FILMDAG....

Puh ha, saa kom dagen hvor vi skulle have vores allersidste dag med boernene...det var lidt haardt....men andledningen var super god, vi havde besluttet at projektet som Buksecompagniet har sponsoreret, skulle danne rammen om vores afslutning, saa fra kl. 13.30 til 18.30 stod den paa filmdag med 120 af Suyapas boern...

13.30 der blev til 14.45.... man er vel i Honduras...

officielt var boernene inviteret til 13.30, men eftersom at madbilletterne og indgangsbilleterne ikke var helt klar paa det tidspunkt, blev det hele lige rykket lidt, saa med 5 kvarters forsinkelse slog vi doererne op til kirken, som i dagens anledning var dekoreret med balloner. Godt at det her foregaar i Honduras, jeg tvivler paa at danske boern ville vaere ligesaa taalmodige som honduranske boern, men hernede er 5 kvarter en lille forsinkelse:-)

film, popcorn, drama, mad i lange baner og 120 boern og 20 voksne...

Dagen startede med dramastykker, og flere dramastykker, og vi havde lige glemt at kirken igen skulle bruges til gudstjeneste kl 18.30, saa pludeselig var vi lidt i tidsnoed, hvilket betoed afkortning af et af boernenes dramastykker, afkortning paa filmen og lidt andre nedskaeringer... det jeg proever paa at sige med det her er, at selvom vi danskere stod paa sidelinien og taenkte "nej nej nej NEJ! det kan man da ikke" - og "man kan da ikke slukke for filmen inden den er slut, de ser den jo" osv. saa havde boernene bare en ALLETIDERS dag, hvor balloner efter de blev pillet ned, og derfor kunne bruges til at lege med, var en succes paa hoejde med selve filmen!

Saa efter en naesten faerdig tegnefilm, lidt fodbold i gaarden og ballonleg og popcorn og saftevand og drama, var det tid til aftensmaden, som "mujeres Valientes*" havde kokereret - saa efter 4 timer med skrig, skraal og masser af grin, blev der givet afskedsknus til den store guldmedalje og loefter om at komme igen en dag.

Det var bare en dejlig dag, som vi allesammen noed og mest af alle boernene... jeg har vedhaeftet lidt billeder, som  gerne skulle give en ide af forloebet:-)

*Mujeres valientes er en forening af kvinder der er brudt ud af en voldeligt forhold, og oversat betyder det "modige kvinder" 

Ronja og jeg gik onsdag igang med at dekorere Dona anas "legeplads" der bestaar af en cementplads, saa vi havde koebt pastelfarver, i bedste danske "fritter" stil, og gik saa ellers igang med at dekorere cementen med hinkeruder og balancepind og hva ved jeg....resultatet blev overaskende godt, selvom jeg praesterede at faa maling ud over det hele.....oliemaling, saa jeg havde mit hyr med at blive ren bagefter..... ...

Kaempe gave til boernene i honduras....

Buksecompagniet besluttede at donerer en procentdel af julesalget til boernene i Honduras, dette resulterede i, at jeg den 25. december modtog DKR 10.000,50 til at bruge paa boernene i Honduras... Det er jo helt vildt!

Idéen har gennem hele forloebet vaeret, at pengene skulle gaa 100 % ubeskaaret til boernene hernede, og det hele er endt ud med at de er delt ligeligt mellem Honduras gadeboern, hvor Alvin for lov at administrere pengene, han ved hvor de foer mest gavn, mens at Ronja og jeg laver aktiviteter for boernene i Suyapa for den anden halvdel.

Vi er paa nuvaerende tidspunkt ved at planlaegge forskellige oplevelser for boernene, da det er dem de er fattige paa, og hvis alt gaar efter planen laver vi blandt andet en film-dag i den lokale kirke for 120 boern i alderen 3-15 aar, med mad og snacks, hvad der derudover skal ske ved vi ikke helt endnu, men et er helt sikkert - pengene skal nok blive brugt paa noget godt til boernene!

tusinde tak for den flotte donation, baade fra Ronja og Jeg, men i den grad ogsaa fra boernene i Suyapa:-)
...

