Efter en mindre afkoblingsrundrejse i USA er jeg nu ved at være tæt på at skulle hjem.

Inden da har jeg dog lige et par dage, hvor jeg skal tilbage og sige farvel/på gensyn eller hvad det nu bliver, til Suyapa.

Eftersom, at jeg har været på farten den sidste måned har jeg ligeså langsomt kunne vænne mig til en hverdag uden dejlige honduranerbørn, skrald på gaden, tilråb fra alverdens mere eller mindre ucharmerende mænd, myggestik og kolde brusebade.

At skulle sige farvel til Honduras er noget jeg har gruet for længe, da jeg virkelig har fundet mig et miljø som jeg er ked af at skulle undvære. Heldigvis kan jeg undværes i den fattige slum. Julie og Anna er fortsat i gang med at sprøjte dansk energi ind i MCM og deres projekter, og inden længe kan et nyt hold danske volontører overtage arbejdet. Det er godt at vide, at der kommer nogle nye og tager over.

De sidste måneder jeg har tilbragt i  Honduras har været helt fantastiske. Jeg har virkelig mødt nogle mennesker og fået nogle oplevelser jeg sent glemmer.

Tak til jer, der troeligt har fulgt med på min blog. Jeg håber den har været med til at give jer et billede af, hvad der er sket i Suyapa.

Jeg forventer at lande i Danmark den 17.juli. Til dem af jer, der skulle have lyst skulle der være en lille "nu er Maria i Danmark igen" eftermiddagskaffesag på Herredsvejen 18 den 20. juli. Det kunne være hyggeligt, om du havde mulighed for at kigge forbi.

Impact har på nuværende tidspunkt fire forskellige projekter i Honduras, hvor der er danske volontører. Os 15 danskere, der har fornøjelsen af at være her lige nu, samledes en weekend for at få muligheden for at opleve mere af den fattige side af Honduras.

Alvin, der arbejder blandt gadens børn på 12. år, brugte sin weekend på at tage os med rundt for at se bagsiden af det honduranske samfund, frugten af et land, der er kendt som det mest korrupte i Central Amerika.

Vi startede med at besøge statens børnehjem, Infa, hvor børnene fra gaden kommer ind, inden de sendes videre til fx børnehjemmene, Emmanuel og Renacer. Her er børn i alle aldre, fra babyer til teenagere. Vi lavede forskellige aktiviteter med børnene. Jeg kom i gruppe med teenagerpigerne med hvem vi skulle lave pandekager. Pigerne får normalt ikke lov til at forlade deres hus, da der er problemer med at nogle af dem stikker af. Men den dag fik de dog tilladelse til at gå med i køkkenet for at lære at lave danske pandekager. Pigerne havde forskellige baggrunde, der havde bragt dem til Infa. En 15 årig pige fortalte, at hun havde et barn på et år, og desuden havde aborteret en tidligere graviditet. Denne pige kom fra et miljø, hvor de fleste af hendes veninder også havde været gravide.

Weekenden fortsatte med et besøg i statens fængsel. Vi besøgte de indsatte teenagepiger, der havde alderen 12 – 18 år. Flere af pigerne sad inde for mord, kidnapning, tyveri og stof misbrug. Et af de store problemer blandt de unge er netop stoffer, der bringer ofrene i en tilstand, hvor de er i stand til at gøre ting, der er ganske forfærdelige. Vi spiste, sang og spillede fodbold med pigerne, der alle virkede som helt normale teenagepiger, der dog har en fortid, der fortæller noget andet.

Imens vi besøgte pigerne fandt et massemord sted i en anden ende af fængslet. Mændenes afdeling, der er temmelig overfyldt, tog imod 30 nye fangere. Velkomsten fra dem, der i forvejen var i fængslet, var at slå de nyankomne ihjel. 18 mænd blev dræbt inden vanviddet blev stoppet.

