Nu er vi hjemme igen. Tara har fået sit visum og vihar fået OL-billetter og hostel i Beijing. Men som Mr. Xiao sagde ”if anythinghappens I will get imprisonment”, da han vist har løjet overfor politimesteren IBenxi. Så vi har lovet at passe på os selv.

OL er jo startet. Hvilket de har ventet ca. 7 år på.De fleste elever kan endda datoen på den dag, hvor Kina blev udvalgt somværtsland - 13. Juli i 2001 i Moskva. Nå, men vi havde købt godt med øl ind,ryddet op og gjort klar til at se åbningsceremonien Live. Da Tara pludseligopdager at alle 2.g klasserne forsvinder en for en. Og da klokken ”kun” varotte om aftenen var det besynderligt. De forsvinder alle over i en andenbygning, og da vi savnede vores elever og var lidt nysgerrige fulgte vi efter.Vi kommer op i et kæmpe auditorium, hvor alle vores 2.g klasser dvs. 1000elever sidder foran en storskærm. Vi bliver ledt hen til første række og venterellers på at showet skal starte, mens man kan se fyrværkeri ud af vinduet. Detvar virkelig fedt! Vi ved hvor meget de har glæder sig og hvor stolte de er, ognår man sidder der, glemmer man alt om boycutt, Dalai Lahma,menneskerettigheder osv. 1000 glade elever kan få en til at glemme alt,specielt når de er ”vores”. De råber ”ayoahh” som er deres form for wowindimellem og griner og klapper, mens de bare er så glade. Højdepunktet for os varnok da Danmark kom ind. Efter en times tid med alle mulige mærkelige landespotter mig og Tara de rød-hvide farver og bliver faktisk lidt stolte.Pludselig begynder de at klappe. Alle begynder at klappe. Det var så syret. Atsidde i en stor sal med 1000 elever, som vi alle har undervist, 1000 elever derbegynder at klappe højt og længe – kun fordi de ved, at Danmark det er voresland. Vores hjerte bankede rimelig hurtigt, vi rystede lidt og ja jeg fiknæsten tårer i øjnene. Det føltes lidt som en afslutning. Ca. 500 eleverne ermine og alle har hørt mig give et par skideballer, jeg har haft sine problemermed at holde deres interesse i starten, jeg har været så tæt på at opgive dem,og alligevel føler man rent faktisk at det hele endte godt – når de alle sidderder og klapper. En halv time senere lukkede og slukkede salen, da eleverneskulle hjem og i seng – og de fik aldrig set Kina træde ind på stadionet…

Vi har stenet ualmindeligt meget de sidste 10 dage. Indtilnu er det kun 2.g’erne der har været i skole, de har kun 2-3 ugers ferie. Nu er1.g’erne også kommet tilbage, så alle vores små elever er på plads i deresklasser. Klokken ringer som den plejer, man kan høre den sædvanlige kvindeligestemme i højtalerne, der råber ”en, to, tre, fire” osv., når de skal lave dereseye-øvelser og lige inden man går i seng kan man høre dem strømme igennem gården,som små myrer, der skynder sig hjem og i seng. Alle de lyde, der i starten varskræmmende og kolde, føles bare dejligt hjemlige nu.

Kina rundt

Så er vi kommet tilbage efter 1 måneds rundrejse. Jeggider ikke at skrive om alle byerne og hvad vi har lavet, men Tara har skrevetom det på sin log www.travellog.dk/tara.Vi har været godt rundt i Kina – beijing, shanghai, nanjing, guilin, yangshou,chengdu og xian. Den modsatte vej er vist en rimelig klassisk rute og selvomdet er kendte/turistede byer mødte vi overraskende få ikke-kinesiske turisterog vi fik også set en del småbyer rundt omkring.

Top 5 – i vilkårlig rækkefølge:

