Saa har jeg endelig lidt tid til at sidde ned og faa skrevet en beretning. Eller, det har jeg egentligt ikke, men man skal jo ogsaa tage sig tid til ting... :)

Nu har jeg vaeret i Mexico City 5 dage og det foeles virkelig som om jeg har vaeret her rigtig laenge. Fredag morgen efter jeg skrev en kort besked herinde, gik jeg ud for at se paa byen og bare da jeg traadte ud af doeren foeltes det som om jeg var kommet hjem. Alting minder rigtig meget om Nicaragua, og det er rigtig dejligt at opleve igen. En kultur der minder rigtig meget om og rigtig imoedekommende mexicanere. Men der er self ogsaa forskelle. nogle af de tydeligste er at mexico generelt er et rigere land, byen her er meget mere organiseret og ren, men jo laengere man kommer ud og jo mere kaosagtigt og fattigt bliver det self. Her er knap 20 millioner mennesker der lever i denne og det er fuldstaendigt ufatteligt, selv naar man er her. Byen er enorm.

Fredag morgen var det egentlig meningen at jeg skulle have vaeret paa en gaa-sightseeing her i centrum af byen, omkring hvor jeg bor, og ville foelges med to svenske fyre til moedestedet, men farede self vild. :p Saa de to fyre og jeg gik lidt rundt i byen og kiggede selv istedet for og saa tog vi op i latinamerikas hoejeste bygning, som der stod, og kiggede udover hele byen. Det var sindsygt, jeg havde godt nok ikke regnet med at den var saa stor og man kunne ikke engnang se det yderste pga. smog. Vildt!

Efter det tog jeg ud for at snakke med den organisation som jeg er her for, Vimex. Jeg tog metroen, som er super dejlig her i byen, 1 kr og saa kan man koere ligesaa langt man vil, skoent. Da jeg kom ud af metroen anede jeg ikke hvor jeg skulle hen, og spurgte den foerste mand jeg moedte, han var super venlig og skulle samme vej som jeg. Saa han hjaelp mig hele vejen hen til kontoret, paa trods af at han ikke kendte det. Det kalder jeg hjalpsomhed og det var bare skoent at opleve. Paa org. kontor snakkede jeg ogsaa med de soede mennesker der som ville proeve at arrangere at jeg kunne komme paa sprogskole loerdag allerede, men desvaerre har jeg maattet vente til i gaar. Men det vender jeg tilbage til.

Bagefter gik jeg lidt rundt alene og saa fx palazio nationales, der er fantastisk flot, med kaempe malerier af mexicos historie, rigtig spaendende. Jeg kiggede ogsaa lidt i nogle af de mange butikker inden jeg vendte tilbage til hostellet for at slappe lidt af, men moedte en engelsk fyr, som jeg i stedet fulgtes med til et omraade af mexcity der hedder condesa, og som er rigtig hyggeligt. Det er et rigt kvarter, saa der ligger mange smaa cafeer og restauranter. Vi fik en kop paa en lille hyggelig kaffebar, men lige inden vi ville til at gaa lidt rundt i kvarteret moedte vi aarstidens regn. Det stod pludseligt ned i laarfede straaler, saa vi maatte loebe gennem gaderne og var gennembloedte paa to sekunder. Men det var rigtig sjovt, og vores redning blev en isbar, hvor vi satte os igen og fik en is. Nooej hvor jeg froes! Vaadt toej og kold is var ikke en god blandning, men det var super hyggeligt.

Om aftenen fandt jeg ud af jeg boede paa vaerelse med 4 britter, ham jeg havde drukket kaffe med, en engelsk pige og 2 irske fyre, som var super flinke alle sammen. Dem brugte jeg en stille og hyggelig aften sammen med.

Loerdag formiddag brugte jeg paa at rende rundt for mig selv i en masse af alle de butikker der ligger heromkring, og koebte da ogsaa lidt ind. :) Det var super dejligt at foele sig saa velkommen og hjemme alene i denne by. Ved frokosttid havde jeg aftalt at moedes med de 4 britter til frokost, det var rigtig hyggeligt, men alligevel den eneste dag jeg har spist paa restaurant her, vil hellere spise i gadeboderne, det er billigere og meget hyggeligere! Men restauranten var god og vist ogsaa ret populaer, da vi stod i koe laenge for at komme ind.

Bagefter smuttede den engelske pige og jeg ned i metroen og ud igen i et omraade der hedder zona rosa, som egentlig er kendt for boessebarer og vilde natklubber, men det saa vi dog ikke saa meget til, kun et par maend der kyssede hist og her i metroen. Istedet fandt vi nogle hyggelige markeder, hvor vi var rundt at kigge. To meget smaa hyggelige markeder, det ene med antikviteter fra mest spanskkultur, hvilket var sjovt at se, men hvor vi ikke koebte noget og saa et lille marked men masse soelvsmykker og artesania, haandvaerk. Her i mexico er soelv rigtig billigt, og det er nogle rigtig fine ting de har. Saa der koebte jeg mig lidt fattig, og jeg har helt sikkert planer om at skulle have fat i noget mere senere. Det er rigtig fine ting.

Aftenen blev til en lille bytur med endnu flere britter faktisk... det vrimler med dem til tider! Jeg tror der var 7 britter og jeg den aften, hehe, og saa var resten mexicanere paa den nattclub vi endte paa. Men det var super skaegt!

Soendag blev en meget lang dag som startede kl ni, hvor jeg moedtes med en tyve stykker og en guide og blev koert rundt til forskellige spaendende steder her i byen. Man skal jo ogsaa vaere lidt turistet ind i mellem. Vi saa nogle flotte ruiner her i centrum af byen, og saa havde vi bare i guide der var fuld af energi, fjollede rundt og bare var super sjov at foelge rundt. Derfra tog vi til den katolske kirkes anden stoerste sted efter vatikanet. Det hedder guadalupe og kan rumme 10.000 msk og 50.000 mennesker paa omraadet udenfor. Og saa ligger der nogle forskellige catedraler og kirker rundt om ogsaa, og en paa bjerget ovenfor, hvor man kan gaa op og see ud over hele byen. Vi var der paa en "normal" soendag og der var saa sindsygt mange mennesker, hvor en del self kom for at se det hele som en slags pilgrimstur, men det fleste var der bare for de messer de holder hele dagen. Det var sindsygt.

Derfra koerte vi en laang vej til lige udenfor byen, hvor mexico city pyramider ligger. Vi gjorde holdt ved en suveniershop inden, hvor en anden guide fortalte os om alt det astekerne tidliger og nu mexicanerne faar ud af agaveplanten. Han skar et blad af og skrev paa det med kuglepen, hvorefter han rev det oeverste lag af, saa det blev til papir med det han havde skrevet paa. Saa skar han spidsen af, som er meget haard og spids saa den kan bruges til naal, men det smarte var at han hev en traad med ud af planten, saa han havde naal og traad i et. Denne traad kunne han farve meget let med lemonstone og en anden ting jeg ikke husker navnet paa, men snoren blev til mange flotte farver. Resten af det blad han skar af, rev han lidt fra hinanden, saa vi kunne se de mange traade i planten der ogsaa kunne bruges til stof. Fantastisk plante. Efter det smagte vi paa de tre safter der kommer ud af planten, selve den juiceagtige vaeske der kommer direkte, saa tequila, her lavet paa mandel, mums, og til sidste mezcal, hvor det er de putter orm i flasken, og drikker det med citron og salt. og her er raekkefoelgen: salt - citron - mexcal!

Saa spiste vi lidt frokost og kom endelig til pyramiderne, de er fantastiske! Kaempe store pyramider, og smaa flade pyramider ud over et over 2 km, lidt aflangt, omraade. Vi kunne kun bestige den ene pyramide halvt, men den stoerste paa 63 meter, klatrede vi helt op ad, det var fantastisk!! Helt vildt, og selve al historien vi fik fra guiden var ogsaa bare helt super. Det var ogsaa det varmeste sted jeg har vaeret og uden skygge, saa self blev det oeverste af skuldrene lidt solbraendt paa trods af solcremen, men hvor var det dejligt med lidt farve. :D

Om aftenen var vi alle fuldstaendigt kvaestede, men klarede alligevel at socialisere lidt med en par oel paa hostellet inden hovedet fandt puden...

I gaar begyndte jeg saa mit spanskkursus, hvor ogsaa en fransk pige er paa. Vores laerer er rigtig soed og taler baade flydende engelsk og fransk, han er rigtig cool. Og han tager os mange andre steder hen end bare klassevaerelset, det er rigtig dejligt. Desvaerre kan den anden pige slet intet spansk og i gaar var det rigtig svaert at diferencierer undervisningen, men det har han gjort i gaar aftes hvor vi ogsaa havde timer igen. Pga at jeg skal ned til workcampen i marquelia allerede torsdag aften, er vi noedt til at have flere timer i loebet af en dag. Altsaa have vi fri fra spansk ml kl 13 og 18 i gaar, hvor vi ikke lavede meget andet end at spise frokost og rende lidt rundt i byen sammen med en soed australsk fyr fra hostellet. Men det skal ogsaa til med lidt afslapning ind i mellem. Vi var helt blaest i hovederne pga alt det spanske. Og saa havde vi spansk igen to timer hjemme hos horacio som vores laerer hedder, det var super hyggeligt og hans onkel hjaelp os, saa horacio kunne lave diferencieret undervisning. Super dejligt.

I dag har vi igen vaeret til spansk, men hvor han bl.a. tog os med et spanskkursus for udlaendinge, men som taler spansk flydende, saa det var virkelig svaert, men ogsaa en helt fin udfordring for mig. Maaske var det dog lidt traelst for den franske pige. Efter holdet spiste vi den bedste mexicanske mad jeg har faaet indtil videre paa en super hyggelig gaderestaurant. Super dejligt. Og saa har jeg brugt eftermiddagen paa at vaske toej og skrive mails. :p men det skal jo ogsaa goeres.

Nu maa jeg hellere skynde mig at komme afsted til spansk igen, saa jeg ikke kommer for sent i skole :p skal dog lige ordne et par ting paa vejen.

Hav det super godt alle sammen, jeg haaber i kan sluge alt det jeg har faaet skrevet! :P

Rejsehilsner fra Mexico City - Ida Christine.

Hej alle sammen.

Nu sidder jeg paa et rigtig hyggeligt youth hostel i Mexico City kl halv ti fredag morgen.

Jeg ankom sent i aftes og har indtil videre ikke naaet meget mere end at sove et par timer og spise morgenmad her. Men de folk jeg har moedt virker rigtig soede. Om lidt skal jeg paa tour med stedet her, saa kommer jeg ud og se lidt af byen. Det glaeder jeg mig til.

Ogsaa har jeg fundet ud af at jeg allerede begynder mit spanskkursus i morgen, saa det bliver ogsaa spaendende.

Min flytur gik helt som den skulle, selvom jeg maa indroemme at jeg var meget nervoes da jeg var i kbh torsdag morgen. I flyet over atlanten fulgtes jeg med en soed svensk fyr, saa det var rigtig fint, og alle tingene fungerede. Det betyder meget naar man rejser alene synes jeg.

Naa, det var bare et lille livstegn fra mig, nu vil jeg ud og opleve det land jeg er havnet i.

Knus Ida Christine.

PS. Tusind tak til alle jer der kiggede forbi tirsdag aften og oenskede mig god tur.

