Kære alle,

Så er (desværre) blevet tid til den sidste beretning i vores eventyr i Australien…

Efter vi forlod Brisbane kørte vi direkte mod Gold Coast for at besøge Casey i 2 dage. Casey bor i byen Elanora, som ligger på den sydlige del af Gold Coast. Han arbejder som livredder på Currumbin Beach i den australske sommer men tager til Cornwall i England for at arbejde dér i den europæiske sommer. Det var i forbindelse med et ophold i England at han blev ledt forbi Danmark (hvor hans bedstefar i øvrigt er fra – hans efternavn er faktisk Olsen!) for at arbejde sammen med bl.a. Lars i 2007. Den første dag hos Casey skulle han arbejde hele eftermiddagen og vi besluttede at tage med for at slappe af og surfe. På vej til stranden gik vores bil i stykker! Det vidste sig at være koblingen, der var slidt ned og den skulle udskiftes. Held i uheld at vi befandt os hos Casey og vi kunne derfor overnatte hos hans forældre, mens bilen var hos mekanikeren. Efter at have overladt bilen til mekanikeren drog vi til stranden, hvor Lars straks trak i badetøjet. Casey gav ham en tur efter vandscooteren (Læs: ud og kigge på hajnettene…) og resten af dagen brugte han på at surfe, alt i mens Katrine nød en stille stund med hendes bog på stranden. Næste morgen tog Lars med Casey på stranden kl. 6 for at surfe og Katrine valgte at sove lidt længere. Katrine brugte formiddagen med Casey’s mor, hvor det blev til en lang gåtur og shopping. Da Casey var færdig på stranden omkring middag tog vi alle tre på tur til Springbrock NP, hvor vi fik os en svømmetur i ferskvandskilderne og senere tjekkede vi det meget omtalte Surfers Paradise ud. Aftenen blev rundet af på Casey’s forældres terrasse med snak og en lækker middag.

Næste dag var det blevet tid til at sige farvel til Casey og hans familie og vi kørte videre sydpå. Første stop var Mount Warning NP, som er det sted hvor solen først rammer Australiens fastland. Herefter gik turen til det alternative Byron Bay, hvor det blev til en svømmetur, en gåtur til Byron Bay Light House og det østligste punkt på det australske fastland, hvor vi fik set en masse legende delfiner. 

Dagen efter bød på morgenkaffe ved South West Rocks og et besøg ved Seal Rocks og da mørket faldt på endte vi på det meget smukke Stockton Beach i Port Stephens.

Port Stephens, eller Nelson Bay er kendt for at være det bedste sted at se delfiner, hvilket betød at vi næste dag tog på delfin cruise, hvor vi fik set de meget intelligente væsener på tæt hold. Herefter begav vi os til Hunter Valley, som er et meget kendt (og MEGA stort) vindistrikt i New South Wales. Området er smukt beliggende område fyldt med vinranker og et paradis for gourmetelskere. Der er – udover utallige vingårde – ostemejerier, olivengårde og chokoladefabrikker i dusinvis! Efter at have udforsket området og smagt utallige vin endte vi hjemme foran camper’en omgivet af vinranker med en god flaske vin og et udvalg af lækre oste og oliven.   

Sidste stop inden Sydney var Blue Mountains NP og dette blev sammen med vores tyske bofælle fra Melbourne, Paul. Vi samlede Paul op ved togstationen i Katoomba om eftermiddagen og efter at have slået lejr på en campingplads blev resten af dagen brugt på ren afslapning og helt masse snak omkring de mange ting vi hver især har set de sidste 8 uger.  Næste dag tog vi så hul på løjerne og vi fik set de berømte Three Sisters, Katoomba Falls og The Grand Canyon. Blue Mountains bød på masser af overdådige udsigtspunkter og de kæmpemæssige dale og bjerge, der tilsammen udgør nationalparken. Paul var glad for at komme væk fra bylivet og vandrehjemmet og nød at sove i telt! Tirsdag sagde vi farvel igen og satte Paul på toget til lufthavnen. Han fløj til Melbourne for flyve videre hjem derfra.

Vi kørte selv mod Sydney for at aflevere vores campervan. Herfra gik det med tog til centrum, hvor vi indlogerede os på et lækket hotel, som vi havde fået billigt på internettet. Eget badeværelse for første gang i lang tid…! LÆKKERT! Efter at have taget et bad og være kommet på plads tog vi ned til Darling Habour for at drikke eftermiddagskaffe med Lucie og Matze. De havde sidste dag i Sydney inden de også fløj til Melbourne. Rigtig hyggeligt at snakkes ved igen. Vi møder dog både dem og Paul i Singapore og London kan vi regne ud efter at have sammenlignet fly-tider (!). De flyver også den 31.

Om aftenen var vi en tur i Chinatown og slentrede ellers lidt rundt i midtbyen. Onsdag var der dømt strandvejr og vi tog færgen til forstaden Manly, der er mest kendt for sine lækre strande. Vi brugte et par timer på Manly Beach med at slappe af og surfe og en lækker frokost på en café blev det også til! Skønt! Om aftenen tog vi toget til en anden forstad, Cronulla, for at besøge Katrine’s veninde, Lone, der i øjeblikket arbejder hér. Hun har også været i Australien i et stykke tid. Det var fedt og også lidt mærkeligt at møde hinanden så langt hjemmefra. Vi havde en hyggelig aften med take-away på stranden og en øl på pub’en.

Torsdag var det også strandtid. Vi tog til Bondi Beach efter at have slendret lidt rundt i Bondi Junction. Her brugte vi det meste af dagen på at slikke sol og bade. Dejligt! Tilbage på hotellet blev det til et hurtigt bad inden vi tog til det berømte og berygtede King’s Cross for at spise middag og en efterfølgende øl på en pub.

I dag er så sidste dag i Sydney. Vi har egentligt bare slendret rundt, fået kaffe på en fed kaffebar, shoppet og ordnet et par praktiske ting, såsom at lukke vores australske konti. Iaften står den igen på middag i byen og denne gang tjekker vi studenterlivet ud i nogle af de andre forstæder, Newtown og Glebe. I morgen kan det kun blive til brunch i midtbyen og en spadseretur ned til Operahuset for at vinke farvel inden vi må tage til lufthavnen og hoppe på flyet. Vi lander i Hamburg den 1. februar kl. 13, hvorfra der er arrangeret privatchauffør hjem til DK!

Således er 6 måneders eventyr slut. Det er gået rigtig hurtigt og kostet mange penge (!), men vi har haft en alle tiders oplevelse og mødt ufatteligt mange mennesker og er kommet meget vidt omkring (vi har faktisk tilbagelagt omkring 12.000 km i bil!), men nu savner vi også Danmark og dem derhjemme, så selvom temperaturforskellen på nuværende tidspunkt er omkring 40 grader (!) bliver det godt at komme hjem.

Vi håber I alle har det godt og glæder os til at se Jer alle igen!

Mange hilsner fra Katrine og Lars

Kære alle,

Vi er allerede klar med næste afsnit i sagaen om vores rundtur i Australien!

Om morgenen, efter at være kommet hjem fra Whitsundays dagen før, kørte vi mod Eungella NP, lige vest for byen Mackay. Parken er kendt for at være dét sted i Australien, hvor man med størst held kan spotte det meget sky næbdyr (på engelsk: ’platypus’). Eungella er en utrolig hyggelig bjergby, der ligger med en fantastisk udsigt over Pioneer Valley. Hele steden mindede os lidt om derhjemme. Køligt, meget grønt og mange køer! Vi stoppede for at drikke kaffe på en lille café, der vidste sig at være bestyret af en mildest talt alternativ dame, der havde mærkelig skulpturer i sin have og bare var generelt mærkelig. Derfor døbte vi hurtigt stedet: ’det mærkelige sted’. Udsigten kunne man dog ikke klage over og vi nød den friske, kølige bjergluft, mens vi skyllede kaffen ned.

Meget ærgerligt var det dog at vi ikke fik set nogle næbdyr. Trods 2 timers tålmodig venten så vi ikke én eneste, så der er noget om at den er meget sky. Til gengæld så vi masser af ferskvandskildpadder inden vi måtte beslutte os for at køre videre inden mørkefald. Vi fandt en gratis campingplads igen, hvor vi hyggede med god mad og boglæsning.

Dagen efter var vi tidligt oppe for at køre til Rockhampton. Byen har intet at byde på, men den er en større én af slagsen og vi havde brug for internet til at planlægge vores videre færd. Der blev tjekket og skrevet lidt mails, men først og fremmest blev der undersøgt, hvordan vi skulle komme til Fraser Island. Vi brugte det meste af dagen på det, samt spise lidt frokost inden vi kørte videre nedad til en idyllisk – og gratis – campingsplads ved floden Calliope. Et skilt advarede dog mod krokodiller i floden så vi camperede lidt væk fra flodbredden!

Dagen efter stod vi op til solskin – vi kan mærke at vi så småt er kørt ud af det tropiske bælte og dermed er regntiden mindre indflydelsesrig. Vi kørte til Town of 1770 og drak morgenkaffe inden vi kørte videre til Agnes Water, den nordligste surf-strand i Australien. Det vil sige, at bølgerne ikke standses af revet, som det er tilfældet længere nordpå. Agnes Water ligger så tilpas langt sydpå, at det heller ikke længere er nødvendigt at bade med gople-sikre ’stingersuits’ på. Lækkert. Lars kastede sig straks i bølgerne, som var ret store!

På vejen igen blev der købt ind ved en frugtbod i vej kanten. For $10 (ca. 37 kr.) kom vi afsted med en kæmpe vandmelon, en stor ananas, vindruer, frisk salat og gulerødder! Herefter var der ikke langt til Bundaberg en by, der er mest kendt for det australske ikon: Bundaberg Rum Distillery, den eneste romproducent i Australien. Lars aflagde et besøg, der inkluderede en tur rundt i produktionen og selvfølgelig smagsprøver i baren, sådan!

Samme aften ville vi gerne have været til Mon Repos – et havskildpaddereservat – lidt udenfor Bundaberg for at se skildpadderne lægge æg på stranden. Desværre var der booket ud denne aften, men vi fik billetter til dagen efter. Vi havde dog ikke i sinde at blive i Bundaberg 1½ dag for at vente, så vi kørte sydpå og overnattede tæt ved byen Gympie for at køre til Rainbow Beach dagen efter.

