Det var koldt, så blev det varmt og så blev det koldt igen. Varmen blev tændt i lejlighederne, midterm eksaminerne kom og gik (mere eller mindre succesfulde), Helle fejrede fødselsdag, Tinne ankom til Beijing, der blev gået på muren, rejst til huanren, ledt efter røde blade på et bjerg, spillet pool, (drukket et par øl ;) ) og så tog hun hjem  igen. Så meget er sket alt imens jeg ikke en eneste gang har fået skrevet noget herinde…. Bu hao Tara!! Men det vil jeg så forsøge at gøre op for nu. Overstående var så den korte version, men for de lidt mere interesserede så tager vi den lige forfra lidt langsommere…

Jeg er lige kommet hjem ude fra lufthavnen hvor jeg afleverede Tinne efter 12 dejlige dage i hendes selskab. (det var så godt nok i går lige før jeg begyndte at skrive) På trods af lidt forskellige meninger om hvad der skulle ske under Tinnes besøg her i Beijing (jeg ville gerne ud og se ting og Tinne ville bare gerne være her J ) endte vi med at få kombineret sightseeing på Muren, Tiananmen og XiangShan med en tilpas mængde afslapning på Starbucks, chillen rundt i nanlouguxiang (et hutong område), tehygge på temarkedet og så selvfølgelig en lille smule shopping.
Når man siger shopping i Beijing tænker man automatisk YaShow. Da vi var her i sommers prøvede Tinne at få fat i et dæksel til hendes kamera inde i Yashow hos en lille nøjser dreng, men da de aldrig blev enige om en pris endte hun med at udskyde det og lovede at komme tilbage dagen efter. Det nåede hun så aldrig så da hun kom tilbage her 3 måneder efter og gik forbi den samme butik kiggede drengen lidt trist på hende og sagde ”Du sagde du ville komme tilbage i morgen, men der er nu gået tre måneder…. Jeg har ventet på dig!!” Enten er han meget dygtigt til sit arbejde eller også har Tinne været ALT for meget i Yashow!!

Tinne og Tara kan jo ikke være i Kina på samme tid uden en lille smut tur til byen over alle byer: Huanren. Så efter de første par dage i Beijing satte vi kursen mod nordøst. Rejsen blev lidt længere end forventet for da vi nåede til det sidste stykke vej i bumlebussen med de allermest snævre og kringlede veje begyndte sneen at falde tykt. Flot var det, men lidt svært at nyde taget situationen i betragtning. Men vi nåede frem i live og fik endnu engang en helt fantastisk oplevelse i Huanren. Mad hos madmutti nede i skuret, middag på den koreanske, middag med lederne, små elever (der lige pludselig var blevet store), disko selvfølgelig og en masse ’ganbeis’. Folk var glade for at se os og vi var mindst lige så glade for at se dem.
 
Nu er hun så smuttet tilbage til Danmark igen og jeg er blevet efterladt i et nu meget stille (og MEGET rodet) værelse. Det gode ved det er dog at halvdelen af det rod består af diverse danske ting (spiselige selvfølgelig) som jeg nu kan dulme savnet med J

Tilbage til det jeg skrev i begyndelsen så har jeg jo også fået overstået første halvdel af mit ophold. Afsluttet, selvfølgelig, med nogle eksaminer. Det har været de mest mærkelige eksaminer jeg nogensinde har været til. Et, fordi at jeg ingen ide havde om hvad det hele egentlig rigtig gik ud på fordi lærerne ventede helt til sidste øjeblik med at fortælle os det og selv der var de ikke særlig tydelige. Og to, fordi jeg i sammenhæng med det ikke følte mig særlig velforberedt til nogen af dem. (…og det er ikke helt normalt for mig).
Det største antiklimaks på eksamensugen var da jeg kom ud fra min mundtlige eksamen. Jeg havde været enormt nervøs da halvdelen af eksamen bestod af en mundtlig dialog som man lige hurtigt skulle fremtrylle ud fra en lille seddel med nogle ord og vendinger på. En ting er at forstå ordets betydning, men noget andet er at bruge ordene rigtigt i en sætning og ikke mindst i en sammenhængende dialog. Vi fik en masse ord der havde med at komme for sent, trafikproblemer og søvnmangel at gøre og vi klarede os egentlig også fint nok igennem samtalen. Altså, vi troede at vi havde klaret os igennem, men havde lige glemt at bruge ordet ”身体” (krop) som lige hurtigt blev flettet ind til slut: ”har du det godt?” ”nej jeg har det rigtig skidt for min krop har det ikke så godt” ?! Vel og mærke efter vi lige havde snakket om traffikproblemer. Ikke specielt tjekket…. Pointen var at jeg havde brugt SÅÅ lang tid på at læse op til den eksamen for at kunne alt ned til mindste detalje og så var den overstået i løbet af HØJST 4 minutter?! Nok den korteste eksamen jeg nogensinde har været til.
Den mest spøjse eksamen var Klassisk Kinesisk. Mest af alt fordi vi her overhovedet ikke anede hvad eksamen ville gå ud på og i den første halve time af prøven sad vi alle sammen mere eller mindre og små fniste fordi vi absolut intet fattede. Hverken af teksten eller prøvens spørgsmål. Det har så åbenbart (!?) også vist sig i vores resultater og vores lærer har besluttet at ændre sine metoder. Det betyder at vi her på mandag når vi har hende næste gang ikke bare skal gennemgå en gammel kinesisk tekst, men vi skal også kunne recitere den……!!! Lidt voldsomt, men også en smule sjovt synes jeg. Hvem vil ikke gerne kunne lire en klassisk kinesisk tekst af på kommando…

Vejret her i Beijing er stadig ikke til at blive klog på. Det har haft sig nogle voldsomme op og ned turer og det er ikke rigtig til at forudse hvad det næste bliver. Det blev jo lige pludseligt voldsomt koldt og jeg spurtede ud og købte store jakker, støvler, striktrøjer og ikke mindst uldne, lange underbukser ( et must !! ) Men lige som jeg havde fået shoppet færdigt og følte mig klar til den helt store omgang permafrost skiftede vejret til høj sol og blå himmel med temperaturer så man næsten fik lyst til at smide tøjet. MEN…. Lige som man havde vænnet sig til ikke længere at gå med lange underbukser så faldt temperaturen igen og så var det på igen med hue og vanter. Desuden er centralvarmen jo først lige blevet tændt her i sidste weekend og inden da var det næsten koldere inden end ude. Problemet er bare at min radiator er meget lille og står lige under mit meget store, ikke særlig tætte vindue, som i øvrigt ikke kan lukkes helt… så det er jo bare dejligt!!

En af de mange ting jeg modtog hjemmefra var et ordentlig glad rødkål og jeg ved godt de skal gemmes til jul, men Helle har købt ind til at lave frikadeller så vi skal lige prøvesmage den her i aften. Eller det vil sige Helle er faktisk allerede i gang så jeg må hellere slutte her og gå ud og hjælpe hende.

På en uge gik det fra at være lyseblå, skyfri himmel til i dag hvor luften udenfor nærmest er gul af smog. De siger det er det værste i lang tid (det er i hvert fald det værste jeg har oplevet) og målingerne siger at det er skadelig at opholde sig alt for meget udenfor. Lidt skræmmende. Jeg har lagt lidt billeder ind så i kan se hvad det er jeg snakker om. Jeg havde desværre ikke nogle billeder til sammenligning med før så jeg har stjålet to billeder fra Kinablog.dk som en slags før og efter billeder. Resten er taget på min tur ned til min coffeeshop i dag, alt i mens jeg gik og prøvede at lade være med at trække vejret.