Lige nu har jeg det saa underligt som det overhovedet er muligt! I loebet af i dag har jeg sagt farvel til halvdelen af brigaden og skal sige farvel til resten i dag og i morgen. For i dag er brigaden officielt slut og mange er taget videre. En del er heldigvis taget med paa det samme hotel for en overnatning og vi spiser aftensmad sammen for sidste gang. Og i morgen formiddag tager Lilja og jeg saa ud i Managua lufthavn og flyver hjem til Danmark kl 12.30. Det er virkeligt underligt at taenke paa, og jeg baade glaeder mig og har ikke lyst til at skulle vaek herfra og sige farvel til mine venner. Det er slet ikke til at forstaa at jeg har vaeret i Nicaragua 3 og en halv maaned, jeg synes tiden er floejet afsted og jeg lige er kommet, samtidig med at jeg har oplevet saa meget og der bare er sket noget hele tiden. Det er vildt at jeg faktisk har overlevet og kommet helskindet ud paa den anden side med den fedeste oplevelse i mit liv i min bagage. Lige nu er jeg i mit hoved i gang med at sige farvel til Nicaragua og goere alting en sidste gang inden jeg i morgen flyver hjem.

Jeg lander i Kastrup lufthavn i Danmark paa mandag d. 14.maj kl. 15.15 og hvis nogle skulle vaere interesseret i at kigge forbi og byde mig velkommen hjem skal i selvfoelgelig vaere hjertens velkomne. Jeg glaeder mig rigtig meget til vi ses igen - snart!

Vi ses i Danmark. <3

Saa lakker det hele mod enden. Den mest fantastiske rejse er ved at vaere slut. En rejse der har indeholdt nedture, men som har aendret mange ting i mig og som har fantastiske minder og de skoenneste mennesker der altid vil vaere gemt i mit hjerte.

Vi er blevet faerdigt med vores rejsebrevspengeprojekt, som jeg naevnte i sidste beretning. Det er et slags skur, som egentlig er fire stolper med et tag, til de skraldemaend som vi har arbejdet med hernede. Vi har selv startet projektet, bygget det hele selv og i dag indviet det med en tale, et rodt baand der skulle klippes over og sodavand til alle. Helt efter bogen. Jeg er super stolt af det projekt vi har faaet lavet og det er blevet super flot. Alt traevaerket er malet sort og taget bestaar af tinplader, det ser rigtig godt ud, bortset fra at det er svaert at arbejde med meget skaevt traevaerk, men man kan aabenbart ikke faa andet i Nicaragua. Skuret er godt surret fast, for vi startede med at grave fire dybe huller som stolperne kom i, med cement rundt om. Vi har ogsaa faaet bygget to flotte baenke og et lille bord til dem, koebt en lille grill, en gryde de kan lave deres kaffe i, lidt kaffe og saa har vi haengt plastikkopper op paa to af stolperne paa smaa kroge. Vi har endda malet et skilt til dem hvorpaa der staar Los Grandes der betyder De Store, fordi en af dem paa en tidspunkt jokede med at saette sig op paa en cykeltaxa og sige; nu er jeg en af de store. Men vi mener at de er de store, fordi de goer et rigtig godt arbejde, som det er et daarligt job de har. Derfor synes vi de fortjente det flotte skur og tilbehoeret.

Mens vi har vaeret her i byen har vi faaet et lille chok, for her i byen fester og drikker de meget og de har vaeret meget opsatte paa at vi ogsaa skulle med til fest. Saa en uge efter vi kom var vi med paa diskotek, hvor de havde arrangeret en smule for os og hvor vi dansede og sang kareoke, men ikke drak mere en et par oel, fordi vi havde lidt svaert ved at vejre hvordan det ville blive set og samtidig fordi vi ikke synes det er super fedt at vaere fulde sammen med vores familier. Men det virkede mest som om de gerne ville have vi skulle drikke og feste og de var ogsaa rigtig vilde paa dansegulvet.

Vores weekender her i byen er ogsaa gaaet med fest og ballade og aktiviteter, men det har vaeret uden familierne. Den anden fredag her i byen var vi til Perozompopokoncert, det var rigtig fedt. Det er et nicaraguansk rockband der spillede i byen Masaya der ikke ligger saa langt herfra. Det gjorde vi sammen med de andre brigadister, som bor i Ciudad Sandino. Rigtig fed koncert og bytur bagefter. Loerdagen brugte vi til at slappe af paa stranden med toemmermaend og saa saa vi en film om aftenen. Soendag var vi med den fagforening, hvis medlemmer vi bor hos, paa sightseeing i Masaya. hvor vi saa deres helt Sandinos museum, en katolsk kirke, et flot udsigtssted over en smuk soe og et marked der har en masse flotte suveniers og spoejse ting.

Weekenden efter moedtes vi med dem fra Ciudad Sandino i Managua og holdte moede, inden vi fik den fedeste tur med canopying, det var super fedt! For folk der ikke ved hvad det er, saa bliver man haengt i en talje paa en lang wire og saa bare skubbet ud i luften meget hoejt over jorden og den soe vi gjorde det ved. Det var saa fedt at proeve og da vi var faerdige havde vi allermest bare lyst til at goere det tyve gange mere. Super fed oplevelse! Om aftenen tog vi foerst ud og spiste lidt fint fordi det var sidste gang hele brigaden var samlet herpaa turden og saa tog vi i byen og havde det sjovt. Soendag aften kidnappede vi vores kordinator Leo, som rejste fra os i tirsdags fordi han skal til bryllup, gav ham bind for oejnene og satte ham ind i en taxa og koerte ham ud til et hyggeligt sted med en swimmingpool, musik og mad. Der hyggede vi os hele aftenen og legede en masse i poolen. Rigtig sjovt.

I morgen er saa vores afslutningsdag, hvor vi om formiddagen skal spille fodbold med vores familier og om aftenen holder afskedsfest. Det bliver noget af en fest en lang tale, som holdes af alle os 9 brigadister, og saa holder de sikkert ogsaa en masse for os (det gjorde de i hvert fald i mandags, hvor bare Leo rejste) og saa har vi arrangeret nogle sjove boernefestlege som stopdans og limbo og saa ender aftenen sikkert med at vi sidder og skraaler kaeroke, det skal nok blive sjovt.

Soendag er det saa farvel til familierne og saa tager vi ud i en hytte ved en stor soe og skal bruge den naeste uge, kun os 20 brigadister, paa at evaluere hele opholdet og feste om aftenen, inden jeg naeste soendag hopper paa et fly til Danmark. Det er virkeligt underligt at det er saa taet paa at det hele er slut og jeg er fyldt med ambivalente foelelser. For paa den ene side glaeder jeg mig rigtig meget til at komme hjem til jer igen og paa den anden side har jeg ikke lyst til til at forlade dette fantastiske land og denne fede rejse, det har vaeret skoent.

Vi ses i Danmark, Ida Christine.

Saa har jeg igen en smule tid til at faa skrevet lidt om hvad jeg gaar og bedriver tiden med, som jeg foeler der er saa lidt af. Om to uger er jeg nemlig hjemme i Danmark igen og indtil da flyver tiden afsted som jeg aldrig har oplevet det foer, med dagene fulde af aftaler og arbejde, saa man er noedt til at udnytte hvert minut. Derfor er det heller ikke sikkert jeg faar faerdiggjort hele denne beretning om arbejdet i dag, men jeg vil proeve.

Mens vi har boet her i byen har vi arbejdet med en masse forskellige ting og har ogsaa haft et par fridage ind i mellem, fordi tingene ikke altid fungere som man gerne vil have dem til her i Nicaragua.

Vi startede ud med at samle skrald i sorte plasticposer med lemonduft i et omraade der hedder Mitch. Omraadet blev for en del aar siden brugt som en ulovlig losseplads der blev daekket med jord, men efterhaanden er alt skraldet kommet til syne igen og der er mange der smider deres skrald derude stadigvaek. Igennem omraadet gaar ogsaa en lille bitte aa, som faktisk forbinder de to kaempe soer der findes i Nicaragua, Lago de Nicaragua og Lago de Managua, men som er helt fulstaendig fuld af skrald. I dette omraade ryddede vi altsaa skrald i fire dage med vores lemonposer, og kom faktisk et godt stykke, men det tror jeg kun kunne lade sig goere fordi vi fik en ide, som raadhuset der egentlig arrangerer vores arbejde, ikke lige havde taenkt paa. Vi koebte 5 river og gik igang med at rive omraadet istedet for. Det gjorde effektiviteten meget stoerre og det blev rigtig flot fordi vi arbejdede der i de fire dage.

Ugen efter gik vi igang med at hjaelpe skraldemaendende i denne by med deres carratones, som er smaa vogne der koerer rundt med i gaderne, som de rydder for skrald med en kost og en skovl og laesser skraldet op i vognen. Det var super hyggeligt at gaa alene sammen med en Nica og rydde et omraadet af byens gader. Der var rigtig mange mennesker der kom hen for at snakke med en og gav en sodavand eller en banan. Det var rigtig fedt at opleve og det var godt at vi var saa synlige, for det paavirkede ret mange hernede. Fordi vi faktisk er det de gerne vil vaere, hvide og rige, og saa vi faktisk og rydder op efter dem og fjerner deres skrald. Det har sat rigtig mange tanker igang hos mange og mange roste ogsaa vores arbejde og havde rigtig mange spoergsmaal om hvorfor og hvem vi var. Det er det bedste vi har arbejdet med hernede. Super fedt.

Fredagen i den uge brugte vi paa at vaere endnu mere ulaekre, jeg vil naesten kalde os slamsugere. Vi skulle rydde nogle dybe afloeb/groefter der loeber ved siden af en motorvej, hvor alt slammen fra husene loeber ud og som bliver fulde af skrald som bilerne bare smidder ud af vinduerne. Det var super klamt at gaa rundt i gummistoevler og faa slammet op paa kanterne med en skovl, men jeg er sikker paa det var en fed oplevelse, og meget graenseoverskridende. Desvaerre var jeg ikke selv med til dette arbejde fordi jeg blev daarlig mens vi var derude og maatte tage hjem. Heldigvis var det kun en endagssygdom og ikke noget langvarigt.

Ugen efter, sidste uge, blev informationsugen. Efter at vi havde brugt to uger paa at vaere synlige og rydde skrald, brugte vi en uge paa at informere lidt om det vi havde gang i. Vi delte foldere ud om skrald, som raadhuset havde lavet til os og fortalte noget om hvem vi var og om konsekvenserne af skraldet. Det var rigtig fedt fordi folk er rigtig soede og hernede er folk ivrige efter at faa en gratis folder i haanden, modsat hjemme i Danmark, hvor det kan vaere svaert at faa delt noget ud nogle gange. Vi haaber at det, sammen med at vi har vaeret saa synlige i vores arbejde, har vaeret med til at aabne oejnene, i hvert fald hos nogle. Vi gjorde ogsaa lidt ud af det, vi havde koebt en masse stof som vi havde lavet nogle fine dragter af og syet skrald paa, det var super fedt, og man foelte sig ret grim, men saa var man ogsaa i en rolle og derfor var det ikke helt saa pinligt. Raadhuset havde leveret en pickup fyldt op med hoejtalere, hvor de spillede musik mens vi delte foldere ud, en ting de goer rigtig meget i hernede, det med at spille hoej musik over det hele. Men vi brugte den ogsaa til at snakke i en mikrofon til de mennesker der var omkring os, og en af dagene var vi fire piger som koerte rundt i nogle gader og fortalte de ting vi havde at sige, det var super fedt. Specielt fordi det er den maade nicaerne goer det paa naar de skal reklamere for noget, saa koerer de rundt i gaderne og snakker i hoejtalere eller koerer rundt med hoej musik i en reklamebil. Det var sjovt at opleve.

