Mandag aften moedtes jeg dog med en af de lokale fra skibet paa Galapagos, som havde ferie, og gerne ville vise mig lidt rundt i landet, saa jeg ikke skulle vaere helt alene.

De foerste par dage var vi bare i Quito og derefter tog vi til en lille by i det nordlige Ecuador som hedder Tulcàn. Jeg var den suveraent eneste blegfis i den by. Der var ecuadorianere og colombianere og det var det. Der var en lokal parade gennem byen med alle byens skoler og gymnasier. Det var virkelig fint med mange flotte dragter og saa er det imponerende t boern hernede kan gaa i takt samtidig med at de spiller paa tromme eller klokkespil eller lign...saadan et optog ville man aldrig kunne lave i Danmark. Virkelig fint.

Naeste dag var der koncert for freden mellem Colombia og Ecuador. Jeg ved ikke om i har hoert noget til det derhjemme, men der har vaeret bllade mellem de to lande for et par maaneder siden og derfor viser de lokale nu at de oensker fred. detvar vaeldig fint, og mindede mest af alt om en groen koncert, bare uden alkohol og fri indgang...boderne manglede ogsaa. Her gik folk rundt og solgte mad og drikke med tasker og vogne. Vaeldig hyggeligt. Senere var vi inde og se den lokale kirkegaard. Meget speciel, med haekke klippet ud i mange forskellige former. Det var vaeldig fint, men nogte anderledes at se.

Turen gik tilbage til Quito om loerdagen og det blev bare til ren afslapning og besoeg paa kaffebarer de sidste dage i Quito.

Naeste 17 timer gennem Ecuador gik ogsaa godt og vi endte i Quitoi god behold. Jeg havde glemt hvor koldt der er, eftersom det jo ogsaa ligger hoejt i bjergene, saa jeg maatte have gang i lag-paa-lag toejet igen.

Foerste aften besoegte vi et par som Jesper boede hos mens han var paa skole i Quito. Detvar rigtig hyggeligt at se dem igen, og aftenen efter var vi ude og spise med dem.

Loerdag morgen tog jeg afsked med Jesper for at tage med skolen og Jespers vaertspar til en lille by, Mindo.
Det var helt maerkligt at skulle sige farvel efter at have haft ham som selvskab mere eller mindre 24 timer i doegnet de sidste 2 maaneder...
Det var vaeldig hyggeligt med turen tilMindo.
Vi blev inlogeret i et lille hostel bygget af traem, og som var meget meget lydt, to og to. Vivar 16 afsted i alt inkl. guider.

Efter lidt frokost gik vi tog timer op til vandfald i junglen. Virkelig smuk tur. Jeg gik en laengere rute med en af laererne, saa da vi kom frem havde dem der havde lyst til at hoppe i vandfaldet gjort det, og jeg maatte ogsaa proeve...:)
Jeg sprang i fra en klippe, ca. 12 m over vandoverfladen og landede i buldrende vand 10 m efter selve vandfaldet, og maatte svoemme godt til for at komme op. Men jeg fik fat i snoren som var udspaendt saa man kunne traekke sig i land og slap godt fra det...men nej hvor var det vildt!!! Jeg har aldrig gjort noget der gav saa vildt et adrenalinsus foer. Det tog mig et kvarter at tage mig sammen til at hoppe, og undervejs ned et vildt vildt sug i maven...FEDT FEDT FEDT!!!

Om aftenen var vi i byen paa et lokalt diskotak, hvor jeg laerte et par lokale salsa og merengue trin, plus noget andet som jeg ikke kan huske hvad hed...det var vaeldig morsomt:)

Dagen efter var vi i kaempe baderinge der var spaendt sammen til at stort hjul, ned ad en flod. Lidt alla riverrafting, bare i baderinge i stedet. det var hylemorsomt.
Samme eftermiddag var vi paa besoeg i en sommerfuglefarm og orkidefarm, hvor de ogsaa havde kolibrier..et sjovt lille vaesen

Senere samme aften gik turen tilbage til Quito, hvor jeg var tilbage paa hotelvaerelset, nu helt alene:( Meget maerkligt nu at skulle rundt paa egen haand.

