Jeg var egentlig ved at skrive om Bodil Torp, en gammel Nigeriamissionær, der nu arbejder for det lutherske verdensforbund her i Sierra Leone. Hende mødte jeg i går – og det var et spændende møde.

Men så skulle vagtmanden, Robin lige spørge mig om noget – og det endte med at vi kom til at tale om borgerkrigen. Altså… den ondskab der har været her, lige her i byen Bo, hvor jeg sidder og skriver dette… den er ganske enkelt ubegribelig! Jeg har efterhånden hørt en del grumme historier – men kan stadig knapt forstå, at det er sandheden der bliver fortalt.

Robin har selv set en gravid kvinde få maven skåret op, og barnet taget ud… de to rebeller, der gjorde det, skulle have afgjort et væddemål om hvilket køn barnet var.

Senere, en søndag morgen på vej til kirke, så han en folkemængde tage hævn over en rebel – de overhældte ham med benzin og satte ild til ham.

En anden gang var han selv tæt på at miste livet. Han så en af de åndelige krigere (der egentligt startede som frihedskæmpere, men blev korrumperede i løbet af krigen og endte med at være ligeså slemme som de andre) spise et hjerte af en af de slagne fjender. Herefter lagde Robin sig ned med hovedet mod jorden for ikke at blive bemærket. Han blev alligevel truet på livet men havde heldigvis 20.000 leoner på sig – 40 kr. De 40 kr. reddede hans liv, og han kunne gå derfra.

Den slags historier er der mange af: om en 5årig dreng der blev puttet i kogende vand, om afhuggede hænder og fødder, om forgiftet mad til flygtninge og udskårne øjne og folk der blev slået ihjel, fordi de kom til at svare rebellerne, at de havde det godt, når de blev spurgt.

Frygten skulle herske – ingen skulle have det godt.

Man kan undre sig over, hvordan et land som Sierra Leone fungerer i dag, hvordan disse mennesker kan overleve åndeligt og psykisk. Man skulle tro, at sådanne oplevelser tog enhver livslyst og tro på livet og Gud fra dem, der oplevede den slags. Men – alligevel fortsætter livet.

Egon Nielsen, der var missionær hernede under borgerkrigen, sagde, at han har set så utrolig megen ondskab. Men han har også set mennesker give så meget kærlighed og varme til andre i den selv samme tid.

Ja, det må virkelig have været sort og hvidt, uden nuancer: kærligheden mod den rendyrkede ondskab.

Og dog… de mennesker der begik de skrækkelige handlinger er ikke kun onde. Som Egon sagde: ”et normalt menneske gør jo ikke den slags ting”. Der skal noget helt særligt til for at korrumpere mennesker i en så ekstrem grad. Men de ER blevet korrumperede – og alligevel har man hernede formået at komme videre og til dels tilgive fortidens synder – hvor utroligt det end lyder.

Det er et arbejde, som Sudanmissionen og den anglikanske kirke her i Sierra Leone har været meget engageret i. Gennem det arbejde har mange mennesker fået redskaber til at forstå hvad der skete og til at tilgive. Der er dog forskel på at glemme og at tilgive. Ifølge Robin har man tilgivet situationen som sådan – det der skete – men den enkelte rebel kan man ikke tilgive 100 %. Man kan i hvert fald ikke glemme, hvad han har gjort Derfor er de fleste rebeller fremmedgjorte i det samfund, de bor i. De har fået lov at leve, men de skal ikke forvente at blive modtaget med åbne arme.

Robin så for nylig den mand, der var tæt på at slå hans far ihjel. Han gik på politistationen for at melde ham, men fik her at vide: tilgiv ham. Han sagde, at han havde tilgivet ham – men glemme ham – det kunne han ikke.

Jeg ville gerne skrive mere om Egons engagement i freds- og forsoningsarbejdet efter krigen, men jeg skal have nogle flere detaljer på plads, førend jeg kan gøre det… Jeg kender ikke argumenterne for tilgivelsen godt nok – udover de rent evangeliske, som jo selvfølgelig ligger som et fundament under det hele.

Måske I kan høre om det, når jeg kommer hjem. Har nok ikke tid til at skrive mere på bloggen inden hjemrejsen.

