Saa gik turen over stok og sten til Koboko. Vi havde faaet tildelt pladser naesten bagerst - ikke helt bagerst, det har vi jo laert - hvilket reslterede i at vi hoppede en halv meter hver gang bussen forcerede et bump. Og det gjorde den tit! Hvis vi dog bare vidste hvem der sad i Ugandas trafikministerium; bump med 20 meters mellemrum paa en oede landevej giver ikke mening. Vi har dog senere fundet ud af at busture kan vaere langt vaerre. Mere om det senere.....

Endelig fremme i det allernordligste, hvor vi lige pludselig var meget fremmede, og folk ved busstationen troede tydeligvis at vi var idioter. Foerst ang. vores bagage som selvfoelgelig skulle have vaeret baaret paa hovedet, vi blev da ogsaa spurgt: "mzungu, why do you load yourself like that?" Herefter en taxamand der haevede sin  pris med over 300 %. Desvaerre for ham er vi ikke saa nemme at narre efter en maaneds haard traening i afrikanske priser.

Vores formaal med at rejse helt ud hvor marabou-storkene vender, var at besoege den skole og det boernehjem hvor Sarah tidligere har arbejdet som frivillig. Samtidig gav det os en god mulighed for at se en hel anden slags Afrika - mere landligt, mere traditionelt.

Vi blev modtaget utrolig godt og mange kunne sagtens genkende den soede, om end noget maerkeligt udseende, Madam Sarah. Koboko boern stod klar med klapsalver, vinken og jubelraab hvor end vi gik. En vis sikkerhedsafstand skulle dog overholdes, Jens Jacob var i hvert fald ved at skraemme livet af en stakkels pige, der uforvarende kom gaaende rundt om et hushjoerne og lige ind i os. Hun loeb skrigende bort, til trods for at vi gik helt stille og roligt.

Det var dejligt at moede boernene og gode kolleger igen og flere var helt roerte over at vi var kommet den lange vej for at besoege dem. Det var en stor fornoejelse at opleve.  

Vi fik takket vaere en af Sarahs tidligere kolleger og stor gaestfrihed, mulighed for at se hospitalet i Koboko. Her blev vi vist rundt paa samtlige afdelinger og fik rig mulighed for at stille spoergmaal. Spoergsmaalene gik ogsaa den anden vej og saerligt ang. de paaroerendes rolle syntes de vi var skoere. Taenk bare at tage hjem og overlade et sygt familiemedlem i hospitalets varetaegt....Paa anden side havde vi bestemt ikke selv efterladt en gammel bedstemor paa et ugandisk hospital.

Paa vores rundtur kom vi ogsaa forbi alle sengepladserne. Lidt ubehagelig foelelse af at traenge sig ind paa folks privatliv. Omvendt laa folk med 20 cm afstand mellem sengene + et par madrassser i mellemgangen. Og man kan jo ikke forstyrre et ikke-eksisterende privatliv alligevel.       

Det var roerende at vaere tilbage paa boernehjemmet og se Mama Antunetta paa 70 aar tage sig af de mange boern og ikke afvise nogen. Hun faar god hjaelp af de store boern, men naar de er i skole er hun alene med ca. 10 boern under 3 aar. Saa sidder hun i skyggen fra en lerhytte og smiler, mens ungerne kravler rundt paa hende og kraever hendes opmaerksomhed.   

Efter 4 dage i Koboko blev det tid at tage tilbage til Kampala, hvor de sidste dage inden Jens Jacobs hjemrejse skulle tilbringes.

Vores bustur startede klokken 4 om morgenen og vi havde regnet med at vaere i Kampala ved 13-tiden. Vi skulle blive meget klogere!!!! Paa en ujaevn landevej 40 km fra Koboko punkterede bussen. Og saa startede loejerne. En ny bus blev tilkaldt og vi blev bedt om at skifte bus. Som de mzunguer vi er, ville vi gerne have vores bagage med. Tilsyneladende var den dog pist vaek. Vi blev koert de sidste 10 km videre til Arua (stor by) hvor vores meget ubehjaelpsomme busdame tankede taletid, for derefter at ringe lidt rundt paa maa og faa. Efter et par timer var bagagen blevet opsporet - den var blevet efterladt i et hemmeligt rum i den punkterede bus. I Arua fik vi heldigvis god hjaelp og nye billetter til en bus kl 12.30. Saa efter kun 4 timers! ventetid kunne vi rejse videre. Vi tog mange dybe indaandninger og bandede over Afrika.

