tro at de drukner, det er guld vaerd!

-African time-

Ovenstaaende begreb har vi hort meget om hernede, ogsaa stiftet en smule bekendskab med. Men paa denne tur fik vi virkelig beviser, paa alt hvad det det indebaere. Vores uge havde et fint dagsprogram, som det vist nok var meningen vi skulle folge rimelig praecist. Men fra starten kom kenyanernes utroligt ringe evne til at koordinere og overholde simple aftaler og tidspunkter. Fra morgenmaden til den efterfolgende devotion, begyndte det allerede at sejle. Folk kom dryssende som det passede dem, og gik hvis det passede dem. Derfor kunne det vaere svaert at give faelles beskeder, der naaede ud til alle. For evnen til at vidregive beskeder sidder heller ikke saa dybt i dem. Men alligevel er de paa en eller anden maade meget optimistiske omkring deres egen punktlighed. De fastligger et rimelig stramt, hvor der ikke er taget hojde for eventuelle uventet opstaaende situationer, eller deres mentalitet, og derfor endte frokosten som regel altid med, at blive serveret 1-2 timer senere end forventet. Naar der om eftermiddagen var sat tid af til strandture, var folk blevet utaalmodige, og gik spredte i smaa grupper. Her var aftalen at vi gik forholdsvis samlet, for at man ikke pludselig var efterladt alene, til fordel for eventuelle lyssky elementer. Denne spredning medforte at ingen havde nogen ide om hvem, der havde noglen til vores sovesal, og at folk derfor ofte maatte vaebne sig med taalmodighed, indtil sidste mand fra stranden fandt ud af, at det nok var ham der havde den. Og saadan kunne kunne man blive ved med smaa eksempler paa ”African time”. Det var i det hele taget den mest irriterende ting ved turen, men heldigvis ikke noget der odelagde den, og i sidste ende nok ogsaa noget man kun kan tage ved laere af.

-Hengivelse-

Morgenmaden blev serveret hver dag kl 8, hvilket gav en god tid til at tage et morgenbad. Med mindre man havde vaeret paa en seriosdruktur, var det nemlig fysisk umuligt at sove laengere end til klokke 7. Forst og fremmest fordi temperaturen og luftfugtigheden allerede der var ufattelig hoj, men ogsaa fordi kenyanere gennerelt staar usandsynligt tidligt op, og blaeser op i deres medbragte anlaeg, saa de tunge reggaerytmer banker ens dromme ud af hovedet.

Lige efter morgenmaden fulgte saa, i hvert tilfaelde for os muzunguer, dagens mest absurte og unodvaendige optrin. Hver morgen klokken halv 9, var der Devotion! Som ordet henviser til, handler det her om hengivenhed, og det selvfolgelig til Gud. I en rundkreds begynder hele flokken saa at synge religiose sang, hovedsageligt paa swahili og med en masse klappen og dansen. Uden at kunne teksten, maa vi jo saa prove at folge dansen, hvilket i deres ojne maa ha ganske underholdende, hvis de da ikke var for optagede af at vaere devotede. Efter et kvarters dansen, er det saa tid til bon og lidt recitering af bibelen, hvis der er nogen der lige har et vers paa tungen. Det er der altid et par stykker der har.

For mig og de andre nordboere, virkede hele dette optrin fuldstaendigt unodvaendigt. At synge om og danse til sange om hvor god og dejlig gud er, ligger tilbage i 1. klasse, da man skulle optraede i kirken. Paa den ene side har man lyst til at stille sig og grine lidt af det, men samtidig er det lidt skraemmende. Jeg foler det som vaerende absurt at man kan stille sig op og hengive sig selv og sit liv fuldstaendig til, hvad der for mig er en fantasi. Det var ogsaa maerkeligt pludselig at se sine venner, man aldrig i hverdagen ville tro var religiose, staa og bede og tale om Herrens ord, godhed og styrke. Man kunne selvfolgelig bare blive vaek fra denne devotion, men de ser den som meget vigtig, og paa en eller anden maade ville jeg gerne respektere det. Men hvad saa med min egen overbevisninger? Jeg kunne jo ogsaa sige hojt ”Jeg tror ikke paa gud!”, og saa bare gaa. Men det letteste var bare at bide det i sig , og respektere deres behov for at tro. Enhver udmeldelse af ”manglende” tro, ville ogsaa bare forer til stor diskution. En jeg tog et par gange, og med samme udfald. Begge jeg snakkede med, blev chokerede over min udmeldelse, og kaldte den forkert; ”Hvis jeg ikke troede paa gud, saa maatte jeg tro djaevlen, og troede jeg ikke paa djaevlen, maatte jeg da have en anden religion, for jeg kunne da ikke tro vi stammede fra aberne, ha ha ha!” Og diskutionen kunne fortsaette i en uendelighed, og naar jeg begyndte paa dem, kunne jeg sagtens blive nedrig og bore dybt i alt det med religion. Men saa er det jo, at vi danskere er saa heldige at have faaet et haandfast paa, at den letteste maade at saare religiose paa, er paa deres tro.