De forskellige dage var vi selvfoelgelig forskellige steder, paa markedet, i parken hvor vi ogsaa koerte ud i gaderne omkring, ved at busstoppested hvor der koerer rigtig mange busser indtil Managua og saa ude ved Zona Francas, som jeg fortalte om i sidste beretning. Desvaerre var der ikke ret mange mennesker der fik fri paa det tidspunkt hvor vi arbejdede derude og der var ikke saa meget gang i den, men fredag aften tog vi ind til Zonaerne ved Managua og det var helt vildt at opleve. Der var saa mange boder, og de stod saa taet og mange man ikke kan forestille sig, kun maaske hvis man har opholdt sig lidt i et land som dette, men det var endnu mere end alle steder. Og samtidig stroemmede det ud med folk fra alle Zonaerne, det var som at se folk stroemme ud fra en flytningelejr, joeder i k-lejre eller folk paa vej til en stor koncert paa Roskilde, det var helt vildt. Men det var alligevel maaske ikke lige saa soergeligt som de to foerste eksempler, selvom det er rigtig soergeligt med de fabrikker, men billedet er bare et lidt andet naar folk alligevel kommer ud derfra i flot toej, opsat haar og makeup, men arbejderne har faktisk rigtig daarlige arbejdsforhold og muligheder.

I sidste uge begyndte vi ogsaa at faa arrangeret et projekt for rejsebrevspengene, hvor vi vil bygge et slags skur eller halvtag til de skraldemaend som vi har arbejdet med og koebe nogle baenke og kaffekopper til dem, fordi det eneste de havde foer til deres pauser var en oedelagt plasticstol, et lille baalsted de varmer kaffe over og nogle krus som er lavet af overskaarne plasticflasker. Saa vi synes at de fortjener noget bedre fordi de faktisk laver et fantastisk stykke arbejde men ofte ikke faar saerlig meget kredit for. Det har vi saa arbejdet paa et par dage i sidste uge og i dag. Det skal vi ogsaa lave de naeste par dage og vi bliver nok foerst faerdige til vi tager afsted. Samtidig skal vi arbejde med at plante nogle specielle blomster i et kvindekoorporativ i denne uge, saa der er nok at se til, plus at det er sidste uge og der er en masse andre ting der fylder i programmet naar tiden her er ved at vaere slut. Saa det bliver en haard uge.

Vi bruger ogsaa nogle rejsebrevspenge paa at male nogle flotte skilte til information i det omraade Mitvh hvor vi har ryddet skrald, saa det maaske kunne forebygge lidt at folk smidder alting dernede.

Nu er tiden igen knap, saa vi maa see om jeg faar tid i min stressede uge til at faa skrevet om de aktiviteter vi ogsaa har lavet i den tid vi har vaeret her i byen og hvad vi har brugt vores weekender paa. Ellers ses vi jo snart igen i Danmark. Adios.

Saa har jeg tilbragt over halvdelen af tiden her i byen Tipitapa, og jeg maa nok indroemme at da jeg kom for to og en halv uge siden var jeg ikke saerlig indstillet paa hvad det var jeg skulle lave her. Men lige nu har jeg overhovedet ikke lyst til at skulle hjem til Danmark om kun 17 dage selvom jeg savner alle i dejlige mennesker. Det haenger nok sammen med at det pludselig gaar op for en at det er ved at vaere slut og man ikke lige kommer til opleve noget lignende lige foreloebigt igen.

Vi havde tilbragt en nat sammen i Managua alle sammen efter paaskeferien. Da delte vi os op i to anderledes grupper end dem i landsbyerne, paa 11 og 10 (fordi en af pigerne desvaerre har maattet tage hjem til Danmark fordi hendes far er meget syg - det vaerste man kunne taenke sig der skulle ske -  stakkels pige!). Min gruppe koerte saa ud til en slags forstad til Managua, men som mere kan kaldes en by i sig selv, der hedder Tipitapa. Her maatte vi vente en del tid paa at der skete noget, fordi der faktisk ikke var nogen der vidste at vi skulle komme og den eneste der vidste noget var lige rejst til Spanien. Men saadan er det bare hernede saa vi har naermest vaennet os til det, og vi gik ud for at finde lidt frokost og slappede lidt af den dag indtil de fik styr paa det hele og om aftenen moedte vi saa de familier vi bor hos.

Som sagt var jeg ikke ligefrem indstillet paa hvad det var jeg skulle lave her, fordi det hele tiden havde vaeret landsbyopholdet som man indstillede sig paa og fordi vi lige havde haft noget der lignede 14 dages ferie. Saa det var meget surealistisk at sidde der foerste aften sammen med den nye familie og proeve at indstille sig paa at her skal man bo 4 uger og man skal laere de her mennesker at kende. Det var meget svaert foerste aften, men i loebet af nogle dage faldt man selvfoelgelig til alligevel.

Min familie er rigtig soede og tager sig rigtig godt af mig. Jeg bor sammen med 8 mennesker, hvoraf der naesten altid er nogen paa arbejde, men til gengaeld er der ogsaa meget ofte endnu flere mennesker i huset. Familien bestaar af faren Ramón, der arbejder som sikkerhedsvagt paa markedet i byen, oftest om natten, moren Carmen som er arbejdsloes og meget traet af det og mormoren Juana der er meget syg.

Den aeldste soester i huset hedder Escarleth og hendes mand kan jeg pinligt nok ikke huske hvad hedder, men jeg har heller ikke rigtig snakket med ham for han arbejder meget og gemmer sig paa han og Escarleths vaerelse naar han er hjemme. Baaede soesteren og hendes mand arbejder i Zona Francas ogsaa kendt som frihandelszoner.

Zona Francas er forfaerdelige fabrikker hvor udenlandske firmaer, ofte fra oesten der arbejder for store maerkevarefirmaer fra vesten, kan faa lov til at lave en masse snavs og ikke betale skat mens landets regering kigger den anden vej fordi der hersker helt andre regler for disse fabrikker end for alt andet arbejde. Der er virkeligt daarlige arbejdsforhold, utroligt lave loenninger og arbejderne arbejder 10 timer om dagen ofte med overarbejde som ofte slet ikke bliver betalt. Men der er saa meget mangel paa arbejde at arbejderne ikke har noget valg og selvom de gaar sammen mod fabrikkerne bliver de bare fyret for forgodtbefindende fordi der er tusindvis af andre mennesker der staar i koe for at faa deres arbejde. Det er forfaerdeligt, men det er den eneste maade at tjene penge paa for utroligt mange mennesker i lande som Nicaragua.

For at gaa tilbage til min familie er der ogsaa en soen paa 19 Haviér, som ogsaa arbejder i zonerne, og en soen paa 14, som jeg faktisk ikke er sikker paa helt hvad laver, men jeg mener at han er faerdig med det der svarer til folkeskolen. Om han saa arbejder nu eller gaar i skole, ved jeg faktisk ikke, men jeg ville gaette paa skolen. Den yngste i familien er datteren Josi paa 13 som gaar i Secundaria, som er den sidste del af folkeskolen her i Nicaragua. Hun hjaelper ogsaa sin mor med at passe huset og bliver hunset meget rundt af resten af familien, hvilket er ret haardt at hoere paa.

Vi 9 mennesker bor sammen i et lille lyseblaat hus med veranda paa en sidegade fra hovedgaden, og jeg har et minuts gang til det sted hvor brigaden altid moedes inden arbejde eller til moeder, det er rigtig dejligt. Huset bestaar af en slags gang som egentlig er stuen, men meget smal, hvor der i den ene side er en reol med tv og dvd, og ved siden af en fryser og i den anden side staar fire stole som man saa sidder paa.

Lige naar man kommer ind i stuen er der en indgang til venstre til foraeldrenes vaerelse og vist ogsaa nogle fleres, for vi bor ret mange mennesker. Det er et lille rum der er lidt stoerre end en dobbeltseng, hvilket der ogsaa er derinde.

Stuen bliver halvvejs skaaret over af en halvvaeg, hvor bagved jeg bor nu. Jeg har kun plads til en seng og en sengebord for hovedgaerdet og saa kan min taske lige staa ved siden af. Det er en lille hule. Til at starte med boede jeg egentlig i det rum som man kan gaa ind af en indgang i til venstre for min seng. Der bor bedstemoren ogsaa og det bestaar bare af en seng i hver side og et par smaa borde. Jeg blev flyttet derfra fordi bedstemoren er syg og tisser i sengen om natten, nu er det den yngste datter der bor der.

Gaar man lige ud forbi mit vaerelse kommer man ud i koekkenet som er et lille rum med et gaskomfur, en plasticbor og et koeleskab som egentlig er en fryser. Min familie er ret spojs, de har fire frysere og intet koeleskab, men det er fordi de saelger frossen vand, ogsaa kaldet is til folk i byen.

Til venstre i koekkenet er der ogsaa en aabning ind til den aeldste soester og hendes mands vaerelse, som faktisk er ret stort. De har en dobbeltseng midt i rummet og en halv meter paa hoejre side og foran sengen. Der er en masse reoler og skabe, hvor de opbevarer en masse forskellige ting og foran sengen er der et stort tv.

Gaar man fra koekkenet ud bagved kommer man ud i en lille bitte baggaard, hvis den overhovedet kan kaldes det, hvor der er to kummefrysere, en vask til baade opvask, vasketoej, bad og madlavning, et latrin med forhaeng og en masse skrammel og forskellige ting.

Herude bor ogsaa familiens hund Boby, som ligger paa en vaskerist i et hjoerne det meste af dagen, for den har ikke mulighed for at flytte sig meget, da den er bundet fast med en kaede. Stakkels hund, den kan kun gaa lidt over en meter vaek fra dens lille hjoerne og det er der knap nok plads til fordi der staar en masse ting. Jeg kan ikke helt se logikken ved at have en vagthund ude i en baggaard hvor der ikke kan komme nogle mennesker medmindre de gaar igennem hele huset. Stakkels dyr.

Der bor to dyr mere i huset, en rigtig kaer gul kat, som er kaelen naar den har taalmodighed til det og en fin groen papegoeje, der modsat hunden godt kan faa lov til at flyve frit ret tit. Den er virkelig kaer og naar den foerst har fundet kaerlighed for ens fingre, slipper man ikke lige foreloebigt.

Som sagt er der ofte endnu flere mennesker i huset, enten foraeldrenes aeldste soen Freddy, der er flyttet hjemmefra, hans kone Susena og deres datter lille Jenifer paa et par aar tror jeg, eller morens bror Maruricio, hans kone og fire smaa boern. Der er ofte ogsaa bare samlinger af boernenes venner ude paa verandaen, saa man kan sjaeldent sige at der er ro i vores hus. Kun mellem kl. 10-10.30 om aftenen og kl 5. om morgenen er der roligt for andet end rotterne paa taget.

Jeg kan desvaerre ikke naa at skrive mere om mit ophold i byen Tipitapa lige nu, fordi tiden paa internettet loeber ud og jeg skal til moede. Saa jeg maa fortaelle om vores arbejde og aktiviteter en anden dag. Hasta luego amigos!

Endelig er det muligt at komme paa nettet igen. Det har ellers vaeret besvaerligt, baaede pga. manglende tid, men ogsaa fordi det ikke er alle steder i Nicaragua hvor internet er lige godt repraesenteret. Og der har jeg selvfoelig tilbragt min ellers super dejlige ferie i denne paaske.

Saa jeg vil ogsaa lige naevne for alle i dejlige mennesker der sender mig skoenne mails at i ikke er glemt, jeg har bare endnu ikke haft tid til at faa svaret endnu. Det kommer der saa snart som muligt!

Naa, for at starte fra hvor jeg slap sidst, saa foeles det godt nok laenge siden, fordi der er sket super mange ting siden. Men jeg vil proeve at huske tilbage saa godt jeg kan.