I en af landsbyerne vi besøgte, havde de lænket en skør mand til en træstamme. Det var en ung mand, som missionær Egon kendte fra tidligere besøg, og fra før manden blev skør. Så vidt jeg husker, havde han arbejdet sammen med ham i freds- og forsoningsarbejdet. Ingen vidste hvad der var sket med ham, men pludselig en dag, var han altså ikke længere normal.

Manden VAR skør. Vi gik hen for at hilse på ham, og han kunne da også sagtens kende Egon. Han ville gerne have Egons landrover, så han selv kunne køre rundt i landsbyen. Efter lidt palaver om det, sagde Egon at den kunne han få næste gang han kom på besøg derude – og så var manden glad. Han så ikke ud som om han forstod hvad der foregik omkring ham – og så heller ikke specielt ked ud af at være lænket… ”sådan er det bare engang imellem”, gætter jeg på, han tænkte.

Men hvorfor havde de dog lænket ham til træstammen? Normalt var han heller ikke lænket fast, men det hændte, at han blev helt vild og opførte sig ubehageligt. Den oplevelse ville de gerne forskåne os danske gæster for, og havde derfor lænket ham. Egon sagde, at der var stor forståelse for hans situation i landsbyen, og de tog sig godt af ham. Han var vel en slags ægte landsbytosse.

Hernede sender man jo ikke den slags på institution, som vi gør derhjemme. Konceptet findes sikkert knapt nok, og man har i hvert fald ikke penge til at sende sådan en mand i behandling. Det er selvfølgelig både godt og skidt. Skidt fordi han jo ikke får den rette diagnosticering og behandling, men godt på den måde at han bliver accepteret som han er, og taget godt af i sit gamle lokalsamfund.

De fleste hernede vil sige at en ond ånd har besat ham, eller at han er blevet forbandet eller lignende. Man har ganske enkelt ikke kendskab og forståelse for - og sprog for – at han har fået en hjerneblødning eller hvad der nu kan være sket. På den måde kommer troen på ånderne i spil hver eneste gang der sker noget uforudset. På samme måde er der heller ikke sprog for psykiske lidelser.

Så kan man jo synes at de er nok så primitive, men vi skal vel egentligt ikke ret langt tilbage i den danske historie, førend den samme slags overtro gjorde sig gældende – vel især for almuen, de uoplyste bønder. Vi skal vel nok ikke mere end ca. 100 år tilbage, eller hvad?

I øvrigt er det nogle gange værd at ihukomme den danske historie også, og sætte den i perspektiv til realiteterne i Afrika. Fx synes vi jo altid at det er noget så skrækkeligt at lærerne hernede slår eleverne. Og ja, det er det da også. Men – det er jo en ganske ny udvikling i DK at det ikke længere bruges. Det er vel ikke mere end 60 år siden at det blev forbudt i Danmark… Det er trods alt relativt kort tid.

Et andet eksempel:

Ærkebiskoppen i Kristi lutherske kirke i Nigeria (LCCN) har efter sigende kommenteret spørgsmålet om kvindelige præster i kirken på denne måde: ”hvor lang tid var det nu, det tog for Danmark at indføre kvindelige præster?”

Det tog sådan ca. 1000 år i Danmark… Ting tager tid… Ikke kun i Afrika åbenbart…

Her i Afrika er der ca. 3 dominerende religioner: kristendom, islam og animisme. Jeg har hørt en joke om Nigeria: der er 60 % kristne, 40 % muslimer og 10 % animister, hvilket naturligvis betyder at de blander kristendom og islam sammen med animismen.

Her er Sierra Leone er der stor overvægt af muslimer, jeg kender dog ikke procentsatserne. Det er dog nok ikke ramt helt ved siden af, hvis jeg samtidig konkluderer, at der er ca. 100 % animister. (Jeg tror såmænd ikke det er så meget anderledes i DK, der blander man jo også meget andet ind i kristendommen. – Ja, man behøver ikke engang tro på Gud for at være præst. Hvad er værst?)

Her i landet er faktisk alle medlemmer af såkaldte ”secret societies”, der vistnok er en blanding af sociale aktiviteter, samt det sted hvor der bliver holdt liv i den gamle åndetro.

