Montreal var FANTASTISK! Vejret var fantastisk, sproget var fantastisk (francais – naturellement!), og byen var fantastisk – europæisk med et amerikansk tvist. Og maden var bare helt anderledes! Utroligt.

Det var nu ellers lige før bussen fra NYC smuttede fra os. Damen, der skulle hente nøglen til lejligheden og give os vores $300 depositum tilbage, kom 40 minutter for sent og vi kunne næsten ikke få en taxi, fordi det var midt i myldretiden, da hun endelig fik taget sig sammen til at dukke op. Bussen gik 18.30 – 18.28 kom Sonia rendende ud med billetterne og vi betalte en eller anden bums for at hjælpe os med bagagen. Da vi endelig kom derned sagde de, at bussen var fyldt. #¤&”/!. Men vi kom alligevel med, der var ca. tre pladser tilbage. Vi fandt heldigvis to ledige sæder bagved hinanden – begge vinduespladser, så vi var begge glade.

Kl. 3.30 ankom vi til Montreal og tog en taxi hen til Keltoum, som er Sonias søster. Og så sov vi ellers til kl. 13. Vi gik mest bare rundt i byen og så den i det fine vejr. Jeg havde snakket med ham i Bloomsburg og han sagde, at han kunne samle mig op i Burlington som er 2½ time fra Montreal – men det blev så allerede lørdag (vi ankom til Montreal torsdag morgen jo). Men det var fint. Vi gik også bare rundt fredag med lidt indbygget shopping og en tur op i en park med en fantastisk udsigt over byen. Der gjorde vi også lige et lille stop – jeg skrev nogle postkort og Sonia læste.

Men altså, lørdag meget tidligt (kl. 7) tog jeg ind til busstationen for at nå bussen 8.15 – man skulle være der i god tid. Det gik fint med at komme med bussen. Men så begyndte buschaufføren at mumle om min bagage og jeg sagde bare ja-ja, men spurgte så lige alligevel, hvad det var. Jeg havde købt billetten fredag UDEN min bagage selvfølgelig – hvis de havde set den skulle jeg have betalt $50. BINGO. Desværre stoppede alt det sjove ved den canadisk/amerikanske grænse. Der var 9 busser før os og ALLE skal tjekkes, altså passagerernes pas. Efter en time meddelte buschaufføren, at det hele skyldtes en flok forbandede kinesere, 55 styk, der aldrig har været i USA før, så de skulle alle fotograferes og hvad hulen de ellers finder på at gøre ved dem – i gennemsnit 10 minutter hver. FLOT! Så jeg var to timer forsinket.

Det gjorde så, at vi udskød turen til Bloomsburg – en syv timers køretur – til søndag. Møg tænkte jeg, for jeg havde egentlig ikke særlig meget lyst til at hygge med en flok nepalesere. Lhakpas forældre er på besøg fra Nepal og han har noget familie i Burlington, Vermont. Derfor. Men det var faktisk ret hyggeligt. Burlington ligger ved Lake Champlain – en kæmpe sø, som vi tog på cruise i med hans forældre. Bagefter tog vi to bare ned i byen og fik KAFFE – havde jeg ikke fået de tre dage i Montreal. Skandale. Da vi kom tilbage lavede vi ingenting indtil vi spiste omkring kl. 22. Der var sindssygt meget mad – lækkert mad. Og noget med ged. Det har jeg vist ikke prøvet før, men det smagte godt. Lhakpa gav mig så en ske – hvad fanden jeg skulle med den. Det viser sig, at de SPISER MED FINGRENE!!! AAAAAAAADDD! Men det gør de altså, og det måtte jeg jo så bare finde mig i. Jeg prøvede at lade være med at glo på deres fedtede fingre, men det var altså svært når de havde ris op til midt på håndfladen! Men det er vel noget kulturhalløj. Og de vaskede vel forhåbentligt deres fingre bagefter (de brugte gud-hjælpe-mig heller ikke servietter! Eller vand – det var dødsstærkt).

Om aftenen var jeg sindssygt træt, men Lhakpa fik mig af en eller anden utrolig grund lokket mig med hen på byens Hilton Hotel, hvor hans ven arbejder som bartender. Så vi fik os lige et par godnat-drinks. Da vi kom tilbage satte vi os til at se Sex and The City, som han (af gode herre-grunde) ikke har set – men jeg har tvunget ham til at gå med mig ind og så Sex and The City 2 når den udkommer her på torsdag! Og han syntes faktisk, den var god!

Søndag kom vi af sted. Jeg blev vækket 7.30 og så var der morgenmad – omelet og noget der lignede brasede kartofler + bagels og brød og appelsiner. Jeg undgik nu altså liiiige de kartofler til morgenmad, der er slemme nok, når man spiser dem til aften! Og så sad vi ellers der og spiste. Så gik hans tante hen og tog nogle stykker stof op og hang dem om halsen på os fire (Lhakpa, hans forældre og mig). Undrede mig så igen over, hvad det nu skulle gøre godt for. Det fandt jeg så ud af efter 1½ times kørsel – det er for held, tegnene, der er vævet ind i stoffet betyder ”god vind” eller hvad man nu vil oversætte ”good luck” med.

Rigtig, rigtig spændende – er glad for, jeg lige fik det med også.

Sparede også en frygtelig masse penge ved at kunne få et lift – og to frygtelige busture. Bussen tilbage til NYC ville have været $84, så et hotel i NY og busturen til Bloomsburg – omkring $45. Så jeg kan bruge lidt flere penge på shopping! Så den næste uge hedder altså Bloomsburg. Vejret ser ud til at bliver rigtig sommeragtigt, så det kommer nok til at foregå udendørs. Omkring den første weekend i juni tager jeg og en der hedder Johanna en smuttur til Washington D.C – det VIL jeg bare have med. Måske tager jeg også en tur til Boston en dag. Skal lige have undersøgt, hvor lang tid det tager osv.!

Håber I har det godt!

Det er vist ved at være lidt tid siden, jeg sidste har skrevet lidt, men der er sket en hel del.

En weekend tog jeg med nogle af de andre internationale ud og kiggede på Amishfolk – vi kunne køre med tre brødre, som konstant kalder sig polakker, selvom de kun er halve. Jeg havde ikke rigtig mødt dem før, så jeg satte mig på forsædet. FEJL! Den ene tvilling hedder Basil (hvad fanden er det også for et navn?!), og han kørte. Men han blev gud-hjælpe-mig ved med at spørge mig om alt muligt, og så snakker han på en dødtræls måde. Jeg fik heldigvis byttet med Andrea, som havde hovedpine – så hun skulle da sidde på forsædet! Bingo. Vi kørte først til nogle Amisher, hvor ikke-tvillingen kendte familien, så vi fik en rundvisning + en smagsprøve på noget yoghurt, som manden var ved at få sat i produktion. Det var lidt tyndt, men smagte af drikkeyoghurt, så det var godt. Han havde fire børn og vist en mere på vej – to drenge og to piger. Drengene var klædt i jeans, men pigerne og konen bar de der ”Lille Hus på Prærien”-kjoler. Meget smart. Og meget sjovt. Vi fik selvfølgelig også lov til at sidde i deres buggy (hestevogn). Godt nok er jeg ikke så stor fan af biler, men tror nu alligevel hellere, jeg vil bruge dem som hovedtransportmiddel… Vi så også et andet sted, men der kendte de dem ikke, vi fik bare lov til at se stedet, fordi de drev en restaurant også.