Lige en lille kort beskrivelse af vores fredag aften i "huset paa bakken"...

Jeg sad og skrev paa computeren og havde ikke hoert fra Ronja i lang tid, der sidst jeg tjekkede, var ved at rydde op i legetoejet etc. saa det er top tunet til de nye volontoerer... Det er med Ronja som det er med smaa boern, naar hun er stille i for lang tid, betyder det ballade!!! (joke :-)) Naa, men ihvertfald finder jeg Ronja siddende paa gulvet igang med at sortere 2 store boetter blandede perler!!! Jeg mente jo straks at hun havde dybt autistiske traek - Se hvorfor paa billedet - vi taler ikke om 100 perler der liiiige skulle sorteres, men omkring 1000 perler der skulle sorteres i farve og form....

Jo tak, men det hele endte altsaa med, at vi to Rainman kloner tilbragte vores fredag aften med at sortere perler.....

Se saadan bruger vi ogsaa tiden her i Suyapa:-)
...

Tilbage i Tegus efter 11 dage i paradis:o)

Så er Ronja og jeg vendt frygteligt tilbage efter 11 dage på Utilla, en fantastisk ø hvor vi i den grad fik leget turister, solbadet, fejret nytårsaften:o) og for mit vedkommende taget dykkercertificat, både openwater og advanced, så det var virkeligt fedt!!!

Nu er vi endnu engang tilbage i Suyapa og klar til de sidste 4 uger hernede, vi har jo en masse på programmet, blandt andet skal vi have lavet aktiviteter for Suyapas børn for 10.000 kroner, som BUKSECOMPAGNIET samlede ind til fordel for børnene i Suyapa, så vi er på nuværende tidspunkt ved at lægge en plan for alle de mange dejlige penge….

Ha det bra.

Juleaften i selskab med 450 andre + minus…

Det må så siges at være en smule overvældende i forhold til mine traditionelle juleaftener hvor vi i reglen er 6, med lidt hurtig hovedregning var vi så denne gang omkring 75 gange så mange…og det siger jo ikke så lidt :o)

Rejsen mod Guyamaca sammen med 50 % af Tegus. Befolkning

Først vil jeg lige ganske kort beskrive vores, i teorien, enkle 2 timers bustur mod børnehjemmet Emmanuel, der ligger i Guyamaca 2 timer fra Tegus. Vi startede ud fra Suyapa kl 7.30, vi havde fået ”el Jefe” til at køre – Carlos, fordi vi var gået med til at transportere en rullekuffert med kalendere ud til Emmanuel… (20 kg!!) så det kom lige oveni vores 2 max pakkede rygsække – (de har jo vaskemaskine på Emmanuel – det skal jo udnyttes, så vi medbragte selvfølgelig alt vasketøjet.) Derudover vores ligeså pakkede håndbagage, samt vi var ved julemad til 12 pers – inkl. ”svinet” som Ronja og jeg døbte kalkunen på knap 8 kilo…jo tak, vi var læsset op! Vi stod klar og parat ved busstationen kl 8 sharp! – men sjovt nok var der andre end os, der havde fået den ide at skulle med bus ud af Tegus….hvilker resulterede i mega prop, og tre timer efter kom vi med vores bus – så rimeligt kaotisk! Men frem det nåede vi:o)

Nagatemales og 3 timers gaveræs i kirken…

Så oprandt dagen….og selvom at min julestemning kunne ligge på et meget lille sted da jeg vågende om morgenen,synes lige umiddelbart at den danske jul var en smule mere tilrækkende, men efter et par opkald hjem , så dalede hjemveen, og humøret steg. Vores egen julemad i volontør huset blev tilberedt før middag, da hele dagen over middag og indtil aften, skulle stå i børnenes tegn.

Kl. 13.30 gik det løs – alle børn skulle have julemaden på én gang, så efter en kæmpe fællescirkel blev børnene inddelt i grupper, og vi gik over til madbordene, og der stod vi så – 12 volontører og delte mad ud konstant i en time.