Under borgerkrigen fandtes de såkaldte kamajourer (stavning?), der er en slags åndelige krigere. Nærmest alle hernede tror på at de har særlige kræfter: kugler kan ikke trænger igennem dem, i stedet splittes kuglen i 2, lige inden den rammer. Men – hvis kamajouren gør noget forkert, dvs. opfører sig amoralsk eller lignende, mister han den guddommelige kraft. Det var derfor at nogle kamajourer også blev ramt og døde, lyder forklaringen.

Men – lige meget hvad man tror på – havde de en stor indflydelse på krigen, for deres fjender troede også på deres åndelige forsvar, og var derfor ikke glade for at gå i krig med dem.

Islam og kristendom sameksisterer fredeligt og roligt hernede, ikke engang under borgerkrigen var der på noget tidspunkt blandet islam eller kristendom ind i problematikkerne. Muslimerne sender deres børn i kristne skoler og omvendt. Der er en stor respekt om hinandens religioner og man er meget bevidste om at bevare den fredelige sameksistens. 

I fredags, i landsbyen Kangahun, blev vi inviteret til fredagsbøn i den lokale moské. (de havde lige fået bygget en fin ny én med penge fra Saudiarabien. Vi kristne er altså ikke de eneste der missionerer). Efter at imamen  havde prædiket blev missionæren Egon og jeg inviteret op foran, så vi kunne sidde sammen med ham (flink ung fyr i øvrigt). Herefter bad muslimerne så til deres Gud, og jeg vendte min bøn mod Jesus – eller profeten Isa, som de jo kalder deres udgave af ham

.

Det var fint at sidde sammen med dem. Jeg har før været i nærkontakt med muslimer, nemlig i et græsk kloster, hvor en masse unge kristne og muslimer fra hele Europa skulle finde ud af, om vi havde noget tilfælles. (Egentligt ret så sølle at jeg skal rejse til andre lande for at møde muslimer, kunne da bare tage bussen til Gellerup). Det havde vi. Vi fandt ud af at det faktisk kun var få ting der adskilte os i etikken og synet på den øvrige verden – alt det øvrige samlede os. Og det var jo rart at finde ud af. Bevares, der var da også ting vi ikke var enige om, og nok heller aldrig ville blive enige om, men det må man jo så tage derfra. Man kan fx også være ret uenig med vores alle sammens Pia Kjærsgaard. Og så må vi jo tage den derfra (og stemme hende hen til hvor peberet gror, næste gang).

Men altså… jeg oplevede det samme her. Muslimen er jo ikke et ondt menneske, som det ofte kommer til at lyde lidt af i den hjemlige debat. De mennesker jeg sad sammen med her, ledte ligesom alle vi andre efter en mening med livet, og efter en god måde at leve på som menneske. De var uden tvivl gode og rare mennesker.

Men – selvom vi har meget tilfælles, vil jeg nu forbeholde mig retten til at mene at min tro er bedre end deres. De må for min skyld gerne mene det samme om deres egen tro… så må vi jo tage den derfra.

Jeg synes personligt, det er synd for muslimen, at han kun kender en profet der hedder Isa, som skal hjælpe Gud med at dømme ham engang, men ikke Guds søn Jesus, der én gang for alle har rakt ud og ned til mennesket med øjeblikkelig dom og tilgivelse.

I landsbyen Faam, mødte vi drengen Lamin. Vi besøgte landsbyen for at få en fornemmelse af landsbylivet. For så vidt var der ikke noget nyt i det for mig, jeg har jo set så mange landsbyer, men det var en dejlig tur dertil. I 1½ time bevægede vi os gennem en tæt skov. Skoven holdt på nattens kølighed, for vi gik tidligt om morgenen. Man kan kun nå landsbyen via fod – men da vi ankom opdagede vi at landsbyboerne arbejder på at anlægge en vej, så de kan få nemmere adgang til hovedvejen der går til hovedstaden Freetown. Det er en strækning på 4 km, der skal ryddes for træer, sten mm. Hver onsdag samles landsbyboerne og rydder et stykke vej – så de kan få fremgang og velstand til området. Initiativrige folk!

Men det var jo Lamin, jeg ville fortælle om. De voksne kom og viste os hans hånd, der var helt opsvulmet af betændelse. Han havde været i marken, og havde ramt ved siden af med sin machete. Da der siden hen gik betændelse i såret, behandlede de det med traditionel medicin, der stadig er vidt udbredt hernede. De havde ikke råd til at sende drengen på hospitalet, da det kostede ca. 100 kr. at få penicillinen. Det lyder jo umiddelbart ikke af meget, men hvis man sætter det i forhold til at bedstemoderen tjener ca. 0 kr. om måneden bliver det jo hurtigt en slags penge.