I morgen er det så tilbage til virkeligheden efter 10 dages dejlig ferie hvor jeg har præsteret ikke at lave noget som helst der kunne minde om at være konstruktivt. Der var selvfølgelig musikfestivalen, som jeg har fortalt om, men ud over det har jeg bare slappet af. Lidt spild når man nu sidder her i Beijing og burde tage ud af se en hel masse ting (man får specielt dårlig samvittighed når man kan høre Eliza og kæresten gå ud af døren kl 9 om morgenen og når de kommer hjem igen ved en 16-17 tiden efter en lang dag med sightseeing ligger man stadig i sengen og læser den samme bog.) Men jeg er kommet frem til at jeg jo ikke er turist, men studerende i Beijing. Og hvad laver alle de kinesiske studerende i deres ferier….?? Sover, ser fjernsyn og stener internet. Just like me ;) 
Men, men lidt har jeg dog fået udrettet. Jeg har fået vintershoppet så jeg nu både har 2 gange varme støvler, varme vanter og halstørklæde (til kun 300yuan samlet… længe leve YaShow) Jeg har været ude i nanluguoxiang. Et hyggeligt ’hutong’ område med butikker og cafeer. Jeg har fået spillet en masse pool… dog uden at kunne mærke nogen som helst form for forbedring. Og så har der jo selvfølgelig været en enkelt bytur eller to.

De sidste to dage har jeg så brugt med at sidde på en cafe og prøve at indhente alle de lektier jeg burde have lavet her i ferien…. Og det lykkedes faktisk at nå det hele.
Apropos at indhente det forsømte er det forresten lige kommet frem at vi har manglet et fag i hele den måned som vi har overstået. Det viser sig at vi skulle have haft noget Kinesisk Oversættelse som fjernundervisning som ingen har nævnt noget som helst om overhovedet indtil der var en flittig elev som læste studieordningen igennem (det var ikke mig!?) og gjorde opmærksom på at der vidst manglede noget. Så fra nu af skal vi aflevere en dansk oversættelse af en kinesisk tekst hver fredag inden kl 18.00 !! Om det er en fejl fra skolen side eller hvad der er sket det ved jeg ikke, men så kan vi lære det!!

Vi havde lige en episode her lørdag morgen med nogle officielle kinøjsermænd som vi stadig ikke kan hitte hoved og hale i?! Klokken 9 om morgenen (og det er tidligt når man dagen før først er kommet hjem klokken 6 fordi man var nødt til at blive oppe for at se kampen mellem Danmark og Portugal) bankede det meget voldsomt på døren. Selv om mit værelse er lige ved siden af hoveddøren opfattede jeg intet indtil Helle begyndte at råbe efter mig. Da jeg kom ud stod der to meget officielt udseende mænd og viftede med to ligeledes meget officielt udseende papirer med ikke bare ét, men fire store, røde stempler på. Vi fattede ikke særlig meget af situationen ud over at de blev ved med at sige at vi skulle give de her papirer til en tai/tang laoshi som skulle bo her i lejligheden, og så vidt jeg ved er det ikke nogen af os. Da de var gået satte mig og Helle os med hver vores ordbog og fik oversat den første linje som handlede om noget med opkrævelse af nogle husskatter?!  Den gode og flittige kinesisk studerende havde nok sat sig ned og forsøgt at oversætte resten af papiret, men taget vores tilstand i betragtning så vil jeg mene at det er ok at vi blev enige om at tage papirerne med over på kontoret når vi starter i skole i morgen og få dem til at løse mysteriet for os…..!!

Det var alt for denne gang. Nu vil jeg sidde mig ned med en kop te og kigge på den gule tåge der bevæger sig tættere og tættere på mit vindue….

ps. Det er forresten i dag jo den 10/10-10 hvilket er en stor dag for kinesiske bryllupper da tallet 10 her i Kina står for det perfekte og tre af slagsen må derfor være ekstra godt.... Det var lige såden en bonus info!!

Lige en lille kort notits om min weekend til Modern Sky Festival. Fredag tog vi af sted en stor gruppe, lørdag rekreerede jeg i går, mandag, var jeg så på den igen sammen med Dong Yue. Det var alt for nice at opleve noget Roskilde stemning i Beijing.  Musikken var en god blanding af store udenlandske og kinesiske bands og så en masse up and coming kinøjser bands. Noget godt…. Andet mindre godt, men mega fed stemning. Vi havde blandt andet en uventet men glædelig ”genforening” med ”逃跑计划” (tao pao ji hua”). Bandet der varmede op til Choir of Young Believer koncerten for en måneds tid siden. Helt sikkert et kinesisk band man burde forfølge noget mere.
Tror jeg kunne have siddet der i flere dage og kigget på mennesker. Det var ikke din everyday china person man så rendende rundt til festivalen. Det var en hel ny verden af festlige, fancye, funkye og farverige kinøjsere der åbnede sig for mig. (helt sikkert fra den bedre ende af fødekæden eller hvad man nu siger) Ved ikke helt hvor alle de her mennesker gemmer sig til hverdag, men jeg har nu gjort det til min mission at finde ud af det.
En anden ting som slog mig var alt det politi der var til stede (hvilket måske virker lidt mærkeligt når man både har oplevet Shanghai Expo og OL i Beijing), men det virkede bare meget voldsomt at de marcherede rundt inde til en musikfestival.  Bare for at give et billede så stod der 6 betjente bare ude foran dame toilettet for at holde øje?! Det værste var at de som sædvanligt ikke virkede særlig effektive. Under den sidste koncert jeg var til, med Joanna Wang, lykkede det en halv nøgen mand at hoppe over afspærringen, op på scenen og hen og omfavne Wang før at det gik op for politiet at der var ved at ske noget. Det var faktisk nogle af sangerens egne venner der var først henne ved ham og prøve at rive ham væk før politiet kom og tog over… av av av!!
Men altså…. Alt i alt en nice oplevelse og forhåbentlig ikke sidste gang jeg kommer til kinøjser festival. Så har man det lidt bedre med at man droppede at tage til Indre Mongoliet med klassen her i ferien…. Man kan vel altid komme til Mongoliet… ik da?! :s

