Weekenderne i Budadiri byder ikke paa den vilde aktivitet, saa de fleste gange er turen gaaet til Mbale til et bad, lidt god mad, luksus og maaske en tur ved swimmingpoolen. Lidt aktiv i lokalsamfundet boer man jo ogsaa vaere saa en stor del af en soendag tilbragte jeg i en af de grotesk mange lokale kirker. Richard, soen i Nikolajs familie, er gloedende medlem af menigheden Born Again og meget opsat paa at faa os, de meget vantro mzunguer, omvendt. Saa efter en laengere snak om hvor kaotisk livet er for de ugudelige, stroeg vi afsted til kirke.

Efter 4 timers gudtjeneste, praediken, musik, boen, trance, raaben og skrigen, samt pesonlige historier om diverse mirakler, er jeg stadig ikke omvendt. Saa det bliver nok ved det, trods det massive forsoeg fra menigheden. Men sjovt, og meget meget interessant var det. Der var en voldsom energi i musikken og praediken, en til tider hysterisk underkastelse under boennerne og en helt igennem udadvendt udlevelse af tro. Meget ulig Danmark hvor den slags foregaar privat, medmindre én vil beskyldes for at vaere total og uhelbredelig freak.

Dem var der nu ogsaa et par stykker af; Bruno, en lokal ”mental” vadede da i hvert fald frem og tilbage i hoejlydt boen, sang og eder. Han blev gentagende gange bedt om ikke at forstyrre, da praesten til sidst saa sig noedsaget til at faa ham foert vaek og bragt til ro med en sodavand. En ”saved” aeldre kvinde berettede saa laenge om sit moede med Jesus at oversaetteren gav fortabt og blot lod hende plapre videre, alt mens en kvinde under en meget intens boen mest af alt loed som om hun havde gevaldig god sex paa anden raekke.    

Men vi var bestemt ikke de eneste der syntes noget var meget maerkeligt. Kirkegaengerne selv naermest vred sig af grin da Nikolaj og jeg hver isaer maatte op og praesentere os og begge fremsagde det kolde faktum at vi ikke er ”saved”, ikke oensker at blive det og ikke tror paa Gud. Se, det var virkelig maerkeligt for folkene her. Ikke desto mindre blev vi taget utrolig godt imod, fik en plads paa foreste raekke, vand serveret og loeftet om at vi altid var velkomne en anden god gang.

Under gudstjenesten slog den laenge ventede regntid tilsyneladende for alvor igennem og festlighederne fortsatte langt ud over saedvanlig tid. Mens skybruddet stod paa fik vi os en god snak med en af praesterne der var meget interesseret i at faa denne mangel paa religioesitet uddybet. Det var utrolig rart at moede en der ikke bare slog det hen som vaerende fjollet, men faktisk satte sig ned og var klar til at hoere argumenterne. Og som efter endt diskussion ikke bare udtalte at ”I lever i moerke og har bare endnu ikke set lyset”, men tvaertimod mente at vi havde et vaeldig hoejt reasoneringsnivaeu. At man saa ikke er enige er jo noget helt andet.

Ude i ploeret maatte jeg dog til Richards aergelse bekende at jeg ikke havde set lyset under gudstjenesten. Men spaendende, det var det!

En enkelt ting vil jeg dog fremhaeve som vaerende i strid med alle mine forestillinger om god brug af religion; den afladsstemning der opstod da det kom til indsamlinger til kirkens kor. Her gik der virkelig en konkurrence i gang om hvem der kunne donere mest og derved var den bedste kristne. Ikke kun blandt medlemmerne, men ogsaa fra praesternes side. Alle donationer blev registreret og ve den der kommer tomhaendet naeste soendag. Hvilket der nok ikke er mange der goer, for er der noget folk stoetter saa er det kirken. Om saa der skal spinkes og spares paa boernenes mad.

I mellem alle disse stoerre kulturelle udladninger, gaar livet sin rolige gang paa hospitalet. Dog med alle de udforsete smaa overraskelse der hoerer sig til. Som fx. at den unge trainee-laege (den eneste laege) er blevet fyret paa grund af forskellige samarbejdsvanskeligheder. Han har bl.a skabt en del splid i personalegruppen, fusket med lidt penge, udgivt for at vaere leder paa stedet, kraevet penge for operationer og koert lidt for mange private kilometer i hospitalets bil. Saa vaek er han. I stedet kommer den lokale sundhedsborgmester en gang om ugen for at klare operationerne. Problemet er bare at heller ikke han er saa god til at holde aftalerne – patienter og personale venter og venter og ingen dukker op. Og saa sker det jo ind i mellem at en operaton ikke altid lige kan vente til kiruigen har tid.

Konsultationerne fortsaetter upaavirket trods laegemanglen, dem tager clinic officers’ne sig af, udskriver medicin i stor stil og soerger for at tingene koerer. Patienter er det dog smaat med for tiden – det er nemlig begyndt at regne og saa skal der plantes. Sygdom og sundhed maa vente.

De eneste der tadig vaelter ind er gravide kvinder og babyer. Det er en sand folkevandring til Antenental Clinic hvor disse raadgives og vaccineres. Sidstnaevnte har den seneste tid vaeret varetaget af de to ”mzungu doctors” der begge er blevet ret ferme til at stikke i folk. Og jeg kan kun se beundrende til paa kvinderne som slet og ret staar op naar de bliver stukket. Ikke noget med lige at komme sig, bare videre, som paa samlebaand. Ja, det sku’ jeg godtnok ikke udsaettes for.   