Lige efter jeg var blevet rask, var vi desvaerre noedt til at tage videre nordpaa. Der er nu ikke mange dage til Jesper skal tilbage til DK fra Quito i Ecuador, og fra Lima havde vi 34 timers rejse dertil...

Vi broed de 34 timer op i tog og noed Perus smukkeste starnd ved Mancorà i tre dage med ren afslapning. Trods at jeg havde ligget ned i knap en uge, var det rart at ligge ned udenfor i et par dage og nyde solen. Her rendte vi ind i et amerikansk/engelsk par, som vi hyggede os rigtig godt med.

Jesper og jeg boede i et lille halvfaerdigt vaerelse uden loft paa badevaerelset og med kun et skaevt forhaeng som doer...hverken jeg lukkede "doeren" derud raabte Jesper til mig...du skal ikke smaekke med doeren!...hold fast hvor bor man taet naar man saadan rejser rundt...:)

Turen til Lima var bestemt ikke morsom. Jeg havde feber hele vejen og svedte og froes, svedte og froes, hele tiden.

Jesper stod af i en lille by for at sandboarde undervejs og jeg fortsatte til Lima, hvor jeg, vammel som jeg var efter to dage i kloeft hvor eneste bad var et dyp i en pool, og ikke havde skiftet toej i 40 timer eller noget i den stil...skoen skoen og renlig er man naar man rejser rundt, blev hentet af Manuelas ven, som vi havde faaet lov at bo hos.
Det er svaert at beskrive hvor tiltraengt mit efterfoelgende bad var, men er sikker paa i kan forestille jer det..

Om eftermiddagen mens vi ventede paa at Jesper skulle dukke op, var jeg med Fadi, som Manuelas ven hedder og en af hans kamreter rundt, og i kammeratens pool...ren afslapning, hvilket var rigtig dejligt.

Om aftenen fik jeg feber igen og endte paa en klinik hos en doktor, der lignede en der var gaaet forkert, og rent faktisk var en groen slagter, og som samtidig lignede en der ikke anede hvad han snakkede om...ikke betrykkende, men blev sendt hjem og skulle vente et par dage.

To dage efter var det satdig slemt og jeg fik fat i Goudas laeger som anbefalede en klinik, hvor jeg fik taget blodproever...av av...mooooaaarr!, og de fandt ud af hvad jeg fejlede...derefter laa jeg medicineret paa Fadis sofa i 5 dage med fuld forplejning af Jesper og Fadi og var derefter paa toppen igen. Dejligt!

Om fredagen da jeg heldigvis havde det en hel del bedre, blev jeg vaekket af at min seng rystede og var taet paa at give Jepser en skideballe fordi jeg troede det var ham der var lige lovlig morgenfrisk, men lige da jeg skulle til at sige noget til ham, kom Fadi styrtende ind i rummet og raabte: "JORSKAELV!, Kom ud herfra", jeg floej ud af sengen og kunne da ogsaa godt se at det ikke kun var sengen men ogsaa patienner og resten af huset der rystede...vi skyndte os ud, men inden vi naaede ud var det drevet over...det var heldigvis kun et lille et, saa der blev ingen panik:)

Foerst 30 timer i bus til det nordlige Chile, derefter en dags afslapning, et par timer i bil over graensen til Peru, og saa 6 timer i bus til Arequipa. en meget meget hyggelig by, med smuk udsigt til stor snedaekket bjerg, Misty.
Her var vi paa den maerkeligste citytour nogensinde og fik set paa diverse lamaarter med mere...

Fra Arequioa tog vi en to dages tur til verdens dybeste kloeft Colca Canyon. Den foerste dag vandrede vi 1000 hoejdemeter ned i smukke smukke omgivelser, som vi dog gav mindre og mindre opmaerksomhed efterhaanden som kroppen begyndte at syre og taererne at foele sig klemte. Vi gik nedad i 6 timer og var godt traette da vi kom frem til en lille oase med svimmingpool..skoent skoent skoent...
Om natten kl 3 fortsatte vi...nu gik det bare opad. Jeg var vaagnet med ondt i kroppen, og med en foelelse af at jeg havde feber, men troede ikke det var noget...det var en sej tur opad. 4 timer uden morgenmad og med en stiv nakke og nogle ben der overhovedet ikke ville samabejde og gjorde vanvittigt ondt...var glad og lettet da vi naaede toppen og kunne faa noget at spise. Vi koerte videre i bus og saa condorer. Jeg ved ikke hvad de hedder paa dansk, men det er en enorm fugl, med ubeskriveligt stort vingefang, og om eftermiddagen var vi langt om laenge tilbage i Arequipa, hvorfra vi tog bussen videre til Lima, om aftenen...16 timer mere.