Rainbow Beach nåede vi så næste morgen. Byen og området er en del af Great Sandy NP, der også omfatter Fraser Island, der ligger lige nordøst for byen. Great Sandy NP indbefatter bl.a Carlo Sandblow – en gigantisk sandklit, der har en fantastisk udsigt over Wide Bay og Fraser Island, samt The Coloured Sands, en række klipper med forskelligfarvet sand. På vejen så vi også en slange, der muligvis har været en ’common brown snake’ – én af de mest giftige slanger i Australien! Den fes over trapperne lige foran os da vi kom gående ned! Tilbage i byen fik vi frokost og blev enige om at vi egentlig bare helst ville ligge på stranden resten af dagen inden vi skulle tilbage mod Bundaberg. Det gjorde vi så og Lars var ikke sen til at kaste sig i bølgerne igen! Da Katrine ville gøre kunsten efter blev hun dog ramt af en gople og det begyndte straks af svie kraftigt på hendes ben. Lettere panikket ovenpå stinger-hysteriet længere nordpå trak Lars Katrine med over til livredderen, der stod og rodede med sin vandscooter. Da fyren vender sig om viser det sig gudhjælpemig at være Liam – en udvekslingslivredder, der var i Danmark sidste sommer! Hvad er chancerne!?! Efter at have ’catchet up’ måtte de dog vende opmærksomheden mod Katrines ben… Liam beroligede med at fortælle, at der var tale om en såkaldt ’blue bottle’ en slags brandmand, der svier, men i øvrigt er harmløs. Behandlingen består i at lægge is på det ramte område. Mens Katrine gned is på kunne Lars og Liam så sludre livredning og grine af hvor spøjst det var at mødes hér og af omstændighederne omkring mødet.

Vi kunne dog ikke blive hængende længe, da vi skulle tilbage mod Bundaberg, hvor skildpaddereservatet åbnede kl. 19. Vi kørte afsted og små 2 timer senere var vi tilbage ved Mon Repos. November til marts er højsæson for de såkaldte ’loggerhead turtles’ for at komme i land og lægge deres æg på stranden. Da inkubationstiden er relativt kort er det også højsæson for udklækning og dermed masser af små padder på vej ud i bølgerne. Desværre er arten udryddelsestruet og det var derfor en særlig oplevelse at få lov at se dem lægge æg på stranden. Således var vi på nærmeste hold vidne til at en stor skildpadde lagde 115 (!) æg i et dertil gravet hul på stranden for derefter at mave sig tilbage i bølgerne og svømme sin vej. Grundet tidevandets indflydelse vurdere ranger’ne dog at æggene burde flyttes længere op på stranden og derfor fik alle lov til at bære 2 æg op til den nye rede. Fed oplevelse!!

Tidligt næste morgen (læs: kl. 5!) stod vi op for at køre mod Hervey Bay, hvor vores 2-dages Fraser Island tur afgik kl. 07.30. Vi drønede afsted og nåede ned og parkere vores campervan på en campingplads, tage et bad og ellers hoppe på bussen! Fraser Island er verdens største sand-ø og som sagt en del af Great Sandy NP. Der er ingen asfaltveje, men kun sandede spor på Fraser og derfor kan man kun komme rundt i firehjulstrukne køretøjer. Vi havde 2 rigtig gode dage på turen; første dag gik vi en tur i regnskoven, hvor vi igen så en slange ligge krøbet sammen ved siden af sporet. Vi er ikke sikre på typen endnu, men meget tyder på at det var en ’rough-scaled snake’ – også et særdeles giftigt bekendtskab! Andre ting på programmet var Eli Creek, den største ferskvandsbæk på øen, Maheno Shipwreck, The Coloured Sands, The Red Canyon og ikke mindst Indian Head, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over ’Seventy-Five Mile Beach’, hvilket er den østlige strandstrækning på øen. Herfra kunne man med lethed spotte både kæmpe manta rays (kæmperokker), delfiner og en enkelt haj i det krystalklare vand nedenfor. Fantastisk!

Vi overnattede i luksustelte med trægulv og dobbeltseng og fik lækker aftensmad – intet at klage over. Ellers blev der hygget med de andre fra turen over et glas vin, mens vi kunne høre dingoerne hyle i det fjerne for snart at komme ind i lejren på jagt efter madrester…

Næste dag var den største oplevelse Lake Wabby, en lækker ferskvandssø, der ligger omkranset af kæmpemæssige sandklitter. Lars kunne ikke stå for fristelsen og trillede ned af klitten for at plumpe i vandet til sidst – skønt! Tilbage på fastlandet igen rundede vi dagen af med en øl sammen med et irsk par fra turen, inden vi gik i køjen for at være friske til at køre videre mod Noosa Heads og Glass House Mountains næste dag.

Noosa Heads er kendt for sine strande, der er meget velegnede til surfing og desuden har området sin egen lille nationalpark med gåture ud til vandet. Vi ankom op af formiddagen, men indså hurtigt at Noosa også er et rent turisthelvede! Der var biler og mennesker overalt og souvenirshops, burgerbarer og dyre hoteller fyldte det hele. Stemningen var næsten kvælende og efter at have kastet et blik på den overfyldt strand og mylderet tog vi et hurtigt smut op til Noosa Hill for at se på udsigten inden vi strøj videre mod Glass House Mountains nord for Brisbane. På vejen slog vi et smut forbi den populære, men afdøde zoolog, Stewe Irwins zoologiske have, Australia Zoo for et turistfoto. Vi har set så mange dyr efterhånden af vi ikke rigtig følte for at gå i zoologisk have. Glass House Mountains er en række særprægede og smukke klippeformationer, der er navngivet af James Cook, der efter sigende blev mindet om glasværkerne i hans hjemby, Yorkshire, ved synet. Flot var det i hvert fald og vi fik oven i hatten ’close-up’ nærkontakt med to rigtigt flotte kænguruer da vi vandrede rundt i området.

Brisbane er Queenslands hovedstand og hjemsted for godt 1,4 mio. mennesker. Vi kørte ind mod byen kl. 7 i dag, men vi sandede hurtigt at trafikken i Brisbane er et sandt mareridt! Det gjorde det heller ikke bedre at vi ankom i myldretiden! 2 timer tog det at komme indtil byen selvom vi sov kun 30 km derfra!! Efter at være faret vild en hel del gange tog vi den (kloge) beslutning at købe et kort over byen på en tankstation, hvilket fik os gelejdet op på Mt Coot-tha – det højeste bjerg i området, hvor der er en fænomenal udsigt over Brisbane. Trafiktrængslerne var dog ikke overstået endnu og det blev en sand kamp at finde frem til vores campingplads. Efter at have stillet camperen på pladsen tog vi bussen ind til centrum – klar til sightseeing. Brisbane er, trods sin ulogiske trafiksystem, en meget smuk by, hvor moderne skyskrabere står side om side med smukt bevarede bygninger fra kolonitiden. Palmerne svajer flere steder og sammen med floden, Brisbane River giver det byen et tropisk præg. Af attraktioner vi kom forbi var Parliament House, The Old Windmill (ældste bygning i Brisbane) samt et utal af ’squares’ til minde om en eller anden begivenhed. I aften står den på afslapning (og tøjvask) på campingpladsen inden vi i morgen tidlig kører til Gold Coast for at besøge Casey, en anden udvekslingslivredder, som besøgte Danmark i 2007.

Vores rejse lakker nu mod enden – knap 2 uger er der tilbage. Dette bliver den 2. sidste beretning – næste og sidste gang i hører fra os er vi i Sydney!

Hav det rigtig godt alle sammen!

Mange hilsner

Katrine og Lars

Kære alle,

Så er der nyt fra vores tur i Australien!

Vi tager tråden op fra sidst, hvor vi fik vores campervan – nemlig den 2. januar. Siden da er der skel en HEL del, så tag selen på og hold fast!

Vi kørte straks mod nord og byen Kuranda, hvor vi så Barron Falls – en del af Barron River, som vi raftede på nytårsaftensdag. Herefter gik det mod Port Douglas – 40 km nord for Cairns. En badeby som Cairns men i mindre målestok. Her skulle der for Lars’ vedkommende dykkes lidt mere. Revet skulle efter sigende være sundere heroppe med knap så mange turister til at ødelægge det som det er tilfældet ud for Cairns. På vejen blev det også til at stop i det mondæne Palm Cove – en bountystrand bakket op af dyre hoteller!

Lars’ dykkertur til det ’ydre’ rev blev en stor succes! 3 dyk blev det til og alle bød på farverige koraller, ’walls’ (en stor mur af koraller), revhajer og masser af fisk! Når så bådturen indeholder morgenbuffet, stor frokostbuffet og eftermiddagskaffe/kage er det jo heller ikke af vejen!

For Katrine’s vedkommende blev det til en længe efterspurgt dag på stranden med sin bog og en dukkert i det indhegnede, og dermed stinger-sikre, badeområde ved Port Douglas. Så snart Lars igen fik fast grund under fødderne kørte vi straks mod Cape Tribulation, en berømt nationalpark, hvor regnskoven bogstaveligt talt gror direkte ud i havet (mangrove). Vejen derop indebar blandt andet krydsningen af den krokodillefyldte Daintree River med en kabelfærge. Herefter kørte vi ad en smal vej ind gennem regnskoven – et fantastisk smukt syn, hvor vi skiftevis kørte langs kysten og i den tætteste regnskov med små floder, der skulle passeres af smalle broer! Det var også i Cape Tribulation at vores mange anti-myggemidler kom i brug. Insektafvisende spray og myggelys gjorde det udholdeligt at campere i det grønne!

Selve Cape ’Trib’ var egentlig ret hurtigt overset – en lækker strand med regnskov, palmer.. og hajer! Vi så indtil flere små revhajer svømme HELT inde ved land mens vi gik. Fedt! Andre højdepunkter var indtil flere vandreture i regnskoven! Det største var dog muligvis på vejen tilbage, hvor vi stoppede ved Daintree Icecream Company – en idyllisk frugtplantage, der samtidig er et ismejeri – hvor vi smagte is med tropiske frugter i den store have. LÆKKERT!