1. Cooking-class og madmor i Chengdu. På et nice lille hostel var der en café, hvor de lavede ….. hold fast… hjemmelavede pizzaer!! Hvilket er ret stort, når pizzaerne man ellers får i Kina ikke engang nærmer sig de frosne ”ristorante” pizzaer fra føtex. Derudover fik vi en times cookingclass, så vi nu kan lave tre kinesiske retter. Nu har jeg været i Kina i et halvt år og har hele tiden prøvet at lave mad, som mindede om det derhjemme, så det var ret sjovt at prøve at lave noget kinøjsisk. Det var sådan en rigtig mad-mor kinøjser, der næsten kun kunne sige ”chop-chop ”og så grine af mig, når jeg snøftede og pudsede næse og fik tårer i øjnene – Sichuan mad er ikke bare spicy, det er HOT! Og så fik Tara også lavet mad for… hmm.. femte gang på et halvt årJ Hun mener jo selv, at hun ikke kan lave mad, men hun har nu lavet fortræffelig nudler med ketchup mange gange. Hun formår altid at koge dem i det rigtige antal minutter.
2. Tara og pandababy. Inden vi tog af sted, var Taras originale plan at redde alle pandaer i Kina. Det har hun også næsten gjort nu. Eller det vil sige hun har fået et bogmærke der er et officielt ”certificate of love for the giant panda” og så det allervigtigste – 2 min. med en baby panda på skødet for den nette sum af 750 kr..  Der er slags panda park i Chengdu og vi ankom med rimelig høje forventninger. Der var bare en ting, som vi ikke vidste. Det er åbenbart så varmt at være panda om sommeren, at de kun opholder sig i deres bure, hvor der er air-con. Så vi var lidt skuffede i starten, men det er nu alligevel ret sjove at se på, når de leger i deres bure. Og ja vigtigst af alt fik tara de to min. med en panda. Sød var den, selvom det var svært at sige, hvad der var sødest pandababyen eller Tara, der lignede et barn juleaften.
3. ”Ahhh that legendary backpacker hangout”, som der star i Lonely Planet som introduktion til Yangshou. Og efter halsbetændelse og hede i Shanghai var det lige, hvad vi trængte til. Lige tilpas turistet – man kunne rent faktisk få en rigtig pizza, der ikke var frysepizza, der var Carlsberg øl, billige souvenirs og danskere! Vi fik vores første danske ”venner” i kina. Efter et 5 måneder rimelig isoleret i en lille kinøjsisk flække, var det næsten helt befriende, at vide at man stadig kan snakke, socialisere og drikke øl med en flok danskere. Vi var på en svedig cykeltur til et flot bjerg uden for byen, som resulterede i, at vi næsten ikke kunne gå de næste par dage, og vi fik sejlet op ad floden på en bamboo båd.
4. Risterrasserne ved Longji. Da vi kom dertil gik vi i en halv times tid op til en lille landsby, hvilket var rimelig hårdt i 35* varme og med 20 kg., men vi følte os rimelig badass-backpacker-agtige og det var det hele værd! Vi overnattede en nat på bjerget i en bjælkehytte med udsigt over terrasserne. Og tara fik lokket mig op kl. 6 for at gå op til udkigspunktet og tage nogle billeder det smukkeste landskab jeg nogensinde har set. Billederne formåede vi desværre at slette senere på turen.
5. Efter Shanghai fik vi vist begge et chok over at finde ud af, hvor mange penge vi havde brugt. Beskeden kom hjemmefra da vi var i yangshou. Der var hævet rimelig mange penge på vores kontoer. Indtil da havde vi boet i dobbeltværelse og fløjet. Tara har vist fundet ud af, hvor god jeg er til at retfærdiggøre alt fra at købe en flybillet køb til ja mig selv. ”Jamen i virkeligheden er det næsten billigere” som jeg siger efter jeg har rundet ned et par gange og nøje valgt de priser, der passer bedst i mit regnskabJ Men vi ændrede kurs og fik prøvet et par dejlige togture på 20-30 timer i den øverste billigste hard-sleeper køje. Det var faktisk slet ikke så slemt og så sparede man jo også alle de penge, som man ville have brugt den dag.

Nedturen: (Det var kun et par dage af turen, men nårman ser tilbage, var vi næsten så uheldige, at det er underholdende)

Tara fik stjålet sin pung på en computer cafe. Efteren times tid fandt security-mændene tyven på overvågningskameraet, vi fik ærenaf at se det et par gange. Det var svært at tænke på andet end, hvad man villehave gjort ved den lille kinøjser dreng, der på 2 sek. stjal 1000 kr, kørekort,dankort, studiekort, togbilletter til Beijing og lidt mere. Vi brugte derefter5-6 timer med det lokale politi på at udarbejde en politianmeldelse tilforsikringsselskabet, selvom de intet engelsk kunne. Da vi endelig kommer hjemformår Tara at skolde sit lår ved at vælte nudler over sig på voreshotel-værelse. Næste dag tager det første fly hjem til Shenyang, da vi nu varrimelig sure, trætte og fattige. Vi ankommer ved en 18tiden, så den sidste bustil Huanren var gået og vi blev nødt til at overnatte i byen. Efter at have ringetrundt til samtlige hoteller, der stod i vores to kina-guides og fået ”sorryfull… conference”, blevet afvist af en computer café, da ”foreigners is notallowed” og råbt fuck til en kina hustler-kinøjser, der ville have 400 kr. foren nat på et skummelt hotel, slog vi os ned på den nærmeste 24 timers McD. Mankan da også altid regne med de amerikanske vidundere! Nå, men vi var stort setklar til at være der hele natten, men da klokken var over midnat og vi var påvores anden kop kaffe, fik jeg den glimrende idé at ringe hjem til mutti og entime efter fandt vi et hostel i den anden ende af byen til de normale 30 kr.per nat. Som prikken over i’et finder Tara senere ud af, at hun glemtepolitianmeldelsen på natbordet på hotellet, hvorefter hun siger til mig, ”jegtror virkelig min mor syntes jeg er den største spade” :) Lige i de dage hadede jeg stort set altved Kina; deres små tyve, deres hverdags hustlere, der konstant kommer hen tilsom undercover engelsk-lærere eller kunststuderende, der gerne vil snakke meden og til sidst selvfølgelig prøve at sælge en nogle akrobatikbilletter ellernoget te, deres administrative ineffektivitet… og ja jeg kunne blive ved.. Kortsagt vi glædede os virkelig til at komme hjem, hvor ingen kinøjsere vil snydeen, hvor taxa-turerne til tider er gratis, da det er en ære for dem at køre meden, hvor folk ikke henvender sig til os pga. vores penge og hvor eleverne intetved om alle de hustlere, der truer i resten af Kina.  

