Det er søndag aften i Dar es Salaam. Vi er kommet ind med båden fra Zanzibar i regntidens skyld og blæst, med flere søsyge passagere ombord...:(

Vi har nu drukket vores sidste passionjuice og spist de sidste billige tropiske frugter. Det er tid til at tage afsked, sige farvel og tak og skrive den sidste beretning inden vi kører mod lufthavnen. Jeg forstår det stadig ikke.

I et sentimentalt, glædeligt men også vemodigt øjeblik vil jeg prøve at samle lidt op, konkludere og se tilbage på alt det jeg fik, tiden der gik.

"MIT AFRIKA"

Mit Afrikanske eventyr synger på aller sidste vers. 4,5 måned er, tror det eller ej,  gået siden jeg sad hjemme i Ølgod i november kulde og mørke, med sommerfugle i maven, uvidne om hvad der ventede mig under syden sol.

Nu har jeg været her! Jeg har set det jeg ville, jeg har oplevet Afrika, i øst og vest, på godt og ondt. Jeg har været tæt på og jeg har iagttaget fra afstand. Jeg er blevet glædeligt overrasket, fået sus i maven, blevet draget væk i afrikanske rytmer, farver og smil. Men jeg er også blevet både frustreret og skuffet.

Jeg synes jeg har erfaret at der ikke findes et endegyldigt svar på den perfekte tilværelse, det perfekte samfund, det perfekte menneske - Det perfekte liv. Jeg ved nu at alt er "både og" og at verdenen er en regnbue af nuancer. "Lykken" som vi kalder den og higer efter har ingen opskrift og intet hjem. Jeg tror den findes det sted hvor kærligheden gror, hvor tiden er og meningen forståes og bliver skabt på ny.

Livet har igen overrasket mig og prøvet mig af, skubbet mig helt ud til kanten. Livet har mødt mig i skarpe sving på vejen og i solnedgangens stilhed. Mødet med et kontinent der er SÅ anderledes end mit eget, har provokeret mit liv til at få en ny demintion og blive sat i et nyt perspektiv. Mange indtryk har medført dybe aftryk.

Jeg har en fornemmelse af at jeg fandt det jeg søgte. Jeg fandt meningen. Eller i hvert fald et par brikker af den til mit evige puslespil. Jeg fandt og fik undervejs en større tro på mig selv som menneske og eksistens i en større sammenhæng. Jeg fandt mit ståsted i en verden der strækker sig vidt og bredt, på flere måder.

Samtidig blev jeg på ny bekræftiget i at noget er større end mig selv. Jeg må sætte min lid og min tro til det. Alene formår jeg langt fra alt og faktisk nyder jeg at kunne hvile i, at jeg ikke skal klare ALT selv. Selvom det kan synes svært i et samfund der råber af mig, skubber til mig og tvinger og til at blive individualist.

DET VAR DET HELE VÆRD!

Undervejs har jeg fået anledning til at lade alle mine tanker sive ud og opsamle dem i en lang perlekæde. Hele min lille verdens situation er blevet roteret og tiden i Dakka gav mulighed for at "rydde op" og se tilbage på de første 20 år af mit liv. Fortælle min historie på ny og få en større forståelse og tro på mig selv. Jeg synes jeg er blevet klogere:) Især på mig selv men også på verdenen om alt det den er skabt med. Jeg har fået ekstra mod på livet og glæder mig til min "videre rejse".

Jeg elsker at se min horisont udvides, at krydse endnu et ocean og se den samme sol gå ned, mens vinden løfter nye indtryk, lyde og lugte og et væld af smil. Det er det jeg elsker ved at rejse, det er får min til at blive ved. At mærke min rygsæk blive tungere og vende hjem med fornyet kræfter.

Jeg synes verdenen rummer mange uforklarligheder, man uretfærdigheder. Jeg oplevede meget jeg helst ville glemme, men som ikke kan glemmes. Jeg har prøvet at skrive og snakke mig ud af disse øjeblikke, men det er svært. Jeg kan ikke redde hele verden. Men jeg kan være et plaster på såret for en stund, en skuldre at læne sig op af. Jeg kan holde en syg kvindes hånd eller græde med hende over hendes døde barn. Og det er nok for mig! Det giver mit liv mening.