Tilbage på vejen og videre ned sydpå gik det nu mod det spektakulære Mossman Gorge, som destination. Vi nåede floden sen eftermiddag, men blev overraskede da himmel og jord pludselig stod i ét, da vandmasserne væltede ned fra himlen. Sådan er troperne, men det betød også at vi udskød vores besøg til dagen efter. I stedet hyggede vi på campingpladsen om aftenen sammen med myggene. Vi tog så revanche næste dag og nød regnskoven og floden, der virkelig er noget helt særligt.

Denne dag bød også på et besøg til den første af tre kaffeplantager vi besøgte. Skybury er den største af dem og ligger idyllisk ud til regnskov og kaffemarker. Desværre er det også meget kommercielt og alt kostede penge. Så de blev til en skuffende kop stempelkaffe inden vi satte kursen mod Granite Gorge. Granite Gorge er en kæmpe samling klipper, der gennemskæres af en flod. Da vi ankom var floden langt over sine bredder, hvilket kun gjorde synet mere spektakulært.

Granite Gorge er også kendt for sine nærmest tamme rock wallabies, der kan fodres med særligt foder. Katrine var ikke sen til at indkøbe et par poser og styrtede ned for at fodre de små skind inden vi gik videre rundt om floden. Flere af dem havde unger (kaldet ’joey’s’) i pungen og var rigtig søde.

Næste dag stod den på mere kaffe og også te. Først kørte vi til Coffeeworks ved Mareeba, men det var igen en alt for kommerciel oplevelse og vi satte derfor hurtigt kursen mod den ældste kaffeplantage i Queensland, Jacques’ Coffee Plantation. Den ligger idyllisk uden for Mareeba og er mindre (men stadig) kommerciel. Til gengæld var det helt umuligt at få serveret en almindelig stempelkaffe. Faktisk så de helt mærkelige ud i hovedet da Lars spurgte efter det. Espresso var det man kunne få – slut færdig! Vi forsøgte at opveje den jævne skuffelse med at besøg på Nerada, den største teplantage i området, men det var kun endnu værre. En stor grim fabrik med et tilhørende skur, hvor man kunne dufte til de forskellige slags te, men smagning skulle man betale for…

Til gengæld bød turen generelt på et smukt tropisk landskab fyldt med banan, mango- og sukkerplantager og der skulle ikke meget til at tale Lars til at stoppe og proviantere lokale bananer mv. Vi aflagde vulkansøen, Lake Barrine et besøg samt en række vandfald som Milaa Milaa Falls. Da det blev tid til at bestemme os for overnatning kørte vi mod byen Inisfail, hvor vi overnattede ved Etty Bay. På vejen derud gik der pludselig en kasuar (en strudselignende fugl) med dens unge ud på vejen, men da Lars ville stoppe for at tage et billede hidsede den sig vældigt op og bilen kom i gear meget hurtigt og vi fræsede videre. På campingpladsen fortalte receptionisten at der var mange i området og de kunne være aggressive, så vi skulle passe på: Ja, tak skæbne – dét var vi klar over. Vi omdøbte straks den hidsige fugl til ’the killer bird’. Vi fik dog lov at sove uden at blive vækket af ’killer birds’, der var ved at bide sidespejlet af eller hakke hul i ruden.

Næste morgen, da vi kørte mod Mission Beach for at drikke morgenkaffe så vi én mere, men heldigvis var den på den anden side af en stor grøft, så vi kunne betragte den i nogenlunde sikkerhed. Mission Beach var ikke meget at råbe hurra for så vi kørte hurtigt videre mod Tully Gorge, hvor vi badede i floden og spiste frokost. Tully River er meget smuk, men mest kendt for noget af det bedste river rafting i Australien. Det var dog kun budget til én rafting tur og den havde vi jo allerede haft på Barron River, så vi kørte videre mod Australiens højeste vandfald, Wallaman Falls. Turen bød på nogle kraftige stigninger og masser af køer på vejen. Vandfaldet havde vi helt for os selv og dét og den omkringliggende natur var fantastisk! Vi listede ned af bjerget igen og fandt en gratis campingplads på vejen mod Airlie Beach.

Airlie Beach er udgangspunktet for de fleste sejlture til de paradisiske Whitsunday Islands. Vi kørte derned for at checke ind på vores bådtur dagen efter og kørte så ind og handlede lidt inden vi tog ind på en lækker campingplads med stor swimming pool, ja tak! Vi slappede af resten af dagen i poolen og gjorde klar til den store (og ret så dyre!) oplevelse næste dag.

Alexander Stewart er et træskib bygget i 1988, men en kopi af et skib fra tyverne. Skibet er udstyret med 9 kahytter, alle med air condition (vigtigt!) og med plads til 18 gæster. Det viste sig at blive alle tiders tur, vores besætning var fantastisk – engagerede og sjove. Resten af gæsterne var også rigtig flinke og det var jo rart når pladsen er trang. Det blev til masser af sejlads, masser af god mad (forholdene taget i betragtning), afslapning på dækket, badning ved det eksotiske Whitehaven Beach, og snorkling i det krystalklare vand, hvor vi bl.a. fodrede kæmpe napoleonsfisk Aftenerne gik med et glas vin, mens solen gik ned i horisonten – kan det blive bedre??

Hjemme igen efter 3 dejlige dage blev det til en øl på en bar med resten af holdet inden vi gik på hovedet i seng – klar til at tage hul på nye oplevelser…! Og kan I ikke vente, så er næste kapitel allerede online!

Hav det rigtig godt derhjemme!

Mange hilsner

Lars og Katrine

Hej alle,

Sidste melding fra herfra ’down under’ var efter vi var ankommet til Darwin og blev mødt med cyklonvarsler og historier om krokodiller i kloakken! Vi blev heldigvis skånet for begge dele. Cyklonen blæste uden om Darwin og krokodillerne mødte vi kun i floderne ved Kakadu NP. Regnen blev vi ikke helt kvit for, men til vores held regnede det faktisk kun lidt om eftermiddagen! Temperaturen var måske det eneste helt konstante; omkring de 40 grader (og ikke meget køligere om natten!).

Regnsæson og juletid er lig med lavsæson i Northern Territory, hvilket betød at den 3-dages tur til Kakadu NP som vi havde booket blev aflyst grundet for få tilmeldinger. I stedet blev vi sat på en 2-dages. Umiddelbart lidt en skuffelse, men vi blev hurtigt enige om at varmen og fluerne måske betød at 2 dage ville være mere end rigeligt alligevel. Det, den lille dame på kontoret glemte at fortælle os var dog at 2-dages turen tager 15 passagerer med mod 9 på 3-dages turen. Det lyder måske ikke at meget, men når der skal laves mad, trekkes i bushen mv., så kan det forhale processen en hel del!  

Alt i alt var turen ikke helt i top, men vi fik da set både krokodiller i Adelaide River, slanger, øgler, hulemalerier i Nourlangie Rock, termitboer og badet i vandfald ved Yumikmik (det var til gengæld skønt!) og regnen og fluerne holdt sig på magisk vis helt væk. Lidt ærgerligt var det dog også at en del veje i parken er lukket grundet oversvømmelser i regntiden, så det udelukkede besøg til nogle af de mest kendte steder, som bla. Jim Jim Falls og Twin Falls. Så næste gang vi besøger Australien tager vi til parken igen (men denne gang med en firehjulstrækker udenfor regnsæsonen!).

Til vores held blev vores tur til områdets anden store NP, Litchfield aflyst (også pga. deltagerantal) og vi omsatte straks tilbagebetalingen i en udlejningsbil. Vi pakkede en (kæmpe!) madkurv og kørte de godt 150 km derned. Det blev en helt fantastisk dag, hvor vi badede i forskellige vandfald, som fx Florence Falls hele dagen og så gigantiske termitboer og flere vandfald, som fx Wangi Falls. Prikken over i’et var de mange rock wallabies, vi så ud på eftermiddagen da vi travede tilbage til vores bil! Forestil Jer en kænguru i absolut mini-størrelse hoppe fra sten til sten – simpelthen for sødt!

Juleaften var allerede bestemt til at blive anderledes end sædvanligt. Vi brugte formiddagen til at besøge militærmuseet på East Point og ellers fladede vi bare ud ved poolen, som var det eneste sted man rigtig kunne holde ud at være! Højdepunktet var afgjort at ringe til dem derhjemme og ønske glædelig jul – meget mærkeligt ikke at skulle være sammen med sin familie den dag på året, hvor stort set alle andre er dét! En god middag på en fin indisk/thai restaurant fik dog humørbarometeret til at stige lidt igen med en julemenu bestående af: champagnecocktails, tandoorirejer, and (lidt jul var da over dét!) i rød karry og chokoladebrownie – alt sammen skyllet ned med en kølig hvidvin fra McLaren Vale (som er dér, hvor familien Martin bor). Varmen gjorde dog at hvidvin ikke var kølig ret længe – faktisk smeltede isen i isspanden efter godt 15 min.! Aftenen blev sluttet af hjemme på terrassen med lidt mere vin.

Første juledag brugte vi på at pakke og tage til den meget omtalte turistattraktion, Doctor’s Gully, hvor stimevis af store fisk kommer ind hver dag for at blive fodret med brød. Katrine var ellevild og ikke til at trække derfra før alt brødet var væk! Vi gik tidligt i seng for at komme tidligt op for at nå flyet til Cairns.

Kl. 5 fløj vi og kl. 8 var vi så i Cairns, Queensland – den syvende stat/territorium vi besøger på turen (ud af de i alt 8). Efter at have taget en lille lur på vores hostel, mødtes vi med Lucie og Matze, som også var i Cairns, men som skulle rejse videre samme aften. Rigtig hyggeligt at møde dem igen og slentre ned af strandpromenaden og spise en is, mens der blev udvekslet oplevelser og erfaringer. Det er praktisk at både de og Paul rejser lidt foran os så de kan rapportere om ting man skal gøre og ting man absolut IKKE skal gøre!

Dagen efter vi ankom startede Lars på 2 dages genopfriskningskursus i dykning. Hans dykkercertifikat er ikke blevet brugt siden Fiji for over 3 år siden, så det var fint at få banket rusten af færdighederne! Det betød så at vi var klar til at tage på snorkel/dykkertur på Great Barrier Reef! Den første tur vi var på gav Lars 3 dyk, hvor der blev set både hajer (!), skildpadder og masser af fisk! Katrine fik snorklet en masse. Dagen efter igen havde vi booket en noget mindre båd, der gik til det eksotiske Green Island og også involverede en masse dykning og snorkling. Det blev helt klart den bedste dag vi har haft længe! Mest fordi vi kom helt tæt på det maritime dyreliv, heriblandt 5 revhajer (’reef sharks’), der cirkulerede rundt om båden. Katrine tog et prøvedyk med en instruktør og kom også helt tæt på de frygtede, men samtidig betagende bæster! Udover en strandtur til Green Island med bounty strand og turkisblåt vand bød hjemturen på ost, vin og kage til bølgeskvulp mens vi sejlede tilbage til Cairns! Super lækkert!