Soendagen efter jeg skrev sidst, havde vi den anden halvdel af brigaden, dem der bor i Jinotega, paa besoeg i vores landsby til en rigtig hyggelig dag. Vi startede med at vise dem hvor vi har arbejdet med vores kaffeplanter og vores kaempe hul, som vi har gravet i daemningen og det sted hvor vi har saaet vores loeg, som hedder Hordalisas og bagefter viste vi stolte vores huse og familier frem, saa de kunne faa et billede af hvordan vi har boet uden dem. Saa gik alle os fra brigaden lidt op ad et bjerg og holdte en rigtig hyggelig picnic med udsigt over bjergene og dalene omkring landsbyen. Dejligt afslappende og hyggeligt. Da vi havde slaaet mave og hygget os laenge nok var det tid til at vi havde en aftale med koorporativet. Vi moedtes med dem alle sammen oppe paa omraadet Hordalisas og saa var der ellers doemt fest resten af aftenen. Der var forberedt en masse sjove konkurrencer og lege Nicaerne og danskerne imellem, samtidig med at vi var et madhold som gik i gang med at knokle med et festmaaltid med grillkoed, ris, groentsager og salat. Efter at der var blevet leget og grint en masse blev der saa ellers sat gang i dansemovesne, hvor danskere, nicafaedre, -moedre og -boern dansede til meget karakteristisk nicamusik. Det var rigtig skaegt og selvom moerket faldt paa foer maden blev klar, havde alle taalmodighed og nicaerne har en loesning paa et hvert problem. De satte nemlig bare to lysstofroer op, saa man stadig kunne danse. Men maden maatte vi stadig faerdiggoere i moerke, hehe. Det var en rigtig dejlig succes den dag, super hyggeligt.

Ugen efter gik igen med at arbejde med at grave den store daemning fri for jord, men desvaerre maatte jeg sige fra onsdag, da min ryg voldte mig alt for store problemer og det eneste der hjalp var at slappe af i den. Men selvom det irriterede mig meget ikke at vaere med hele vejen igennem vores faelles, seje projekt, saa var det faktisk en rigtig dejlig afslutning paa lansdbyopholdet at faa lov til at gaa derhjemme med mine soestre og vaere meget sammen med familien i de sidste dage inden vi rejste. Super dejligt at lege med mine soestre og tilbringe en masse god tid sammen med dem, de er virkelig kaere og jeg savner dem nu hvor jeg er rejst fra dem. Det er rigtig underligt at man ikke skal se de mennesker igen, vi har alligevel levet taet sammen i halvanden maaned og nu er det bare slut. Underligt.

Om torsdagen i den sidste uge blev jeg inviteret med ned paa skolen, hvor de havde en anderledes skoledag, hvor de havde valg til skolens bedste laerer. Det var rigtig sjovt at opleve. Boernene var selv med til at lave stemmeurnerne og laererne var selvfoelgelig inhabile, saa der var tilkaldt foraeldre til at hjaelpe boernene med at stemme og til at taelle stemmerne op. Da det hele var klart til at gaa igang oplevede jeg noget fantastisk. Alle boernene stod helt stille uden at sige et ord i raekker udenfor skolen og sang ogsaa en fin sang inden de foerste boern fik lov til at gaa ind for at stemme. Det var virkelig en oplevelse, fordi det er meget svaert at forestille sig med de boern som vi har oplevet vaeret meget larmende og uden megen disciplin, men i skolen fungerer det aabenbart rigtig godt. Saa alle boernene fik stemt mens resten ventede i raekkerne og saa fik de lov til at lege mens foraeldrene talte stemmerne op. Det skulle jo gaa rigtigt til, saa der kom til at gaa rigtig laenge fordi det aabenbart ikke passede sammen. Mens vi ventede paa resultatet fik vi alle sammen serveret en laekker ret mad, fordi de har den ordning at forskellige foraeldre skiftes til at lave mad til boernene paa skolen. Om det sker hver dag eller kun er til arrangementer ved jeg ikke, men jeg vil gaette paa at det er til arrangementerne det sker. Rigtig dejligt at opleve denne dag i skolen, selvom det ogsaa kunne have sjovt at opleve en almindelig skoledag, men det mulighed fik jeg altsaa ikke.

Fredag lavede vi danskere et virkelig skoert projekt, som egentlig bare startede med en stak sjove ideer, men som vi rent faktisk har foert ud i livet. Vi havde snakket om at lave en mudderkalender, fordi vi jo havde al den mudder i daemningen som vi gravede i. Og da vi jo var 11 mennesker kunne man faa en maaned hver og saa have december til et gruppebillede. Saa vi skejede ud i bikini og shorts og havde hakker og spader med i graven og tog en masse sjove billeder af hinanden i mudderet. Det var super skaegt og hvis i er heldige faar jeg nok lagt et af billederne herud og saa har jeg jo en kalender at haenge op naar jeg kommer hjem til Danmark, hehe. En eftermiddag af skoere ideer og hoeje grin. Dejligt.

Loerdagen var afsat til at skulle vaere afskedsfest, saa om eftermiddagen efter dagens arbejde hoppede alle i bad og saa var der ellers fest hele eftermiddagen oppe i Hordalisas igen. Super hyggelig eftermiddag, hvor det denne gang var nicaerne der styrede slagets gang. De holdte tale for os og fortalte os hvor meget det havde betydet at vi havde vaeret hos dem i den sidste halvanden maaned og de fortalte os ogsaa hvordan vi helt konkret havde hjulpet dem i cordobas (nicapenge) og arbejdstimer, det var rigtig dejligt at opleve at man faktisk har gjort en forskel, skoent. Vi udtrykte ogsaa vores taknemmelighed og gav dem det projekt som vi har brugt pengene fra rejsebrevene til. Nemlig et lille bibliotek, hvor vi har koebt dem en masse forskellige fag og skoenlitteraere boeger, som vi har bundet ind for dem og som de saa kan have staende paa skolen til faelles brug. Et rigtig dejligt projekt. Bagefter fik vi enchiladas, som er en super laekker ret de kan lave, det var rigtig dejligt. Saa blev der taget millioner af billeder af de forskellige familier og af alle mennesker baade med et kamera der var i landsbyen og en alle vores kameraer. Resten af den rigtig dejlige dag gik saa med at danse, det var rigtig sjovt. Efter festen hyggede jeg mig rigtig meget med min familie hjemme i det lille hus, pjattede med pigerne og saa flettede moren mit haar, det var rigtig hyggeligt.

Saa kom pludselig den sidste dag. Det var efter halvanden maaned tid til at pakke alle sine ting ned og faa sagt farvel til sin familie. Det var en trist dag, men det blev foerst virkelig alvorligt da vores ting blev proppet op paa ladet af den pickup vi skulle med og alle folkene fra landsbyen stod omkring vognen og vi fik knus og nogle af foraeldrene faktisk graed da vi skulle afsted. Det var meget underligt, og det sidste farvel gik saa hurtigt at man slet ikke naaede at opfatte hvad der skete. Jeg fik naermest et chok over at jeg begyndte at graede, det havde jeg ellers slet ikke regnet med at jeg ville komme til. Men naar man har boet med mennesker saa taet, saa laenge og det pludselig gaar op for en at man ikke noedvendigvis kommer til at se dem igen nogensinde, saa bliver det haardt. Det hele gik saa staerkt og pludselig var landsbyen og menneskene vaek bag svinget og vi var paa vej mod noget nyt. En rigtig underlig og haard oplevelse at sige farvel.

Samme dag skulle vi med bus mod vores nye destination, byen Leon hvor vi skulle paa en uges politisk/kulturel uge. De fleste tog bussen til Leon, men vi var fem der ikke kunne overskue at skulle staa op i over tre timer i en varm bus, saa vi legede en billig bil og tog roadtrip nordpaa. Det var vores koordinater Leo der koerte bilen og han har heldigvis erfaring med at koere i disse slags lande, saa det var rigtig fint. Vi koebte nogle Cuba Libres, chips og slik med til turen og saa koerte vi ellers med fed musik i anlaegget derud ad og stoppede bare et par gange for at tisse eller koebe et par oel til turen. Super hyggelig og rigtig sjovt tur med Leo, Trine, Lilja og Tina paa vej mod Leon.

Da vi ankom til Leon var der desvaerre problemer med at finde det hus vi skulle bo i, og der var heller ikke blevet skaffet madrasser til os, saa det blev en lidt lang aften inden vi endelig kunne komme til ro. Huset var en stor lagerbygning, hvor vi havde halvdelen plus en lille gaard foran hvor vi spiste og hyggede os. I resten af huset boede den familie der ejer det. Vores del af huset var delt op i en slags entre hvor der ogsaa var et lille tv, to vaerelser og saa et stoerre rum med koeleskab, komfur og vask, saa vi selv kunne lave mad, det var rigtig dejligt. Mens lagerbygningen var meget hoej til loftet, var vaeggene i rummene ikke saerligt hoeje saa alt var meget lydt og det foeltes naermest som om vi sov paa en sovesal. Vi sov paa madrasser spredt rundt i de to smaa rum og i det store og foelte at vi var paa lejrskole. Men det var rigtig hyggeligt.

Ugen i Leon blev brugt paa at vi snakkede med en masse forskellige folk fra partier og besoegte forskellige projekter. Vi snakkede med en kvinde fra kommunen som fortalte os hvordan deres kommune fungere, og hvor meget indflydelse de fx har i forhold til staten.

Saa snakkede vi med folk fra de to hovedpartier i landet, regeringspartiet FSLN og oppositionspartiet PLC om deres politikker, og specielt med FSLN om hvad de har af planer, nu hvor de endelig igen er kommet til magten efter 16 aar med det liberale parti PLC ved magten, efter at FSLN fik magten ved en revolution i 1979. Det var rigtig spaendende og vi snakkede ogsaa med deres ungdomsparti en af dagene.

Vi var ude og besoege et par af de projekter der foregaar i kommunen, det ene var et kvindehus hvor de hjaelper kvinder med psykiske og fysiske problemer i deres liv, som vold, voldstaegt og en masse andet. Rigtig spaendende, og det virkede som om de havde rigtig meget styr paa det og rigtig meget energi at bruge af, dem der stod for det. Det virkede som om der skete noget.

Det andet projekt vi besoegte var et sted for gadeboern, hvor de kan komme naar de ikke er i skole og lave forskellige kreative ting og faa hjaelp til lektierne, naermest som et slags fritidshjem. men hvor de ogsaa hjaelper foraeldrene til at hjaelpe deres boern og hvor de soerger for at boernene i det mindste faar et godt maaltid om dagen. Det var rigtig sjovt at se, de havde lavet et danseshow for os, og saa var der nogle af boernene der holdte en lille tale. Desvaerre kunne man godt maerke at det var en reklame og at de gerne ville have os til at stoette projektet, men det kan man selvfoelgelig ogsaa godt forstaa at de goer.

I loebet af ugen snakkede vi ogsaa med biskoppen i Leon og det var en rigtig sjov oplevelse, for naar vi stillede ham nogle kritiske spoergsmaal var han meget god til at gaa udenom dem eller sige at det ikke var en diskussion han havde lyst til at gaa ind i fordi han ikke ville stoede eller kraenke os. Det var et spoejst, for det ville man jo normalt sige skulle vaere omvendt. Det er svaert at kraenke nogle ateister som de fleste af os er. Men en hyggelig gammel mand der synes det var hyggeligt at have os paa besoeg.

