22. februar 2007
Jeg er nu endelig i Mbale og begynder at kunne se lys for enden af arbejdsløshedens tunnel. Efter at have været i landet i nøjagtig 3 uger trænger jeg voldsomt til at gøre lidt nytte frem for bare at lege turist.
Vejen fra uvished i Kampala til planer og informationer her i Mbale har været lang, men nu er jeg her, klar til at starte på mandag.

Nikolaj og jeg bor hos Ejnar, en dansk udviklingsarbejder (DW’er) fra MS Uganda. Det er gennem hans organisation Yiga Ng’Okola (Learn As You Work) kontakten til arbejdspladserne er blevet skabt. Fremfor i UPA, hvor tingene godt nok sker, men først efter en meget lang periode med venten og uvished, har det helt klart gjort en forskel at en dansker har stået i spidsen for planlægningen.
Der er fundet værtsfamilier, arbejdspladser og alle tilladelser skulle gerne være på plads. De ”intentions” vi startede ud med er tilsyneladende blevet til virkelige, håndgribelige planer.
Efter ankomsten til Mbale i lørdags efter en sammenlagt 6 timers tur fra UPA i Nansana, har vi rigtig levet luksuriøst. Ejnar lejer et rigtig lille parcelhus og med morgenmad på terassen og frodig have minder det meget om sommer i Danmark.Bortset lige fra vores vagtmand, housekeeper og vindens susen i palmerne. Og varmen selvfølgelig – jeg ved at I i øjeblikket har sne i Danmark, det forekommer fuldstændigt uvirkeligt når man sidder hernede.

På mandag ændrer tilværelsen sig – jeg har i dag været en tur i Busulani Sub County hvor jeg skal arbejde. Det er virkelig ”rural area” når det er bedst. Jeg skal arbejde på en lillebitte privat sundhedsklinik og bo helt oppe på et bjerg med den mest fantastiske udsigt til Mt. Elgon og de tusindvis af bananpalmer der vokser på bjegskråningerne. Så ved man det hvor man finder sin aftensmad - den kommer højst sandsynlig til at bestå af ”matoke”, banan kogt til en fast, lidt tør masse. Uhm, det er vel nok...... rimelig smagsløst. Er muligvis en smule træt af det når jeg kommer ned igen. Skulle det blive helt galt kan man vist finde en bus ca. 5 km nede af vejen og tage en lille tur til civilisationen. Hvilket jeg ikke lige umiddelbart tror der bliver det store behov for – med den udsigt og de fascinerende steder kan jeg sagtens leve med kogt banan. En ren detalje.
Nikolaj skal bo et lidt mere befolket sted ca. 5 km væk fra mig. Her skal han arbejde på et hospital der ved det første øjekast vi fik i dag, egentlig så overraskende rent og pænt ud. Ikke danske standarder selvfølgelig, men alt i alt til at klare.
Samtidig har Yiga Ng’Okola et projekt om distribution af 6000 myggenet til 5 Sub Counties (små kommuner) kørende. Det skal vi begge deltage i og det skal nok give nogle sjove ture rundt i området – på de ufatteligt dårlige, hullede veje. Bare vent til regntiden, så bliver det et rent mudderhelvede.

Dagene her i Mbale er gået stille og roligt med lidt introduktion til Yiga Ng’Okola. Vi har bl.a deltaget i den årlige generalforsamling, som godtnok er det mærkeligste møde jeg nogensinde har deltaget i! Indledes og afsluttes med bøn (fair nok, sådan er det her, de kan slet ikke forstå hvordan man kan leve uden en religion), ingen, absolut ingen form for demokrati; bestyrelsesrepræsentanterne fra hvert distrikt blev udpeget uden nomineringer og afstemninger. Det resulterede i at det var de samme gamle der blev siddende fedt på deres poster. Forummets største diskussion gik på hvorvidt et ”b” skulle være stort eller lille i en tekst, mens indholdet og de katastrofale afstemninger blev tillagt mindre vægt. Til trods for at enhver procedure tydeligt fremgik af diverse bekendtgørelser – men det var åbenbart til fortolkning.
Et af problemerne i de lokale NGO’er er den manglende sociale ansvarlighed der også i almindelighed præger landet. Selv i en organisation der arbejder for fattigdomsbekæmpelse er medlemmerne ikke blege for at tilskrive sig selv enorme lønforhøjelser og bonusordninger. Folkene er ofte meget visionære og fordømmer grådighed og korruption. Det gælder bare ikke altid i praksis. Det samme sker med udførelsen af projekterne; ideerne er der, de smukke ord og visioner ligeså, men det kniber voldsomt med at udføre det i praksis, planlægge og finde det økonomiske grundlag.

Der er lang vej igen før Uganda for hvad MS kalder ”Democracy as a way of life”. I virkeligheden er det jo også kun i vores del af verden at demokrati opfattes som en normaltilstand. Det er bestemt ikke universelt, nærmere forbeholdt en lille minoritet. Metoderne og livsstilen hernede sætter virkelig vores eget lille smørhul i perspektiv og minder om at der findes mange andre måder at gøre tingene på.

Og at leve på ikke mindst. Lige nu er jeg meget glad for livet her i Afrika. Men jeg er selvfølgelig også Mzungu – og derved rig og succesfuld. Sådan er livet bestemt ikke faldet ud for mange andre hernede.