(Drengen kommer faktisk fra hovedstaden Freetown, men forældrene har sendt ham ud til bedstemoderen i landsbyen, da de er lidt urolige over det forestående valg, og de uroligheder der kan opstå. Det er første valg siden borgerkrigen endte… )

Men altså… knægten havde ondt i hånden! I vores gruppe var der to sygeplejersker, og de sagde at drengen muligvis kunne bekæmpe sådan en betændelse selv, men at det også var sandsynligt, at han ville dø af det, hvis han ikke blev behandlet. Som de store filantroper vi er, besluttede vi at betale for hans behandling på sundhedscenteret i Kangahun, som den anglikanske kirke og Sudanmissionen har opbygget. Efter at have sagt farvel til landsbyboerne bevægede vi os mod Kangahun, med knægten i spidsen. Jeg gik umiddelbart bagefter ham, og dernæst kom bedstemoderen med en taske på hovedet, og en pose i hånden. Efterfølgende kom resten af gruppen. Drengen holdt en ualmindelig god marchhastighed og jeg må indrømme at jeg blev ret så imponeret over den lille dreng, der styrede hele flokken trods det at han havde en hånd, der sikkert gjorde ondt for hver skridt han tog.

Nå, men jeg blev da også hurtigt sat – og bedstemoderen overhalede mig. Ikke fordi jeg var træt, nej, nej. Næ, det var fordi jeg ville vente på resten af gruppen der var kommet noget bagefter…

Det viste sig dog at være en ualmindelig dårlig idé. For de havde en skide ged med på slæb, som vi havde fået i landsbyen, fordi de var så glade for at få besøg. Geder er i høj kurs i Sierra Leone, da de åbenbart ikke har ynglet sig op på et niveau der tilsvarer det, de havde før krigen. Det var derfor en fyrstelig gave vi havde fået…

Hmm… men mage til stædigt kræ skal man lede længe efter. Til tider opførte den sig godt nok, men det meste af tiden måtte jeg enten trække i rebet der var fastgjort om halsen på den, sparke den i røven eller piske den lidt med en dertil indrettet kvist, men så gik den da også velvilligt et par meter. Efter at have skældt og smældt en halv times tid nåede vi til Kangahun, og SÅ gad den ikke mere. Den begyndte at bræge så højt og indtrængende at resten af følget fik ondt af den. Det endte derfor med at jeg måtte bære kræet de sidste 500 meter. Mage til dumt dyr skal man lede længe efter… Tror Folkekirkens Nødhjælp har dummet sig gevaldigt med deres ”Gi’ en ged” projekt.

Men altså, efter at have givet den stakkels ged lidt vand (og mig også) tog vi drengen med på sundhedscentret. Her diagnosticerede de ham hurtigt og beroligede ham. Så blev noget af betændelsen trykket ud, og han fik sin penicillin. Dagen efter var han noget så kæk – og skulle flere gange hen og hilse på sine velgørere. Heldigvis så hans hånd bedre ud.

Ja, man kan gøre meget med meget lidt hernede. Gad vide om drengen havde overlevet, hvis ikke vi tilfældigvis var kommet forbi? Han var en rigtig sød dreng med et rigtig dejligt smil…

Jeg kan ofte undre mig over at Sudanmissionen har så svært ved at finde missionærer – fx til sundhedsarbejde. Der er SÅ meget at gøre, og så mange mennesker at redde, som sikkert ikke vil overleve ellers… Der er en stor glæde og velsignelse i at være en del af kirkens og Sudanmissionens arbejde, har jeg selv oplevet. En klog person har engang sagt at alt forstærkes i Afrika - og det er sandt. Der er masser af triste oplevelser selvfølgelig… men glæderne bliver også forstærket proportionelt. I Afrika kommer sanserne og følelserne på højtryk.

Som en anden klog person har sagt:

Hav aldrig ondt af missionærer: misund dem. De er der hvor der virkelig sker noget – hvor liv og død, synd og nåde, himmel og helvede mødes.

Har du en opgave i Afrika?