Det bliver nu lidt rart at komme hjem til det dejligenkle og gennemskuelige danske samfund.

I starten ville vi næsten ikke gå igennem skolen, hvis vihavde fri, fordi vi bare ville væk fra alle kineserne. Nu kan vi flere gange omdagen finde på at gå rundt derovre, bare sådan lige få at få et glimt af sineyndlingsklasser og hvis man er heldig møde nogle yndlingselever der råber ”halloolili!” og smiler over hele fjæset eller de små tykke nørder, der flovt kiggerned i gulvet, mens de stammer ”goodafternoon teacher” i et meget højtideligtstemmeleje. Vi ville bare ønske de ikke skulle gå i skole hele tiden, sådan nårklokken er 6-7 om aftenen ville du nu være hyggeligt, hvis de kunne komme ud oglege lidtJ

 I sidste uge fik mingrade one class 11 lokket os ind i deres klasseværelse i et frikvarter, der går2-3 piger, der er fuldstændig hyper hele tiden. De spurgte om de måtte få et afmine hår (JA HÅR!?), hvorefter jeg flækker af grin og inden jeg når at fattehvad der foregår, har Tara været så elskværdig at hive et hår ud og give dettil min elev. De er simpelthen så kære, de står og fortæller os at min elev ”volleyballfyren” har seks kærester hvorefter alle fniser, nogle af pigerne siger at minelev Mike ikke er a real man fordi han ikke har skæg osv og man får både atvide at man er ”beautiful” og ”too too too clever”. De er altså skøre de småkinøjsere!

Vi får også snakket en smule mere med lærerne, men de erlidt spøjse i det. F.eks. stod vi derovre en dag og så spørger en af lærerneTara om hun kender ordet ”positive” hvorefter Tara svarer ja, og læreren pegerpå mig og siger ”she is”. De har en ret indiskret underlig måde at sige tingenepå. Ligesom nogle gange står og kigger på os og så kigger ekstra meget på Taraog siger ”YOU look very beautiful today”. En dag i sidste uge havde Tara vovetsig i en nederdel – for første gang, på trods af mine advarsler J - hvilket vistresulterede i at der gik ca. 5-10 min. før gemytterne var dæmpet og folkstoppede med at råbe ”beauuutiful”.  Isidste uge fik vi også at vide at vi lignede en dukke – neejjjj ikke bare endukke – en BARBIE dukke! Det er vist kun i Kina at jeg kan ligne enbarbiedukke.

Der er ikke så mange undervisnings uger tilbage nu, vi køreret nyhedstema i næste uge og så prøver vi på noget kulturchok emne i denne. Mendet er ret svært. De fleste har ikke været rigtig udenfor byen eller provinsen,så de ved ikke meget om andre kulturer. De har derfor forståeligt nok utroligsvært ved at beskrive deres egen kultur og traditioner udefra. Det eneste dekunne sige om kinesisk kultur og normer var friendly og kind. Jeg prøvede atfortælle dem om at danskere er mere reserverede, diskrete og private. Det villejeg så illustrere med et billede af en god stor ligusterhæk. Da jeg spurgte demhvorfor de troede, at vi havde disse hække i Danmark svarede de bl.a. ”tourinate”, ”for the pets to live in”, as a shield for dust” og endelig var deren der sagde ”safety”, hvilket jeg så smoooth som muligt fik vinklet hen påprivatliv. Når man prøver at fortælle dem om ens indtryk af Kina – deres spisevaner,mangel på diskretion osv. er de ret uforstående. Det er først når man har givetdem utallige eksempler og fortæller dem at det jo ikke er negativt, men bareanderledes fra Danmark, at de siger ”yah yah” til mine indtryk. Derudoverprøvede jeg at få dem til at snakke abort – hvilket er ret så svært at forklaretil elever, der fniser bare man siger ”husband” eller ”kiss”. Det blev nogetmed

Lili: whenyou are pregnant

Kinøjsere:whatta!?