Det handler om at få det bedste ud af livet, lige nu. Tage billedet i dag, synge sangen i dag og ikke udskyde alt til i morgen. Alt har en tid. Og nu er det tid til at sige: Sai wata rana: Farvel til vi mødes igen! (hausa)

I skal alle have TAK fordi I læste og så med! Tak for jeres tanker og hilser undervejs. I skal vide at jeg er stolt og glad for at have alle jer at vende hjem til.

Jeg logger af for denne gang!

På kærligt gensyn!

Kristina Anna

Langs Zanzibars kyster ligger nogle billedeskønne sandstrande. Det var svært at vælge, men igen måtte vores brugte buget afgøre det. Det vil sige at vi faktisk ER gået lidt mere på kompromis, det bliver man vist nød til hvis man bare vil have en smule luksus her..

Valget faldt på østkystens Jambiani beach hvor vi bor i en lille hytte ("bongalow") "Right on the beach"! Her er en lille, god restaurent og ellers stille og roligt med kun 4 andre gæster, som ironisk nok også er fra nordens yndige land. Lidt typisk når vi nu nærmest ikke har set skyggen af andre danskere på resten af turen. Men men, de er nu rigtige søde, københavnere:)

Vi bader når tide vandet er inde, samler muslinger når det er ude, går ture langs stranden og ellers laver vi vist ikke andet end at spise god mad og dase i solen i palmernes skygge og under en sivparasol når regntidens skyld kommer.

Her er hyggeligt, fredeligt og bare skønt! Det har vi set frem til siden vi begyndte at planlægge turen for et år siden:)

Vi får massage af de lokale kvinder og snorkler mellem farverige fisk og koreller. Det er da livet, ikk sandt!!?:)

Jeg vil skynde mig tilbage... 

Glædelig påske!

Vi er kommet til turisternes ø, Zanzibar, med tårnhøje "påske-priser", turkisblåt hav, hvide strande og hvide ansigter alle vegne. For vi er vist ikke de eneste der har tænkt sig at fejre påskeferie her!

Vi bor i den gamle bydel, Stone Town, med små hyggelige, smalle gader og et hav af butikker, cafeer og restaurenter som servere iskolde smoothies, frisk juice og alt godt fra havet...

Vores rute tog dog en dramatisk drejning efter vi ankom til Tanga fra Mombasa. Vi skulle derfra sejle til en anden paradis ø, Pemba men måtte istedet tilbring 4 lange dage på et lille privat hospital. Marianne var så uheldig at blive ramt både af malaria og maveinfektion. Jeg tror ikke hun kan mindes hun har været så syg før. Det var noget af en forskrækkelse for os begge! Men efter medicinkure og 2 dage med drop var der håb forude. Vi klarede den heldigvis og besluttede at fortsætte turen trods alt. Og Zanzibar var det rette sted at få hvilet ud og komme til kræfter igen. 

Her på Zanzibar har vi hørt flere sørgelige historier om de utallige slaver der har mistet deres liv i arabernes hænder. Det er så grusomt og blev først endelig afsluttet i 1909! Uhyggeligt.

Vi besøgte en stor katadral som er blevet bygget af en englænder til minde om slaverne. Højalteret var placeret lige der hvor handlen foregik, hvor slaverne var lænket og blev pisket. Vi så endda også de små kamre under jorden hvor slaverne lå oven i hinanden og ventede på at blive solgt - eller måske dø!

Zanzibar er også kendt for alle deres krydderier der vokser på trærerne og i tidenes løb har været øens varemærke. En af dagene skal vi på en såkaldt "Spice tour" hvor vi skal rundt og se, lugte og smage.. Det bliver lidt sjovt, når man derhjemme fra kun ved hvordan de ser ud kværnet i pose.   

Hver aften forandres den kedelige havnepark sig til en stor "markedsplads" med sælgere og lange baner af div. fisk på spyd, brød, frugt og boder hvor man kan få friskpresst sukkerrørsjuice, som de laver på stedet. Der er meget og mange at iagttage, billigt og godt mad, hvis man vel at mærke er til blæksprutter og den slags:) Så der må vi ned forbi i aften også...