I Kampala har vi leget turister; spist god mad, koebt souvenirs og solet os ved poolen. I aften siger vi saa farvel og Sarah bliver efterladt, mens Jens Jacob rejser hjem til Danmark. Det bliver helt soergeligt, men efter at have siddet laarene af hinanden i en maaned er det sikkert godt nok med lidt afstand. I morgen tager Sarah til Luwero 60 km nord for Kampala og bor primitivt og arbejder paa et HIV-projekt. Beretningen fortsaetter derfra.

Deeeeeeeeejlig ferie. Meget!                              

Hej alle derhjemme!!!

Saa naaede vi til Uganda efter en meget lang bustur fra Arusha i Tanzania. Turen tog naesten 24 timer paa meget hullede tanzaniaske, kenyanske og endelig ugandiske landeveje. Vi blev stoppet de foerste 10 gange af meget officielt paaklaedte politibetjente (AK-47 og camouflage). Hensigten med de mange check forbliver uvis, men vi har hoert rygter om at de er ude efter drikkepenge for "ulejligheden". 

I bussen moedte vi en meget interessant inder bosat i Uganda. Tilsyneladende havde han rejst hele kloden rundt og noed til at nyde livet. Inden det (efter 1 time) gik op for ham at vi er kaerester sendte han mange store smil til Sarah og foreslog Jens Jacob at blive gift med en afrikansk kvinde og starte en sukkerroersplantage. Efter udredelsen af denne misforstaaelse var han meget ivrig efter at faa besoeg af os paa vores bryllupsrejse - hm, vi smilede bare paent og lovede ikke noget.  

Inden denne famoese tur tilbragte vi 3 dage paa safari i det nordlige Tanzania. Vi har set THE BIG FOUR - taabelige sky leopard. Men ellers har vi set det hele og endda siddet 2 meter fra en snorksovende loeve. Vejen var fyldt op med ivrige safariturister med kamera, hvilket imidlertid ikke ragede dyrenes konge.

Det var rigtig fedt at faa set dyrene helt taet paa, men med en elefant der naesten ploejede bilen ned da den flygtede ud gennem et buskads, blev det nok lige lidt for meget af det gode.

Nu er vi i Kampala hvor tingene muligvis gaar lidt nemmere eftersom Sarah har vaeret her foer. Vi formaaede i hvert fald at opspore en biograf og se Batman, The Dark Knight. Dejligt med en tur til Hollywood ovenpaa al det Afrika. I aften er planen at spise 3-retters middag paa en meget god italiensk restaurant i den fine del af Kampala. Det kan vi vist godt tillade os eftersom vi bor paa et meget billig og knap saa laekkert hotel - EKSEMPEL: intet toiletbraet, fladtraadt tyggegummi paa gulvet og kun semi-rent sengetoej.

I morgen hopper vi paa bussen mod Koboko i Norduganda. Her skal vi se den skole og boernehjemmet hvor Sarah har arbejdet og faa Jens Jacob praesenteret for "det rigtige Afrika". Vi regner ogsaa med at komme til at se det lokale hospital - det skal nok blive et chok for en FADL-vagt.

Hvad har vi laert?

• Stegte bananer smager gooooodt - hvis man er til den slags.
• Aldrig sidde bagerst i en afrikansk bus - hopper meget!
• Hvordan man spiser passionsfrugt uden ske - sviner!
• Man boer afsaette mindst en time til at tjekke sin mail i Afrika - pole pole
• Masaiernes kvaernet bark medicin virker mod snot - men smager daarligt. Og her er der bestemt ikke tale om at tro flytter bjerge, for de to medicinstuderende var meget skeptiske. 

Hej saa laenge og hav det godt.

Kaerlig hilsen fra os 

Det tog lidt tid at falde ned ovenpaa rejsen hertil og komme ind i din afrikanske rytme - pole, pole (swahili "langsomt, langsomt") Maaske fordi der var problemer fra det sekund vi satte foedderne paa afrikansk jord. Og for hver gang vi henvendte os til en officielt udseende person i lufthavnen i Nairobi forsvandt vores navne og boardingpass laengere og laengere vaek i systemet af nyfunden elektronik i det afrikanske.

Flyet mellem Nairobi og Dar Es Salaam var forsinket saa vi tilbragte nogle faa nattetimer paa et hotel midt i byen, blev rusket op kl 5 for derefter at tilbringe timevis i lufthavnen hvor vi ventede paa boardingpass. Her herskede kun jungleloven og de spidsealbuer. Efter flere gange at have ligget ind over skranken i flyhavnen og viftet med billetter lykkedes det at faa nye bordingpasses i haanden. 6 timers maraton!!!!