Hvad er der ellers sket…? Jeg har oploadet lidt forskellige billeder, så der kan i selv se. Jeg kan næsten ikke huske alt det, der er sket. Men i sidste uge – første i maj, var der finals. Jeg læste en del til dem, men udelukkende fordi de fleste var multiple choice, så vi skulle huske det udenad. Det var nu ikke noget problem. Har alligevel bestået alle fag, så det er ikke noget problem.

Fredag tog vi til en, der hedder Lhakpas graduation ceremony – han fik sin graduate, altså master degree. Det var lidt sjovt at se. Som i kan se på billederne (selvom kvaliteten ikke er så god) ligner de noget fra den franske middelalder. Ved ikke lige, hvem der synes, det skulle være sjovt til universiteter? Men de havde de rigtige firkantede hatte og den sorte kappe + de blev ”hooded”, altså fik sådan et omvendt, sammensyet tørklæde hængt på dem også. Meget fint.

Lørdag kørte vi så til Philadelphia, mig og en masse andre internationale studerende. Først skulle jeg dog lige med Thomas til bussen og sige farvel. Det var godt nok ikke sjovt. Jeg var parat til at hoppe på flyveren og tage med ham til Belgien! Men de andre, som jeg ikke rigtig har brugt så lang tid med, var supersøde og jeg havde tre rigtig gode dage. Mig, Emilie og Chika boede på et hotel i New Jersey, som en der hedder Ali betalte. Han boede der også med sin bror – vi kunne ikke bo ved hans ven alligevel, eller jo, men han foretrak hotel. Han betalte også – og det kom der en stor diskussion ud af mellem Ali og Emilie – kultur clash så det BASKER! Utrolig underholdende og spændende faktisk. Men lidt upraktisk, for jeg ville gerne sove.

Men så i dag tog vi bussen til New York City, hvor vi har lejet en møbleret lejlighed. Ejeren har lige været her, han skulle vist på ferie eller sådan noget. Har på fornemmelsen, at min tålmodighed kommer på (endnu) en prøve, Emilie vil meget gerne, at tingene går efter hendes hoved, men hendes hoved er ikke så organiseret og hurtigt. Så vi taler meget om tingene. FØJ! Fredag kommer Païvi og måske en, der hedder Melisa. Men ikke sikkert endnu.

Den 19. tager Sonia og jeg til Montreal, hvor hendes søster bor. Det bliver også fedt!!

Fredag den 24. april holdt Thomas (Belgien) og Andrea (Mexico) fødselsdag. De valgte at slå det sammen og så gøre noget ud af det. De kaldte festen for BelXico – den kan I nok selv regne ud – og holdt det i en eller anden professors hus. De havde inviteret en hel del + ham, der har huset, også inviterede en masse.

Om torsdagen lavede Paivi og jeg min lejlighed om til et laboratorium: Vi blandede Tyrkisk Peber med vodka – man må jo lave det selv i mangel af bedre. Vi har ingenting til at smadre bolsjerne med, så vi endte med at putte dem i en masse poser og hoppe på dem. Virkede over al forventning og resultatet var helt fantastisk. Så godt, at vi gentager succesen i den her uge faktisk. Sjovt nok (heldigt nok kan man sige) var der ingen andre end os selv, der gad drikke det. Dejligt at have sine lakridser for sig selv!! J

Fredag havde vi snakket om, at vi skulle bage en kage til fødselsdagen og tre andre ville så komme og hjælpe os. Det endte med, at vi bagte minimuffins, som så skulle pyntes. Paivi og jeg gik hen og købte ind, startede og ventede så på de andre. De dukkede ikke op. Så jeg gik hjem og gjorde mig klar, så jeg kunne komme tilbage når kagerne var bagt og kolde. Der var stadig ikke dukket nogen op. Vi havde bagt to slags kager – brownies og noget der hedder Funfetti. Man kunne slå ihjel med brownierne, så dem smed vi ud. Men der var ca. 48 af de andre, så det gjorde ikke så meget. Resultatet var… meget farverigt og egentlig meget godt. Vi ringede så efter ham, der skulle køre os til festen. Udenfor satte vi så lys i, fik ham til at samle folk og så gik vi ind med kagerne (Thomas og Andrea havde også købt en) mens folk sang Happy Birthday. Og de blev glade for vores kage!

Lørdag var der arrangeret en tur til Baltimore for 10$ kun. Så den skulle jeg da med på. Ikke en succes. Vi kørte 2x3 timer for at være der i seks timer. Men da vi ankom – jeg fulgtes med Thomas og Paivi – gik vi hen og fik noget lækkert at spise og gik så i kø kl. 14 for at komme ind i National Akvariet – men vi kunne først få billetter til at komme ind kl. 16 og bussen gik kl. 18. Men vi fik da set lidt af det. Må nu indrømme, at jeg bedre kan lide fisk når de er døde og ligger på min tallerken. Men hajerne var vildt seje. Især var der en, der lignede en fisk med en motorsav for enden af hovedet (næsen kan man vel kalde det…). Inden akvariet shoppede vi så. Men der var ikke rigtig nogen butikker eller andet at se. Men det var en meget fin by med nogle flotte bygninger – ville helt sikkert have været flottere, hvis vejret var bedre og hvis vi havde haft tid til at se dem!

Søndag blev der afholdt en international picnic for de penge, vi tjente til den Intercultural Diversity Festival, jeg har snakket om før. De havde gud-hjælpe-mig ikke købt dessert, men jeg meldte mig selvfølgelig frivilligt til at køre med nogle af de andre og købe noget. Vi købte kager, cookies, is og en masse andet skrammel for 60$ – vi blev enige om, at det var den bedste shoppingtur nogensinde. Da vi kom tilbage grillede vi burgere og hotdogs, spiste lidt andet og gik så i gang med andre ting. Jeg spillede volleyball, et par timer tror jeg det blev til. Mit hold på 4 vandt suverænt over det andet hold med 6. Jeg måtte desværre holde, da jeg kunne begynde at se et lille blåt mærke på håndleddet, det gjorde ret ondt før det godt nok, men tænkte ikke lige over det… før efter en time og min arm hævede vildt op. Mandag morgen var den blå fra tommelfingeren til albuen, i dag er den lilla – men det var rigtig sjovt, vi var alle sammen lige gode (læs: elendige!! Det andet hold skød endda hinanden i hovedet).

Ellers er der ikke sket så meget. Det er sidste undervisningsuge, næste uge er for eksaminer og så starter runde 2 af mit USA-ophold. Indtil videre hedder det Philadelphia, NY i en lejlighed en uge og så Montreal med en af de franske piger, jeg rejser sammen med. Derefter har jeg lige et par dage mere at planlægge, men har et par muligheder – det er bare lige at få taget mig sammen og få det helt på plads.

Næste weekend – altså i den her uge – skal jeg til Lancaster og glo på Amishfolk (det er blevet flyttet 1.000.000 gange, men nu skulle det ligge fast) og så udflugt til Niagara Falls søndag. Fredag har vi den sidste internationale fest, hvor temaet er USA eller et andet land – jeg klæder mig ud i fodboldtrøje og tager lakridsvodka med som accessory – så både Danmark og Skandinavien bliver repræsenteret (i samarbejde med Finland (Paivi).