Tidspunktet er for et par dage siden - en varm eftermiddag under Afrikas nådesløse sol.

Stedet er en mark udenfor landsbyen Kangahun.

Vores rejseleder, missionæren Egon, har fået en lokal bonde til at vise os sin mark, så vi kan se hvilke afgrøder han høster, og hvor hårdt arbejdet er. Efter at have gået et stykke tid, er vi pludselig i marken. Den ligner egentligt ikke en mark… jeg troede sådan set stadig at vi vandrede rundt i bushen. Det viste sig at være fordi bonden har forskellige afgrøder på samme jord, for så er der en god chance for at han får noget ud af høsten, selvom en af afgrøderne skulle slå fejl. Smart!

Ude i marken står en lille firkantet hytte dækket af blade ovenpå et skelet af træ. Her søger familien ly når det regner, og de derfor må afbryde arbejdet. Vi sætter os ind i hytten, der har en bænk i den ene side – det er vederkvægende at komme ind i skyggen.

Bonden begynder at fortælle om markarbejdet – og han tager en flettet bakke ned fra loftet, der udgøres af et par stolper der er fastgjort til tagkonstruktionen. På bakken ligger forskellige typer afgrøder sirligt arrangeret. Manden har FORBEREDT sig! Det er ikke hver dag man ser den slags i denne del af kontinentet.

Han fortæller engageret om sin mark og afgrøderne. Ja, han er ligefrem pædagogisk i sin fremstilling. (De burde nok fyre nogle af lærerne på den lokale skole og ansætte bonden i stedet). Han er stolt af at være bonde, og glad for sit arbejde. Men han vil gerne have at sønnen, der sidder ved siden af, får en uddannelse, så han kan klare sig bedre. Det er svært at klare sig som bonde trods det hårde arbejde.

I november og december er der meget småt med føde. Alle går og venter på at risen bliver moden til høst – ja, faktisk sulter de fleste disse to måneder, selvom de har økonomiseret med maden. Derfor er der gode penge at tjene, hvis man har ris der bliver moden til december, da alle skal have maven fyldt. En anden rissort bliver moden omkring februar, men der er prisen lavere pga. udbud og efterspørgsel.

Igen i år er der græshopper, så bonden har droppet sin mark i det fugtige eng-område, da de æder det hele. Der er besøg af græshopper hvert år i tørtiden – og så må man bare håbe at de ikke æder for meget.

Bonden er dygtig. Han fik sidste år noget ris gennem kirken, så han kunne udvikle sin farm. Kirken i Kangahun er venskabsmenighed med Skalborg Kirke i Danmark. Her har man samlet penge ind til at starte dette mikro-kredit foretagende i samarbejde med Sudanmissionen og derigennem landsbyen Kangahun.

Det første år gav ikke overskud, men allerede nu er der fremgang.

Det er dejligt at se, at kirken tager aktiv del i lokalsamfundet og ønsker at udvikle dette – til fælles bedste. Jeg kan kun opfordre dig til at gå til din egen menighed og derefter kontakte Sudanmissionen for at få en venskabsmenighed i Sierra Leone eller Nigeria.

Det betyder så utroligt meget for afrikaneren at vide, at der er nogen der lever med i deres liv – at mennesker i Danmark beder for dem, tænker på dem, og samler penge ind til udvikling af kirke og lokalsamfund. Det giver dem styrke og glæde. Vi kender jo alle til hvad det betyder at blive set og hørt – og det betyder langt mere for afrikaneren end for dig og mig, da deres liv i langt højere grad er baseret på fællesskabet. Hvis du ikke tror mig, så kom selv og se efter… Men pas på… Afrika er farligt… Man risikerer at komme hjem som et forandret menneske.

De sidste par dage har vi været en tur i bushen, hvor vi har besøgt en masse forskellige landsbyer. Her sejlede vi en rigtig dejlig tur på en flod. De landsbyer vi besøgte, kunne man kun komme til via floden – det var ingen vej overhovedet. Her mødte vi en af skæbnerne fra borgerkrigen. Det var en mand på ca. 35 år, der tidligere havde været en af de stærkeste i landsbyen. Da rebellerne angreb landsbyen bagbandt de ham ved albuerne, så de rørte hinanden, og sådan lod de ham ligge i 1½ dag. Sener og muskler på brystkassen og armene blev sprængt på den måde, og smerten gjorde at han end ikke kunne forsøge at flygte ud i bushen. Manglen på blod til underarmene gjorde at de aldrig siden er kommet sig. De var helt tynde og uden kraft. Hans fingre kunne han slet ikke bevæge… Manden var nu kommet i høvdingens sold, som rådgiver, og har derved fået mulighed for at klare sig i samfundet… Rask bliver han aldrig.