Lili:when you have a baby

Kinøjsere:fnis og hvisken

T: ifyou are very young in Denmark when you are going to have a baby, you can get anoperation……

Kinøjsere:mistoriske og uforstående blikke

Lili: youcan get an operation and they cut out the baby”.

Kinøjsere: total stilhed

Lili: how is it china??

Kinøjsere:ahhh no no not allowed in china

Der er en del kinesisk logik, som bare ikke er logik fordanskere:

Hvis man har en baby er man helt sikkert gift alt andeter ekstremt svært for dem at forstå. For ”a real man” som drengene siger tagersig af sit barn og bliver gift og aldrig skilt. Da jeg sagde at mange i Danmarkvokser op med kun en forælder hører man dem straks sige ”why!?” og man ved atderes første tanke er om de er døde alle de ”manglende” forældre eller hvad.

Vi kom dog i fællesskab frem til de store forskelle:

I Kina har man respekt (frygt?) overfor autoriteter –lærere, overordnede, partiet osv., hvor man i Danmark er meget mere krævende ogkritiske.

I Kina betyder familien alt og er centrum. I Danmark erdet mere et slags valg om man vil være tæt med sin familie eller ej.

Vores net har været fraværende i 1-2 uger, så vi harværet mere end normalt stener i hverdagene. Hvilket egentlig har været rethyggeligt og underholdende.

I fredags fik nogle fyraftensøl, tog en taxa til Wei HaoMei (deres wannabe McD) og købte nye forsyninger af vores yndlingsøl snow ogbrugte ca. 5 timer på at diskutere hvorvidt tara var average og jeg vararrogant. Vi bliver aldrig helt enige, det er vi vist lidt for stædige til, menvi bliver sådan enige om at være lidt uenig, men næsten enig.. Det er stadigutrolig hvordan vi får så meget tid til at gå, selvom det virker som om vi ikkelaver noget. Ellers går det som det plejer. Jeg snakker, Tara stener og siger ”whateveryou say darling” og alle er glade! Jeg vil ned til byen, Tara vil være hjemme,vi tager ned til byen og Tara får en massage og aftensmad og alle er glade. Jegvil til Shenyang, Tara vil være hjemme. Jeg lover vi ikke skal shoppe så meget.Vi tager til Shenyang og alle er glade J

Ellers ses vi en del med Maiken og Laila, tager ud ogspiser, spiller lidt volley og så har vi lånt deres internet indimellem. I sidsteweekend formåede vi at være på restaurant, club, disko, KTV og kravle overskolegitteret på én aften – noget af en bedrift. Og så har vi sørme også fundeten restaurant der har fadøl – jep det er store ting, der sker her i lilleHuanren.

Jeg er ved at blive lidt underlig i hovedet over at tænke påat jeg snart skal hjem. Mødte en af mine søde elever i går der kom op til migret højtideligt og sagde ”it is said, that you are leaving. When? Why? We willmiss you”.. og det går langsomt op at jeg vist snart skal sige til mine elever,at vi har kun har 3-4 uger tilbage, for selvom jeg sagde det de første paruger, kender jeg deres forståelsesniveau godt nok til at vide, at de vist ikkehelt er klar over at jeg ikke bliver her for evigt.

På torsdag har vi fri indtil tirsdag, så vi tager 4 dage tilShenyang på Holiday Inn, da byens nok eneste vestlige – IRSKE bar ligger der - og så selvfølgelig for at se templer og alt sådan noget!Det bliver lækkert at komme lidt væk og sikkert endnu dejligere at komme hjemigen.

Håber i alle har det godt,

Kh Tinne

Mig: ”Hvordan skal man komme hjem og fungere normalt efter 6 mdr.?Jeg snakker før jeg tænker og ja, der er jo stort set ikke andre end dig og mig24 timer i døgnet, vi snakker om ligegyldige ting og det er stadig sjovt…. Jeg trorjeg bliver sindssyg af det her…” - udpluk for en Tara-Tinne samtale

Min største frygt ved at tage til Kina var isolationen. Jeger født og opvokset midt i København, vant til og næsten afhængig af at havemennesker omkring mig og ikke mindst at snakke! At skulle til en lille by med70.000 indbyggere hvor måske 50 samlet snakker engelsk virkede en smuleskræmmende. Isolationen er det mindste problem – i det hele taget har jeg ikkesærligt mange problemer her og isolationen er det, der gør det hele fedt, detder får mig næsten til at mig fri.