Og saa et par dage i Dar Es Salaam uden bagage. Vi fandt heldigvis noget nyt toej og koebte et meget roegelseslugtende haandklaede. Saa var vi laekre.

Saa burde kvoten for uheld vist vaere opbrugt. For en tid. I hvert fald har vi taget resten i stiv arm. Og ingen har haft lyst til at flygte herfra - naesten.

Nu sidder vi i Stone Town og glaeder os til aftenens seafood madorgie. Dette finder sted ved smaa boder som saelger frisk fanget alt-godt-fra-havet tilberedt paa grill. Og saa en stegt banan til dessert.

I den forloebne uge har vi vaeret i Paje paa oestkysten. Efter lidt uenighed om hvor graensen for primitivisme gaar - tog vi en dalla dalla (lokal ombygget lastbil-bus) dertil. Hyggeligt og meget haarde saeder. Men frem det kom vi og i Paje indtog vi den fineste bungalow 5 meter fra den hvideste sandstrand. Helt i trae og med en fantastisk duft af sommerhus. Skoent!

Jens har taget dykkercertifikat og jeg har vaeret med paa 2 fun dives for at faa mit certifikat brugt og opfrisket lidt viden. Helt fantastiske ture med ufatteligt gyngende baad. Her galdt det om hurtigt at faa udstyret klar og hoppe i, for ikke at blive soesyg.

Det har vi laert:

At gaa i pole, pole - tempo. Lidt som at holde stille paa cykel.

At afvise paent paa Swahili (meget brugt overfor tusind saelgere)

At afvise mindre paent paa engelsk (god hvis ovenstaaende ikke virker)

At man skal placere sig laengst vaek fra motoren i en dalla dalla. Ellers bliver man forgiftet.

At bestyreren af Restaurant Paje by Night er ufattelig doev overfor sine kunders paent fremsatte klager (hvis I skulle komme forbi) 

At alt kan lade sig goere hvis man bare smiler dejligt. Det gaelder vist ogsaa derhjemme.

At vi er gode til at holde ferie (ogsaa sammen) og at vi har fortjent det ovenpaa anatomieksamen - det sidste vidste vi godt.

Seafood venter.

Hav det dejligt.

Jens Jacob og Sarah

Saa oprandt tiden hvor der skal siges farvel. Jeg har sagt farvel til Koboko, til mine dejlige elever og boernehjemsboernene. Til de smukke farver, roen, de venlige mennesker, det toerre roede stoev. Jeg har sagt farvel til mit hjem i Koboko, hod min fantastiske "vaert" Peter. Det har vaeret helt utroligt hyggeligt. Tak for det. Jeg blev sunget ud af skolen, i foert min fine gave derfra - et saet toej i Kitenge (congo-stof). Spraglet? Lidt. Flot? Helt vildt!!!!! Og folk i Koboko kiggede slet ikke maerkeligt paa mig da jeg valsede gennem byen i dette ret saa ioejenfaldende dress. I deres oejne var jeg nok bare endelig blevet nogenlunde almindelig.  

Peter, jeg misunder dig sgu ret meget at du skal tilbage dertil.

Jeg har nydt mit arbejde og foeler at jeg har gjort en rigtig stor forskel for de mennesker jeg har arbejdet sammen med. Man skal ikke komme hertil med en forventning om at redde landet, men lidt gavn, det har jeg i hvert fald gjort.

Jeg har nydt at vaere "Gilia" fremfor "Mzungu" og jeg har trykket et utal af fedtede barnehaender hver eneste dag. Alle ivrige efter at hilse, alle trofaste til at goere det hver eneste gang de fik det mindste glimt af mig. 

Jeg har nydt at alle folk kendte mig og vidste hvor jeg var paa vej hen. Jeg har nydt ikke kun at vaere hvid og anonym, men rent faktisk vaerdsat af de mennesker jeg har omgaaedes.

Efter et par dage i bedste kolonistil, med swimming pool og gin and tonics, er farven blevet genopfrisket og indtrykkene ved at finde hvile.  

De sidste penge skal braendes af - med fare for at mit kommende hjem kommer til at ligne en aegte neger-hoevdings hytte. Det sker i Kampala hvor jeg i kamp med tiden og kaoset, proever at nyde de sidste doegn i Afrika. Det bliver dog kun de sidste i denne omgang.