Den slags skæbner er der rigtig mange af. Man regner med at der er mellem 10-20.000 med afhuggede hænder og fødder. Og det er vel og mærke dem der har overlevet… når man får den slags hugget af, er der jo en ret stor risiko for at miste så meget blod at man hurtigt dør. Rebellerne huggede hænderne af folk, fordi regeringen via reklamer påpegede at fremtiden lå i folkets hænder… Uden hænder - ingen fremtid: sådan var rebellernes filosofi. Det er i øvrigt en konflikt som er svær at blive klog på. Der er ikke nogen der kan sige præcis hvorfor krigen startede, og hvorfor den udviklede sig så brutalt som den gjorde. Men ét er sikkert… den har haft ufattelige konsekvenser for alle… og ingen har opnået noget som helst ved krigen. Ingen.

Overalt hvor vi kommer, møder vi mennesker der har oplevet noget selv, eller har et familiemedlem eller en ven der er død.

Fx besøgte vi en flygtningelejr tæt på Bo, hvor vi bor for tiden. Her er ca. 2500 flygtninge fra Liberia (krigen i Sierra Leone startede efter at krigen i Liberia rykkede vestpå til Sierra Leone). Da det stod værst til, boede der ca. 7500 i lejren.

Vi snakkede med en familie i lejren. Deres landsby var blevet angrebet af fjenderne, og de have voldtaget kvinden og tæsket manden. Men heldigvis slap hele familien med livet i behold, og flygtede derefter til Sierra Leone. De havde ikke længere kontakt med naboer, venner eller familie. De vidste ganske enkelt ikke hvad der var sket med dem, og om de stadig levede.

De ville ikke tilbage til Liberia, frygten sad tydeligvis i dem endnu. Deres øjne var helt døde og meget frygtsomme. Gad vide hvad de drømmer om, om natten… Sierra Leone (et af verdens fattigste lande) har budt dem hjerteligt velkommen og tilladt dem at blive. Så snart de beder om det, kan de få et Sierra Leonsk pas.

Når man står overfor sådan et menneske bliver det lige pludselig meget klart, hvor kyniske nogle politikere vi har i DK for tiden. Frk. Hvilshøj HAR jo set forholdene, hun sagde det gjorde indtryk… men hjælpe dem… nej da. Det er tilsyneladende ikke vores ansvar i Danmark (et af verdens rigeste lande). Til det er der kun ét at sige: stem vores regering ud og hjem næste gang. De er menneskefjendske og kolde. Vi kan ikke være det bekendt længere.

Kan I huske de gamle Tarzanfilm, hvor Tarzan AKA Johnny Weismüller svingede sig rundt i lianerne i de kæmpestore afrikanske skove?

Det billede af Afrikas skove, som Tarzanfilmene skabte, har i høj grad været med til at præge hvordan vi i vesten opfatter dem. Tænk lige over det… når I tænker på afrikas skove, er det så ikke giganttræer med lianer man kan svinge sig i? Med træer der ikke har ret mange blade forneden, men har en tæt krone der holder de fleste solstråler væk. Og med en dejlig blød og ren bund…

Sådan ser Afrikas skove bare slet ikke ud! Træerne bliver sjældent ret store, de har ikke en stor krone og der ligger masser af ral og skidt på jorden. Lianer er der ikke mange af, og da slet ikke nogen man kan svinge sig i.

Men – billeder er taknemlige… Jeg læste engang at filmselskabet bag Tarzanfilmene sendte en hold fotografer til Afrika, så de kunne bruge rigtige billeder i filmene. Da fotograferne kom hjem med filmrullerne blev de kasseret, da de jo ikke lignede det Afrika som Hollywood havde solgt til biografgængerne!

Dette hører man til tider derhjemme – og det er muligvis også sandt i nogle sammenhænge engang imellem…

Men, jeg tvivler på at ret mange danskere kunne følge med, og holde til det hårde slid som mange afrikanere udfører hver eneste dag.