Da jeg lige var kommet på højskole i Hillerød var der mangenye indtryk og mange nye mennesker. Nogle skilte sig ud fra starten og varlette at huske – både negativt og positivt. Hver aften lå mig og min roomateMaria og gennemgik vores førstehåndsindtryk. Hvem er ”potentielle” vennerf.eks. Engang imellem ville Maria sige ”hende fra Ærø virker da også meget sød”og jeg skulle lige gennemgå et par stykker før jeg huskede ”nååå ja, det erhende med håret”. Hvilket er ret så ironisk, da man, når man lærer Tara atkende hurtigt finder ud af, at det er et kendetegn hun plejer godt og grundigt.Førstehåndsindtrykket var en lidt stille, lidt ydmyg, men tilbagelænet øbo med…ja pænt hår!”. Eller som nogle af os blev enige om; ”hård udenpå blød inden i” –tror dog at det vi mente egentlig var ”still waters run deep” og det passersådan set stadig meget godt. Der blev hurtigt lavet grupperinger og kliker oghurtigt var vi et firkløver, hvor snakken gik heftigt da vi er tre, der snakkeromtrent lige meget. Og Tara var ikke en af dem! Tara boede alene og virkede tiltider som en enspænder, men jeg gav ikke så let op og fandt hurtigt ud af atvejen til bl.a. Tara er gennem – ØL. En dag havde jeg været nede Brugsen ogkøbe 6 Tuborg Classic efter at Maria og jeg havde haft en af vores ophededepolitiske diskussioner. Meget lig mig og Maria, meget ulig Tara. Jeg gik ikkeind på mit værelse, men bankede i stedet på hos Tara. Og på Grundtvigs var deren hems, en dejlig en af slagsen og den havde Tara. Netop da jeg bankede på varTara i et sentimentalt humør og færd med at nyde en øl og skrive i sin dagbog.Et bedre tidspunkt kunne jeg vist ikke have valgt. Hemsen var chill, snakkenevar dybe og øllene mange – det var gode tider.

Da jeg startede på Grundtvigs var det bare for at slippe for2 mdr. fultidsarbejde inden jeg skulle det som var planen – nemlig Cape Town.Jeg var ikke i tvivl, for jeg havde planlagt det og forberedt mig og det hele.Det var så lige indtil min far og storebror begynder på deres belærende ”Tinnehvad med Kina, det er fremtiden”. Jeg vidste på det tidspunkt godt at Tarahavde en idé om tage til Kina og redde pandaer, men ulig mig og meget lig hendeselv havde hun ikke en sådan ”rigtig” plan. Tara blev hooket op medLøgumkloster og rejsekoordinator Ida efter hun endelig får taget sig sammen tilat ringe og blot to dage efter jeg har fortalt hende om det, har Tara besluttetsig for at tage til Kina med LK. Meget lig Tara meget ulig mig.

Jeg blev langsomt i tvivl. Kina eller Cape Town. Mineargumenter var svingende. Og selvom vi da var blevet gode venner, var jeg ikkehelt sikker på om enspænderen Tara ville have den højtråbende københavner somjeg er med som rejsemakker. Jeg tog dog endelig en beslutning – for hvornår fårman lige muligheden for at komme til Kina og så kan man jo også prøve det dermed at være lærer. Og så var der ingen tvivl om at Kina med Tara villeblive—Chill..

Cirka et halvt år er gået siden jeg tog beslutningen om atkomme til Kina. Og det har jeg lært en del af: Enspænderen Tara har mere ellermindre frivilligt blevet til en fremragende roomate! Hun har foldet sig ud på KTVog kan faktisk alt fra Pussycat dolls til Avril Lavigne skræmmende udenad.Hendes ego er på ingen måde mindre end mit, hun flasher det bare ikke for hvemsom helst. Dog har hun inden hun tog af sted gjort det til sin mission at fåmit lidt højrøvede københavner ego nedbrudt – mere eller mindre mislykket. Huner om muligt endnu mere ”hende med håret”, da hun er ekstremt fokuseret påhendes lokker (det er omtrent lige så vigtigt for hende som dyrs ve og vel - ogdet siger bare lidt). Da vi roder rimelig meget begge to er det ikke nogetproblem. Hun snakker ikke nær så meget som mig og kommerforhåbentlig/sandsynligvis aldrig til det. Når jeg som jeg sædvanlig plaprer løsom ligegyldige ting, siger Tara bare at jeg skal holde min kæft eller sukker afmig. Vi diskuterer ofte og højlydt, men på en eller anden mærkelig måde blivervi altid enige om at være næsten enige lige inden en af os – oftest mig - erved at kamme over. Jeg har endnu ikke haft rigtig hjemve og vi får på en elleranden mærkelig måde tiden til at gå uden at snakke med andre end vores eleverog  Maiken og Laila i weekenderne. Jegsavner da Grundtvigs til tider, men en stor del af Grundtvigs var hemsen og desnakke vi havde der og det er underligt at tænkte på, at Tara og jeg sidder ethalvt år efter på et hotelværelse i Dandong og har den samme diskussion som vihavde dengang på hemsen. Hvornår finder man ud af, at man ikke er den bedste iverden? Specielt når ens forældre så sødt har prøvet at overbevise en om dettei 19 år.

