-Nakuwonde-

Saa kom vi endelig igang med arbejdet. Mandag d. 26 februar korte vi sammen med Einer og Ivan fra Mbale og laengere ind i Mount Elgons bjergmassiv, til Budadiri der ligger ca 45 minutters korsel i nordlig retning. For at undgaa at vi isolerer os med vores danskhed, har Einer sorget for at vi er kommet til at bo et godt stykke fra hinanden. Saaledes bor jeg en halv times forholdsvis nem gang fra byen Nakuwonde, hvor min arbejdsplads Budadiri Health Center ligger. Her har jeg mit eget vaerelse, mens min families hus ligger faa hundrede meter laengere henne af den lille sti, der udgor det for hovedvej oppe i de gronne bakker. Sarah har trukket det lidt haardere lod og er endt en lille times gang fra Nakuwonde, oppe i en hojtbeliggende mindre landsby, hvor hun forst og fremmest er tilknyttet en lille klinik. Her er dog sjaeldent mere end et par timers arbejde, saa hun traver naesten dagligt ad den lange nedstigning til hospitalet.

Selve byen Nakuwonde minde mest af alt om en lille westernby, hvor de karakteristiske rode grusveje af og til bliver plojet op i stovskyer, naar matatuerne bumper igennem. Byen har to veje hvor tradingcenterets smaa butikker danner midtpunkt, og de evindelige Celtel og MTN facader langsomt gor deres indtog. Adskillelige smaa butikker giver en mulighed for at kobe det mest nodvendige saasom toiletpapir, vand og stearinlys. Endvidere kan byen ogsaa byde paa et par skraeddere, en cykelsmed til de mange boda-bodas og en storre maengde apoteker lige uden for byens storste aktiv, hospitalet. Som en af de, for os, vigtigste steder i byen findes Mama Rose’s Last Chance, hvor de fleste tourister indlogerer sig, inder de bestiger Ugandas hojeste bjerg Mount Elgon. Her kan vi flygte til lidt kulinariske oplevelser, naar byens andre traditionelle spisesteders smagsforladte maaltider bliver for meget.

-Cellen-

Det var en duft af frisk mortel der modte mig, forste gang jeg vristede doren op og traadte ind i mit nuvaerende vaerelse. En lummer fugtig luft ramte mig, da det svage lys robede mine nye 9 m2, der behaendigt er udstyret med en metaldor, som skal sparkes ind hver gang slaaen er vristet op. Paa hver side er jeg omgivet af fire nypussede gule vaege, der er udfort med flot finish. I hvert tilfaelde indtil stigen ikke raekte hojere og et sandt klatvaerk af mursten og mortel, bevidner om vaeggenes titaniums lignende styrke. Endelig er rummet tre meter oppe behaendigt afsluttet med et par traelaegter og et blankt bliktag. Gulvet er blot en fortsaettelse af fundamentet, og har indtil videre vist sig at have en forbloffende god evne til at transportere fugten ind til mig. Dette nodsagede mig til at lave en turnusordning, saa tasker og hvad ellers laa paa gulvet blev rykket rundt, saa den fugtige plamage de efterlod kunne fordampe. Men nu er jeg efterhaanden blevet installeret med et bord, hvor min backpack kan haenge, og en solid snor er spaendt op fra vaeg til vaeg, og udgor det for garderobe. Dermed kan alle egendele komme vaek fra gulvets truende raad.

Ord som skimmelsvamp og deslige kunne dertil godt komme som folgesvend, men det sparsomme traeforbrug klarer det problem. Alle forudsaetninger er dog opfyldt, da kombinationen af ikke-eksisterende vinduer, bliktagets fremragende varmeledningsevne og en luftfugtighed paa omkring de 80% altid udgor det for velkomstkomite, naar jeg kommer tilbage fra hospitalet.

Men ellers er tilvaerelsen ikke saa haard. Hver aften sidder jeg i stearinlysenes skaer og hygger mig ved mit bord. Hver morgen naar kondensvandet har samlet sig i store nok maengder under taget, og drypper ned i ojet, kan jeg med en spand vand i haanden, se frem til et dejligt koldt bad i vores baderum. Det er en celle paa 1 gange 3 meter hvor et lille tilgitret hul akkurat giver det fornodne lys til etagevask. Naar det er tid til at traede af paa naturens vejne, kan jeg balancere ned til det nyopforte hul i jorden, der paa aagte afrikansk vis har faaet et lille lerklinet skur over sig. Her stopper min luksustilvaerelse saa ogsaa. For som det gaelder for alle andre her i de landlige egne, foregaar alt tojvask i haanden. Her er mine naboer, brodrene Martin og Amusa der deler eet vaerelse magen til mit, dog kommet med nogle kyndige raad til skurren og skrubben, saa jeg efterhaanden er blevet ret ferm til det.

Men alt til trods er det dejligt endelig at have faaet sit eget lille fristed, efter i 4 maaneder at have delt vaerelser. Saa nu kan jeg kun med spaending se frem, til hvad den naert forestaaende regntid kan gore af spaendende ting ved min lille hybel.

-Et andet liv-

Jeg er nu kommet herud, hvor det hele begynder at ligne lidt af det Afrika man har set hjemme paa skaermen, hvor alt kan og bliver baaret paa hovedet i fabelagtige balanceagter, hvor man enten gaar de mange kilometer fra A til B, eller stables sammen bag paa en lastbil og korer afsted af bumbede rode grusveje. Hernede er den dominerende erhvervssektor stadig landbruget, i samme grad som det var i Danmark for over 100 aar siden. De samme forhold som vi dengang fandt derhjemme, kan idag tildels projiceres over paa Uganda, omend det ofte kommer mere ekstremt til udtryk. Saaledes faar den gennemsnitlige familie mellem 6 og 10 born, der langt fra alle naar saa langt som at afslutte hvad der svarer til folkeskolen, da al uddannelse koster penge. For udover skolen skal familiens lille landbrug samtidig passes, der skal hentes vand og ordnes en lang raekke andre daglige pligter, vi i Danmark tager som selvfolgeligheder. Derfor er det heller ikke unormalt at se smaa born, som burde vaere i skole, balancere rundt paa de smaa grusstier med vanddunke paa hovedet iklaedt deres beskidte lasede toj. Samtidig er modrene i marken for med hakker at gore jorden klar til saaning, hernede foregaar alt markarbejde med haandkraft, mens flere af de arbejdslose maend drikker livet ud i hjemmebryg. Det er et haardt liv, hvor en alder paa 50 regnes for hoj, de folk der naar den alder ligner da ogsaa snarere nogle paa 80.

Ligesaa haardt livet er for indbyggerne, ligesaa smukke er de omgivelser de lever i, selvom dette er en faktor faa hernede synes at vaerdsaette. Fra de rode grusveje der straekker sig i dalene, rejser bjergvaeggene sig paa schweizisk maner op paa begge sider, gronne af bananpalmer og eukalyptustraeers taette lov, og danner massive mure, hvis forcering blot vil afslorre nye raekker af massivets utallige bjergrygge. Naar man er vant til Danmarks lave bolgende marker, er disse scenerier helt fortryllende. Denne magi bliver ikke mindre naar solen kaster sine sidste rode straaler paa bjergene, som signal til at cikader og froers oredovende helaftenskoncert kan gaa igang, og et hav af ildfluer kan danse rundt paa stierne i elektricitetens fravaer. Kulminationen sker naar det tropiske morke ved halv ottetiden har saenket sig, og afslorer en fabelagtigt uforstyrret stjernehimmel hvor maelkevejen straekker sig fra hver sin bjergryg, og ukendte stjernebilleder kommer til syne. En himmel jeg nyder hver aften i den endnu lune luft inden aftensmaden bliver serveret hos min familie.

-Min afrikanske familie-

Der er altid rart at have sit eget vaerelse hvor man kan lukke og koble af fra omverdenen, specielt hernede hvor du ellers er paa konstant. Det var da ogsaa en af betingelserne for at faa tildelt den aerefulde opgave; at huse en muzungu. Men paa grund af pladsmangel hos min familie blev jeg istedet indlogeret lidt derfra.

Min familie ligger med fem born lige under landets gennemsnittet, men med alle born godt igang i uddannelsessystemet og begge foraeldre med faste laererjobs, horer de til de bedre stillede i omraadet. Naome og Patrick er henholdsvis viceinspektor og inspektor paa hver deres skole, mens bornene fra 13 til 24 aar, er igang med primary og secondary school (omtrent hvad der svarer til folkeskole og gymnasiet) og universitetet. Richard paa 21 er lige blevet faerdig med secondary, og har derfor en masse tid til at tage sig af mig og faa mig paa plads. Der har vaeret store serviceydelser, paa graensen til det afvaebnende, hvor jeg ikke maatte baere min taske, laase min egen dor op og taende stearinlysene, men stregen er efterhaanden trukket op og det er nu kun naar jeg hos dem at alt staar paa totalservice.

Det mest interessante ved at bo hos en familie er at du kommer helt ind i landets kultur, og her er det ikke kunst og historie jeg taenker paa, men den basale familiekultur der ofte er en mere laererig og anderledes del af et lands kultur. Fra det kaere Danevang har jeg selvfolgelig min opfattelse om hvordan det hele skal haenge sammen og bor vaere. Men disse forestillinger maa man ligge lidt fra sig hernede. I gaestens rolle er det eneste du skal foretage dig at blive opvartet. Hver morgen staar der en dunk vand til mit morgenbad, og Richard vil stadig ikke helt frem med hvor han henter det. Morgenmaden staar klar naar jeg kommer til huset, og bliver fjernet inden jeg selv naar at lofte en finger. Den obligatoriske eftermiddagste bliver naesten haeldt i halsen paa mig, og aftenmaden serveret og baaeret ud igen saa det eneste jeg skal klare er at tygge det 10-15-20 gange. Alt denne service gor det faktisk til en lettelse selv at faa lov til at vaske tojet, og klare lidt rengoring af cellen.

Maaltidernes forlob er ligeledes uvante. Morgenmaden foregaar som regel alene eller med Richards selskab i husets eneste stue, da resten af husets beboere stod op to timer tidligere. Aftensmaden spiser de normalt paa gulvet i kokkenet, mens jeg i gaestens rolle bliver placeret i stuens petroleumlampes skaer og med et hav af fyldte skaale. I starten var det ogsaa kun Rchard der sad til bords her, men efterhaanden er Naome stodt til. Saa er der grobund for paa god dansk vis at kunne snakke henover maden. Men man skal skynde sig for der bliver omsat lynhurtigt, og straks bagefter er det sengetid.

De saftige boffer har nu maatte traede i skyggen for den lokale mad. For den normale ugander er kod en luksus, der maksimalt kan nydes en gang om ugen. I stedet er omraadets primaere ernaeringskilde, matoken, en fast del af frokosten, aftensmaden og til tider morgenmaden. Matoke er det ugandiske navn for madbananer, og som man hurtigt ser langs vejene og paa bjergsiderne indtager den en betydelig plads i den ugandiske madpyramide. Denne pyramide maa dog have et rimeligt saerpraeget udseende, da den ugandiske mad er meget ensformig og udvalget meget snaevert. Dertil kommer at maaltiderne bliver indtaget indtaget paa usunde tidspunkter og i forkerte maengder, med minimal morgenmad, frokost midt paa eftermiddagen og enorm aftensmad lige inden sengetid klokken 21-22.

-De kigger ikke paa stjernerne-

Som naevnt er Richard lige blevet faerdig med secondary, og kom igennem eksamen som den bedste i distriktet, hvilket giver ham et legat fra regeringen til at studere paa universitet. Det er et utrolig held for familien, der ellers ikke ville have raad til at sende ham videre. Lige saa heldige var de mange tusinder, der ikke sluttede blandt de fem bedste i deres distrikt, ikke. De 65.000 der ikke klarede sig tilstraekkeligt godt skal nu haabe paa penge fra foraeldrene, ellers slutter det for dem her. Saaledes gaar flere tusinder potielle dygtige akademikeres fremtid i stampe her, og de kan satse paa en sekundaer uddannelse.

Men saadan gik det ikke for Richard. Han klarede sig igennem naaleojet, og kan se frem til at kunne spille en rolle i Ugandas fremtid. Men til trods for at man maa regne ham for et lyst hoved, mangler der utrolig mange facetter i hans viden og tankegang, set fra et vestligt synspunkt. Han er dybt religios, og ikke et ondt ord om det. Men det og saa den manglende basale viden om hvordan verdens gang uden for Budadiri og Uganda foregaar, kan faa mig til at stille store sporgsmaalstegn ved hele uddannelsesystemet hernede, igen set igennem de danske norm-briller. Hele undervisningen foregaar ved udenadslaaere, og sporgsmaal og undren levnes der ikke plads til. Heller ikke en lille videnskabelig interesse for den natur der omgiver dem eksisterer. Men den er faktisk begyndt at dukke lidt op hos Richard, efter jeg har udvist lidt fascination for stjernerne, ildfluerne og stillet forskellige sprogsmaal til deres hverdag. Lidt ny viden blev det da ogsaa til da jeg maatte hive lidt lomme-astronomi frem, og forklare om jordens rotation om sig selv og solen, efter han havde ytret at han ikke troede paa den slags. Hans ”aha-blik” giver mig forhaabninger om at det snarere er ham der bliver omvendt end mig, som han ellers bruger meget tid paa at spaa om.

Men forestil dig at knaegten der slutter med det hojeste gennemsnit paa et gymnasium derhjemme, ikke aner hvilke ting af global betydning der rorer sig ude i verden, og hvorfor nat bliver til dag. Det er et u-land jeg er i, men hvis U’et en dag skal blive til et I, skal der ske nogle grundlaeggende andringer i uddannelse og oplysning.