D. 10. sagde vi farvel til Elin og Rikke, som fortsatte videre til Argentina.
For Jesper og jeg gik turen til Santiago (Chiles hovedstad)...24 timer mere i bus..pyha...det kan man altsaa godt gaa hen og blive traet af...

Vi blev kun i Chile intil naeste aften, naaede lige en hurtig citytur (2 timer mere i bus, ja kald det bare selvpineri, frivilligt at saette sig i en bus to timer mere efter allerede 24 forinden...) Santiago minder mest af alt om en storby i Sydeuropa, og det er jo ikke derfor vi tog til Sydamerika. Vi tog derfor til Kysten til en by der hedder Valparaioso og Viña del Mar, hvor vi boede hos en ung gut der havde indrettet sit hus, som mere eller mindre haengte paa en skraaning, til hostal, med tre vaerelser. Naar vaereslerne var fyldt sov han selv paa sofaen i opholdsrummet...underligt liv...

Vi var paa stranden den foerste dag, hele dagen...og da vi skulle hjem med bus endte vi med koere for langt, og for lidt vild, men fandt dog frem til den rigtige adresse alligevel efter en times forvirret gennemgang af byen:)

Vi var paa vinsmagsningstur paa to vingaarde, hvor det lykkedes mig at blive halvsnaldret. De lavede ogsaa boblevin paa det foerste sted, som vi skulle smage...Hvem i alverden serverer boblevin i den varme, og saa foer frokost??? Det slaar da benene vaek under enhver...efter mere vin det andet sted var vi lettere fjollede og tog nogle meget markelige billeder, men hyggeligt var det, og vinen smagte skoent skoent skoent!

Loerdag hvor vi skulle have vaeret nordpaa sov vi over os, og naaede ikke bussen, men det lykkedes mig med hundeoejne og babyface at overbevise damen bag skranken om at Jesper havde vaeret meget meget syg om morgenen, saa vi fik en billet til dagen efter...og endte paa stranden igen resten af dagen...afslapning laenge leve...

De to danske toeser Elin og Rikke fulgtes vi med til San Pedro de Atacama, en lille by, som ligger midt i et oerkenomraade.
Der er knastoert og brandvarmt.

Vi tog alle fiere ud paa en ridetur i omraadet og red gennem "Valle de la Muerte" (de doedes dal)...ogsaa knastoert, og red gennem et stort omraade med loest sand, hvor vores guide sagde til mig at jeg skulle holde toejlerne paa min hest meget stramme...jeg forstod ikke hvorfor og taenkte vel at det gik fint nok uden.,..den loeb jo ingen vegne...jeg forstod ikke rigtigt hvad manden sagde, men proevede paa egen krop hvorfor jeg skulle holde de toejler stramme da krikken lagde sig ned og skulle til at rulle sig i sandet...kom heldigvis hurtigt af og fik den paa benene igen..skoere hyp!

Efter Titikakasoeen tog vi til La Paz (Bolivias hovedstad, og verdens hoejest liggende hovedstad, 3600 hoejdemeter)...jep turen fortsatte i hoejderne og dermed ogsaa i kulden...

fra la Paz tog vi en tur til Chacaltaya, et bjerg paa 5,395km. Vi havde pakket os ind, og eftersom det ikke ligefrem er vintertoej vi havde med os i rygsaekken, maatte vi benytte os af lag paa lag metoden, saa vi kunne holde varmen...
Det blev langsomt koldere og koldere jo hoejere op vi koerte, og paa toppen var der sne...saa fik jeg alligevel sne at se denne vinter:)

De sidste 100 hoejdemeter foregik paa gaaben i sne. Helt maerkeligt...det havde jeg ikk etroet jeg skulle opleve hernede. Der var helt overskyet pga kulden, saa vi kunne ikke se meget laenegere ned end de 100 hoejdemeter vi havde gaaet op...der var helt vidt omkring os, baade paa jorden og i luften. Det tog lidt tid at komme op og et par pustepauser var noedvendigt pga. den tynde luft. Da vi kom op gav Jepser og jeg os til at spille freesbee og bygge smemand...snemanden blev dog meget lille, da sneen var meget meget haard og det var svaert faa fri...Derudover erfarede Jesper at en freesbee ogsaa kan bruges som kaelk...

