Efter at have været et smut i Belize for at forny mit visum er jeg vendt stærkt tilbage til slummen i Honduras. Efter fem dage ude må jeg bekræfte ordsproget: ”Ude godt, men hjemme bedst”. Det var virkelig dejligt at være tilbage i beskidte Honduras, hvor man igen kan købe fire mangoer til 2,5 kr., og hvor det er til at forstå, hvad folk siger.

Arbejdsopgaverne for os volontører udvikler sig hele tiden. Der er hele tiden noget nyt vi kan hjælpe med, hvilket er utroligt motiverende.

I et slumsamfund som Suyapa er der desværre ikke særlig mange tilbud til de unge. Overskuddet er simpelthen ikke til det. Derfor render mange unge rundt og keder sig, hvilket giver dem god tid til at lave ulykker. En af de lokale unge, der arbejder på Genesis tager flere gange hver uge initiativ til at lave aktiviteter med de unge. Den anden formiddag havde han således samlet en flok unge fra det fattigste kvarter, Flores Orientes, for at de kunne have mulighed for at høre om Gud og forbinde det med noget kreativt. Her fik han forklaret, hvordan det var vigtigt, at de unge så på deres oprindelsessted med stolthed, at de skulle være stolte af at være dem de er. Sagen er nemlig den, at ude i byen ser man en smule ned på indbyggerne fra Suyapa, de fattigere.

Det er utrolig dejligt for os volontører, at vi kan hjælpe med noget, de lokale har startet. På den måde kan vi være et par ekstra hænder, der hjælper mens vi er her, men arbejdet stopper ikke selvom vi tager af sted.

Mujeres Valientes, værdifulde kvinder, har i de seneste 14 dage været i fuld gang med at bage brød. Kvinderne, der mange af dem lever under svære forhold med få midler og mange børn, havde fået tilbuddet om at lære at lave forskellige former for kager og brød, som de måske på længere sigt vil kunne sælge og tjene på. De sidste to uger har en god flok kvinder mødt troligt op til tre timers bagning om eftermiddagen. Vi andre har så haft glæden af at købe deres hjemmebag, så de havde penge til at købe materialer til næste dags bagning.

I det fattige kvarter, Flores Orientes, har MCM (Ministerios Cristianos de Mayordomia – dem, der står bag de projekter jeg arbejder for her i Suyapa) netop startet en ny Guarderia for kvarterets børn. Anna og jeg havde fornøjelsen af at besøge dem den anden dag. De andre børn vi arbejder med er vant til danskere, og er altid vældig glade for at se os. Da vi trådte ind i legerummet og hilste på de ukendte ansigter stod der en flok halvbetuttede og generte børn. De kom ikke springende i armene på os, men stod lidt afventende og vidste ikke helt, hvordan de skulle forholde sig til os. Efter at have brudt isen med at præsentere os for hinanden begyndte de dog lige så langsomt at have lyst at lege med os, selvom vi jo ser lidt mærkelige ud. To kulturer mødtes.