Julegaver

Efter 3 endnu længere dage hjem fra Costa Rica er vi nu tilbage i Suyapa. Dagene inden vi tog til Costa Rica havde vi været ude og købe julegaver, foruden noget gammelt legetoej, som Kitt og Ronja har haft med fra Danmark. Så vi startede onsdag med at tage til doña Anas guarderia for at dele julegaver ud. Børnene blev virkelig glade både for at se os igen, og selvfølgelig for at få en gave, sådet var rigtig dejligt. Bagefter gik vi til doña Wilma, hvor alle 20 børn også fik gaver.

Biftur

Om eftermiddagen tog vi med begge gurderias, altså ca. 30 børn, af sted til biografen, hvor vi så en god julefilm for børn. Trods synkronisering og utallige toiletbesøg, fik man da meningen med J. Turen blev betalt af Kitts kæreste Lasse, så mange tak til ham for en god juleafslutning.

Juleafslutning på Escuela Americana

Fredagvar vi med begge guarderias til noget amerikansk juleafslutning på en bi-lingualschool (engelsk/ spansk) som typisk er for de mere velhavende og lærernes egnebørn.

Alle børnene startede dagen med at få tildelt en ”buddy” hver. Så én fra Suyapa og én fra den amerikanske skole nu var ”buddies” og skulle tilbringe dagen sammen. Børnene fra den amerikanske skole var virkelig gode til at tage sig af dem fra Suyapa. Hjælpe dem med at få mad, gå på toilettet og til at lege med dem. Men det var desværre ikke alle børnene fra Suyapa, der syntes om ideen med ”buddies.” Så nogle af børnene fra den amerikanske skole blev kede af det, og det var ret synd. De fleste Suyapa børn syntes dog ikke at bekymre sig om det med "buddies", og så ud til at have det sjovt. Men det er ikke sådan, når børnene fra Suyapa ikke er vant til særlig meget kontrol. Så er der ikke lige pludselig, nogle der skal fortælle dem, at de kun må lege med deres ”buddy.”

Men alt i alt var det et godt arrangement, der var en god legeplads, børnene fik hot dogs, donuts og bedst af alt julegaver til sidst. Det eneste der desværre virkede som noget af en parodi, var alle de rige mødre der gik rundt med deres store dyre solbriller og talte i mobiltelefon. Det lagde børnene formentlig ikke mærke til, heldigvis. Men det tror jeg desværre at mødrene fra Suyapa gjorde, så det var ret synd. De så ikke alle sammen ud til at føle sig særlig godt tilpas i de riges selskab.

Som jeg tror jeg har haft skrevet til jer, så blev vi nød til at tage en smuttur til Costa Rica, for at forny vores visum og det var desværre billigst med bus. Så vi skulle af sted tidlig morgen fredag fra Tegucigalpa til Managua (Nicaragua), hvor vi skulle overnatte og så af sted igen kl. 5 lørdag morgen til San Jose (Costa Rica), hvor vi også måtte tage en overnatning inden vi kl. 5 søndag morgen tog bussen til byen Puerto Viejo, der ligger ud til det caribiske hav på den Costa Ricanske sydkyst.

Trods de tre lange dage undervejs, var turen det hele værd. Det var en virkelig hyggelig lille by vi ankom til. Vi fandt et godt billigt hotel med pool og det hele, og strand ca. 2 min derfra. Det blev dog også noget billigere, fordi vi valgte at bo alle 5 på et værelse. Men det med pladsmangel er vi jo ved at være vant til herovre. Så ingen problemer der J.

Størstedelen af befolkningen der bor i Puerto Viejo og ved kysten på den caribiske side generelt, er af afrikansk afstamning. Så alle talte både engelsk og spansk. Hvilket var meget rart, til en forandring.

Sammenblandingen af turistby og alle de afrikanske Bob Marley typer, med fletninger eller lange ulækre dreadlocks lagde en meget afslappet rastafari stemning over hele byen.

Vejret var ret blandet, temperaturen var konstant over 25 grader, men ca. halvdelen af tiden var med øsende regnvejr. De andre dage var der til gengæld høj sol, så vi fik både solbadet og virkelig slappet af. Der var også en masse gode restauranter, og souvenirbutikker til at fordrive tiden med.

Vi var også ude på bådtur en dag, for at se delfiner og snorkle lidt. Sherman som sejlede båden, var synonym med parodierne fra det caribiske med sit ”Year man” efter alle sætninger. Så det havde vi meget sjov med, foruden det selvfølgelig var dejligt med en dag på vandet, og helt fantastisk at se de søde delfiner poppe op i vandoverfladen.