Er lige blevet vækket af Tinne kl. 8 om morgenen på første dag i min oktober ferie. Tror det bliver hævn tid om omkring 4-5 timer, men indtil da vil jeg udnytte tiden til at skrive lidt om det sidste stykke tid her i Beijing.
Apropos at blive vækket om morgenen så ville det ikke have gjort den store forskel om Tinne ringede eller ej. Her i ferien hvor det er meningen at folk skal kunne sove længe og hygge sig hjemme har de valgt at rive hele vores compunds parkeringsgrund op og lægge nyt asfalt. Fra 6-7 morgen til sen aften kan man nonstop høre lastbiler, borerdimser og gravkøer nede i gården som gør det mere eller mindre umuligt at sove længe om morgenen.
I går, den første oktober ,havde Kina 61 års fødselsdag. Det lyder lidt som noget der skal fejres, men for mit vedkommende blev det en stener dag hjemme foran computeren. Som udlænding her i Beijing vil man rigtig gerne ud og fejre på ægte kinøjsisk vis, men problemet er bare at mærkedage her i Kina for det meste bliver fejret hjemme sammen med familien. De mennesker som vælger at tage ud tager alle sammen ind til Tiananmen Square for at se flaget stige, paraderne og fyrværkeriet. Vi havde fået stærke advarsler mod at tage derind og selv om det var fristende så holdt vi os væk. Det eneste jeg så til fødselsdagen var en lille dreng med et kinesisk flag som sang fødselsdags sang og en lille bid af en udsendelse fra Tiananmen square mens jeg sad i metroen på vej til Wudaokou.  
Det var lidt samme historie da der skulle fejres Mid-Autumn Festival (eller bare måne festival). Kineserne har fri i tre dage for at fejre denne festival, men ikke os. ”I får ikke fri på de kinesiske nationaldage fordi I er udlændinge og i får heller ikke fri på jeres egne mærkedage fordi I er i Kina,” forklarede en af vores lærere så sødt til os. På trods af dette og på trods af at vi ikke anede hvordan vi skulle fejre det blev det alligevel en meget vellykket aften på en udendørs restaurant, badet i måneskin. Weekenden efter inviterede Yan til forsinket månefestivals frokost hvor hun diskede op med dumplings , te og månekager (en af hvilke var med ande-smag som jeg selvfølgelig insisterede på at smage…. Dårlig ide)
Så er det også blevet koldt i Kina…….og så ikke helt alligevel. Sådan omkring middagstid hvor solen er på sit højeste er det faktisk meget behageligt udenfor, men morgen, aften og nat er lige pludselig blevet meget kolde. Uden at man egentlig nåede at forstå hvad der skete. Den ene nat lå jeg og kamp svedte med airconditionen tændt og et par dage senere lå jeg under en stor, tyk dyne med pyjamas og sokker og klaprede med tænderne (overdrivelse fremmer forståelsen). Har måtte ud og investere i den førnævnte dyne, uldne leggins, varme sweatshirts osv. Det varsler ikke særlig godt for den forstående vinter at jeg allerede nu sidder med to par sokker og varme sutsko på indenfor for at holde varmen om futterne (hint hint til moar :) ) Til gengæld er luften blevet dejlig frisk af vejrforandringen og det skal man ikke undervurdere her i en af verdens mest forurenede byer.
Der er stille og rolig fremskridt med det kinesiske. Det er endelig lykkedes os at få forklaret landladyen vores vandproblemer hvilket resulterede i at vi i går fik en helt ny gas dims ude i køkkenet til at varme vandet så nu kan man næsten tage et bad helt uden problemer. Derudover er der jo også hverdagens små sejre hvor man uden problemer kan små chatte lidt med arbejderne nede i gården eller ham som kom og satte den nye vandvarmer op. Eller når man går på gaden og lige pludselig spotter et skilt man faktisk både kan læse forstå. (tit kan man godt læse tegnene, men har ingen ide om hvad de betyder i sammenhæng)
Her i ferien har skolen arrangeret en tur til Indre Mongoliet og Datong, men jeg har valgt at blive hjemme i Beijing sammen med alle dem som for besøg af henholdsvis kærester og familie. Så jeg ser frem tid en 10 dages tid masser af lektier og alene hygning. Her i weekend skal vi dog alle sammen til en 3 dages musik festival i Haidian Park. Der skulle komme både udenlandske og kinesiske band. Glæder mig rigtig meget til at se hvad musikfestival i Kina er for en størrelse og hvilke mennesker der dukker op til det.
Det gode ved alle de besøg hjemme fra Danmark (fornemmer man en lille smule jalouxi?!) er at lejligheden nu svømmer med rugbrød og lakrids (godt nok sød lakrid, men man må jo tage til takke) Her den anden dag var et par stykker fra klassen henne på en danskrestaurant i Sanlitun og kom tilbage med alle resterne til os. Så de sidste par dage har jeg kunne spise rugbrødsmadder med flæsesteg og sky, leverpostej og ost. Speaking of which så tror jeg faktisk at jeg nu vil gå ud og få mig noget morgenmad i form af instant kaffe og en ostemad :) 

orv og btw så var vi lige ude på KTV sammen med 3 kinesiske piger som Eliza har mødt og bagefter hjemme hos den ene hvor moren diskede op med hjemmelavede Baozi. Mens vi sidder der og spiser begynder den ene at snakke om noget nyt musik hun har hørt fra Danmark som hun rigtig godt kan lide hvorefter hun hiver mobiltelefonen frem og begynder at spille ”En dag tilbage” af Nik og Jay!!! Så kom de sq også til Kina…J

Hey alle….

Så er jeg endelig tilbage i Kina og det betyder selvfølgelig at jeg også er tilbage på bloggen.

Og nu sidder jeg så her dagen før min første dag på Peking Universitet og glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at møde lærerne, sidde i et klasseværelse, mærke niveauet…. Glæder mig endda til at få smid en ordentlig spandfuld lektier i hovedet og gå hjem og sidde med hovedpine over radikaler der ikke vil findes, ord der ikke vil slås op og sætninger der ikke vil dannes. (Tænker at jeg om en uges tid er knap så positiv…. Eller bare om et par dage måske!?)

Hvordan går det så med det kinesiske spørger i nok…. Jo nu skal i høre. Jeg forstår efterhånden rimelig meget af hvad der foregår rundt omkring mig, men jeg har lidt svært ved at tage springet fra at lytte forstående til selv at deltage eller i det hele taget svare på et spørgsmål. Vi har lige siddet og chitchattet med vores landlady (som ikke kan engelsk) om vind og vejr og flere gange fanger jeg mig selv i at nikke og smile sådan som jeg er vant til i stedet for egentlig at svare eller kommentere på det hun spørger om. Når jeg så engang imellem får mig nosset sammen til at prøve er det ikke altid det går lige godt. I går aftes for eksempel skulle vi hjem og besøge nogle af vores medstuderende over i Wudaokou (et studenterområde i Beijing). Vi farer måske en smule vild og vælger at stoppe nogle unge kinesere for at spørge om vej. Efter jeg har prøvet at udtale vejnavnet med alle de retroflekse og aspirerede lyde som min mund overhovedet kan fremtrylle kigger den ene kineser på mig og spørger ”is that chinese pronunciation?!” (er det med kinesiske udtale) og så står man bare tilbage og tænker ”øv”. Det var heller ikke meget bedre da jeg for et par dage siden fik en taxachauffør til at slå sig selv i hovedet og grine højlydt da han spørger hvor mange mennesker der er i DK og jeg så svarer ”9 timer” !?(med hensyn til de kinesiske tegn går det heller ikke meget bedre. Jeg havde besøg af en af mine gamle elever fra Huanren som nu studerer i Beijing. Han ville gerne se nogle af mine kinesiske bøger og da jeg viser ham den bog jeg bruger til at øve kinesiske tegn i kigger han lidt skævt på mig og spørger: ”does your teacher allow you to write like that?” (må du godt skrive sådan for din lærer!?))

Man er nok nødt til bare at indse at hvis man vil finde hoved og hale i det her sprog er man nødt til springe ud i de her situationer med åbne arme…. og bare rolig… I bliver de første til at høre om alle de spøjse/akavede/pinlige situationer som mit gebrokne kinesiske nok skal få mig rodet ud i.
(så hjælper det ligesom ikke noget at man har siddet i lille Danmark og oversat hede elskovssange af Wang Leehom og Zhou Jielun når man egentlig bare vil forklare landladyen at vores vandhane drypper)

Men  nok om det…. I dag er jeg bare en dum dansker der forsøger at begå sig i Kina og i morgen er jeg studerende på et af Kinas bedste universiteter! Så kan det jo kun gå godt !? :s

Hvor er det dog typisk kinesisk at man for at vide at varmeni radiatorerne bliver tændt den 31 oktober, men i stedet vælger de at cutte forbåde varme og strøm!! Men det var nu engang det der skete i morges!