Håber I har det godt alle sammen!

Jeg stod MEGET tidligt op torsdag morgen… for at kommet til New York! Turen var arrangeret af business afdelingen på Bloomsburg Universitet (er sikker på, det har et finere navn…) af to professorer, Dr. Usry og Dr. Grandzol. Thomas har Dr. Usry, så han fik en mail om turen, som han sendte videre til mig og jeg kom så med. Det gjorde Paivi (Finland) og Rasmus også.

Så kl. 4.50 stod jeg op, gjorde mig færdig og gik kl. 5.30 sammen med de andre ned til hospitalets parkeringsplads, stod på bussen kl. 6.00 og ankom til New York kl. 9.30. Den side 1½ time foregik i kø – som godt nok bevægede sig – men det var helt vildt så mange biler, der skulle den vej!

Første stop var rundtur i United Nations. Vi kørte gennem det meste af New York – det var en rigtig fin måde lige at se lidt på, det gjorde vi faktisk hele dagen, hver gang vi skulle fra et sted til et andet. Vi kom faktisk rundt over det hele; Times Square, Ground Zero, Fifth Avenue, Briadway... UN besøget startede med en briefing om nogle Millinium Development Goals (ellers sådan noget), som blev planlagt i 2000 sjovt nok og som skal evalueres her i 2015. Det var rimelig kedeligt, og jeg var utrolig tæt på at falde i søvn. Men det gjorde jeg trods alt ikke. Anden del, rundturen, var meget mere interessant. Vi kom rundt og så salen, hvor de sidder alle 192 medlemslande (og der hvor filmen The Interpreter er optaget!) og der hvor Sikkerhedsrådet midlertidigt har møde – deres bygning er under renovering.

Da vi endelig slap ud 30 minutter efter tidsplanen, fik vi tid til at spise omkring Rockefeller Center og Fifth Avenue. Vi fandt en fin lille café-agtig café, hvor man bare tager sandwich eller salat ud af køledisken (ligesom EXKI i Bruxelles faktisk…). Og så gik turen ned (?) til den ende af Manhattan, hvor Frihedsgudinden står efter en tur hen til en stor kostatue (måske var det en tyr faktisk, under alle omstændigheder var den vist ret kendt) og fik forklaringen på, hvorfor Wallstreet hedder Wallstreet. Til Thomas store fornøjelse og til min, Paivi og Rasmus’ store underholdning var det fordi hollænderne (the Dutch) ville beskytte byen mod indianerne. New York hed oprindeligt New Amsterdam… Så Thomas’ konklusion var, at der faktisk var 50 % chance for, at USA ville have talt hollandsk i stedet for engelsk. Derefter fik vi 20 minutter til at gå rundt nede ved vandet og kigge ud på Frihedsgudinden og tage lidt billeder. Det var helt fantastisk vejr, omkring 20 grader så det kunne ikke have været bedre.

Derefter gik turen – igen forsinket – til The Metropolitan Museum of Art (the MET). Vi havde kun ca. en time, så det var faktisk ikke rigtigt noget ved. Jeg gad ikke rigtigt kigge, når det ikke kunne være ordentligt. Desuden var vi blevet udstyret med sådan en af de der tåbelige audioguider, som vi også skulle slæbe rundt på. Ud over det var vi også sultne, så det var næsten en lettelse, da bussen kom og hentede os og kørte os til Times Square, hvor vi fik tid til at spise. Thomas, Paivi, Rasmus og jeg spiste på noget der hedder Applebee’s, som er meget fint – har været der før her i Bloomsburg (to gange faktisk). En af Thomas’ bekendte hjemmefra kom også. Paivi gik ud for at shoppe, Thomas gik med ham belgieren og mig og Rasmus gik i M&M’s-butikken og Hershey’s Chocolate-butikken. Vi havde kun lige 20 minutter før vi skulle mødes ved sidste stop. BROADWAY.

Vi skulle se et stykke, der hedder Memphis, som først begyndte sidste efterår, så det var ret nyt. Det var en rigtig god historie, men blev ved med at irritere mig over, at den mandlige hovedrolle var så miserabel. Det var godt nok lidt irriterende. Han kunne da bare tage sig sammen. Men nå, udover det var musikken, dansen og historien helt fantastisk. Jeg håber, jeg får tid til at se et andet stykke, når jeg tager til NY inden jeg tager hjem.

Jeg var hjemme kl. 2.15 og var temmelig glad for, at min kl. 8 time var blevet aflyst og at Amber, som jeg har min kl. 9-time med sagde, at hun nok skulle tage noter for mig! Så det bliver en 4-dages weekend i den her uge – skønt!

Det bedste ved turen var måske nok, at den kun kostede mig 50 dollars – ud over mad selvfølgelig. Selve billetten til Memphis kostede alene $51,50 – så skolen havde lagt en del ud for os! Jeg gik godt nok glip af min torsdagstime, men jeg kunne få en ”excuse form”, selvom jeg synes det er noget tåbeligt noget. Jeg skrev bare til min sociologiprofessor, at jeg havde været i New York og jeg ikke gad give ham en excuse form – han ville sikkert heller ikke være interesseret. Jeg fik svar at han synes, det var et godt valg og at NY-turen lød sjov, og at desuden havde læst højt af min aflevering om en bog, vi havde læst og skulle skrive om. Gretchen, som jeg havde spurgt om noter fra timen, skrev også, at han havde sagt, at det var den bedste i hans klasser. Det er sgu da ikke noget at råbe op om. Men fint nok – havde også skrevet 16 sider!!

Her i weekenden – 10.-11. april – var jeg inviteret med hjem til en af pigerne, der bor i lejligheden nedenunder, Sarah, til hendes forældre weekenden over sammen med to af hendes roommates, Felicia og Allie.

Formål: shopping.

Vi tog af sted tidligt lørdag morgen kl. 9.45 og kørte de ca. to timer hjem til Sarah, hvor vi hilste på hendes forældre. Hun er enebarn så ingen andre en bare hendes forældre. De havde købt bagels til os, som vi spiste til frokost før vi lossede vores bagage op på værelserne og kørte mod King of Prussia Mall. Det er et af de største malls i USA – og jeg synes nu også, at det var temmelig stort!

Vi startede missionen kl. 12.30 ca. i den overkommelige del af centeret – der hvor de gode, normale butikker er. Efter et par timer (eller omkring fire faktisk) tog vi en is. Og det var en fantastisk is – bedre en Haägen Dazs. Man skulle vælge en smag og jeg prøvede ”Cookie Doughn’t You Want Some?”, som tydeligvis indeholder cookie dough. Mmm. Isdamen tog en klump is, maste den ud og proppede cookie dough, chocolate chips, chokolade- OG karamelsovs i og maste det rundt.

Resultat: et lille stykke paradis.