Alt i alt, dejligt med lidt ferie, hvor vi kunne få lidt sol og få læst lidt og slappet af. Også dejligt med lidt luksus, hotel og mad, som jo kun kan siges at være en stor kontrast til livet i Suyapa.

I denne uge har vi sat et tiltrængt tandbørstningsprojekt i gang i guarderiasne. Vi har hjemmefikset en fin tandbørsteholder, med knapper i forskellige farver, så hvert barn ved hvilken tandbørste, der er deres. Så har vi været så heldige at have fået doneret nogle tandbørster og tandpasta fra USA.

For mange af børnenes vedkommende står det virkelig skidt til med tandbørstningen. Det er resultatet af forældrenes dårlige tandbørstningsmentalitet kombineretmed et helt sygeligt slikforbrug.

Et af de værste eksempler er Elisabeth, som I kan se på billedet. Hun har huller i alle sine tænder, og nogle af dem er rådnet halvt væk. Alle børnene har huller, eller en enkelt halvrådden tand. Men det står heldigvis ikke så skidt til hos resten som hos Elisabeth. Stadig er det virkelig utroligt at børnene ikke piver over tandpine, for deres tænder må gøre virkelig ondt til tider.

Men ja, vi har med vores begrænsede sprog forsøgt at fortælle dem, hvor vigtigt det er at børste tænder hver dag og forsøgt at vise hvordan det gøres. Så nu er det spændende at se, når vi kommer tilbage fra Costa Rica, om de har fået børstet deres tænder hver dag efter frokost, som vi har sagt at de skal.

Statens børnehjem

Vi, 8 danskere fra børnehjemmene Emmanuel og Munuelito og 5 danskere fra Génesis, startede ud lørdag formiddag med at besøge statens børnehjem som hedder ”Villa las Casitas.” Det er et børnehjem, hvor alle honduranske børn der bliver fundet eller frataget sine forældre skal bo for en periode. Børnene bor der lige fra uger til år, inden de bliver sendt videre i systemet, enten til andre børnehjem, plejefamilier, adopteret væk eller tilbage til deres egen familie igen.

Børnene bor i små huse adskilt ved køn og alder. Der er en skole på børnehjemmet, og selvom der er skoletvang i Honduras, er det desværre kun de børn på børnehjemmet der har lyst, der går i skole. Så kan man jo så selv regne ud, hvordan den regel bliver opretholdt udenfor børnehjemmet i resten af landet.

Nok lidt for at have et lille formål der, så børnene ikke ville føle de var den store turistattraktion, havde vi taget nogle ting med, så pigerne kunne lave perlehalskæder, en bold og spillet ”Twister” så der også var noget drengene kunne lege med. Der var dog flere af drengene som også meget gerne ville have lavet halskæder.

Vi startede med at lave perlekæder med de små piger og senere med de store piger. De fleste af de små piger virkede glade nok, men de store virkede ret ramte. Mange har boet på gaden i kortere eller længere perioder af deres liv. Og selvom mange unge har et hus at komme hjem og sove i, opholder de sig på gaden fra tidlig morgen til sen aften, for at skaffe penge til mad, for det meste ved at sælge forskellige ting på gaden.

Hende jeg sad og lavede perler med fortalte at hendes mor bankede hende, men at hun syntes, at det var bedre at bo på børnehjemmet end på gaden. Så det kunne jeg jo kun give hende ret i.

Da vi tog af sted derfra, havde jeg lidt følelsen af, at man ville kunne gøre meget mere gavn ved at komme et par gange om ugen der, end i guarderiasne. De børn syntes virkelig at have brug for nogle der gad dem mere end de ansatte på stedet.

Alvins to Feedingcentre

Alvin som har kontakt til børnehjemmet, har også sit eget projekt som hedder ”Ministerio Cristiano Manos Extendidas.” Her har han bl.a. to feedingcentre i nogle fattige kvarterer ligesom Suyapa. Feedingcentrene agerer guarderia for kvarterets børn i hverdagene og i weekenden er der sange og bibelundervisning. Der var rigtig mange børn, og foruden underholdningen er en af grundende dertil formentlig, at børnene er sikret sig et måltid mad, når de deltager.

Der ville helt sikkert også være stor tilslutning, hvis der lå et sådant feedingcenter i Suyapa.