-Hospital Dyregod-

Vores nye arbejdsplads Budadiri Health Center er et, i forhold til sin landlige beliggenhed, kapacitetsmaessigt veludrustet hospital. Med sine tre sengeafsnit til born, kvinder og maend, operationsstue, fodeklinik, laboratorie og konsultationsrum med mere, alt sammen fordelt i 7-8 forskellige bygninger, kan de tage sig af stort set alt der kommer ned fra bjergene. Her stopper alle lighederne til et dansk hospital ogsaa. Ud over at mange af bygningerne er i staerkt varierende stand, moder de hygiejniske krav heller ikke danske standarder. En vis mand har i tidernes morgen sat et stort skilt op med teksten ”Stop graesning af dyr!”. Effekten har nok kortvarigt vaeret der, men saa har den afrikanske ligegyldighed ogsaa faaet overtaget. Mellem hospitalets bygninger boltrer alt fra hons, hunde og kalkuner til jordens nok grimmeste geder og faar, imens en brunstig tyr forsoger at bestige en af de talrige koer. Det er ligeledes langt fra unormalt, at hons forvilder sig ind paa de enkelte sengeafsnit eller til de gravide kvinder, imens en plakat informerer om den stigende fare for fugleinfluenza. Til galehuset kan tilfojes en lettere forstyrret herre der dagligt kommer og forlanger dato og underskrift fra samtlig personel. Det hele bliver understottet af en ubeskrivelig kvalmende lugt, der haenger over hele omraadet. Det naermeste vi er kommet paa en definition er en blanding af hospitalets kemiske odeur, sved og ged samt en tredie ubekendt faktor.

Efter de forste tre uger paa hospitalet har vi faaet et rimeligt indblik i tingenes tilstand paa godt og ondt. Det er selvfolgelig de aabenlyse forskelle, fra vores kendskab til det danske sundhedsvaesen, der har fanget vores opmaerksomhed. Saaledes ligger de sygdomsmaessige problemer og maaden hvormed de haandteres forhaabentlig fjernt fra de hjemlige. Den mest almindelige sygdom er malaria, der indskriver sig med over ¾ af sygdomstilfaeldene i diagnosebogerne. Problemet med malaria skal man heller ikke undervurdere, da det er en stor draeber og fortsat kraever store behandlingsudgifter. Men naar man ser paa situationen paa hospitalet som udeforstaaende, bliver selv symptomer paa almindelig forkolelse og influenza altid diagnostiseret som malaria. Saa bliver der udskrevet medicin, til tider ogsaa naar malariatesten viser negativ, og foklaringen lyder noget hen af ”forebyggende behandling”. Naar hospitalet lober tor for medicin, maa patienterne selv ud og kobe den. Men naar man kun har raad til 4 af pillerne i en 10 styks kur, og ens tankegang fortaeller en at ALT medicin gor rask, ender det i mange halve behandlinger. Denne lemfaeldige omgang med medicinen og manglende kendskab til brugen, oger selvsagt risikoen for resistente parasitter. Dette har i stigende grad gjort meget billig medicin ineffektiv og situationen for de fattige vaerre.

Ud over en smule laererig foragelse har vi faaet flere nye indblik i den medicinske verden. Under stuegangene faar vi kendskab til den ugandiske patientpleje, eller mangel paa samme, samt lidt undervisning i behandling. Og efter sygeplejeskernes daglige pres, saetter vi vel ogsaa snart vores forste IV-drop i en patients haandryg, frivilligt og under kyndig supervision selvfolgelig.

Paa laboratoriet er vi begyndt at laere lidt om kunsten at skelne malariaparasitter fra almindelige celler og snavs, og om de mange forskellige slags test af alt fra gonore til graviditet og tyfus.

Det mest graenseoverskridende, men samtidig ogsaa det mest fascinerende, har vaeret at overvaere de diverse operationer, hospitalet eneste laege, Doktor Sam, udforer. Hvad man forst faar lov at overvaere efter 3-4 aar paa medicinstudiet i Danmark, blev vi kastet ud i paa forstedagen.

Paa trods af at hygiejnen er et mere eller mindre stringent begreb, og patienters velbefindende under operationen ikke altid tages saa noje, ser operationsstuen overraskende professionel ud. Ifort et par omme kirurggronne klaeder skulle vi nu med stor spaending, paa vores egen reaktion isaer, overvaere vores forste storre operation. Det var dog hverken blodets fossen, indvoldenes vamle lugt eller den blaevrende folelse af at holde en svulst paa storrelse med en knytnaeve, der var den storste udfordring. For at holde patienten i taagerne, bruger de en blanding af ilt og aether. De haardtslaaende dampe, forsikrede anaestesilaegen Francis, ville blive pumpet ud af vinduet efter at have gjort deres. Det tiltrods, meldte der sig efter en times tid en vis svimmelhed og folelse af tommermaend, der gjorde at man lige maatte tage en slapper.

Ret efter gjaldt det en rent kosmetisk fjernelse af nogle aggresivt voksende kraeftsvulster. Det haandflade store omraade, hvis saarskorper mest af alt fik det til at ligne krolfedtet fra en velstegt bof, blev hurtigt kradset op, og kraeftvaevet kunne skrabes los. Paa grund af Ketaminens kun sindsmaessige bedovelse, og nervernes stadige reaktion paa smerte, blev vi involveret lidt mere. Mens Sam og hans assistent skrabede los, kunne vi staa og holde patienten nede i hans voldsomme krampetraekninger.

Det var forste dag, og jeg maa jo erkende at det faktisk er utroligt spaendende at se de forskellige indgreb, og at et kejsersnit udover at vaere medicinsk interessant, ogsaa virker en smule livsbekraeftende naar en unge bliver hevet ud af et hul i maven.

-Tilbage til Uoplysium-

Efter i weekenden at have faaet en snert af civilisationen gaar turen nu tilbage til isolationen, hvor vi ogsaa tilbragte de sidste to uger. Det er bestemt en langt mere givende form for ophold end konstant at bo op af andre danskere. Og meget anbefalelsesvaerdigt! Men det er bestemt ogsaa haardt i laengden kun at snakke med folk vis viden begraenser sig til gamle laereboger, og vis nysgerrighed for livet tilfredstilles af Bibelens ord. Det er ikke et under at folk er uoplyste, naar det kun er store nyheder som Saddams henrettelse der naar frem. Enkelte undres dog over at USA henretter deres egen landsmand. Men vi maa se om lidt underbevidst indoktrinering af vestlig kultur fra en dansker, kan rykke lidt paa de opfattelser.

-Mbale-

Endelig begyndte vores ophold i Uganda at tage fart. Den 17. februar forlod vi gaestehuset og de andre i Kampala, og satte kursen mod mod Mbale i det ost Uganda. Mbale var, pa trods af sin det umiddelbare indtryk af mellemstor dansk provinsby, indtil for faa aar sidden Ugandas 3. storste by. Dette bevidner ogsaa om den store del af befolkningen der bor paa landet, da Kampala er den absolut eneste by der kan kalde sig millionby, paa trods af en befolkning i landet paa omkring 26 mio. Byen opstod for et lille aarhundred siden, da en ugandisk officer fik lidt for meget magt for de engelske koloniherre smag, og fik omraadet bestukket for tilgengaeld at ligge en daemper paa sine magtudfoldelser. Den smukt beliggende by er placeret lige for foden af  Mount Elgon bjergmassivet, hvor den geologiske historie byder paa vulkansk aktivitet, der har efterladt en utrolig frugtbar jord. Til forskel fra Kampala er der tale om en lille flad by, hvor de huse der kan praestere mere end 2 etager kan taelles paa en haand. Ved grundlaeggelsen blev vejene trukket op efter lineal, hvilket paa et kort giver byen et saerpreget udseende, men gor at den praktisk talt er umulig at fare vild i, paanaer om natten hvor den sparsomme elektricitet efterlader storstedelen af gaderne morklagte. De fleste bygninger fra grundlaeggelsen eksistere stadig, og gor at Mbale med en hele del maling og puds, har potentiale til at blive en smuk by. Desvaerre har forfaldet faet frit lob som mange andre steder i landet paanaer den stadig stigende del af ”heldige bygninger”, der er kommet i de to dominerende telefonselskaber; Celtel og MTN’s haender. Deres skaebne er blevet beseglet i henholdsvis skrigende rode eller braendende gule facader, en usmagelig trend man finder i selv de mest afsidesliggende flaekker.

Den trafikmaessige situation i Mbale bevidner ogsaa om mere provinsagtige forhold. Bil maengden er staerkt reduceret og trafikpropper er derfor ikke-eksisterende i de brede gader. En anden faktor er at storstedelen af boda-bodaerne ikke laengere er motorcykler men masseimporterede indiske ”havelaager”, der udstyret med en fint deokoreret rod pude paa bagagebaeret og en haardt arbejdende chauffor, fragter dig fra eller dine varer for et par haandorer.

-Camp Danevang-

Paa opfordring fra Einer, tilbragte vi den forste uge fra den 17 til 25 februar i Mbale, for at laere vores naermeste store by at kende og blive introduceret til YIGA, den ugandiske organisation Einer er tilknyttet og som har sorget for vores nutidige arbejde, samt tage paa en lille tur til Sipi Falls’ smukke vandfald.

Einer har vaeret i Uganda i snart et aar og med sin kone bosidende hjemme i Danmark, boet alene i udkanten af byen, hvor de ledige vaerelser i huset flittigt er blevet laant ud til danske rejsende og bekendte, da tilvaerelsen ellers godt kan blive lidt ensommelig i denne afkrog af landet. Denne gaestfrihed har Sarah og jeg ogsaa nydt godt af, hvor Einer har aabnet sit hjem op for os som et lille fristed, naar vi traenger til at komme tilbage til civilisationen og lidt gennemstegte boffer. Et behov vi netop har haft efter to uger afskaaret fra omverdenen. Ud over Einer bor Martin og Christina, der ligeledes arbejder som DW’ere for MS Uganda, sammen med deres halvandet aar gamle son Gustav, en lille kilometer derfra. Her kan vi saa danne vores lille danske enklave, og komme ud med de utallige skaeve anekdoter, frustrationer og filosofier der kommer ud af at vaere saa taet inde paa en helt anderledes kultur.

-Langt om laenge-

Efter paa det groveste at have forsomt min selvkreerede log, og forhaabentlig en masse eventyrlystne laesere. Efter at have kaempet med en motiveret ansognings forbandelse, og at have levet i omraader hvor den naermeste elektricitet er den ildfluerne leverer, kan jeg endelig reportere lidt fra de ugandiske breddegrader.

Den vaagne laeser er nok blevet opmaerksom paa, at der kan berettes om en del ting hernede fra, og at der dermed mangler en del information fra den forste maaned, saa jeg vil lige bruge lidt spalteplads paa at opsummere de vigtigste observationer og oplevelser fra starten af Uganda opholdet.

-Damer og rotter-

Som bekendt forsatte min rejse hertil fra et 3 maaneders ophold i Kenya, og fra min tilvaerelse med fire pigers selskab blev kvantiten ca. tredoblet til 11 styks i UPAs gaestehus, beliggende omtrent 10 km ude for hovedstaden Kampala (Uganda Pioneers Association eller kort UPA er den partnerorganisation, der er ansvarlig for de danske frivillige MS sender til landet). Blandt den store flok nye mennesker var der to gamle ansigter i Clara og Louise, som jeg modte paa forberedelseskurset, og derudover 5 frivillige der var kommet fra Danmark dagen for. De damer havde sat sig saa tungt paa gaestehuset, at jeg fik lov til at faa en forsmag paa det at bo hos en familie, ikke langt derfra. Luksus tilvaerelsen som jeg kendte den fra Kenya var ovre, paa god traditionel maner foregik badet bag en ikke saa hoj mur, med morgensolen staaende ind i ansigtet, en balje vand og en kop. Toilet besog i den for mig nu saa velkendte ”skovskidder-stilling” over et dertil indrettet hul i jorden. I gaestehuset var forholdene metoderne de samme men forholdene lidt mere luksuriose, hvis et hul i jorden kan vaere det. Ud over de fyldte vaerelser og et taetbefolket spisebord, var der her sat lidt kulor paa sagerne i form af en rottefamilie af ukendt storrelse, der havde slaaet sig ned i huset, og til skraek og raedsel stak deres hoveder ud gennem hynderne i sofaen. Paa trods af min ukuelige mandighed fravalgte jeg denne hyggelige sofa, og flyttede efter et par dage fra min familie og ind paa gulvet paa et af vaerelserne. Samvittighedskvaler var aarsagen, da familiens 7 born, om ikke andet de aeldste, ydede en kaempe opvartning, mens jeg paa det naermeste brugte stedet som hotel, paa grund af introduktion og det faktum at jeg alligevel snart skulle videre.

-Karnevalstraffik-

Allerede i lufthavnen i Uganda skulle der i al hast haeves penge, da jeg i pakkestresset ikke lige havde taenkt paa at der skulle kobes visum. Kaempemaessige summer paa haeve automaten, slog mig fuldstaendig ud. Da jeg selvfolgelig ikke havde sat ind i kursen paa ugandiske shillings, troede jeg at jeg havde haevet langt over min kreditet. Den glaedelige nyhed var nu at de mange nuller paa 20.000 ush. sedlerne nu skulle divideres med 330 og ikke 12, samt at priserne her ligger omkring 20% under de kenyanske, der ogsaa gaar for at vaere nogle af Afrikas hojeste. Men man maa undres over den logik bankerne i Kampala bruger. Deres haeveautomater spytter lystigt 50.000 ush sedler ud, et stykke papir kun ganske faa butikker, under staedigt pres, gaar med til at veksle.