Et par dage efter gik turen paa mountainbike ned ad et bjerg fra 4000m til 1800m, maga fedt!! Det foerste stykke gik ad asfalt, men paa det sidste stykke koerte vi ind paa en gammel lukket grusvej, med smuk smuk udsigt udover skraaningen vi koerte langs. Der loeb vandfald ned over vejen, som vi koerte under, eller igennem, og udsigten var mere end smuk! Vi startede i bidende kulde med lag-paa-lag toej igen og endte i bikini paa et hotel i en pool...skoent:) En fantastisk oplevelse:)

D. 5. marts sagde Jepser og jeg farvel til Manuela, som tog til Lima, for at vaere der i et par dage inden hun tog hjem til Danmark, og Jesper og jeg fortsatte sydpaa gennem Bolivia.

Vi startede med en bustur til Oruro, hvor vi haabede at vi kunne faa et tog videre om eftermiddagen, men alt var desvaerre booket, saa vi matte fortsaette i bus om aftenen.
I Oruro var vi ude og besoege et lokalt mineomraade, hvor en lokalminearbejder tog os med ned i en af minerne...foej hvor er det vammelt...meget kan jeg kalre, men det var simpelthen for ubehageligt...luften er tyk og ubehagelig at indaande naar man er saa langt under jorden, trods at vi ikke kom saerlig langt ned...jeg havde meget travlt med at komme ud igen... Inde i minen viste han os en form for alter, hvor minearbejderne samlet af og til for at bede. De har engang slaebt to lamaer derned, ofret dem og lagt dem under et lag af diverse flasker og bunker af kokablade, saa man kun kan se deres hoveder...dettet alter gjorde bestemt ikke lugten i minen bedre og efter denne lille visit tror jeg jeg er helt faerdig med at besoege miner!!

Om aftenen gik turen videre i en gammel spand af en bus, hvor saederne var saa bloede saa man kunne maerke rammen af saedet i ryggen hele vejen...9 stive nattetimer i saadan et saede paa bumpende grusveje, og stadig med paen fart er IKKE sjovt! Jeg havde dundrende hovedpine og hele kroppen summede stadig da vi ankom efter den rystetur...vi kunne lige klare at gaa hen til det naermeste hotel, som laa 50m vaek og ligge os ned og sove...pyha, det goer jeg heller aldrig igen...

Lidt senere paa dagen havde vi faaet det bedre, men det er svaert at sove naar man foeler man er noedt til at holde fast i sengen for ikke at falde ud fordi det hele stadig ryster inde i ens hoved...men lidt mere udhvilede var vi da, da vi gik ud i byen og forsoegte at finde en jeeptur gennem det sydlige Bolivia til Chile.
Vi fik stempel ud af Bolivia 3 dage foer vi egentlig tog ud af Bolivia og paa Immigratioskontoret fortalte de os at der lige var gaaet to danske piger ud som skulle ud af landet samme dag som os og netop inden havde vi set to dansklignende piger, som vi fandt igen og det var soerme dem og de var fra Danmark.

Vi endte i samme jeep som dem sydpaa, gennem verdens stoerste saltoerken. Jeg har aldrg set noget lign. Det ligner sne, og indimellem ligger der naermest soeer oven paa saltet som ikke kan traenge igennem saltet. Virkelig virkelig smukt omraade.
Paa de tre dage gennem Bolivia, besoegte vi et hotel hvor alt var bygget af salt, flere laguner, vulkaner, en oerken og saa mange mange famingoer, inden vi krydsede graensen til chile... Fantastisk tur!

Turen gik videre langs Titikakasoeen, over graensen til Bolivia, til en lille by ved navn Copacabana (ikke den i Brasilien), hvor vi fik frokost og derefter tog ud til en lille oe, ved navn "Isla del Sol" (Solens oe). De lokale inkaer mener at det er her solen blev foedt. Desuden skulle grunden til soeens navn vaere at se der ude...en sten som er formet som en puma. Titikaka btyder paa Quechua (lokalt inkasprog) nemlig "Stone of a Puma"...det maatte vi jo se...