Derefter gik turen over til den dyre ende af centret, hvor man blandt andet finder Louis Vuitton, Guess, Coach og alle de andre mærkevarer. Men også H&M og et par andre butikker. Vi blev nødt til at KØRE derover, så stort var det. Vi havde desværre ikke så lang tid, for Sarahs forældre ringede og spurgte, hvornår vi var hjemme, for de havde bestemt, vi skulle ud og spise. Hendes mor fik en hofteoperation i Spring Break, så hun synes ikke lige, hun kunne klare en hel gang hjemmelavet middag endnu. Fair nok. Vi endte på en gammel togstation, som var bygget om til familierestaurant, men alt fra pasta til sandwich. Jeg fik en gang spaghetti med muslinger i hvidvinssovs – næsten som et lille stykke Bruxelles J Fantastisk.

Bagefter tog vi hjem og viste alle vores indkøb frem for Mrs. Kunsch – hun var rimelig misundelig over, hun ikke havde kunnet tage med. Og det ville ellers have været helt fint, for hun var virkelig sød – det var begge forældre. Efter ca. en halvanden time var vi alle fire igennem fremvisningen og gik neden under for at spise apple pie (hjemmelavet fra supermarkedet). De sagde også, at vi bare kunne gå i barskabet – så Sarah mixede en hel fantastik Bailey’s-agtig ting. Og så gik vi i seng – kl. 23, men vi var ret trætte og skulle også tidligt op søndag til Round 2.

Round 2: Philadelphia Premium Outlets

Vi var på ingen måder i Philly godt nok, men Sarahs forklaring var, at det sikkert var fordi alle, der arbejder der, er fra Philly – der er ligefrem en bus derfra hver dag kun for medarbejdere…

Vi stod på kl. 8 – eller, det gjorde Felicia, Sarah, så Allie og til sidst mig – vi skulle jo lige alle sammen se ordentlige ud til shopping. Til morgenmad lavede hendes mor belgiske vafler – og de var rigtig hjemmelavede – med noget frugthalløj til. Meget, meget lækkert, Jeg synes bestemt, vi skal erstatte amerikanernes morgenmad/brunch med vores smørrebrød/tarteletter/sild (Sarahs forældre havde prøvet dansk sild, hendes far synes ikke lige, det var verdens bedste måde at få fisk på). Det er da meget mere lækkert!

Vi tog af sted kl. 10.30. Jeg havde lidt forestillet mig sådan nogle danskagtige outlets med rodeborde og ingen prøverum. Men det var FANTASTISK!! Det var ligesom et shoppingcenter, bare at alle butikkerne hed XXX Outlet. Fantastisk!! Og lige da jeg troede, vi havde nået hele plazaen rundt, var der en hel side mere! Men desværre havde vi ikke så meget tid. Allerede kl. 14 tog vi derfra igen, fordi Mrs. Kunsch havde lavet lunch/dinner til os – kylling med ris og noget salat. Meget lækkert – og med jordbær til dessert! Kunne godt vænne mig til det.

Efter at have pakket alle indkøb sammen til ca. 1 pose (Felicia havde 5 – men hun snød; hun havde købt håndklæder), gik turen mod Bloomsburg. Hendes forældre uddelte store knus som om vi havde kendt hinanden altid og sagde, at jeg endelig skulle komme den sidste måned, jeg er her – hvilket jeg også har planer om.

Omkring kl. 17 var vi tilbage i Bloomsburg – jeg var næsten i lidt dårligt humør… det var virkelig en af de bedste weekender jeg har haft herovre – og langt bedre end turen til Florida – og den gik alt for hurtigt! Men jeg er rigtig glad for bare at se noget. Kl. 19 viste skolen Avatar, så den så jeg med Thomas. Har fået ret mange kommentarer om, at det altså var en film man bare skulle se. Og nu har jeg altså set den.

Næste uge: Block Party. Det kan godt være, Bloomsburg ikke har de af ASB lovede butikker og businesses – men de har Block Party; de har de i hvert fald ikke andre steder! Det går ud på at man drikker i fire dage, i hele byen, men politi på hest og cykel, med alle andre, startende kl. 9.00 med øl, drinks m.m. Vi har endda fået flyttet en test til onsdag i stedet for mandag – fantastisk! Der kommer måske et oplæg om det næste weekend – meen, det kan jeg nu ikke love! J

Det er ved at være lidt tid siden sidst nu, så tænkte, at NU måtte der ske noget. En af grundene er, at jeg har haft travlt med en masse sjove og hyggelige ting.

Sidste weekend blev der holdt en Cultural Diversity Festival på universitetet, der inviterede alle i Bloomsburg med en anden baggrund end amerikansk + andre interesserede til middag, fashion show og talentshow. Jeg må indrømme, jeg var lidt skeptisk, for vi skulle faktisk deltage (det ”skulle” blev temmelig frit fortolket – det endte med, at nogle der ikke havde billet kom ind og så showet + spiste alligevel, men nogle mennesker har bare ikke fornemmelse for sådan noget – 10$ er altså ikke den store udgift!!). Jeg snakkede med Amber, som jeg har to fag sammen med om det, og hun kom i hvert fald, hun havde været heldig at få en billet gennem en underviser, hun har arbejdet for sidste år. Hun sagde, at det vist var småformelt, så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tage lidt pænt tøj på – og godt jeg gjorde det! Havde faktisk overvejet Fætter Bos fodboldtrøje når det nu var sådan noget nationalhalløj, men den ville ikke have passet til lejligheden… Eller, det VILLE den ikke!

Thomas og jeg fik anvist bord nummer 8. Inde i salen var der fint dækket op med runde borde, hvide duge, kuverter til donationer til arrangementet… (fodboldtrøjen havde simeplthen bare ikke duet) og glas med vand! Skide alkoholpolitik – et glas vin havde ikke skadet nogen! Lige pludselig siger Thomas, ”det der er borgmesteren, ham der sidder ved vores bord”. Jeg forventede at se en halvgammel mand, men ham her var ifølge Thomas 24 år gammel, uddannet fra Bloomsburg University og valgt på sit sidste år – senior year. Han var meget frisk, lidt sjovt at snakke med ham. Ved siden af mig sad en dame, som arbejder på universitetet, meget sød, og overfor mig sad en engelskprofessor fra et eller andet sted i Afrika med sin kone. Manden underviser i bl.a. Shakespeare og var HELT overbevist om, at vi i Danmark har haft en prins, der hedder Hamlet. Jeg fortalte ham, at det vist ikke var tilfældet, men han ville sgu ikke tro på mig!! Konen havde været i Danmark, men kun i København og Odense (hvorfor ikke Ikast?!).

Middagen var fantastisk – men sjovt nok var der ikke meget mad fra Europa, hvor mange af deres internationale studerende kommer fra, og slet ikke fra Rusland, hvor størsteparten af de internationale kommer fra. MEN, de havde husket ”Butter from Ethiopia” – og så kan man vel ikke komme med indvendinger, vel? Fashion og talentshowet var lidt kedeligt, men Thomas var med i det internationale kor, så det fik jeg mig et godt grin over – for at være helt ærlig lød det lidt tamt; men meget frisk gjort!

Efter en hyggelig aften, der bestemt oversteg mine forventninger, gik Thomas og jeg nedenunder og så Sherlock Holmes, den der nye film. En gang hver uge viser de en ny film, som er gratis for studerende – men alle andre skal betale den uhørlige sum af 1$.

