• naar jeg kan huske en behandling (baade indikation, dosis og varighed)
• naar man har koert alle patienter igennem, alle har faaet behandling og ventevaerelset pludselig er helt tomt
• naar jeg faar indlagt nogen, der herefter faar det bedre
• naar jeg kan hoere noget i mit stetoskop (udover larm fra ventevaerelset og kaglende hoens)
• naar jeg taenker "det her ved jeg hvad er" - efter de foerste par symptomer

Jeg moeder i klinikken kl. 9.00 og er forberedt paa en del ventetid, til trods for at der allerede sidder de foerste 30 patienter. Heldigvis er et par ildsjaele dukket op og starter med at modtage de ventende. Foerst bliver folks smaa skolehaefter, der her fungerer som journal, indsamlet og de krydses af. Herefter vejning og en snak om eventuelle symptomer. Hvis de ikke har det kommer de tilbage til bookingrummet, faar noteret genopfyldning af medicin og ny tid 2 maaneder senere. Her startede min dag, mens vi i 2 stive timer ventede paa nogen der kunne tage sig af de patienter der havde symptomer. Saa jeg har noteret genopfyldning til godt 50, uden at det egentlig saa ud til at tynde ud i folkemaengden paa stenbaenkene udenfor.

Ved 11-tiden kom der 2 clinic officers (uddannelse et sted mellem laeger og sygeplejersker), bl.a. min gode ven Johnstone, som fungerer som min superviser. Vi tog de patienter der har noget helbredsmaessigt at klage over, indtil Johnstone smuttede (skulle vist tisse) og efterlod mig tilbage. 2 minutter senere sad jeg med James fra klinikken som tolk og afholdt egne konsultationer – og Johnstone mente tilsyneladende ikke at der var nogen grund til at afbryde dette da han kom tilbage, saa pludselig gik tingene naesten dobbelt saa hurtigt.

Og det var super fedt at proeve selv at staa for diagnosen og beslutte hvad der saa skulle goeres. Sendte muligvis lidt flere til laboratoriet for at blive testet for malaria og tuberkulose end den gennemsnitslige afrikanske laege, men det foeles altsaa lidt for usikkert bare at gaette. Og havde ogsaa lidt problemer med at huske doser for forskellige behandlinger, men det kommer nok alt sammen.

Idag har karrieren virkelig taget fart og jeg har faaet mod paa meget mere af samme skuffe. Der er HIV-klinik 3 gange om ugen og masser af patienter hver gang, saa det skal jeg nok bliver super sej til.

Jeg har nu vaeret i Uganda i naesten en uge. Sidste soendag gik jeg tur i et snedaekket Koebenhavn med en maerkelig foelelse af at saa var det ligesom ved at vaere tid. Tid til at kaste mig ud i livet som naesten-laege i Koboko i det nordvestlige Uganda.

Jeg ankom til sindsyge Kampala mandag den 29.11 og skyndte mig at bestille en busbillet til Koboko som er langt mere rolig, venlig og imoedekommende end Kampala.

Efter en lang bustur hele vejen gennem landet, med stegt kylling koebt gennem bussens vindue til frokost og et solidt lag roedt stoev fra grusvejen det sidste stykke, ankom jeg til Koboko og tog turen til min kommende arbejdsplads Koboko Health Center 4, for at finde nogen (evt. min kontaktperson hernede, Charles), der kunne hjaelpe mig med at find mit hjem for de naeste 2 maaneder.

Det er nu fundet – et ganske hyggeligt hotel hvor jeg befinder mig godt. Ikke den vildeste luksus, men man vaenner sig jo hurtigt til igen at bade i en spand og tisse i et hul.