Nytårsaften blev, som juleaften, også anderledes. Først var vi nede og booke vores camper til resten af turen til Sydney og derefter tog vi ud til Barron River for at rafte! En fed måde at bruge nytårsaftensdag på. Det begyndte at regne da vi nåede derud, men det gav kun floden, skoven og klipperne et mytisk og eventyrligt præg, der gjorde oplevelsen meget større. Selve raftingen var god, men kunne have været mere udfordrende – til gengæld var der tid til at nyde omgivelserne! Hjemme i Cairns igen blev der ringet over Skype til familien inden vi piskede hjem for at spise og nyde en kølig flaske vin. Derefter piskede vi tilbage for at nyde fyrværkeriet over marinaen. Perfekt!

I dag skal vi ordne et par praktiske ting og ellers slappe af ved ’The Lagoon’ – den kunstige strand i Cairns, som er garanteret fri for krokodiller, hajer og giftige jellyfish – inden vi i morgen henter vores camper og triller nordpå til regnskove, bountystrande, kaffeplantager (Lars kan ikke vente med at få en rigtig kop kaffe igen!), tropiske frugter, vandfald og meget, meget mere! Vi glæder os til at komme på vejen igen og igen nyde friheden ved selv at bestemme tempoet!

Vi ønsker Jer alle et GODT NYTÅR!

Mange hilsner fra Katrine og Lars

Hej alle,

Så følger endnu et (meget langt) afsnit i føljetonen om vores tur rundt i Australien.

Vi er nu nået til Darwin og kan nu sige at vi nu har besøgt 4 af de 6 stater i Australien og begge Australiens 2 territorier (Northern Territory og Australian Capital Territory). Vi har sammenlagt tilbagelagt omkring 6000 km i bil, cirka 1500 km i bus og godt 1000 km med fly.  

Efter at have brugt et par afslappende dage sammen med familien Martin i Adelaide var tiden kommet til at komme tilbage på landevejen. Første del til Alice Springs over den underjordiske mineby Coober Pedy gik med natbus fra Adelaide. 12 timer tog det at komme til Coober Pedy og tiden blev brugt på at putte sig i soveposen og læse. Tidligt om morgenen ankom vi til Coober Pedy, blev indlogeret i vores underjordiske (og derfor behageligt kølige) hotel. Vi gik i seng med det samme og stod op kl. 9 for at udforske den mildest talt særprægede by. Det første indtryk var afgjort den ulidelige varme som netop er grundet til at indbyggerne er gået under jorden. Nummer to var de mange aboriginere, der hang omkring overalt i byen. Det var vores første møde med den indfødte befolkning, selvom vi har hørt meget om dem. Alle dem vi så i Coober Pedy var en flok sørgelige stakler, forhutlede at se på og ofte påvirkede. Et sørgeligt syn, som vi kun skulle få forstærket senere. Vores endagsbesøg i byen gik med at se underjordiske huse, kirker mv., se miner og borematerial (det er opaler, der graves efter hér), film locations (flere film er optaget hér) samt det meget flotte The Breakaways – en bjergkæde midt i intetheden.

Coober Pedy var uden tvivl anderledes og dermed interessant, men én dag er mere end rigeligt, så tidligt om morgenen næste dag var det med bussen igen til Alice Springs (bare kaldet ’Alice’), hvilket tog godt 9 timer. Alice gav os absolut ikke det bedste førstehåndsindtryk – 5 minutter efter at være stået af bussen og på vej ned af gaden til vores hostel stoppede en bil op med en aboriginal familie op i et kryds. En knægt på en 14-15 år rullede vinduet ned, vinkede til os, hvorefter han spyttede efter os! Velkommen! Oven i hatten var vi på forhånd blevet advaret mod at gå ud efter mørkets frembrud da bander hænger ud på gaden og kan gør livet surt for en stakkels turist. Alt i alt et trist sted, Alice. Eftermiddagen brugte vi på at se den berømte Flying Doctors station, der sender lægefly ud til øde steder i outbacken som kvægstationer eller aboriginale samfund.

Om morgenen, dagen efter, kunne vi ikke vente med at komme ud og hente vores campervan og komme ud af Alice. Vi tog en taxi ud til udlejningen sammen med et tysk par, Michael og Kathrin, som vi havde mødt i bussen. Vi fik camperen og kom afsted mod Ayers Rock – en køretur på 450 km! Men det var absolut dét værd. Den røde klippe er et majestætisk og overvældede syn. Vi nåede derned om eftermiddagen kun for at møde Michael og Kathrin igen. Vi parkerede sammen på parkeringspladsen ved klippen for at nyde solnedgangen over klippen mens vi lavede mad og åbnede en flaske rødvin. En perfekt aften! Næste morgen mødtes vi igen med dem til solopgang over klippen. På forunderlig vis forsvandt alle turbusserne med turister fra parkeringspladsen umiddelbart efter solopgang, hvilket betød at vi kunne slå campingbordet op lige foran klippen og spise morgenmad og drikke morgenkaffe i en smuk solopgang som de eneste mennesker dér! Igen: Perfekt! Efter morgenmad gik vi de godt 10 km (!) rundt om stenen, hvorefter vi kørte mod den særprægede, men kæmpemæssige klippeformation The Olgas, 40 km væk. The Olgas blev en kun endnu større oplevelse. Vejret var perfekt (grundet et nyligt, stort og sjældent regnskyl var temperaturen skandinav-venlig!) og vandreturen på godt 10 km var intet mindre end fantastisk. Afslutningen på den betød dog også afsked med Michael og Kathrin som vi klikkede rigtig, rigtig godt med, så det var selvfølgelig lidt trist. Men på det tidspunkt vidste vi ikke at vi skulle møde dem igen to dage senere.

Vi satte straks turen mod kæmpekløften, Kings Canyon, hvor vi overnattede på en hyggelig campingplads i selskab med vilde dingoer for at gå turen rundt om kløften morgenen efter. En dejlig og svedig tur, der gav fantastiske udsigter over landskabet og det første møde med dyrelivet i form af en 1 m lang ’perentie’ øgle. Lars troede først det var en slange og fløj derfor tilbage da han fik øje på den! Efter gåturen kørte vi de 450 km tilbage til Alice og videre ud i Western McDonnell Ranges, hvor vi overnattede på en campingplads midt i bushen efter at have se rock wallabies ved Simpsons Gap og en bushfire på vejen. Om morgenen dagen efter gik det hurtigt op for os at varmen havde oversteget skandinav-venlig og fluerne havde derfor også meldt deres ankomst! Dagen gik med en tur til Glen Helen Gorge og udsyn over bjergkæden og Mt Sonder. Herefter gik det til Orminston Gorge, hvor vi gik en godt tur (med fluenet) og så flotte udsigter igen. Desværre faldt Katrine i vandet, da hun hoppede fra sten til sten over en flod og slog sit ben og blev totalt gennemblødt. Rigtig træls, men det blev kun mere surt af at vi faktiske glemte hendes sko, som stod til tørre mens vi trekkede i Eastern McDonnell Ranges, senere på eftermiddagen! Det betød en afstikker til sportsbutikken næste morgenen for at købe nye vandresko. Eastern McDonnell Ranges var knap så imponerede, men Triphuna Gorge imponerede dog alligevel ved solnedgang. Vi skulle faktisk have overnattet på en campingplads hér, men da vi nåede frem var der ingen i receptionen (læs: skuret ved indkørslen!) og tilsyneladende ingen på pladsen overhovedet! Efter 5 minutter gav stedet os myrekryb og vi blev enige om at køre tilbage til Alice og overnatte dér i stedet.  

En god beslutning var det da vi mødte Kathrin og Michael på campingpladsen! Gensynets glæde ville ingen ende tage og der blev udvekslet erfaringer fra vores forskellige ture til langt efter midnat. Vi blev hurtigt enige om at besøge School of Air og den gamle telegraf station (som er den Alice er vokset op omkring) sammen næste dag. School of Air er et enestående program, der underviser børn på isolerede kvægstationer mv. over internet (oprindeligt over radio). Herefter var det endegyldigt tid til afsked med Michael og Kathrin (da de skulle flyve til Perth i Western Australia dagen efter), men med aftalen om at mødes igen i det nye år i Tyskland.

Vi satte nu kursen mod Darwin i en firehjulstrækker, som vi fik billigt fra udlejningen, da den skulle flyttes til Darwin alligevel. $5 om dagen kostede den! Til gengæld var den pænt dyr i diesel! Den første dag nåede vi forbi de særprægede og smukke klippeformationer Devil’s Marbels.  Meningen var at vi ville sove i telt på den ubemandede campingplads der lå nærved, men igen fik vi myrekryb, da der ikke var nogen udover os og flere grupper af unge aboriginere ræsede forbi mens vi gik og så på klipperne. Derfor besluttede vi, trods et snarligt mørkefald, at køre til den nærmeste by, Tennant Creek, og sove dér i stedet. Det endte dog med at blive en oplevelse i sig selv! Vi kørte ind på den første campingplads i byen, men mens Katrine forhørte sig om priser var Lars vidne til at en ret dramatisk anholdelse af 3 aboriginere lige foran receptionen. Katrine kom også tilbage og kunne fortælle at receptionisten havde sagt at campingpladsen ikke var den sikreste i byen og at politiet patruljerede 5 – 6 gange i løbet af natten! Farvel og tak! Vi drønede længere ned af gaden og drejede af mod en campingplads, der lå lidt udenfor centrum. Hér bekræftede damen i receptionen at den anden campingplads ikke var noget sted at være og vi ville være sikre hér! Politipatrulje blev vi dog ikke fri for – de kørte igennem pladsen i løbet af natten. Godt paranoide pakkede vi sammen kl. 05.30 næste morgen og ræsede ud af Tennant Creek for ALDRIG at komme tilbage!