Menuen bestod af Nagatamales, som er majsmel, mel, ris, olie (plenty), ærter, kylling og krydderier, der bliver pakket ind i et bananblad og koges sammen til en masse. Det var ikke det mest serverings venlige mad de havde valgt, da alle bladene skulle pakkes op inden vi puttede maden på deres tallerkener – men det gik og ungerne nød det – og det gjorde vi også :o)

Så blev det gavetid!

De har den gode tradition på Emmanuel, at alle børnene skal have deres gaver inden nogen begynder at åbne deres. Det betød at alle børnene blev bænket i kirken, og i løbet af 2½ time drønede Emmanuels volontører rundt, med hjælp fra os og delte gaver ud. De vart alle placeret under et kæmpe juletræ, og sorteret nogenlunde efter navn. I snit fik hvert barn omkring 3 gaver, nogen mange flere og nogen lidt mindre. Da alle gaver var delt ud, talte David, forstanderen, ned fra 3 og på 1 sagde det ”Swosch” også fløj der ellers gavepapir om ørerne på os og inden for 2 minutter var gaverne pakket ud og papiret lå tilbage! Det var så sindsygt – Fra at gå fra at have været 1600 – 2000 sirligt indpakkede gaver, til det kaos der pludseligt herskede – jamen det var helt helt vildt! Håber at i får et lille indtryk af det på billederne…

Så efter gavetid i kirken sluttede dagen for børnene og medarbejderne og volontørerne trak sig tilbage til deres egne huse og kunne fejre jul om aftenen, mens børnene sov.’

Bonusinfo…

Normalt kommer der et amerikanskteam og laver mad, men i år havde de ikke fået bestilt billet i tide, hvilket betød at en kvinde med hjælp fra nogle stykker af de store børn selv lavede mad til 450 mennesker – 874 Nagatamales! Hun lavede mad fra 3 om morgenen til 12 om aftenen og igen fra 7 om morgenen til 1 om middagen! JO tak!

Onsdagshygge med frikadeller og kartofler…

Jeg har lige sat lidt billeder ind fra vores onsdag aften i selskab med Marlon og Franklin to gutter der arbejder på Genesis, som Ronja og jeg af og til løber med.

Vi havde onsdag aften inviteret dem på dansk mad…frikadeller og ovnkartofler med tilhørende salat, og den uundgåelige drik i Honduras….Coca Cola…. Det var en mega hyggelig aften, hvor kongehuset, Anders Fogh og Joachims skilmisse fra Alexandra med diskuteret og debateret meget…

Til de uindviede kan jeg informere jer om, at Ronja just havde modtaget en pakke fra DK indeholdende billedbladet – de royales ugeblad! - og jeg har sat lidt billeder ind så også I kan se at billedbladet bringer lykke hernede…hos honduranerne:o)

Enjoy…

I fængsel med Alvin…

Tirsdag dag spenderede vi i selskab med 10 midaldrende Texanere og Alvin, grunden hertil var at vi havde fået muligheden for at komme med Alvin og hans amerikanske team på besøg i et ungdomsfængsel godt 30 km. udenfor Tegus.

Bygget til 1700 indsatte -  huser nu 4200 indsatte!

Turen gik fra Alvins hus ved en 9 tiden om morgenen, og efter adskillige tissepauser (man kunne godt mærke at det var en ældre flok vi var med på tur) nåede vi endelig frem til fængslerne. De dannede nærmest en lille by, og der var 4 forskellige: to ungdomsfængsler til henholdsvis drenge og piger og 2 voksen fængsler til henholdsvis mænd og kvinder. Fængslet for mænd var i tidernes morgen bygget til 1700 indsatte og huser i dag 4200 – rimeligt vildt! Vi var dog kun inde at møde de indsatte i ungdomsfængslet, og fik derfor ikke mulighed for at se de andre fængsler.

