Saa oprandt tiden hvor der skal siges farvel. Jeg har sagt farvel til Koboko, til mine dejlige elever og boernehjemsboernene. Til de smukke farver, roen, de venlige mennesker, det toerre roede stoev. Jeg har sagt farvel til mit hjem i Koboko, hod min fantastiske "vaert" Peter. Det har vaeret helt utroligt hyggeligt. Tak for det. Jeg blev sunget ud af skolen, i foert min fine gave derfra - et saet toej i Kitenge (congo-stof). Spraglet? Lidt. Flot? Helt vildt!!!!! Og folk i Koboko kiggede slet ikke maerkeligt paa mig da jeg valsede gennem byen i dette ret saa ioejenfaldende dress. I deres oejne var jeg nok bare endelig blevet nogenlunde almindelig.  

Peter, jeg misunder dig sgu ret meget at du skal tilbage dertil.

Jeg har nydt mit arbejde og foeler at jeg har gjort en rigtig stor forskel for de mennesker jeg har arbejdet sammen med. Man skal ikke komme hertil med en forventning om at redde landet, men lidt gavn, det har jeg i hvert fald gjort.

Jeg har nydt at vaere "Gilia" fremfor "Mzungu" og jeg har trykket et utal af fedtede barnehaender hver eneste dag. Alle ivrige efter at hilse, alle trofaste til at goere det hver eneste gang de fik det mindste glimt af mig. 

Jeg har nydt at alle folk kendte mig og vidste hvor jeg var paa vej hen. Jeg har nydt ikke kun at vaere hvid og anonym, men rent faktisk vaerdsat af de mennesker jeg har omgaaedes.

Efter et par dage i bedste kolonistil, med swimming pool og gin and tonics, er farven blevet genopfrisket og indtrykkene ved at finde hvile.  

De sidste penge skal braendes af - med fare for at mit kommende hjem kommer til at ligne en aegte neger-hoevdings hytte. Det sker i Kampala hvor jeg i kamp med tiden og kaoset, proever at nyde de sidste doegn i Afrika. Det bliver dog kun de sidste i denne omgang.

Jeg kommer tilbage.