Den sidste tid her i NZ har vaeret god. Vi har faaet koert en farlig masse km, oer nu oppe paa ca. 2.800. Og inden vi er faerdige er vi nok taettere paa 4.000 end 3.500.

Vi hgar selvsagt faaet koert en masse km, og det er ingen skam her i landet. Dog er det endnu mere fantastisk naar solen staar fra en skyfrihimmel, og dem har vi heldigvis haft nogen stykker af. Naar man bor i en bil, er vejret en stor faktor, saa paa de graa og vaade dage, saa er det knap saa euforiserende!

Men udover at koere rundt, og overnatte i de fri, typisk med en soe som nabo, Saa har vi tilbragt en del tid omkring queenstown og omegn. Hvis man bare har en fli af ekstremtsportslyst i sig, saa er det til denne by man skal ta. Her kan man lave alt af denne slags..og jeg mener alt!! Derudover har byen ogsaa en flot sceneri, liggende ned til soe omkranset af bjerge..saa hyggelig by absolut.

Med alle de forskellige tilbud, er det svaert at goere sig op hvad man skal. Men det stod hurtigt klart, at det var bungey jump vi bogstaveligt talt skulle kaste os ud i. Og naar man nu skal goere noget, saa kan man da ligesaa godt goere det ordentlig! Derfor beskuttede vi os for at det skulle vaere fra 134 m hoejde vi skulle teste elastikken og ikke mindst modet. 2 verdenshoejeste.

Jeg maa sige at op til hoppet, busturen derud, var jeg ikke nervoes, glaedet mig bare. Denne selvtillid forsvandt hurtigt, naar man staar og kigger ned fra afsatsen. Det var fuldstaendigt vanvittigt..hver en fiber og ikke mindst velfungerende hjernecelle skreg for fulde kraft..."NEJ NEJ NEJ, det kan du da ikke mene, der skal jeg da absolut ikke hoppe ud"!!! Men efter man fik monteret det noedvendige udstyr, og der blev talt ned for een..ja saa slog man al fornuft fra, og ganske enkelt sprang! Turen ned giver een 8 sek frit fald..og det var absolut den mest forskruet situation jeg nogensinde har fundet mig selv i..det var ganske enkelt ubeskriveligt! Maalet for mig var at holde oejnene aabne hele vejen ned..og det lykkedes. Helt spontant..skreg jeg hele vejen ned..skal lige sige, at jeg husker det selv som et meget mandigt skrig :) 

Ellers er tiden her blevet brugt paa loebeture efterfulgt af koldt bad bjergsoe...mere forfriskende start paa dagen findes ikke!

Og saa er der selvfoelgelig ogsaa blevet spillet golf..med lidt fremgang at spore. Har tabt en enkelt siden sidst, men vundet to. Saa det er jo egentlig ok.

Efter endnu en overnatning i en bus, kom vi frem til Perus bedste bud paa de perfekte surferforhold. Macora hedder byen vi ankom til, og er en del af et stoerre surferomraade. Efter vi havde fundet vores hostel, gik vi straks en tur af stranden ind til den lille by. Det var tid til at finde ud af, hvor svaert det der surfing egentlig kunne vaere!

Fandt en biks, hvor de lejede braet samt gav undervisning. Saa med et surferbraet paa storrelse med en lille baad (aabentbart begynder storrelsen) og en mand haengende paa enden af braettet bevaegede vi os ud i boelgene, selvfolgelig efter en kort introduktion paa land. Og for at vaere aerligt gik det meget fint, kom op og fangede maaske 4 ud af 10 boelger. Saa efter halvanden time, kom to vi begge op af vandet fortrostningsfulde..det var jo faktisk slet ikke saa dumt det der surfing.

Dagen efter tog vi igen ned til surferbiksen, men lejede kun braet, tog ingen instruktoerer ned os. Og det viste sig hurtig af magien fra dagen foer, hverken laa paa i det enorme surferbraet, ej heller en medfoedte surferevner fra min side..men faktisk hos instruktoeren evne til at laese boelgerne samt virke som stabilisator! Vi kom fint ud i boelgnerne...men sjaeldnent har jeg faaet saadan en roevfuld. Boelgner spillede ikke det samme spil som mig...jeg tror ikke jeg fangede en eneste boelge den dag! Men de fangede til gengaeld mig, og der er virkelig kraft i de boelger! Naar man ryger ned tidlig, efter et forkvaklet forsoeg paa at komme op og staa paa braettet, ja saa er der doemt vaskemaskine, du aner ikke hvad der er op og ned, i de 2-5 sek du ligger under boelgen. Braettet er bundet til ens ankel, saa det forsvinder heldigvis ikke for langt vaek. Men det var en dag der gav fornyet respekt for surferne..og ikke mindst boelgen blaa! 

Efter denne lektie, brugte vi det meste af tiden paa afslapning..som jeg nok maa indroemme er gaaet hen og blevet et tema paa denne tur! Ikke desto mindre er der mindre end 3 maaneder til den danske virklighed rammer mig. Og selvom det kan virke lidt skraemmende, naar man ligger i poolen med en kold drik, og eneste bekymring er op man fik nok solvcreme paa! Men det gaar hurtig vaek, for er begyndt at se meget frem til at komme hjem...og det lyder maaske dumt, men savner den danske kulde, maaske et vinterkulden, men friskheden! Og saa den danske mad...arh men hvad jeg ikke ville give for en gang rugbrodsmadder, afsluttet med en god danske mellemlagret ostemad paa og et stort koldt glas maelk.. for godt nok har de koer hernede, men maelken er altsaa af en anden verden! Og rugbroed eksisterer ikke, ej heller paaleg! Det er savnet, som saa meget andet ogsaa er!

Efter 4-5 dage her tog vi videre mod det sidste land vi besoger her i sydamerika. Nemlig Ecudor. Maalet var Montanita.