I sin frustration over de mange nuller, kan man jo saa underholde sig lidt med Kampalas trafik. Som i Nairobi er myldretiden en generel heldagstilstand og bliver her krydret med utallige faerdselsbetjente, der staar placeret i hvert stort lyskryds med hver deres flojte, og med taktfaste flojt skaber den perfekte karnevalstraffik.

I andre kulturer er det jo altid en oplevelse at tage de offentlige transportmidler, i Uganda er det ogsaa tilfaeldet. Som i Kenya er Matatuerne dominerende, omend de her er i laangt storre antal og kun findes i de smaa Nissan og Toyota udgaver. Her horer lighederne saa ogsaa op. Fra Nairobis farvestraalende og stojende matatus hvor pangfarver, kaempe streamers med alverdens unodvaendige budskaber og de solide basrytmer kaemper om opmaerksomheden, bliver man her spist af med kedelige hvide biler og af og til et anonymt ”Allahu akhbar” eller ”Praise Jesus” i bagruden. Enterieuret er i storstedele af tilfaeldene i vaerre forfatning end selve bilen. Det siger ikke saa lidt naar det ikke er unormalt, at bilen bliver nodt til at stopppe arbejdsdagen paa grund af eksistensielle problemer, eller skal skubbes igang hver gang den skal starte. At det saa heller er unormalt at putte et sted mellem 16-20 passagere ind i en vogn beregnet til 14, har nok ogsaa en vis indflydelse paa bilens levetid, naar man ser vejenes miserable tilstand.

For lige at pifte traffikkaoset en ekstra tand op, har man valgt at tilfoje de saakaldte Boda-bodas. Det er i alt sin enkelthed en motorcykeltaxi, der er dyrere end matatuer men kan tage dig hvilket som helst sted. Deres energiske indsats for at faa dig saa hurtigt frem til maalet kan der dog godt stilles sporgsmaalstegn ved, da boda-bodas er indblandet i langt over halvdelen af alle trafikuheld i byerne.

Men naar man ser bort fra dette, saa synes jeg Kampala er mere interessant end Nairobi, der bare ligger paa fladt terraen med en del hojhuse. Kampala bolger op og ned af bakker, der kan saette et par utraenede laegmuskler paa en dejlig syrebehandling. Men alle disse bakker giver ogsaa byen et charmerende udseende, naar man faar et overblik fra de hojtliggende steder, plus at byens ca. 100 aarige eksistens, giver den et mere interessant historisk perpektiv end Nairobis solle 50 aar.

-Paa’en igen-

Ivan er den ansvarlige for os frivillige hos UPA. Han er en 24 aarig usaedvanlig pligtopfyldende og omsorgsfuld ugander, der hellere ville bygge en seng til mig, end at lade mig sove paa gulvet i gaestehuset. Endvidere arbejder han fokuseret for at faa de frivilliges onsker til arbejde opfyldt paa bedst mulig vis, en evne mange ugandere ikke besidder, eller i saa fald skjuler godt. Heldigvis er han en paalidelig mand, for som det skete i Kenya saa bristede kommunikationen et eller andet mellem MS i Danmark og hernede. Denne gang bare vaerre!

For de 5 nyankomne pigers vedkommende, havde Ivan forst faet besked om deres ankomst 4 dage for, og at jeg blev hentet i lufthavnen skyldes kun, at Louise insisterende fortalte om min snarlige ankomst. Han havde aldrig hort noget om at jeg skulle komme! Dermed var der heller ikke noget planlagt for os. For fire af pigerne, der ville arbejde paa bornehjem, blev problemet hurtigt lost, da UPA har flere bornehjem de sender frivillige ud til. Men for den femte pige, Sarah, og mig, der begge onskede sundhedsrelateret arbejde, var der ingenting der laa fast, da det var kontakter der skulle ud og skabes. Egentlig et utroligt og overraskende problem, da vi begge fra MS Danmarks side flere gange havde faaet vished for at alt var arrangeret og som det skulle vaere. Af den grund tilbragte vi lidt ufrivillig lang ventetid, hvor ens kendskab til Kampala blev en del bedre. Men midt i al elendigheden holdt MS Uganda heldigvis deres aarlige mode for partnere og personale, weekenden efter vores ankomst.

-Det flasker sig-

Byen Jinja, hvor aarsmodet skulle aafholdes, ligger halvanden times korsel ost for Kampala, og er landets naeststorste by. Som alle andre byer end Kampala er alt storbystemning vaek, og gamle smaa flade bygninger indrammer de travle faldefaerdige gader. Et stort aktiv har byen dog i dens beliggenhed ved Nilens udlob i Victoriasoen. Udover de flotte scenerier giver dette nogle af verdens bedste muligheder for riverrafting.

Opholdet bod paany paa lidt luksus, da hele kompagniet af partnere, Development Workers, personale og os frivillige blev indlogeret paa et fint hotel med udsigt til Nilens sidste par kilometer, og en pool der paa herlig vis formaaede at farve mine lyse lokker gronne.

Som den slags moder nu engang er, var det ikke en af de mest sindsoprivende oplevelser paa turen, men gav et godt indblik i MS Ugandas situation og arbejde. Det mest udbytterige fra modet var dog modet med DW’eren Einer og hans organisation, der kunne fortaelle os at de sagtens kunne bruge et par frivillige ude i hans distrikt, ved byen Mbale taet paa graensen til Kenya. Arbejdet de kunne tilbyde os var nyt og uprovet paa et par sundhedsklinikker nord for Mbale. Paa trods af lidt usikkerhed og manglende oplysninger, var baade Sarah og jeg friske paa at tage udfordringen, da den modte begge vores krav: Sundhedsrelateret arbejde og indkvartering hos lokale familier. Jeg havde efter lidt over 3 maaneders ophold i storbyer taet op af andre danskere, besluttet at jeg gerne ville se og opleve noget nyt, og komme ud blandt lokalbefolkningen i mere landlige forhold. Det har helt bestemt vist sig at vaere den rigtige beslutning.

Saa er der sagt farvel til alle dem, jeg har brugt mest tid sammen med, ude fra slummen. Som de gamle klicheer rigtig nok pointerer, er det aldrig en let ting, Men med det factum at man maaske aldrig ser drengene deude igen i baghovedet, gav situationen mig en endnu mere underlig folelse, end afskedsscener plejer at bringe. Paa trods af at vi kun har tilbragt 3 maaneder hernede, er mange af menneskerne omkring os alligevel blevet en del af vores hverdag og liv. Ikke mindst de fire fyrer fra slummen; Joseph, Benjamin, Walter og Sammy, der lige fra dag et af taget sig saa godt af os, hjulpet os rundt i slummen, provet at lose eventuelle problemer vi skulle have, som strakte sig langt ud over deres befojelser, og ikke mindst vaeret nogle djaevlens dejlige gutter at have stiftet bekendskab med. Saa da jeg stod og skulle sige saedvanlige; ”farvel og vi ses!”, blev det hele lidt akavet, da jeg nu drager videre til Uganda i tre maaneder og derefter hjem, og ikke har nogle faslagte planer om en afrikatur inden for overskuelig fremtid. Hvad gor man saa? Da vi jo alle er fornuftige voksne mennesker, og kender til livets realiteter, var der jo ingen grund til tomme lofter. I stedet kunne vi indgyde hinanden haab om snarlig gensyn, lidt los optimisme skal der jo til, saa taarene ikke pibler frem, og ellers satse paa at vores moderne verden, har gjort afstanden mellem vores kontinenter en smule mindre, og at vi derved kan bibeholde vores venskab. Og hvem ved, en dag staar vi maaske ansigt til ansigt med hinanden igen, i Nairobi, i Frankfurt, i Florida eller Kobenhavn.

 -Om loggen-

Jeg ved ikke om det er den tynde luft heroppe i Nairobi, maaske naermere maengden af alle de oplevelser vi har haft, store som smaa, under alle omstaendigheder kan jeg fastslaa at dette er de hurtigste tre maaneder i mit liv. Hvor blev de af? Det foles som en uge siden vi vinkede farvel i Kastrup. Der har vaeret saa mange oplevelser, at jeg, som den flittige laeser nok har bemaerket, har haft lidt svaert ved at folge med i updateringen af loggen. Gaestehuset har den sidste maaned vaeret en ren hovedbanegaard, startende med et nyt hold frivillige igang med at faa deres tre maaneder fyret af,  og senest en gruppe der udovede frivilligt arbejde til World Social Forum, der netop er afholdt i Nairobi. Jeg kan her lige referere til Mellemfolkeligt Samvirkes side, ms.dk hvor man kan laese mere. Nogle af disse gaar man i spaend med, andre ikke. To af disse fra den sidste gruppe, var uheldigvis et par fodbold- og olglade danske fyre, som jeg jo ikke kunne lade vaere falde i snak med, da den slags horer til en af sjaeldenhederne paa disse breddegrader. Paa den maade bliver ting udskudt, andre ting faar forsteprioritet, og de vigtigste bliver lavet i sidste ojeblik, og historier der har deres retmaessige spalteplads i loggen, maa desvaerre, paa sidstedagen i kenya, kortes ned til noget naesten ubetydeligt, paa grund af mit sociale og forlystelsessyge vaesen. For blot at naevne en enkelt, vil jeg fremhaeve min forlaengede weekendtur til det lille o-paradis Lamu, hvor jeg tog hen for omtrent to uger siden. Det var saadan en fantastisk tur, at jeg ikke vil snyde laeserne af denne log for faa lidt indsigt i den. Endvidere skal maa det ogsaa vaere paa sin plads, at faa nedskrevet lidt om vores nytaarsaften, her en maanedstid inde i 2007. Men da tiden i ojeblikket ikke er paa min side, vil jeg forbeholde mig den ret til at bringe den under mit Uganda ophold, og inderligt haabe paa at kommunikations mulighederne derovre kan mode de krav der kommer. Her haaber jeg ogsaa at kunne faa tilfredstillet den mere visuelt interesserede del af laeserne, med de biblioteker der bugner af billeder.

-Kenya under huden-

Paa trods af dette opholds hastighed, har det dog stadig haft tid til at faa afsat nogle indtryk. Baade fra egne erfaringer og gennem andres, har vi alle faaet indsigt i den afrikanske maade at gore ting paa. Paa traffiksiden er matauernes korsel blevet en anelse mere normal, hvilket nok skyldes det korruperede polities forogelse af kontroller. Dette har dog ikke gjort traffikken mindre kaotisk. Myldretiden er stadig naesten en heldagsaffaere, men dog med urealistisk mange biler klemt inde i byen og morgenen og eftermiddagen. Storstedelen af bilisterne korer ud fra et utroligt barnligt traffiksyn hvor ”mig-forst” kodekset er i top, hvad enten du holder numme 5 eller 20. Dette loser selvsagt sjaeldent de kaempe traffikpropper.

Mange afrikanere er som tidligere skrevet staerkt troende. Dette munder endvidere ud i en lige saa staerk tro paa skaebnen, hvilket igen kan ledes tilbage paa deres korsel, for bare at tage et eksempel. Hvis din skaebne er lagt for dig, har du selvfolgelig ingen kontrol over den, over hvis du dor i traffiken idag, var det jo bestemt paa forhaand. Om du saa ligger og kore som en anden dieseldronning i modsatte vejbane, eller er den paene regelrette chauffor, saa hvorfor saa ikke prove at komme saa hurtigt frem som muligt.

Kenyanerne paa arbejdspladsen er et helt lille kapitel for sig selv. Ud over at kommunikationen mange steder er en by, der nok ikke engang eksistere i Rusland, har de et helt forkert syn paa autorieter. For at starte med autoriteterne, saa er de fleste steder organisatorisk bygget op praecis ligesom hjemme i Danmark. Der er en leder, en der er derunder og saa videre. Men hvor det i Danmark ofte sker, at der bliver sat sporgsmaalstegn ved en overordnets beslut eller ide, hore det til sjaeldenhederne hernede. Fra den smaa fabrikker og forretninger, til vores egen Saint Johns og videre op gennem systemet, hvor vi til sidst ender oppe ved eliten hos Praesident Kibaki, der ufortrodent sidder og skovler penge ned i jokkeforet sammen med resten af sine ministre, uden at der er nogen betydelig del af befolkningen der raaber op over for det. Det selv samme, dog i langt mindre maalestok, sker paa Saint John’s, hvor en af de ledende stillinger giver udtryk for sin mening i en sag, og det, til trods stor utilfredshed blandt flere af de andre deltagere, bliver godkendt, hvorpaa folk stiller sig ud i hjornerne, og brokker sig til hinanden over afgorelsen, og mere opstand bliver der ikke over den sag. Hvor den eksakte aarsag skal findes til, er svaert at sige med 100 procents sikkerhed. Men nogle af de autoritetstro holdninger, kan nok spores tilbage til kolonitiden, hvor englaendernes ord var lov, og straffen umaadelig haard for at gaa imod dem. Naar man saa ogsaa kan se, at de fattige folk gang paa gang finder sig i at blive gennembanket af politiet, og at korruption gennemsyre hele samfundet, skyldes det ogsaa mangel paa oplysning. Viden er magt, og fattige folk der ikke har haft raad til at gaa i skole, opnaar ikke den viden om systemet, der gor at de tor stille sig op mod det.

Paa kommunikationssiden er der som skrevet ogsaa problemer. At faa en ganske simpel besked om et mode klokken det og det, der og der, er praktisk talt umuligt paa mange storre steder. At sende en e-mail rundt kan kun lade sige gore hos de store firmaer med internet, hvorimod det hos mindre bemidlede organisationer og firmaer kore fra mund til mund. Det er selvsagt en ricikapel form for kommunikationsvej, og ender da ogsaa altid galt. For det forste er der hos mange, det simple problem med at tage ansvar, selvom det er noget saa ordinert, som et tidspunkt der skal sendes videre, kan det falde tilbage paa dig, og saa staar du med haaret i grensaksen. Endvidere er problemet med autoriterer ogsaa gaeldende her. Mest af alt fordi de korer deres eget raes, og moder ind naar det passer dem, fordi de kan, og ingen stiller sig op imod dem.