Vi vågnede op, som vi plejer, til en meget meget koldlejlighed. Der er is på vandpytterne udenfor og da der ik er noget varme indenfor(den styres af nogle højere magter og bliver åbenbart først tændt den 31oktober hvert år) så er det altså rimelig halvkoldt. Vi er ved at blive vanttil gå rundt med i hvert fald 3 lag tøj på, men det er ved at blive så slemt atman er nødt til at gå rundt med vanter på indenfor for ikke at fryse påfingrene og jeg har opfundet en næsevarmer som holder liv i Livs næsetip (hehe).Man behøves næsten ikke engang putte madvarer i køleskabet for det er nærmestmere koldt udenfor end indeni køleskabet.

Nå, men jeg var lidt hurtigere ude af sengen i morges endLiv hvilket gjorde at jeg nåede at få lavet mig en varm kop kaffe, men da Liv komud og havde sat en gryde over med vand kom den velkendte lyd af alleelektroniske ting i lejligheden der slukkes…. Strømmen var røget. Det er viefterhånden ved at være lidt vant til, men det plejer ik at være mere end enhalv times tid før den er på igen. Så vi tog et ekstra lag tøj på og lagde osind under dynen væbnet med tålmodighed. Men der kom ik noget strøm og stille ogroligt begyndte jeg at tage mere og mere tøj på. Endte med at ligge med to parbukser, tre bluser, halstørklæde, hue og vanter. Det lyder måske lidtoverdrevet, men når man ikke engang har en kop kogt vand at varme sig på, ogvandet udenfor fryser så bliver det altid rimelig halv køligt.

Efter at have ligget i sengen i et par timer blev viefterhånden rimelig trætte af det hele og besluttede, for at få tiden til at gå,at se hvem der kunne få mest tøj på. Det resulterede i at jeg 20 min efter stodmed 3 par sokker, 7 par bukser, 10 bluser (hvoraf 3 af dem var uldne undertrøjerog en enkelt fleece), to halstørklæder, min vinterjakke og to huer på og havdedet dejligt varmt! Varmen gav os lyst til at begive os ned i byen for at findenoget mad (noget af tøjet røg af, men da jeg gik ud af døren havde jeg stadig 3par bukser og 4 bluser på foruden jakke). Det viste sig at det var hele byender var uden strøm, men bedst som vi gik ned af gaden brølede den velkendte lydaf technomusik ligepludselig ud af højtalerne fra butikkerne som det plejer ogstrømmen var tilbage. Efter et godt måltid tog vi hjem til en lejlighed medstrøm og fik vores velfortjente kop varme the og kaffe! Der er godt nok stadigik noget varme hvilket betyder at jeg sidder og skrive det her med dryp tud ogstore vanter og jeg ka ik rigtig ramme tasterne så hvis der er stavefejl viljeg skyde skylden på de højere magter som snød mig for min varme!

Det skal lige tilføjes at når man ånder kommer der røg ud af munden på en.... vel og mærke indenfor!!

Det er ved at være et stykke tid siden, men nu vil jeg ligeskrive om vores bedrifter fra sidste weekend før vi begiver os ud i en ny.

En af mine elever, Jiani, havde inviteret mig hjem til hendefredag efter skole og jeg slæbte selvfølgelig Liv med (det kan godt blive hårdtat sidde og smile og nikke når man kun er en) men vi regnede jo bare med at viskulle hjem til hende, spise en masse frokost og så smutte hjem igen… men dertog vi grueligt fejl. Da vi mødtes med hende efter eleverne havde fået fri ogalle myldrede rundt mellem hinanden for at komme væk og hjem hurtigst muligttroede jeg at jeg havde spurgt hende om hvor lang tid det ville ta at kommehjem til hende, men hun svarede ”all weekend if you like?!” Det viste sig så athun faktisk havde regnet med at vi ville blive i hendes lille landsby og sove ihendes seng hele weekenden. Vi smilede og nikkede og blev enige om (på dansk såhun ik forstod) at vi ville ta den lidt senere men at vi i hvert fald ik skulleblive der hele weekenden.