Det skulle vist have været en travellog om Tara, men nu komdet vist også lidt til at handle om mig. Måske er det bare pga. mit ekstremtstore københavner ego…. ;)

Optur:

Pandekager, frikadeller (ikke som mor laver dem, men somjeg ville lave dem, hvis jeg var i Dk), mørkt toastbrød, Jay Chou’s sange, sødekinøjsere der forærer en billeder, ord som: ”develop”, ”power”, ”peace”, ”makejobs” og ”education” – når man snakker om OL og Kina, når Tara har ret og man tænker "hvorfor har hun altid ret", men det egentlig ikke gør en så meget, Youtube virker igen!

Nedtur:

At man kan fortælle eleverne nok så meget om magt, politik og OL og hvordan man boycuttede OL i Japan i 1940 - men absolut intet om uroligheder i Tibet og at mange  mener hele OL er et stort show-off for det politiske regime - et regime der undertrykker og langt fra har noget med slogan'et "One world, one dream" at gøre. Jeg gør det selvfølgelig ikke for 1) jeg ville få mega skideballe af partiet og Xiao og alle de andre høje herrer, 2) eleverne ville nok alligevel ikke forstå det. De er så stolte og glade over at de kan vise hele verden at Kina er stort og udvikler sig og kinesere er venlige - det har man ikke lyst til at tage fra dem.

Nu er jeg over halvvejs i 3. undervisningsuge – og detgår fremad! I denne uge har vi valgt et OL tema, hvor vi fortæller lidt omhistorien, viser videoklip, stiller dem nogle spørgsmål og gennemgår OL-sangen ”ForeverFriends”. Jeg ville gerne prøve at fortælle dem, at OL ikke kun handler omsport, men om meget mere end det. Det går udmærket! Jeg får lært dem ordet ”globalisering”,vi ”snakker” om penge, magt, boycutt af OL (altså ikke tibet!!), udvikling,fred, kulturmøde osv. Og jeg mener ”snakker” for det er altså stadig på etniveau, der spænder fra et ord til 2 sætningerJ.Men når en elev kommer fra at råbe money for sjov mens klassen ler, når jegspørger hvilke håb og drømme man kan have, til at sige ting som udvikling, Kinader kan vokse sig større og skabe flere jobs og fred – så er min dag altsågjort! Desuden er pengeoverførsler jo en del af globaliseringen, hvilket jegogså lige får tilføjet engang imellem. Men tror og håber virkelig, at de følerat jeg lytter til dem og forsøger at rose og give dem ret, når de endelig fårmod til at sige noget.

Et par klasser har da også været virkelig svære at fånoget ud af.

 I dag er dog gåetover al forventning. Onsdag er ellers blevet døbt lortedagen, der bare skaloverstås. 1. Fordi jeg skal op kl 6.40 og have en middel ligeglad anden grade(larmer ikke, men sidder og laver andre ting), 2. Jeg har en rimelig larmendeanden grade og 3. Jeg har ”lorteklassen”!. Det er ikke et sødt navn, men defortjente det altså, da vi overværede Ms. Wong undervise dem første uge! Minførste klasse var okay, nogle af dem, der deltog var dog ikke så interesserede,at de ikke sad med deres mobiltelefon under bordet i ny og næ. Den larmendeanden grade, der var rimelig ligeglad blev forvandlet til en småsnakkendenæsten interesseret klasse og min såkaldte lorteklasse var næsten envidunderklasse. (Nu skal det så sige at udgangspunktet var 40 min. tortur!).Troede først de havde fået en kæmpe skideballe eller noget, men de virkede ikkebange eller noget, så jeg vælger at tro, at min undervisning bare var god og derent faktisk er nogle søde børn, der bare skal have noget interessant at snakkeom. Den værste elev jeg har skældte jeg ud efter sidste time. Vi kalder aben(det er så virkelig heller ikke pænt, men han råber op og kan slet ikke siddestille eller koncentrere sig i et sekund), men han kom op til mig efter timenog gav mig thumbs up og smilede – hvilket jeg vælger at tage som et godt tegn,selvom det vel kan betyde hvad som helst i Kina. Nu får vi se i næste uge, tørikke være alt for forhåbningsfuld. Men det kan jo være jeg skal give ham etordentlig navn på et tidspunkt. Det er bare svært, når man ikke kender deresnavne og har 920 elever, så man må være lidt opfindsomme. Nuttet dreng, rigtignuttet dreng, der hjælper med computer, nuttet dreng med nuttet smil og nuttettykke lille dreng er allerede taget.