Det alle disse nye kulturchok har vaeret med til at gore de 3 maaneder meget laererige. Til tider har vi godt nok siddet hovedrystende og uforstaaende over totalt unodvendigt opstaaede situationer, men vi er blevet erfaringerne rigere, og jeg glaeder mig til at kunne tage den med til Uganda, og holde de to lande op mod hinanden, paa alle de punkter der nu kan komme med. Ligesom for min ankomst til Kenya, er mit kendskab til Uganda begraenset. Dog har jeg haft rig mulighed, og ogsaa benyttet mig af denne, til at sporge mange rejsende, tidligere og nuvaerende udstationerede om forholdene derovre. Ud over at kunne byde paa nogle af verdens sidste gorillaer, kan det ogsaa byde paa lidt jungle, lidt af Nilen der har sit udlob i Lake Victoria ikke langt fra Ugandas hovedstad Kampala. Udover at have en lang blodig historie med mange aars borgerkrig og brutalt diktatur, personificeret ved Idi Amin, den kannibalistiske diktator, kan Uganda byder paa meget mere fredelige byer bl.a. Entebbe og Kampala. Endelig at kunne faa lidt frihed, og gaa rundt ude om aftenen er noget jeg virkelig ser frem til, det bliver som at blive lukket at sit nattelige fangehul. At de i Uganda ogsaa skulle vaere mere struktureret hvad angaar projekter, bliver jo en ren luksus, endelig at kunne komme igang med at arbejde, og tage fat paa det jeg virkelig er kommet herned for.

-Nu er tiden kommet...-

Men nu skilles flokken. Efter at have boet under samme tag i 3 maaneder, bryder vi op og tager mod hver sin verdenshjorne. Anina forlod os onsdag morgen, for at mode sin mor, og saa tager de to paa 8 dages safari, og derefter retur til Danmark. Sara og Chanette rejse hjem fredag, for at gaa igang med deres bachelor. Og endelig tager Cecilie paa en rundrejse i Ostafrika sammen med de to norske jenter, Magrette og Hanne, paa hvilken de har lagt ruten forbi Uganda og mig. Saa helt faerdig med det gamle slaeng er jeg ikke endnu.

-Lille Juleaften-

At holde jul midt ude i en af Afrikas mest beromte national parker, ja hvorfor ikke. Nu da vi alligevel er saa langt vaek fra alt den hjemmelige julestemning, og duften af flaeskesteg og braendt gran, virkede det som oplagt for at gore Juleaften saa andreledes som muligt. Mens alle de andre i huset var taget mod kysten med kaerester og venner, henholdsvis Zanzibar og Mombassa, havde Cecilie og jeg faaet koblet os paa en af de mange safaris, der dagligt tager afsted fra Nairobi. Pa en 3 dages tur til Massai Mara, med afrejse den 23. december, kunne vi se frem til at tilbringe de sidste mange ugers hojdepunkt ude blandt lover, giraffer og gnuer.

Med en frisk Cecilie og en Nikolaj med et solidt sovnunderskud, paa grund af overarbejde paa loggen, satte vi afsted klokken halv ni, hvor vores chauffor kom og hentede os, i en velkendt Nissan URVAN, samme maerke som mange Matatuer. Forst skulle vi hente vores medrejsende, tre franskmaend, en polak og en englaender, og derefter blev speederen ellers trykket i bund, og kursen sat mod syd.

Turen til Massai Mara var meget smuk. Efter at have forladt hojlandet hvor Nairobi ligger, endte vi med at kore i et helt fladt omraade, der kun faa gange blev afbrudt af nogle bolgende bakker. Paa hver side af vejen straekte sig store gronne sletter med Impalaer, Thompson gazeller eller Zebraer. Med et blev sletterne aflost af buskadser, hvis mandshoje bevoksning af og til brudt af et par Giraffer, der tilfaeldigt gik og nippede til toppene, og man kunne ikke lade vaere med at taenke paa, at det kun var faa timer sidden vi forlod Nairobis beskidte gader. Bag sletter og buskadser, voksede bjergene op af horisonten. I de flotte morkeblaa nuancer varmedisen gav dem, udgjorde de et flot kontrastforhold mellem engene og himmelens boblende skyer. Efterhaanden som vi bevaegede os laengere syd paa, begyndte sletterne ogsaa at blive fyldt op med Massaierne og deres kvaeg- og faareflokke. Som smaa spaettede omraader i landskabet, kunne man se flokke paa alt fra 50 til 200 dyr, ledet af de karakteristiske Massaier, der gik indsvobt deres rodternede klaeder.

Lige saa smuk naturen var, lige saa uskon var vejenes tilstand. De forste bjergveje fra Nairobi og ned til lavlandets start, var i forholdsvis god stand uden store huller. Men allerede efter et par kilometer i det flade terraen, begyndte vejen at byde paa store huller, der kunne saette selv de bedste Michellin daek ud af spillet. For at undgaa disse, korte chaufforen flot storslalom fra rabat til rabat, og begav sig af og til ud i lidt psykisk spil med de modkorende, om hvem der havde ret til hvilken vejbane. Hans korsel blev ikke gjort mindre interessant af, at han, med en 80-100 km/t, ofte sad og kommunikerede med de andre chaufforer, enten over mobil eller radio.

Efter af have kort paa de staerkt forkomne asfaltveje store dele af turen, skiftede underlaget til grus- og jordveje. Paa grund af usaedvanligt meget regn i aar, var deres eksistens stille og roligt begyndt at blive staerkt truet. Somregel laa de lavere end deres omgivelser, og blev derfor lynhurtigt omdannet til smaa floder. Samtidig blev bilsporene ogsaa hurtigt udgravet af vandet, saa bilerne maatte finde nye. Det endte med noget halv vejkant halv groft, der blev aflost af nogle gedigne huller, saa bilen og dens passagerer blev kastet godt rundt, samtidig med at den ofte indtog faretrugende skraastillinger naesten under 45 grader. Derudover var de fleste grofte nu ogsaa rene mudderhuller, som bilerne fedtede sig igennem, med overarbejdende 1. gear, og spindende hjul. Uvidende om denne forestaaende spaendende korsel, havde Cecilie og jeg sat os bagerst, da der somregel er mest plads. Men det er velkendt at et hvert bumpeller hop, bliver mangedoblet paa de bagerste saeder. Saa efter en times tid i mudderhullerne begyndte ens nyrer at vaere paa bristepunktet, samtidig med at sporgsmaalet om tarmslyng blev utrolig aktuelt.

Langt om laenge naaede vi til porten ind til Massai Mara National Park. Det til formaalet indrettede tag, blev skudt op, saa vi rigtig kunne faa overblik over de dyr, vi skulle stode paa, samt faa vores elefant-, love-, giraffotos. Staerkt forsinkede blev vores ”gameride” lige lovlig hektisk, da vi skulle naa vores camp inden det blev morkt. Inden det fik vi dog et par naerkontakter, med en flok elefanter, en love og de kedelige gazeller. Men mens vi racedede igennem parken, fik vi dog ogsaa set endnu mere af den storslaaede natur Kenya, og i dette tilfaelde Massai Mara kan byde paa. De store uvejrskyer, der vaeltede ned over bjergene, eller tonede sig op over parkens fjerne kroge i horisonten.

Vores camp laa lige udenfor parken, og var en meget primitiv en af slagsen. Bygget op i en hestesko med tre laenger, af en slags halvtags-skurer med bliktag, hvor der var opspaendt to-mands militaertelte under. Inde i teltene stod vores senge i skikkelse af to brikse, med en fantastisk tynd og slidt madras paa hver, der fik ram paa de steder korerturen ikke havde kunne naa. I den aabne del af hesteskoen, var kokkenbygningen med en velventileret spiseafdeling. Toilet- og badefasciliteterne var ogsaa til stede, selvom man godt kunne vaere i tvivl i starten. Ned af en mudret skraaning i det ene hjorne af hesteskoen, laa et aflangt skur, indrettet med fire toiletter, alle beregnet til den dejligt afslappende ”skovskider-stilling”, samt to bade, der kunne byde paa varmt vand naar baalet var taendt. I midten af komplekset laa en overdaekket baalplads, med et par baenke, et flodhestekranie og en stikkontakt til opladning af telefoner, kameraer og andet elektrisk isenkram. For selv ude i midten af ingenting havde vi elektricitet, takket vaere dieselgeneratoren vi kunne hore i det fjerne, og som arbejdede paa hojtryk det meste af dognet. Kokkenet forsynede os gaester baade med en solid engelskbreakfast om morgenen, og laekker aftensmad af forskellig variation. Det hele blev styrret af en venlig massaimand, der traditionen tro og for turisternes skyld gik rundt i sit massaitoj. Altsaa et ganske dejligt sted, hvor alt vores saedvanlige luksus var undladt.

-Juleaften-

Dagen var dedikeret til ”gameride”, og vi startede derfor tidligt om morgenen, klokken 7. Lettere om i hele kroppen efter garsdagens strabadser og sengen, hopper vi et par fugtige sko, spiser en god morgenmad, og vaelger i vores halvsovnige tilstand, at saette os bagerst igen. Efter langt om laenge at have faaet franskmaendene fyldt i bilen, kunne vi saette kursen mod indgangen til parken.

Hjemme fra tv og film, har vi vel alle vores mere eller mindre romantiserede forestillinger om, hvordan en safari foregaar. Jeg kan forestille mig at de, for de flestes vedkommende, byder paa scener, hvor man sidder alene i sin Landrover, midt ude paa savannen med kaempe flokke af gnuer, zebraer og alverdens gazeller og antiloper, der som en enorm strom driver mod nye graesgange, under den kaempe glodende afrikanske sols retraete, mens lover, leoparder og geparder sniger sig ind paa det store tag-selv-bord, under skarp bevogtning af gribbe og hyaener. Eller! Man har faaet sneget sin 4-hjuls-traekker taet nok paa breden til, paa naert hold, at kunne iagttage den selvsamme flok af gnuer, zebraer og alverdens gazeller og antiloper krydse floden, hvor de glubske krokodiller ligger i deres traestammekostumer, og venter paa festmaaltidet, mens en flok elefanter nyder godt af det kolende mudder, og lader deres smaa unger tumle rundt i det, og det hele bliver presset ned til et stort ”kodak-moment”. Men som med alle andre fantasier, viser virkeligheden sig at vaere en ganske anden.

For os okonomi rejsende var koretojet, som tidligere naevnt, den solide Nissan URVAN, der kan taale utrolig mange taesk fra de smadrede vejen, men hvis forhjulstraek forhindrer dem i at forlade vejene. Dette ville dog ogsaa vaere ulovligt, da det for turisterne kun er tilladt at bruge de i forvejen markerede veje, for ikke at faa parken til at ligne et edderkoppespind af mudderstier, og odelaegge dyrenes mulighed for privat liv.

Saaledes sev der hver morgen omkring kl. 7 en svaerm af hvide safarivogne, ind af portene, samt ud fra de overklasselodges der laa midt i parken, fyldte vejene, og kaempede sig igennem mudderet, for at tilfredsstille deres vildtlivshungrende indhold. Ud af taghullet stod vi alle, og kaempede om hver tomme, naar en giraf eller elefantflok viste sig, for at faa vores helt unikke safaribillede med hjem til albummet. Selvsagt blev mange af billederne fyldt med uonskede haartotter, objektiver og halve ansigter, ved siden giraffen.

Kaplobet blev for alvor skudt igang, da jungletrommernes rytmer fortalte om en loveflok der tog en middagslur i naerheden. Hurtigt fik Thompsons smaa gazeller, zebraer og gnuer lov til at passe deres, veje blev et relativt begreb, og chaufforens fod gik naesten i krampe paa speederen for, at faa os hen til flokken for alle de andre. Som store lade og lodne pelsklumper laa de der saa og gispede i varmen, under buske, mens horderne af hvide dyr kaempede sig taettere og taettere paa, saa vi med vores telelinser kunne komme helt ind i det gule i deres ojne.

Vi havde faaet vores billeder, og igen lod trommernes dunken over radioen, og vi korte mod strommen af biler hen til den naeste attraktion, leoparden, og dernaest hutigt tilbage til en gepard, der ligeledes laa og gispede i varmen. I farten havde vi selvfolgelig lige tid til at faa et par billeder af gnuerne, zebraerne og de ucharmerende vortesvin, der hoppede rundt med deres haler i vejret som antenner.

Naar alt dette er sagt, skal der selvfolgelig ogsaa falde lidt positive ord af paa vejen. For selvom man folte sig rimelig anmasende paa sin dyrejagt. Og selvom mange af dem ikke var specielt sky laengere, efter at have poseret for mange tusinde turister, var det stadig spaendende at se dem ude i de fri, i stedet for bag betonmure. Derudover var landskabet endnu mere fantastisk end paa turen herned. Hvor parken om lordagen var praeget af uvejrsskyer, havde solen nu faaet overtaget paa den store afrikanske himmel, og blev kun afbrudt af enkelte store vattede skyer, som man blev grebet af en vild lyst til at svaeve rundt imellem, og klatrer rundt paa. De flade gronne sletter, der pletvis blev brudt af smaa bevoksninger, spredte sig ud, saa kangt ojet rakte, og blev aflost af bjergenes mere groft bevoksede overflade, hvor store elefant flokke og giraffer kunne gaa i et med landskabet. Et syn vi rigtig kunne nyde, da vi stoppede for at spise en lille picnic i det fri. Den eneste gang vi var ude af bilen.