Om aftenen smurte vi sandwich til gadens børn. Alvin tog os med ud på gaderne i Tegucigalpa, hvor mange børn og voksne har deres hjem. Børnene er vant til, at der indimellem kommer besøg, hvide mennesker med mad. Da denne sandwich for nogle var det første måltid de fik den dag, blev vi hilst hjerteligt velkommen. At se disse mennesker, små og sultne, velvidende, at vi i Danmark betaler os fra slankekure, der skal kompensere med den overflod af mad vi propper i os, virker fuldstændigt urimeligt.

Mange af de børn vi mødte havde en limflaske i hånden. Limen gør dem skæve og får dem til at glemme sulten. Flere af de lidt ældre, teenagere og voksne, var fuldstændig blæste i knolden efter flere år på limflasken. Limen er et glimrende middel til at ødelægge enhver form for fremtid, men også en hjælp til at glemme realiteterne, der hersker lige nu, og som for et barn på gaden, er det eneste man kan forholde sig til.

Alvin prøver med forskellige projekter at hjælpe børnene, men selvom han gør et stort stykke arbejde er det kun ca. 1 ud af 80 gadebørn, der tilbydes hjælp, som rent faktisk kommer videre.

Eftersom der efterhånden har været en del danske volontører her i Suyapa er man noget særligt fordi man er dansker, men man er også en i rækken. Folk ved godt, at vi på et eller andet tidspunkt tager afsted, og der så kommer nogle nye.

Da der netop er opstartet en ny guardaria i det fattige kvarter, Flores Orientes, har vi fået fornøjelsen af at være sammen med børnene der som de første danskere, hvilket specielt i starten, var en sjov oplevelse.

For, hvordan skal et lille honduranerbarn forholde sig til en lyshåret dansker, der snakker sjovt, har en anden baggrund end dens egen, og desuden er til stede uden andet formål end at lege.

Da Anna og jeg for første gang trådte ind i institutionen hos Dona Julia blev vi mødt af en flok generte børn, der ikke lige vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. De stod bagerst i rummet, afventende, hvad der nu skulle ske. En helt anderledes indstilling end hos børnene i de andre guardariaer, der kommer springende fuld af energi og forventning så snart de ser en dansker.

Efter at have præsenteret os selv begyndte genertheden at aftage til fordel for lysten til at lege, læse og spille bold, med daneserne som selskab.

Det første møde med en dansker var en ny ting for børnene i guardariaet hos Dona Julia, men besøgene efter har været en ren fornøjelsen. Børnene nyder, at der kommer nogle store legekammerater, der har legetøj med, og som har tid til at læse, hygge og være.

Efter at have været et smut i Belize for at forny mit visum er jeg vendt stærkt tilbage til slummen i Honduras. Efter fem dage ude må jeg bekræfte ordsproget: ”Ude godt, men hjemme bedst”. Det var virkelig dejligt at være tilbage i beskidte Honduras, hvor man igen kan købe fire mangoer til 2,5 kr., og hvor det er til at forstå, hvad folk siger.

Arbejdsopgaverne for os volontører udvikler sig hele tiden. Der er hele tiden noget nyt vi kan hjælpe med, hvilket er utroligt motiverende.

I et slumsamfund som Suyapa er der desværre ikke særlig mange tilbud til de unge. Overskuddet er simpelthen ikke til det. Derfor render mange unge rundt og keder sig, hvilket giver dem god tid til at lave ulykker. En af de lokale unge, der arbejder på Genesis tager flere gange hver uge initiativ til at lave aktiviteter med de unge. Den anden formiddag havde han således samlet en flok unge fra det fattigste kvarter, Flores Orientes, for at de kunne have mulighed for at høre om Gud og forbinde det med noget kreativt. Her fik han forklaret, hvordan det var vigtigt, at de unge så på deres oprindelsessted med stolthed, at de skulle være stolte af at være dem de er. Sagen er nemlig den, at ude i byen ser man en smule ned på indbyggerne fra Suyapa, de fattigere.