Busturen ud til hendes by var faktisk rigtig dejlig! Det varen lille skummel bus, som altid, hvor folk sad og røg og spiste rådne æg og visad som pakkede sardiner! Bussen var fyldt op med masser af mine elever frasidste semester som blev yderst excited over at se mig, men ud over det turdede ik rigtig sige noget til mig. Der sad tre ældre mænd bag ved mig og Liv somprøvede at føre en ”samtale” med os og i stedet for at hjælpe os sad mineelever bare og så til, skiftevis måbende eller storgrinende, mens vi fik sagt”ting bu dong” (jeg forstår ik) og ”wo bu hui shuo han yu” (jeg ka ik snakkekinesisk) og gentaget de ord som jeg kunne forstå at de sagde! Tror det harværet en yderst underholdende tur for folk der sad og så på os. Men da de havdesnakket færdigt og vi tid til at sidde og kigge ud af vinduet fandt vi ud af atvi nærmest kørte rundt mellem bjergtoppe, med flot klar udsigt til flere bjergeder stadig havde en anelse rød farve tilbage! Kæmpe flot, men det var alligevellidt surrealistisk. Ved godt at jeg har snakket meget om de små huse der lignerforladte skurer, men det fylder alligevel rimelig meget når man er sådan etsted som her. På turen stoppede bussen tit nogle steder hvor der lige stodnoget der lignede 3 brændeskurer ved siden af hinanden. Jeg tænker at her erdet da på ingen måde muligt at bo hvorefter jeg ser elever som jeg harundervist hoppe af og løbe ind i de der skurer….!! Lidt syret!
Nå, men vi ankom til Jiani’s landsby (som jeg har glemt navnet på) som var somhun selv sagde det ”very dirty”. Der var en god blanding af små huse der somsagt lignede brændeskurer og store lejlighedskomplekser, små snoede jordvejeind imellem de små huse og to halvstore veje igennem byen hvor folk stod ogsolgte alt fra kød og frugt og nødder til bøger og mærkelige nips. Den her byer endnu mere afskåret fra omverdenen end Huanren og her havde de vitterligaldrig set noget så hvidt og blondt som mig og Liv så om muligt kiggede deendnu mere end de gør i Huanren! Mens vi gik på gaden blev Jiani stoppet fleregange for at folk kunne spørge hvem vi var og hvor vi kom fra. Og så forklaredehun stolt af vi var hendes venner fra Danmark mens hun stod med os begge underarmen. Så følte man sig endnu engang som en eller anden gevinst/pyntegenstand/statussymbolsom skulle flashes så meget som overhovedet muligt.
Nå, men vi nåede lige op og vende i Jiani og hendes forældres lejlighed og fikså at vide at vi skulle ned til hendes bedsteforældre og spise frokost. Og selvom hele turen var lidt ’pres’ (noget jyderne har lært mig at sige) så var detdet værd for at møde bedstemor og bedstefar. For det første var det fantastiskendelig at få lov til at komme ind i et af de der brændeskurer som de boede isom egentlig viste sig at være et udmærket sted. Der var to små huse. Et forhushvor jeg tror de opbevarede mad, en lille gård hvor der stod en kæmpe hund, pipi, og gøede helt vildt blandt alle mulige tørrede grøntsager og så det hushvor køkkenet og kombineret stue og soveværelse var. Det var meget småt, mednoget der lignede betonvægge og gulv, men yderst hyggeligt. Væggene varudstyret med de obligatoriske store kinøjsertegn for lykke og velstand ogbilleder fra da de blev gift og resten af familien. Midt i stuen stod et kæmpefjernsyn ovenpå et meget vakkelvornt træbord. En smule malplaceret, menåbenbart et must. Da vi kom ind blev vi plantet over på den varme kang (enmeget hård seng hvor skorstenen er ført ind under så den er varm at sidde ogligge på) og så blev der ellers smidt mad på bordet. Men det var kun mig, livog Jiani som skulle spise. Resten af familien skulle bare stå og kigge på os ogsørge for at der hele tiden var overfyldt på tallerkenerne. Vi fik sådan noglestore varme boller med kødfyld som skulle dyppes i soja og hvidløg (bao zi).Det smagte enormt godt, men man var egentlig mæt efter en, men blev presset tilat spise mindst 5 af dem plus alt det andet der var. Kinesere forstår virkeligik konceptet at være mæt! Jeg har endda lært at sige det på kinesisk så der iker nogen misforståelser, men selv om jeg siger det gang på gang på gang bliverder stadig øst over på min tallerken mens de venligt men bestemt beder mig omat spise. Da de endelig gav op og fandt ud af at vi var mætte tog vi tilbagetil jiani’s lejlighed hvor stuebordet var blevet proppet med alle slags frugt,nødder og kastanjer og vi fik igen besked på at spise med det samme. Ved ikhelt hvordan vi klarede det men vi blev på en eller anden måde bare ved med atspise. Efter lidt tid foreslog vi at gå en tur i byen (for at slippe for atspise mere mad) så vi tog over for at se på hendes gamle skole. Der blev vibudt velkommen og slæbt med op på læreværelset og før vi vidste af det stod viinde i en klasse og svarede på spørgsmål fra eleverne. Deres engelsk lærer startede med at introducereos ved at sige at vi kom ”from the very very rich country, Denmark andthis is a good chance for you to face the foreignteachers.” Og så blev derellers bare spurgt. Først meget stille og genert med de obligatoriske “do youlike china” og “what do you think of our city” men senere blev de også meremodige og det endte med at de spurgte om vi ville synge en sang og så matte vijo ellers stå der og synge “a whole new world” fra alladin. Eller detvil sige jeg sang for Liv var flad af grin. Liv skulle på et tidspunkt skrivesit kinesiske navn op på tavlen og havde ik lige helt styr på tonerne så komtil at skrive at hende navn var ”gris” hvilket eleverne syntes var yderstmorsomt. Men efter en 20 min tid i en klasse blev vi hevet ind i en ny og måttegentage succesen. Det var meget sjovt og en god måde at fordrive tiden på, mendet bliver også lidt ’pres’ når man ka se at man bliver filmet fra alle vinklerog kanter mens man står der. Man vender sig lidt til det… men det bliver aldrighelt rart!
Da vi kom hjem igen nåede vi lige op og vende i jiani’s lejlighed igen hvor vifik besked på at gå ned til bedstemor og bedstefar igen for at spise….?! Detvar jo heller ik kun 2-3 timer siden vi havde spist sidst. Men vi blev endnuengang smidt op på kang’en og maden kom på bordet (det sammen men med noglesøde kartofler med sukker på for at spice det hele lidt op) de stod igen bareog kiggede mens vi sad og prøvede at spise så meget som muligt for ikke atfornærme nogen. Efter vi havde spist tog moren ud for at spille et eller andetspil med sine venner men lovede at komme hjem med en overraskelse til osklokken 23?! Men så sad vi ellers der på kang’en og hyggede os med bedstemor ogbedstefar.  De var simpelthen de mestnuttede små kinøjsere jeg nogensinde har set. Der blev spurgt meget til osgennem Jiani og bedstefar havde set en masse engelsk på fjernsynet så han nukunne brillere med ”hello” ”please” osv osv. Spade som jeg nu engang er havdejeg valgt at ta et kamera med uden hukommelseskort og et kamera uden nokbatteri så jeg har ik så mange billeder derfra ud over et par stykker vi ligenåede at få med hele familien i bedsteforældrenes hus.
Nå, men så sad vi ellers der og drak te i et par timer mens fjernsynet viste eteller andet om ”Euro-asia meeting on a win-win solution” på kinøjsisk. Ydersthygeligt…. Men vi fik godt nok bundet et par liter the for hver gang der blevpinlig tavshed røg glasset automatisk op til munden. I ca en times tid sad viog prøvede at drikke vores glas ud så vi kunne gå hjem, men hver gang vi havdedrukket halvdelen af glasset blev det fyldt op af bedstefar.
Venlige som vi jo er havde vi besluttet os for at sove der en nat. Da vi komhjem til lejligheden igen blev vi plantet foran fjernsynet og alt frugten ognødderne og fik besked på at spise og hygge os og til vores store overraskelse(og lettelse) gik Jiani ind for at hvile sig…. Og så sad vi ellers der og så enyderst mærkelig kongfu film med engelsk undertekster og af en eller anden grundblev vi ved med at sidde og spise selv om vi var mere end mætte. Da klokkenblev halv 11 gik vi i også i seng. Jiani havde lagt sig ind til sin mor så vifik hendes seng med lyserødt sengelinned og bamser over det hele. Klokken 23blev der banket på døren, men vi valgte at lade som om at vi sov da vi imellemtiden havde fundet ud af at Jiani’s mor havde tænkt sig at komme hjem medendnu mere mad til os (vi skulle jo nødig gå sultne i seng?!)…. Så vi slapdenne gang.
Næste morgen da vi vågnede klokken 9 var der helt stille i huset (og vi somtroede kinøjsere altid stod tidligt op), men der gik heller ik lang tid før Jiani’smor kom gående ind af døren, vækkede Jiani og gjorde klar til mad. Og så tænkerman… ja klokken 9 om morgenen må de da diske op med en eller anden form formorgenmad, men nej nej. Vi fik en eller anden kinesisk form for barbecue (detvar det mad vi skulle have spist aftenen før). Det består af en stor gryde medkogende vand i hvor man ellers bare fyrer alt spiseligt i. Så der sad viklokken 9.30 om morgenen og spiste kød, blæksprutter, lyserøde og hvidefiskeboller, glasnudler og svampe. Efter maden fik vi dem forklaret at vi varnødt til at tage hjem og der gik ik lang tid før vi sad på bussen på vej hjemtil Huanren. Lettede og yderst mætte!!

Da vi kom hjem gik vi direkte ind og smed os på sengen. Deter enormt udmattende at være sammen med kinøjsere som varter en op i beggeender så at sige! Vi svor at vi ik ville spise noget resten af dagen, men dergik ik meget mere end 2 timer før jeg gik på jagt i køleskabet! Tror min maveblev godt og grundigt udvidet i løbet af den weekend for siden har jeg ikrigtig lavet andet end at spise.

Lørdagen gik stille og roligt med afslapning og om aftenen tog mig og Tanja udfor at spise med Mashuai (vores kinøjser ven), men det vil jeg undlade atfortælle om.

Syntes lige jeg ville opdatere jer derhjemme med en lille notits om vores tur til Dalian.
Den 1  oktober for 59 år siden udråbte Mao Zedong Folkerebuplikken Kina. En dato som nu er blevet Kinas national dag og som da skal fejres med en lille uges ferie.

