Tidlig onsdag morgen, mødte Thomas, jeg og 50 friske og veloplagte børn op foran Genesis bygningen. Luften var fyldt med en blanding af spænding og glæde - mange af børnene stod nemlig for, at forlade Tegucigalpa for første gang i deres liv - for nogle, var det sågar første gang udenfor Nueva Suyapa.
Thomas og jeg har nemlig været så heldige, at vi, inden vores afrejse, fik skrabet nogle penge sammen, som skulle gå til Genesis. Nogle af disse penge, besluttede vi os for at bruge på en udflugt for Genesis-projektets to børnehaver.
Det vil altså sige, at jer som har været så venlige at give et bidrag - ikke kun har bidraget til mig og min rejse - men også har bidraget til denne udflugt med børnene. Så håber i vil nyde billederne, i viden om, at i har været med til at fremkalde de fantantiske smil.
Som Jeg før har sagt, så siger et billede mere end tusinde ord - derfor vil jeg, med de 6 billeder, skrive en lille roman - håber i kan lide den.

Efter godt og vel en times køretur, i en af de gamle, gule, amerikanske skolebusser, nåede vi frem til vores endemål - Parque Auroa. En fredfyldt familiepark placeret på en bjergskråning - langt væk fra Tegucigalpas hektiske gader og forurenede luft. En park, som langt fra ville indfri forventninger hos et dansk barn - men som havde alt hvad Suyapa-børnene kunne drømme om!

Langt den største forlystelse var svømmebassinet - som på trods af, at ingen af børnene kunne svømme, og vandet var alt andet end varmt, blev flittigt benyttet hele dagen

At Antigua er en smuk by, det kommer vi ikke udenom - desvaerre gør klimaet - at byen tager sig bedst ud om morgenen, da det hver eftermiddag begynder at regne og tordne. Derfor - for at i derhjemme kunne få et flot billed - så vi os nødsaget til at hoppe ud af vores soveposer - alt for tidlig - en søndag morgen.
Efter at have fjernet søvnen ud af øjnene, hoppede vi i vores travesko og begav os paa en mindre bjergbestigning - vores mål var nemlig byens flotteste udkigspunkt.
Vores alt for tidlige morgenvækning, gav dog mening, da vi endelig nåede vores destination - byen viste sig nemlig fra sin allersmukkeste side - og ikke nok med det, der var heller ingen turister, som på forkerte tidspunkter, kunne stikke deres hoveder ind foran kameraet. Vores spansklærerer har siden fortalt os, at stedet jævnligt fungerer som røverhule, og turister ofter bliver bestjålet der - så det kunne måske også forklare, at der ikke var flere til stede? Men røvere skal jo også have deres skønhedssøvn, så det har nok været vores held.

Antigua vrimler med gadesaelgere - du kan ikke gaa ned af en gade, uden at blive spurgt "Que quire (hvad kunne de tænke dem) - 1 $ for all" mindst et par gange - men jeg jeg må ærligt tilstå, at nogle sælger bedre en andre. Således stødte vi ind i en lille pige en dag, som sammen med hendes lillesøster og mor, holdte til på gadehjørnet overfor et Antiguas fornemmeste hoteller. Her fik hun dagene til at gå med at sælge hjemmelavede smykker - eller nærmere at prøve på at få solgt noget - for hun måtte oftest acceptere et uhøfligt afslag, ellere hvad værre er, helt at blive ignoreret. 

"Kom og køb - kom og køb...!" lyder det i øregangen, uden at jeg registrerer hvorfra lyden kommer eller hvad der sælges. Dette spinkle salgsforsøg drukner hurtigt i dette sansernes hav. Antiguas markedsplads er en uoverskuelig jungle at finde rundt i - en jungle prydet af varer i alle former og farver.

Når man som 195 cm høj dansker, bugter sig foroverbøjet igennem de små kundegange, bliver man overvælder. Ørene bliver angrebet af afsenderløse lyde, som sammen danner en hektisk symfoni af reklameannoncer, barnegråd og bankende reggaetonrytmer.  

Næseborene bliver jævnligt fyldt med en kvalmende stank, som sammen med de tusindvis af fluer svæver rundt omkring slagterboderne. Denne stank giver en en klokkeklar forståelse af den menneskelige anatomi, da man i dette sekund bliver opmærksom på den direkte forbindelse mellem næsen, som i samme øjeblik der snuses ind, får maven til at binde knude på sig selv, i et forsøg på at overvinde tyngdekraften og sende middagsmaden den samme vej som den kom fra.

Middagsmaden blev i maven og oplevelserne fra markedet i Antigua blev i hukommelsen, hvor de huskes tilbage på som en enestående oplevelse, som umuligt kan findes i et dansk storkøbscenter.    

Yorvin - en 6-aarig gammel dreng - dukkede ikke op i boernehaven idag, saa derfor tog jeg med dagplejemoderen paa hjemmebesoeg, for at finde aarsagen. Saa vi gik ned i et af de haardere omraader af Suyapa, ad snoerklede grusveje og smaa betonstier - det lille traehus, med blik paa taget, laa placeret forenden af en af disse stier - hvor rendestenen sluttede og den uofficielle losseplads begyndte.

Yorvin fandt vi i familiens lille træhus, hvor han sad sammen med hans to storesøstre, Yasenia og Jessica, samt hans mor og passede på husets fjernsyn, som næsten var blevet stjålet dagen forinden. Derfor havde Yorvins forældre besluttet at trække ham ud af børnehaven, så han istedet kunne beskytte huset for tyve.   

Yorvin og hans mindste storesøster Yasenia har begge taleproblemer og har problemer med at begå sig med andre børn, så forældrenes beslutning kan desværre vise sig at få stor betydning for børnenes fremtid - men da familien er meget fattige, kan de ikke både bruge penge på børnehave og samtidig risikere at miste fjernsyn.

En ufattelig tanke for os danskere, som tager både fjernsyn og skolegang for givet - men dette er den barske virkelighed for mange familien i Nueva Suyapa.

Skolebøgerne tager jeg ned fra hylden, studenterhuen af hovedet og klassefotoerne ned fra fra væggen og pakker det sammen i en flyttekasse som sættes til siden - måske for igen engang at blive åbnet og betragtet på - for at få fremkaldt minderne om de aftryk skolen efterlod i mig - ligesom studenterhuens efterladte aftryk i håret. Et aftryk bestående af en følelsescocktail - en blanding af tryghed og pres - en cocktail som vil få min til at tænke over mine livsbedrifter... Jeg vil være brandmand..! Jeg vil være fodboldspiller..! Jeg vil være millionær..! Jeg vil være...?

"Det eneste jeg ved, er at jeg ikke ved noget..."  var der engang en klog mand, der sagde. Det eneste jeg ikke ved, er hvorfor jeg sidder i en flyver med kurs mod Tegucigalpa, og hvorfor der på billetten står: "returdato: om et halvt år..."

Det føles som det mest forkerte jeg kan foretage mig. Hvorfor forlade alt det jeg kender og holder af? Men på en og samme gang, føles det som det eneste rigtige gøre...