Det sidste besoeg vi lavede var paa universitetet i byen, som er meget kendt for at den netop er en universitetsby og det var rigtig spaendende at hoere om hvordan deres universitet fungere, og saa var det lidt sjovt fordi det lidt var en uddannelseforsker der fremlagde det meget kritisk, saa meget af det vi fik at hoere var om hullerne i systemet, der hvor han mente at man skulle saette ind og rette nogle ting. Det var fedt at opleve at de vidste hvordan de ville goere det bedre, og ogsaa havde ideer til hvordan det kunne foeres ud i livet. Vi snakkede ogsaa med dem om hvordan pigerne hernede har det i systemet, fordi vi godt ved at der er en stor machokultur hernede og at det er mange kvinder der ikke arbejder, og vi fik at vide at selvom der faktisk er flest kvinder i uddannelsessystemet, saa er der mange af dem der stoeder mod en mur naar de kommer ud i arbejdslivet, og ikke kan komme til at faa noget arbejde, eller finder en mand som ikke vil have at de arbejder, og derfor bliver tvunget til at gaa hjemme. Det er trist, men de sagde ogsaa at der sker en drejning og specielt i den gruppe af unge der studerer bliver det mere accepteret at de skal arbejde og derfor begynder det at blive lidt lettere at faa arbejde faa dem.

Det var vist det meste af det vi lavede af de politiske og kulturelle ting, med mindre jeg har glemt noget, men det tror jeg ikke. En laererig uge, selvom det nogle gange blev haardt at skulle vente laenge foer der kom en oversaettelse af det man sidder og lytter til og jeg er da blevet meget bedre til spansk og kan godt foelge med i nogle sammenhaeng, men naar det bliver foredrag som dette er det at det begynder at blive svaert for mig og jeg har vaeret rigtig glad for at der har vaeret oversaettelse paa til alle foredragene.

Vi lavede ogsaa lidt aktivt i denne uge, men stadig meget kulturelt, vi var nemlig inviteret til en softballkamp med det lokale kvindehold paa det lokale stadion, som faktisk var kaempe stort, om loerdagen og havde ogsaa en traeningstime om torsdagen. Det er nemlig et spil der minder meget om baseball og begge spil bliver spillet meget herovre. saa det var rigtig skaegt at proeve. Desvaerre blev det lidt stenet om loerdagen da vi skulle spille mod dem fordi de lidt havde regnet med at vi var bedre end vi var og da de havde spillet lidt med os, holdt de op med at give sig lige saa meget, det var lidt synd at de ikke bare spillede, det havde vaeret federe at opleve. Men det var rigtig skaegt.

Resten af tiden brugte vi bl.a. paa en dag paa stranden, en halv time en eftermiddagen hos en massoer, paa at faa ordnet og reseveret i forhold til paaskeferien og saa var der da ogsaa et par aftener hvor vi tog i byen. Der var gang i den om aftenen i denne by fordi det er en by med mange studerende, men der var ogsaa mange backpackere at snakke med. Brigaden blev rigtig sluppet ud af buret et par dage der, der blev rigtig givet den gas og vi havde det rigtig skaegt,

Soendag var sidste dag i Leon og starten paa paaskeferien, hvor vi i den sidste uge har haft en uges fri og har kunnet goere hvad vi ville. Saa denne dag forsvandt alle paa forskellige tidspunkter og bevaegede sig med bus eller taxa mod deres egne maal. Jeg har rejst hele ugen sammen med Marie, men ogsaa sammen med nogle af de andre paa skift. Foerste dag valgte vi at starte med at overleve vores toemmermaend i Leon sammen med Nanna og Tanja paa en junkfoodbar, inden vi fire tog en bus mod Managua og checkede ind paa det hotel vi var paa de foerste dage da vi ankom til Nicaragua. Eftermiddagen og aftenen brugte vi i et mall hvor vi gik i biografen og saa The Illusionist med masser af snacks, inden vi gik lidt shopamok i storcenteret. Dejligt.

Mandag stod Marie og jeg tidligt op og kom med taxa og bus til en lille by ved Nicaraguasoen, hvor vi sejlede med en lille ferie ud til en smuk oe, Ometepe, der bestaar af to vulkaner. Der tog vi bus lidt laengere syd paa oen og fandt det strandhotel hvor vi skulle bo med to andre piger fra brigaden, Maria og Anne, og hvor ogsaa Trine, Fie og Cecilie boede. Det var rigtig hyggeligt og eftermiddagen brugte jeg paa at gaa en dejlig tur med Anne og Maria ud paa en lille pynt, hvor vi paa vejen saa en masse flotte papegoejer og soede aber i traerne lige over os. Paa den lille pynt, sad vi lige over vandet med udsigt til de to vulkaner, oen imellem og vandet i den store bugt. Det var rigtig smukt og der sad vi bare og snakkede og noed det mens kaempe store flotte oerne floej omkring lige to meter over hovederne paa os og ud for os under pynten. Dejligt. Om aftenen efter aftensmaden sad vi og drak et par koelige oel paa stranden og noed den stille nat.

Tirsdag brugte vi paa sightseeing i en minibus der koerte os rundt paa oen til forskellige spaendende ting. Foerst saa vi et lille bitte museum i oens stoerste by og bagefter gik vi en tur med guide og blev fortalt om nogle aeldgamle sten hvori de indfoedte har lavet petroglyffer af alle forskellige slags, de var rigtig flotte. Desvaerre valgte himlen at aabne sine sluser netop paa denne tur saa vi blev rigtigt gennembloedte, men det grinede vi og havde sjov over, for det gjorde jo egentlig ikke saa meget, vi froes jo ikke. Efter det var vi ude ved en kilde kaldet Oro de Agua - Vandoejet- hvor man kunne bade og springe i det dejligste bloede vand, det var rigtig sjovt. Og selvom jeg havde glemt mit badetoej gjorde det jo ikke noget fordi jeg var gennembloedt i forvejen, hehe. Paa vejen tilbage blev Marie og jeg saa sat af i byen Altagracia, hvor vi havde vaeret paa museum tidligere, fordi vi skulle bo der de naeste par dage sammen med en anden pige Nanna. Der koebte vi saa lidt ind til dagen efter og gik saa tidligt i seng efter aftenensmaden.

For onsdag stod vi tidligt op og maatte vente en halvtimes tid paa vores nicaguide, som viste os vej op paa toppen af den store af de to vulkaner som oen Ometepe bestaar af.Den hedder Concepción og er en aktiv vulkan paa 1610 m. Det var en fantastisk tur paa 11 timer, rigtig haard, men rigtig fed. Desvaerre var det overskyet den dag, saa det var kun en tredjedel oppe, lige inden vi gik under skydaekket at vi fik den smukkeste udsigt over oen og havet. Men det var ogsaa nok, det var rigtig smukt. Det var ogsaa okay at det var overskyet saa vi ikke var blevet stegt af solen paa vejen op. Men jo hoejere vi kom jo hoejere blev luftfugtigheden og vi var fuldstaendig gennembloedte deroppe. Samtidig blaeste det rigtig meget oppe paa toppen og det var rigtig stejlt, saa jeg var rigtig bange selvom jeg normalt ikke er hoejdeskraek, men naar man ikke er sikker paa at ens krop vil lystre fordi den er saa udmattet, kold og gennembloedt, saa er det rigtig haardt at klatre saa stejlt med en saa haard vind. Men vi kom op paa toppen og kunne desvaerre ikke se krateret fordi det var saa taaget, men kunne maerke varmen stige op dernede fra dybet. Det var fantastisk fedt. Og saa gik vi selvfoelgelig ned igen og gjorde alt for ikke at falde i mudderet, selvom Marie satte sig paa roeven fire gange, hvor det faktisk saa rigtig vildt ud, men uden at der heldigvis skete noget alvorligt. Aftenen brugte vi paa at fejre vores tur med dejlig mad og et par oel inden vi gik kolde paa hotelvaerelset af udmattelse.

Torsdag efterlod Marie og jeg saa Nanna paa Ometepe og rejste videre mod byen ved Stillehavskysten, San Juan del Sur, uden noget maal, fordi vi ikke havde kunnet finde et hotelvaerelse foer vi tog afsted. Saa det var lidt med hjertet i halsen at vi tog bussen til San Juan del Sur og naaede byen ved solnedgang. Vi gik hen til et hostel, kaldet Casa Oro som vi haabede paa at kunne vaere paa og fik i foerste omgang selvfoelgelig at vide at der var fuldt, fordi byen er proppet med mennesker i paasken, den er en stor festival. Men fordi vi i sidste uge havde skrevet en mail og snakket lidt med ejeren paa trods af at man ikke kunne resevere plads paa disse dormrooms som vi gerne ville bo paa, og forddi det var ved at blive moerkt, bestemte han sig for at lade os bo paa to madrasser paa en balkon paa hotellet. Det var super fedt og vi foelte os som to heldige kartofler. Da vi havde spist en smule aftensmad gik vi ud for at se paa dette festmekka af en by, hvor der var fyldt med mennesker over det hele og fulgte stroemmen ned mod stranden hvor det var lavet en kaempe scene med diverse barer nede paa stranden og hvor der laa smaa barer langs hele gaden der gaar paa langs med vandet. Der var smaa boder med mad, smykker, cigaretter og oel over det hele og saa var der et optog med spillede og dansende maend og kvinder, det var rigtig fedt. Det blev vi for at se og hoejere et stykke tid og saa gik vi hjem og gik tidligt i seng.

Fredag stod vi saa tidligt op for at vaere klar hvis der var nogle der checkede ud fra vaerelserne, saa vi kunne faa plads i sengene. Og som heldet igen smilede til os smuttede to piger, saa det var plads til os, vi jublede og var rigtig glade. Det var nemlig et rigtig godt sted vi var kommet, man kunne selv lade mad, der var hele tiden vand, hvilket der ikke hele tiden var i byen, der var koeleskabe og endda bar man kunne koebe vand og oel i. De arrangerede ture til to rigtig flotte strande et stykke vaek og saa havde de et kaempe tv hvor de havde dvder man kunne laane og se. Og saa var de bare rigtig soede mennesker, der baade arbejdede og boede der. Et super fedt sted.

Da vi var flyttet ind i vores nye senge proevede vi at finde noget internet, men det lykkedes kun en halv time inden stroemmen igen gik i byen, som den goer en gang i mellem, aev. Saa vi gik ned paa stranden i byen istedet, hvor vi havde svaert ved at finde os et sted at ligge, fordi de gaar paa stranden helt anderledes her i verden. Man ligger ikke og steger paa samme maade paa et haandklaede paa stranden, men er enten ude i vandet, der mange flere mennesker i vandet end i Danmark, eller ogsaa staar eller gaar man rundt paa stranden. Saa vi foelte os lidt malplacerede, men det var meget hyggeligt alligevel. Bagefter kiggede vi paa vejen hjem i de mange smykkeboder ved stranden og gik saa hjem og lavede mad inden aftenen gik op i fest og farver sammen med en masse sjove backpackere som vi laerte at kende paa hotellet. Det var virkelig fede mennesker at snakke med, alle er saa aabne og snakker med hinanden, det var virkelig fedt at opleve. Det var skoent at klikke med mennesker fra en helt anden verden og bare have det rigtig sjovt sammen.

Loerdag tog vi med Shuttlebussen og mange af de fede mennesker vi havde laert at kende ud til de super fede strande og tilbragte dagen med at bade i de fede boelger og ligge og stege og snakke paa stranden. Rigtig hyggelig dag. Da vi kom hjem om aftenen kokkerede vi igen i koekkenet og festede igen til den lyse morgen, det var super fedt fordi vi var nede paa den store scene paa stranden, hvor man betaler 200 cordobas og saa er der fri bar. 200 cordobas svarer til 67 kr. saa det var super fedt. Der var propfyldt med mennesker og vi festede med baade nicaer og alle dem fra hotellet og havde det rigtig sjovt. Dejlig aften.