Efter en halv dag i marken, gik turen tilbage til campen, kun afbrudt af et tilbud om at se en RIGTIG massai-landsby, og se dem opfore en traditionel dans, mod den lette sum af 1000 shilling (ca 100 kr). Selvom chaufforen provede at overbevise os om, at det var alle pengene vaerd, afslog vi, da jeg var for naerrig til at sponsere de fantastisk farvestraalende og graadige massaier, og Cecilie for traet. Saa vi tilbragte resten af eftermiddagen med at slappe af, og vente paa den store hojtidlige aften.

Det var en stor og hojtidelig aften, der forlob utrolig stille og roligt. Efter at have slaaet tiden ihjel med et par af vores medbragte ol og et slag kort, blev julemiddagen serveret. Det bod paa varme retter bestaaende af ris, chapati, en eller anden form for stuvning samt en eller anden form for kod. Et velsmagende julemaaltid, der blev fuldt op af et par liter knab saa velsmagende paprodvin, nede i teltet. Saa blev det tid til gaver, og som den eneste der havde taenkt paa den slags, maatte Cecilie paent side og se paa, at jeg pakkede en lille swahili-parleur op, efterfuldt af nogle uforbeholdne undskyldninger vedrorende den manglende gave. Julestemningen blev dog ikke draebt af denne episode, men senere af vinen, og efter en livsfarlig balancegang paa mudderskraaningerne ned til toilettet, kunne vi gaa til ro. En rigtig glaedelig juleaften...

-1. Juledag-

Vaekkeuret ringede kl 6, og varslede om en sidste morgen-”gameride”. En smule torre i mundene, begyndte vi at pakke taskerne, saa vi var klar til hjemturen. Saa gik vi op til vognen, og hentede resten af mandskabet. Her fik vi ogsaa selvskab af et nyt medlem, en ung englaender ved navn Tom, der skulle med til Nairobi, og som vi senere fik stor underholdnig ud af. Forst skulle den lille tur overstaaes, og det blev den ogsaa. En silende regn havde aflost det skybrud, der havde varet det meste af natten, og vejene var derfor praktisk talt ufremkommelige. Efter en lille times tid og et par lover opgav vi, da de forste to biler, der provede at naerme sig kattene, korte fast, og hurtigt blev omringet af et par nysgerrige unge hanner.

Efter en tiltraengt brunch, fik vi en ny chauffor og bil til hjemturen. Franskmaendene havde betalt en ekstra skilling, og skulle videre til en anden park, saa vi var kun polakken, Tom og os to danskere. Turen ud af parken gik i fuld fart, af en nogenlunde vej, og Tom kunne underholde os med sin lange rejse. Han var det, mange nok vil beskrive som en nydelig ung mand, med et yndigt Oxford-engelsk, men havde en svaer tendens til at bande og hans humor laenede sig kraftigt op af den australske, hvilket vil sige ingen fingre imellem, og saa mange beskidte ord som muligt. Hans rejse havde nu varet lidt over 5 maaneder, og var gaaet fra Estland og ned gennem Osteuropa, videre over Balkan og Tyrkiet, igennem Mellemosten, Sudan, Ethiopien og nu Kenya. Han havde derfor en masse smaa interessante anekdoter fra sin faerd, og provede at overbevise os om at vejene i Ethiopien, var langt vaerre end dem vi korte paa nu, hvilket i saa fald maa have vaeret et rent helved.

Pa vejene tilbage mod civilisationen, havde nattens regn sat sine tydlige spor. Vandet havde gravet nye og dybere grofte i hjulsporene, og de mange biler havde gravet de eksisterende huller endnu dybere. Hjemturen bod derfor paa endnu vildere slalomkorsel, og kontakten med vejen maa have vaeret paa et minimum. Det var dog lige paa naer, naar vi kom ind i det tunge mudder, og motoren arbejdede paa hojtryk, for at faa os igennem. En anden forhindring var massaierne. Graadige som de var, havde de i en stor muddermark gravet en dyb groft, som forst blev synlig naar man var lige foran. Staaende paa hver side vinkede de os derhen, og naiv som chaufforen var korte han direkte derhen. Regel nr. 1 i saadan en muddermark, er ikke at stoppe, men chaufforen havde ikke andet valg, og vi sad fast med det samme. For den lette sum af 1000 shilling, aabenbart deres gyldne nummer, ville de gladeligt skubbe os fri. Efter en del forhandling fra chaufforens side, og en del ukvemsord fra Tom, fik vi sat speederen i bund, og tvunget omdrejningstaelleren op paa de 4000 og kunne, med massaiernes hjaelp, glide den sidste vej ud, mens Tom raabte ”Merry Christmas” efter dem.

Den videre vej aendrede ikke naevnevaerdig stand, saa vi folte at det hele korte fint. Men med de modkorende kollegers markering med en haand lige under sidespejlende og ordet vand, begyndte de forste bange anelser at komme frem, og vi holdt noje oje med vejen forude. Efter lidt rolig korsel, kom den saa. En ko paa ca. 30 biler blokerede vejen, unden nogen tegn paa snarlig bevaegelse. Nysgerrige steg vi alle ud for at faa overblik over situationen.

En rolig drivende strom, omkring 30 meter bred, spaerrede vejen. Endnu et resultat af nattens voldsomme regnskyld. Paa hver side holdt lange koer af biler, og en skarre af nysgerrige turister og massaier, stod og fulgte de skiftevise forsog, der rigtig nok beviste, at vandet naaede op til sidespejlene de dybeste steder. samt gjorde at hver krydsning blev mere og mere risikabel. Desuden blev hver krydsning blev mere og mere risikabel, naar en bil havde taget turen over, da den gravede sporet dybere, og isaer paa den modsatte bred, gjorde den sidste skraent, og forhindring, stejlere og stejlere. Det var selvfolgelig god underholdning, at se hver chauffor tage et par hurtige dybe indaandninger, traedde speederen i bund, og med nod og naeppe kravle op af skraenten paa den anden side. Forsogene fra modsatte bred gik bedst, da de ikke skulle op ad bakke. Men en lidt for nonchelant chauffor, mente bestem at hans bil kunne flyde, og lod sig stille trille ud. Med det samme sad han fast, og under hans ihaerdige forsog paa at komme videre, gravede bilen sig laengere ned, hvorpaa han slukkede motoren, og der drukner med det samme. Her blev chaufforene, og alle der havde noget at skulle have sagt, sat paa deres forste organisatoriske prove: For hvordan kunne de faa hevet bilen fri, hvem skulle gore det og saa en masse smaa ligegyldige smaa diskutioner, der kun bidragede til endnu mere unodvendig spildtid.

Vi havde nu sat os godt til rette paa forreste parket, og kunne faa os et par gode grin over afrikanernes mangel paa initiativ. Samtidig kunne vi begynde at taenke over, hvordan alle bilerne skulle krydse floden, paa en nem og effektiv maade, da denne situation tydeligvis ikke var holdbar. Det mente et par chaufforer aabenbart den var, og med et par godtroende amerikanere indenbords, satte forst den ene kurs mod modsatte bred. Det gik som spaaet, og i sin iver for ikke at drukne vognen, holdt geniet speederen i bund, indtil ustodningen begyndte at traenge ind i kabinen. Imellemtiden folte det andet geni, at der sagtens kunne vaere plads til to biler paa skraenten. Det havde han ret i, og sammen kunne de danne kaempe skyer af udstodning, mens deres passagerer hang halvkvalte ud af taglemmen. Ideel underholdning!

Mens bilerne hang, og ventede paa den langsommelige fritraekningsproces, begyndte de andre chaufforer at se problemet, og forstaa at der skulle en velkoordineret plan til at lose situationen. Men i afrika er der langt fra ord til handling. En plan hvor de mange  4-hjuls-traekkere der var paa hver side, kunne bruges til at traekke os andre over, virkede aabenbart ikke aabenlys. Forst 3 timer efter vores ankomst fik en selvudnaevnt leder, en mand der mindede utroligt meget om Samuel L. Jackson, samlet de andre og redegjort for udforelsen af planen, samt koordineret den med den anden side. Og der var masser af biler til at hjaelpe, foruden de parkrangers der havde siddet og set til, var mange af safari- bilerne Landrovers. Men en ting er at have en plan, en anden ting er naar den af 20 forskellige personer, bliver fortolket paa 20 forskellige maader. Til trods for at der er radioer og mulighed for kommunikation paa begge sider, endte alt i kaos, da alle ville afsted samtidig. Og da de forste biler endelig korte, undgik de paa forunderlig maade at faa det hele til at kore glidende, saa en bil, i stedet for at traekke over – koble af – koble paa – traekke over, formaaede at kore over og spaerre vejen for alle de andre. Dette maa vaere det taetteste, man kommer paa et afrikansk cirkus.

Som tidsfordriv begyndte Tom og jeg paa den gode gamle ”gaet en nationalitet”, og provede at finde gamle rejse anekdoter der kunne maale sig med dette. Men ellers var det hele fyldt med ufrivilligt komiske indslag. Der var stadig enkelte dodsforagtende chaufforer, der troede, at netop deres Nissan URVAN kunne komme over. Alle, paa naer en, sad fast, men den enliges succces gav nogle andre nyt mod, der forhaabentlig druknede i flovhed, ovre paa skraenten, sammen med bilen.

Et andet indslag var et aeldre hvidt aegtepar, der maa have vaeret lettere tilkalket i kabyssen, da de var taget paa safari i en lille personbil. Midt ude i floden knaekkede rebet mellem dem og Landroveren, og bilen stod og sugede i 10 min, for en redsningsaktion blev stablet paa benene. Da de endelig kom paa fast grund, blev dorene aabnet, og de to sad fuldstaendig forstenede og uforstaaende, mens vandet vaeltede ud i 1 min...

Samtidig var en amerikansk families situation ogsaa meget interessant.  De skulle naa et fly kl 21, og havde en masse de skulle naa inden. Ikke mindst den passiv-aggressive far, der flere gange provede at forklare deres situation til chaufforene, men blev modt med et ”Det skal vi nok naa!”, hver gang. Hans reaktion var at lobe ud i buskene, og afreagere, eller sidde i trance og pille ved sit kamera, mens sonnen konstant sagde ”Praise the Lord!” til os... Frustrationerne hos amerikaneren eller os andre blev ikke mindre af, at massaierne netop ved en 18 tiden skulle have deres koer til at krydse floden, saa hele aktionen maatte holde inde.

Langt om laenge havde vi faaet arbejdet os igennem koen. Kl 18:45, omtraent 5 timer efter vores ankomst kunne vi krydse floden, lige inden den naeste flok koer blev jaget over. Saa kunne vi endelig begynde paa de naeste 5 timers koretur hjemad.

De faa positive oplevelser vi kunne tage med os fra floden, var at jeg fik set en rigtig solnedgang i Massai Mara, dog uden gnuerne og de andre dyr, men vel ogsaa at vi fik et solidt og laererigt mode med den afrikanske maade at gore tingene paa. Den negative var at vi forst fik mad naeste dag kl 10, da huset var tomt for alt spiseligt.  Men alt i alt synes jeg, at min jul forblev dejlig ujulet, og samtidig ganske mindevaerdig...

De sidste par maaneder har efterhaanden sat sine spor, om ikke andet saa paa haarpragten. Derfor havde jeg besluttet at tage paa et af mine faa aarlige besog hos en frisor. Det er ikke svaert at finde en her i byen. Det eneste man skal gore op med sig selv, er hvilket prisleje, man har lyst til at bevaege sig ud i, ligesom i Danmark. Prisen er ikke naer saa hoj som derhjemme, ligemeget hvilken ende af skalaen man vaelger. Men da jeg, naar det kommer til klipning, er naerig af natur, havde jeg besluttet den billige ende.De billigste steder i Nairobi maa nodvendigvis ligge de fattigste steder. Saa jeg allierede mig med Walter, der selv arbejder paa at faa en lille salon op og korer, for at finde et sted ude i Pumwani

Til lejligheden havde Walter ogsaa faa klippet sine lokker, derfor vidste han praecis hvem der var den rette mand til at klare jobbet. Solomon, der er en af Walters venner, har en lille salon fint indrettet til formaalet. Den mere praecise beskrivelse af salonen maa dog vaere et skur. Omtrent 9 m2, men fint dekoreret paa den ene vaeg med to plakater, der kan give inspiration til fortvivlede kunder, samt et stort spejl hvis revner dekorativt er lappet med gul tape. Sakse har Solomon desvaere ikke, saa det hele foregaar med maskine, hvilket heller ikke er nogen ulempe naar man har besluttet sig for den korte variant.

Op i frisorstolen, paa med plastik kappen, og saa kunne showet begynde. Jeg havde aeren af at vaere den forste muzungu i hans salon, og han gjorde sig derfor ekstra umage med arbejdet. Der blev trimmet med tre forskellige laengder, for at faa de glidende overgange, og til sidst blev der rettet til ned til millimeter maalet, saa jeg med stolthed kan sige, at min nakke aldrig har set saa veltrimmet ud. Ca. 45 min efter at vaere traadt indenfor, kunne Solomon saette den ednelige prik over Iet, med en gang finsprit til lige at tage de vaerste urenheder, og saa sende en halvberuset derfra...

Yderst tilfreds med resultatet, stak jeg Solomon 100 shilling (ca. 10 kr), hvorpaa han naesten faldt paa knae for mig af glaede. Det var tydeligvis meget mere, end hvad hans normale kunder plejede at betale, men lige i dette tilfaelde syntes jeg det var okay med lidt muzungu-priser. Saa nu er min hovedbund klar til at angribe den afrikanske sol. Det skal nok blive et sandt helvede, de gange jeg glemmer solcremen...

