Jeg er nu vendt vel tilbage i
Kampala, civilisationen, med alt hvad den indebærer af bad, andre retter end matoke, trafikos og kaos, troede jeg et kort øjeblik at jeg var endt i en moderne, sekulariseret metropol. Et kort øjeblik, indtil min vej faldt forbi
Kampala Pentecostal Church som huser meningheden Born Again. Stor moderne bygning, prædiken understøttet af power point, den gennemtrængende (og super fede) gospel udbasuneret gennem et utal af moderne forstærkere en tankegang der ligger tættere på den tidlige middelalder, end på livet i 2007. Mit liv i hvert fald.
Emnet for denne dags prædiken var den seksuelle revolution der truer med at overtage enhver og trække menneskeheden helt ned i dyndet. Med undtagelse af de allerede saved selvfølgelig, resten fortabt. Resten, i lige denne sammenhæng, talte saa vi fire danske frivillige, der pænt måtte op at stå og vinke til forsamlingen. Herved brød en meget foventningsfuld hujen og klappen løs. Jubii, der er endnu håb for dem, tænkte samtlige 300 mennesker uden tvivl.
Så gik det ellers løs med gospel og kæmpekor, storskærm og ren ekstase blandt de frelste. Det var fedt, hele kirken gyngede og jeg fik selv helt lyst til at synge med på repetoiret. Problemerne startede først rigtig da en amerikansk præst gik på prædikestolen; magen til karisma her jeg sjældent set, talegaver uden lige og hele tilhøreskaren i sin magt. Manden kunne være politiker, diktator, hvad som helst. Folk ville stadig lytte. Det uhyggelige er at en mand kan have så stor magt over folk og deres tankegang. Vi der sidder med vores gode danske skepsis og en mere rationel tilgang til tingene, kan måske filtrere de ekstremt fanatiske budskaber fra. Går man derimod troende ind i kirken med formodningen om at høre sandheden, går det hele rent ind.
Men hvis så bare det sagte var nogenlunde sagligt og måske efterlod folk med muligheden for selv at tage stilling. Det var det ikke! Det enede stærkt forudindtagede synspunkt efter det andet foldede sig ud på storskærmen;
Videre gik det, og man kom sgu til at føle sig helt skyldig pga. de par øl aftenen før og den plakat af mand i bar overkrop der pryder væggen i vores lille hjem i Nansana. Og måske yderligere et par småting. Heldigvis var der snart efter fællesboen alle tog hinanden i hånden og bad derefter for vedkommende til venstre. Det hjalp muligvis og dæmpede i det mindste gemytterne.
På lørdag går turen dertil igen. Vi skal denne gang høre samme præst. Emne: Satans Perversion. Og hvad er så det? Homoseksualitet såmænd. Uhyggeligt hvordan folk labber hvert et ord i sig og forlader kirken med følelsen af total oplysthed.
Men det er en fantastisk oplevelse at se hvordan troen udleves til fulde hernede. Og i og med at religionen fylder så meget her, er det for mig en helt naturlig del af opholdet, at prøve at forstå den. Se det som ren research og en masse tankevækkende oplevelser. Jeg går såmænd også oplyst fra kirke - bare på en helt anden måde.