Lørdag stod jeg tidligt op med mine roommates og kørte 2½ time til et loppemarked kaldet Rice’s, hvor jeg blev lovet, at der ville være Amisher – de kom der i hvert fald. Men dem fandt jeg ingen af. Der var heller ikke noget frugt, mad eller andet spændende som websitet lovede, men en frygtelig masse kopivarer, som mine tre glade roommates slugte råt. Jeg fandt et par øreringe jeg har ledt længe efter, desværre står der bare ”Tiffany og Co.” på, men det kan man ikke se, hvis man vender det indad. Det var ikke ligefrem en succes, må jeg indrømme. Desuden var det skidekoldt – godt jeg ikke havde sommerjakke på (som i øvrigt ikke var ankommet), selvom nogle af de andre her har grint af mig, når jeg kommer gående i min vinterfrakke, hat og støvler kl 10 om formiddagen.

Bagefter kørte vi til et shoppingcenter, hvor vi inden lige smuttede forbi en af de utallige fastfoodkæder. Det er faktisk kun anden gang, jeg prøver det herovre og det gør bestemt ikke noget… selvom isen var meget god!

Søndag fik de mig lokket ud i regn, blæst og endnu mere kulde til et lacrosse game, som Bobbi Jos (roommate) kæreste var med i. Og hold da op! Det er en vildt sej sportsgren. Selvfølgelig fattede jeg ikke så meget, konceptet er det samme som i alle andre ting: rend fra den ene ende til den anden med en bold. Men, men, men. Lacrosse er bare så meget mere (herrelacrosse må jeg lige tilføje for god ordens skyld). De render rundt med den her pind med et net, som de skal have bolden i – var min første forståelse af spillet. Men der er nuancer – offense har korte pinde og defense har lange pinde. Og de må slå hinanden med dem!! Så der var meget action. Lacrosse er, ifølge mine roommates, en blanding af wrestling (når bolden skal gives op), golf, amerikansk fodbold, hockey, basketball og noget andet, men IKKE baseball. Efter to timer i meget koldt vejr, en masse vold og en, hvis øre blødte ulækkert meget, blev de endelig færdige og Bobbi Jo og jeg gik hjem og fik varm kakao – Jess og Michelle forsvandt; de var ikke så seje mod kulden (måske fordi den ene har bronkitis og den anden også er lidt småsyg - men helt ærligt, vi havde tæpper).

Mandag startede runde to af de forbandede tests – den eneste ud af 4 ind til videre og om aftenen lavede jeg mad med Thomas.

Tirsdag havde en af pigerne i lejligheden nedenunder fødselsdag, så det skulle vi ud og fejre på noget der hedder Quaker Steak and Lube’s, som er kendt for deres chicken wings. Meget logisk – havde faktisk lige glædet mig til en ordentlig bøf – når jeg endelig gider spise kød skal det også være! Men jeg fik spist mig igennem en masse fedtede chicken wings, som egentlig var meget gode – selvfølgelig med fritter OG en bagt kartoffel til. Jeg har ikke snakket så meget med pigerne nedenunder før i tirsdags, men de sagde, at jeg endelig bare skulle komme ned, når jeg havde lyst – de kunne nemlig godt lide mig; og desuden mener de, at de er de ”rigtige” amerikanere – mine roommates er lidt nogle kællinger, siger de. Og tja… jeg ved ikke. De er nu gode nok alle sammen.

Onsdag morgen fulgtes jeg med en af downstairs-pigerne ned på campus til min kl. 8.00-time. Hun spurgte mig, hvad jeg skal næste weekend (10.-11. april). Og jeg havde ikke lige nogen planer. Så hun, Felicia hedder hun, sagde, at Sarah, en af de andre, bor tæt ved Philadelphia og at de næste weekend tager derned. I nærheden er der et KÆMPE mall (King of Prussia), med outlets og almindelige butikker. Vi bor selvfølgelig ved Sarahs familie – hendes mor glæder sig allerede til jeg kommer; hun synes, det lyder spændende med en dansker (og hvor har hun da ret. Hi hi)… De har tidligere haft en udvekslingsstudent boende. Behøver jeg nævne, at jeg sagde ja og mange tak til at tage med? Indtil videre er vi fire – mig og så tre ud af fire af dem i den lejlighed.

I går, torsdag, var det så Bobbi Jos tur til at blive 21. Vi fejrede det med os fire roommates, hendes kæreste og en veninde, Nacy og noget stads der kaldes Chicken Pot Pie (”hjemmelavet", selvfølgelig – en meget stolt Michelle havde klasket det sammen) – købetærtedej med færdigkøbt kyllingesuppe (lige så ækelt som tarteletfyld ser ud) og selvfølgelig frysegrøntsager. Ikke lige min favorit, men spiste det da. Bagefter kom en del veninder og pigerne fra nedenunder til en fin pink kage, med blå og lilla glasur. Smagte godt – når man ikke tænkte over alle farvestofferne. Omkring 21.30 blev vi kørt ned i byen på bar – os der var 21 vel at mærke! Det var meget stille og roligt – det lykkedes mig endda at komme op til min kl. 8-time.

Ellers sker der ikke så meget. I morgen, lørdag, har jeg fået mig rodet ud i noget murder-investigation-party med en masse andre internationale studerende – ikke exchange students’erne. Emnet er Chicago i 1920’erne og jeg har fået tildelt en rolle som danser – vi er åbenbart tre dansere. Men ok, jeg tror det bliver sjovt; trods alt skal vi ikke klædes ud som stenaldermennesker eller hippier, 20er tøj er meget pænt. Før det laver vi en skrab-sammen-dinner; jeg tror jeg tager noget salat med. Nu må vi se hvad det bliver til – så længe jeg ikke ender som morderen – kan sgu ikke engang spille Meyer med terninger uden at begynde at grine, når jeg skal lyve om værdien af terningerne. For resten ved jeg ikke engang, om man selv ved, man er morderen. Men indtil videre er jeg i hvert fald ikke!

Søndag skal jeg lave en påskemiddag med Thomas – bliver dejligt med noget ordentlig mad, som er rigtig hjemmelavet og ikke bare færdigkøbt-hjemmelavet (var virkelig ikke vild med den Chicken Pot der). Vi har planlagt tre retter indtil videre, nu ser vi, hvad det ender med, når vi først kommer ud og får købt ind.

Nu vil jeg ud og nyde solen – hele weekenden får vi over 20 grader. Noget af en forskel fra sidste weekend; den her weekend får jeg slet ikke brug for en jakke…

Den 6. marts tog jeg af sted mod Daytona Beach i Florida med Rasmus, Eduardo og Hugo. Vi startede MEGET tidligt om morgenen med at tage bussen til Philadelphia for at komme til lufthavnen. Det var en ca. 4 timers tur. På vej ned til bussen siger Hugo ”Do you want to hear something funny?” – og så er jeg jo godt klar over, at det nok ikke er så sjovt. Det viser sig, at da ham og Rasmus havde printet vores boardingkort dagen inden, var mit kommet ud blankt. Dejlig start – og i forvejen alt for tidligt om morgen.

