Jeg havde ellers besluttet at jeg ikke ville skrive flereindlæg herinde, men nu får I alligevel en hilsen inden der bliver lukket ogslukket.

I går var vi i CirkusJ Det lyder sært, men Cirkus Mamma Africa er kommettil Tanga i 10 dage, og det ville vi selvfølgelig ikke gå glip af. Det endte  med at både Lisa og jeg blev trukket indi manegen for at synge og danse Tutti Frutti. Jeg fik en mikrofon og Lisa fiket luftklaver, og så havde vi selskab af en på luft trommer og en anden påluftguitar. Vores band fik omgående stor succes i teltet, til stor morskab fordem vi var af sted med, som fint kunne sidde på deres plads og tage billeder afos nede i manegen.

Det er nok meget godt vi skal af sted igen. Efter den aftenkan jeg stort set ikke gå i fred på gaden, og selvfølgelig blev jeg genkendt davi senere tog ud og spise aftensmad. En hel inder familie takkede grinende forshowet.

Arbejdsmæssigt er jeg ved at have afsluttet det meste, og iweekenden holdt vi en afslutningsfest for vores venner. Jeg er løbet tør forlæsestof af acceptabel kvalitet, og er begyndt at se prison break på dvd istedet. Jeg er virkelig ved at være klar til at tage hjem;-)

Jeg omsider også nået til det sidste kapitel i Meridethsstore epos om nyere afrikansk historie(red. The state of Africa). Tesen erklar. Magt korrumperer og absolut magt korrumperer absolut. En mega interessantbog, som er en ”must-read” hvis bare man har et minimum af interesse for atblive klogere på politik syd for solkysten. Ikke videre optimistisk ogfeel-good læsning, og foragten for amerikansk og europæisk Afrikapolitik gennemde sidste halvtreds år bliver ikke mindre. Men bogen er altså fantastiskspændende og meget anbefalelsesværdig.

Den sidste tid har stået meget i afslutningens tegn. Vi harhaft en tårevæddet afsked med den indiske familie vi bor hos, og vi har væretude og sige farvel til vores hushjælp, gartner og vagter ude i strand palæet,hvor vi boede de første fire måneder. Et besøg, som halverede min beholdning aftøj og sko.

I morgen har vi inviteret alle vore ansatte og dele-ansattepå middag. Vi bliver 18 i alt, så det skal nok blive en festlig afslutning. Desiger de kommer til af savne mig, og jeg vælger at tro på demJ

Ellers er det intet nyt under solen. Vi kommer hjem påsøndag, og lander med BA 21.50, som vi plejer. Weekenden efter skal vi tilbryllup, som vi plejer…

Love

Dr. T

Kære dem, der stadig læser med….

Siden jeg skrev sidst, er jeg efter sigende blevet ældre. Oghvor jeg før troede at 27 år var den ultimative alder, så må jeg sige, at 28 erhelt ubeskriveligt.

Dagen blev fejret i Dar es Salaam, hvor vi deltog i NordicSports Day. Det er dagen, hvor alle de nordiske lande konkurrere i alt lige frafodbold til svømning og tennis. Sidst vi var i Tanzania deltog vi også, såderfor vidste vi godt det ville blive rigtig sjovt. Lisa blev suveræn topscoreri kvinde fodbold, og jeg fik spilletid for herrerne. Da vi kom til sidstedisciplin,  stod det næsten heltlige. Norge førte med et enkelt point ned til Danmark, inden den noget imperialistiskedisciplin ambassadør-golf, skulle afgøre det hele. Den danske ambassadørsænkede et pot på 12-15 meter, og afgjorde det hele til stor jubel for dedanske tilskuer. Det er nu altså bare sjovere at vinde.