Jeg kommer tilbage.   

Emnet for denne dags prædiken var den seksuelle revolution der truer med at overtage enhver og trække menneskeheden helt ned i dyndet. Med undtagelse af de allerede “saved” selvfølgelig, resten fortabt. Resten, i lige denne sammenhæng, talte saa vi fire danske frivillige, der pænt måtte op at stå og vinke til forsamlingen. Herved brød en meget foventningsfuld hujen og klappen løs. “Jubii, der er endnu håb for dem”, tænkte samtlige 300 mennesker uden tvivl.

Så gik det ellers løs med gospel og kæmpekor, storskærm og ren ekstase blandt de frelste. Det var fedt, hele kirken gyngede og jeg fik selv helt lyst til at synge med på repetoiret. Problemerne startede først rigtig da en amerikansk præst gik på prædikestolen; magen til karisma her jeg sjældent set, talegaver uden lige og hele tilhøreskaren i sin magt. Manden kunne være politiker, diktator, hvad som helst. Folk ville stadig lytte. Det uhyggelige er at en mand kan have så stor magt over folk og deres tankegang. Vi der sidder med vores gode danske skepsis og en mere rationel tilgang til tingene, kan måske filtrere de ekstremt fanatiske budskaber fra. Går man derimod troende ind i kirken med formodningen om at høre sandheden, går det hele rent ind.

Men hvis så bare det sagte var nogenlunde sagligt og måske efterlod folk med muligheden for selv at tage stilling. Det var det ikke! Det enede stærkt forudindtagede synspunkt efter det andet foldede sig ud på storskærmen;

• 
  
  
  
  Gud er den eneste sandhed. Intet andet kan bevises.
  
  
  
  
  
• Pornoen vælter ind over Ugandas grænser.
  
  
  
  
• Vesten er præget af 60’ernes ungdomsoprør, der tillod alle at bolle til højre og venstre. Og det er de blevet ved med! I øvrigt at alt acceptabelt.
  
  
  
  
• Eksplosionen af HIV skyldes mangel på seksualmoral.    
  
  
  
  
• Druk og stoffer er et resultat af manglende tro.
  
  
  
  
• Reklamer med nøgne damer pryder et hvert gadehjørne i Europa. 

Videre gik det, og man kom sgu til at føle sig helt skyldig pga. de par øl aftenen før og den plakat af mand i bar overkrop der pryder væggen i vores lille hjem i Nansana. Og måske yderligere et par småting.                                                                              Heldigvis var der snart efter fællesboen – alle tog hinanden i hånden og bad derefter for vedkommende til venstre. Det hjalp muligvis og dæmpede i det mindste gemytterne. 

På lørdag går turen dertil igen. Vi skal denne gang høre samme præst. Emne: Satan’s Perversion. Og hvad er så det? Homoseksualitet såmænd. Uhyggeligt hvordan folk labber hvert et ord i sig og forlader kirken med følelsen af total oplysthed. 

Men det er en fantastisk oplevelse at se hvordan troen udleves til fulde hernede. Og i og med at religionen fylder så meget her, er det for mig en helt naturlig del af opholdet, at prøve at forstå den.      Se det som ren research og en masse tankevækkende oplevelser. Jeg går såmænd også oplyst fra kirke - bare på en helt anden måde.

Weekenderne i Budadiri byder ikke paa den vilde aktivitet, saa de fleste gange er turen gaaet til Mbale til et bad, lidt god mad, luksus og maaske en tur ved swimmingpoolen. Lidt aktiv i lokalsamfundet boer man jo ogsaa vaere saa en stor del af en soendag tilbragte jeg i en af de grotesk mange lokale kirker. Richard, soen i Nikolajs familie, er gloedende medlem af menigheden Born Again og meget opsat paa at faa os, de meget vantro mzunguer, omvendt. Saa efter en laengere snak om hvor kaotisk livet er for de ugudelige, stroeg vi afsted til kirke.

Efter 4 timers gudtjeneste, praediken, musik, boen, trance, raaben og skrigen, samt pesonlige historier om diverse mirakler, er jeg stadig ikke omvendt. Saa det bliver nok ved det, trods det massive forsoeg fra menigheden. Men sjovt, og meget meget interessant var det. Der var en voldsom energi i musikken og praediken, en til tider hysterisk underkastelse under boennerne og en helt igennem udadvendt udlevelse af tro. Meget ulig Danmark hvor den slags foregaar privat, medmindre én vil beskyldes for at vaere total og uhelbredelig freak.