Efter sportsdagens løjer sluttede spredtes eleverne til nord, syd, øst og vest. Hjem til deres familier hvor de skulle tilbringe deres velfortjente ferie med at lave lektier eller hjælpe deres forældre med husarbejde. De forstår ik rigtig det der tidsfordriv-koncept hvor man bare ligger foran fjernsynet og nyder at man ik skal noget. Som en af mine elever skrev til mig: ”If i maybe have a little time for myself in the holiday i will ride my bike, to do some exercise.” Det er så deres ide om en ferie. Lektier, hjælpe mor I køkkenet eller far på arbejdet og hvis det var man lige fik en times tid til sig selv eller to så ville den største glæde da være at køre lidt rundt på sin cykel for at komme I bedre form. Man er lidt fanget et sted mellem at have enormt ondt af de søde små fordi de render rundt med den indstilling og så selv at have dårlig samvittighed over min egen måde at holde ferie på.

Denne ferie havde vi besluttet at tage til Dalian. Liaonings anden største by og oven i købet havneby, kendt for sine strande og en masse seafood. Det lød jo meget fristende og Maiken og Laila havde selv besøgt stedet tidligere i år og talt rigtig godt om det så vi smuttede af sted.

Bussen kørte 6.15 om morgenen så vi måtte op før kinøjserne havde fået sko på eller hva man siger. Godt nok står de tidligt op, men da vi trådte ud på gaden var alle jerngardinerne (som de har på alle butikker) trukket ned og gaden var helt øde. Lige bortset fra to damer som stod på hjørnet lige uden for Yizhong. De snakkede ivrigt til os og da vi endelig fik klemt et lille smil frem på vores morgengnavne ansigter fyldte de vores lommer med kastanjer som blev fortæret under vores bustur. Nå, men vi hoppede altså på bussen og 8 timer senere ankom vi til Dalian. Men det var ikke helt uden smerter. På trods af at have kørt med kinøjserbusser et utal af gange så vender man sig aldrig helt til det. De gyngende sæder, den sure lugt af kinøjsersved, synet af den ene hønsefod efter den anden som bliver spidst både foran, bagved og ved siden af én, den sindsyge kinøjser musik som blæser ud over højtaleren hele turen. (pop møder techno møder skinger kinøjser dame med rottehaler og mand der ka få benene om bag hovedet og derfor tror at han også ka synge) Redningen blev min ipod skruet helt op og en hue godt ned over ørene (selv om det var rimelig varmt i bussen) Det eneste lys punkt på den tur var Flæske. En lille sød kinøjser dreng som sad på sædet foran mig og Liv og livligt pludrede og sendte luftkys til os. Den eneste på hele bussen som faktisk kunne kommunikere med os.

Mit første indtryk af Dalian var ik særlig flatterende. Vi blev sat af på en rigtig storby bag gade agtig gade, hvis i forstår. Med duften af bilos og møg hængende langt ind i næsen på en. Da vi efter at have fundet et ledig hotel (hvilket til min overraskelse gik rimelig smertefrit) begav os ud i byen for at kigge lidt var det igen skidt og møg og folk der brækkede sig ud af biler. På vejen hjem efter at have gået rundt i et stykke tid var vi nødt til at gå igennem sådan en overproppet, ildelugtende tunnel med alt for mange sælgere og tiggere. Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at holde vejret hele vejen igennem for ikke at falde om med et ildebefindende.

Begyndelsen på næste dag blev heller ik det mest fantastiske jeg har oplevet. Vi var nødt til at købe busbilletter tidligt da det var en national ferie og alle sikkert skulle rejse til Huanren samme dag som os (?!?). Så vi tog ud dagen efter vi kom på jagt efter en billet. Vi blev hurtigt omringet af en masse mænd som ville ”hjælpe”. De kiggede i vores guidebøger og vores phrasebooks mens de sagde ”huanren, huanren” og hev os i alle mulige retninger. Jeg fik hurtigt nok så jeg satte mig ind på hotellet og prøvede at få hjælp en anden vej fra mens liv og tanja søgte videre. Jeg valgte at ringe til vores nye og helt uundværlige mrs Wang. Guld damen over alle guld damer. Hvis der er nogen der er hjælpsom og venlig så er det da godt nok hende. Senere på dagen blev jeg ringet op af hende. Hun havde sørget for det hele og booket billetter for os så vi skulle bare møde op lørdag morgen klokken 6.30 og hoppe på en bus ”across from the trainstation”. Og det lød jo simpelt nok….. troede vi! Lørdag morgen stod vi mere eller mindre friske, klar ude på gaden allerede halv 6 for at have god tid til at finde bussen. Der var allerede godt gang i byen og folk myldrede frem og tilbage med deres bagage. Vi gik straks på jagt efter bussen udstyret med det nummer på bussen som mrs. Wang havde givet os. Klokken blev kvart i 6, 6 og til sidst kvart over 6 og vi havde stadigvæk ik fundet bussen. Altså busser var der nok af alle vegne. Men ik nogen sådan egentlig station eller skiltning og det var ik sådan liiige til at overskue hvor ”across from the station” var henne. Omkring kvart over ringede tanja at hun var blevet shanghajet af en flok mænd som meget ivrig havde forklaret hende på volapyk at de vidste hvor bussen var henne. Og det lugtede bare langt væk af ”hey hvide person…. Nu snyder jeg røven ud af bukserne på dig”. Vi blev trukket langt væk fra alle de millioner af busser som der nu engang var og plantet på et gadehjørne mens mændene gik rundt og råbte ”soon” og ”money, money”. Det eneste der var lidt betryggende var at den ene mand lyste helt op da han så mig og sagde noget ala ”wo kan ni, Huanren” hviket på kinesisk babysprog betyder ”jeg se dig, huanren” Tror han prøvede at sige at han selv var fra Huanren og at han havde set mig. Men ud over det så var jeg ik særlig lykkelig da klokken blev 6.30 og bussen stadig ik var kommet. Jeg var nødt til at gå lidt væk fra gruppen for ikke at komme til at snerre alt for meget af folk. Ligesom vi alle sammen havde givet helt op og Helene var på vej over gaden for at se om hun ved et mirakel ik kunne finde en anden bus, kom den rigtige bus, med det rigtige nummer trillende hen over bakken og stoppede lige udenfor hjørnet hvor vi stod. Så fik man lige pludselig lidt dårlig samvittighed over at man ik havde været mere taknemlig over deres hjælp, men det er bare så møg svært at finde ud af hvornår man bliver taget ved næsen og hvornår der faktisk er nogle der prøver at hjælpe en. Det eneste der trøstede lidt var at de havde taget penge for deres hjælp. Så behøves man ik at være så venlig over for dem.

Men efter nogle lidt mindre flatterende oplevelser vidste det sig faktisk at Dalian var en udmærket by. For det første var der jo en rigtig Mac Donalds som jeg fik proppet mig med to gange, dagen efter vi havde besøgt et heftigt kinøjser disko ude i universitetsområdet. (og når jeg siger heftigt så mener jeg let påklædte damer og mænd i latex på dansepodier. Ik noget med at købe en øl af gangen… nej nej mindst 8, men så fulgte der også en frugt tallerken, en kurv nødder og en tjener som stod og dansede ved siden af vores bord mens han ventede på at kunne åbne en ny øl og fjerne de gamle. Der var dog ik hoppende danse gulv så det ka ik lige helt måle sig med vores disko hjemme i huanren… nå det var et sidespor)

Da Dalian jo er en havneby så er der også nice seafood alle steder man kigger hen. Om morgenen sad vi under en parasol udenfor og spiste krappesandwich med store klumper krappekød der til tider lignede små radiser. Til frokost fik man sig en grillet blæksprutte på pind (ik lige min livret må jeg indrømme, men det skulle da prøves) og til aftensmad sad man udenfor ved en restaurant omringet af glade mennesker og kunne vælge frit blandt levende og døde hav-ting. Her blev det dog kun til en gigantisk reje ting som var lige så lang som en tandbørste. Der lå nogle andre sø-dimser og plaskede rundt oppe på serverings bordet, men der var vi lidt nogle tøsedrenge og valgte den sikre kylling eller gris.