Alvin er amerikaner og har boet med sin familie i Honduras i over 10 år. Han virker som en meget engageret person. Og det virker som nogle gode projekter han har gang i. Hvis I vil læse mere om hans projekter, kan I gå ind på projektets hjemmeside:

www.mehonduras.org

En aften på gaden

Så kommer vi til den mere anderledes del af vores weekend, forstået på den måde at vi jo også har med den samme type børn at gøre til hverdag på vores forskellige projekter.

Her var vi med Alvin ude på gaden i centrum af Tegucigalpa for at dele mad ud til nogle af de unge mennesker, der bor på gaden. Det var noget af en oplevelse. Alle sammen var total væk og gik rundt med enten et lille glas med lim eller en flaske under blusen, hvor de lige løftede låget for at suge giften ned i lungerne.

De stillede sig i kø og fik en bolle hver med smør og en kop varm kaffe til. Det virkede ret surrealistisk det hele. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at når vi forlod stedet, ville de blive og overnatte der på madrasserne på gaden, eller i pakhuse i nærheden. Og sikken en tilværelse, at være afhængig af lim og stoffer på den måde. Det undrer ikke at de alle sammen så meget ældre ud end de var. Det må virkelig være et hårdt liv.

Der var heldigvis ikke så mange børn som jeg havde troet. Der var nogle enkelte, men ellers var det mest unge mennesker fra ca. 15 år til slut 20’erne.

Jeg vil ikke sætte billeder af dem ud på nettet, men jeg sætter et link på til et afsnit i TV-avisen fra i sommers, hvor Impacts summerteam også var med Alvin på gaden, så I kan få en idé af hvordan det var.

http://www.youtube.com/watch?v=KGcArIq94ug 

Rosa som er med i indslaget var der også den aften. Hun er bare en af de sørgelige skæbner. Hun har måttet prostituere sig, er lige fyldt 16 år og er så tynd fordi hun har AIDS, så hun formentlig ikke har særlig lang tid igen. Det var ret uvirkeligt at se hende der, helt sløret i blikket, med sin bolle med smør og det lille limglas op til munden hele tiden.

Vi var også henne i et område for unge prostituerede. De var også alle skæve eller på stoffer. Det var meget sørgeligt at se. At så unge mennesker ikke har anden udvej end at sælge sig selv så billigt. Og her taler vi fra 9-30 kr.

Ja, så det var lidt en mærkelig aften. Man havde helt dårlig samvittighed af bare at køre derfra med en fyldt mave og hjem i en tryg seng. Det føltes meget uretfærdigt det hele.

Børnene på Génesis er blevet færdige med deres eksamener, og har fået at vide om de kan rykke op til næste klassetrin eller om de bliver nødt til at gå klassetrinnet om. Så nu har de en lang vinterferie, hvor vi har fået lov til at lave engelskundervisning for børnene to dage om ugen. Der er seks klassetrin, og vi har hvert klassetrin i to timer om ugen. Det er frivilligt om børnene vil møde op, men der har da været rimelig tilslutning indtil videre. Ca. 10-15 børn fra hver klasse.

Undervisningen er virkelig back to basis. De kan intet engelsk overhovedet, så vi startede med tal, farver og figurer, bl.a. ved hjælp af et hjemmelavet vendespil. Nu er vi gået over til små sætninger om navn og alder mv. Det er ret svært for dem, især udtalen er helt håbløs for de flestes vedkommende, så der er meget at arbejde med for Kitt og Ronja vinteren over (hvor jeg jo tager til Cuba).

Lidt om skolesystemet

Det er et stort problem hernede, med den måde de rykker op i klasserne på. Der er flere børn, der bliver nødt til at gå om flere gange, og derfor ender med at være meget ældre end deres klassekammerater. Et eksempel herpå er de fire piger fra lejrturen, som jeg hjælper med engelsk. De går i samme klasse, men her er både Gabi på 14 år og Wilma på 9 år.

Grunden til at nogle børn har svært ved at følge med, er formentlig for det første, at der ikke er noget eller særlig meget hjælp at hente derhjemme, hverken til lektier eller motivation til at gå i skole generelt. Et andet problem, tror jeg, er undervisningsformen og selvfølgelig de knappe ressourcer. Der er mange elever i klasserne, mangel på materiale og en enkelt lærer til alle fag. Der er meget lidt kontakt til den enkelte, det hele foregår i den store gruppe. Så det virker som om, at det først er til eksamen, at selv læreren finder ud af, hvad eleverne kan enkeltvis. Det er virkelig ærgerligt, at undervisningsformen ikke giver mulighed for at hjælpe lidt i opløbet. Men at det alene afhænger af lærerens evne til at få alle med.