Søndag besøgte vi et lille flodleje, hvor en masse mennesker var i færd med at hente sand op fra sandbunden. Sandet på bunden af floden er groft og derfor velegnet til at bygge mursten af. I tørtiden, hvor der ikke er så meget vand i floden gælder det derfor om at få hentet en masse sand op. Det foregår på følgende måde:

En mand tager sin kano ud til et lavvandet sted, fylder kanoen med sand og afleverer det til sine kolleger på stranden, der oftest består af familiemedlemmer. De mennesker vi besøgte kom alle fra den samme stamme og kendte alle hinanden.

På stranden siver noget af vandet ud af sandet, og tilbage ligger bunken med rent fint sand. Her overtager en anden og skovler det op i en balje der er placeret oven på et træ-stativ, der er lidt over en meter høj.

En tredje tager baljen på hovedet – og går så op på pynten, der ligger ca. 50 m. væk, og smider sandet der hvor lastbilerne har mulighed for at komme og afhente det. Nogle gange står der en midtvejs og overtager baljen – den er tung og det går stejlt opad.

Jeg prøvede at løfte baljen sammen med Egon, missionæren der arbejder hernede. Vi kunne knapt løfte den, da den var meget uhandy og tung – den vejer nok 50 kg, ca. det samme som en cementsæk. Men disse kvinder, drenge og mænd løftede den ene balje efter anden anden – på hovedet! Og sådan går det i pendulfart hele dagen igennem, hele ugen igennem, måned efter måned… balje efter balje efter balje… Det er et meget hårdt fysisk arbejde, som må betyde en hurtig nedslidning.

Nå ja – og så tjener de ca. 6 kr. om dagen…

Så kom ikke og sig, at afrikaneren ikke arbejder hårdt. Om man er landmand, fisker, sandopsamler eller lignende er lige meget – det er for mange et hårdt fysisk arbejde, og på trods af det, kan man kun lige få tingene til at hænge sammen. Gennemsnitsalderen i Sierra Leone er under 40 år.

Her er varmt, knaldvarmt! Jeg havde helt glemt hvor varmt der kan være i Afrika… Jeg befinder mig jo oftest på Plateauet i Nigeria, hvor det som regel ikke bliver varmere end 25-30 grader. Nu er det tørtid, og jeg er bestemt ikke på noget som helst plateau.

Jeg sidder nu og bliver kølet lidt ned under propellen i Sudanmissionens hus, i det område der hedder Bo. Vi er lige kommet hjem fra kirke. Det var en anglikansk gudstjeneste, eftersom Sudanmissionen samarbejder med den anglikanske kirke her i Sierra Leone. På mange måder minder gudstjenesten om den danske – og det er jo lidt paradoksalt, at man kan rejse til Sierra Leone og opleve en gudstjeneste der er næsten som en gudstjeneste i England, hvor den anglikanske kirke jo oprindeligt kommer fra – og at denne så minder om en dansk også!

Det samme kan siges om kirken i Nigeria, hvor der jo er mange elementer der er taget direkte fra den danske liturgi. Det er jo selvfølgelig fordi der er en stor værdi i liturgien – det er gennemtænkt gennem århundreder. Den er såmænd også fin nok… men jeg synes personligt det er lidt trist at kirkens udtryk ikke er mere afrikansk – fx burde der være en meget større andel af sangene der var med afrikanske rytmer end med gammeldags salmesang – og orgel! Heldigvis kan man jo sagtens mærke, at man er i Afrika… Der er ikke noget mere vederkvægende end at høre en fuld afrikansk kirke istemme salmer og sange for fuldt drøn. Her kunne vi lære meget i vesten. Men – jeg håber, at tiden vil medføre, at den afrikanske kultur slår endnu mere igennem i gudstjenestens udtryk. Det er en proces der er godt i gang – jeg håber at den bliver ved. Så vidt jeg er orienteret, er evangeliet for alle mennesker og kulturer. Lad os se det i gudstjenesteformerne også…

Efter gudstjenesten mødte jeg nogle af de unge i kirken. Der var en pige der hed Esther, som med det samme gjorde indtryk. Hun var ”assistant to the treasurer”, men det var tydeligt, at hun var en ledende skikkelse i ungdomsgruppen. Ham der styrede slagets gang famlede lidt i blinde, men straks overtog hun styringen og bad ham om at huske dit og dat.