I dag er det lørdag og vi har allerede været i den varme havneby med "natural aircondition" i 4 dage. Her er fedt, men hedt sammenligenet med Nairobi og omegn!

Vi ankom drivvaade onsdag aften og fandt omsider et nice buget hotel efter 3. forsøg! Denne gang kunne vi ikke helt gå på kompromis med vores buget, da der ingen vand var og toilettet ikke havde set en toiletbøste i noget tid, samt andre ting. Det var i det hele taget skumle steder hvor der på vej op af trappen på vægen stod advarsel mod at få prostituerede med op! Hvilket hyggeligt sted..

Mombasa ligger helt ude ved kysten og er en gammel handelsby, hvor kinesere, indere, arabere og portugisere handlede alt fra porcelæn til krydderier og slaver. Vi hørte en del om historien, men kun lidt om slaverne som naturligt nok er bagsiden af byens historie og er noget de ikke må snakke om.

Vi vandrede rundt i den gamle hyggelige bydel og besøgte Ford Jesus som er et stort ford som portogiserne rådet over fra 1500tallet og frem til araberne kæmpede sig til magten og for alvor satte gang i slavehandlen.

Som det gør sig gældende for resten af kysten, måde i Kenya og Tanzania er en stor procentdel af befolkningen her muslimer. Det giver sig til udtryk i deres evige kalden og råben og snakken i de store megafoner fra de omkringliggende moskeer. Fra 5.30 til solen går ned, ca 4 gange dagligt! Det er til at blive skør af!? En yderst "mærkelig" religion. Jeg kan ikke forstå hvorfor det behøver at "gå ud over" så mange andre der ikke følger deres religion. Det virker så dominerende. Det samme gør de utallige stort klædte og helt tildækkede kvinder der vimser rundt. Det er noget der virkelig er svært at forstå og gør et foruroligende indtryk. Især når mændende virker så magtfulde og påtrængende. Det virker lidt skræmmende.

Men derud over har vi været på krokodille farm og set over 10.000 store og små krokodiller, det var vildt og sjovt! Vi holdte endda en 6mdr gammel krokodille og så dem blive klækket ud af skallen. Og højde punktet, vi så dem blive fodret og smagte selv krokodillekød! Hvilket faktisk smagte ganske godt:)

Ellers gik tiden med at drikke frisk passion juice, besøge et handicaphjem hvor de lavede smykker og andre flotte ting og så skulle det jo prøves.. Jeg fik lavet fletninger! Så blir man da ikke mere afro-freak:) 

"HARDCORE PRUTTERE"

Vi er ved at være kommet til det punkt på rejsen hvor de eneste par bukser jeg har, efter 3 lapninmger for alvor er sprækket mellem benene! De solblejede og forvaskede t-shirts bruges flere dage i træk for at spare og huden på de forskolede skuldre har taget revance.

Vi har for længst lagt "søde-pige-rollen" bag os og er blevet hvad vi slev kalder de "Hardcore pruttere"! Vi kører linen ud og bliver selv ret overrasket når det lykkes at skærer over 2/3 af startprisen! Vi har fundet ud af at vores flinke "nej tak" og reageren på deres pift eller råben kun gør dem endnu mere ihærdige!! "(Jamen, kom nu - køb da bare een vand, et stykke tyggegummi, kom nu, bare een!! Jeg har ikke solgt noget hele dagen!" Efterfulgt af bedene øjne) For hvorfor reagere og "kigge" hvis du alligevel ikke er intresseret i noget? Igen et kultursammenstød. Så må de selv om det! :) De får ikke engang et vink!

MATATU/DALLADALLA

Vi er mere eller mindre blevet et fast inventar i de eftertragtede og susende minibusser, der her går under navnet Matatu (Kenya) / Dalladalla (Tanzania). De er super billige og det bedste, der er ALTID plads til een til! Vi slår ofte nye rekorder. I dag var vi 20 ombord + en stor sæk grøntsager og en balje med frisk fangede, stinkende fisk! Døren gik i stykker (eller også har den været det de sidste par måneder), men skidt! Den blev ordnet i farten så de to mænd der hang ud af døråbningen måtte klemme sig indendøre. Det er simpelthen altid en oplevelse i sig selv!