Udover et par tankstop var næste stop Mataranka Thermal Pool ved Mataranka (sjovt nok!) hvor vi fik en forfriskende dukkert i den naturligt opvarmede kilde i selskab med tusindvis af flagermus, der larmede i palmerne, mens de lod lidt ekskrementer falde engang imellem (bl.a. på Katrine’s håndklæde…!). Næste stop og højdepunktet var Kathrine Gorge NP, godt 320 km syd for Darwin – kendt for floden, der løber i kløften og som er fyldt med krokodiller! Grundet regntiden var alle bådture desværre aflyst, så krokodiller måtte vi vente med at se og nøjes med en gåtur langs kløften. Den skulle dog gås kl. 6 næste morgen for at undgå middagsheden, der kan nå 50°! Turen blev dog alligevel en svedig omgang og fluerne var en plage! Kl. 10 var vi tilbage igen og pakkede sammen for at køre mod Edith Falls 40 km længere oppe af vejen. Vandfaldet er fortsat en del af Katherine NP, men kun tilgængeligt via denne vej. Fluerne var fortsat en plage, men vandfaldet var meget flot og bød også på lidt klatring for at komme helt tæt på!

Vi besluttede os at køre helt til Darwin – heden og fluerne betød at teltet var ulideligt og vi trængte til en ordentlig seng og et bad så vi kørte helt op til Darwin og indlogerede os på hostellet én dag før beregnet. En god beslutning – air condition og et koldt bad var det hele værd! Da vi havde bilen fredag med brugte vi den til at køre ud til en krokodillefarm og overvære fodring af bæsterne, der kan blive 6 – 7 meter lange og som ikke går af vejen for noget som helst! Her fik Katrine lov at fodre en kæmpe saltvandskrokodille med en fiskestangslignende tingest. En lille unge fik også lov at holde – svært at tro at sådan en lille fætter vokser op til et ½ tons monster.

Så vidt herfra. Der følger en snarlig melding når vi har oplevet Kakadu NP, Litchfield NP og Darwin’s attraktioner – bl.a. et militærmuseum, der fortæller om Australien’s og især Darwin’s rolle under 2. verdenskrigs, hvilket (selvfølgelig) har Lars’ interesse! Byen er på størrelse med Aalborg, men virker meget provinsiel. Der er fyldt med cowboy-lignende gutter i pick-up trucks og søvnige aboriginere, der hænger ud i middagssolen. Vejret bliver også noget at berette om – regntiden er for alvor sat ind (hvilket vi bestemt mærker) og en cyklon har strejfet kysten så vand skal vi nok få masser af!

Mere og det senere – rigtig GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR skal det lyde hér fra Australien. Vi glæder os til at se Jer alle sammen i det nye år!

Mange julehilsner fra Katrine og Lars

Kære alle,

Så er der nyt fra landet downunder!

Udgangen af november betød også enden på tiden i Melbourne, som har været rammen om vores tilværelse de sidste 4 måneder. Det var derfor med en blanding af vemod og forventning at vi tog afsked med byen i forrige uge for at flyve til ’Tassie’ (Tasmanien, red.).

Først fejrede vi dog afslutningen på eksamen ved at gå ind og se den hypede (hernede i hvert fald…) ’Australia’ på Gold Class, hvilket vil sige at man sidder i en særlig sal med brede, justerbare lænestole og med en knap til at hidkalde en tjener når man skulle have refill på popcorn, sodavand, nachos eller hvad man nu er til. Filmen var faktisk overvældende god – så hvis I får chancen hjemme i Danmark kommer der en varm anbefaling herfra! Aftenen blev rundet af med en tur i Melbourne’s højeste bygning - Eureka Skydeck – med et fantastisk vue udover byen. 

Dagen efter stod vi tidligt op for at komme af sted til lufthavnen og kl. 11. stod så i Launceston Airport på det nordlige Tassie klar til at tage hul på 6 dages campingeventyr. Vores Toyota Hiace havde bestemt set bedre dage, men så dog ud til at kunne stå distancen så vi begav os af sted mod første stop, King Solomon’s Cave ved Mole Creek – en kæmpe drypstenshule, som nok ikke var noget for folk med hang til klaustrofobi. Huler som disse findes overalt på Tasmanien og er dannet over millioner af år! Efter huleoplevelsen var vi igen på landevejen på vej mod Tasmanien’s vartegn, Cradle Mountain NP. Her overnattede vi på en campingplads og lavede mad i skæret fra pejsen i det store og meget hyggelige køkken på pladsen.

Dagen efter gik vi rundt om Dove Lake, som ligger for foden af selve Cradle Mountain – en fantastisk tur, der bragte tankerne hen på både de norske fjelde og det skotske højland. Efter en benzinoptanking var vi tilbage på landevejen på vej mod den økologiske katastrofe, Queenstown, der er en mineby på det vestlige Tasmanien, der grundet minedriften og den efterfølgende forurening, har ødelagt al vegetation omkring den. Et hurtigt pitstop blev det til hér inden vi kørte ind igennem den (meget) lange vej gennem den tredjedel af Tassie, der stort set ikke er beboet og ned til Mount Field NP. Undervejs blev det hele dog lidt for spændende da vi var ved at løbe tør for benzin! Samtidig var mørket ved at falde på og 24-timers tankstationer er altså ikke udbredt på Tasmanien…! Heldigvis kunne et par gutter på en lille pub (dem er der til gengæld mange af!) vise vej til et hotel, der havde et tankanlæg i baggården! Velankommet i Mount Field NP gik vi på hovedet i seng for at være friske til næste dag. Campingpladsen hér var i øvrigt fyldt med wallabies, der hoppede rundt over det hele. Næste dag bød Mount Field på flere fantastiske vandfald og enorme eukalyptustræer, som var tilgængelige via en sti, der kunne gennemføres på et par timer.

Tilbage på landevejen igen kørte vi mod statens hovedstad, Hobart, hvor vi skulle mødes med Alex, Lars’ australske livredderkollega, der har været i Danmark flere gange og arbejde på stranden. Til Lars’ store overraskelse viste det sig at driftslederen fra kystlivredningen i Danmark, Anders, havde taget samme tur som et led i venskabsvisit med de livredningsorganisationer, som TrygFonden Kystlivredning har kontakt til i Australien! Rigtig hyggeligt var det og efter en kop kaffe på en café spurgte Alex om vi havde lyst til at tage med til Crowded House koncert samme aften. DET ville vi gerne – så vi røg af sted sammen med Anders, Alex og en række af hans kammerater. Koncerten var udendørs, men vejret holdt og det var en helt igennem fed oplevelse!

Vi parkerede camper’en foran Alex’ hus i bydelen Sandy Bay (hvor Mary boede!) og camperede dér natten over. Næste morgen gav Alex et par gode råd om sights og mulige ruter på vores videre færd inden vi takkede af og begav os videre på en turbosightseeing i Hobart.  Lidt over middag var vi tilbage til vejen mod Port Arthur – den berygtede fangekoloni, der blev etableret i midten af 1800-tallet. Tusindvis af britiske straffefanger blev deporteret hertil i løbet af de godt 30 år kolonien eksisterede. Siden da har området været hærget af mange skovbrande og det var derfor mest ruiner, der var tilbage. En anelse skuffende, men det tilhørende museum, der fortalte hele historien var mere interessant.

Ved aftenstid begav vi os nordpå mod Freycinet NP. Vi regnede ikke med at nå nationalparken før mørket faldt på og derfor fandt vi en gratis campingplads lige ved stranden (!) 70 km før parken. Fantastisk at falde i søvn til bølgeskvulp og stå op til turkisblåt hav of solopgang. Freycinet NP skuffede heller ikke – dette må absolut være den smukkeste nationalpark på Tasmanien – især den ubetalelige Wineglass Bay. Vi brugte ½ dag i parken og kørte så videre mod det smukke Bay of Fires, hvor vi igen overnattede på en gratis campingplads – også denne var på stranden! Lækkert! Det betød også at morgenen efter blev startet med en dukkert! Bay of Fires byder på utrolig lækre strande, men også sære og flotte klippeformationer ved Picnic Rocks i Mount William NP længere nordpå. Her brugte vi det meste af vores sidste dag inden vi kørte ind i landet for at se det flotte Saint Columbia Falls. Desværre kom vi ud for et mindre problem med bilen på vej tilbage mod hovedvejen. Bremseklodserne begyndte simpelthen at sige lyde pga. nedslidning. Efter forgæves at have forsøgt at kontakte udlejeren og efter at have konsulteret en tankstation blev vi rådet til køre tilbage til lufthavnen med bilen med det samme – men meget forsigtigt. Så vi tilbagelagde 200 km i snegletempo og nåede tilbage til Launceston kl. 21 om aftenen, hvor vi overnattede på en parkeringsplads og gik ind og brokkede os om morgenen til udlejeren. Det resulterede i $120 i kompensation! Sådan! Tasmanien-eventyret var nu slut og det har været en fantastisk tur – øen har ufatteligt meget natur at byde på og vi vender helt sikkert tilbage en dag.

Tilbage i Melbourne gjorde vi klar til at tilbagelægge de godt 900 km til Adelaide i bil. Turen tog 1½ dag og førte os via Great Ocean Road og et gensyn med De 12 Apostle samt en masse andre klippeformationer, som fx Loch Ard Gorge, London Bridge og Bay of Martyrs, som vi nød i solnedgangens skær. Natten tilbragte vi på en parkeringsplads ved stranden (igen) i Warnambool, som er næsten halvvejs. Resten af turen var ret kedelig, selvom dyrelivet afgjort satte lidt kulør på stemningen. Vi fik set vores første vilde koala ligesom et par emu’er krydsede vejen på et tidspunkt (dog lige lovlig spændende da emu-mor pustede sig op!).