Men, sådan noget plejer jo at løse sig. Og det gjorde det også. Vi kom med flyet og fløj til Atlanta, hvor vi skulle ud af flyveren og efter 1½ time ind i den igen. Meget underligt og meget irriterende – men vi endte da med at komme til Daytona Beach. Der skulle vi så hente bagagen – det plejer man jo at gøre. Min kom så ikke ud. Jeg tænkte bare, at den nok kom med det andet læs, lige indtil en eller anden dame råber ”hvem mangler bagage?”. Og så tænkte jeg: sådan noget sker IKKE for mig. Men det gjorde det, men situationen viste sig slet ikke at være så dum. Heldigvis havde jeg alt min makeup og andet nyttigt i min håndtaske, men jeg blev udstyret med et overlevelsessæt med tandbørste, t-shirt og andre små sjove ting – i en toilettaske, som jeg egentlig har manglet – har kun min store og den er ikke så praktisk, for den optager halvdelen af pladsen i min lille kuffert. Jeg var nu alligevel godt sur – men det skulle de andre i hvert fald ikke vide – lige indtil Rasmus nævnte ordet ”rejseforsikring”. BINGO – jeg ringede til Tryg fra hotellet og manden sagde, at for hver 24 timer den er forsinket, giver Tryg 800 kr. Så jeg tog altså på shopping søndag: nye sko (det var ret varmt med vinterstøvler), en kjole, nogle strømper, som bare var rigtig fine, en cardigan og lidt andet godt (solcreme fx) – jeg blev jo trods alt nødt til lige at have noget tøj. Næste stop er så at maile bonerne til forsikringen. Det var altså slet ikke så dumt, at bagagen var forsinket. Må faktisk godt ske igen… Kufferten kom heldigvis (trods alt) søndag.

Søndag aften var der ikke andet at gøre end at blive på hotellet: Der var Oscar-uddeling. Skønt at kunne se det uden at være vågen hele natten. Det var rigtig godt – og dejligt at have det hele for mig selv; de andre tog i byen. Det var deres plan for Spring Break – Rasmus og Hugo i hvert fald. Jeg havde en meget mere vigtig mission. Jeg fik Uendelige Verden af Ken Follett i julegave sidste år, som jeg har glædet mig til at få læst. Der er lidt over 1000 sider, så det var lidt ambitiøst. Men i reklamepauserne i Oscar fik jeg læst lidt.

Det gjorde jeg også mandag. Skønt at der bare var sol og varmt – dog ikke sådan helt vildt varmt, det blæste også hele ugen, men varmt nok til at det var trælst at være inde.

Tirsdag gik jeg en lille tur hen i et supermarked og købte lidt ind – vi havde et lillebitte køkken på hotelværelset. På vej hjem gik jeg langs stranden – genial opfindelse!! Skønt at få dyppet fødderne. Og så læste jeg resten af dagen. Om aftenen gik jeg med ud for at spise og få en øl – og ja, øl. Vi fandt et sted, hvor der var gratis øl, men betaling for drinks. Jeg gad i forvejen ikke rigtigt, så drak en halv øl (efter det var den blevet alt for ikke-kold – og så begynder det at smage for meget af øl) og tog med Eduardo tilbage til hotellet. Han skulle til Orlando dagen efter for at se Disneyland.

Onsdag bestemte jeg mig for at foretage mig noget. Tirsdag aften havde vi spist sammen med nogle svenskere et sted, hvor der også var en Starbucks. Så jeg tog min nye bedste ven Ken Follett (undskylder overfor Thomas mange gange) i tasken og gik. Det tog omkring en time at gå derhen, men vejret var bare skønt. Efter noget dejligt kaffe og ca. 50 sider gik jeg tilbage langs stranden – endnu bedre! Resten af dagen læste jeg også bare, efter at være gået hen i supermarkedet igen efter en rød neglelak, som jeg manglede (den slipper Tryg så for at betale…). Om aftenen gik jeg med i byen – vi spiste på en rigtig god italiensk restaurant. Jeg ville have gnocchi og blev faktisk lidt fornærmet over, at tjeneren rettede på min udtale: en af de første uger i Bruxelles kom jeg ved en fejl til at kalde dem ”gnokki” – men fik så den rigtige udgave. Og det havde den skide amerikanske tjener i hvert fald ikke lært. Men, maden var rigtig god, lige bortset fra, der var mere ost en gnocchi. Typisk amerikansk.

Torsdag var himlen ved at falde ned over Daytona Beach. Det tordnede og lynede, regnede og blæste. Jeg havde ellers bestemt mig for at gå en lang tur igen – med kaffe og Ken Follett. Men, jeg satte min ned i lobbyen og læste og havde en fin udsigt over havet. Klokken 16 gik jeg op på hotelværelset igen for at finde ud af noget med et hotel i Philadelphia fra fredag til lørdag. Det viste sig at være ret besværligt at blive enig med en mexicaner. Han var sådan set ligeglad med prisen – bare det var i centrum. Jeg var sådan set ligeglad med beliggenheden, men gad ikke give for meget for det. Så vi fandt et kompromis – jeg ville MAX betale et bestemt beløb og blev det mere end det betalte han resten. Vi valgte Sheraton – et lækkert ”lille” hotel, med dejlig luksus… Vi ville være der kl. 18 med flyet fredag ca., og ok, så var det da fint, det lå lidt centralt (men jeg var alligevel godt og grundig irriteret, måske på grænsen til småsur over, at det tog 2 – T-O – timer at få det bestilt). Resten af dagen læste jeg, mens de tre andre gik ud og fandt deres sidste bajere i Daytona Beach. Deres mening er vist, at jeg er lidt småkedelig, men min mening er, at de spilder deres tid med at drikke så mange øl og have det dårligt dagen efter. Men sådan er det jo – jeg vil gerne med ud en gang i mellem, men ikke hele tiden, og desuden var jeg jo godt optaget med den bog (og når jeg nu tænker tilbage: hvorfor skulle jeg absolut læse den? Nu har jeg den ikke længere til gode).

OG SÅ KOM FREDAG!! Og ikke bare himlen, men alt sund fornuft og verden faldt sammen.

Vi tog ud til lufthavnen til kl. 9, for at være der i god tid og fordi Eduardo ikke var på bestillingen længere – det var altså ikke bare et blankt boardingkort – han var helt væk (dejligt, det ikke var mig for en gangs skyld, kan man fristes til at sige). Men det lykkedes. Efter en meget underlig taxikøretur – chaufføren ville simpelthen ikke holde sin kæft. Han gav mig også en rose (fjols) – som jeg smed ud. Sorry, men gad altså ikke slæbe den rundt i lufthavnen.