Det er så dejligt at møde den slags mennesker hernede – dem der vil noget med samfundet og livet. Man kan som regel aflæse dem med det samme – der er et drive over dem, og nogle øjne der brænder igennem. Den eneste måde man kan bygge disse lande og kirker op på er ved at bygge på dem der vil noget – dem der har et dybt ønske om at ændre forholdene, og som arbejder aktivt for det.

Jeg håber at jeg kan få mulighed for at interviewe hende, for hun er et godt eksempel på de mennesker vi skal bygge på i Sudanmissionen og Afrika InTouch.

Resten af søndagen skal bruges på afslapning – vi skal bl.a. se en smuk flod og aftensmaden skal spises hos en kvinde der tidligere har været ansat af Sudanmissionen i Nigeria, men nu arbejder med administration for Det Lutherske Verdensforbund her i Sierra Leone. Den følgende uge bliver travl – vi skal rejse en del rundt til en masse landsbyer og besøge kirkerne der. Det er derude hvor vejene ender, så jeg kommer nok ikke til noget internet foreløbig.

Håber I har det godt derhjemme. Jeg har det i hvert fald godt her.

Tilsyneladende er der ikke forskel på hvordan nigerianere og sierra leonere lugter, for det var i hvert fald den samme genkendelige lugt, der mødte os, da vi steg ud af flyet i 35 graders varme sent om aftenen. Men, der er jo også en del nigerianere i Sierra Leone, måske det er deres skyld!

Nå, men det er jo ikke en ubehagelig lugt, men derimod en behageligt genkendelig lugt.

Selvom jeg aldrig har været i Sierra Leone er Afrika jo Afrika – på godt og ondt. Den helikopter vi skulle være fløjet med fra lufthavnen og til hovedstaden Freetown (15-20 minutters rejsetid) var ikke blevet vedligeholdt og havde derfor fået flyveforbud. Øv, øv og atter øv. Så vi skulle i stedet med færgen (40 minutters rejsetid). Men – der var ikke plads til flere biler, fandt vi ud af efter at have ventet i en kø i 25 min!

Så var der jo ikke andet at gøre end at køre – en tur på 4½ time. Distancen var såmænd ikke så stor, men vejen i meget ringe stand. Dem af jer der har været i Dakka, ved hvad jeg taler om. Heldigvis er Sierra Leone så godt som frit for landevejsrøverier, så det er ganske sikkert at køre om natten. Den ville aldrig være gået i Nigeria…

Men, hvor er det dog dejligt at være tilbage i Afrika. Kan ikke helt forklare det… men Afrika gør jo bare et eller andet ved én og gør en glad. Jeg har snakket lidt om det med Egon Nielsen, der er missionær hernede, (I øvrigt en meget spændende mand der har oplevet lidt af hvert) og vi blev hurtigt enige om at det er fællesskabsfølelsen som afrikanerne besidder, der giver livet den der udefinerbare ekstra dimension. Mennesket er i bund og grund et socialt væsen – vi har blot glemt det derhjemme, var Egons bud.

Sierra Leone minder på mange måder om Nigeria… og så alligevel ikke. Mentaliteten er vist meget den samme: en ukuelig tro på hvad fremtiden bringer. Det er også nødvendigt ovenpå den borgerkrig der har ødelagt så meget og så mange… En umiddelbar forskel er at bygningerne generelt er bedre vedligeholdt i Sierra Leone end Nigeria. Det havde jeg egentligt ikke forventet, især efter borgerkrigens rædsler. Et nyt initiativ er at unge er begyndt at rydde op her i hovedstaden, så der er faktisk ret pænt og rent!

Dagen i dag har været hård: udover et meget spændende museumsbesøg der fokuserede på Sierra Leones oldtid samt slaveriet (Freetown er grundlagt som et helle for hjemvendte slaver) har vi i dag været ved Freetowns kridhvide og meget smukke strand hvor vi har nydt en star pilsner, og efterfølgende spist på en dejlig restaurant ud til en smuk vig, der hedder ”dødemandsbugten”. Åh ja, det er i sandhed et hårdt og opofrende liv at være i missionens tjeneste. ;-) Som Egon sagde; ”it’s hard to be a missionary”.

More to follow…