Saa naermer tiden sig med julemusik og jesusbarn. Med godter og andesteg og alt hvad der sig dertil horer. Derfor skulle min lille log da ogsaa baere lidt praeg af hojtiden. Det foregaar vises via en lille billed sekvens her til hojrer. Jeg kalder den "Julefrokosten", og maa straks pointerer, at alt hvad der foregaar er fiktivt, og ikke har noget med virkeligheden at gorer: Altsaa REN underholdning for underholdningens skyld!

Her fra min lille webniche, og fra mine ledsagere her i Kenya onsker vi alle laesere en rigtig glaedelig jul, og et rigtig godt nytaar.

                        GLAEDLIG JUL, OG GODT NYTAAR--

Jeg kan med tilfredshed konstatere at mit julefrie aar, naesten er forlobet uspoleret. December maaned er snart ved at vaere ovre, og det, uden alt dens normale juletraengsel, alarm og falske julemaend. Lige med undtagelse af en enkelt mager mork en af slagsen, men han formaaede ikke at spraede nogen saerlig stemning, med sin halvhjertede svingen med klokken. Ja, glaedeligvis er vi blevet forskaaenet for det meste af julefanatismen. Den viser sig kun paa enkelte gadehjorner i form af Boney M's "Mary's boychild", aller en halvmekanisk nisse, samt hos et par piger herhjemme, der absolut mener, at det er paa sin plads med brunkage-bag og glogg.

-Mod Kysten-

Midt i december benyttede vi os af muligheden, for at komme en tur til Kenyas storste kystby, Mombassa. Turen var arrangeret gennem et debatforum kaldet Coffee Bar. Det er et ugenligt forum afholdt af og paa Saint Johns, hvor unge fra Pumwani kan komme og deltage i diskutioner om alt fra religion, politik, sex og andre vedkommende emner. Hertil nydes der som navnet antyder selvfolge en kop kaffe og lidt kage.

Om aftenen Lordag den 9. satte 28 unge, heraf 5 muzunguer (hvide mennesker paa swahili), sig ind i den til lejligheden lejede Matatu, og da bagage og saeder stod i et, satte vi kursen mod sydost. For os nordboere, forventede vi en noget naer almindelig busrejse, med smaasnak og sovn. Dette viste sig hurtigt ikke at vaere tilfaeldet. Pumwani fyrerne havde selvfolgelig slaebt hele deres lager af cder med, og inden motoren var blevet varm, strommede rytmerne ud af de diskante hojtalere. For at saette trumf paa, havde chaufforen selvfolgelig medbragt sin dodsforagtende korsel, der igen gik i samspil med vejens tilstand, saa spillede symfonien, og vi kunne hoppe derud af. Godt 10 timer og ingen sovn senere naaede vi vores destination, et mindre skole kompleks lidt nord for Mombassa, med en raekke sovesale og undervisnings lokaler, fordelt i en masse smaa bygninger.

Vi blev hurtigt indkvarteret, og gjort bekendt med omgivelserne. Ikke mindst var vores nye kokken samt bad- og toiletfasciliteter ikke laenger som hjemme i Westlands. Alt madlavning foregik over ild, og forberedning af kartofler, kaal og gulerodder foregik ude i gaarden. For at tage bad skulle der hentes vand i en stor spand, og saa matte resten foregaa med haandkraft. Af toiletter kunne man vaelge et hul i jorden, eller en kumme hvor man lige skulle skylde ud med en spand vand. En del mere primitivt en vores vante omgivelser, men det hele har jo sin egen charme. Det faktum at man kun kunne bade i koldt vand, var egentlig en befrielse. For med temperaturer et godt stykke over 30 grader, var et koldt bad simpelthen herligt. At man godt et kvarter senere igen var godt svedig, maa igen indskrives under vores charmerende vilkaar...

Efter en meget forsinket frokost, blev det endelig tid at bevaege sig mod vandet. Tanken om at komme til at bade ved Mombassas dejlige strande, havde vaeret yderst lokkende fra begyndelsen af turen, og hele den tropiske postkort stemning blev da ogsaa kraftigere, jo naermere vi kom vandet. Efter 20 minutters gang begyndte kokospalmerne at skyde op omkring os, og snart kunne vi ogsaa ane en turkis streg komme til syne. Med en hoj sol over vores hoveder blev sandet forvandlet til et kridhvidt blaendende underlag, som skiftede til en dejlig turkis, naar man naaede vandet. En forfriskende og underholdende dukkert fulgte. Forfriskende til trods for at vandet var taemmelig salt og ca 30 grader varmt, men med luftemperaturen og den lange bustur haengende over os var det ren nydelse. Underholdning stod vores medrejsende for. Som dansker er man vant til, at stortset alle kan svomme. Men hernede kunne de taellers paa en haand.

Som de venlige sjaele vi er, begyndte vi selvfolgelig at laere fra os af teknik og tricks, men det var lettere sagt end gjort, saa vi provede med en enkelt ting: at flyde. Med det samme kunne det ligne et evighedsprojekt. ”Fyld dine lunger med luft, lig dig tilbage i vandet og slap helt af”, ca. saadan lod raadet fulgt af en demonstration, og hvad der lignede kollektivt selvmord, begyndte. Selv husker jeg hvor svaert det var dengang for mange aar siden, og det har garanteret ogsaa vaeret god underholdning. Men naar man lige ganger det med en flok voksne maend, der skraekslagne springer op af vandet i den tro at de drukner, det er guld vaerd!

-African time-

Ovenstaaende begreb har vi hort meget om hernede, ogsaa stiftet en smule bekendskab med. Men paa denne tur fik vi virkelig beviser, paa alt hvad det det indebaere. Vores uge havde et fint dagsprogram, som det vist nok var meningen vi skulle folge rimelig praecist. Men fra starten kom kenyanernes utroligt ringe evne til at koordinere og overholde simple aftaler og tidspunkter. Fra morgenmaden til den efterfolgende devotion, begyndte det allerede at sejle. Folk kom dryssende som det passede dem, og gik hvis det passede dem. Derfor kunne det vaere svaert at give faelles beskeder, der naaede ud til alle. For evnen til at vidregive beskeder sidder heller ikke saa dybt i dem. Men alligevel er de paa en eller anden maade meget optimistiske omkring deres egen punktlighed. De fastligger et rimelig stramt, hvor der ikke er taget hojde for eventuelle uventet opstaaende situationer, eller deres mentalitet, og derfor endte frokosten som regel altid med, at blive serveret 1-2 timer senere end forventet. Naar der om eftermiddagen var sat tid af til strandture, var folk blevet utaalmodige, og gik spredte i smaa grupper. Her var aftalen at vi gik forholdsvis samlet, for at man ikke pludselig var efterladt alene, til fordel for eventuelle lyssky elementer. Denne spredning medforte at ingen havde nogen ide om hvem, der havde noglen til vores sovesal, og at folk derfor ofte maatte vaebne sig med taalmodighed, indtil sidste mand fra stranden fandt ud af, at det nok var ham der havde den. Og saadan kunne kunne man blive ved med smaa eksempler paa ”African time”. Det var i det hele taget den mest irriterende ting ved turen, men heldigvis ikke noget der odelagde den, og i sidste ende nok ogsaa noget man kun kan tage ved laere af.

-Hengivelse-

Morgenmaden blev serveret hver dag kl 8, hvilket gav en god tid til at tage et morgenbad. Med mindre man havde vaeret paa en seriosdruktur, var det nemlig fysisk umuligt at sove laengere end til klokke 7. Forst og fremmest fordi temperaturen og luftfugtigheden allerede der var ufattelig hoj, men ogsaa fordi kenyanere gennerelt staar usandsynligt tidligt op, og blaeser op i deres medbragte anlaeg, saa de tunge reggaerytmer banker ens dromme ud af hovedet.

Lige efter morgenmaden fulgte saa, i hvert tilfaelde for os muzunguer, dagens mest absurte og unodvaendige optrin. Hver morgen klokken halv 9, var der Devotion! Som ordet henviser til, handler det her om hengivenhed, og det selvfolgelig til Gud. I en rundkreds begynder hele flokken saa at synge religiose sang, hovedsageligt paa swahili og med en masse klappen og dansen. Uden at kunne teksten, maa vi jo saa prove at folge dansen, hvilket i deres ojne maa ha ganske underholdende, hvis de da ikke var for optagede af at vaere devotede. Efter et kvarters dansen, er det saa tid til bon og lidt recitering af bibelen, hvis der er nogen der lige har et vers paa tungen. Det er der altid et par stykker der har.

For mig og de andre nordboere, virkede hele dette optrin fuldstaendigt unodvaendigt. At synge om og danse til sange om hvor god og dejlig gud er, ligger tilbage i 1. klasse, da man skulle optraede i kirken. Paa den ene side har man lyst til at stille sig og grine lidt af det, men samtidig er det lidt skraemmende. Jeg foler det som vaerende absurt at man kan stille sig op og hengive sig selv og sit liv fuldstaendig til, hvad der for mig er en fantasi. Det var ogsaa maerkeligt pludselig at se sine venner, man aldrig i hverdagen ville tro var religiose, staa og bede og tale om Herrens ord, godhed og styrke. Man kunne selvfolgelig bare blive vaek fra denne devotion, men de ser den som meget vigtig, og paa en eller anden maade ville jeg gerne respektere det. Men hvad saa med min egen overbevisninger? Jeg kunne jo ogsaa sige hojt ”Jeg tror ikke paa gud!”, og saa bare gaa. Men det letteste var bare at bide det i sig , og respektere deres behov for at tro. Enhver udmeldelse af ”manglende” tro, ville ogsaa bare forer til stor diskution. En jeg tog et par gange, og med samme udfald. Begge jeg snakkede med, blev chokerede over min udmeldelse, og kaldte den forkert; ”Hvis jeg ikke troede paa gud, saa maatte jeg tro djaevlen, og troede jeg ikke paa djaevlen, maatte jeg da have en anden religion, for jeg kunne da ikke tro vi stammede fra aberne, ha ha ha!” Og diskutionen kunne fortsaette i en uendelighed, og naar jeg begyndte paa dem, kunne jeg sagtens blive nedrig og bore dybt i alt det med religion. Men saa er det jo, at vi danskere er saa heldige at have faaet et haandfast paa, at den letteste maade at saare religiose paa, er paa deres tro.

Efter al balladen, naaede vi saa til dagens naeste punkt. Tiden mellem devotion og frokosten var afsat til en slags workshops. Dette var en fortsaettelse af, hvad Coffee Bar beskaeftiger med. Et par af dagene blev brugt paa at kreere plakater, der henvendte sig til ungdommen i Pumwani, over et tema der lod noget lignende: ”No to drugs, yes to education”. Dagen efter skulle de saa fremlaegges og forsvares, paa aegte folkeskole maner. I grupperne gik prioriteringerne dog lidt mere paa at finde paa et navn og motto, hvilket aabenbart er vigtigt her paa aekvator.

Enkelte dage fortsatte de religiose temaer videre i workshoppen, og udviklede sig til smaa diskutioner. En dag holdt Ben, der er en af laererne fra Saint Johns, et mindre fordrag om at have visioner i sit liv, og lade dem vaere drivkraften og maaden du kommer frem paa. Han var utroligt veltalende og rigtig god til at faa publikum til at folge med, og ville sagtens have kunne underholde en dansk skole klasse. Talen havde en masse gode teser, og smaa eksempler, men paa en kant faldt den alligevel helt ud. Paa den ene side skulle man som sagt bruge visionerne som drivkraft, men ved siden af skulle man ligge sin skaebne i guds haender og bede til, at han kunne lede en paa vejen. Igen har jeg svaert ved at saette mig ind i tankegange om, at lade sit liv vaere styret af gud, men bortsaet fra ham er hele ideen jo god nok...

-Kaal, Kartofler og ugali-

Lunch time! Oven paa formiddagenes strabadser, faldt frokosten altid paa et tort sted. Morgenmaden raekte aldrig ret langt, da den hovedsageligt bestod af nogle torre skiver toast og te, kenyan style: te, en 60% maelk og gerne 2-3 spsk sukker/kop. Her var det teen der maettede mest! Derimod var der altid varm mad til frokost og aftensmad. Variationerne fra middag til aften, var dog aldrig specielt store, og for den sags skyld heller ikke paa de forskellige dage. Ris og kartofler, var for det meste hovedfyldet. Ellers kunne det vaere pilau, ris med traditionel krydderier, chapati, en form for pandekage, eller ugali, Kenyas nationalret bestaaende majsmel, olie, vand og lidt andet, ligner ubagt dej, men kan vaere ufatteligt haardt. Dertil kunne der serveres kaal i forskellige anretninger, dog altid tilberedt over ilden, ellers var det hovedsageligt noget sammenkogt gryderet, mere eller mindre smagfulgt. Faelles var dog, at kod udgjorde en utrolig beskeden del af kosten, dette skyltes et meget skrabet budget, paa grund af vores medrejsendes okonomiske situationer. Det skal der ikke lyde et ondt ord om, tvaertimod...