Vestligt supermarked var der sørme også. Med Arla og nutella på hylderne og i vores ekstase glemte vi alt om melamin og mælkepulverkrise i Kina og hev alt til os. (nu informere min far mig så heldigvis om at Arla vidst nok ik er så farligt mere) Det helt store køb var dog parmesan ost så vi nu ka komme hjem og få os en rigtig omgang spaghetti mit alles (godt nok ik oksekød… men må indrømme at efter Tinne er taget hjem så får jeg ik rigtig så meget kød mere)
Og så var der jo stranden!! Og det er nok kommet på hitlisten over nice ting jeg har lavet i kina. Ka slet ik huske hvor mange gange jeg har rendt rundt her i sommers og sukket efter at komme ud og bade, men der har bare ik liiige været nogen strand eller noget vand der var værd at bade i. Og så kom det endelig. Stranden var propfyldt. Først og fremmest med kinesere, men da så sandelig også en hel del stornæser (kinesernes navn for os) specielt fra Rusland. (det var så en ting der var mindre flatterende. Hver gang man satte sig ind i en taxa eller ind på en restaurant gik folk ud fra at man var fra Rusland…..?!) Og så skiftedes vi ellers til at plaske rundt ude i vandet eller ligge oppe på stranden og prøve at få noget sol på kroppen. Og det vækkede godt nok opsigt…. Og det ka man ik rigtig undre sig over. Det var en smule grænseoverskridende at slippe mine blegfede lår fri, efter ikke at have set dagens lys i meget meget lang tid. Specielt ved siden af alle de små kinøjserdamers tændstiksben og nougat farve. De siger jo godt nok at det er smukt…. Altså ik den fede del, men den blege. Helt galt har det dog ik været for der kom en gut hen på et tidspunkt og ville være vores kinesiske ”nan pengyou” (kæreste).

Da vi skulle så tidligt af sted lørdag morgen blev bar og diskoturer nedprioriteret om fredagen og vi tog i stedet ind i Labour Park (en slags forlystelsespark) hen af aftenen. Tanja og Helene var oppe i en kinøjser rutschebane, men mig og Liv valgte at blive på jorden da vores maver var lidt tvivlsomme efter aftenen før. Senere tog vi en svævebane op til et udkigspunkt over byen. Koldt, men flot. Turen ned foregik på sådan en glidebane hvor vi susede ned i sådan nogle blikspande…. Rimelig sjovt.

Busturen hjem gik lidt hurtigere end turen derhen. Selv om vi sad ved siden af en pige som lå og knækkede sig hele vejen (hendes stakkels kæreste sad hele vejen og prøvede at holde hendes hoved stille mens bussen hoppede rundt fra side til side). Der var skruet ned for kinøjsermusikken og vi fik os en lille volapyk samtale med de mennesker omkring os. Og så mødte vi Flæske igen. Han kunne sørme kende os og lyste helt op da han så os. Da vi var halvejs kom busdamen gående ned til os med flæske i hånden og så sad vi ellers der med flæske og hyggede os resten af turen. Bjergene havde under vores lille ferie også skiftet farve fra dyp grøn til flotte efterårs farver. Så på turen hjem kunne vi sidde i bussen og nyde synet af ildfarvede bjerge over det hele.

Efter en lille uge i solen kom vi tilbage til kolde Huanren og iførte os skiundertøj, huer og vanter…. For her er virkelig blevet koldt. Det skiftede næsten fra den ene dag til den anden og varmen er endnu ikke blevet tændt i vores lejlighed så der er næsten koldere indenfor end udenfor.

Og så er dagligdagen begyndt igen. I denne uge kører vi skoletema for anden uge i træk hvor vi snakker om det danske skole system overfor det kinesiske. Eleverne er meget interesserede selv om man til tider føler at man står og prædiker om hvor godt det danske system er og hvor synd det er for dem at de nu engang er født i et land med et lorte skolesystem.

Så kom jeg jo også i noget af en krise her den anden dag. Jeg havde taget den skæbnesvangre beslutning at gå ned og blive klippet hos min frisør mand. Ved ik helt hvad det er han prøver at opnå med mit hår, men hold da op det tog lang tid at klippe de lyse lokker denne gang. Tror jeg sad dernede i halvanden til to timer og så passivt til mens der røg mere og mere af lokkerne. Tror han var yderst frustreret over mit ikke-kinesiske fald med krøller og hva der ellers er. Han brugte i hvert fald lang tid på at klippe og sætte og klippe og sætte. Tror helt seriøst han prøvede at klippe mine krøller væk. Det resulterede så i kort pandehår…!! Jeg er ik den størte fan af kort hår. I hvert fald ik til mig og havde jeg været i DK havde jeg nok også råbt stop, men jeg vil hellere have kort hår end at gøre den lille kinøjser frisør forvirret eller ked af det…. Og det siger en hel del. Så nu render jeg rundt med hår der knap nok ka komme op i en hestehale og pandehår der ik ka komme om bagved ørene. Men hva søren…. Jeg får stadig at vide at jeg er beautiful (faktisk mere end før) så det går nok det hele J

Så har vi lige haft to absolut nice dage her på Yi zhong(min skole). Der har nemlig været sportsdag de sidste to dage for alle eleverneog lærene.
Det startede faktisk allerede da vi begyndte at undervise, for eleverne hartrænet og trænet og set enormt meget frem til de her dage. De bruger hverlejlighed til at fortælle om dagen og hvilke discipliner de skal deltage i oghver gang de har deres 10 minutter frikvarter har det været direkte ud påskolens løbebane, spurte et par 100 meter, løbe et par baner, sjippe ellerhvilke discipliner de nu skulle øve sig i! Og storslået var det…

Det hele startede med en kæmpe indmarch for alle klassernemed musik og flag og store bannere. Lærerne skulle også være med og der var viså blevet spurgt et par dage i forvejen om vi havde lyst til at være med. Manka jo ik rigtig sige nej, men da vi havde sneget os uden om de to dage hvor viskulle øve marchen troede vi at vi var på den sikre side og ik skulle være medalligevel. Men nej nej …. Dagen før bliver vi ringet op af Mr. Xiao som bederos om at komme ud og øve sammen med hele skolen. Og det måtte vi så gøre. Detmå ha været meget grinagtigt at se os to lyshårede piger gå frem og tilbage deri takt med 3000 sorthårede kinøjsere. Vi havde sådan en eller anden træner somgik og råbte hvornår vi skulle stoppe og dreje rundt men vi fattede jo ik nogetså hver gang der blev råbt stop gik vi videre og hver gang han sagde højre omså drejede vi da venstre om! Men altså… hva havde de regnet med. Under marchenskulle vi også synge en eller anden kinesisk sang og da vi spurgte hva de sang(så vi evt kunne synge med) fik vi at vide at vi bare skulle mime. Så detgjorde vi. Eller Liv gik i hvert fald og lignede en frø da vi sku synge og jegtyggede bare rigtig heftigt på mit tyggegummi.