Dem var der nu ogsaa et par stykker af; Bruno, en lokal ”mental” vadede da i hvert fald frem og tilbage i hoejlydt boen, sang og eder. Han blev gentagende gange bedt om ikke at forstyrre, da praesten til sidst saa sig noedsaget til at faa ham foert vaek og bragt til ro med en sodavand. En ”saved” aeldre kvinde berettede saa laenge om sit moede med Jesus at oversaetteren gav fortabt og blot lod hende plapre videre, alt mens en kvinde under en meget intens boen mest af alt loed som om hun havde gevaldig god sex paa anden raekke.    

Men vi var bestemt ikke de eneste der syntes noget var meget maerkeligt. Kirkegaengerne selv naermest vred sig af grin da Nikolaj og jeg hver isaer maatte op og praesentere os og begge fremsagde det kolde faktum at vi ikke er ”saved”, ikke oensker at blive det og ikke tror paa Gud. Se, det var virkelig maerkeligt for folkene her. Ikke desto mindre blev vi taget utrolig godt imod, fik en plads paa foreste raekke, vand serveret og loeftet om at vi altid var velkomne en anden god gang.

Under gudstjenesten slog den laenge ventede regntid tilsyneladende for alvor igennem og festlighederne fortsatte langt ud over saedvanlig tid. Mens skybruddet stod paa fik vi os en god snak med en af praesterne der var meget interesseret i at faa denne mangel paa religioesitet uddybet. Det var utrolig rart at moede en der ikke bare slog det hen som vaerende fjollet, men faktisk satte sig ned og var klar til at hoere argumenterne. Og som efter endt diskussion ikke bare udtalte at ”I lever i moerke og har bare endnu ikke set lyset”, men tvaertimod mente at vi havde et vaeldig hoejt reasoneringsnivaeu. At man saa ikke er enige er jo noget helt andet.

Ude i ploeret maatte jeg dog til Richards aergelse bekende at jeg ikke havde set lyset under gudstjenesten. Men spaendende, det var det!

En enkelt ting vil jeg dog fremhaeve som vaerende i strid med alle mine forestillinger om god brug af religion; den afladsstemning der opstod da det kom til indsamlinger til kirkens kor. Her gik der virkelig en konkurrence i gang om hvem der kunne donere mest og derved var den bedste kristne. Ikke kun blandt medlemmerne, men ogsaa fra praesternes side. Alle donationer blev registreret og ve den der kommer tomhaendet naeste soendag. Hvilket der nok ikke er mange der goer, for er der noget folk stoetter saa er det kirken. Om saa der skal spinkes og spares paa boernenes mad.

I mellem alle disse stoerre kulturelle udladninger, gaar livet sin rolige gang paa hospitalet. Dog med alle de udforsete smaa overraskelse der hoerer sig til. Som fx. at den unge trainee-laege (den eneste laege) er blevet fyret paa grund af forskellige samarbejdsvanskeligheder. Han har bl.a skabt en del splid i personalegruppen, fusket med lidt penge, udgivt for at vaere leder paa stedet, kraevet penge for operationer og koert lidt for mange private kilometer i hospitalets bil. Saa vaek er han. I stedet kommer den lokale sundhedsborgmester en gang om ugen for at klare operationerne. Problemet er bare at heller ikke han er saa god til at holde aftalerne – patienter og personale venter og venter og ingen dukker op. Og saa sker det jo ind i mellem at en operaton ikke altid lige kan vente til kiruigen har tid.

Konsultationerne fortsaetter upaavirket trods laegemanglen, dem tager clinic officers’ne sig af, udskriver medicin i stor stil og soerger for at tingene koerer. Patienter er det dog smaat med for tiden – det er nemlig begyndt at regne og saa skal der plantes. Sygdom og sundhed maa vente.

De eneste der tadig vaelter ind er gravide kvinder og babyer. Det er en sand folkevandring til Antenental Clinic hvor disse raadgives og vaccineres. Sidstnaevnte har den seneste tid vaeret varetaget af de to ”mzungu doctors” der begge er blevet ret ferme til at stikke i folk. Og jeg kan kun se beundrende til paa kvinderne som slet og ret staar op naar de bliver stukket. Ikke noget med lige at komme sig, bare videre, som paa samlebaand. Ja, det sku’ jeg godtnok ikke udsaettes for.   