Jeg brugte også min fødselsdag til at køre over for rødtuden kørekort og i en bil med tvivlsomme forsikringspapirer. Det er der jo somsådan ikke noget usædvanligt i, men jeg gjorde det lige foran en politibetjenti Dar es Salaam. Det var alligevel lidt for mange lovovertrædelser på en gang,så selvfølgelig blev vi vinket ind til siden. Først hilser man jo selvfølgeligpænt på ordensmagten, og prøver så at stille spørgsmål ved om der nu virkeligogså var rødt (det kunne faktisk godt diskuteres, eftersom der ikke var nogetlys i krydset når man kom fra vores retning). Da det ikke går, begynder man atfedte og tale efter munden. Det er Lisa bedst til - i hvert fald på swahili, såder blev snakket og snakket og snakket. Så ville han jo selvfølgelig se mitkørekort. Lisa finder sit frem og siger her er vores kørekort. Den køber hanutroligt nok. Forsikringspapirerne kunne han ikke rigtig finde ud af, men enbøde skulle vi altså have. Og sandelig om han ikke ville have vi skulle betalehele 100 kr. Det kunne vi jo selvfølgelig ikke gå med til, så Lisa snakkedevidere om hvor svært det var at køre bil i Dar, og at vi jo gjorde voresbedste. Til sidst gik han ubegribeligt nok væk fra at vi skulle have en bøde,men så skulle han selvfølgelig have lidt penge som tak for at han ikke gav osen bøde. Lisa snakkede videre, og måtte forklare ham, at hans tak skulle væreat han havde lært os noget om trafikken og livet og hvad ved jeg. Og så fik vilov til at køre videre… Det skal lige siges, at det kræver nok at man kan lidtmere end goddag og farvel på swahili at snakke sig ud af sådan en, men faktumer, at jeg endnu har min første bøde til godeJ

Siden sidst er Lisa også kommet i gang med sit felt arbejde.Det tog tre måneder at nå dertil hvor hun havde alle sine godkendelser. Det kanjo godt være lidt svært at forstå hvorfor det skulle være så besværligt, men nuer hun i gang, og det glæder vi os over. Hun er i et sundhedscenter på vejen udmod Muheza, hvor jeg arbejder, så vi kan køre sammen noget af vejen.

Tja, ellers kan jeg jo fortælle at jeg har ansat en driver,og i morgen skal have en nurse til samtale. Det skal jo nok blive sjovt. Jeg erstadigvæk rigtig glad for mit arbejde, og hver dag har jeg pudsige oplevelsermed hjem. Som da jeg skulle præsentere vores projekt for distrikt rådet iMuheza. En sundhedsforsikrings firma havde købt rådet hele dage, og vi skulleså låne 5 minutter til lige at fortælle og vi skulle ud og besøge vorespatienter i distriktet. Da formanden ville give os ordet, var der storutilfredshed hos alle rådsmedlemmerne der autoriativt sad iført deresdommer/gospel-ish dragter... De ville have at han skulle lukke det første møde,for at åbne et nyt møde til vores 5 minutter. Nyt møde er nemlig lig nybetaling. Heldigvis for os, insisterede formanden på at vi også var isundhedsgenren, og derfor godt kunne være i det samme møde somsundhedsforsikrings emnet. Its all about the money…

Kh

Thomas

Jeg synes efterhånden der begynder af at tegne sig etbillede af hvornår jeg får skrevet lidt. Som sidst, er Lisa ude af byen, og jegsidder på den Italienske, og venter på lidt mad. Jeg har arbejdet længe i dag,for jeg har tænkt mig at blive inde i byen og se lidt chl fodbold. I denanledning vil jeg gerne kapitulere i det sofaspil jeg er med i, og I er allehermed velkomne hos mig til middag på finaledagenJ

I morgen skal jeg ud og besøge en masse klinikker ude idistriktet, for at fortælle dem, at vi kommer til at besøge nogle af derespatienter i privaten. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg tror detbliver meget spændende. Egentlig skulle jeg også have været af sted i dag, menjeg blive lige brændt af, af den mand som skal hjælpe mig rundt. Det sker jorimelig ofte at planerne bliver ændret, for en aftale er ikke altid en aftale.Det kan jo til tider være ret frustrerende, men jeg er faktisk ret god til ikkeat forvente noget som helst på forhånd. ”Be african about it”, som en jegkender hernede siger.  Meget godtudtryk, for der er selvfølgelig ikke nogen som ikke overholder aftalerne. De erbare ikke altid lige der hvor man troede de varJ

Vi har lige haft nogle uger, med en masse offentlige fridage/helligdage.Tanzania er jo en stor blanding af kristne og muslimer og diverse, og detafspejler  sig også i”helligdagene”. Samtidig er Tanzania en sammenslutning af øerne Zanzibar ogfastlandet Tanganyika. Så når den første præsident for fastlandet har enmindedag, så skulle Zanzibar selvfølgelig også have en. Karumeday hedder den.Det er dagen hvor muslimerne (de er muslimer på Zanzibar) hernede mindes de iåret afdøde. Den ligger tirsdag i påskeugen, og erstatter skærtorsdag. Detvirker som om de eneste, som går op i om nogle fridage ligger i forlængelse afhinanden, er alle dem, som er lidt blege i kuløren.