Den anden dag havde de skruet SÅ højt op for BackstreetBoys at vi, ind imellem vores grineanfald måtte råbe til hinanden. Jeg kom til at sidde og fundere over hvordan man så fik sagt, "stop - jeg vil gerne af"! Og hvordan "Pengemanden" fik sagt hvor meget det blev og fik sine penge!? Det skulle jeg snart få et svar på! Faktisk er det ganske simpelt. Du banker i loftet eller på siden og "pengemanden" kigger, nikker og banker een gang så chaufføren ved at han skal stoppe. Før man stiger af giver man de 3kr det koster, hvis ikke han allerede har prikket dig på knæet eller raslet med sine mønter.

Egentlig er et ret effiktivt offentligt-transportsystem. De kører når der er fyldt op og du kommer max. til at vente 5min før den næste suser forbi. Det fungere sådan at der er en chauffør og så den omtalte "penge/råbemand". Hvis han ikke indsamler penge eller banker, hænger han ud af vinduet og råber endestationen højt og fanger folks opmærksomhed. Så ingen bliver overset og der er rift om kunderne! 

Her er vores taktik soleklar hver gang vi stiger af eller skal finde en der kører det ønskede sted hen: På med solbrillerne og ud i mylderet! 

Derudover er vi blevet bedre til at afvise de enormt mange, sjovt nok altid mænd, der smilende lige skal hilse med hånd, høre hvor vi kommer fra og hvad vi hedder! Der skulle lidt erfaring til, men sådan er de alle sammen og de har jo altid et eller andet fantastisk "safari-tilbud" eller hvad det nu kan være! Og den er sikker hver gang! Men vi tager os en sludder i ny og næ og sparer lidt på sandheden men dog ikke den formelle "afrikanske" venlighed, som vi efterhånden ved er en nødvendighed...

AbeKATTE

Vi er kommet dertil hvor vi ikke længere facineres af de mange aber, men prøver paniske at skræmme dem væk fordi de stjæler vores mad. Desværre er de bare altid i overtal og vi må flygte i ly i teltet, øv.

"SKAL DET VÆRE OS TO??"

Vi har efterhånden fået et par "ægteskabstilbud" eller hvad man kalder det? Min ellers store ring nytter tydeligvis ikke noget! Det er da enormt chamerende og i virkeligheden VILDT irriterende! Men den bedste skal I have med... På den campingplads vi boede på kom en afrikaner hen, meget venlig og sagde hej på en sådan måde at jeg tænkte, "Ups.. Hvem er det nu han er"?? Men før jeg fandt ud af at jeg altså ikke kendte ham, hev han en fedtet seddel op af lommen og forklarede at den var fra de to fyre der havde siddet og kigget på os! ("HVEM", tænkte vi begge!!??) Der stod: Hi Girls! Why dont you join us for some champange next door....!? Så komisk og pinligt akavet, velkommen tilbage i 5.klasse:)

Så trods sprækkede, slidte bukser, ubarberede ben og afvasket t-shirt skal I endelig ikke tro at vi har mistet vores selvtillid, charme og ikke mindst lækkert FEDTET hår!:)

RUTINERET/RUINERET

Vi er gået fra bil til cykel og er nu så rutineret at vi kan gå blandt de vinde dyr, close up! (Dog ikke løver, leoparder og elefanter, så bare rolig Mor og andre bekymrede sjæle).

Vi har vænnet os til at lægge det dobelte til i tid og trække det halve fra i penge og fremfor alt, tålmodighed, tålmodighed! Gyldne afrika-regler! Værd at huske på!

Pengepungen (mavebældtet) er ved at være tynd og let og ikke mindst super svedig og lækker, fordi vi igen måtte drage os en erfaring, der lærte os ikke at stole på nogen og derfor ALTID have den på! For som I ved er vi jo to omvandrende dollarstegn!:)

Lad os bare sige at "vi er ved at være der"!! Og rimelig integrerede i det afrikanske på godt og ondt, i hvert fald i turist-outfit!:)

Men det er sjovt, lærerigt og fedt og vi nyder hver dag der går! Der er virkelig ikke noget som at rejse rundt på egen hånd, opleve og bare tage hver dag oven fra og ned! Jeg føler mig heldig!