Kvinderne vaccineres under graviditeten mod stivkrampe, boernene mod bl.a.  tuberkulose, polio, maeslinger, difteri og hepatites. Hele systemet styres ret professionelt og vil forhaabentlig i fremtiden bevirke at disse sygdomme paa det naermeste udryddes. Problemet er maendene, der for mange familier er helt afgoerende for broedfoedningen. De vaccineres ikke og modtager ofte foerst medicinsk hjaelp sent i et sygdomsforloeb. I sidste uge blev en mand indlagt med stivkrampe. Et par dage senere blev han baaret gennem byen, vaek fra hospitalet for at blive begravet. 

Jeg har nu taget turen op af bjerget, forbi horder af snottede, snavsede unger i laset toej, for sidste gang. Nu gaar turen til Kampala, civilisation og et par uger i den danske lejr i UPA’s guesthouse i Nansana. Det er ikke et sted jeg vil opfordre folk, der gerne vil oplave Uganda, til at bosaette sig for en laegere periode. Selv er jeg utolig glad for at have oplevet landet up-country og selvom jeg til tider har brokket mig over den meget ensformige mad (det staar jeg ved 100%) har jeg virkelig nydt det. Det har til tider vaeret haardt og det er bestemt ikke hver dag jeg har vaeret oplagt til de mange hilsner, ”how are you”’er, ”mzungu mlembe” paa min lange gaatur op, op, op. Til gengaeld har jeg faaet et par meget solide laegmuskler fra al den bjergvandring, der forhaabentlig ogsaa har forhindret den megen mad i at saette sig alt for godt fast.

Udover det har jeg laert ufatteligt meget. Formaalet var jo at opnaa noget erfaring inden sundhedsektoren og det er til fulde blevet opfyldt i en grad jeg ikke troede mulig. Vi har set alt paa hospitalet, deltaget i det hele og jeg har paa intet tidspunkt foelt mig uvelkommen eller i vejen. Operationerne og de meget ildelugtende sengeafdelinger, der i begyndelsen var mit svage punkt er blevet hverdag. De er endda blevet saa naturlig en del af arbejdet at jeg, da vi havde besoeg af Ivan fra UPA, ikke kunne se hvad det var ved stedet der chokerede ham saadan. Det er selvfoelgelig ikke en standard jeg nogensinde ville kunne acceptere i Danmark, men i forhold til saa meget andet her fungerer det godt. Patienterne bliver undersoegt og behandlet og stedet har udstyret til det mest almindelige. Hvor problemerne opstaar er naar noget alvorligt indtraeffer. Saa er den eneste mulighed at overfoere folk til Mbale – det foregaar saa med matatu (minibus) paa nogle helt elendige, svaertfremkommelige veje.

Naar noget akut indtraeffer kan hospitalet ofte klare det selv, problemet er bare at der ikke bliver set paa akutte situationer paa samme maade som i Danmark. Tingene gaar ikke meget hurtigere selvom det er akut og ofte maa folk lige vente til den og den har spist frokost eller pudset sine sko faerdig. Konsekvenserne behoever vist ingen yderligere forklaring.  

Udover at have laert en hel masse fagligt, har jeg faaet et unikt indblik i det liv der leves i landsbyerne. Det er haardt og paa trods af den dejlige natur og al den fritid, ville jeg ikke bytte. Mange af de mennesker naar aldrig saa langt vaek som Mbale (en time fra hospitalet), deres verden er derude og hvad der foregaar omkring er ikke saa vigtigt. Og det maerkes altsaa paa folk. Ikke nok med at deres forudsaetninger for dybere samtale er helt anderledes end vores, deres perspektiver og nysgerrighed er ogsaa helt anderledes. Hos nogen er det ligefrem ikkeeksisterende. Det har uden tvivl vaeret den haardeste del af opholdet; at skulle leve i saa anderledes et samfund, hvor du ikke kender hverken sprog eller spilleregler. Og meget sjaeldent er helt alene, i fred og ro.

Til den smule lugiso jeg kender, hoerer ordet ”Watiolya”. Det er blevet brugt saerdeles flittigt af mine landsbyfaeller hver gang jeg er kommet tilbage fra arbejdet. Det betyder: Velkommen.

Og sammen med mit afrikanske navn, Nambozo, er det ogsaa saadan jeg har foelt mig.