Et af de største problemer der følger heraf er, at de børn der ”hænger” fast på samme klassetrin ikke får mulighed for at udvikle sig sammen med og på samme niveau som sine jævnaldrende. De kommer af naturlige årsager også til at føle sig meget dummere end de nødvendigvis er, hvilket jo også er et kæmpe problem. Men situationen resulterer ofte i at sådanne børn dropper tidligt ud af skolen og ender på gaden.

Med Doña Anas børn i biffen

Mandag var vi med Doña Anas børn i biffen. Vi tog det offentlige, så det var noget af en tur, men heldigvis kun med et barn i hver hånd.

Vi var først kørt til et forkert mall, hvor der ikke var nogen biograf, så vi måtte ud på en lang gåtur, først over en meget trafikeret vej uden gangbro og senere et godt stykke langs en anden meget trafikeret vej. Men det gik og vi ankom i Metro Mall, hvor der så var en biograf.

Der gik dog ikke nogen børnefilm, så vi så Rush Hour 3. Men selvom børnene ikke forstod meget af den fulgte de alle sammen godt med, også lille Fernando på 2 år. Så vi regner med at de nød at være lidt væk fra guarderiaet trods alt.

Og med Doña Wilmas børn i Chiminike(en slags eksperimentarium)

Onsdag ugen efter var vi med Doña Wilmas børn i Chiminike. Vi blev heldigvis kørt i minivan til og fra Chiminike, så vi ikke behøvede at tage med det offentlige, med alle de børn.

Det var et ret godt sted at tage hen med børnene, de var hvert fald underholdt fra start til slut.

Stedet var opdelt i forskellige temaer, menneskets krop, natur, rummet, Honduras etniske minoriteter, nogle fysikeksperimenter mm. Der stod en ansat ved hvert sted til at forklare om de forskellige ting og så sluttede de hvert tema af med nogle lege.

Så samtidig med at det var lærerigt og sjovt for børnene, var det virkelig nemt for os, bare at følge med uden at være på.

Så kom dagen endelig hvor vi skulle flytte. Heldigvis skulle vi kun ind ved siden af, altså i det samme hus, hvor der havde stået et stort rum tomt al den tid vi har boet presset sammen på det lille værelse.

Vi brugte nogle timer på at gøre så rent, som det nu er muligt at gøre ting rene hernede. Og så flyttede vi alle vores ting, tøj og legetøj. Det var virkelig dejligt med al den plads og dejligt ikke at behøve at tage kolde bade længere,eller bad ved hjælp af spande med opvarmet vand :-)

Dagen efter vi flyttede, fik vi også nye store køjesenge, så nu vågner jeg heller ikke flere gange om natten længere, fordi jeg er ved at falde på gulvet.

Men der er dog en ulempe ved det nye sted, og det er at det er meget sværere at varme op. Eller vi kan faktisk ikke varme det op, for det trækker ind fra både vinduer og døre, så om natten er det virkelig koldt. Hvilket formentlig er medskyldig i, at jeg i skrivende stund sidder med feber, snotnæse og meget ondt i halsen. Men alt har vel sin pris :-)

Så har vi også været på weekendtur til børnehjemmet Emmanuel. På Emmanuel bor der over 400 forældreløse børn. Børnehjemmet ligger i udkanten af en lille by, der hedder Guaimaca, ca. to timers kørsel fra Tegucigalpa.

Det var noget af et kulturchok at kører indenfor børnehjemmets aflåste porte. Det føltes ikke som at være i det Honduras vi kender til, og mindede mest af alt om en mindre by i USA.

Der lå fine murstenshuse spredt mellem fine grusstier, legepladser og grønne områder. –Og mest bemærkelsesværdigt lå der ikke et eneste stykke skrald nogen steder. 

Husene er volontørhuse, huse som de forskellige par der bor og arbejder på Emmanuel bor i, en kirke og så selvfølgelig huse hvor alle børnene bor, opdelt i aldersgrupper og køn. Der er også lagerbygning og noget de kalder farmen, som er et område med grise, køer og hvad der ellers hører sig til.