Det er faktisk meget spændende at opleve hvordan landet ermultietnisk og multireligiøst. Det er jo noget som oftest bliver forbundet meden masse problemer i Danmark. Hernede virker det som om det fleste er retafslappet omkring forskellige i religion etc. Jeg talte med en pinsepræsthernede, som fortalte at på trods af at hverken biblen eller koranen varfortaler for det, så giftede mange sig på tværs af kristendom og islam, og mankunne nok godt forestille sig, at det gør det svære at polarisere grupperne. Kirkerog moskéer er strøet ud med rundhånd, og burkakvinder fremstår i gadebilledetsom noget helt normalt og naturligt. Jeg skal love for at der ville bliverplads i dallaen hvis de ikke fik lov til at komme med;-) Månedskort har jegikke hørt om hernede, så det tror jeg ikke er et problem…

I påsken var vi to dage i Nairobi for at besøge Maria ogOle, som er nogle af vores venner. Vi havde i familien et langt præludium, hvorvi diskuterede om det var 2 x 16 timer i bus værd, at have to dage i Nairobi.Det var det! Det var lækkert at komme til storbyen,  som agerede slaraffenland for min mave. Kød og mad og snaps ilange baner. Det var ganske enkelt fantastisk. Nogle af deres venner havdeinviteret på påskefrokost, og det kunne vi jo selvfølgelig ikke sige nej til. INairobi havde vi også muligheden for at komme til en gudstjeneste jeg kunneforstå. Det var rigtig dejligt at kunne komme i kirke påskesøndag, når det nuendelig var muligt. Vi var i en international kirke, hvor det hele foregik påengelsk. Men det specielle var, synes jeg, at det stort set var lokale, som komi kirken. I Nairobi er det åbenbart meget smart at tale engelsk, og man mødersågar forældre, som taler engelsk til deres børn. På en måde synes jeg det ærgerligt,at de sådan skrotter deres swahili, selvom det selvfølgelig er vigtigt for dem,som vil frem, at kunne engelsk.

I Nairobi kunne vi så også lege turister for en weekend, ogjeg fik klappet en elefant, og Lisa fik kysset en giraf. Det var så det enestehun fik kys af den dag.

…næste dag…

Jeg sidder alligevel bare og tjekker bold.dk og venter på atmin rejsekammerat kommer, hvilket jo langt fra er sikkert, så jeg kan jo ligeså godt skrive lidt videre. Det har regnet hele natten og det ser ud til at denlænge ventede regntid endelig er kommet. Hele byen står under vand, og mixet atvand og mudder og mere vand, tror jeg godt kan blive lidt belastende i længden…

…en time senere…

Nu lysner det, og jeg kan se solen. Selvfølgelig har jegikke set den mand jeg havde en aftale med. Men jeg bliver ikke hidsig. Det erspildte kræfter og tegn på svag karakter hernede. Han er sikkert taget til etmøde i en anden by, og hvorfor skulle han informere mig om det…

Thomas

Kære

Lisa er lige en tur i Moshi til et møde, så det giver migmasser af tid til at skrive til jer. Jeg har lige 20 min inden jeg skal over atspiller Ultimate. Det gør vi tre gange om ugen, så jeg synes at jeg får løbetrigeligt. Al sport begynder kl 17.30 og slutter kl 19.00. Det er det enestetidspunkt, hvor det både er udholdeligt og lyst.

I denne uge sagde min sygeplejerske op. Hun stak mig etlille brev, hvor der stod at hun ville sige op om en uge. Så måtte jeg jo ligehøre hvad det nu var for noget. Jeg syntes jo jeg havde behandlet hende som jegbehandler alle andre sygeplejersker……nemlig godt. Hun fortalte at hun skullerejse til den anden ende af landet for at læse til avanceret sygeplejerske. Jegprøvede at forklare hende, at så skægt er det altså heller ikke at væreFADL-vagt, men af sted vil hun altså. Hun havde talt med sin mand, og han havdesagt, at han godt ville finansiere hendes studier, så nu flytter hun to år væk.

I dag hørte jeg så rygter om at hun slet ikke skal studere,men bare har fået et andet, og sikkert bedre betalt job, i den anden ende afbyen. Det skal helt sikkert nok passe. Der sidder hun med sine dådyr-øjne ogfortæller at hun har været så glad for arbejdet, og så lyver hun en lige op iansigtet.  Jeg kan mærke jeg bliverhelt dårligt tilpas. Her prøver man at skabe en åben og god stemning på teamet.Man er ærlig og reel over for de ansatte, og prøver at have en god dialog i detdaglige, og så tror man at man da i det mindste har krav på ærlighed fra deresside….men nej. Det værste er at det gør en skeptisk over for om andre hernedeer ligeså snu.