Væk fra storbyens ræs og hæftige trafik til det fordige, grønne og rigmands kvarter, "Karen", med store huse, heste og hvide mennekser i dyre biler.

Vi holdte os dog til det primitive (for een gangs skyld) og sov i køjesenge på en campingplads, den efterspurgte Karen camp!

Her mødte vi alverdens forskellige folk. Stamkunder og mange andre rejsende! De fleste andre rejsende var på en "lastbil-tur" hvor konceptet er at man kører 10-15 mennesker rundt i en stor truck rundt i Afrika. Man arrangere det hjemmefra og hopper så bare på og af som det passer. Dem vi mødte kørte frem og tilbage mellem Nairobi og Johannesburg (Sydafrika). Det betød at Karen camp enten var start eller stop på turen og at der derfor var dømt: PARTY i den billige bar!! 

Det var et vældig sted at være et par dage, hyggeligt med snaksagelige folk, men også en anelse belastende da der hver dag dumpede nye "truckere" ind! Men sjovt frem for alt at iagttage et par eksistenser:)

Og hvad lavede VI så??

Jo, vi skulle jo vise os som et godt eksempel, selvfølgelig som de yderst fornuftige piger vi jo er, og tog afsted på udflugt til et elefantbørnehjem og fodrede giraffer! Vi så kenyansk stammedans, udklædninger og de forskellige stammers hytter, selvfølgelig ret turistet, men ok at tjekke ud.

Ugens Highlight: Vi gik rundt i Karen Blixens hus og have! Hvem havde troet at den mulighed ville byde sig? Det var faktisk ret interessant og gav os en større forståelse for at hun er klistret på vores 50'er seddel. Det gav os også en forklaring på hvorfor ALT i området hed noget med Karen: Karen country club, Karen road, Karen Hospital, Karen College osv osv...

Vi blev helt flove over at vi ikke vidste mere, når vi nu kom fra "Karens land". Måske skulle jeg alligevel lade mig overbevise af min Fars påstand om, at "Mit Afrika" både er værd at se og læse..!?

Det blev også til en mindre vandretur i de omkring-liggende bjerge: Ngong Hills. Men af "en eller anden grund" endte det ret kikset på en bakketop i vildt blæsevejr, da vores chauffør, som jo selvfølgelig også var guide og kendte området som sin egen bukselomme, efter en halvtime (Vi havde aftalt at gå i 3) ville vende om pga. bøfler? -Sikkerhedsmæssigegrunde!? Det kunne han jo ikke vide på forhånd, vel!? Vi har efterfølgende læst at det slet ikke var farligt. Men så skal vi da ikke have dårlig samvittighed over at han ikke får mad på bordet den næste uge, eller måned måske, for pengene dem skulle han have!

Jeg tager godt nok mig selv i af og til at ryste på hovedet og bare ikke forstå måden tingene "fungere" på! Vi er alt for vandt til at få den vare vi betaler for og som stemmer overens med de forventer vi har. Hvis ikke, er det da selvfølgelig muligt at bytte den eller endda få pengene tilbage. Det koncept gælder bare under ingen omstændigheder her! Jeg savner at vide hvad en vare reelt er værd og ikke konstant føle mig snydt.

Jeg glæder mig til ikke at behøve at brokke mig over et telt med huller og lynlåse der ikke virker og ikke skulle diskutere med en vagt om priser, fordi de "fornylig, faktisk i sidste uge" lavede priserne om, og at det ikke er kommet på prislisten endnu (Har jeg så lyst hår??)! Jeg føler mig evig skeptisk når folk henvender sig og jeg kan ikke lade være at tænke, at der må være en eller anden bagtanke, hvilket der desværre også stort set altid er.

Py.. Lige et par dugfriske frustrationer fra en kogende internet cafe! 

Det var Karen vi kom fra...:)  Derfra gik turen til Naivasha. Ny berettning og billeder følger, forhåbentlig en af dagene.

Efter 3 dage med udsigt til Afrikas højste bjerg, Mt. Kilimanjaro, en mindre vandretur til vandfald ud for byen Marangu og en øvelsesmanøvre  på alle 4 gennem en gammel underjordisk gang, forlod vi den ellers hyggelig by, Moshi. 