-Beach, bold og Mombassa-

Hver dag blev der set frem til eftermiddagen. Alle dage bod den paa strand visit, og torsdag, fredag og lordag paa Mombassa tur, hvis det lokkede. Af strand muligheder havde vi flere, men benyttede os kun af de to naermeste: vores lokale og Pirates, der havde lidt flere boder, saelgere og mennesker. Ens for begge steder var dog, at der blev spillet fodbold overalt, hvor underlaget tillod det. Efter halvanden maaned i Nairobi uden nogen form for fysisk aktivitet, var det tiltraengt med noget solidt sand pisken. De fleste af fyrerne var ganske habile boldspillere, og foruden det var deres fysik heller ikke saadan at kimse af. Foruden det var der 2 stykker over de 200 pund, og bare en enkelt en af dem i hoj fart, var ikke sjov at faa over foden. Med det dejlige turkise lige ved siden af, var det oplagt med en gang bold inden vandet kaldte, og skaderne blev for slemme. Derude fortsatte kampen saa. Nu igen med forgaeves forsog paa kunsten ”at flyde”, og for de mere ovede, et par enkelte rettelser til deres hundesvomning. Naar solen ikke kunne varme mere, var det tilbage paa land, og faa en gang kokosnod til at tage den salte smag.

Fredag blev strabserne i det hvide sand for meget, og jeg blev nodt til at tage paa rekreation i Mombassa. Alt den fodbold i bare fodder havde efterladt mine fodder i en naermest ubrugelig stand, og flere kampe var simpelthen udelukkede. Saa for at kunne sige, at jeg havde vaeret der, tog jeg med en lille gruppe, med Matatu til byen. Men paa fantastisk kenyansk maner, havde to af dem, der aabenbart havde noget, at skulle have sagt, besluttet at vi skulle ud til en dodssyg strand, de ikke anede hvor laa, og som viste sig at ligge en times gang fra matatu pladsen. Saa meget for min rekreation og mit onske om at se bare lidt af byen. Og for at saette en komisk prik over i’et, havde igen af dem badebusker med, og efter 10 minutter paa stranden, gik vi en times tid tilbage. Mere er der vist ikke at sige til den episode...

Lordag tog vi muzunguer igen til byen. Kommunikationen fungerede en del bedre, og vi lykkedes med at finde og booke et ganske fint og billigt hotel i centrum af byen, til nytaarsaften. Ja, den har vi besluttet at afholde i Mombassa, der eftersigende skulle vaere ganske festlig by til saadanne begivenheder. Mere naaede vi desvaerre heller ikke rigtig at se af byen denne omgang, saa naeste uge har vi masser at naa dernede.

-Det lose-

Uden for programmet var der selvfolgelig masser af tid. Aftenerne blev de forste par dage brugt paa at undersoge de naerliggende barer og diskoteker. Det var inden Sally fra Saint Johns kom, da blev der indfort udgangsforbud om aftenen. Vi naaede dog ned og se Chelsea-Arsenal, paa  en engelsk pub. Med et par habile fanskarer paa alle sider, blev det et dejligt gensyn med live fodbold, jeg har matte vaere foruden, sidden jeg forlod Danmark. Et stort savn!

Mandag aften udviklede en ellers lovende tur, sig til en parrodi. Vi skulle finde et festlig diskotek, hvor vi alle havde raad til at vaere. Vi kommer ind i en Matatu, og korer langs kysten til vi kommer til et palmetags-overdaekket-diskotek. Vi betaler indgang og finder et par borde. Hurtigt genkender jeg nogle af de fantastiske sange, der huserede dansegulvet dengang, jeg startede mine mange byturer. VENGABOYS! Paa det tidspunkt begynder alarmklokkerne at ringe. Nu begynder vi at kigge rundt, og maa konstatere at klientellet stortset kun bestaar af hvide over pensionsalderen, heraf en stor del maend. Den anden halvdel kunne vel ligesaa godt vare fundet i Thailand, paa naer nogle andre etniske traek. Rundt omkring sidder staar de og spotter efter ofre, nogle har fundet deres, endda en med en paa hvert laar. Vi sidder alle og iagtager showet med stigende forargelse og vaemmelse over disse respektlose hvide mannesker, hvis de fortjener at blive kaldt det, samtidig undre vi os over hvordan vi er havnet her.

Resten af aftenerne blev brugt paa forskellig underholdnig. Nogle fik rodet deres haaar til i fletninger, mens vi andre fortrak til sovesalene, og fyrrede godt op for henholdsvis de afrikanske-og reggaerytmerne. Enkelte formaaede at snige sig ud og til Mombassa, mens vi andre gik kolde under myggenettene. Mange aftener brugte jeg paa at snakke med nogle af de mange nye ansigter, om alt fra politik, vores forskellige lande, kvinder og et par gange lidt religion.

Sovesalene forlod jeg hurtigt naar jeg skulle sove, luften derinde var simpelthen for varm og tung til, at nogen skadinav kunne sove der. I stedet flyttede vi ud paa en terrasse, hvor der var en let brise, og sov fra alt den larm, de andre praesterede at lave, indtil solen begyndte at stege os klokken ca. 6:45...

-Culture nat-

Som afslutning paa en rigtig herlig uge, afholdt vi lordag aften en saakaldt kulturnat. I de forskellige grupper plus de lose selvvalgte, skulle vi opforer en traditionel dans, en sketch, vers eller hvas vi kunne komme op med. Det var til tider en ganske underholdende aften, hvor vi muzunguer vandt prisen for de mest kreative kustumer, for vores sort-skraldepose-dans. Desvaerre fik vi ikke nogle billeder af vores lille optraeden, der efter sigende skulle vaere en succes. Jeg havde en pose over hovedet og saa derfor intet.

Som helhed var det en rigtig fed uge. Jeg synes altid det er dejligt at mode nye mennesker, og isaer naar alle er saa aabne og venlige, som det var tilfaeldet her. De smaa irritations momenter med ”African time” kan ikke overskygge alt det. Nu sidder jeg bare tilbage med folelsen af, at det er skam man kun har en maaned tilbage i Kenya, naar man lige har laert saa mange nye mennesker at kende. Kun en maaned...

... Og en masse nye indtryk og oplevelser rigere. Det kan selvfolgelig i sig selv, ikke komme som den store overraskelse, naar man vaelger at pakke rygsaekken, og flyve en ca. 4.500 km til Moder Jords livrem.

Fra vores opholdt var bestilt, til vi havde tilbragt de forste par dage hernede, var vi fyldte med forventninger og forestillinger om, hvordan Kenya var, og hvad landet kunne byde paa. De fleste af disse gik isaer paa negative ting, men var ogsaa godt supleret af mangel paa viden om hvilke forhold, vi overhovet kom ned til. "Nairobbery" som efter sigende skulle vaere et yndet kaelenavn til byen, blandt de lokale, havde i hvert tilfaelde efterladt mig med en del insekter i bugen. Statistikken viser, at Nairobi ligger solidt placeret i topppen af listen, blandt de mest voldelige byer i Afrika, og skulle man tro advarslerne, kunne vi lige saa godt forberede sig paa en enkelt "mugging" eller to.

Min naeste store frygt var udsigten til at skulle leve som vegetar i et halvt aar, ved informationen om det afrikanske kods kvalitet. De mest haablost afskaarede brusk stykker, der nogle gange vil kunne forveksles med benstumper, og dertil har vaeret udstillet bag en plexiglas rude i et skur, klods op af en stovet vej med tung traffik, og en tropisk sol som udstillings lys. Denne beskrivelse er dog meget praecis, naar man kommer ud i slummen, og paa landet vil jeg tro. Men heldigvis bor vi i Nairobi, hvis supermarkeder lever op til enhver vestlig standard.

-Et savn af de store-

Pa grund af advarslerne om de hoje kriminalitet hernede, blev det i sidste ojeblik besluttet at lade mit hojt elskede spejlrefleks, blive hjemme. Da vi ikke vidste hvilke forhold, vi skulle bo under, blev min fader og jeg enige om, at dette ville vaere det mest fornuftige. Skulle vi bo i et usikkert omraade, ville det med sikkerhed vaere en konstant kilde til bekymring, hvis det skulle ligge paa et vaerelse. Samtidig ville man ogsaa vaere et oplagt maal for alverdens mere eller mindre lyssky elementer hernede, hvis man gik rundt med 5-6 aarslonne om halsen.

Substitutten blev et, en del mindre og lettere, lommekamera. Det kan ikke diskuteres, at det er en del mere behaendigt at have med sig inde i byen og slummen. Og det giver ogsaa en del mere frihed, at man ikke behover gutterne fra Saint Johns, til at agere livvagter, hver gang man vil tage lidt billeder. Men trods den lille sags udemaerkede formaaen, kan det ikke erstatte min Nikon derhjemme. Og jeg maa aerligt indromme, at det endda ikke saa sjaeldent haenner, at jeg i dette sande Eldorado af motiver, der simpelthen maa vaere forudbestemt til at blive foreviget, savner det saa uendelig meget. Men jeg maa klare mig uden. Og i denne sammenhaenge vil jeg lige forsikrer om, at redaktionen arbejder paa hojtryk for, at kunne bringe flere visuelle tillaeg.

-Volborg-

Efter at vaere kommet midt i den korte regntid, hvor stortset hver dag bod paa regn, er solen og varmen er nu ogsaa endelig begyndt at kunne maerkes, og de forventede tropiske solstraaler at riste os. Indtil nu gik naesten hver aften og nat ellers med regn, der mange gange fortsatte til tidligt ud paa formiddagen. Af samme grund var slummen tit forvandlet til et storre mudderhul, jaevligt holdt ved lige af et par aabne sluser oven fra. Her skal det selvfolgelig ikke lyde som om, vi har haft dansk vejr, for storstedelen af tiden har dog budt paa solskin og danske sommertemperaturer.

Men med det ordentlige vejr i prognoserne, begynder kuloren ogsaa at bevaege sig over i de morkere nuancer. Saaledes er en let mork nakke og pande ved at dannes, supleret med en mere rodlig naese, dertil horende et par fin arme en cykelrytter vaerdig. Desvarre maa jeg konstatere at benene stadig let vil kunne forveksles med asparges, da solen staar saa hojt, at de ikke for meget eksponering. Derudover har den Kenyanske dress code for maend ogsaa noget, at skulle have sagt. Som mange andre lande, hvor sol og varme er en selvskreven ting, er det kun unge knaegte og turister, der gaar i shorts. Derfor bliver man nogle fristet til at traekke i de lange slags, men med de stigende temperature er det nok snart forbi.

-Hvor godtfolk er...-

1.87 hoj og aerke blond, bor et par shorts eller bukser heller ikke gore den store forskel paa, om du faar opmaerksomhed eller ej, og det er heller ikke tilfaeldet. I slummen er din blotte tilstaedevaerelse grund nok til tilraab og nysgerrige blikke, dog kun kun venlige. Selv de fyrer der sidder og ser nok saa hardkogte ud, smiler venligt, og hilser igen, naar du siger "Hello", "Habari" eller "Mambo", frit valg.

Anderledes er det inde i centrum. Det er faktisk forbloffende saa faa blikke du faar. Godt nok maa man gaa ud fra, at folk herinde er mere vant til at se hvide mennesker i gaderne. Men selve Nairobi er langt fra oversvommet af turister, hvilket jeg faktisk finder rimeligt befriende, i forhold til mange storbyer. Hvor tilraabene i slummen er hyppige, gaelder en rimelig gennerel regel i centrum: De henvendelser du skulle faa herinde, er kun fra folk, der vil have noget ud af dig. Dette gaelder Matatu konduktorer, taxi chaufforer, gadesaelgere eller ham der tilfaeldigvis skal studerer i Aarhus, men bare lige mangler 5000-10000 kr til rejsen. Her kan selv 100 kr hjaelpe, hvis det staar til ham.

Det er dog sjaeldent at man bliver truffet, kun Matatu konduktorerne prover febrilsk at faa deres vogn fyldt op, og generelt er alle de ovennaevnte meget lette at slippe af med. I modsaetning til mange andre lande, er et "nej tak" altid nok, bortset fra den "studerende" der kraever flere daarlige forklaringer, end en Ibis-saelger paa Kultorvet.

Centrum generelt er selvsagt en ganske end slummen og Westlands, omraadet vi bor i. Tempoet er skruet uhort op, og de alt domminerende Matatus kaemper intensivt om kunderne og vejen. Som i en rigtig storby, er alle gader levende af fodgaengere og diverse koretojer, og faelles for alle sidstnaevnte gaelder, at deres stand og blotte tilstaedevaerelse til tider gor, at ens lunger bliver sat paa ovarbejde. Til min undren kan jeg konstatere, at kenyanerne yderst sjaeldent lader sig paavirke af den tunge sorte diesel os, en stor bus fra midt 80'erne udsender. Det er tilsyneladende en meget sigende del af deres mentalitet, at det bare noget der er der, og ikke kan aendres paa, uden at skulle saette store og uoverskuelige mekanisker igang, derfor accepteres det; gift, kraeffremkaldende partikler eller almindelig affald.

Til at holde paa kaoset, vokser bygningerne op paa omkring vejene. Almindeligvis en 3-6 etager, let krydret med 7-9 etagers, og til sidst enkelte derover til at pifte Nairobis skyline lidt op. Den lave bygninger er hovedsageligt med alverdens smaaforretninger, saelgende alt fra toj, blandet elektronik, pirat film. Ind imellem kan man stode paa et par restuaranter, nogle hyggelige barsteder og en hel del korerskoler, der tilsammen udgor en farverig, alsidig og kaotisk facade. Det hele bilver solidt holdt nede af de utallige colleges, indenfor forskellige interesseomraader, som er placeret oven paa dem, og kun afbrudt af enkelte storcentre og hoteller. En afrikansk metropol; kaotisk, beskidt og alligevel charmerende.