Ihh det fik mig til at tænke på nuttede 1. grade dreng med nuttet smil... :) De er altså ret søde mange af dem! Nå, det blev godt nok en positiv smøre, det var måske også på tide!

Ellers fik jeg et family name af Mr. Tsseeeeeee. Indtilvidere har jeg bare haft LiLi. Han gav mig navnet Qin efter en eller andenkejser, der var både powerful og clever. Tara fik et eller andet navn, derbetød field (=beautiful). Tara var vist ikke helt tilfreds med sit navn. Så davi kom hjem slog hun lige Qin-kejseren op og det var –den mest effektive kejser nogensinde – men vist også en afde mest brutale (mildt sagt). Hvilket hurtigt led til en ophedet diskussion omkrig, blod på hænderne, beslutningstagere, magt og andet over nogle øl. Igenblev vi vist enige om at have lidt forskellige holdninger lige på det punkt. Menså længe vi kan blive enige om at være enige eller uenige…. så er det fint. Nårman sådan er sammen hele tiden, er det også meget godt, at der kommer lidtophedede diskussioner engang imellem.

Vi har fået et par kinesiske venner og ser også Laila ogMaiken i weekenderne og indimellem en hverdag. Men ellers er det mig og Tara,hvilket til tider gør det svært for mig at huske hvad jeg har sagt, hvad jegsiger og hvad jeg tænker… det lyder forvirrende, men det er det også, så lad osbare sige, at Tara hører på en del dumme spørgsmål og sådan.

I lørdags var vi på restaurant for at drukne Taras sorgerover, at hun ikke kunne være hjemme i påsken, når alle kommer hjem til Ærø. Detlykkedes. Og mig og Tara havde endnu en herlig snak om hendes navn, der vist ogsåbetyder tårn (okay, indrømmet – tårn og mark er heller ikke det mest heldige).Men som sædvanlig prøver jeg at overbevise hende om kvaliteten i hendes navn - atet tårn er viljefast. Det var hun så også for hun gav mig aldrig ret, eller detgjorde hun jo så egentlig. Forvirret?? Det var jeg også! Jeg har lagt en videoind...

Så er der efterhånden gået endnu en uge, vores weekend har Tara (www.travellog.dk/tara) beskrevet meget godt, vi hyggede, men arbejdede rimelig hårdt søndag. Tara slog sig selv i hovedet med en tom cola flaske og jeg var ved at gå i spåner – vi sad 6-7 timer foran computeren for at lave en lille 6-7 min.video om Danmark. Efter vi viser filmen skal alle elever så skrive et ord på tavlen, som beskriver hvad Kina er kendt for, vi spørger så ind til en del af ordene og efterfølgende har vi en quiz om Danmark. Det skulle så meget gerne tage 40 min. Det gør det da også næsten og nogle gange når vi ikke det hele. Videoen var besværet værd, det giver en ca. 10 min. ”gratis” tid i hver time (inkl. comp.problemer og lidt intgroduktion). Det er straks sværere når de selv skal snakke, mange har ikke selvstændighed og selvsikkerhed nok til selv at snakke, så når jeg spørger ind til ”spring festival” f.eks. sidder folk og snakker på kryds og tværs og råber op. Ofte peger jeg på ordet spring festival og spørger ”who wrote that” – eleverne råber så i kor det kinesiske ord for spring festival, jeg råber så igen ”who wrote that” lidt tydeligere, de gentager endnu tydeligere på kinesisk som om jeg er dum og jeg spørger endelig ”whooooo wroooote thaaat” meget langsomt og tydelig til de pludselig forstår.

De har ingen forståelse for at række hånden op, når nogle søde elever prøver på det, sidder de bare og råber op – MED en hånd i vejret J Efter lidt bla bla snak, et par spørgsmål de ikke forstår, et par elever der er ved at få et nervesammenbrud og konstant smålarm kan man endelig gå til quiz’en. 18 spørgsmål om Danmark som – de elever der var opmærksomme på videoen – kan svare på. De fleste klasser er ret ivrige og interesserede (competition – det ved de da hvad er!), de er delt i to hold og klarer det nogenlunde at lade det andet hold svare. Man kan mærke at det er sådan noget, de gerne vil lave. Jeg vil også virkelig gerne lave noget, som de syntes er sjovt, men støjniveauet er bare lidt for højt…

Vi snakkede med ms. Wong om det, hun sagde at de fleste nyuddannede lærere ikke fik 2. grade, da de ikke kunne holde til det psykisk. Hun plejede at råbe, men som hun siger virker det ikke. Det var så et konstruktivt kinesisk løsningsforslag! Vi har dog snakket med hende om at tage noget af deres undervisningsmateriale frem i anden grade timerne, da det kan få dem til at lytte mere efter, hvis de kan bruge det til eksamen. Alt går op i prøver og tests og der er ikke noget rigtigt fag, der hedder ”mundtlig engelsk”.