Efter al balladen, naaede vi saa til dagens naeste punkt. Tiden mellem devotion og frokosten var afsat til en slags workshops. Dette var en fortsaettelse af, hvad Coffee Bar beskaeftiger med. Et par af dagene blev brugt paa at kreere plakater, der henvendte sig til ungdommen i Pumwani, over et tema der lod noget lignende: ”No to drugs, yes to education”. Dagen efter skulle de saa fremlaegges og forsvares, paa aegte folkeskole maner. I grupperne gik prioriteringerne dog lidt mere paa at finde paa et navn og motto, hvilket aabenbart er vigtigt her paa aekvator.

Enkelte dage fortsatte de religiose temaer videre i workshoppen, og udviklede sig til smaa diskutioner. En dag holdt Ben, der er en af laererne fra Saint Johns, et mindre fordrag om at have visioner i sit liv, og lade dem vaere drivkraften og maaden du kommer frem paa. Han var utroligt veltalende og rigtig god til at faa publikum til at folge med, og ville sagtens have kunne underholde en dansk skole klasse. Talen havde en masse gode teser, og smaa eksempler, men paa en kant faldt den alligevel helt ud. Paa den ene side skulle man som sagt bruge visionerne som drivkraft, men ved siden af skulle man ligge sin skaebne i guds haender og bede til, at han kunne lede en paa vejen. Igen har jeg svaert ved at saette mig ind i tankegange om, at lade sit liv vaere styret af gud, men bortsaet fra ham er hele ideen jo god nok...

-Kaal, Kartofler og ugali-

Lunch time! Oven paa formiddagenes strabadser, faldt frokosten altid paa et tort sted. Morgenmaden raekte aldrig ret langt, da den hovedsageligt bestod af nogle torre skiver toast og te, kenyan style: te, en 60% maelk og gerne 2-3 spsk sukker/kop. Her var det teen der maettede mest! Derimod var der altid varm mad til frokost og aftensmad. Variationerne fra middag til aften, var dog aldrig specielt store, og for den sags skyld heller ikke paa de forskellige dage. Ris og kartofler, var for det meste hovedfyldet. Ellers kunne det vaere pilau, ris med traditionel krydderier, chapati, en form for pandekage, eller ugali, Kenyas nationalret bestaaende majsmel, olie, vand og lidt andet, ligner ubagt dej, men kan vaere ufatteligt haardt. Dertil kunne der serveres kaal i forskellige anretninger, dog altid tilberedt over ilden, ellers var det hovedsageligt noget sammenkogt gryderet, mere eller mindre smagfulgt. Faelles var dog, at kod udgjorde en utrolig beskeden del af kosten, dette skyltes et meget skrabet budget, paa grund af vores medrejsendes okonomiske situationer. Det skal der ikke lyde et ondt ord om, tvaertimod...

-Beach, bold og Mombassa-

Hver dag blev der set frem til eftermiddagen. Alle dage bod den paa strand visit, og torsdag, fredag og lordag paa Mombassa tur, hvis det lokkede. Af strand muligheder havde vi flere, men benyttede os kun af de to naermeste: vores lokale og Pirates, der havde lidt flere boder, saelgere og mennesker. Ens for begge steder var dog, at der blev spillet fodbold overalt, hvor underlaget tillod det. Efter halvanden maaned i Nairobi uden nogen form for fysisk aktivitet, var det tiltraengt med noget solidt sand pisken. De fleste af fyrerne var ganske habile boldspillere, og foruden det var deres fysik heller ikke saadan at kimse af. Foruden det var der 2 stykker over de 200 pund, og bare en enkelt en af dem i hoj fart, var ikke sjov at faa over foden. Med det dejlige turkise lige ved siden af, var det oplagt med en gang bold inden vandet kaldte, og skaderne blev for slemme. Derude fortsatte kampen saa. Nu igen med forgaeves forsog paa kunsten ”at flyde”, og for de mere ovede, et par enkelte rettelser til deres hundesvomning. Naar solen ikke kunne varme mere, var det tilbage paa land, og faa en gang kokosnod til at tage den salte smag.