Det er utrolig dejligt for os volontører, at vi kan hjælpe med noget, de lokale har startet. På den måde kan vi være et par ekstra hænder, der hjælper mens vi er her, men arbejdet stopper ikke selvom vi tager af sted.

Mujeres Valientes, værdifulde kvinder, har i de seneste 14 dage været i fuld gang med at bage brød. Kvinderne, der mange af dem lever under svære forhold med få midler og mange børn, havde fået tilbuddet om at lære at lave forskellige former for kager og brød, som de måske på længere sigt vil kunne sælge og tjene på. De sidste to uger har en god flok kvinder mødt troligt op til tre timers bagning om eftermiddagen. Vi andre har så haft glæden af at købe deres hjemmebag, så de havde penge til at købe materialer til næste dags bagning.

I det fattige kvarter, Flores Orientes, har MCM (Ministerios Cristianos de Mayordomia – dem, der står bag de projekter jeg arbejder for her i Suyapa) netop startet en ny Guarderia for kvarterets børn. Anna og jeg havde fornøjelsen af at besøge dem den anden dag. De andre børn vi arbejder med er vant til danskere, og er altid vældig glade for at se os. Da vi trådte ind i legerummet og hilste på de ukendte ansigter stod der en flok halvbetuttede og generte børn. De kom ikke springende i armene på os, men stod lidt afventende og vidste ikke helt, hvordan de skulle forholde sig til os. Efter at have brudt isen med at præsentere os for hinanden begyndte de dog lige så langsomt at have lyst at lege med os, selvom vi jo ser lidt mærkelige ud. To kulturer mødtes.

Semana Santa, som påskeferien hedder her, bødpå en masse spændende oplevelser.

Først fik vi fornøjelsen af at følge 70kvinder og børn til stranden. Kvinderne er alle en del af en gruppe, der fårhjælp både økonomisk og personligt af MCM (det overordnede navn for projekterneher i Suyapa). Mange af kvinderne havde aldrig set havet før, så de var klartmeget spændte. Efter 10 timers køretur i en tætpakket bus nåede vi frem til denlandsby, hvor vi skulle overnatte. Klokken var tre om natten, og vi var alletrætte. Der var bare lige den lille detalje, at der faktisk ikke var senge tilos. Ville man have lidt søvn måtte det være i bussen, eller på den barer jord.Sådan var det for kvinder og børn, alle undtagen os, de forkælede danskere. Vifik tildelt de eneste to senge, der var, så vi kunne sove godt. Utrolig sådanen gæstfrihed de har her.

Efter et par dage i selskab med de virkeligmange kvinder fortsatte vi på egen fod til Copan. Copan er et stort område medruiner fra Maya indianerne. Vi fik indlogeret os på et hostel, og nød at kommelidt væk og holde fri. Ruiner er ruiner, og eftersom jeg ikke ved vildt megetom de kære indianer, forekom de mig at være en smule kedelige, men hvad, så harman set dem.

Onsdag tog jeg med kirken her på påskelejr, enlejr, der husede omkring 350 unge fra hele landet. Selvom det først og fremmestvar en kristen lejr, der indeholdt timelange foredrag, var der også sat enmasse tid af til forskellige spil og aktiviteter. Som så mange andre kristnelejr verden over, var denne også en scorelejr. Dette blev endelig bekræftetlørdag aften, hvor den berømte ”Click aften” fandt sted. Meningen var, atmændene skulle finde sig en pige de havde lyst at invitere, og derefter kunnedet jo være, at der var noget, der sagde klik. Som blond pige fik jeg fleretilbud end jeg har gjort i lange tider, så det nød jeg selvfølgelig. På selveaftenen brugte pigerne meget energi på at gøre sig flotte, eller hjælpe med atgøre mig flot. Jeg fik lov at få den vilde makeover af de honduranske piger. Helelejren var på alle måde mine ”Four days of famouse”, hvor drengene kom ogspurgte, om de måtte få taget et billede sammen med mig, og pigerne bare synesdet var spændende at snakke med hende den fremmede, så hvis nogen af jertrænger til at få lidt opmærksomhed, så tag på en honduransk camp. Lyst hud ogblondt hår gør forskellen.