Jeg har nu haft mine foerste 3 arbejdsdage paa hospitalet. Det har vaeret rigtig spaendende og jeg er utrolig glad for at have haft tropemedicin som 4 ugers valgfag inden for den ene spaendende case efter den anden kommer ind ad doeren. Jeg har bl.a vaeret med til at diagnosticere et tilfaelde af spedalskhed, flere tilfaelde af tuberkulose og selvfoelgelig en masse malaria. Ikke just sygdomme vi stoeder paa i Danmark. Jeg har ogsaa siddet en enkelt dag i HIV-klinik og set masser af de sygdomme der foelger i koelvandet paa HIV, bl.a. Kaposis sarcom (undskyld til dem der ikke forstaar hvad jeg her mener), tuberkulose og wasting syndrome. Jeg har heldigvis ogsaa set rigtig mange som faar en ordentlig behandling og derfor kan leve i mange aar uden at blive rigtig syge pga. HIV.

Mine foerste uger paa hospitalet vil finde sted i OPD (out patients department) hvor folk kommer om morgenen, venter (laenge) og derefter kommer til konsultation. Nogle bliver sendt til laboratoriet og bliver testet for fx malaria eller HIV, kommer herefter tilbage og for deres medicin. Andre gaar direkte til apoteket og derefter hjem. Faelles for alle er at ingen gaar hjem uden medicin paa lommen. Her er et ekstremt forbrug af malariamedicin og antibiotika – ofte paa samme tid og nogle gange helt uden grund (set med mine briller). Men saadan er virkeligheden her hvor praecise diagnoser er svaere at stille og det meste af arbejdet bestaar af kvalificerede gaet fremfor eksakt videnskab. Endvidere er der mange patienter og faa ansatte, saa der er ikke meget tid til hver konsultation. Paa mandag starter jeg, under supervision, med at have mine egne patienter. Saa eftermiddagen skal bruges paa et genopfriske farmakologi – efter en liste over hvad der er til raadighed her.

Min fritid gaar med rundture i byen, ture til markedet og boernehjemmet (som er beskrevet i mine tidligere rejseberetninger). Det er altid hyggeligt og boernene er meget interessede i saadan en maerkelig en som mig. Det hyggeligste sted i Koboko er det sidste stykke vej ned til boernehjemmet – her er jeg altid forfulgt at 10 – 15 boern ad gangen der raaber “gilia, gilia, gilia” (betyder hvid) og giver haand en million gange. Det kan man kun blive glad af!

Resten af Kobokos befolkning er ogsaa herlig. Jeg bliver stoppet rigtig mange gange af folk der vil hilse og snakke og nogle skal ogsaa lige forhoere sig om muligheden for at komme med hjem til Danmark sammen med mig. Men jeg er jo heldigvis allerede meget optaget – og det faar de ogsaa at vide! Og saa er der heller ingen sure miner.

Der bliver taget sig godt af mig og jeg er sikker paa at jeg faar et fantastisk ophold hernede.

Alt for nu. Jeg vender tilbage med flere beretninger fra hospitalet og livet hernede.

De kaerligste hilsner

Sarah

Saa gik turen over stok og sten til Koboko. Vi havde faaet tildelt pladser naesten bagerst - ikke helt bagerst, det har vi jo laert - hvilket reslterede i at vi hoppede en halv meter hver gang bussen forcerede et bump. Og det gjorde den tit! Hvis vi dog bare vidste hvem der sad i Ugandas trafikministerium; bump med 20 meters mellemrum paa en oede landevej giver ikke mening. Vi har dog senere fundet ud af at busture kan vaere langt vaerre. Mere om det senere.....

Endelig fremme i det allernordligste, hvor vi lige pludselig var meget fremmede, og folk ved busstationen troede tydeligvis at vi var idioter. Foerst ang. vores bagage som selvfoelgelig skulle have vaeret baaret paa hovedet, vi blev da ogsaa spurgt: "mzungu, why do you load yourself like that?" Herefter en taxamand der haevede sin  pris med over 300 %. Desvaerre for ham er vi ikke saa nemme at narre efter en maaneds haard traening i afrikanske priser.

Vores formaal med at rejse helt ud hvor marabou-storkene vender, var at besoege den skole og det boernehjem hvor Sarah tidligere har arbejdet som frivillig. Samtidig gav det os en god mulighed for at se en hel anden slags Afrika - mere landligt, mere traditionelt.