Velankommet til McLaren Vale (40 km syd for Adelaide) blev vi modtaget af familien Martin, som består af far, Lee, mor, Sarah, søn, Nicky (15 år) og datter, Chloé (13 år). Lars mødte dem på Fiji for lidt over 3 år siden og de har siden holdt kontakten på e-mail. McLaren Vale ligge MEGET idyllisk i en dal med MASSER af vinmarker! Faktisk er området ét af de mest kendte i Australien og står bag mærker som Hardy’s og Rosemount. Martin’erne har været utrolige og taget rigtig godt imod os. Vi er blevet installeret i eget værelse og er blevet forkælet med god mad og selvfølgelig: vin! Lee tog os med på en vintur rundt om i området til nogle af de mange vingårde, hvor vi smagte et hav af de lokale vine, samt oliven, olier og oste – ja tak!! Herudover har dagene indtil videre stået i livredningens tegn. Nicky og Chloé er dybt involveret i den lokale livredderklub og Lars har deltaget lidt i træningen, der kulminerede med statsmesterskabet i weekenden, som vi var med til at overvære. En kæmpe begivenhed i øvrigt, der virkelig slår fast at livredning som sport (eller ’surf life saving’, som det hedder hér) er kæmpestort og er konkurrent til nationale megasportsgrene som footie og cricket!

Lidt af Adelaide har vi dog også fået set på to ture ind til byen. Adelaide har ca. 1,1 mio. indbyggere, dvs. ca. en tredjedel af Melbourne og det kan godt mærkes. Stemningen hér er mindre storbyagtig og skyskrabere der ingen af! Til gengæld er byen hyggelig og fyldt med gamle bygninger (ca. 200 år gamle…) Blandt seværdighederne var Mount Lofty, Parliament House, Adelaide Oval, War Memorial, Rundle Mall, Botanic Gardens og det mondæne Glenelg Beach.

Vi forlader Martin’erne og Adelaide tirsdag aften med bussen for at køre til den underjordiske mineby Coober Pedy og herefter videre til Alice Springs i hjertet af Australien, hvor vi skal se Ayers Rock og The Olgas og en masse andet! Herfra er det videre nordpå mod Darwin, men mere om det senere…

Vi håber, at I alle har det godt!

Mange hilsner

Katrine og Lars

Kære alle,

Først og fremmest, vil vi lige starte med at sige tak for alle de dejlige breve, mails og hilsner hjemme fra Danmark - det har varmet rigtig meget! 

Det er omkring tre uger siden vi sidst opdaterede log’en, og der er (igen) sket en del siden sidst – så traditionen tro kommer der endnu en halv australsk roman af forfatterne Husted og Trier.

Sidste uge i skole (uge 45) var en hård uge at komme igennem! - vi havde begge en stor grupperapport og en vigtig præsentation af samme. Tilsammen talte de 45 % af den samlede karakter i det pågældende fag og derfor var det ikke noget man kunne tage helt let på. Oven i hatten havde Katrine også en regulær eksamen i et andet fag om fredagen, der talte 40 %. Men vi fik det hele overstået og fejrede sidste skoledag med en fest i den føromtalte ’Swinburne Drinking Club’.  

Lørdag stod den på en tur til det berømte Melbourne Cup. I november måned er Melbourne fyldt med damer i prangende kjoler og hatte og mænd i jakkesæt på vej til ét af de 4 hestevæddeløb, der afholdes i løbet af måneden. Denne dag, kaldet Stakes Day, var det så vores tur til at trække i det fine dress. En dag på galopbanen går mest af alt ud på at have en hyggelig dag med venner og familie, hvor man ser løbene, drikker champagne og spiser maden fra den medbragte picnickurv. Vi havde desværre valgt den eneste dag med dårligt vejr, men trods dette blev det en hyggelig dag, hvor vi fik oplevet en begivenhed som betragtes som værende en vigtig del af australsk kultur (ikke mindst i Melbourne). Og til trods for at Lars har held i kærlighed (!) og ikke i spil forvandlede han alligevel $5 til $20 ved at spille på ét af løbene!

I uge 46 blev den omtalte grupperapport så afleveret, hvilket var den sidste rapport i rækken af utallige igennem semestret – skønt! Om aften havde Swinburne University arrangeret en ’Farewell Ceremony’ i Town Hall for alle de udvekslings studerende, hvor man fik overrakt et certifikat, som bevis på at man har gennemført et udvekslingsophold på skolen. Afsluttende var der vin og snacks og mulighed for at sige farvel til de studerende, der allerede skulle forlade Australien et par dage efter. Herefter fortsatte vi op på studenterpub’en for at mødes med nogle af gruppemedlemmerne fra rapportskrivningen for at fejre at mange ugers hårdt arbejde endelig var overstået.

Helt overstået var skolen dog ikke for dagen efter startede eksamenslæsningen. Men med en rejse der kommer stadig tættere på samt sol og 30 grader udenfor så er det altså utroligt svært at motiverede sig til at stikken næsen dybt i bøgerne. Heldigvis var der mulighed for et afbræk allerede to dage senere hos Lars’ kammerat Corey, der inviterede til BBQ hos hans forældre. Det var også vores første besøg i et australsk hjem og det var fint at komme mere ind under huden på australierne. Vi har dog efterhånden erfaret at der er milevidt mellem opfattelsen af en grillaften i Australien og en grillaften i Danmark. Hernede fyrer man blot op for gas grillen, smider nogle bøffer og pølser på, blander en hurtig salat sammen og servere det hele med en gang brød og ketchup til. Det drejer sig ikke så meget om maden som vi kender hjemmefra, men mere om at socialisere rundt om grillen med en kold øl – hvilket vi jo selvfølgelig synes er helt okay – men savner nu alligevel lidt gourmetoplevelsen!

I tirsdags mærkede vi bestemt at tiden i Melbourne synger på sidste vers – det var dagen da vi sagde farvel til vores bofæller Lucie og Paul. Lucie’s kæreste ankom torsdagen forinden, så de sidste dage inden deres afrejse var vi 5 i lejligheden – med Paul forvist til sofaen. Om søndagen holdt vi afskeds BBQ i Albert Park. Det blev til en grill aften ved søen i parken mellem palmerne og med udsigt til Melbourne skyline – en perfekt afslutning på vores tid sammen i Melbourne.

Men kort tid tilbage i Melbourne måtte vi onsdag skippe eksamens læsning og lege turister i Melbourne. Det blev til en tur på statsbiblioteket for at se den tidligere omtalte Ned Kellys rustning (mest for Lars’ skyld!) og en rundvisning i statsparlamentet (der tidligere har været nationalparlament). Aftenen blev rundet af med en tur i biografen til premieren på den nye James Bond film og en middag på Lygon St som er den italienske bydel i Melbourne.

Vi synes begge, at vi igennem gruppearbejdet og livet på skolen har mødt nogle fantastiske mennesker, der har gjort vores ophold på Swinburne til en sjov tid. Derfor besluttede vi os for at inviterede disse mennesker til ’Casa del Dane’ til en afskedsmiddag. Og i november måned hvad passer sig så mere end en DANSK julefrokost? Med en ihærdig indsats fandt vi sild og rødkål i IKEA og rugbrød, leverpostej og medister blev indkøbt hos den danske bager i forstaden Frankston. Viking Danish Bakery er ejet af en dansker, der forlod Danmark for 38 år siden for at sælge dansk wienerbrød og rugbrød i Australien. Så fredag aften stod menuen på sild og karrysalat (sidstnævnte kunne ikke opdrives, så den måtte vi lave selv), æg og rejer, leverpostej og rødbeder, medister, frikadeller og rødkål, og selvfølge risalamande til dessert (måtte undvære kirsbærsovsen, da den heller ikke kunne opdrives). Det var en succes – maden var næsten som derhjemme – og australierne var vilde med det (selv silden kunne de lide!?!).

Men tiden i Melbourne er som sagt ved at være forbi med kun 3 dage tilbage. Katrine afsluttede hendes sidste eksamen i fredags og Lars har sin sidste på onsdag. Torsdag morgen sidder vi på flyet til Tasmanien og siger farvel til Melbourne som har været vores hjem i 4 mdr. Der er mange ting, der skal nås inden, så vi er sikre på at de næste dage hurtigt skal få en ende. Vi planlægger stadig lidt på vores tur, men vi er ved at have styr på en stor del af den – helt frem til nytår faktisk. Det hedder stadig en uge på Tasmanien, 3 uger i ’outbacken’ og 5 uger på østkysten.

Den sidste aften i Melbourne har vi besluttet at bruge i biffen (?). Det skyldes at filmen ’Australia’ med Nicole Kidman og Huge Jackman har premiere. Filmen har fået massiv omtale hernede og skulle efter sigende være en 2½ timers hyldest til australsk natur, kultur og identitet – så den er måske meget passende at slutte epoken ’Melbourne’ af med.

Det var alt for denne gang! Vi håber, at I alle har det godt og ser frem til juletiden – vi ved ikke hvornår vi igen kan komme til at opdatere log’en, men vi vil prøve at gøre det så ofte som muligt.

Mange hilsner

Lars og Katrine

Kære alle,

Endelig en opdatering fra Melbourne, Victoria, Australien…!

Vi beklager den lange pause i føljetonen, men den seneste tid har vores tanker været optaget af en række meget sørgelige hændelser hjemme i Danmark: Der har været to dødsfald på meget kort tid i Lars’ nære familie, hvilket har været en utrolig hård melding at få når man befinder sig så langt hjemmefra som det er tilfældet..

Paradoksalt nok har vi også fået en hel del gode nyheder fra vennefronten derhjemme. Hele to beskeder om graviditet er det blevet til (indtil videre…!) og det er selvfølgelig super spændende!

På godt og ondt har de sidste uger derfor slået fast at alt vil være forandret når vi igen vender hjem til vinter.

Trods et virvar af tanker og følelser har oktober dog også budt på mange oplevelser, så sæt Jer endnu engang godt tilrette med kaffen og bered Jer på lang smøre!

For det første er sommeren endelig ved at få tag i Victoria og det har betydet at man endelig har kunnet finde de korte bukser frem og bl.a. inkassere Lars’ fødselsdagsgave fra nogle af de danske studerende på Swinburne University. Gaven var en grill-aften i det prominente Brighton (en forstad til Melbourne), hvor de 4 piger deler et stort ’beachhouse’ med 3 australiere. Denne dag bød også på første dag på stranden – lækkert!

Old Melbourne Gaol er Melbourne’s gamle fængsel som frem til 1929 husede nogle af de mest berygtede og notoriske kriminelle i Australien og 135 fanger måtte således ende deres dage i galgen hér! Siden 1972 har stedet været én af de mest besøgte turist attraktioner i Melbourne og destinationen for Lars’ og Paul’s besøg for godt 2 uger siden. Fængslet husede bl.a. den berømte landevejsrøver Ned Kelly, kendt som Australiens ’Robin Hood’, der i 1880 blev hængt efter gentagne sammenstød med politi og den engelske kolonimagt. Udover fængslet og galgen var der mulighed for prøve at blive anholdt og fængslet af en (meget) overbevisende politi-skuespiller i det tilstødende, forhenværende City Watch House. Sidstnævnte betød bl.a. at både Lars og Paul fik udvidet deres australske bandeords-forråd betragteligt efter at være blevet kaldt bl.a. ’wankers’ og ’cactusheads’ i en time!