Vi handlede fornuftigt (troede vi selv) og købte billetter hos det bedste (og dyerste) selvskab, for at kunne blive garenteret en siddeplads paa den lange tur. Men igen blev vi mindet om at vi befinder os i Afrika og at man bare ikke kan og må gøre sig høje forventninger! - Og at en ståplads da også er en slags plads om ikke andet.. Så det blev vores tur denne gang, vi kunne dog ikke få os til at invitere os på lårene af nogen..:)

Vi krysede grænsen lettere end forventet og fik lavet visum og det hele, med bare et enkelt stempel og selvfølgelig en overdrevet betaling. Så nu er vi altså i KENYA!

Vi sov på det klammeste hotel hidtil, uden vand men med kryb og på en tynd madras i grænsebyen, Namanga. Vi var de eneste gæster, hvilket var lidt sært og uhyggeligt da vi ankom i mørke. Men hva, de lavede som trøst vores favorit "ret", de velsmagende og billige pandekager: Chapatti! Og havde derforuden en talende papegøje!

Fra Namanga næste morgen til Nairobi med en flink hr. vi faldt i snak med. Denne gang skulle hotelværelset vise sig at være fyldt med bananfluer på fugtige og ødelagte vægge, og technorytmer lød fra de omkring-liggende diskoteker!

Trods alle rygterne og advarslerne mod den "farlige" storby, begav vi os ud i mylderet iført lange bukser, trøje og solbriller, for ikke at falde i den eftertragtede turistkategori. Det gik faktisk over al forventning og vi endte egentlig med at synes om den store travle by, der ikke var meget anderledes end andre storbyer med trafikkaos og højhuse.

Vi kom endda i biffen på afrikansk-maner... Halvvejs i filmen, "Dreamgirls" gik det hele i sort og lyset blev tændt. Så sjovt at sidde der og bare høre folk små-fnise af den komiske og lidt ironiske situation:) Men som alt andet her, findes der altid en løsning. Og med lidt tålmodighed var det sandelig også tilfældet denne gang!

Saa er vi allerede kommet tilbage til byen efter 5 dage I den sejeste groenne jeep med “skub op tag”! Wauw.. Det var helt fantastisk fedt og flot! Saa mange vilde dyr.. Jamen hvor skal jeg begynde?

Vi saa stort set dem alle sammen: Giraffer, elefanter, gnuer, boefler, flodheste, geparter, et naesehorn, hyaener, flamingoer, loever, en leopard, fulge, gribbe, vortesvin, utallige antiloper, zebraer, og mange flere! Det var som taget ud af Loevernes Konge (Eller omvendt), de var der alle sammen, og vi blev lige begejstret hver gang.

Vi startede i en park omkring Lake Manyara og fortsatte mod Serengeti sletten. Vi overnattede I telt og var enormt primitive og safari-agtige, med kamoflerede tøj, kiggert og kamera. Dog heldigvis ikke i samme grad som de mange pensionister-turister med det rette safaridress fra top til tå!   

Den 4. dag var vi i Ngorongoro krateret som siges at være et af verdens 8 vidundere. En kæmpe vulkan der eksploderede for tusindene af aar siden, og nu er et karter, 600meter dybt og 18km i diameter.

Den sidste dag koerte vi endnu laengere ud I bushen near en anden soe Lake Eyasi. Vi stod tidligt op og fulgte 4 ægte bushmaend paa jagt. Det kraever en laengere forklaring. For jeg fattede det ikke helt selv. De her bushfolk lever stadig som de har gjort de sidste 10.000år. De bor I hytter af graes og spiser antiloper og aber som de steger over baalet.

De jager med bue og pil og ryger staerk hash som de selv dyrker.

Det var en ret vild oplevelse.. Taenk at nogle mennesker stadig lever saadan, det er ikke til at forstaa. Nu taenker i måske nok at det selvfoelgelig er lavet som en turist atraktion, men det er det faktisk ikke! De har ikke lyst at forandre sig, de er lykkelige som de er og kender ikke til byen og verden omkring dem. De har deres eget sprog med dyrelyde og andre ord, ej.. Det var så surrealistisk og underligt, kan godt forstå hvis I ikke helt er med, det var bare meget meget maerkeligt..