Vi blev modtaget utrolig godt og mange kunne sagtens genkende den soede, om end noget maerkeligt udseende, Madam Sarah. Koboko boern stod klar med klapsalver, vinken og jubelraab hvor end vi gik. En vis sikkerhedsafstand skulle dog overholdes, Jens Jacob var i hvert fald ved at skraemme livet af en stakkels pige, der uforvarende kom gaaende rundt om et hushjoerne og lige ind i os. Hun loeb skrigende bort, til trods for at vi gik helt stille og roligt.

Det var dejligt at moede boernene og gode kolleger igen og flere var helt roerte over at vi var kommet den lange vej for at besoege dem. Det var en stor fornoejelse at opleve.  

Vi fik takket vaere en af Sarahs tidligere kolleger og stor gaestfrihed, mulighed for at se hospitalet i Koboko. Her blev vi vist rundt paa samtlige afdelinger og fik rig mulighed for at stille spoergmaal. Spoergsmaalene gik ogsaa den anden vej og saerligt ang. de paaroerendes rolle syntes de vi var skoere. Taenk bare at tage hjem og overlade et sygt familiemedlem i hospitalets varetaegt....Paa anden side havde vi bestemt ikke selv efterladt en gammel bedstemor paa et ugandisk hospital.

Paa vores rundtur kom vi ogsaa forbi alle sengepladserne. Lidt ubehagelig foelelse af at traenge sig ind paa folks privatliv. Omvendt laa folk med 20 cm afstand mellem sengene + et par madrassser i mellemgangen. Og man kan jo ikke forstyrre et ikke-eksisterende privatliv alligevel.       

Det var roerende at vaere tilbage paa boernehjemmet og se Mama Antunetta paa 70 aar tage sig af de mange boern og ikke afvise nogen. Hun faar god hjaelp af de store boern, men naar de er i skole er hun alene med ca. 10 boern under 3 aar. Saa sidder hun i skyggen fra en lerhytte og smiler, mens ungerne kravler rundt paa hende og kraever hendes opmaerksomhed.   

Efter 4 dage i Koboko blev det tid at tage tilbage til Kampala, hvor de sidste dage inden Jens Jacobs hjemrejse skulle tilbringes.

Vores bustur startede klokken 4 om morgenen og vi havde regnet med at vaere i Kampala ved 13-tiden. Vi skulle blive meget klogere!!!! Paa en ujaevn landevej 40 km fra Koboko punkterede bussen. Og saa startede loejerne. En ny bus blev tilkaldt og vi blev bedt om at skifte bus. Som de mzunguer vi er, ville vi gerne have vores bagage med. Tilsyneladende var den dog pist vaek. Vi blev koert de sidste 10 km videre til Arua (stor by) hvor vores meget ubehjaelpsomme busdame tankede taletid, for derefter at ringe lidt rundt paa maa og faa. Efter et par timer var bagagen blevet opsporet - den var blevet efterladt i et hemmeligt rum i den punkterede bus. I Arua fik vi heldigvis god hjaelp og nye billetter til en bus kl 12.30. Saa efter kun 4 timers! ventetid kunne vi rejse videre. Vi tog mange dybe indaandninger og bandede over Afrika.

I Kampala har vi leget turister; spist god mad, koebt souvenirs og solet os ved poolen. I aften siger vi saa farvel og Sarah bliver efterladt, mens Jens Jacob rejser hjem til Danmark. Det bliver helt soergeligt, men efter at have siddet laarene af hinanden i en maaned er det sikkert godt nok med lidt afstand. I morgen tager Sarah til Luwero 60 km nord for Kampala og bor primitivt og arbejder paa et HIV-projekt. Beretningen fortsaetter derfra.

Deeeeeeeeejlig ferie. Meget!                              

Hej alle derhjemme!!!

Saa naaede vi til Uganda efter en meget lang bustur fra Arusha i Tanzania. Turen tog naesten 24 timer paa meget hullede tanzaniaske, kenyanske og endelig ugandiske landeveje. Vi blev stoppet de foerste 10 gange af meget officielt paaklaedte politibetjente (AK-47 og camouflage). Hensigten med de mange check forbliver uvis, men vi har hoert rygter om at de er ude efter drikkepenge for "ulejligheden". 