Færre bandeord og mere kærlige toner blev det til da Katrine var til koncert med ingen ringere end Stevie Wonder i Rod Laver Arena (hjemsted for Australian Open Tennis) sammen med én af pigerne hjemme fra Handelshøjskolen. En fantastisk aften med masser af god stemning og musik.

En sviptur uden for staten er det også blevet til med en weekend i nationens hovedstad, Canberra, der på aborigint sprog faktisk betyder, ’kvindebryster’! Canberra ligger ligesom Washington D.C. i sit eget mini-territorium og har også arkitektoniske ligheder med den amerikanske forbundshovedstad med regeringsbygninger, alléer, obelisker mv. Måske ikke så mærkeligt af den grund at Canberra er udtænkt og tegnet af en amerikansk byplanlægger, da rivalerne Sydney og Melbourne ikke kunne enes om hvilken by, der skulle være hovedstad. Løsningen blev et kompromis: Nemlig at bygge en helt ny by cirka midt mellem de to storbyer i staten New South Wales! Resultatet blev Canberra, en by på størrelse med Århus, der ligger på en slette midt ude i intetheden og hvor over en tredjedel af befolkningen arbejder i forbundsregeringen.

Velankommet lørdag morgen efter en meget tidlig afgang fra Melbourne lejede vi cykler fra vores hotel og begav os af sted mod centrum. Byens begrænsede størrelse betød at vi nåede at se Parliament House på Capitol Hill, Old Parliament House – inklusiv den permanente aborigine protest i form af en teltlejr foran bygningen, Højesteret, ambassadekvarteret, hvor alle ambassader er bygget i det pågældende lands byggestil (kontrasten var stor mellem de mægtige kinesiske og amerikanske ambassader med security og det hele, og så den danske, der mest af alt minder om et lille sommerhus), en tur i botanisk have, udsigt fra Black Mountain, rundtur om den kunstige Lake Burley Griffin inden vi kørte hjemover for at nyde en øl og en middag på en hyggelig belgisk pub.

Søndagen rummede næsten den største oplevelse, nemlig Australian War Memorial, der er en kombination af et mindesmærke for dræbte australske soldater og et kolossalt museum om Australiens engagement i krige rundt om i verden. Imponerede var det og efter mere end 3 timer var vi stadig ikke færdige, men måtte af sted mod lufthavnen og flyet hjem. Museet var virkelig en ’eye-opener’, der gjorde os opmærksom på at trods Australiens unge historie som nation og dens afsondrede beliggenhed, så har krige præget landet og befolkningen i en afgørende grad. Således døde fx mere end 60.000 australiere i skyttegravene i Europa under 1. verdenskrig...

Hjemme igen gik der dog ikke lang tid før der igen var rejseplaner i luften. Sammen med sin svømmemakker, Duc, tog Lars i denne weekend til kystbyen Torquay, et paradis for surfere fra hele verden. Grundet nogle geologiske og meteorologiske forhold har dette sted, 1½ time fra Melbourne, ideelle forhold til surfing. Det måtte selvfølgelig testes af en ægte vandhund, der således tilbragte 3 dage i bølgerne. En fed oplevelse, der absolut skal gentages når vi senere kommer til vandet igen på østkysten.

Skolen synger på sidste vers – i hvert fald når det komme til almindelig undervisning. Fredag er sidste skoledag og signal til eksamenslæsning. Inden da skal den sidste hurdle, en større gruppeopgave, overstås, men det er svært at finde motivationen. Dog hjælper det lidt at tænke på afslutningsfesten i Drinking Club’en fredag aften og Stakes Day lørdag. Stakes Day er en del af det berømte Melbourne Cup: Et hestevæddeløb, der samler hele byen – hver især i sit stiveste puds – for at spille på heste. Mandag er det tilbage til virkeligheden og læsningen, men planerne for hvad der skal ske 3 uger senere er så småt ved at tage form.

Tasmanien, den 27. november, er første mål. Derefter går turen mod Adelaide, hvor vi skal bo hos en familie, Lars mødte på New Zealand for 3 år siden. Senere går turen videre op gennem ørkenen til Alice Springs og den berømte Ayers Rock. Herefter skal der holdes jul i 45 graders varme sammen med krokodillerne i Darwin inden vi flyver til Cairns til en tiltrængt dukkert ved Great Barrier Reef. Herfra går turen i stille og roligt tempo til Sydney, hvor vi planmæssigt flyver hjem den. 31. januar.

Så vidt herfra! Hav det rigtig godt alle sammen!

Mange hilsner fra

Katrine og Lars

Hej alle,

Så er der nyt her fra Melbourne. Siden sidst har vi fået en hel del ind på oplevelseskontoen så hold godt fast for nu starter løjerne!!

Den 19. september fik vi ferie fra skolen efter en relativt hård uge, hvor alting skulle gøres færdig så vi var klar til at udnytte de hårdt tiltrængte fridage fuldt ud. Først på programmet var hr. og fru Triers ankomst til Melbourne Airport kl. 06.00 (!!!) fredag morgen. Kl. 04.30 tumlede vi ud af sengen for at komme med tog/bus til lufthavnen for at hente dem. Men det var hele umagen værd – det var skønt at se dem igen og der blev krammet en hel del inden vi tog en taxi hjem til St Kilda.

Vel tilbage blev det til morgenmad inden vi puttede Conny og Kim på hotellet, som ligger 50m væk fra vores lejlighed – ret praktisk. Fredag aften blev det til en hyggelig middag hjemme på Marriott St og en god flaske vin inden vi alle gik i brædderne oven på en lang dag.

Lørdag tog vi så fat på oplevelserne: Vi havde lagt et program, der hed Melbourne lørdag/søndag, Sydney mandag til torsdag, fridag fredag, roadtrip på Great Ocean Road og nationalparken The Grampians lørdag/søndag, afslapning mandag inden de skulle hjem igen tirsdag!

I Melbourne fik vi lejlighed til at se mange af de ting vi ikke selv har fået set endnu, såsom Royal Exhibition Building, Chinatown, Fitzroy Gardens og Cook’s Cottage (den hytte som Kaptajn Cook voksede op i – den er blevet flyttet til Melbourne fra England). Søndag var den helt store attraktion så Queen Victoria Market, som jo er vores foretrukne seværdighed her i Melbourne. Her blev der bl.a. indkøbt 4 kæmpe 400 g bøffer (!) til den nette sum af omkring 100 kr. Inden bøfferne røg på panden var vi nede på molen i St Kilda og se de små pingviner gå i seng efter en dag på havet. Igen en super god oplevelse med de små væsner.

Mandag morgen endte med at blive lidt hektisk da rejsearrangørerne (Katrine og Lars, red.) valgte at sove over sig med godt en time!! Vi nåede da heldigvis at komme ud af døren til tiden og kom ind til byen og kom med lufthavnsbussen. Til middag var vi så i Sydney, hvor den næste udfordring hurtigt meldte sig: Rejsearrangørerne (Katrine og Lars, red.) havde undervurderet situationen ved at reservere værelser på et hostel, der vidste sig at være det rene disko dasko! Ikke lige sagen for 4 ivrige turister, der gerne vil tidligt op… Det blev derfor efter én nat hurtigt besluttet at forlægge til et nærliggende hotel i stedet.

Udover denne lille oplevelse var Sydney fantastisk. En utrolig smuk by (pænere end Melbourne) med masser af seværdigheder. Det blev bl.a. til gåtur i Botanical Gardens, gåtur på Sydney Harbour Bridge, rundtur i det historiske og hyggelige The Rocks, kaffe i det idylliske Darling Harbour (hvor Kim lærte, hvor mange pandekager man kan spise før man bliver dårlig…), udflugt til Den Olympiske Park og Bondi Beach, (mest for Lars’ skyld), en tur til Sydney Aquarium (ét af verdens største!) for Kim og Lars, aftenudsigt over Sydney fra Sky Tower og selvfølgelig indtil flere ture til Operahuset. Det sidstnævnte står som én af de absolut mest fantastiske oplevelser – et overdådigt bygningsværk som man ikke kan blive træt af at se på (hvilket også forklarer de 1500 billeder vi tog af det..). Man er en stolt dansker når rundturs-guiden igen og igen nævner og roser arkitekten bag mesterværket: danske Jørn Utzon. Én af de mindre officielle, men rigtig gode oplevelser i Sydney fik vi på den lokale pub, The Frisco Hotel, hvor vi onsdag endte med at vinde 25 omgange (!) i en lodtrækning!!! Behøver vi at sige, at vi var populære denne aften? – det blev i hvert fald til en god sludder med nogle af de lokale og vi havde en rigtig sjov aften, der varede lige indtil lukketid.  

Hjemme i Melbourne igen blev det til fridag om fredagen, hvor vi desværre også måtte kigge på lidt lektier for at kunne holde trit med afleveringsfristerne. Men om aftenen var det tid til Lars’ fødselsdagsgave fra svigermekanikken! Alt var blevet holdt hemmeligt lige op til afsløringen. Det viste sig at være en middag på The Colonial Tramcar Restaurant – den første og vist nok eneste sporvognsrestaurant i verden! Det var en utrolig hyggelig oplevelse – mens Melbournes gader gled forbi sad man og nød en 3-retters menu med vin i rigtig kolonitidsstemning vartet op af energiske tjenere. En enestående oplevelse og det var en glad svigersøn, der takkede af (men først efter et besøg på stampub’en i St Kilda...)