Soendag maatte saa blive toemmermaendsdagen hvor vi brugte dagen paa at se film paa hotellets store tv, det var rigtig hyggeligt og afslappende. Aftenen brugte vi bare paa at hygge med et par oel paa hotellet og snakke med nogle flere hyggelige mennesker ogsaa gik vi kort paa en bar som hurtigt lukkede og saa gik vi bare lidt rundt paa stranden og hyggede os. For der var nemlig sket et kaempe skift. Paa en dag var alle meneskene og bilerme stroemmet ud af byen igen og alle barer og scener taget ned og der var naermest fuldstaendigt stille, byen var helt doed efter en uge fyldt med mennesker og fest. Det var ret specielt at opleve.

Mandag rejste vi saa til Managua og moedtes med alle de andre, hvor vi sov til i dag og i dag begynder saa et nyt kapitel. Vi skal flytte ind hos vores nye nicafamilier her i byen Tipitapa. Igen er vi blevet delt op i to grupper som er i hver sin del af Managua og lige nu sidder vi saa og venter paa at de faar styr paa de sidste ting med vores familier. Det er rigtig underligt at taenke paa at vi i aften kommer til at skulle sove hos en ny familie og der igen skal vaere genert og akavet samtale med dem, det er jeg slet ikke indstillet paa. Jeg var meget mere nervoes og spaendt sidste gang, men jeg har slet ikke forstaaet inde i mit hoved hvad det er der skal ske. Saa det bliver spaendende at se hvordan det hele kommer til at gaa.

Nu vil jeg smutte, jeg skal tilbage og moedes med de andre, saa vi kan moede vores familier. farvel.

Saa er jeg desvaerre igang med sidste del af mit dejlige ophold i landsbyen Nuestra Tierra. Der er kun en uge tilbage og det er rigtig trist, da jeg er blevet rigtig glad for at vaere der. Jeg kunne sagtens blive der meget laengere, maaske endda undvaere noget af det andet vi skal senere, for at blive, selvom det andet selvfoelgelig ogsaa bliver fedt. Lige nu har jeg bare lidt svaert ved at finde saa meget entusiasme omkring at skulle vaere i storbyer resten af tiden. Men der er selvfoelgelig den fordel at jeg lettere kan komme i kontakt med alle i dejlige mennesker i Danmark.

Tiden gaar bare super staerkt, det er slet ikke til at foelge med, nu har jeg naesten allerede vaeret her halvdelen af tiden, det har jeg ca. om en uge naar landsbyopholdet er slut. Det er bare super underligt, jeg foeler slet ikke at jeg har vaeret hjemmefra i halvanden maaned, selvom det selvfoelgelig foeles lidt langt tid naar jeg savner jer i Danmark og jeg glaeder mig til at komme hjem til jer igen. 

Jeg maa hellere lige starte med at rette en liiille fejl fra sidste beretning. Fejlen skyldes desvaerre mit daarlige spanske, og det kan jeg godt vaere lidt aergerlig over, stoltheden har det jo lidt svaert, men sandheden er super god, det er jo vigtigst. Fejlen er at jeg har misforstaaet at den lille 2aarige soester i min familie aldrig nogensinde kommer til at kunne gaa igen, hun er begyndt at gaa ligesaa stille og man kan se fremskridt, det er super sejt. Men jeg undrede mig selvfoelgelig ogsaa lidt over det i starten, jeg troede jo jeg havde forstaaet historien rigtigt, men det er super fedt at hun gaar igen. Jeg er virkelig glad paa hende og familiens vegne over det. :) Og hun er bare saa kaar, saa hun fortjener bare at komme nogenlunde over den ulykke, men hun vil jo stadig vaere vansiret paa det meste af kroppen resten af livet. Stakkels pige.

Siden sidst, for fjorten dage siden, da jeg skrev sidste beretning om tiden i landsbyen, har der vaeret mere variation i vores arbejde, det er rigtig dejligt. I kaffemarken har vi baade hjulpet med at save doede kaffetraer ned, der ikke duer til at lave kaffe paa, saa der kan komme nye skud. Det er virkelig en svaer vurderingssag at vaere sat til for os, for det er jo boendernes levebroed vi faelder, men heldigvis har vi haft en nicakvinde til at gaa ved siden af og hjaelpe med at fortaelle hvilke traer der skulle faeldes. Det var rigtig hyggeligt at faa lov til at gaa og arbejde saa taet med nicakvinderne, tidligere har vi i brigaden bare gaaet lidt mere for os selv.

Vi har ogsaa faaet lov til at slaebe de traer sammen, som vi havde faeldet, i kaempe stakke, efter at sidegrenene paa traet var blevet skaaret af. I det arbejde gaar man rigtig meget frem og tilbage i svaert terraen og det haardt for skuldren at baere de mange stammer, men det var fint at goere et par dage.

Lige for tiden arbejder vi med noget helt nyt, vi er nemlig lige startet paa et projekt for landsbyen. Lidt oppe paa et af bjergene ved landsbyen ligger der en stor daemning i en lille flod. Men floden har gennem mange aar faaet lov til at fylde daemningen op med eroderet jord og sand fra laengere oppe paa bjerget. Da landsbyens ikke ved hvor laenge deres nuvaerende vandforsyning bliver ved med at give dem vand, har de spurgt os om vi vil hjaelpe med at toemme daemningen. Det er endda allerede lidt kritisk med den anden vandforsyning, for de har sat tidspunkter paa dagen hvor der ikke er vand, for at spare paa det. Lige nu er der vand fra kl. 6 om morgenen til kl. 10 og saa igen fra kl. 14 til kl. 18. Det er lidt upraktisk for nogle, men de har faaet det til at fungere alligevel. Det vaerste vi oplever er bare at vi maa vente en hel time paa at komme i bad naar vi kommer hjem fra arbejde, det kan godt vaere lidt upraktisk nogle gange, men vi finder jo ud af det.

Vi er super glade for at kunne hjaelpe med dette projekt og folk har super meget entusiasme og energi til det, fordi det er et projekt hvor vi kan se at vi konkret hjaelper med noget landsbyen ikke noedvendigvis ville faa gjort lige nu, hvis ikke vi havde vaeret der. Saa var der maaske gaaet et stykke tid. Samtidig er det et projekt hvor man kan se fremskridtene og saa foeles det lidt som vores projekt, fordi det er kun er os der arbejder, der har hoejst vaeret to nicaraguanere med ude ad gangen. Daemningen er 2 meter dyb, 6 meter bred og 7 meter lang og det er rigtig haardt arbejde at grave alt det jord op og faa det smidt ud over daemningens kant. MEn vi er super sej, for vi er ca. naaet halvvejs paa lidt under 3 dage. Vores hjaelpemidler til arbejdet er 7 spader, 2 hakker, 4 spande og tre slanger til at lede vandet udenom daemningen mens vi graver. Vandet er da ogsaa det der har voldet os mest besvaer. Flere gange er vores hjemmelavede daemninger brudt sammen af vandet, saa det er stroemmet ud og igen har daekket det vi har naaet at grave. Samtidig har det vaeret svaert at lede vandet udenom daemningen fordi slangen er noedt til at ligge en smule hoejere paa midten, der hvor den kan ligge, og paa trods af at vi laver undertryk har det vaeret svaert at faa vandet til at loebe igennem, men det er da lykkedes for os til sidst og vi har faaet lavet nogle foranstaltninger, saa nu fungere det ret godt. Det bliver bare spaendende at se hvordan det ser ud naar vi kommer tilbage efter weekenden. Selvom det er haardt arbejde og et arbejde der er fyldt med forhindringer er det et fedt projekt og folk er klar paa at deltage og det gennemfoert, og det er super fedt!

Mange af jer kender vist mig som en smule klodset ind imellem, og det gar jeg da heller ikke sluppet for at vaere hernede, selvom jeg synes at jeg er sluppet billigt indtil videre, dejligt, hehe. Men en af dagene da vi gravede loes ned i daemningens jord, snublede jeg i mudderet, som kan vaere svaert at gaa i, og tabte samtidig spaden mod kanten af daemingen, og den blev kastet tilbage fra kanten i lige ind i min pande lige over hoejre oeje, saa nu har jeg en meget fin bule. De andre siger at det var et meget fint stunt jeg fik lavet og at det saa rigtig skaegt ud, saa det er da dejligt at man kan underholde lidt...

Soendagen i sidste weekend brugte vi brigadister paa at lave en boernedag for koorporativets boern og det var super vellykket. Vi legede banke-boef med dem og det deltog de bare i med hud og haar, dejligt. Vi malede dem ogsaa i hovederne som katte, sommerfugle og spiderman og de kunne male fine billeder med tusser eller maling. Og saa byggede vi drager  af plastik, pinde, tape og snor med dem, som vi floej med til sidst og boernene var ellevilde, super fedt. Det virker til at de havde en rigtig sjov og god dag og det havde foraeldrene vist ogsaa, bare ved at kigge paa og grine af boernenes leg. Nogle gange kan man godt maerke paa foraeldrene at de er ligesaa vilde med at lege, fordi de aldrig rigtigt har faaet lov til, fordi man skal blive saa hurtigt voksne et sted som dette. Det var super dejligt med et godt arrangement.

I torsdags var der ogsaa et arrangement i landsbyen om formiddagen, men det var en masse organisationer fra Matagalpa der lavede for landsbyen og de omkringboende boender. Arrangementet hed Fiesta de Salud, som betyder en fest for helbredet eller noget lignende. Det var arrangeret saa alle kunne faa en vaccination og saa var der 3 smaa foredrag under pavillioner, om sexualundervisning, kvindens krop og en tredje ting om helbredet, som jeg ikke lige fik set. Samtidig var der konkurrencer og der kom en klovn og underholdte alle boernene med piñatas, sjove lege og lidt klovnenumre. Det var rigtig hyggeligt og hele landsbyen var nyvaskede og de deres fineste toej. Sjovt at opleve.

I denne weekend er vi igen paa bybesoeg, for at moedes med de andre brigadister fra landsbyen i Jinotega, lige som sidst jeg skrev en beretning, hvor vi var paa besoeg hos dem og se Jinotega og deres landsby. Det samme sker i denne weekend, hvor vi i gaar fredag og i dag loerdag bor i Matagalpa og oplever en smule civilisation, med internet, butikker, anderledes kost end i landsbyen, fx junk food og frugt, varmt vand, bloede senge, biograftur i aftes og et par oel paa en bar bagefter. Det er dejligt med lidt luxus efter at man er saa primitiv i landsbyen, selvom jeg faktisk er glad for det lidt primitive og gerne vil blive der laengere. Paa soendag tager de andre fra Jinotega saa med ud og besoeger vores landsby, hvor vi skal grille og lave aktiviteter og vise dem hvordan vi bor, det bliver ret sjovt.

Det er dejligt naar man oplever at ens spanske bliver bedre, paa trods af misforstaaelser, og at man kan snakke en del med sin familie. Jeg har baaede snakket om politik her og i Danmark, religion, klima- og hoejdeforskelle paa de 2 lande, prisforskelle, forskelle paa mad og hvad vi har i Danmark af anderledes hjaelpemidler end i landsbyen, som de maaske har set herinde i Matagalpa.

Jeg er super glad for min familie og de har sagt at de kommer til at mangle mig i huset naar jeg er taget afsted og at de bliver triste over det, det er vildt soedt. Jeg kommer selvfoelgelig ogsaa til at savne dem og jeg er ked af at jeg kun skal vaere der saa kort tid endnu.

