30. januar 2007
Jeg er nu ved at være klar til at rejse. Alt er pakket, ordnet, arrangeret. Det er rigtig svært at pakke sammen til 6 måneder. Det er også svært at rydde op hjemme og vide at der skal alt stå ubrugt hen hele perioden.

Nu venter jeg bare på at komme til lufthavnen. Flyet afgår kl 07.05.

4. februar 2007
Jeg er ankommet vel til Uganda og har nu haft nogle dage til at vænne mig til de primitive forhold vi bor under og til det kaos der hersker i det omkringliggende samfund.
Jeg bor på et guesthouse der ejes af den ugandiske organisation jeg skal arbejde for hernede. Guesthouset ligger i Nansana, en forstad (ligner nærmere lille landsby) udenfor Kampala, Ugandas hovedstad.
Boligforholdene er ret primitive, men det vænner man sig utroligt hurtigt til. Vores toilet er fx. blot et hul i jorden og strømmen gaar hver tredje dag, altid. I øjeblikket har vi ingen rindende vand pga. håndværkere så bad foregår med vand i en balje og hertil et plasticglas. Men det simpleste kan blive en enorm luksus i et land hvor altid er varmt, støvet og svedigt og et bad ikke sådan er anset for at være en menneskerret.

Ind til videre aner jeg ikke hvor jeg kommer til at arbejde. Planen var jeg jeg skulle sendes til en landsby, bo privat og arbejde på en sundhedsklinik med bl.a HIV og AIDS. Men der er tilsyneladende gået noget galt i kommunikationen mellem Mellemfolkeligt Samvirke og UPA (den lokale organisation). I hvert fald anede vores ugandiske kontaktperson Ivan intet om disse planer, eller om mig i det hele taget. Han har nu lovet at finde på noget og jeg får mere at vide i morgen.
Det er helt typisk at sådant noget ikke fungerer, men i denne situation lader det ikke til at UPA bærer nogen skyld. Og Ivan gør i hvert fald sit yderste for at løse problemet.

De seneste par dage siden min ankomst er selvfølgelig gået med at lære de andre frivillige at kende. Vi er pt. 10 danskere, 1 japaner, 1 hollænder og så de lokale medarbejdere i UPA. Tiden har dog også været udnyttet kraftigt til at suge til sig af kulturen og stemningen i dette mærkelige land. Vi har bl.a besøgt de lokale markeder der bugner af eksotisk frugt, lækre grøntsager, klamt råt koed og dimser til et hvert formål. Enhver eventuel panik inden afrejse om hvordan man pakker tandpasta, vaskepulver og shampoo til et halvt år har vist sig fuldstændig unødvendige.

Jeg er sikker på at jeg nok skal klare mig hernede, både hvad angår de primitive forhold og det hæsblæsende møde med Uganda og dets folk. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med arbejdet.

7. februar 2007
Stadig ingen afklaring omkring arbejde. Ivan (vores kontaktperson fra UPA) holder kortene meget tæt ind til kroppen og vil helst ikke fortælle os noget eller give nogen garantier. Drømte i nat at jeg havde været her i 3 måneder og stadig ikke var kommet i gang.... Så galt går det forhåbentlig ikke, men det trækker godtnok lidt i langdrag. Heldigvis er jeg i dag på vej til Jinja (80 km østpå) hvor Mellemfolkeligt Samvirkes kontor i Uganda, MS Uganda, skal holde årsmoede med alle sine partnerorganisationer. Der bliver et ryk ind af udviklingsarbejdere fra hele landet, samt den danske ambassadør i Uganda og andre vældig fine mennesker. Det overordnede tema er demokrati og et splash i poolen bliver der forhaabentlig ogsaa tid til. Jeg har sammen med 4 andre sagt ja til at hjælpe med det praktiske før mødet starter. Derfor kører vi sammen med Peter og Pernille fra MS Uganda til Jinja om godt en halv time. African time, forståes. Det betyder alt mellem nu og om 5 timer.
Når jeg vænner tilbage hertil er jeg forhåbentlig blevet meget klogere på demokrati fra et afrikansk synspunkt, samt mødt en masse spændende mennesker fra hele dette land.