Lørdag morgen var vi oppe tidligt og tog ind til byen for at leje en bil. Det blev en racer af en Ford Falcon og kl. 10 var vi af sted på (venstre side af) vejen mod Great Ocean Road. Lars fik prøvet en 8-sporet motorvej såvel som kringlede bjergveje på vej mod destinationen: De 12 Apostle – de dramatiske klippeformationer. Der var mange turister da vi nåede frem (4 timer senere!) men det hindrede os ikke i at nyde den smukke udsigt. Vi måtte dog sætte farten op for at nå den næste destination: The Grampians National Park, inden mørkefald. En stor del af vejen frem til motellet gik nemlig gennem selve nationalparken med fare for kænguruer på vejen. Det er et kendt fænomen og vi havde ikke lyst til at få Skippy som kølerfigur på bilen. Vi nåede det heldigvis (det var Kim, der kørte…) men så både vilde wallabies (de små kængurer) og emu (dem, der ligner en struds) på vejen gennem parken. Vel fremme ved motellet vidste det sig oven i købet at den store plæne foran motellet var hjemsted for vilde kænguruer!!! De stod ganske fredeligt og spiste græs da vi ankom! Selve byen vi boede i, Halls Gap, mindede mest af alt om det den er: en mikroskopisk by i bjergene med en købmand, en grill og en tankstation.

Søndag gik vi så på opdagelse i Nationalparken og så bl.a. MacKenzie Falls (et vandfald), The Balconies og The Pinnacle (begge udsigtspunkter). Især den sidste satte Conny og Kim på lidt en af prøve, da stien vidste sig at blive afløst af spring fra sten til sten over halvdelen af vejen. Vi overlevede dog og blev også belønnet med en smuttur til den lokale vinbonde, hvor der blev smagt på det lokale bryg, Shiraz og ’Cab Sav’ (jep, det er slang for Cabernet Sauvignon!). Dagen bød også på fodring af kænguruer og wallabies (med unger i pungen) og et smugkig på en koalabamse – tjek billederne! Aftenen blev rundet af i forhaven med grill, lokal vin og kænguruer springende omkring os – mere australsk bliver det ikke!

Mandag morgen var vi tidligt oppe for at køre tilbage til Melbourne med bilen. Kl. 10 var vi tilbage og resten af dagen blev brugt til afslapning. Om aftenen spiste vi middag sammen i St Kilda. Tirsdag var så den tunge dag, hvor vi måtte sige farvel til Conny og Kim og sætte dem på flyet hjem til Danmark. Der blev krammet igen (måske lidt mere denne gang…) og så var det ellers farvel. En lidt underlig fornemmelse efter have tilbragt en masse gode dage sammen og næsten følt sig hjemme i Danmark igen og så var man pludselig tilbage i virkeligheden igen. Lektier og skole er igen på programmet og weekenden er også sat af til det samme. Lyspunktet er dog oktoberfesten på vores stampub ”The Local”, som i dagens anledning har importeret 30 forskellige tyske øl!

Igen blev det til en lang smøre, men vi havde simpelthen bare en masse på hjerte! Hav det rigtig godt derhjemme alle sammen og bliv ved med at sende hilsner – det er skønt at høre hjemmefra og vi beklager at alle ikke bliver besvaret lige hurtigt, men vi prøver:)

Mange hilsner fra Katrine og Lars

Kære alle,

Så er det vist på høje tid med en opdatering fra livets gang i Melbourne! Der er gået 3 uger siden I sidst har hørt fra os, så bered jer på en lang smøre:)

Vi er efterhånden faldet rigtig godt til i byen og på skolen og har fået en hverdag op at køre med skole, lektier, svømning, løbeture og social aktiviteter.  Det sidste har især været centreret omkring en nylig dannet forening på skolen med det flatterende navn: Swinburne Drinking Club (!). Trods navnet så har foreningen faktisk et hæderligt formål – nemlig at fremme socialt samvær mellem de studerende på skolen, gerne over en øl på den lokale pub. Lars’ læsegruppemakker, Matt, fra vores strategi-fag er tovholder på projektet, der blandt indebærer personlige medlemskort med unikke øgenavne (!). Så Lars går fra nu af under dæknavnet ”The Dane”. Mange af de andre udvekslingsstuderende er også med i foreningen og det er rigtig hyggeligt at mødes en gang om ugen og ”catche up”.

Skolen er fortsat noget af det der fylder mest – projekter og opgaver skal laves og afleveres til specifikke deadlines, lidt ligesom i gymnasiet, men med den undtagelse, at man ikke lige kan fedte sig til 2 dage ekstra! Indtil videre har vi afleveret et større marketingsprojekt og efter ferien, som (heldigvis) er meget nær nu skal der afleveres individuelle, større opgaver i forretningsstrategi samt international marketing. Derudover er der masser af uge-opgaver samt præsentationer, der også skal forberedes. Det kræver en sund prioritering.

Men selv om mængden af hjemmearbejde er stor, så er niveauet mere til at overskue. Generelt bærer undervisningsstilen meget præg af, at der er tale om udenadslære. Opgaver handler meget om at gengive stof, men ikke så meget om at forholde sig kritisk til det selv og mange af prøverne er multiple choice spørgsmål. Et eksempel er at Lars’ skulle lave en test i international handel – gennemsnittet i klassen var 1,5 ”marks” ud af 10 mulige og læreren måtte trøste alle med at det også var en rigtig svær test. Lars fik 7,5…

Turister får vi også leget lidt. Forrige weekend gik turen til St Kilda Beach. 15 min. gang fra lejligheden og man står på en esplanade, der bringer tankerne hen på Sydfrankrig! Palmer, cafeer, tivoli og hvid sandstrand! I den ene ende af stranden er der en lang mole ud til en stensætning, hvor de berømte dværgpingviner kommer ind hver aften ved skumringstid for at sove. Kl. 6 stod vi klar og i løbet af den næste time kom der 10 – 15 små, nuttede pingviner ind for at gå i seng mellem stenene. En fantastisk oplevelse!

Forrige søndag tog Lars og Paul, sammen med Lars’ svømmemakker Duc, ind for at se de lokale fodboldhold, ”The Saints” spille mod AFL-ligaens ypperste hold, ”The Cats” på Melbourne’s berømte og enorme stadion, MCG (Melbourne Cricket Ground). I toget på vej til stadion får Lars pludselig øje på en mand, der virker bekendt – ja han minder faktisk utrolig meget om ”Hector” fra storfilmen ”Troja” med Brad Pitt. Og jo, gudhjælpemig, om ikke det er Eric Bana, der står med ”The Saints” halstørklædet om halsen klar til at heppe på hjemmedrengene!!! Skulle nogen derhjemme være så uvidende at de ikke er klar over, hvem Eric Bana er så kan vi oplyse at han spiller hovedrollen i film som ”München” instrueret af Steven Spielberg og ”Hulk”. Desuden spillede han en større rolle i ”Black Hawk Down”. Han er australier og det vidste sig senere (da vi lige tjekkede ham på internettet), at han bor i St Kilda området og er storsupporter af holdet. Selv om det var lidt fladt måske, så kunne vi ikke lade være med lige at hilse på ham. Han virkede meget flink og spurgte om, hvad vi syntes om sporten, men omvendt fornemmede man også at han ikke var ellevild med at blive genkendt, så vi takkede hurtigt af og han smuttede videre. Men en oplevelse for os var det – især Paul, der læser medie/filmvidenskab, var helt oppe og køre! Desværre endte kampen med et sviende nederlag til hjemmedrengene fra St Kilda.

Hverdagene går som regel med hjemmearbejde, men i løbet af forrige uge var der også tid til at tage til $12 all-you-can-eat barbeque på en pub i St Kilda (kaldet ”The Saint”). Her er der kylling, steaks og grillspyd i overflod. Lige noget for drengene! Duc og Lars vandt oven i købet gratis øl i det i baren opsatte ”Wheel of Fortune”. Lars måtte dog se sig slået på appetitten af amerikanske Keian, der satte 6 imponerende megaportioner til livs!!! Lars blev slået med 2…

Hygge blev det også til i torsdags da vi var på byrundtur med alle de udvekslingsstuderende arrangeret af skolen. Arrangementet var meget dårligt arrangeret, men heldigvis fandt vi da selv ud af noget bedre og endte med at tage på det lokale bryghus, hvor man kunne få hjemmebryggede ales og sidde i bløde lædersofaer. Sådan!

Ugens bedste dag(e) har dog været her i weekenden hvor vi har fejret Lars’ 25-års fødselsdag. Lørdag aften var alle danskerne fra ASB i Århus, samt Paul, Lucie, Duc og to aussies inviteret hjem til øl og snacks, hvorefter vi fortrak ned i byen til en mexicansk restaurant. Dog måtte Lars igennem et sandt kanelbad inden vi kunne komme af sted:) Meeen, han var forberedt og havde klædt sig efter det! Tyskerne var helt vilde med traditionen og australierne synes vist bare vi var mærkelige:) Som aftenen skred frem var vi på at par af natklubberne på Chapel St i Windsor-området og kl. 24 blev der sunget fødselsdags sang på både engelsk og dansk!

Klubberne lukker kl. 2, så der var ikke meget at gøre derefter end at rufle hjem i seng. Men så var vi til gengæld friske om morgenen, søndag, til at fejre Lars’ ”rigtige” fødselsdag med en mini-trekkingtur til Dandenong Ranges – en nationalpark, der ligger 1 time væk med tog. Paul og Lucie var med og sammen havde vi en rigtig god naturoplevelse i parken i løbet af eftermiddagen.

Om aften havde Katrine (hemmelige) planer om en middag og den fik vi så på ”The Local” – en ekstremt hyggelig tysk/britisk pub i nabolaget. En perfekt afslutning på 1½ dags fødselsdag!

Vejret var også med os begge dage – lørdag aften var det 24 (!) grader og søndag måtte vi trække shorts’ene på for at kunne holde ud af gå i skoven! I dag, mandag, er vi dog tilbage på mere forårs-agtige 14 grader. Omskifteligt – det er Melbourne på en prik!

Og der er stadig gode oplevelser i vente: På fredag ankommer ”Trier’ne” til Melbourne og vi glæder os helt vildt. Planerne hedder stadig Sydney og så skal vi en tur rundt i Victoria og smage vin, se klippeformationer og kænguruer og ellers bare slappe af!

Nu blev det en ret lang omgang, men vi skal nok prøve at opdatere lidt oftere og i lidt mindre portioner – vi håber I kan klare det:)

Til slut: MANGE TAK for alle fødselsdagshilsnerne (og hilsnerne i det hele taget!) – det er bare superdejligt! Forresten – skulle nogen have forsøgt at skrive SMS’er til vores danske tlf.-numre, så er de desværre lukkede indtil vi kommer hjem igen.

Hav det godt derhjemme!

Mange hilsner fra Katrine og Lars