Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
sarahiuganda » Beretninger » Budadiri Health Centre

Budadiri Health Centre



27. februar var første dag på arbejde og allerede her er der givet baghjul til alle de svineheldige medicinstuderende derhjemme. Jeg overværede ligegodt mine første 2 operationer – og det uden at gå i gulvet hvilken jeg ellers plejer at være ret god til. Jeg vil dog, helt uden omsvøb, stå ved at jeg måtte ud en hel del gange og trække vejret uden maske og i luft der ikke var tung af æter. Det bruges som bedøvelse hernede og virker også på operationsteamet der står og svajer lidt.



Første opration var en kvinde med en cyste, så stor som en tennisbold, i maven. Ud kom den og så lige på rundtur så familien kunne se satanen. Efter endt sammensyning (vildt fascinerende selvom håndarbejde aldrig var min stærke side) gik vi – the surgery team, cool – til frokost i byen. Og lægen skulle da lige be’om ½ liter øl til maden inden næste indgreb.



Så med en lille én på blev en kræftsyg mand opereret. Da dette jo er en familiesag var jeg selvfølgelig på min plads, men et tumorområde på ca. 15 x 7 cm er ikke den blideste opstart på de sarte øjne på en forhåbentlig fremtidig medicinstuderende. Det lignede jo et helt månelandskab og flød godt med blod efterhånden som Doctor Sam fik gravet i det.



Pludselig slår patienten øjnene op, jamrer og kramper. Fuldstændigt udspilede øjne, men ingen kontakt. Han registrerede tydeligvis at der blev skåret i ham, men var ikke i stand til at reagere. Stakkels mand, i hans mareridt om denne operation vil bl.a to mzungus (hvide) iført grønt operationstøj optræde. Se, det er da virkelig kulturmøde. Hvilket han tragisk nok ikke lever længe nok til at drage noget ud af. Kræftbehandling er vanvittigt dyrt og helt umuligt at financiere for den almindelige borger. Operationen er en lindring, mens kræften blot blusser op igen for til sidst at dræbe.    



 



Selvtægt



En helt almindelig formiddag havde en stor ophidset flok samlet sig uden for hospitalet omkring en tyv der var blevet offer for den selvjustist folk hernede ofte griber til. Med pangaer (sabelligende høstredskaber) var manden blevet overfaldet af den halve landsby. Et sådant overfald skal man være heldig for at overleve og jeg troede da også at manden var død, da en slap skikkelse senere på dagen blev smidt op på ladet af en politibil. Hvad der egentlig skete er aldrig helt blevet mig klart. Andet end at de fleste ikke havde andet end et skuldertræk tilovers for sagen.



 



En dag på job



Møder man ind på hospitalet ved 9-tiden er der forsamlet en del patienter udenfor konsultationen, men megen medicinsk aktivitet finder ikke sted. De ansatte venter primært på lægen der ynder at kommer slaskende ved 11-tiden. For blot at blive budt velkommen uden et eneste misbilligende blik. Så starter strømmen af patienter ellers, både de syge og så den sædvanlige landbytosse hvis, og helbred, dag kan reddes ved at skrive en dato og en autograf i hans bog. Så er han glad og bliver væk indtil næste dag.



De mest almindelige sygdomme her er malaria, diverse kønssygdomme og dårlige tænder. For et par dage siden manglede nøglerne til tandklinikken og så må man jo improvisere. Instrumenterne blev fisket ud af vinduet og patienterne blev placeret på en dejlig hård træstol. Skrækslagne, til hestekanyler og tandudtrækning på stribe.



 



Derhjemme brokker folk sig over ventetid og ventelister i stor stil. Men i det mindste kommer andre til i ventetiden. Her sker der bare ingenting, men der er heller ingen der brokker sig. De venter bare på hospitalsområdet, mellem dyrene der græsser, i varmen og lugten der er en særegn blanding af stald, urin, hospital og sved.  



 



Operationerne



Ud over de to beskrevne operationer har jeg overværet ydeligere tre. Jeg er blevet noget mere hardcore og har nu næsten ingen problemer med blodet, æteren, lugten af fisk. Har dog stadig ikke vænnet mig til at kirugerne taler i mobiltelefon under seancen og vader rundt i deres private tøj indtil sekunder før start. Patientkontakten er bestemt heller ikke som i Danmark; der bliver ikke hilst, forklaret, beroliget. Bare op på briksen og i gang.



 



Jeg overværede i går (02.02.07) et kejsersnit. Det var sgu fedt. Et par snit og et lille barn kunne løftes ud. Pige, 4 kg, sund og rask efter en gang ilt. Meget stærk, fascinerende oplevelse.



 



 



  



 



 



 



 

Beretnings info

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd