Tilbage i det civiliserede Mbale efter 2 uger i absolut uoplyst, primitivt morke. Det er vaeret rigtig godt, rigtig laererigt, rigtig haardt og til tider meget frustrerende.

Hospitalet tager sig til tider fuldstaendig grotesk ud. Som naar to koer parrer sig paa omraadet, hons lober ind og ud paa afdelingerne og jordemoderen bliver taevet ihjel af sin mand.

Men ligesaa meget paa den faglige og medicinske side er stedet lidt af et cirkus. Ingen aner hvornaar de skal opereres eller kan komme til konsultation. Det kan de nemlig forst naar det passer den ansvarshavende og hans arbejdstider er der ingen der saetter sporgsmaalstegn ved. Det er en magtdemonstration uden lige; ”I kan faa lov at vente, jeg saetter dagsordenen”. Samtidig mangler der fra de magtfuldes side en helt grundlaeggende ansvarsfolelse overfor samfundets svageste. Saa patienterne venter i store flokke paa graesset omkring hospitalet og noedtilfaelde er sjaeldent mere akutte end at man behoever skynde sig. Som da Francis, hvis privatklinik i bjergene jeg ogsaa arbejder paa, en morgen fik besked om et akut kejsersnit. Han er anaestesisygeplejerske og skal vaere til stede ved alle operationer paa hospitalet der ligger ca. en halv times koersel vaek.

Havde det vaeret mig der fik beskeden om at min tilstedevaerelse var paakraevet rimelig hurtigt ville jeg uden betaenkningstid vaeret sprunget ud paa motorcyklen og saa afsted. Saadan fungerer Uganda bare ikke. Naeh nej, her skulle foerst pudses sko og skiftes toej og sludres lidt og saa kunne vi ellers komme afsted. Paa en motorcykel der skulle rulles det meste af vejen da det var ved at vaere smaat med benzinen. Den havde lige kraefter til turen og heldigvis var det lykkedes moderen paa hospitalet at foede uden kirugisk hjaelp – rent held at det ikke gik fuldstaendig galt. 

- Medicin i metervis-

Ellers bliver patienterne nu hjulpet paa bedste vis og faar i foelge god afrikansk skik udskrevet medicin i massevis. Smertestillende mod det mindste, malariamedcin ved at hvert tilfaelde af hovedpine eller snotnaese. Og selvom malaria er et meget omfattende problem hernede saa behoever enhver daarligdom jo ikke at blive stemplet som farlig tropisk sygdom. Da slet ikke naar her i forvejen er problemer med resistens og en laboratorietest tager ca. et kvarter. Et af problemerne omkring medicinkulturen hernede er den generelle opfattelse af at man bliver rask af medicin. Uanset hvad man fejler og hvilken medicin man bruger. Derfor bliver klorokin (til malariabehandling) flittigt brugt ved hovedpine, forkolelse og andre smaating. Medicinen bliver ligeledes delt ud til venner, naboer og familie og givet i helt forkerte (heldigvis oftest for smaa) doser saa enhver virkning udebliver og klorokin mister sin virkning overfor den malaria, det engang var saa virkningsfuldt overfor. I tilgift var klorokin billig, men i dag er man noedsaget til at bruge andre og dyrere praeperater.

Uvidenhed, daarlig okonomi og den blinde tiltro til medicin er en rigtig daarlig cocktail. HIV-patienter uddeler deres ARV-medicin til andre og forstaar ikke at tage de livsvigtige piller rigtigt. Der skal ikke megen sloesen til foer virkningen fortager sig.

Naar hospitalet ikke har nok medicin skal patienterne selv ud til byens mange, mange drug shops. Det maa vaere en ufattelig god forretning naar man ser hvor mange af dem denne lille flaekke kan rumme. Men har man kun raad til halvdelen af behandlingen saa er opfattelsen at det sikkert er naesten ligesaa godt som en fuld behandling. Det er ikke tilfaeldet, men det ved folk ikke. De ved knap nok hvad de faar udskrevet.

