“Education, education, what is education?”. Ordene udtales taktfast af gruppen af børn. Lange rækker af elever, klædt i den klassiske skoleuniform. Gule og blå til de mindste, grøn- og hvidternede til de største. De plyssede hoveder holdes stift, de mørke øjne stirrer ud i luften. Koncentration står tydeligt skrevet i deres ansigter. Recitationen lyder mest af alt som om den stammer fra et af folkeskolens lydbånd: monoton og automatisk. Den metalliske klang af barnestemmer, lader ikke megen tvivl tilbage om at de færreste forstår ordenes betydning. De er kun fortrolige med lydene. Sammensat til et rim der skal hylde den uddannelse de er så heldige at få del i. Skolen er privat, der betales skolepenge, udover udgifterne til uniform og materialer. De børn hvis skolepenge ikke er betalt, sendes hjem. Den almindelige familie i Koboko har ofte svært ved at klare skolepengene. Klarer de den får deres børn til gengæld en uddannelse hvor de ikke skal dele én lærer med 188 andre. Her kan 1. klasse i Primary School, P1, nøjes med at være 50 elever i et klasseværelse på ca. 16 m² .

Børnene står ret og synger Ugandas nationalsang. ”We are women and men of Uganda” synger de – børn helt ned til tre år, deres unifromsskjorter når langt forbi knæene. Da de når til ”United free for liberty, together we always stand”, kan jeg ikke helt lade være med at tænke på det tragiske i disse ord. Jeg befinder mig i et land hvor stammer og ens tilhørsforhold betyder uendeligt meget. Koboko er selv et sammensurium af folkefærd. Folk fra Congo, flygtninge fra Sudan, medlemmer af diverse stammer, kvægfolk og andre tørner sammen i dette grænseland. Idi Amins fødeby – hvilket ofte bruges som undskyldning, forklaring eller syndebuk for fattigdommen. Det afhænger af hvem der taler. Men der er generel enighed om at Koboko er blevet forsømt som straf for Idi Amin og hans regime.

Børnene selv tænker vist ikke så meget over ordene – de synger blot, hæst og skingert. Inden stilheden fra den endte sang når at indfinde sig, starter de på at fremsige fadervor.

Morgensamlingen er ovre og i de rækker, eleverne efter planen skulle bevæge sig i - taktfast - opstaar der et totalt, løssluppent kaos på vej mod klasseværelserne.

Undervisningen er langt, langt fra danske idealer. Eleverne lytter og skriver ned – ordret, de får som regel en opgave skrevet på tavlen. Mens læreren slår sig ned i skyggen under skolegårdens mangotræ, løser de den så godt det nu kan lade sig gøre.

Hver eneste lærer bærer rundt på en gren til at diciplinere flokken med. Bliver verbale formaninger ikke hørt, lyder det ”you get a stick for me” til den elev der står nærmest. Jeg går når der deles straf ud – det er ikke særligt konstruktivt og vil ikke ændre noget til det bedre, men jeg kan ikke holde ud at se det. De kender godt min holdning, men jeg er ikke i en position hvor jeg kan andet end at give min mening til kende.

Ind i mellem titter det lærer-elev forhold, vi kender fra Danmark, frem – og det varmer. Når en lærer pjatter med eleverne, og de tør svare igen, når lærere tager sig et spil hockey eller fodbold med de store eller lader en af de mindre sidde på skødet. Når de, begejstret over de danske spil, sætter sig sammen og spiller.

Mit arbejde rammer til tider mod en mur eller to. Dog mest efter danske standarder. Fx. ved jeg aldrig, på trods af et skema og en plan, hvem og hvornår jeg skal undervise. Grund: faste timer er meget flydende. Man starter når man kan komme i gang og holder sig kun løseligt til planen, der ellers er skrevet sirligt ned på lyserødt karton og ophængt i skolens kontor. Så det gælder om at holde sig til og bryde ind når der kommer et hul – og være tilfreds med dagen hvis halvdelen af planlægningen er blevet gennemført.

Uberørt af planlægningens begrænsede magt, besværliggør regnen, der i øjeblikket vælter ned i stride strømme, arbejdet. Alt bliver til mudder og folk går ikke uden for en dør hvis det regner – jeg ankom godt våd til skolen en morgen, kun for at finde halvtomme klasselokaler og et ret begrænset antal lærere. Vi måtte aflyse idræt og så satte folk sig ellers ned og ventede på tørvejr. Gaderne i Koboko var forladte og kun fra halvtage og døråbninger tittede folk frem.

En halv forklaring, udover et lidt andet forhold til begrebet ”skal”, er at nogle tror at det er regnen der foresager malaria. Ja, antallet af tilfælde stiger væsentligt i vådt og fugtigt vejr og derfra og til konklusionen om at det så nok er selve regnen der gør det – der er vel ikke så langt.