Så man kan sige vi virkelig har faaet taget rigtig hul på vores Afrikatur nu!

I morgen hopper vi paa en lille bus mod Moshi som ligger for foden af Afrikas hoejeste bjerg, Kilimanjaro.  

Jambo!

Vi er naaet til Arusha, den nordlige storbyen hvor alle goer alt for at faa fat I de “rige” touristers opmærksomhed, og ikke mindst deres penge.. Vi kom hertil i en gammel overproppet bus, med små vinduer der knap nok kunne åbnes. Jeg sad med en ældre kvinde på låret og en svedig armhule over hovedet, så det var en fantastisk 7timers tur! 

De sidste 3 dage har vi tilbragt I Usambara bjergene hvor vi boede i en idyllisk grøn dal, i en landsby, Lushoto. Vi nød freden og fik da ogsaa vandret i regnskoven, fra landsby til landsby mellem bananpalmer og aber med buskede haler. Aldeles hyggeligt.

Efter at have taget billeder og grint af de overproppede pickups i Nigeria, blev det sandelig min egen tur til at blive grint af og prøve den offentlige transport! Vi tog et lift på vores vandretur oppe i bjergene for at komme ud til et vandfald.

Vi var 20 mennekser på ladet + bagage, det var godt nok trængt og svært at holde balancen på højre fod og venstre lillefinger, men sjovt var det da:)

 Vi er efterhaanden fyldt op af de foerste indtryk! Faktisk er det noget anderldes end jeg havde forestillet mig. Maaske er jeg for godt vandt fra Nigeria, som jo siges at have de gladeste mennekser paa jorden? I hvert fald er vi blevet “overfaldet” op til flere gange af div. mænd der bare vil “hjaelpe” og ikke bestemt ikke fatter en paen hentydning! Det er helt ufatteligt utroligt og ubeskriveligt hvor paagaaende, irriterende og provokerende de er. Jeg forstaar det ganske enkelt ikke. De er TOTAL desperate og vil have penge for fx. at vise vej. Generalt vil de have penge for alt og ingenting. Børnene rækker haanden frem naar vi gaar eller koerer forbi, “ Give me money”, mens de muslimske maend laver trut mund og raaber “I love you, baby”. Ja, der er meget lige at vaenne sig til, paa godt og ondt. Det hjaelper nok heller ikke meget at vi er 2 piger og at de derfor mener at de kan tillade sig at foelge efter os.

Den foerste dag her I Arusha havde vi 7 maend I haelende af os de foerste 800meter, de proevede forgaeves at saelge os div. holteller, safarier osv.. Indtil jeg mistede min taalmodighed og blev temmelig gal. Det viste sig dog at vaere en temlig daarlig udvej, da han virkelig fik smidt nogle beskidte ord i hoved af mig og truede med tæsk.. Saa fra nu af øver vi os i at vaere tolerante.. Hvilket ikke altid er helt let!

Men trods alt vi har det rigitg godt!

Det samme håber jeg meget I har!? 

Ha Kuna Matata!! – Ingen problemer!

Efter en rørende afsked I Jos med Rikke og Kirstine, er jeg landet godt og varmt i Tanzania, Dar es Salaam, syd for ækvator i  venstre side af vejen.

Jeg fandt Marianne i Amsterdam hvorefter vi tog rejsen sammen videre – sydpaa.

Alt gik som planlagt, selv bagagen var med, så hvad kunne vi ønske os mere? Jo, en festlig modtagelse og det fik vi i aller højeste grad! Der var dans og sang og hylende højt elguitar og keyboard-spil! Så det var helt umligt at prutte om prisen med taxachaufoeren, men hva!? Vi fik hurtigt lært de gyldne ord: Ha kuna matata! Som ikke kun er volapyk fra en tegnefilm, men bruges flittigt hernede!! Så I kan selv regne ud hvor mange gange i loebet af en dag vi gaar og nynner; “Ha kuna matata er det klogeste ord, ha kuna matata klogere end du tror, saa tag det roligt…” Hmm..:)

Det føltes så godt endelig at være fremme, da vi lå under loftsviften på vores beskedne hotel. Også lidt underligt lige pludselig at vaere i helt andre omgivelser. Men hvor er vi spændte på hvad der venter os..!?