Belaesset med en kaempe klase matoke, jordnoedder og en papaya – gaver ved afrejsen, har jeg nu sagt farvel til kollegaer,venner og bekendte paa stedet. Og begivet mig mod Mbale. Selvom jeg har nydt opholdet, glaeder jeg mig til at komme tilbage til Kampala for en stund. Saerligt da jeg de sidste par dage har vaeret hvid helt alene derude nu hvor Nikolaj er rejst hjem (held og lykke med proeven). Selvom jeg taler varmt for at man loesriver sig lidt fra sin egen kultur – i dette tilfaelde guesthouset i Nansana – skal jeg vaere den foerste til at indroemme at jeg selv er afhaengig af den. Som fremmed herude faar man virkelig aabnet oejnene for de udfordringer mange staar overfor naar de tvinges til at leve i et fundamentalt anderledes land end deres eget. Jeg har endda valgt det frivilligt – og med glaede deltaget i lokalsamfundet – men jeg forstaar udemaerket hvordan en ghetto opstaar. Havde vi vaeret mere end to var den nok ogsaa opstaaet i Budadiri.  

Religionen fylder rigtig meget hernede og mangt og meget har forsøgt at frelse mig fra mørket og det helvede jeg, til folks store bedrøvlese, uden tvivl ender i. Hvis man da tror på den slags. Her forstår folk ikke hvordan du kan leve uden en religion, uoplyst og alene. Pludselig forstår jeg, som ikke savner at tro på en gud, den tankegang. Som et lyn fra en klar himmel gav dette behov mening, da en kvinde lå blødende og døden nær på hospitalets fødeafdeling. Hun havde født og var derefter begyndt at bløde kraftigt. Båret ned fra bjergene, ankom hun til hospitalet stærkt afkræftet og med et følge af paniske slægtninge. Gråd og skrig genlød på hospitalsområdet og fødeafdelingen var som en magnet, tiltrak enhver og lagde resten af stedet øde.

Kvinden behøvede en blodtransfusion, men stedet er ikke i besiddelse af blod og det blod der skulle vaere kommet fra det store hospital i Mbale var heller ikke kommet, fordi de der havde problemet med at få blodet screenet – meget vigtigt her hvor ikke kun HIV, men også tyfus, malaria, syphilis og hepatitis ligger på lur.

Hvad andet kan folk gøre end at bede til Gud? I Danmark ligger vi sundhed og liv i hænderne på et veludrustet sundhedssystem, der har alt det tænkelig udstyr til redning af menneskeliv. Her, sætter folk deres lid til himlen over dem, når udstyret og systemet svigter.

Ved synet af de bedende slægtninge, gik det op for mig hvorfor religion, hernede, er så vigtig en del af folks identitet. Der er ofte ikke anden hjælp at faa. Hvis ikke lægerne kan hjælpe os, så lad os prøve Gud. I Danmark er vi så vant til at hjælpen er nær, at vi knap nok bemærker når den kommer. Her skal der andre kræfter til!

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over Guds eventuelle eksistens. Denne gang blev bønnerne ikke hørt. Den nybagte mor døde på vej til Mbale, en tur på ladet af en bil, over stok og sten paa dårlige, hullede, støvede veje.

Selv sidder jeg tilbage med følelsen af at endnu et fuldstændig unødvendigt dødsfald har ramt en familie. Og tanken om at jeg måske selv kunne have gjort en forskel ved at donore det nødvendige blod, lader sig ikke helt undertrykke.

Paa landet

Hver morgen vaekkes jeg ved den gennemtraengende lyd af koers broelen, kalkunerns galen, ugandaers skingre, kommanderende stemmer, smaekkende doere og gryder der lystigt slaar mod hinanden. Gerne tilsat lidt radio med religioese toner for fuld skrue. De sidste par dage har koncerten her faaet selskab af et gedekid, der afvist af moderen og vaeldig ulykkelig bidrager med en hjertenskarende braegen. Saa det er som regel ikke laenge jeg overvejer at blive liggende i den larm, og jeg er derfor ude af fjerene foer solen rigtig faar overtaget over den kolde, fugtige bjergluft. Solen staar op over bjergene og farver hele min lille landsby blaendende hvid.

Lugulu heddet stedet, som stort set bestaar af en enkelt stigende grusvej. I den blandende forsamling af lerhytter og mere solide murstenshuse, huses Lugulus ca. 50 beboere. Allerede her lyder det jo fuldstaendig oede og forladt. Lidt kedeligt, til og med, maaske? Men jeg behoever ikke gaa mange meter foer den usynlige graense til Bukama krydses. For mit utraenede oeje ligner det en og samme landsby, men saadan hanger verden ikke sammen her. Smaa ti meter laengere fremme starter endnu en landsby, slut sekunder senere, derefter endnu en.