Selvom vi kun skulle vaere der en enkelt dag hoejst to, besluttede vi at tage alt vores bagage med derud...hvilket vi dog fortreoed bitterligt da vi nermede os havnen...Isla del Sol er HOEJ!, og det foerste der moeder en i havnen er trapper, der gaar yderligere 100 hoejdemeter op...det er altsaa haardt at gaa med kaempe oppakning opad og saa saa hoejt over vandoverfladen, saa kan man altsaa godt maerke at man ikke er vant til hoejder, naar man bor i lille falde Danmark...Efter 30 trin eller lignende, maatte vi stoppe og holde pustepause, mens de gamle koner der bor paa oeen stille gik forbi os med deres store bylter paa ryggen og saa ud som om det var det rene barnemad vi havde begivet os ud i...det var det IKKE!!!!!!!!!!

Langt om laenge naaede vi til et lille hostel med smuk smuk udsigt og besluttede os at blive der...det gav ikke rigtig nogen mening at forsaette selvpineriet naar der var et hostel der var ganske udemaerket...vel!?

Der var skoent paa Isla del Sol og vi noed hvert sekund derude..hvis man skal slappe af og bare nyde livet i ikke-stressede omgivelser, saa erdet stedet...naar man altsaa foerst er kommet op af trapperne:)
Der er ikke meget at lave, men vi gik en tur fra den sydlige ende af oeen til den nordlige ende, meget meget smuk og uberoert natur. Undervejs begyndte det dog at regne...det er vidst mange aar siden solen er blevet foedt derude...:(
Da vi naaede til den anden ende af oeen, gik vi rundt og ledte efter denne beroemte pumasten, som vi saa gerne ville se, og spurgte en lokal hvor den var, og fandt ud af at vi stod lige ved siden af den...ikke videre tydeligt at denne sten ligner en puma kan i vel regne ud, og vi blev enige om at de lokales kreativitet maatte have vaeret hjulpet paa vej af noget lokalt hjemmebryk og for mange kokablade, som de lokale tykker paa konstant...

Noget forfrosne naaede vi til en lille uberoert landsby hvor vi fik virkelig god frisk laks...mmmm, hvor smagte det godt...

Da vi skulle tilbage til fastlandet tilboed en lokal fisker os at sejle os tilbage saa vi ikke skulle vente paa den "offentlige" baad...skoent skoent skoent:)

Efter turen til Isla del sol var vi alle tre enige om, at hvis Titikakasoeen skal opleves skal den klart opleves fra Bolivias side...laaaangt laaaangt smukkere og meget mere stille og roligt.

Efter Cuanca tog vi med bus laengere sydpaa, og efter 30 timeri to forskellige busser stod vi i Lima.

Undervejs havde vi krydset graensen til Peru, men en taxachauffoer der snoed 20$ fra os, men fandt dog ud af da vi naaede fremt il vores destination at det normalt ikke kan lade sig goere at komme saa langt for saa lidt som vi havde faaet ham pruttet ned paa, saa det var vel ikke saa slemt alligevel naar det kom til stykket...

I Lima moedtes vi med en ven af Manuela, som viste os lidt rundt i byen, og vi fandte t argentinsk steakhouse, hvor vi fik nogle kaempe, fantastiske boeffer til naesten ingen penge...uuuhm, det traengte jeg til:)

Dagen efter gik turen videre med bus til Puno i det oestlige Peru...endnu 24 timer i bus...

Puno var jeg nu ikke saa vild med...En meget lille meget meget beskidt by, med smaa snuskede rejseburaeuer, der sender turister ud til nogle flydende oeer, der maaske engang har vaeret for andet end turister, men bestemt ikke er det laengere...

Puno ligger lige ved Titikaka soeen, som er verdens hoejest liggende navigable soe (3800 m over havets overflade), hvilket betoed at der ogsaa var virkelig koldt i Puno, saa vi maatte ud og finde hue, vanter og lange underbukser...hvem siger at en rejse i Sydamerika indebaerer sol, varme og strand???