Saa er den forste uge i slummen ovre, og en ny godt igang. Sidste uge var, som vores forste derude, fyldt med nye indtryk, og vi fik afslutttet den i sondagskirke, paa god Kenyansk maner. For maaske at kunne leve sig lidt bedre ind historien, starter vi paa forvirende afrikansk facon, bagfra!

-Kenyansk gospel-

Paa trods af at have svoret paa, at bruge weekenden til afslapning, brod Cecilie, Anina og jeg vores ed, og tog til slummen, for at overvaere vores forste kenyanske gudstjeneste. Med det samme vil jeg understrege at al religion ligger rimelig fjernt fra mig. Derfor var det med en lille spaending, jeg tog med. Den saedvanlige danske gudstjeneste finder jeg nemlig en smule kedelig og uinteressant, men udsigten til glad sang, rytmisk klappen og folelsen af at overvaere en lille folkefest, var bestemt tiltalende.

Om sondagen finder der hele tre gudstjenester sted i Saint Johns kirken, med start ved 6 tiden og slut omkring klokken 12. Vi skulle overvaere den sidste, hvilken og saa er den flest af de lokale gaar til, og dermed selvfolgelig den mest livlige. Kirken i sig selv er ikke prangende. Det akitektoniske udtyk minde mest af alt om en stor gymnastiksal, holdt i let turkis og med store vinduer der stotter taget. Men med plads til omtraent 300 mennesker og en indretning der har hvad en kirke skal have; kor, alter og talerstol, er man ikke i tvivl om, man er gaaet rigtig.

Ved vores ankomst er 2. gudstjeneste stadig igang, og vi saetter os i og faar det sidste med. Ligheden med denne og en dansk er dog slaaende. Storste forskel er dog at nonnen, der har overtaget praestens praediken, er langt mere aggressiv i sin tale, og gentager sig selv flere gange, end en dansk praest. Isaer disse gentagelser gor, at min opmaerksomhed bliver draget mere af det graaspurve par, der har sneget ind, og nu kvidrer livligt i kirkens stilhed, end nonnens budskab. Endelig begynder 3. gudstjeneste.

Da kriken er fyldt, som danske kirke kun blir til jul og andre glaedelige begivenheder, kommer koret op gennem kirken med kors loftet foran sig, kirketjenere og de to praester, en ny og den gamle, bag sig. Hele gudstjenesten er fyldt med korte pauser, efter hver salme eller praediken, hvor de staerkt troende kenyanere beder en hurtig bon. Saaledes ogsaa da "den Gamle" har budt os velkommen. Herefter gaar koret hurtigt igang med en den forste salme, hvor jeg gladeligt kan konstatere, at den er ganske som forventet med gospel rytmer, rytnisk klappen og vuggende kirkeraekke. Man vil umulig kunne undgaa, at blive revet med af stemning, selvom man var aerke ateist eller af anden tro.

Gennem hele gudstjenesten, bliver der budt paa forskellige former for underholdning. En hurtig sketch udfort som dukketeater bliver stablet paa benene, en sondagsskole med 50 generte smaa born kommer ind, og fremforer nogle hurtige lettere indovede sange, og alt sammen bliver mikset ind i de forskellige gospel-salmer. En rigtig lille sondags fest! Det eneste for mit vedkommende lidt "dode" tidspunkt var da "den Unge", paa samme aggresive og gentagende maner som nonne, fremforte dagens store praediken. Men det var dog ikke nok til at skraemme mig fra, at deltage i en kenyansk gudstjeneste en anden gang.

Under hele forlobet kunne jeg dog ikke lade vaere med, at taenke paa at saa mange mennesker, gentagende gange kan staa inderligt og bede. Det er dog ikke det store mysterie for mig. For det forste er langt storstedelen blevet opdraget med, at tro paa Gud. Saaledes er der ogsaa i skolen stor fokus paa Bibelens ord, og at det er i den, vi skal finde vores sande opridelse. Men vigtigst i dette tilfaelde tror jeg at disse menneskers situation. Storstedelen lever for under 400 kr om maaneden, og en hverdag hvor usikkerhed om hvorvidt der kommer en indkomst, er ikke unormal. Dermed er troen paa Gud en vigtig del af det, at kunne komme igennem hverdagen og maaske set et lys for enden...