Til stor morskab for byens indbyggere, bevæger jeg mig gerne lidt rundt i støvregn. Til fods, ja ja. Og til cykels, hvilket affødte ret meget latter på Kobokos gader. Ligeså uforståeligt det kan være for os, at nogle ikke kan cykle, ligeså usædvanligt var det for dem at jeg rent faktisk kunne. Forskellen er bare at de giver meget direkte udtryk for hvor uendeligt morsomt de synes det er. Har fået lovning på at kunne låne en af lærernes cykel ind i mellem. Så jeg kan være til lidt ekstra morskab. I øvrigt er jeg i frygtlig dårlig form, trist erkendelse, men ret logisk konsekvens af dovenskab og mangel på bjergvandring.

Sådan bliver man lagt mærke til her og det er muligvis grunden til at utroligt mærkeligt brev jeg modtog her den anden dag. På fint (dog ikke parfumeret) brevpapir, med blomster ja, ja, overøste en vis hr. David Smart (så bliver man ikke taget seriøst) mig med kærlighedserklæringer og løfter om det ene og det andet. Jeg aner ikke hvem manden er og det største mysterium er sgu nok hvordan han har opsporet både mit for- og efternavn i nogenlunde korrekt stavemåde. Jeg er glad for vagten ved porten, ellers ville han sgu da komme rendende i tide og utide. Så ville jeg selvfølgelig sinde ud af hvem det er. Men ville tilgengæld aldrig slippe af med ham igen.

Peter, som jeg bor hos, er lidt jaloux over at jeg på 3 uger har fået langt flere tilbud end han har gennem de sidste 3 år. Måske skulle han overveje at anskaffe sig en cykel.

Lidt om hvad jeg egentlig laver: Jeg underviser, både elever og lærere, i at spille spil. Memory, bingo, ludo, puslespil, høvdingebold osv. Ideen er ikke kun at skolen skal kunne få glæde af de ting, de har modtaget fra Danmark – jeg går ligeså meget efter at ændre opfattelsen af hvad undervisningen er og hvordan den bør foregå. Her er børn ikke selvstændige intelligente individer, og det smitter af på undervisningen. Jeg vil gerne vise at børn godt kan selv, hvis de bare får lov. Så en almindelig undervisningtime for mig, er at introducere et spil, demonstrere det og herefter trække mig tilbage og lade eleverne selv prøve kræfter med det. Jeg superviser og griber ind hvis det går lidt for vildt for sig eller der er nogen der bare er helt lost. Hvilket selvfølgelig sker ind i mellem – det er jo milevidt fra hvad de er vant til at lave. Saerligt overblik og eget initiativ er svagt. Men det kommer og jeg har ikke én eneste gang oplevet at der ikke er sket fremskridt fra start til slut.

Jeg overværede et ret interessant aspekt af undervisningen, fast tradition hver fredag; debat. De to ældste klasser vælger en påstand og inddeles herefter i 2 grupper. Én for, én imod. 3 elever er henholdvis chairman, secretary og timekeeper. Og så går det ellers over stok og sten med komplet indstuderede, og ikke særligt holdbare, argumenter.

Denne fredags påstand var ”Lærer er bedre end læge”. Og argumenter (utrolig mange gik igen) kommer som følger:

If there is no teacher can you become a doctor?

Hvis der ikke er lærere, kan man så blive læge?

Alle råber i kor ”NO”

Næste argument: If there is no doctor, can you get treatment? Can teacher give you medicin?

Hvis der ikke er læger, kan du så få behandling? Kan en lærer give medicin?

I kor: ”NO”

Og videre med argumenter. Reciteret fuldstændig per automatik, til tider afbrudt af fnisen fra eleverne, der er næsten uvant med at stå frem og tale. Og så skal chairman'en, the secretary og timekeeper'en også lige takkes, før de kalder en ny til talerstolen ”We call upon ..... ”.

Meget speciel oplevelse, ret komisk. Og så har jeg lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal mene om det. For de morede sig tydeligvis, og de får muligheden for at stå frem og individuelt sige noget. Træningen i dette er meget nyttig. Men den stive form og de indstuderede argumenter trækker ned i min vurdering. Jeg foreslog dem at nogle skulle tage at blive læger og nogle lærere. Så er alle glade og man behøver ikke vælge mellem sygdom eller total uvidenhed.

På fredag er der konkurrence i skidtet – så gives der karakterer for hver lille bevægelse. Som helst ikke skal falde uden for de opsatte rammer.

Om blot en måned er jeg tilbage i Danmark. Den sidste tid i Uganda skal udnyttes til fulde. Jeg kommer til at savne det, men jeg glæder mig til at se jer.