I bussen moedte vi en meget interessant inder bosat i Uganda. Tilsyneladende havde han rejst hele kloden rundt og noed til at nyde livet. Inden det (efter 1 time) gik op for ham at vi er kaerester sendte han mange store smil til Sarah og foreslog Jens Jacob at blive gift med en afrikansk kvinde og starte en sukkerroersplantage. Efter udredelsen af denne misforstaaelse var han meget ivrig efter at faa besoeg af os paa vores bryllupsrejse - hm, vi smilede bare paent og lovede ikke noget.  

Inden denne famoese tur tilbragte vi 3 dage paa safari i det nordlige Tanzania. Vi har set THE BIG FOUR - taabelige sky leopard. Men ellers har vi set det hele og endda siddet 2 meter fra en snorksovende loeve. Vejen var fyldt op med ivrige safariturister med kamera, hvilket imidlertid ikke ragede dyrenes konge.

Det var rigtig fedt at faa set dyrene helt taet paa, men med en elefant der naesten ploejede bilen ned da den flygtede ud gennem et buskads, blev det nok lige lidt for meget af det gode.

Nu er vi i Kampala hvor tingene muligvis gaar lidt nemmere eftersom Sarah har vaeret her foer. Vi formaaede i hvert fald at opspore en biograf og se Batman, The Dark Knight. Dejligt med en tur til Hollywood ovenpaa al det Afrika. I aften er planen at spise 3-retters middag paa en meget god italiensk restaurant i den fine del af Kampala. Det kan vi vist godt tillade os eftersom vi bor paa et meget billig og knap saa laekkert hotel - EKSEMPEL: intet toiletbraet, fladtraadt tyggegummi paa gulvet og kun semi-rent sengetoej.

I morgen hopper vi paa bussen mod Koboko i Norduganda. Her skal vi se den skole og boernehjemmet hvor Sarah har arbejdet og faa Jens Jacob praesenteret for "det rigtige Afrika". Vi regner ogsaa med at komme til at se det lokale hospital - det skal nok blive et chok for en FADL-vagt.

Hvad har vi laert?

• Stegte bananer smager gooooodt - hvis man er til den slags.
• Aldrig sidde bagerst i en afrikansk bus - hopper meget!
• Hvordan man spiser passionsfrugt uden ske - sviner!
• Man boer afsaette mindst en time til at tjekke sin mail i Afrika - pole pole
• Masaiernes kvaernet bark medicin virker mod snot - men smager daarligt. Og her er der bestemt ikke tale om at tro flytter bjerge, for de to medicinstuderende var meget skeptiske. 

Hej saa laenge og hav det godt.

Kaerlig hilsen fra os 

Det tog lidt tid at falde ned ovenpaa rejsen hertil og komme ind i din afrikanske rytme - pole, pole (swahili "langsomt, langsomt") Maaske fordi der var problemer fra det sekund vi satte foedderne paa afrikansk jord. Og for hver gang vi henvendte os til en officielt udseende person i lufthavnen i Nairobi forsvandt vores navne og boardingpass laengere og laengere vaek i systemet af nyfunden elektronik i det afrikanske.

Flyet mellem Nairobi og Dar Es Salaam var forsinket saa vi tilbragte nogle faa nattetimer paa et hotel midt i byen, blev rusket op kl 5 for derefter at tilbringe timevis i lufthavnen hvor vi ventede paa boardingpass. Her herskede kun jungleloven og de spidsealbuer. Efter flere gange at have ligget ind over skranken i flyhavnen og viftet med billetter lykkedes det at faa nye bordingpasses i haanden. 6 timers maraton!!!!

Og saa et par dage i Dar Es Salaam uden bagage. Vi fandt heldigvis noget nyt toej og koebte et meget roegelseslugtende haandklaede. Saa var vi laekre.

Saa burde kvoten for uheld vist vaere opbrugt. For en tid. I hvert fald har vi taget resten i stiv arm. Og ingen har haft lyst til at flygte herfra - naesten.