13. februar 2007
Efter et strømsvigt og derved tab af det skrevne forsøger jeg nu igen. Så dejlig uforudsigelig strømmen her er. Det må da næsten blive en lettelse når jeg fra i næste uge skal bo i en landsby uden den slags unødvendig luksus.
Opholdet i Jinja (7. - 11. feb) gav meget andet end et par dase-dage ved poolen. Jeg har bl.a. fået arrangeret arbejde og ophold i Mbale i Østuganda. Jeg og en anden frivillig, Nikolaj, rejser på fredag. Her skal vi starte med at bo i byen Mbale hvorfra vi efter en uge gerne skulle blive sendt til en lille landsby et stykke væk. Her står den på sundhedsklinik og alt andet af interesse hvis bare man tager initiativet til det. Samtidig er der jo de daglige gøremaal der hører til at bo primitivt, jeg håber at familien giver lov til at jeg kan deltage i madlavning o.lign. Hernede er det godt nok et særsyn at en Mzungu (hvid person) arbejder, men de skal nok bare lige overtales. Lidt vand kan jeg vel hente (eller nej, det der med at bære på hovedet er vist ikke lige til). Men kan da øve mig!

Et sådant møde som vi har deltaget handler primært om networking. Det er afrikanerne helt vilde med og det er en virkelig gode måde at få skabt de kontakter der er nødvendige i et land som Uganda hvor ikke alle områder er lige tilgængelige og rejsebøgernes oplsninger ikke altid lige realistiske. Det er fx ikke nemt at tage til Norduganda alene, men sammen med en udviklingsarbjder går det lidt nemmere. De kender trods alt området bedre end backpackeren - hvoraf nogle desværre føler sig som eksperter. Ret farligt i et land som Uganda hvor oprørsgrupper og borgerkrigslignende tilstande ikke er ualmindeligt i nogle områder.

Vores kontaktperson hernede, Ivan, tror tilsyneladende at disse tilstande hersker overalt. Også her i det totalt fredelige (bortset fra på trafiksiden) Syduganda. I hvert fald var han meget nervøs over at skulle sende os to Mzungus til Mbale helt alene. Han instisterer på at følge os, særligt mig, hele vejen og var endda ved at tage en beslutning om et andet arbejde tættere på Kampala og mindre primitivt på mine vegne. Alt sammen gjort i sand ansvarsfølelse og omsorg, men da vi nu havde ventet så længe på afklaring omkring arbejdet var det ved at være tid til selv at tage affære. Og det gik jo også ganske nemt - og hurtigt, hvilket vi bestemt ikke er vant til hernede. Muligvis skyldes det at opholdet er aftalt gennem en dansk udviklingsarbejder for MS. Vi i Danmark har trods alt et lidt andet forhold til effektivitet (faktisk ret ukendt hernede). Og selvom man bør tage dagene og tingene lidt som de kommer er det nu en fed følelse at have den her aftale på plads. Eller "intention" som jeg hellere må kalde den. Det er noget af det mest faste man arbejder med her.

I hvert fald er det min intention at få en fed tur.

14. februar 2007
Når man er her opdager man

• hvor meget der kan læsses på en cykel hvis bare man har reb nok (senge, 100 kg bananer, flere hundrede liter vand, sukkerrør og hele familier). Hvad skal man dog med flyttefolk?

• at nogle mennesker synes det er sjovt at hviske Mzungu (white person) for derefter at fnise uhæmmet og spørge om man vil giftes.

• hvor lidt koldt vand der skal til et bad.

• at kogt banan sagtens kan være en nationalret. Dog uden at smage af noget. Og at det faktisk er utrolig nemt at spise med fingrene.