Nå, men så kom dagen! Den startede selvfølgelig tilkinøjsertid så klokken 7.30 måtte vi stå ret ude i skole gården (jeg er begyndtat vågne frivilligt klokken 6.15 så ik det store problem for mig men jeg måttehive Liv ud af sengen og sparke de to andre piger ud også. Vi havde shanghaietdem til at komme og ta billeder af os). Dagen før havde vi spurgt Mr. Xiao omhva vi skulle have på. Alle lærerne har nemlig sådan en blå uniform som deskulle ha på, men vi havde jo ik rigtig noget. Vi ville ih så gerne passe indså meget som muligt, men vi fik at vide at det var lige meget hva vi tog på.Men lige før vi gik fra træningen dagen før havde mr. Xiao kaldt os hen og sagde ”you should try tolook beautiful tomorrow. Just try…. Its enough” (hva fa’en skal det betydeom jeg må spørge) så det var tidligt op, I bad, glatte hår og lægge krigsmalingfør det gik igang. Da vi kom ud sagde de alle sammen også Piao Liang og Hao Kan(smuk) så jeg tror vi havde gjort det godt. Vi havde også sørget for at matchehinanden så vi ikke stak helt ud og vi troede vi var sådan godt dækket ind. Mender tog vi fejl som den video jeg har uploaded også bevidner om. Ik nok med atvi var lyshårede og havde noget andet tøj på. Jeg stak også op over samtligelærer. Inklusiv mændene. Så man ku se os fra miles afstand. Men det var en niceindmarch. Eleverne gik og ”sang” en eller anden slagssang hver gang de komforbi tribunerne. Der blev slået på trommer, viftet med flag, fyret kanoner (jader var kanoner) og ’kinesere’ af, holdt taler som vi ik fattede et hug af menklappede hver gang der blev hold pause og så blev der selvfølgelig hejst flagtil tonerne fra Kinas national melodi. Til forskel fra i danmark er der ikke enmasse der står og skråler med på tyve forskellige tempoer. Her forgår det megetfint med hænderne på ryggen og munden lukket mens man kigger på at flagetkommer til tops.

Og så gik det ellers i gang. Der blev spurtet, hoppet isække, sprunget højde og længde spring og stemningen var høj. Eleverne sad klassevishele vejen rundt om løbebanen og det var svært at finde ud af hvor man skullegøre af sig selv. Hver gang man gik forbi en klasse fik man stukket en stol ihovedet mens hele klassen råbte ”teacher, please sit down” og så måtte man jopænt plante sig der et stykke tid for at gøre alle glade. Derud over foregikder 140 ting på samme tid og man ville jo gerne se det hele eller i hvert faldsørge for at se alle sine ynglings elever løbe eller hva de nu skulle så manfes lidt rundt hele tiden med kameraet klar hvis der nu skulle ske noget vildt.
Midt på dagen støder mig og Liv på Mr. Xiao som lokker mig til at deltage i et 100 meter løb mod lærerne.Heldigvis fik jeg overtalt Liv til også at deltage for ellers havde det bareværet mig og to lærere. Så vi gjorde os klar. Lige så snart vi trådte ud påbanen, løbeklar med shorts på og det hele blev der vildt jubel. Pisse nervøs ogmed alle øjne rettet mod én gik starten og jeg fik løbet mig i spidsen og vandtog blev strakt mødt af en masse elever der hoppede rundt og råbte ”teacher youare so great”. Da jeg bagefter skulle ned og hente mine bukser, som jeg hurtigthavde smidt før løbet, skulle jeg ned forbi alle mine grade 2 klasser frasidste år og hver gang jeg gik forbi en ny klasse fik jeg et nyt bifald. Lidtala en sejrs runde. Der skal ik så meget til for at få ’street credit’ her!!
Resten af dagen gik sådan med at tulle lidt rundt med elever indtil hen afaftenen hvor jeg igen skulle løbe stafet sammen med 6 andre lærere. Det blevdesværre kun til en 4 plads, men jeg fik stadig ligeså mange ”oh you run sofast teacher” som jeg gjorde efter den første 100 meter.

Den aften gik jeg i seng rimelig tidligt. Træt og knaldrød ihovedet efter en hel dag i solen.

Næste dag vågnede jeg sørme allerede klokken 6.15 helt afmig selv og der var de allerede godt i gang nede på pladsen. Det blev kun til enhurtig kop kaffe og så ellers i tøjet og ned og se de små søde hoppe sækkeløb.

Det blev endnu en festlig dag, men desværre kun en halv dagda elever jo skulle ha fri til at komme hjem på ferie.

I dag skulle alle finalerne og 3000 meget løbene afholdes såvi brugte hele dagen på at gå rundt og huje og råbe og opmuntre de trætteelever. Hen af slutningen stod jeg og snakkede med min grade3 class 1 frasidste år. De var helt oppe og køre over at jeg kom hen til dem. De var lidtmin lorteklasse og jeg brugte mange timer på at halvråbe af dem så det var niceat kunne snakke stille og roligt med dem. Der blev filmet og taget billeder,snakket om rumraketter og penge og så fik jeg blæret mig lidt med noglekinøjsiske gloser som de var yderst imponeret over. Bedst som jeg stod der og snakkede,kunne jeg lige pludselig høre at der blev råbt et eller andet med ”Lao Wei”over højtaleren (det betyder noget ala udlænding eller fremmed) hvorefter alleeleverne kigger op på mig og råber ”Iooowa” (noget ala wow”) De forklarer migså at jeg blev råbt op til dommerbordet for de ville vidst have mig til atløbe. Blev en smule forvirret og sagde no no, men måtte få halen mellem beneneda alle eleverne i kor råbte YES og pegede derhen. Troede egentlig at jeg havdesluppet, men nu skulle jeg altså til at løbe den sidste og alt afgørende stafetmellem lærerne fra grade1,2 og 3. Ingen tid til at skifte eller gøre sig klar.Jeg blev bare plantet på banen som den sidste løber. Alle var helt oppe og kørefordi det var det sidste løb og jeg kunne høre mine gamle elever sidde og råbe”tara, tara, tara” og ”go go go, olé olé olé”. Alle løberne blev råbt op, menda de kom til mig blev mit navn erstattet af et ”eerrhhh” efterfulgt af latterfra alle eleverne. Nå, men starten gik altså og det gik fint. Da det blev mintur var vi en smule bagud. Da jeg fik stafet-pinden i hånden var det lidtligesom en film hvor alt gik i slowmotion. Jeg kunne se elever hoppe rundt udepå side linien og oppe ved målet, men det eneste jeg kunne høre var en elleranden kineser som brølede et eller andet på kinøjsisk over højtaleren. Sørme omjeg ik fik overhalet damen foran mig og kom i mål som den første. Så fik jeghurtigt hørelsen tilbage. Der hoppede elever rundt om mig og ville hahighfives, mens de råbte ”you are great”, Betty (en af engelsklærene som jegløb med) kom springende out of nowhere og slungede sig og halsen på mig! Oglidt efter kom Liv også råbende gennem masserne. Da jeg skulle over og hentemine ting hos mine class 1 (som jeg havde smidt fra mig i forvirringen) fik jegogså stående bifald og blomsterhilsen fra eleverne. Så føler man sig lidt somen helt… og så bare for en skide 100 meter. En perfekt afslutning på 2 ydersthyggelige dage.

Sorry hvis min beretning blev lidt lallet, men erfuldstændig smadret og skal ind og have pakket til vores ferie. Mig og de treandre piger tager et smut til Dalian her i vores lille ferie. Skal med bussen imorgen klokken 6.15 så tror hellere at jeg må se at få taget mig sammen ogsmutte i seng…..