Samtidig kan jeg ikke rigtig finde begejstring for det andet vi skal, selvom det selvfoelgelig nok skal blive fedt, saa er det ikke det jeg har mest lyst til lige nu, men jeg maa jo tage det som det kommer og bare vaere aaben overfor at opleve endnu mere nyt. Det er bare lidt haardt ind i mellem, at vi flytter saa meget rundt og hele tiden skal starte paa noget nyt, naar man lige foeler at man er faldet til. Men det er vel ogsaa en del af charmen. Jeg kommer i hvert fald til at savne landsbyen og Matagalpa by, som jeg ogsaa er blevet rigtig glad for.

Det er det for denne gang, for jeg skal ud og finde et par smaa gaver til min familie, og der er ikke saa laenge til vi skal spise. Jeg haaber paa at finde en lille bamse til den mindste og nogle armbaand eller haarbaand til de store piger, men foraeldrene ved jeg ikke endnu. Maa laegge hovedet i bloed og finde noget godt.

Hav det super godt i Danmark, jeg savner jer alle og taenker meget paa jer.

- Ida Christine.

Jeg er ked af at jeg ikke har faaet skrevet flere beretninger herinde, men det er alligevel et stoerre projekt naar der er mange ting man gerne vil skrive, men man aldrig har saerligt langt tid paa nettet, naar man endelig finder et sted hvor computerne duer nogenlunde. Saa de sidste par gange jeg har haft tid, har jeg prioriteret at faa lagt at par billeder ind, som man kan se i mapperne. De er kun en lille broekdel af alle de billeder jeg faar taget paa turen, men jeg kan ikke komme til at laegge dem alle sammen ind.

Sidst jeg skrev en beretning herinde var vi paa sprogskolen i Estelì en uge, hvorefter hele gruppen paa 22 blev delt op i to grupper a 11, som rejste til hver vores by i hvert vores region i Nicaragua. De andre rejste til Jinotega og vi rejste til Matagalpa, hvor vi var et par dage.

Min gruppe var saa heldige at komme lige midt i en byfest som de holdte i byen, saa der var fyldt med mennesker, boder, musik og alt muligt goegl. Det var rigtig skaegt, for vi boede paa et hotel lige midt i det hele, rundt om hjoernet fra den plads hvor der var mest plads, lige ved scenen, saa selv naar vi ikke frivilligt var med i festen, var den lige om oerene paa os. Vi fik set rigtig meget af byen, danset, drukket et par oel med nogle natives og hoert baade rock, salsa og andet spaendende nicaraguansk musik.

Efter et par dage i Matagalpa tog vi ud til den landsby hvor jeg bor nu, i seks uger. Lige nu har jeg vaeret der i lidt over to uger og er rigtig glad for at vaere der, selvom det ogsaa har vaeret haardt. Landsbyen hedder Nuestras Tierra og ligger i Matagalparegionen. Der bor 83 familier i hele landsbyen, hvoraf 30 af dem er medlem af det koorporativ som jeg bor hos.

At de er i et koorporativ betyder at de er gaaet sammen om at dyrke deres kaffe. Det betyder ogsaa at de har mulighed for at organisere en masse ting sammen. Fx har de et raad i koorporativet, som de vaelger ved demokratisk afstemning, med en praesident, en der holder regnskab og et par flere poster, som lidt styrer koorporativet. Udover at de dyrker deres kaffe sammen, dyrker de ogsaa lidt salat, loeg og noget andet sammen, som de saelger inde i byen.

Landsbyen minder en smule om et kolonihavehusomraade. Husene er ca. samme stoerrelse og de ligger ligesaa taette, paa hver deres lille grund. Men husene er saa bare lavet af tynde, ujaevne og uens planker af forskelligt trae, sort plastik og boelgede tinplader i varierende maengde paa de forskellige huse. Det der ville svare til haver ved kolonihavehuse i Danmark, er saa toerre jordomraader med en smule bevoksning langs kanten af grunden og maaske et par traeer. Nogle steder er der lidt mere bevoksning end andre, men generelt er der de fleste steder farverige blomster iblandt den smule bevoksning der er.

Vi 11 mennesker fra Danmark bor hos hver vores familie fra koorporativet. Jeg bor i det foerste hus til hoejre for den store vej  der gaar igennem landsbyen naar man kommer indefra Matagalpa. Det vil sige et af yderhusene i landsbyen. Det er et lille bitte hus med et lille koekken, et stort og to smaa rum og saa et latrin og et bad udenfor.

Koekkenet bestaar af et lille haevet ildsted med nogle mursten paa to af siderne af baalet, til at laegge to jernstange paa, hvorpaa gryderne staar naar der laves mad. Ovenover ildstedet er der en lille hylde, hvor bestik og nogle af deres madvarer ligger, hvis ikke de ligger i den kurv der haenger under loftet eller haenger et sted paa en af vaeggene. Der er ogsaa et meget lille bord, som er en kort planke ovenpaa en pael der er banket i jorden, hvorpaa majspresseren er sat fast. Der staar ogsaa et par spande med lidt vand, som de henter ude i badet, hvor den eneste vandhane er.

Det ene af de to smaa rum sover foraeldrene og den yngste datter i og det bestaar af en seng som kun er haarde braedder med et tyndt taeppe ovenpaa, dog har de for et par dage siden faaet koebt en lille madras til sengen, fordi deres yngste datter har problemer med  ryggen, som jeg skriver mere om senere i beretningen. Ellers er der et lille bitte skab og nogle saekke hvor de opbevarer alt deres toej, legetoej, boeger og hvad de ellers har af smaating. Til gengaeld fylder deres store stereoanlaeg ret meget og det bliver ogsaa brugt flittigt. Fra kl. fem om morgenen inden arbejde, sikkert ogsaa mens jeg er paa arbejde, naar faderen holder middagspause efter arbejde, ofte om eftermiddagen og saa igen om aftenen naar alle skal til at sove. Det er ret haardt at der hele tiden koerer musik, det er svaert at faa ro i sit hoved ind i mellem, ogsaa fordi der bare generelt hele tiden er larm overalt i landsbyen, kun om natten bliver der naesten stille, bortset fra rottetrin paa taget.

Det andet lille rum i huset er det der er blevet lavet til mit vaerelse, som er afskaermet af plastik. Det bestaar af min tiherra, som er et  ret bredt, men for kort stykke pressening, der er sat spaendt ud paa et stel der er et kryds af trae. Over den haenger mit myggenet og en lille, kort toerresnor, hvor mit haandklaede haenger paa. Ved siden af min seng er der knap en meters bredde at staa paa, incl. et langt sengebord, hvorpaa ogsaa min store taske staar. Paa vaeggen haenger mit spejl og ellers ligger mine ting i tasken, paa det lille bord eller i sengen. Det er maegtigt fint, men desvaerre ikke helt taet. Der haenger plastik paa det meste af mine to udadvendte vaegge, men op til en meters hoejde hele vejen rundt er der ikke noget, og der er ret store mellemrum mellem plankerne over det hele. Der er ogsaa store huller under tinpladetaget, og det blaeser meget her i landsbyen, saa foer vi fik koebt varme taepper i Matagalpa, froes vi en del om natten. Men nu er det dejligt varmt paa mit lille vaerelse.

Det store rum der er i huset er paa samme stoerrelse som de to smaa vaerelser til sammen og er en slags stue. Der er intet bord, men de har en plastikstol til at sidde paa, en sodavandskasse og en traestub. Der haenger en haengekoeje tvaers igennem rummet, som er haengt vaek op paa vaeggen nogle gange, som den yngste datter sover til middag i og som ogsaa bliver brugt lidt som stol. Der ligger ogsaa en del saekke majs i et hjoerne og saa staar tiherraen, som de to store doetre sover paa, klappet sammen op ad vaeggen, indtil den bliver klappet ud om aftenen. De to udgange i hver ende af huset, udgangen til koekkenet, aabningen ind til det lille rum og "doeren" ind til mit vaerelse, som bestaar af et lille forhaeng, er alle udgange fra dette rum, da det er husets centrum eller stue.

Udenfor huset, i det omraade der er paa stoerrelse med huset og som jeg nok vil kalde baghaven, hvor man opholder sig hvis man er udenfor huset, staar badet og latrinet. Latrinet er ret fint, da koorporativet vi bor hos har vaeret med i et projekt fra EU, der har lavet latriner til dem og informeret dem en smule omkring hygiejne i forhold til det. Det er smalle tinhuse, hvor man lige kan vaere i, der staar paa et ret heojt, stoebt betonfundament  med fire trapper op til, og hvor det man sidder paa er et stykke jern, stoebt sammen med betonen inde i tinhuset, med et hul i midten.

Badet er et bredere hus, maaske dobbelt saa stort som latrinet i omfang, lavet af et traestolpeskelet med hvid presseningagtigt, meget tykt plastik rundt om. Der ligger ogsaa en boelgeplade af tin paa som tag. Inde i badet er, som sagt, husets eneste vandhane med en balje placeret under, midt imellem en masse sten der er spredt ud paa jorden derinde. I det ene hjoerne er en stor, flad, lidt ujaevn sten lagt ovenpaa nogle andre store sten, hvorpaa man vasker sit toej ved at gnuppe det paa stenen eller med en haard boerste. Oeverst i den ene side er der en hylde, med plads til at laegge sit toej og haandklaedet mens man er i bad. Desvaerre er der en del huller i plastikken omkring badet, men jeg krydser stadig fingre for at de ikke er store nok til at man kan se ind.

Latrinerne er ens hos alle familierne i koorporativet, men ellers varierer huse, koekkener, opdeling af vaerelser og bade meget fra sted til sted. Mit hus er et godt eksempel paa hvordan det er hos en af familierne.

Den rigtig soede familie jeg bor hos bestaar af faderen Reynaldo, moren Juanna og deres tre doetre, Milady paa 12, Reina paa 9 og den yngste Sotjil paa 2 aar. Pigerne er alle super kaere og er glade for at lege med mig. Dem har jeg helt sikkert allerede mistet mit hjerte til og det er rigtig hyggeligt at vaere havnet i en familie kun med piger, det er lidt meget mig, hehe.

De foerste dage jeg var i landsbyen var jeg lidt forvirret over den familie jeg boede hos, fordi det kun var faderen, Milady og Reina der var der. Og fordi der var en kvinde som jeg foerst troede var moren, men som kun kom og lavede mad til os. Efter lidt tid fandt jeg ud af at moren og den lille 2aarige Sotjil var paa hospitalet og som saa kom hjem omkring en 4-5 dage efter jeg var kommet. Grunden til at de var paa hospitalet, har jeg foerst lige faaet en af de sidste dage, og den er ret uhyggelig. En tidlig morgen for 3 maaneder siden var lille Sotjil loebet op paa den store vej, der jo ligger lige ovenfor mit hus, hvor hun var blevet koert ned af en af de kaempe store busser, som de har herovre. Saadan nogle store nogle som i amerikanske film, det er samme slags. Stakkels Sotjil var blevet hevet rundt med et af hjulene og alle troede foerst at hun var doed, men koerte hende med det samme ind til Matagalpa hospital, hvor hun laa i tre dage inden de sendte hende til hovedstadens hospital, hvor hun som sagt var i 3 maaneder. Hendes ryg havde vaeret helt spraekket op, og begge hendes ben var braekkede. Op ad hendes ben bagpaa og hele vejen op ad hendes ryg har hun nu lyseroede firkanter, som er transplanteret hud, som hun har faaet fra andre steder paa sin egen krop og fra moren. Paa hvert laar har hun et langt ar, hvor de har syet hende sammen efter at hendes ben var braekkede. Paa laenden er huden helt maerkelig, det ser ud som om det er et stor braendsaar, men det er vist ogsaa transplanteret hud, og netop laenden goer stadig ondt paa hende, hvilket er grunden til at de har koebt en madras til foraeldrenes seng. Sotjil kan ikke gaa efter ulykken, hun minder lidt om et barn der skal til at laere at gaa fordi hun ofte tager fat i noget ogsaa gaar lidt, meget ved  hjaelp af hendes haender som holder ved. Foerst troede jeg at det var fordi hun bare skal laere at gaa igen, men har saa faaet at vide at hun aldrig mere kommer til at gaa igen, fordi hun er blevet en smule lam. Stakkels pige! Det er slet ikke til at holde ud at taenke paa at hun hele resten af sit liv vil vaere handicappet, specielt ikke ude i den landsby, hvor der bare slet ikke er mulighed for at en koerestol kan komme frem eller noget lignende. Lige nu kan storesoestrene og foraeldrene jo godt baere rundt paa hende, men det kan de jo ikke resten af hendes liv. Jeg kan godt nok undre mig over hvordan de vil klare det, men jeg haaber paa alt godt for dem.