Kanelsnegle og Coca Cola…

Missionen med vores tur til fængslet var udover at give os et indblik i de indsattes verden, også at give dem en god oplevelse i den ”søde juletid” – så vi delte kanelsnegle og Cola ud til dem alle sammen, hvilket i den grad var et hit. Ungdomsfængslet huser børn i alderen 13 til 18 år, og lige meget hvilken forbrydelse de har lavet, så er loven i Honduras, såvel som i DK, at man ikke kan få en højere straf end 8 år.

Det var ikke til at tro det, når man så på de børn og unge der sad inde, at de kunne have så mange grumme ting på samvittigheden, det var søde, imødekommende, høflige unge, som jeg aldrig ville have troet havde vaeret/eller stadig er bandemedlemmer eller lignende.

12 år og # 1  på FBIs most wanted liste over farlige bandemedlemmer!

Vi stiftede blandt andet bekendtskab med 15 årige Oscar, som var en virkelig stille dreng, men Alvin fortæller så senere, at Oscar i en alder af 12 år, præsterede at komme på det Honduranske FBIs ”most wanted” liste over farlige bandemedlemmer – han lå nummer 1! Grundene hertil var mange, men det mest tungtvejende faktor var mord. Det er meget svært at tro da man mødte ham, han er jo bare en knægt som alle andre.

Selve fængslet…

Fængslet bestod af en masse forskellige huse, og virkede mere som en slags børnehjem end et egentligt fængsel, og jeg havde ikke rigtigt på noget tidspunkt indtryk af at de børn der sad inde og afsonede deres straf,  udgjorde nogen egentlig trussel for samfundet, det er simpelthen for svært og surrealistisk at sætte sig ind i, når de ligner naboen derhjemme. Mange af dem var dog blevet kristne i den tid de havde siddet inde, og var derfor ikke laengere en del af det kriminelle miljø, hvis man kan kalde det det, når man sidder inde.

I hvert fald var det mega spændende at opleve fængslet, og jeg kan ikke beskrive med ord de følelser jeg havde da jeg fik knus og håndtryk af de indsatte, over noget så beskedent som en kanelsnegl….

En lidt rodet beretning som jeg håber gav mening…

Bonusinfo…

Som bonusinfo kan nævnes at Alvins gruppe  er den eneste kristnegruppe der er accepteret af banderne i fængslerne – hviket med andre ord betyder at han er den eneste der får lov til at besøge dem og faa "indblik" i deres verden....

Gucci briller og velgørenhed…

Fredag gik dagen med julehygge for børnene iGuardariasne planlagt og udført af den to-sprogede skole Escuela Americano –hvor Honduras’ vicepræsidents søn også går!!!

Dagen startede ud i bussen kl. 07.00 sharp!!!For at vi så med alle børnene kunne vente indtil klokken 08.30 inden den kørte– ja ja…Mañana – Mañana! Men vi kom endeligt afsted, og rumlede så derudad med4 børn på hvert sæde og ankom efter 3 kvarter til et hus med en stor legepladsog et kæmpe grønt areal, hvor vi så skulle tilbringe de næste 4 timer i selskabmed førsteklasserne fra Escuela Americano, hvor der skulle leges, spises, oguddeles gaver.

Dagen forløb rigtigt godt, og der blev legettil den store guldmedalje og børnene blev delt ind i hold 2 og 2 og fik hver enbuddy, så en af dem fra Suyapa blev sat sammen med en fra Escuela Americano –og til trods for en til tiden stor aldersforskel – så nød de hinanden og fikleget sammen.

Hvad os tre volontører angik så morede vi osufatteligt meget over at se mødrene fra ”Escuela Americano” trisse rundt medderes gigantiske Gucci briller og ditto tasker, høje hæle og digitalkameraerfor at tage billeder af al den velgørenhed de var en del af! Man skulle nokhave været der, men jeg har prøvet at fange stemningen ved at tage et billededen modsatte vej…. Se ude i siden :o)

Det kan godt ske at mødrene var en kæmpeparodi, men faktum var at børnene nød det, og der var ikke sparet på noget, såder var hotdogs, donuts, peanuts og gaver i lange baner….

En meget underholdende dag for både børnene ogos:o)