I den skarpe morgensol baerer folk vand, braende, bananer og til tider et par skoleboeger paa hovedet, mens de til fods bevaeger sig mod et bestemmelsessted der snildt kan befinde sig timers gang borte. Boern i selv de yngste klasser vandrer afsted paa bare, snavsede foedder. Op og ned ad bjergene i en uendelighed. Med kilovis af matoke (de elskede madbananer), litervis af vand og sveden haglende ned af de staerke, senede kroppe.

Ovenstaaende er ogsaa min maade at komme paa arbejde paa. Naar da ikke lige turen tages bag paa motorcykel, over stok og sten. Naar jeg gaar lader jeg dog matoken blive hjemme og har egentlig ogsaa nok at goere med at hilse paa de mange, mange mennesker jeg moeder paa min vej. “How are you”, “Mzungu, mzungu, mzungu” og selvfoelgelig den lokale hilsen “Mlembe”, der efterfoelges af en maengde mere eller mindre relevante vendinger om hvorvidt der er sket noget siden sidst. Det er der, i foelge hilsnens eget gaengse udsagn, aldrig.   

Det er, i det mindste for mzunguen her, ikke helt sandt, men mine evner indenfor lokalsproget lugiso raekker ikke til laengere beretninger om operationer, laboratoriearbejde, laerdom og nye ting at undre sig over. For mange i omraadet er udsagnet en del mere daekkende. Her sker meget, meget lidt. i hvert fald meget lidt nyt. Jeg vil vove den paastand at et af de rigtig store problemer for udvikling i Uganda er den passive og ikke spor innovative holding der praeger mange mennesker. Livet er som det er og det lever man med og accepterer.

Saadan er det mange steder, men jeg har i min paaskeferie set et fantastisk eksempel paa det modsatte. I Koboko, i det nodligste hjoerne af landet, ligger en skole med en dynamik og en kreativitet uden lige. Det er et sted I vil komme til at hoere meget mere om, eftersom jeg senere i mit ophold skal arbejde paa stedet. Min rolle: hovedsageligt at oplaere og inspirere i brugen af den containerfuld danske spil, sportsudstyr, haefter, boeger og legetoej, der for nylig er ankommet. Det er en sandt slaraffenland for saadan en samling afrikanske boern der som regel er hensat til selv at kreere legetoej fra skraldebunkernes indhold.     

Kaeft, trit og ensretning

Skolesystemet hernede er virkelig noget for sig, og en skole med den form for lege- og laeringssager som skolen i Koboko er et saersyn. Jeg haaber virkelig at de her boern for chancen for en mere selvstaendig, kommunikerende og horiosntudvidende skolegang, end de mange andre jeg har moedt hernede. Eleverne ved kun det der staar i skoleboegerne, hvilket bestemt ikke omhandler andre fascetter end de rent faktuelle, lige ud af landevejen, inden for engelsk, matematik, science mm.

Jeg tager mig til hovedet over den uvidenhed der hersker i landsbyen. Men jeg begynder at forstaa hvad det vil sige at leve totalt afskaaret fra omverdenen; den bliver stille og roligt uvedkommende og saa er det pludselig lige meget om man nogensinde har kigget paa et verdenskort – eller sit eget landekort for den sags skyld.

Ugens liste

Alligevel skal der vaere plads til lidt morskab, saa her en samling af det bedste spoergsmaal og kommentarer vi har vaeret ude for:

 Hvor mange dage tager det at gaa til Danmark? Ja,ja, saadan er det primaere transportmiddel jo her.

Jeg tror ikke paa at jorden drejer rundt! Aha, men du ved godt at den ikke er flad, ikk ? Kommentar fra Richard, nr. 1 student i sit distrikt.

Hvad farve har jeres blod? Godt spoegsmaal, men hvorfra vidste jeg egentlig at afrikaneres blod er roedt?

Har I foraeldre i Danmark? Nej da,saa selvstaendige er vi nemlig.

Jeg troede at Saddam var amerikaner! Fedt nok at de faktisk ved hvem han er, men det siger altsaa noget om nyhedsniveauet. De naar kun halvt herud.

Er det en ko? 17-aarig ved billede af hest. Har hoert et rygte om at der findes soelle 43 heste i landet, men har endnu ikke opsporet dem.

Vi moedes paa midten; jeg laerer en hel masse om rural life i Afrika og der er med garanti nogle af mine spoergsmaal som forekommer uhyggeligt indlysende i mine medborgeres oejne. Meget maerkelig mzungu!