-Familieliv-

Jeg er jo blevet indkvarteret lokalt, hvilket har vist sig at vaere lidt af en proevelse for begge parter. Begge har i den grad skullet vaenne sig til den total fremmede verden der pludselig har taget plads inde bag hjemmets fire vaegge. Jeg har i foerste omgang skullet vaenne mig til den enorme opvartning og umyndiggoerelse der blev lagt ud med indtil jeg lige fik trumfet igennem at jeg sagtens kan baere min tallerken ud og selv vaske mit toej.

Det har familien vist vaennet sig til nu, ligesom jeg har faaet mit eget vaerelse efter at have overbevist dem om at jeg ikke er bange for at sove alene.

Omvendt har jeg lige skullet vaenne mig til at hoere meget hoej radio fra ved 5-6- tiden om morgenen, at man ikke spiser sammen og i oevrigt kaster maden ned, at sengetid er kl 21.30 og at enhver bevaegelse rundt i huset efter dette tidspunkt registreres lynhurtigt og besvares med et hoejlyt ”where are you going?”. Omsorgsfuldt ment, bare udtrykt meget anderledes end i Danmark. Mere kommanderende, mere overvaagende.

Sygeligt store maaltider meget ofte er ligeledes en form for omsorg, men vi kan heldigvis tale om det meste og finde et kompromis mellem at jeg, efter afrikanske standarder ikke spiser noget overhovedet, og at jeg paa den anden side, synes at deres portioner snildt kunne deles ud over et par dage. Den der kaempe afrikaner-roev har de vel et sted fra!

I oevrigt er det ogsaa begraenset hvor store portioner man gider fortaere naar alt, uanset udseende og konsistens smager af kartoffel.

Alt det praktiske omkring familielivet er der nu, efter 3 uger, godt styr paa. Jeg vasker selv toej til stor begejstring for folkene i landsbyen og accepterer til en vis grad at jeg er gaest og derfor skal opvartes i henhold til deres traditioner. Noget helt andet er det naar det kommer til samtaleemner, disskusion og spoergsmaal. Vi lever i vidt forskellige verdener og det maerkes tydeligt paa interesser og disskusionslyst. Der stilles generelt ikke spoergsmaal til ret meget, det meste bliver accepeteret med enten dovenskab eller argumentet om at saadan staar der jo i Biblen. Og er man ikke god til at stille spoergsmaal hvordan skal man saa vaere god til at svare paa dem. Alt skal du spoerge om to gange. Med tryk paa anden gang. Og forvent at du ofte blot fejes af med en forlegen, usikker latter. I stedet for at sidde tilbage uden svar bare for at vaere hoeflig spoerger jeg igen, og igen om noedvendigt. Det er da et skridt paa vejen i den demoratiseringsproces MS arbejder for; at man spoerger og faar svar. Det er de slet ikke vant til hernede og det er da netop hvad der baner vej for den korruption og ineffektivitet landet er saa rigt paa. Affindelse med virkeligheden uden undren, uden stillingtagen.

Jeg synes efterhaanden som jeg har laert familien bedre at kende, at samtalerne, emnerne er blevet bedre og dybere. Vaek er snak om forskellene i vejret mellem Danmark og Uganda – i stedet bliver der nu talt om stjernehimlen, de offentlige systemer og ugandisk dagligliv og udfordingerne her.

Jeg laerer virkelig meget om livet herude, og haaber sandelig ogsaa at min tilstedevaerelse giver dem et mere nuanceret billede af mzunguerne (de hvide). Moderen i familien, Aida, var f.eks. helt overbevist om at Nikolaj og jeg maatte vaere i familie saadan som vi lignede hinanden (eneste lighed er seriost hudfarven). Men i foelge hendes raesonnement maa alle hvide vaere i familie. Vi bor jo ogsaa samme sted. Ja, ja, fordelt paa flere kontinenter og mange millioner mennesker.  

Nu har jeg selv opholdt mig derude i 2 uger uden kontakt til omverdenen overhovedet. Og pludselig virker det ikke spor underligt at folk ikke ved hvordan verden udenfor deres egen lille flaekke fungerer. For den er midtpunkt og centrum for folks tilvaerelse. For nogen er den det hele livet.