Ellers bliver alting jo hurtigt hverdag hernede. Jegarbejder og tiden flyver af sted. Den eneste forskel er, tror jeg, at når jeghar fri, så spiller jeg beachvolley og bader i det Indiske Ocean. Det gør på eneller anden mærkelig måde det hele lidt mere  spiseligt…

Hyggelig at hører lidt derhjemmefra også. Det lyder jo tilat foråret er kommet…;-)

Kh

Thomas

Når en sms til en helt almindelig torsdag lyder: ”Hi, we areplaning on going to a sandbank to have a bbq and see the fullmoon rise”… så vedman at man har valgt den gode del ved at rejse væk fra den danske vinter.

I Tanga gør tidevandet at man ved lavvande kan sejle ud ogparkere sin båd på en sandbanke. En meget smuk og eksotisk oplevelse. Såhvorfor ikke smide en kæmpegrill etc. i en båd, og så sejle af sted for at nydeen torsdag aften under månens lys.

Turen gik dog ikke helt som planlagt, for lige som vi skullebegynde at kunne skimte sandbanken, kom der nogle store skyer og stjal månenslys. Så pludselig sad vi ti mennesker i en båd, og sejlede rundt uden nogetmål. Alle havde en meget sikker fornemmelse af i hvilken retning vi skullesejle, men ingen kunne se sandbanken.

Nu gik det jo så hverken værre eller bedre end at vandetforsvandt mere og mere, og vi kunne se sandbanken. Desværre sank vandet såhurtigt, at vi stødte på grund et par hundred meter fra sandbanken. Vi prøvedenaivt at skubbe båden, men nå en båd først vil støde på grund, så bliver dender altså. Så var spørgsmålet så, om vi skulle slæbe alle tingene ind påsandbanken, eller bare tænde op i grille hvor vi var. Vi endte med at blive, ogholdt en fantastisk grillfest lige ved siden af en flot sandbanke.

Det fleste fik altså aldrig sat fod på den dejligsandstrand, men jeg og en tysk læge, meldte os selvfølgelig til at udforskeområdet, og finde ud af hvor lang tid det ville tage at komme op på banken. Såmed en kold øl i hånden gik vi så af sted mellem koraller og søpindsvin i dentro at de andre ville følge efter. Det gjorde de ikke. Da vi kunne se, at deandre begyndte at tænde op i grillen midt ude i vandet, så kunne vi ligesomgodt regne ud, at vi måtte gå tilbage. Her havde et dansktysk samarbejde tagetenorme skridt for menneskeheden, og så ville de andre bare blive ved båden.Utroligt ikke?

En anden lille detalje ved at sejle på grund er, at når mangerne vil hjem, så er båden rimelig ligeglad. Den tager nemlig ikke af sted førder kommer vand. Det betød så også, at det blev ret sent. Jeg tror vi varhjemme omkring kl. 4, men stemningen var i top, for vi havde jo næsten holdtgrillfest på en sandbanke.

Nu sidder jeg så og sveder på et kontor i Tanga. Jeg hartaget lange bukser og skjorte på, for jeg skal møde en mand, som vist noksætter pris på det. Vi havde en aftale for en time siden, men han sidderselvfølgelig i møde. Men så fik jeg jo lige skrevet lidt, og kæmper for atholde mig vågen.

Jeg ligger igen på verandaen og ser ud over havet. Det kunnenæsten lyde som om jeg ikke laver andet, men det er nu ikke helt sandt. Vi erbegyndt at få lidt regn, så jeg har lige sat vores gartner til at vaske bilen.Det er nu rart at kører ud af porten i en ren bil, selvom den bliver beskidtigen næste gang jeg kører en tur. Det sidste stykke ned til vores hus er på en grusvej, så selvom det ikkeregner, så er vandpytterne nu så store, at det sprøjter med mudder op påforruden hvis man kører lidt frisk til. Det kan jeg nu godt li.

                      Vihar været her en måned nu, og vi nyder at livet og landet med alle depudsigheder man nu møder. Som når man kommer ind i et flot kontor ellerbestyrelseslokale, og ser en masse store og flotte kontorstole. Så kan mansidde helt nede ved jorden, og næsten ikke nå op til bordet, fordi ingen afstolene kan hæves. Flotte stole er en nødvendighed, men at skifte gaspatronenså de kan fungere, det bekymre ikke så mange.