Flyet fra Daytona til Atlanta var forsinket. Vi gik ind i det og fik at vide, at der ville gå en halv time. Og efter den halve time – en time. Så vi kunne lige komme ud af flyet. Det var nu ikke så sjovt, for vi skulle nå et fly i Atlanta, hvad vi ikke gjorde. Vi ankom 15 minutter efter, den skulle afgå. MEN, den var også forsinket, så vi løb fra det ene fly, ud, og over i flyet til Philadelphia. Den gik så kort tid efter… Så skulle man jo tro, at dagen alligevel endte lykkeligt, men der tager I helt, helt, HELT fejl. Da flyet letter, siger det en sjov lyd, kan jeg huske jeg tænkte, men det var også det. 10 minutter efter siger kaptajnen så, at der er noget galt måske og det vil de ikke have siddende på sig, så vi vender gud-hjælpe-mig om og fiser rundt oppe i luften 25 minutter før vi kan lande (Atlanta Lufthavn er en af verdens største og travleste). Vi får besked på at blive siddende. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende ved siden af der spurgte ”are we there already?”, men måtte desværre skuffe hende. Efter en halv time (utroligt, som de bare smider rundt med halve timer i luftfartsbranchen) siger de, at der vil gå lidt tid, mekanikeren skal lige kigge på det. Så går der en halv time (mere) og vi bliver bedt om at forlade flyveren. ”Flight to Philadelphia, PA is cancelled” kommer op skærmen ved gaten. Og så bryder helvede løs – for hvad gør vi så? Jeg tænkte på mit (dyre) hotel – og på, at jeg skulle med bussen kl. 7.30 fra Philly til Bloomsburg dagen efter og gerne lige ville sove inden! Vi stiller os i kø til at blive ombooket – vi stod der i TO timer, og der var rigtig mange efter os. Så kl. 20 har vi endelig billetter til et andet fly kl. 21.15. Og igen skulle man tro, at dagen var reddet. Tro om igen, tak. Flyet blev udsat til 22.10, 22.30 og sidst men ikke mindste 23.10 – fordi der manglede nogle piloter – men helt ærligt, hvad er det dog for noget? På det tidspunkt gad jeg ikke engang være sur længere, men var noget småirriteret, da vi stod i den lange kø – der var kun en til at betjene et helt fly, der skulle have nye billetter.

Endelig letter vi – og lander i Philly kl. omkring 01.30 – og Eduardo og jeg kommer til vores fantastiske hotel med to kæmpe senge med mange puder og mange dyner og et lækkert badeværelse kl. 02. Og godnat – jeg skulle op kl. 6. Rasmus og Hugo sov ved en af Hugos venner. De ville sammen med Eduardo tage bussen kl. 16 i stedet for 7.30, men jeg har en aftale med Thomas her senere i dag, så ville gerne hjem – og gad heller ikke spilde dagen på at se kun meget lidt at Philadelphia. Det gør jeg en anden gang. Jeg kunne heldigvis nå at få lidt morgenmad på hotellet, men spurgte lige, om det var inkluderet i værelset. Det var det ikke – men jeg fik nogle coupons, så jeg spiste gratis morgenmad. Og en meget lækker en af slagsen! Bussen til Bloomsburg gik heldigvis til tiden (jeg flyver aldrig igen) og nu er jeg kommet tilbage til en dejlig tom lejlighed. Mine roommates kommer først i morgen.

Det var et lidt langt indlæg – men der var også en hel uge at fortælle om.

Forresten blev jeg færdig med bogen – læs den, den er FANTASTISK! Jeg blev færdig fredag – rigtig, rigtig ærgerligt, for den var VIRKELIG god!

ENDELIG kom jeg til det rigtige New York!

Den 12. februar kl. 11 kørte jeg mod NYC med seks af de andre internationale studerende. Vi havde bestemt os til at leje en bil, da det var billigere end at tage en bus dertil + det bare er nemmere med bil. Bare rolig - jeg kørte ikke!

Det tog ca. 3 timer at komme dertil og efter lidt køren rundt efter parkering, fandt vi noget tæt på det hostel, vi havde booket. Det var faktisk et rigtig fint hostel - meget centralt og lige midt på Manhatten.

Da vi ankom tjekkede vi ind og gik ud. På forhånd havde vi købt billetter til Empire State Building, så der tog seks af os hen. Det tog ca. 10 minutter at gå dertil og der var ikke meget kø. Vi kom derop mens det var fint lyst - men var der længe nok til også at se det blive mørkt! Det var fint nok at få set Manhatten oppefra - men så var det heller ikke værre; en høj bygning er vel en høj bygning! Men selvfølgelig skulle vi derop!

Rasmus, Hugo, Thomas, Sam og jeg købte også billetter til en basketball-kamp på Madison Square Garden fredag aften - 5 min. fra hostellet. Og det er ikke fordi, jeg er blevet helt vild med basketball, men fordi det var sådan en underholdningskamp, hvor det var mere show end basketball. Det var meget sjovt! Bagefter gik vi kort på hostellet og gik ud igen - for at finde en bar! Vi valgte at tage til noget der hedder Abingdon Square - som i følge begge vores taxichauffører ikke eksisterede. Heldigvis havde jeg lige set et skilt, hvor det stod på, så taxien satte os bare af - midt i det hele. Vi havde en rigtig god aften.

Lørdag stod Thomas og jeg tidligt op (kl. 9.45), fik morgenmad og gik på sight seeing! Vi ville ned og se Ground Zero, på den ene ende af Manhatten. Vi fulgte Broadway hele vejen og fik shoppet undervejs. Det tog tre timer at komme derned - men så spiste vi også på vejen.

Ground Zero var nu lidt (læs: meget) skuffende. Vi kunne ikke engang se hullet i jorden. Men så var der noget memorial noget, som bare var en butik. Også kedeligt. Bagefter gik vi mod Wallstreet - også meget skuffende; der er ikke noget at se - og endte nede ved vandet og fotograferede Brooklyn Bridge. Så tog vi hjem på hostellet i en taxi, rimelig godt smadrede på grund af gåturen og nok også pga. manglende søvn. Vi tog en lille lur og gik ud og spiste med de andre ved 19-tiden. Og så på bar igen!

Søndag skulle Thomas og jeg have været på 5th Avenue, i Central Park og på Guggenheim. Jeg sov. Han fik set Central Park og noget andet. Rasmus, Hugo, Sam og jeg sov til kl. 12, hvor vi tjekkede ud, gik hen og fik noget at spise og gik så en tur bare. Vejret var rigtig godt! Vi gik i Macy's - et stort indkøbscenter (jeg købte faktisk ikke noget! Drengene skulle der ind for at købe gaver og en taske - lidt øv). Så gik vi mod Times Square og ned ad 5th Avenue på vej tilbage mod hostellet. Vi mødtes med Thomas, Paivi (fra Finland) og Eduardo der kl. 15, gik hen mod bilen og kørte hjem ad.

På vej tilbage blev vi fanget i en kø i ca. 1 time - fordi en eller anden havde kørt ud over rækværket og ned i grøften mellem de to vejbaner. Han blev dog reddet op igen - måske... I dag på skolen hørte Paivi nogle snakke om et eller andet biluheld - så vi var ikke de eneste, der sad i den tåbelige kø!

Det var nu bestemt en rigtig god tur - det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg tager afsted! Og når det ikke er dyrere at køre dertil end det er, så kunne det jo være, der var andre der ville med igen :)

Allerede i weekenden blev vi advaret om, at der ville komme meget sne og nok også snestorm.

Og der kom sne! I massevis! Hvor meget ved jeg ikke præcis – se billederne. Alt undervisning blev aflyst – helt perfekt at det var en onsdag, for der har jeg 4/5 fag – det sidste fra 18-21!