Denne gang bliver tiden ikke lige til den store blogopdatering. Blot vil jeg informere jer om, at I nu kan se mit hjem indefra, live! Hvad havde vi gjort uden det internet...

Jeg varmer op til en super beretning i den naermeste fremtid!

Op klokken 6.30 og nyde den langtidsholdbare mælk ovenpå de udmærkede havregryn. Så blev det tirsdag, en dejlig dag, hvor tretten klasser venter på at modtage undervisning.

Vi starter i Prepen og Kinder, hvor de er ca. 60 børn på omkring 4-5 år, hvilket vil sige, at de læringsmæssigt er ved at lære tallene på spansk. 60 børn er i sig selv en stor mundfuld, men at lære dem at snakke engelsk før de kan deres modersmål kan virke lidt meningsløst, men med lidt læring gennem leg begynder de små pus at kunne sige lidt. En time er gået og vi har overstået dagens forhåbentligt største udfordring.

Videre til 6. og 5., der rent faktisk har lært lidt engelsk. Eftersom klasserne endnu er nye for os må vi stadig føle os frem for at fornemme, hvad de kan. I dag skal 6. klasse lære at sige, hvad klokken er på engelsk. Det går også meget godt indtil vi begynder at øve, hvad det hedder når klokken er ”PAST” (over). Det viser sig, at de fleste i klassen kun formår at sige hvad klokken er indtil den er ti over. Mange kan nemlig kun tælle til ti. Hmm, meget godt, så ved vi, hvor vi skal starte næste gang.

Efter en kort pause, hvor utallige elever kommer springende for at forsikre sig om, at det nu også er i dag vi kommer og underviser i engelsk, fortsætter vi til 4., 3., 2. og 1. klasse. I 3. klasse bliver vi, som i alle andre klasser, mødt med ”Buenas dias”, denne gang efterfulgt at ”I am happy” som nogle af de frimodige elever kan huske fra sidste time, hvor vi øvede ”How are you?”. Her må vi trække lidt på smilebåndet, da elevernes udtale bærer præg af, at de godt nok kan læse, men ikke har hørt tilstrækkelig engelsk udtale.

For hvert klassetrin vi går ned bliver det en smule sværere at fastholde koncentrationen hos de små bavianer, der synes det er vældig sjovt at lave larm når læreren ikke er der, og de i stedet skal underholdes af nogle hvide kæmper, der snakker et underligt sprog. Silencio por favor!(Ti venligst stille!) bliver brugt igen og igen, og sætninger som ”Sæt dig ned” og ”I bedes lave....NU!” er for længst blevet en fast del af hver undervisningstime. I 1. og 2. klasse er eleverne virkelig ukoncentrerede, så vi er glade da vi kan forlade dem for at tage hjem og holde frokostpause.

Efter pausen har vi igen 6. – 1. klasse, men bare med nogle nye elever. 5. klasse er godt i gang med at lære ”To be” formen og har haft lektier for, som ca. en tredjedel har lavet. Eftersom vi ikke har det største ordforråd på spansk er der ikke så meget andet at sige end okay, til de elever, der siger ”Profe (lærerne går under dette navn) vi har glemt at lave dem”. En fordel for dem, at sproget tvinger os til at slække på disciplinen…

Da klokken nærmer sig 15.30 skal vi have 1. klasse, den sidste for i dag. Også her gælder det, at læring må ske gennem leg, da de hverken kan skrive eller læse. I dag danser vi Boogie Woogie, hvilket børnene synes er hylemorsomt selvom de kun kan danse med. En flok leende unger er en dejlig måde at slutte en ganske almindelig tirsdag/torsdag af på.