Jeg er super glad for den dejlige familie jeg bor hos, de er alle sammen rigtig soede og taalmodige med mit spansk og de forkaeler mig med mad, i forhold til standarden, specielt fordi de giver mig godt tilbehoer til det normale: ris, boenner og tortillas. Jeg har oplevet at faa baade smaa stykker kylling, godt nok kun skind og ben, smaa stegte stykker svin, aeg, pasta, groen salat, tomat, stykker af guleroedder, kartofler, juga, der er en groentsag der smager lidt af kartoffel bare en smule soedere, andre groentsager jeg ikke kender, tun, broed, som er noget meget lyst noget som poelsebroed og som er ret dyrt for dem at koebe, og saa det bedste jeg har faaet, som er advokado. Foer vi tog ud i landsbyen regnede vi jo bare med at vi kun ville faa serveret ris, boenner og tortillas indsmurt i olie hele tiden, saa det er rigtig dejligt med alt det tilbehoer, men som desvaerre ogsaa er soebet ind i olie. Men meget af det der goer at vi kan faa saa varieret en kost, er at vi vaelger at koebe noget godt tilbehoer naar vi handler ind til landsbyen i gruppen. 

De er rigtig gode til at give en rigtig store portioner mad at spise, og selvom at man siger at man bare gerne vil have lidt eller levner noget, saa har de meget svaert ved at forstaa at man ikke kan spise saa meget, og specielt at vi ikke er vant til at spise saa meget i Danmark. Desvaerre har jeg ogsaa vaeret lidt syg et par dage og ingen appetit haft i lidt flere dage, og generelt er det bare rigtig svaert at sige nej til deres mad, baade fordi de maaske har koebt noget mere dyrt end de plejer og fordi de bruger saa langt tid paa at lave det. Det er lidt haardt. Heldigvis er min appetit kommet tilbage, og min familie har samtidig forstaaet at jeg ikke spiser saa meget, saa nu faar jeg portioner som jeg kan spise, det er rigtig dejligt.

Min dag i landsbyen starter med at radioen som sagt bliver taendt kl. fem, hvilket jeg vaagner af, men proever at blunde lidt videre paa trods af til kl. halv seks. Der staar jeg op, goer mig klar og faar kaempet mine kontaktlinser ind i oejnene i det svage lys fra min pandelygte foran mit lille spejl.

Saa moedes jeg med de andre danskere og arbejderne oppe ved vejen kl. seks, inden vi bevaeger os ud i kaffemarkerne, der ligger i afstand af fra lige ved landsbyen og til et langt stykke vaek inde i skove, op og ned af bakker og paa stejle skraenter. Her arbejder vi indtil kl. 13 med at lue ukrudt paa alle kaffeplanterne. Side om side gaar vi op og ned imellem lange raekker af baade store og smaa kaffeplanter og luer for alle mulige og umulige slags snerler og hoejt graes der klynger sig til planterne. Vi luer traerne med vores machetter, som er meget store, lange knive, der bliver slebet helt skarpe og som man hugger alting over med. Det er de eneste knive de har i landsbyen og de bliver brugt til alt, endda ogsaa til madlavningen i koekkenet. Arbejdet i markerne er fysisk haardt, specielt i den haarde sol, men det er rigtig fint at lave. Man kan tage det i det tempo man kan holde til og gaa og snakke med hinanden imens og saa er det bare super laekkert at arbejde i naturen.

Imens vi knokler for at rengoere de mange kaffeplanter oplever vi en masse seje dyr. Smukke, moenstrede sommerfugle, milliarder af farverige insekter, store firben, der skifter farve mens man kigger paa dem, paa en gang rigtig flotte og super klamme edderkopper paa stoerrelse med min haandflade (altsaa uden fingre) og super seje gifte groenne slanger.

Naar jeg kommer hjem fra kaffemarken kl. 13 tager jeg et bad inden jeg faar min frokost stukket i haanden. Saa plejer jeg ofte at vaere saa kvaestet at jeg kun har overskud til at sove en times tid foer jeg kan klare andet, men der er altid super meget larm i mit hus, mest pga. radioen der koerer saa ofte. Saa mine eftermiddage er ofte gaaet sammen med de andre danskere, med enten at ligge paa hvad vi kalder "det hemmelige sted", en mark udenfor landsbyen hvor vi kan slippe for nysgerrige og legesyge boern hele tiden, eller hos en af de andre, hvor vi har laest i boeger, skrevet dagbog eller breve, hoert musik paa mp3ere, spist slik(for naar vi spiser det alene er der ingen boern der ser det og som ogsaa vil have del i det, det kan nemlig godt vaere rigtig haardt), synget sange eller bare snakket. Nogle eftermiddage har vi ogsaa leget med boernene eller hjulpet med at arbejde mere.

For koorporativet dyrker som sagt ogsaa andet end kaffe sammen og vi har saa hjulpet dem om eftermiddagene med at saa loeg. Oftest er det bare et par stykker af os der er med, dem der kan overskue det, men jeg tror at dem fra landsbyen er ret glade for at vi goer det. Det er bare lige med at have kraefterne til det, specielt hvis man ikke lige har kunnet faa sovet en time til middag eller bare have faaet lidt ro. Men jeg har vaeret med derude to gange og det er super hyggeligt. Man kan komme til at hakke jorden saa den bliver klar til at saa i, vande jorden og saa loegene i bedene. Jeg har proevet det hele, men at hakke er super haardt, det er en rigtig daarlig stilling for ryggen og man skal have baade gode arme, ben og rygmuskler for at klare en del af den slags arbejde.

Nogle eftermiddage har jeg selvfoelgelig ogsaa bare hygget mig med familien, og dette plejer jeg ogsaa at goere sidst paa eftermiddagen, hvis jeg har lavet noget andet tidligere, mens jeg gaar og venter paa min aftensmad eller hjaelper til med at lave den.

Hver aften har vi indtil videre haft moede kl. 19 nede ved skolen, for lige at faa samlet op paa faelles planer, store sorger og glaeder og saa slutte af med et stort faelleskram. Bagefter er det saa forskelligt om folk vaelger at gaa i seng, enten fordi de er traette eller deres familie gaar tidligt i seng, eller om man bliver lidt sammen og spiller kort eller synger en sang. Nogle aftener gaar man selvfoelgelig ogsaa bare hjem og hygger med familien, proever at snakke lidt med dem, inden man falder omkuld omkring halv ni-ni efter lige at have faaet skrevet om dagen i dagbogen, mens radioenen spiller de sidste sange inden soevnen kommer.

I sidste weekend arbejde vi ikke, saa vi brugte loerdagen og det meste af soendagen paa at forberede et arrangement vi lavede for landsbyen soendag eftermiddag. Arrangementet skulle begynde kl. 15, men foerst kl. 16 var der kommet saa mange mennesker at vi kunne gaa igang. Saadan er det meget hernede med "Mañana, mañana!", at tiderne er lidt loese. Det laerer man at leve med, men det kan godt vaere lidt belastende ind i mellem, naar man er et punktligt menneske. Men det er nok ogsaa sundt at proeve at det hele ikke handler om tid saa, at tingene nok skal blive naaede alligevel.

Vi startede vores arrangement med et foredrag paa spansk om Danmark, hvor vi fortalte dem lidt om geografi, familien, politik og oekonomi. Desvaerre var der proppet med boern, der larmede saa man ikke kunne hoere hvad vi sagde, og som ikke forstoed naar vi sagde at de skulle vaere stille eller gaa udenfor. Det var ret traelst, og noget vi ser som ret respektloest, lidt et kulturchok, men saa maa vi jo laere til naeste gang at det kun skal vaere voksne til saadan noget.

Efter foredraget haengte vi piñattas op, som er dukker lavet af papmachè, men som man skal slaa til som om det var fastalavnstoender. Det goer de rigtig meget i hernede, naermest til alle fester med boern hvor de kan komme til det bruger de dem. Det foregaar ikke helt som ved den danske fastalavn, for her haenger dukken i en snor, der er smidt over en bjaelke og som en voksen har fat i den anden ende af og hiver op og ned for at goere det svaert for den der slaar. Samtidig har den der slaar bind for oejnene, saa det gaar lidt vildt til, naar de proever at ramme dukken der flyver rundt over det hele, med en koelle og barnet maa gerne ramme flere gange, indtil en voksen synes det er nok og faar bremset barnets kamp. Saa det er ikke alle der faar proevet at ramme dukken, men hernede handler det heller ikke om at faa lov til at slaa, men at faa fat i alt slikket og legetoejet der er indeni, saa alle styrter bare til, ind over hinanden, ligesaa snart der falder lidt slik ud af dukken. Da de havde maltrakteret de fire dukker som vi havde koebt til dem og stoppet deres lommer med slik, gik vi alle sammen udenfor for at lave snobroed som var den sidste del af vores arrangement. Det var en rigtig stor succes, alle boernene ville proeve og synes det var skaegt, og mange foraeldre har siden spurgt om opskriften og boernene spoerger hvornaar vi skal lave det igen, super dejligt.

Desvaerre er det jo ikke alting der er helt godt hernede, ind imellem er det ogsaa rigtig haardt. Fx er der ret mange af os der har vaeret syge, jeg tror kun at der er tre der har vaeret saa heldige at slippe for noget indtil videre. Det er virkeligt haardt at vaere syg hernede, fordi at man naar man er syg bare allerhelst vil hjem i sin egen seng og man kommer til at savne Danmark rigtig meget naar man bare ligger og har det skidt. De fleste dage i marken har vi manglet mindst en person, ofte flere, og det gaar meget paa skift med hvem der er syg, men der er ogsaa en eller to der har vaeret lidt meget syge.

Noget andet der har vaeret lidt negativt hernede er at det faktisk er lidt koldt nogle gange, fordi det blaeser ret meget. Specielt om natten fordi husene ikke er taette, saa vi har maattet koebe nogle tykke taepper  og nogle varme bluser til os alle sammen i Matagalpa. Lige saa snart solen forsvinder bag en sky eller bag bjergene om aftenen, bliver det lynhurtigt koldt og der er ret mange skyer hernede. Et par dage har det vaeret helt overskyet og en af de foerste dage havde vi endda en regnvejrsdag. Men det er selvfoelgelig dejligt naar det er overskyet og det blaeser om formiddagen mens vi arbejder i marken, hvor det er rigtig haardt at arbejde i solen.

Jeg haaber at alle har det super godt hjemme i lille Danmark og at alt gaar som det skal. Jeg maa jo nok indroemme at jeg er begyndt at savne jer alle rigtig meget. Jeg ville oenske at jeg kunne dele denne kaempe oplevelse med sammen med jer og i kan vaere helt sikre paa at i er i mine tanker. Jeg gaar og savner jer og glaeder mig til at komme hjem til Danmark igen, mens jeg nyder den fantastiske oplevelse helt ind til benet.

En lang fortaelling fra en lille pige i en stor verden. - Ida Christine.