-Slum visits-

Nu har vi i en uge, via Matatuer og hjaelp fra Sammy, kaempet os igennem Nairobis  morgen- og eftermiddagstraffik, for at komme til og fra Saint John. Der er vi hver dag blevet modt af vores to andre "guider", Walter og Joseph. Igennem hele ugen har disse tre, helt igennem reelle, virkelig sjove og flinke fyrer, hjulpet med til at vi foler os rigtig velkomne paa og omkring Saint Johns. Hver dag sidste uge fik en tour rundt i de 6 landsbyer, der udgor Pumwani slummen. Selvom de ikke er specielt store, og man faktisk sjaeldent opdager, naar man entrerer en ny, gor alle de smaa stop, forklaringer og hilsener paa de lokale, at vi hver dag kun kunne naa et par stykker, hvis det skulle passe ind i resten af vores program.

Vi startede med de landsbyer, der ligger taettest paa Saint Johns, og bevaegede os saa hver dag laengere vaek fra centeret. Selvom man ved forste ojekast, som udefrakommende "dum" dansker synes, at det ligner en stor bunke faldefaerdige skure, der kun er delt op af mudrede stier og veje opdager man hurtigt forskellene paa landsbyerne. Fra dem vi besogte mandag til vores tirsdags besog, var alt fra husene til stierne iojefaldene. Fra at vaere nogle ganske solide huse, hvor cement udgor en hvis del af bygningen, aendre de sige mere over mod jordhuse. Her er murene lavet af enkelte bjaelker og tynde pinde, hvorpaa jord er smaekket paa som isolering. I de vaerste yderomraader, er der saagar hele landsbyer, bygget op af gamle blikplader. Fra at have aabne aflob langs vejeme, hvor spildevand og hvad der ellers folger med, frit kan lobe vaek, udebliver disse jo laengere man kommer ind i slummen. Vejene der nu er blevet til stier, der snoer sig taet op af husene, fungere her som aflob. Paa den maade bliver stierne stille og roligt delt op af grofter, der i vaerste tilfaelde aender med at lobe gennem husene, og ind til familierne. Der skal ikke den store professor til at gaette, hvad det betyder for deres helbred.

I slummens gader er en anden god maade, at tjekke den enkelte landsbys enkelte sociale niveau, antallet af mennesker i gade. Er der stor aktivitet, vil det som regel betyde, at den er rimelig, velstillet, hvorimod en ringe aktivitet kan tyde paa, at mange sover nattens rus ud.

Men paa trods af alt elendigheden, er det fantastiskt den maade man bliver modt paa derude. Godt ledet af vores tre fraende, der selv er fodt og opvokset i Pumwani, kommer man virkelig taet ind paa de lokale. Isaer bornene er eldevilde, og hilser saa godt de nu kan paa engelsk. Men ogsaa de voksne er gennemgaaende meget venlige, og en enkelt hilsen paa kiswahili er nok til et venligt smil.

Flere tiltag er dog ogsaa stille og roligt paa vej. En af de hyppigt brugte fodboldbaner i landsbyerne, er igang med at faa opstillet et hegn, der afskaer den fra Nairobi River, der lober lige ved siden af. Det er en flod der paa sit forbilob igennem slummen, bliver fyldt med kemikalier fra fabrikker og alverdens andet miljobelastende affald. Naar bornene spiller bold, sker det hyppigt, at den ryger i vandet, og et barn kommer til skade paa noget af alt det ragelse, der ligger dernede. Derfor hegnet! Desuden bliver der opstillet flere faelles toiletter op, saa beboerne ikke behover, at afhjaelpe sig selv hvor som helst, som de ellers gor. Disse toiletter bliver vedligeholdt af lokale unge mod en lille betaling, samtidig holder de sig beskaeftiget, og undgaar mere sandsynligt at havne ud i kriminalitet, eller misbrug.

Dette er andet stort problem. Alle gadeborn du ser, er mogbeskidte og i gennerel sorgelig tilstand. Hvis desover, eller roder rundt efter mad i en skraldebunke, er de paa vej til den naermeste skomager efter lim. Du ser dem konstant med en lille botte lim i munden, og fuldstaendig aandsfravaerende. Storste delen er havnet her, enten paa grund af hjemmeligt vold, at deres foraeldre er stofmisbrugere eller ude i prostitution, og oftest en kombination af alle.

Af alle de sorgelige syn der modte os derude, synes jeg at maengden af affald, der haemningslost og uden nogen form for omtanke bliver kastet overalt. Hvordan smaa born uden fodtoj, render rundt og leger i det, mens foraeldrene er beskaeftigede med andet ved siden af. Den mangel paa oplysning og gennerel viden, kan vaere svaer at forstaa...