-Astfaltens anarki-

En faktor der er staerkt medvirkende til at oge den kaotiske opfattelse af Nairobi, er den modsaat korselretning alting foregaar i. De forste par uger gik med at vende sig at undgaa, at blive kort ned, og vores aeldgamle indkodning om "forst kigger vi til venstre, saa til hojre... og saa til venstre igen!", har vist sig at vaere livsfarlig. For lige saa lidt som de bekymresig om de simple faerdselregler, lige saa lidt virker det til, de bekymre sig om fodgaengerne. Man skal derfor ikke blive forlegen over pludselig, at skulle lobe for sit liv, naar man har besluttet sig for at krydse en vej. Selv kenyanerne, buiseness mand som gadedreng, vil ofte kunne ses agere bambi paa glat is.Men med lidt taalmodighed og ganske almindeligt overblik, laere man hurtigt at bevaege sig i trafikken. Og er man forst kommet ind i rytmen, kan man let saette kenyanerne paa plads i at krydse en vej, hvis man da gaar op i den slags.

Den generelle hovedregel er dog, at den forestkorende har retten. Det gaelder, selv om det er en overmodig Matatu chauffor, der sniger ind foran dig fra siden. Og specielt i myldertiden, hvilket hernede er fra 7 morgen til 7 aften, hersker der rent anarki i Nairobis gader. Her er der ikke andet at gore, end at bevaebne sig med taalmodighed, og lidt hovedrysten, over deres manglende fremsynethed, naar det gaelder om at flaette ind i traffikken.

I disse stunder skal man bare laene sig tilbage og nyde den alt for hoje musik, der strommer ud af de overbelastede hojtalere. Lige som trafikken vender man sig dog ogsaa hurtigt til denne. Og jeg er nu efterhaanden begyndt, at synes ganske godt om de drilske 2-step rytmer og vuggende reggea ditto. Der er en dejlig glad energi i dem, og i flot sammenspil med de huller i vejene, der understotter rytmen forbavsende godt, er det svaert ikke at vippe lidt med nakken.

-Hjemme i honsegaarden-

Vi har vores lille fristed i Westlands, der er et af Nairobis mere velhavende kvarterer. Ikke desto mindre er det stadig ikke sikkert, at bevaege sig udenfor efter morkets frembrud. Derfor foregaar al transport via taxi, ogsaa de solle 500 meter der er hen til vores to norske kollegaer. Selvfolgelig kunne man tage chancen, men da selv vores vagt John, et par uger for vi kom, var blevet overfaldet et par hundrede meter herfra, er der ikke nogen grund til at spare den tyver det koster.

Denne haemsko med ikke at kunne gaa ud lige naar man foler for det., kan godt vaere lidt frustrerende i laengden. Det er selvfolgelig ikke svaerere end at ringe efter end taxi, men ens bevaegelses frihed er selvsagt rimelig indskraenket. Til alt held kan vi saa troste os selv med, at vi har en masse underholdnings midler til raadighed, der er uvante selv for mig. Da jeg hverken har fjernsyn, dvd/video eller internet derhjemme, har det ikke vaeret saa slemt endda. Vi har nu faaet set et par film, der var efterladt af tidligere logerende sasom "Nana", "En kort en lang" og "Star Wars II", foruden et par kopi film vi selv har rekvireret i byen. Derudover har jeg ogsaa vaeret nodt til at gribe til saa utraditionelle metoder, som at laese boger. Tre styks er det blevet til indtil videre, en ikke uvaesentlig forogelse af den samlede laeste maengde, og en ganske anerkendt bedrift ifolge mig selv.

Ti dage siden sidste beretning. Dermed maa det efterhaanden vaere paa tide, at der kommer lidt nyt hernede fra. Lidt nyt, som jeg paa forhaand kan robe, vil handle om vores ophold paa godt og ondt.

Som naevnt i indledningen til denne log, var min primaere motivation for at tage herned, at kunne komme til at arbejde med HIV/AIDS oplysning, eller noget der kan relateres til medicin.

-Knas i kommunikationen-

Allerede ved vores forste mode med Christina og Sally fra Saint Johns, fik vi at vide, at HIV/AIDS afdeling paa Saint Johns i ojeblikket ligger underdrejet paa grund af underbemanding, men samtidig med flere nye folk, der skal saettes ind i arbejdet. Dette har medfort to ledere, der kaemper for ikke at gaa ned med stress, samtidig med at der skal skrives aarsrapporter til diverse donorer. Disse nyheder tiltrods, valgte vi at se tiden an, da der skulle vaere nok at tage sig til derude, og som det har kunne laeses, har de forste par uger ogsaa vaeret spaendende og rige paa nye oplevelser.

Men som jeg kort berorte i forrige beretning, blev der i sidste ende lidt for meget fritid. En fin blanding af den afrikanske sans for planlaegning og manglende kommunikation og koordinering mellem MS og Saint Johns, maa tildels kunne tilskrives denne situations opstaaen. Under alle omstaendigheder er MS Kenya blevet nodt til at rette op paa dette, og som ansvarlig for os MTVs, har Teresia i sidste uge, vaeret paa overarbejde for at finde nye steder, der kunne opfylde de forventede krav.

Med hensyn til kravene, har situationen vaeret denne; at Sara og Chanette skal skrive bachelor i aernering og sundhed, og derfor har onsket at arbejde et sted, hvor de kunne vaere taet nok paa bornene, til at kunne skaffe de nodvendige oplysninger. Da alle bornene paa Saint Johns, netop har faaet juleferie i seks uger, var det derfor ikke muligt at mode disse krav paa Saint Johns. Hvad angaar Anina og min situation, saa kunne den som sagt heller ikke ordnes derude. Saaledes er der kun Cecilie tilbage, og som den let tilfredsstillede person hun er, ville hun bare gerne arbejde med born. Da Saint Johns selv i ferien fungere som et aktivitets knudepunkt og modested for bornen i slummen, er der rig mulighed at kunne opfylde dette onske.

Problemerne er nu blevet lost, saa at Sara og Chanette er kommet ud paa et bornehjem i den anden ende af Nairobi, der nogenlunde skulle kunne opfylde forudsaetningerne, for at kunne lave deres opgave. Samtidig fik Teresia paa kun en uge knaekket det kenyanske sundhedsvaesens beureaukrati, en opgave der let kan tage flere maaneder. Derved er der nu skaffet tilladelse for Anina og mig, til at kunne begynde som frivillige, i et sundhedscenter i Pumwani, kun fem minutter fra Saint Johns. Det er dejligt ikke at skulle begynde at laere et helt nyt omraade at kende igen, og endelig at kunne komme igang hernede. Desvaerre skulle der gaa naesten en hel maaned, og i sidste uge var hojdepunktet et par spaendings momenter i "Femte sol braender" af Michael Larsen, aabenlyst ikke en specielt sindsoprivende tid.

-Sundhed i slummen-

Nu da alle er kommet igang med noget arbejde hernede, begynder det at hjaelpe paa humoret. De to paa bornehjemmet hygger sig med bornene derude, der aldersmaessigt straekker sig fra 4 uger til 14-15 aar, men kommer dog med nogle bemaerkelsesvaerdige historier derude fra. Jeg skal prove at besoge det en gang, og ved den lejlighed komme naermere ind paa situationen derude.

Cecilie er sammen to norske piger, der ogsaa arbejder som frivillige paa Saint Johns, igang med at lave et lille julehygge tema, der skal lobe af staben d. 30/11 og 1/12, det bliver nordisk jul med knas og pynt, i det varme Afrika. Herudover er der flere aktiviteter i stobeskeen, bl.a. et ungdomssymposium for alle de unge i slummen, samt et borne-OL lige inden jul.

For Anina og mig er turen nu gaaet nogle hundrede meter laengere ind i slummen, naermere bestemt Pumwani Dispensary. Det er en statsstyret sundhedsklinik, der tager sig af alt fra rutine tjek og smaa skavanker, til test og behandling af Tuberkulose (TB) og HIV/AIDS, af indbyggerne i slummen. Stedet er i bedste afrikanske stil opfort i cement og et par mursten, og dertil dekoreret i fin farvestraalende nuancer undenpaa, men stilrent holdt i de cementgraa farver indvendigt. Bygningen er inddelt i 11-12 tolv rum paa 10-14 m2, der fungere som reception, konsultations rum, , et lille laboratorium, apotek og en behandling stuen, hvor TB patienterne kan modtage deres behandling. Herudover har klinikken faaet andbragt et par containere, hvor VCT, Voluntary Community & Testing centre huses. Dette er en del af myndighedernes tiltag, for at faa bremset spredningen af HIV/AIDS. Hver container er indrettet med to kontorer, hvor der i det ene sidder en raadviger og i det andet en laege. Her kan alle komme hen og faa raad og vejledning vedrorende sporgsmaal om HIV/AIDS, samt faa taget en test. Hvis de er smittet, vil de ogsaa her, kunne vejledning om behandlingen og de videre forholdsregler man herefter skal leve med. Alt sammen paa statens regning.

Efter at have tilbragt godt en dansk arbejsuge paa klinikken, har jeg nu faaet et lille indblik i, hvordan det afriskanske sundhedsvaesen fungerer, og arbejder. Ud over at de selvfolgelig har nogle ganske andre arbejdsforhold, er hele forholdet mellem receptionist/sygeplejeske/laege og patient helt anderledes end danskernes. Hvor det i Danmark isaer er patientens vilkaar der taenkes paa, maa patientenerne hernede hofligt vente, hvis receptionisten lige har lyst til at straekke sig, eller snakke med en kollega. Paa samme maade kan laegen let udskrive recepter, og udsporger en patient, uden saa meget som at have ojenkontakt med denne. Denne maerkelige distance mellem autoriteterne, er  svaer at vende sig til, og set med danske ojne, ogsaa fuldstaendig unodvaendig. Men vi er jo i Afrika, og maa vende os til, at tingene bliver gjort "African style", selvom det nogle gange kan vaere frustrerende.

-Lidt anekdoter-

Ugen har dog ogsaa budt paa andet end undren. Vi har skiftevis fulgt lidt med hos de forskellige ansatte paa klinikken. Fra lagen, HIV/AIDS raadgiveren til laboranten og mindste sindsoprivende receptionisten.

Nancy der er laborant paa stedet, har sit eget lille ydmyg laboratorie. Her faar hun dagen til at gaa med, at undersoge de prover, der er kommet ind i lobet af morgenen, for TB, hvilket er det eneste laboratoriet pt. har kapacitet og udstyr til, at udforer. Ikke desto mindre var det spaendende, at folge med i udforelsen af en saadan  undersogelse, da TB ikke er en sygdom, der husserer paa vores bredegrader laengere. Desuden kan jeg nu bryste mig af, med mine egne ojne at have set TB-bakterierne igennem mikroskopet, og nu naesten kan diagnostisere en patient med tuberkulose.

Da jeg en dag sidder i konsultationen sammen med laegen James, mens han "ser bort fra" patienterne, kommer der en kvinder ind af doren. Sammenkrobet, med tunge slaebende skridt og et traet og bedrovet ansigt. Da hun saetter sig, ser jeg hvordan hun ryster feberagtigt over hele kroppen. Sammentalen med patienten foregaar paa swahili, hvilket jeg langt fra mestre endnu, og jeg maa vente, til James kommer med sin diagnose til mig paa engelsk. Malaria lyder den paa, samt nogle andre smaa infektioner, og han foreslaar hende derfor, at gaa over til VCT, og blive HIV testet. Det bliver mit job at folge hende derover. Paa vejen ligger jeg nu endnu mere maerke til i hvor daarlig en forfatning, hun er i. En kvinde mellem 35 og 40, der har haft et haardt liv, skyder jeg hende til, men bliver meget forbloffet, da det viser sig at hun kun er 26, 2 aar aeldre end mig.

Betty er raadgiver i et af VCT kontorene, og gaar igang med at saette kvinden ind i forlobet, hvilke muligheder hun har, at alt er fortroligt og gratis. Herefter folger en masse sporsgsmaal vedrorende potentille smittekilder og risicier kvinden kan have udsat sig selv for, og slutteligt komme testen saa.

Med en steril naal prikkes i pejefingeren, saa der kommer nok blod til, at det kan samles op i en lille pipette. Herefter dryppes blodet paa selve testen, en lille maaler, der mest af alt minder om en graviditets test, og som ogsaa virker saadan. Efter ca. 5 minutter kan resultatet aflaeses.

Under hele forlobet har kvinden siddet og set daarligere og daarligere ud. Hendes ansigt har paa alle maader virket opgivende, og man skulle ikke tro at hun kunne komme til at se mere ynkelig ud. Men da resultatet kom, kunne man sporer total fortvivelse, kort efter fulgt op af et resignerende og ligegyldigt udtryk, som var kampen tabt.

Nu begyndte Betty at saelge kvindens liv tilbage til hende. Forklare hende at man med den rette behandling og livstil vil kunne leve et langt liv, hvor HIV naesten kun vil vaere en tilstand, hun skal vaere afklaret med, som en diabetes patient er det med sukkersyge.

Det var en meget speciel oplevelse, at side og se en kvinde faa sin skaebne beseglet paa 5 minutter. Paa en maade naervaerende da vi sad i samme rum, og samtidig fremmed da det var en, for mig paa alle maader, ukendts liv det gik udover. Det er svaert at saette ord paa den situation.

--

Gennemgaaende har det vaeret dejlig at komme igang igen, efter en uge paa meget lavt blus, men samtidig har tempoet paa klinikken vaeret meget afrikansk. Stedet er ikke overbebyrdet med arbejde, selvom receptionisten gerne ser situationen saadan, og da hverken Anina eller jeg har nogen speciel medicins erfaring, kan vi ikke gaa igang med at skaerer i patienterne. Saa vi afventer situationen lidt, og ser om vi danskere, saa forvandt med meget arbejde, kan faa vores energi braendt af dernede. I sidste ende kan det jo med, at vi maa gaa paa halv tid, arbejde med bornene paa Saint Johns istedet. Eventuelt!