Fredag blev strabserne i det hvide sand for meget, og jeg blev nodt til at tage paa rekreation i Mombassa. Alt den fodbold i bare fodder havde efterladt mine fodder i en naermest ubrugelig stand, og flere kampe var simpelthen udelukkede. Saa for at kunne sige, at jeg havde vaeret der, tog jeg med en lille gruppe, med Matatu til byen. Men paa fantastisk kenyansk maner, havde to af dem, der aabenbart havde noget, at skulle have sagt, besluttet at vi skulle ud til en dodssyg strand, de ikke anede hvor laa, og som viste sig at ligge en times gang fra matatu pladsen. Saa meget for min rekreation og mit onske om at se bare lidt af byen. Og for at saette en komisk prik over i’et, havde igen af dem badebusker med, og efter 10 minutter paa stranden, gik vi en times tid tilbage. Mere er der vist ikke at sige til den episode...

Lordag tog vi muzunguer igen til byen. Kommunikationen fungerede en del bedre, og vi lykkedes med at finde og booke et ganske fint og billigt hotel i centrum af byen, til nytaarsaften. Ja, den har vi besluttet at afholde i Mombassa, der eftersigende skulle vaere ganske festlig by til saadanne begivenheder. Mere naaede vi desvaerre heller ikke rigtig at se af byen denne omgang, saa naeste uge har vi masser at naa dernede.

-Det lose-

Uden for programmet var der selvfolgelig masser af tid. Aftenerne blev de forste par dage brugt paa at undersoge de naerliggende barer og diskoteker. Det var inden Sally fra Saint Johns kom, da blev der indfort udgangsforbud om aftenen. Vi naaede dog ned og se Chelsea-Arsenal, paa  en engelsk pub. Med et par habile fanskarer paa alle sider, blev det et dejligt gensyn med live fodbold, jeg har matte vaere foruden, sidden jeg forlod Danmark. Et stort savn!

Mandag aften udviklede en ellers lovende tur, sig til en parrodi. Vi skulle finde et festlig diskotek, hvor vi alle havde raad til at vaere. Vi kommer ind i en Matatu, og korer langs kysten til vi kommer til et palmetags-overdaekket-diskotek. Vi betaler indgang og finder et par borde. Hurtigt genkender jeg nogle af de fantastiske sange, der huserede dansegulvet dengang, jeg startede mine mange byturer. VENGABOYS! Paa det tidspunkt begynder alarmklokkerne at ringe. Nu begynder vi at kigge rundt, og maa konstatere at klientellet stortset kun bestaar af hvide over pensionsalderen, heraf en stor del maend. Den anden halvdel kunne vel ligesaa godt vare fundet i Thailand, paa naer nogle andre etniske traek. Rundt omkring sidder staar de og spotter efter ofre, nogle har fundet deres, endda en med en paa hvert laar. Vi sidder alle og iagtager showet med stigende forargelse og vaemmelse over disse respektlose hvide mannesker, hvis de fortjener at blive kaldt det, samtidig undre vi os over hvordan vi er havnet her.

Resten af aftenerne blev brugt paa forskellig underholdnig. Nogle fik rodet deres haaar til i fletninger, mens vi andre fortrak til sovesalene, og fyrrede godt op for henholdsvis de afrikanske-og reggaerytmerne. Enkelte formaaede at snige sig ud og til Mombassa, mens vi andre gik kolde under myggenettene. Mange aftener brugte jeg paa at snakke med nogle af de mange nye ansigter, om alt fra politik, vores forskellige lande, kvinder og et par gange lidt religion.

Sovesalene forlod jeg hurtigt naar jeg skulle sove, luften derinde var simpelthen for varm og tung til, at nogen skadinav kunne sove der. I stedet flyttede vi ud paa en terrasse, hvor der var en let brise, og sov fra alt den larm, de andre praesterede at lave, indtil solen begyndte at stege os klokken ca. 6:45...

-Culture nat-

Som afslutning paa en rigtig herlig uge, afholdt vi lordag aften en saakaldt kulturnat. I de forskellige grupper plus de lose selvvalgte, skulle vi opforer en traditionel dans, en sketch, vers eller hvas vi kunne komme op med. Det var til tider en ganske underholdende aften, hvor vi muzunguer vandt prisen for de mest kreative kustumer, for vores sort-skraldepose-dans. Desvaerre fik vi ikke nogle billeder af vores lille optraeden, der efter sigende skulle vaere en succes. Jeg havde en pose over hovedet og saa derfor intet.

Som helhed var det en rigtig fed uge. Jeg synes altid det er dejligt at mode nye mennesker, og isaer naar alle er saa aabne og venlige, som det var tilfaeldet her. De smaa irritations momenter med ”African time” kan ikke overskygge alt det. Nu sidder jeg bare tilbage med folelsen af, at det er skam man kun har en maaned tilbage i Kenya, naar man lige har laert saa mange nye mennesker at kende. Kun en maaned...