Altså vi kommer igennem det, engang imellem er undervisningen sjov – for det meste er det desværre en lettelse, når det er overstået.

Det er i det hele taget meget op og ned. Mandag var en dejlig dag, havde tre klasser, hvoraf to var anden grade. Det gik fint, var næsten sjovt. Efterfølgende gik jeg en tur ned til byen, Tara blev hjemme, jeg hørte musik, solen skinnede og alle smiler til en, jeg fik shoppet lidt, mødtes med Laila og Maiken og vi spillede kort og hyggede om aftenen. Vi fik endda rigtig kød, som vi havde fundet i en købmand – ellers har vi mest fået kylling. Tirsdag havde jeg fire grade one i træk, de skuffede mig lidt, da de larmede en del mere end i sidste uge. De rejser sig og råber ”good afternoon teacher” i starten af timen, men de snakker stadig på kryds og tværs, mens jeg prøver at høre hvad en af eleverne fortæller. De var dog rimelig interesserede, hvilket er det vigtigste…

Vi har også været til samtale med Mr. Xiao – udover lidt praktisk information fik vi også, hvad der vist er en lille skideballe. Efter Maikens fødselsdag for et par uger siden kom vi hjem ved 12 tiden – på en mandag (vi var vel at mærke ikke begyndt at undervise).

Mr. Xiao sagde: ”ohhh I almost forgot…. Nigga nigga… maybe about 10 days ago you got home too late……”

Tinne: “but we had dinner and….”

Mr. Xiao: (kigger undrende på mig som om jeg er dum) “don’t understand… It’ safety first, remember, its for you”

Tinne og Tara “yes, we remember” (smiler og nikker)

Mr. Xiao: “Safety very important, most important thing. Not for me, not for you, its for the school its for the leader… its for the party – its for CHINA!”

Okay – man sidder på en skole I Kina, der mest af alt minder om en krydsning af mit gamle gymnasie og en militær bootcamp. Overfor sidder viceinspektøren, der har været engelsklærer i 20 år, men ikke forstår hvad en vaskemaskine er, som på ingen måde lytter til hvad man siger og fortæller en, at det ikke er for hans skyld at vi skal være hjemme kl 20 eller 21 på en hverdag – neej det er heller ikke for vores skyld – det er simpelthen for Kinas skyld! Vi smiler og nikker som vi plejer, mens man samtidig ser det total skræmmende og groteske i situationen. The leader is watching us! Tara nægter at tro, at han kan være så …. langt ude !? i virkeligheden, men at hans manglende engelsk evner spiller ind. Det er dog som om den ineffektive lederform og autoriteten som lederne besidder er en del af, at alle makker ret og systemet kører rundt.

Al magt går oppefra og ned i det her samfund. Al information går nedefra og op. (Her gik man og troede, at man havde en ved i den smilende dørmand og så sladrer han til lederen så snart to søde danskere kravler over gitteret….  :)

Skolelederne her kører rundt i kæmpe biler, imens nogle står og sælger æg for at overleve. Eleverne står op kl. 5.20 og går i skole og kommer hjem igen kl 22 – stort set ingen kan lide at gå i skole og få kan stå ved overfor det enorme gruppepres der er. De fleste engelsklærere kan ikke engelsk. De lærere der har respekt har det oftest fordi de er ”very strict” dvs. eleverne er bange for dem. Idrætstimer foregår ofte synkront og i takt.

Jeg ville virkelig gerne lære mine elever om politik, ytringsfrihed og demokrati. Men hvis de endelig kunne tie stille, ville de fleste sandsynligvis ikke finde det interessant. Det er så langt fra deres hverdag og fra deres bekymringer. De tænker på hvornår de kan komme ud og spille basket og om de mon består eksamenerne. I Danmark tænker man på hvilken bluse, man skal have på til festen på fredag eller hvorfor der er nedskæringer i det nye finansforslag. Der er lysår til forskel.

Jeg skulle vist have skrevet i mandags, så havde jeg sikkert bare skrevet om solen, der skinnede, de smilende kinesere, den dejlige stemning i byen og de søde elever….

Glæder mig nu til det er weekend, der er vist kæmpe påskefest på Ærø, som Tara har neder på over hun ikke kan komme til. Så regner med vi skal have en øl og sidde og være lidt sentimentale. Jeg syntes det kunne være sjovt at finde en kristen kirke, men da ordet ”præst” i den kinesiske ordbog er ”teacher” ved jeg ikke lige hvor let det bliver.

Håber i har det godt.

Kh Tinne

ÆUUV forresten - vi har nu været i Kina i en måned. Hey tiden er alligevel gået stærkt! Selvom det ikke altid føles sådan..