Kvinderne vaccineres under graviditeten mod stivkrampe, boernene mod bl.a.  tuberkulose, polio, maeslinger, difteri og hepatites. Hele systemet styres ret professionelt og vil forhaabentlig i fremtiden bevirke at disse sygdomme paa det naermeste udryddes. Problemet er maendene, der for mange familier er helt afgoerende for broedfoedningen. De vaccineres ikke og modtager ofte foerst medicinsk hjaelp sent i et sygdomsforloeb. I sidste uge blev en mand indlagt med stivkrampe. Et par dage senere blev han baaret gennem byen, vaek fra hospitalet for at blive begravet. 

Jeg har nu taget turen op af bjerget, forbi horder af snottede, snavsede unger i laset toej, for sidste gang. Nu gaar turen til Kampala, civilisation og et par uger i den danske lejr i UPA’s guesthouse i Nansana. Det er ikke et sted jeg vil opfordre folk, der gerne vil oplave Uganda, til at bosaette sig for en laegere periode. Selv er jeg utolig glad for at have oplevet landet up-country og selvom jeg til tider har brokket mig over den meget ensformige mad (det staar jeg ved 100%) har jeg virkelig nydt det. Det har til tider vaeret haardt og det er bestemt ikke hver dag jeg har vaeret oplagt til de mange hilsner, ”how are you”’er, ”mzungu mlembe” paa min lange gaatur op, op, op. Til gengaeld har jeg faaet et par meget solide laegmuskler fra al den bjergvandring, der forhaabentlig ogsaa har forhindret den megen mad i at saette sig alt for godt fast.

Udover det har jeg laert ufatteligt meget. Formaalet var jo at opnaa noget erfaring inden sundhedsektoren og det er til fulde blevet opfyldt i en grad jeg ikke troede mulig. Vi har set alt paa hospitalet, deltaget i det hele og jeg har paa intet tidspunkt foelt mig uvelkommen eller i vejen. Operationerne og de meget ildelugtende sengeafdelinger, der i begyndelsen var mit svage punkt er blevet hverdag. De er endda blevet saa naturlig en del af arbejdet at jeg, da vi havde besoeg af Ivan fra UPA, ikke kunne se hvad det var ved stedet der chokerede ham saadan. Det er selvfoelgelig ikke en standard jeg nogensinde ville kunne acceptere i Danmark, men i forhold til saa meget andet her fungerer det godt. Patienterne bliver undersoegt og behandlet og stedet har udstyret til det mest almindelige. Hvor problemerne opstaar er naar noget alvorligt indtraeffer. Saa er den eneste mulighed at overfoere folk til Mbale – det foregaar saa med matatu (minibus) paa nogle helt elendige, svaertfremkommelige veje.

Naar noget akut indtraeffer kan hospitalet ofte klare det selv, problemet er bare at der ikke bliver set paa akutte situationer paa samme maade som i Danmark. Tingene gaar ikke meget hurtigere selvom det er akut og ofte maa folk lige vente til den og den har spist frokost eller pudset sine sko faerdig. Konsekvenserne behoever vist ingen yderligere forklaring.  

Udover at have laert en hel masse fagligt, har jeg faaet et unikt indblik i det liv der leves i landsbyerne. Det er haardt og paa trods af den dejlige natur og al den fritid, ville jeg ikke bytte. Mange af de mennesker naar aldrig saa langt vaek som Mbale (en time fra hospitalet), deres verden er derude og hvad der foregaar omkring er ikke saa vigtigt. Og det maerkes altsaa paa folk. Ikke nok med at deres forudsaetninger for dybere samtale er helt anderledes end vores, deres perspektiver og nysgerrighed er ogsaa helt anderledes. Hos nogen er det ligefrem ikkeeksisterende. Det har uden tvivl vaeret den haardeste del af opholdet; at skulle leve i saa anderledes et samfund, hvor du ikke kender hverken sprog eller spilleregler. Og meget sjaeldent er helt alene, i fred og ro.

Til den smule lugiso jeg kender, hoerer ordet ”Watiolya”. Det er blevet brugt saerdeles flittigt af mine landsbyfaeller hver gang jeg er kommet tilbage fra arbejdet. Det betyder: Velkommen.

Og sammen med mit afrikanske navn, Nambozo, er det ogsaa saadan jeg har foelt mig.

Belaesset med en kaempe klase matoke, jordnoedder og en papaya – gaver ved afrejsen, har jeg nu sagt farvel til kollegaer,venner og bekendte paa stedet. Og begivet mig mod Mbale. Selvom jeg har nydt opholdet, glaeder jeg mig til at komme tilbage til Kampala for en stund. Saerligt da jeg de sidste par dage har vaeret hvid helt alene derude nu hvor Nikolaj er rejst hjem (held og lykke med proeven). Selvom jeg taler varmt for at man loesriver sig lidt fra sin egen kultur – i dette tilfaelde guesthouset i Nansana – skal jeg vaere den foerste til at indroemme at jeg selv er afhaengig af den. Som fremmed herude faar man virkelig aabnet oejnene for de udfordringer mange staar overfor naar de tvinges til at leve i et fundamentalt anderledes land end deres eget. Jeg har endda valgt det frivilligt – og med glaede deltaget i lokalsamfundet – men jeg forstaar udemaerket hvordan en ghetto opstaar. Havde vi vaeret mere end to var den nok ogsaa opstaaet i Budadiri.