Kl. 06 blev mine roommates Bobbi Jo, Michelle og jeg vækket af en skrigende Jess: ”classes are cancelled”, hvorefter hun hamrede på Michelles dør (bagefter fortalte hun, at hun havde troet, Jess var ved at dø eller sådan noget). Jeg stod bare op og dobbelttjekkede og gik tilbage i seng. Fire timer senere vågnede jeg ved, at Michelle var stået op – hun var i gang med at lave chocolate chip og blueberry pancakes til os alle sammen – noget vi ellers kun gør i weekenden. Så mens vi ventede fik vi lige vores morgenkaffe. Vi er alle sammen utrolig glade for den kaffemaskine!! J

Ved 15-tiden gik vi udenfor – det er der de fleste billeder er fra! Michelle og Jess gravede deres biler ud under næsten en halv meter sne. Efter 40 minutter var vi inde igen og drak varm kakao.

Ved 17-tiden mødtes jeg med Thomas, Rasmus, Eduardo og Hugo. Vi gik så samlet over til en anden af franskmændene, som havde fødselsdag – det skulle have været surprise kl. 21, når hun havde fri, men i stedet gik vi så bare derover. Hun havde nu alligevel ikke nogen ide om, hvorfor vi kom. Vi mødte hende og 6 andre udvekslingsstuderende, som var på vej ud i en snekrig… Vi gjorde så det samme bare lige udenfor os fem i 10 minutter – så gik vi op i hendes lejlighed, hvor hun bor med en anden franskmand, som havde bagt kage hele dagen. Jeg var hjemme halv tolv om aftenen efter en masse kage, pizza, kaffe og en rigtig hyggelig dag!

Egentlig var det noget pjat, at undervisningen var aflyst. Vi kunne sagtens have gået ned på campus, men her drejer det sig jo om biler – der er ikke så mange der går. Gør jeg nu heller ikke om morgen, må jeg tilstå. Men problemet er selvfølgelig dem, der kommer udefra.

For resten – i morgen kommer der en masse sne igen (”4-8 inches” – skift venligst til metersystemet!!), så jeg krydser alle arme og ben for, at undervisningen bliver aflyst igen eller at der i det mindste kommer compressed schedule, dvs. timerne starter kl. 10 (hvis man havde time kl. 8 – er jeg så heldig at have hver dag) og er kortet ned.

Den 5. februar tog jeg med min roommate Michelle til New York, hvor hendes forældre bor. De bor i Montgomery i Orange County ca. en time fra NYC.

”Desværre” måtte jeg melde fra til en reception for nye og gamle internationale studerende – dvs. jeg blev ’syg’, for man skulle faktisk være der. Men man må jo have styr på sine prioriteter, så jeg valgte altså shopping og amerikanerbesøg frem for et par kedelige taler og introduktion. Heldigvis valgte jeg rigtigt – Thomas synes i hvert fald ikke, jeg var gået glip af noget!

Vi kørte kl. 11 fredag formiddag og ankom ca. 2½ time efter. Vi stoppede på en eller anden skole, hvor hendes mor arbejder og tog hen og spiste et eller andet sted i nærheden. Vi skulle tilbage til skolen igen, for Michelle skulle udfylde nogle papirer, som hun åbenbart gør hvert år – hun arbejder der nemlig om sommeren. Typisk amerikansk at skulle udfylde en milliard papirer. Som jeg forstod på det hele er det det samme, hun skriver hvert år.

Bagefter snakkede vi lidt med hendes mors kolleger. En af dem har boet i Norge syv år, så hun kunne godt forstå dansk. Hun havde også forsøgt at lære de andre at udtale mit navn. Det havde hun ikke så meget succes med. Kan nu ikke se, det skulle være så svært… Men det er det altså.

Resten af eftermiddagen skete der ikke så meget. Sammen med Michelles forældre bor også hendes bror, bedsteforældre og en onkel, som jeg ikke mødte. Hendes mormor viste mig noget slægtsforskning, hun har været ved at lave. Hun har ikke mere familie tilbage, så hun var gået lidt i stå – hun har jo ingen at spørge. Hendes bedsteforældre (tror jeg nok) udvandrede fra  Svendborg på Fyn, så hun spurgte lidt til DK og hvordan der ellers er. Hun havde fået en masse information på dansk – FLOT – men havde smidt det ud. Har nu lovet hende at kigge lidt efter steder, hun måske kan finde noget info. Er der nogen, der har en god ide, så sig lige til!!

Lørdag stod vi op ved 9-tiden og spiste morgenmad – eller, det vil sige kanelboller med glasur; meget kanelsnegle-agtigt. Kl. 11 kørte Michelle, hendes mor og jeg på shopping. Vi stoppede selvfølgelig lige på Dunkin’ Donuts. Havde fortalt, at jeg aldrig har fået donuts før – og vi skulle alligevel lige have noget kaffe… Må sige, at jeg ikke er fan af donuts. Den smagte ok – men kun fordi der var chokoladetopping på, der kamuflerede smagen af olie! Men nu er dét prøvet.

Vi kørte først til et mall, som egentlig bare var en masse butikker der lå klumpet sammen – man skulle ud hver gang. Fik købt en masse tøj og to par sko – men manglede det nu en hel del; havde ikke så meget med i kufferten. Bagefter kørte vi til et rigtigt mall, hvor vi startede med at få frokost på noget der hedder Ruby Tuesday. Fik salatbar – dejligt med lidt sundt!

Så shoppede vi ellers videre – jeg sluttede af med en klipning (for 25 $!) og så var vi ellers hjemme omkring kl. 18.30. Vi lavede ikke så meget om aftenen – spiste pizza og så resterne af en film, vi havde lejet fredag aften. Bagefter spillede vi et spil, der hed Domino-train (noget i den stil) – og jeg vandt (selvfølgelig… ;) ).

Søndag kørte vi tilbage til Bloomsburg over middag og ankom omkring kl. 16. Pakkede ud, læste og satte mig foran tv’et – vi skulle jo se det her Super bowl. Var ikke ligefrem begejstret, men det skal altså bare opleves, når man har chancen. Der var kun Michelle, Bobbi Jo og mig – Jess arbejder altid i weekenden.

Som forudset fattede jeg ikke en brik af spillet – kunne knap nok skelne mellem holdene og da slet ikke finde ud af, hvilken vej de skulle løbe – og hvorfor dælen man måtte sparke til den tåbeligt formede bold en gang i mellem?! Så – jeg så det altså ikke. Eller, jeg så reklamerne, som er ”some of the best you’ll ever see” (citat Bobbi Jo). De er rigtig, rigtig dyre at få vist (selvfølgelig pga. alle ser Super bowl) – og de var faktisk rigtig gode og sjove. Havde heldigvis nogle ting jeg skulle læse til undervisning mens der var football – men holdt pause under reklamerne.

Det var nu meget hyggeligt – og en god afslutning på en god weekend. Eneste minus er dog, at jeg nu har fået bekræftet min mistanke om, at jeg er allergisk over for katte. Selv i dag (mandag) er jeg ikke helt frisk – men blev bedøvet med alle mulige former for piller, så jeg overlever nok.

Det var alt for nu. Håber I har det godt derhjemme. Næste weekend tager jeg til New York City med 6-7 andre udvekslingsstuderende. Vi har ikke planlagt noget fast, ud over at nogle af dem gerne vil se ice hockey. Det gider jeg ikke – har set rigelig sport (Super bowl). Synes også, det er spild af tid (tydeligvis er sport ikke en af mine stærke sider – hverken at se på eller at udføre) – vil hellere se noget (butikker fx, men har også planer om at nå Guggenheim museet). Mere om det efter jeg har været af sted!