Nu sidder vi i Stone Town og glaeder os til aftenens seafood madorgie. Dette finder sted ved smaa boder som saelger frisk fanget alt-godt-fra-havet tilberedt paa grill. Og saa en stegt banan til dessert.

I den forloebne uge har vi vaeret i Paje paa oestkysten. Efter lidt uenighed om hvor graensen for primitivisme gaar - tog vi en dalla dalla (lokal ombygget lastbil-bus) dertil. Hyggeligt og meget haarde saeder. Men frem det kom vi og i Paje indtog vi den fineste bungalow 5 meter fra den hvideste sandstrand. Helt i trae og med en fantastisk duft af sommerhus. Skoent!

Jens har taget dykkercertifikat og jeg har vaeret med paa 2 fun dives for at faa mit certifikat brugt og opfrisket lidt viden. Helt fantastiske ture med ufatteligt gyngende baad. Her galdt det om hurtigt at faa udstyret klar og hoppe i, for ikke at blive soesyg.

Det har vi laert:

At gaa i pole, pole - tempo. Lidt som at holde stille paa cykel.

At afvise paent paa Swahili (meget brugt overfor tusind saelgere)

At afvise mindre paent paa engelsk (god hvis ovenstaaende ikke virker)

At man skal placere sig laengst vaek fra motoren i en dalla dalla. Ellers bliver man forgiftet.

At bestyreren af Restaurant Paje by Night er ufattelig doev overfor sine kunders paent fremsatte klager (hvis I skulle komme forbi) 

At alt kan lade sig goere hvis man bare smiler dejligt. Det gaelder vist ogsaa derhjemme.

At vi er gode til at holde ferie (ogsaa sammen) og at vi har fortjent det ovenpaa anatomieksamen - det sidste vidste vi godt.

Seafood venter.

Hav det dejligt.

Jens Jacob og Sarah

Saa oprandt tiden hvor der skal siges farvel. Jeg har sagt farvel til Koboko, til mine dejlige elever og boernehjemsboernene. Til de smukke farver, roen, de venlige mennesker, det toerre roede stoev. Jeg har sagt farvel til mit hjem i Koboko, hod min fantastiske "vaert" Peter. Det har vaeret helt utroligt hyggeligt. Tak for det. Jeg blev sunget ud af skolen, i foert min fine gave derfra - et saet toej i Kitenge (congo-stof). Spraglet? Lidt. Flot? Helt vildt!!!!! Og folk i Koboko kiggede slet ikke maerkeligt paa mig da jeg valsede gennem byen i dette ret saa ioejenfaldende dress. I deres oejne var jeg nok bare endelig blevet nogenlunde almindelig.  

Peter, jeg misunder dig sgu ret meget at du skal tilbage dertil.

Jeg har nydt mit arbejde og foeler at jeg har gjort en rigtig stor forskel for de mennesker jeg har arbejdet sammen med. Man skal ikke komme hertil med en forventning om at redde landet, men lidt gavn, det har jeg i hvert fald gjort.

Jeg har nydt at vaere "Gilia" fremfor "Mzungu" og jeg har trykket et utal af fedtede barnehaender hver eneste dag. Alle ivrige efter at hilse, alle trofaste til at goere det hver eneste gang de fik det mindste glimt af mig. 

Jeg har nydt at alle folk kendte mig og vidste hvor jeg var paa vej hen. Jeg har nydt ikke kun at vaere hvid og anonym, men rent faktisk vaerdsat af de mennesker jeg har omgaaedes.

Efter et par dage i bedste kolonistil, med swimming pool og gin and tonics, er farven blevet genopfrisket og indtrykkene ved at finde hvile.  

De sidste penge skal braendes af - med fare for at mit kommende hjem kommer til at ligne en aegte neger-hoevdings hytte. Det sker i Kampala hvor jeg i kamp med tiden og kaoset, proever at nyde de sidste doegn i Afrika. Det bliver dog kun de sidste i denne omgang.

Jeg kommer tilbage.