Pigernes volontørhus, som vi skulle overnatte i, var det vildeste luksus, i forhold til hvad vi har været vant til i Suyapa. Kæmpe køkken og badeværelse med hvide fliser over det hele, klædeskabe på værelserne og fællesstue med fjernsyn og dvd. Lidt misundelig var man, men så alligevel ikke. Det ville have været et helt andet slags ophold ikke at have prøvet at bo i slummen. Det vi dog var noget misundelige på var deres vaskemaskine og tørretumblere. Det er virkelig tidskrævende at vaske tøj i Suyapa, både at vaske i sig selv, men også fordi at man skal holde øje med tøjet, så det ikke bliver stjålet, hvis det skal hænge ude for at tørre.

Der var ikke rigtig tid til at bruge særlig meget tid med børnene, men vi fik da leget lidt med nogle af grupperne og set lidt til hvordan det fungere. Det var ret surrealistisk at tænke på, at hvert eneste barn i mængden havde en fortid man ikke ville ønske for nogen.

I husene hvor børnene bor, bor der også nogle ældre børn eller unge som tager sig af børnene og styrer det hele i dagligdagen. De unge er selv opvokset på børnehjemmet og har valgt at blive der for at arbejde efter de er fyldt 18 år, som de så får lidt lommepenge for.

Måden det fungerer på på børnehjemmet minder lidt om en evig lejrskole, hvor der på intet tidspunkt er et tidsrum, hvor der ikke er bestemt, hvor børnene skal være og hvad de skal lave. Om det så er på en af de afgrænsede legepladser, i skolen, i spisesalene eller på værelserne. Så det må være svært for børnene at skulle følge så faste rammer, men på den anden side umuligt at holde styr på over 400 børn uden.

Et andet problem er mangelen på bemanding, som gør at hvert barns portion voksenkontakt er meget begrænset. Så det må også være svært, når man nu ikke har forældre at skulle dele opmærksomheden fra de voksne der er med så mange børn. Et lille lys i børnenes hverdag, synes dog at være de sponsorer børnene har, som volontørerne bl.a. hjælper børnene med at korrespondere med. Det virker til at være en stor ting for børnene selvom der også er nogle af børnene som har forældre eller familie der kommer og besøger dem.

Hvis I vil læse mere om børnehjemmet kan I gå ind på deres hjemmeside www.orphanageemmanuel.com

I weekenden var vi på tur til byen Valle de Angeles, som er en af de få turistattraktioner i nærheden af Tegus.

Vi var med Vanessa som vi bor sammen med og hendes ven Omar.

Det var en hyggelig by, med en masse souvenirs. Men havde man set en butik havde man set dem alle. De solgte traditionelle keramikting, sivkurve, traditionelt tøj, træting og læderting. Men ikke rigtig noget man havde lyst til at købe særlig meget af. Så familie det er ikke her i får jeres souvenirs fra J

Indtil nu, har vi ugentligt skiftedes til at være ved de to guarderias og tandlægen. Men i går fik vi at vide, at tandlægen først kommer tilbage til januar. Så nu når han ikke er der længere, vil vi være to oppe hos Wilma og en hos Ana.

Vi har også ændret vores skema, så vi kun er ved de to guarderias tre formiddage om ugen. I stedet har vi sat et projekt i gang, hvor vi fra i næste uge, hvor deres lange ferie begynder, skal undervise i engelsk på skolen. Der er 6 klassetrin, som vi har planer om at undervise 2 timer hver, en gang om ugen.

Eftermiddagene har jeg haft hjulpet Melvin med lektier, hver dag fra klokken 14 ca. 1-2 timer, eller så langt koncentrationen holdt J. Men da de som sagt har ferie nu, kommer han bare herhjem og så læser vi lidt sammen, eller spiller nogle spil et par timer om dagen. Det er ret hyggeligt at være sammen med ham, selvom han driller og kun kan holde koncentrationen i kort tid af gangen.

Det er også næsten hver dag at nogle af pigerne fra lejeren er herhjemme for at spille spil med os. Nogle gange kommer de også bare for at lege, med noget af det legetøj vi har herhjemme som vi hver dag tager med til guarderiasne. I sidste uge begyndte jeg at øve noget engelsk med dem, og det virker de rigtig glade for og tropper op hver dag med deres små kladdehæfter.

Jeg har også sat nogle billeder på af området hernede, så I kan få en idé om hvordan her ser ud, når man går ud af husene, og hvilken skøn udsigt over byen vi har lige udenfor vinduet.