Næste morgen, på den sidste dag, fik jeg spist morgenmad og snakket lidt med de andre. De eneste der nu var tilbage var en far og hans datter der var på bondegårdsferie, da
hun elskede at ridde. Det var en lille flok, da der normalt kunne være omkring 40-45 gæster på stedet vil jeg tro.
Men det gik nu nok. Det var super dejligt ikke at have så mange mennesker omkring sig hele tiden, så jeg nød det bare.
Hestene blev for sidste gang sadlet op og vi red ud i landskabet. Det er utroligt afslappende bare at sidde på en hest, der egentlig
styrer det hele. Jeg skulle sparke hårdt til den før den gad og adlyde mig.
Efter en 2 timers ridetur kom vi tilbage til gården. Her stod den på middagsmad, og jeg spiste godt til, da jeg skulle have noget for mine penge.
Så fik jeg lov at give den lille Wallabee mad. Wallabien var en lille baby som de havde fået indleveret af en der havde kørt dens mor ihjel.
Utroligt sød og kun billeder kan vise hvor sød den var...

For lige at få en slags ide om stemningen på gården,prøver jeg her at skrive en nogenlunde forståelig
forklaring:

Når man ankom til gården startede man med at kører ned af en lang rødlig grusvej og dreje til højre. Herfra kunne man på højre side se
motorcyklerne og den lille bane de havde lavet til dem og på venstre side et stort værksted. Vi kørte op til venstre langs værkstedet
og parkerede under et aflangt grønt net der udgjorde garagen og gav læ for solen med plads til ca. 10 biler. Man steg ud af bussen og
gik nu forbi en enkelt barak på højre side der udgjorde 5 værelser og på venstre side et stykke oppe havde man hestestalden. Man gik hen
mellem 2 bygninger, på venstre side en lang bygning der slog nogle knæk og udgjorde 10 værelser (der hvor jeg boede) og på højre side
lå et hus på pæle med TV stue, 3 værelser og internet"cafe". Man fulgte den bygning ned og på venstre side havde man en stor swimmingpool
og på højre side kom der nu et stort overdækket spiseområde/udendørskøkken og ligefremme var deres privatbolig. På venstre side havde
man en stor grøn græsplæne med små overdækkede borde, et stort træ i midten og hængekøjer under det. Rundt om her hoppede der
masser af kænguruer og wallabies rundt, fordi græsset var grønt her. Ovre bag ved var koindhegningen og hønsegården.

I køkkenområdet havde de også 2 burer til 2 papegøjer. Den ene kunne ikke flyve, men havde alle sine fjer, og den anden kunne
ikke flyve for den manglede alle sine fjer. Og føjda hvor var den grim! Nogle sagde at den var så grim at den var flot, men jeg holder nu mest på det første!

Begge 2 kunne snakke. Ord som how are you? My name is Harry, bye bye, what are you doing? og meget andet havde de lært!
Den ene fugl, den med fjerene var meeeget interesseret i at få kontakt. Så hvergang den kunne komme til det løb den efter en eller sagde hallo
for at få opmærksomhed. Det fik den oså og den nød det! På et tidsunkt var jeg inde i mit rum og jeg kunne udefra hører at der var en der snakkede til den...
Troede jeg! Den havde selv fundet ud af at efterligne en der kaldte på den, snakkede til den og hvor den svarede igen på det. Så da
jeg kiggede ud var der kun den! Meget underligt.

Nå. Tilbage til dagbogen.

Efter at have givet wallabien mad skulle vi op og tjekke en vandtank de havde. Efter det stod den på afslapning, så meget at jeg faldt i søvn
og først vågnede da de spurgte om jeg ville med bussen til Rockhampton.
Så jeg spænede over og pakkede mine ting, fik betalt og sagt farvel for denne gang.