                      Vivar tidligt oppe i dag, og det på trods af at vi havde gæster til sent i går.Sagen var den, at vi skulle i kirke kl. 7.30. En af de ansatte på kontoretkommer i den lutherske kirke i Tanga, og hun tog altså til den tidlige. Selvomfromme røster vil mene, at man også selv har indflydelse på hvor meget man fårud af en prædiken, men jeg forstod stort set ikke et ord. Lisa kunne heldigvisoversætte lidt. Men kirken var fyldt og mere til, så det var jo en dejligoplevelse. Selve gudstjenesten lignede meget andre gudstjenester vi har værettil i Tanzania, og liturgien er stort set som i en dansk folkekirke.

                      Arbejdetkører fint, men det er lidt nogle andre problemstillinger man bliver stilletover for. Som når der kommer en sms en sen aften, hvor Doktoren (migJ)bliver spurgt om tilladelse til at tage til begravelse hos en bedstemor ellerniece etc.  Det får de joselvfølgelig lov til, men meget uvant er det nu, at være den, som skal bestemmehelt ned i detaljer hvad andre må eller ikke må. Begravelser er tydeligvisnoget som er en del af livet hernede, og to har allerede været af sted grundetdødsfald i den nære familie. Næste dag er de tilbage på arbejde som om intetvar hændt. Eller som da vi forleden, da vi var på vej til Teule hospital ogkørte forbi en minibus, som havde overhalet og kørt frontalt ind i enmodkørende lastbil. Seks døde og syv på operationsgangen, da vi kom ud tilhospitalet. Stort virvar på  selvedagen, men et par dage efter er alt ved det gamle, og busser og lastbiler kørerhurtigt og farligt som de altid har gjort.

 I begyndelsen af ugen var vi i Dar es Salaam for at ordnenogle praktiske ting, så nu har jeg officiel forskningstilladelse i Tanzania.Lisa fik også afleveret sin ansøgning, så det venter vi spændt på.

Vi synes tiden går alt forhurtigt, men vi prøver at udnyttet weekenderne til at få set noget spændende.Vi har være ude at sejle en tur med en ældre tysk kvinde, som har boet her imange år. Hun sejler en tur hver søndag, og har plads til gæster. Så jeg skalellers love for at vi fik lov til at rette ind, når hun gav kommando om hvilkereb der skulle hives i. På trods af at min far er kaptajn har hverken Lisaeller jeg jo den store erfaring med sejlbåde.

I sidste weekend var vi en tur påZanzibar. Det blev faktisk kun til et enkelt døgn, men vi ville gerne over tiløens musikfestival, og prøvede at kombinere det med at vi skulle til Dar.Festivalen hedder Saudi za Busara eller Sounds of Wisdom, og bliver afholdt imidten af den gamle borg i Stone Town. I fem dage er der så en masse forskelligØstafrikanske musikere, som optræder. Meget varieret og meget lidt lig hvad vilige høre af musik til dagligt. Det var en rigtig spændende oplevelse, og såfik vi set landets store stjerne Bi Kitude, som er en kvinde, som efter sigendehar optrådt siden engang i 1920’erne. Ingen ved hvor gammel hun er, hvis hunvar omkring 100 vil jeg ikke bliver overasket.

                      Hov,og så var jeg næsten ved at glemme det vigtigste. I var jeg ude at købe enstang. For mange vil det bare ligne et jernrør, men for de indviede er det enhyldest til min personlige træner Dr. A. Voldby, som aldrig opgav at få mig ogandre i form. Nu skal jeg i den hver dag, og jeg skal ikke være sen til atopdatere jer på mine personlige fremskridtJ

Bedste hilsner

Thomas

Jeg ligger i sofaen på verandaenfor at gøre status over de første 14 dage i Tanga. Efter knap to uger på hoteler vi nu rykket ud i et stort hus syd for Tanga. Kæmpe grund, storesoveværelser og nåh ja, så ligger det jo ud til vandetJ Det betyder, at vi kanindtage vores morgenmad  med udsigttil solopgang over det Indiske Ocean. Lidt overvældende at rykke ind i et palæved vandet, hvor den toværelses på Nørrebro næsten kan være i soveværelset. Såvi har rigeligt plads til besøgJEneste minus er, at det ligger lidt langt fra byen, så hvor dumt det end kanlyde, så kigger vi lidt efter noget andet. Heldigvis har jeg en projektbil, somgør, at vi nemt kan komme omkring trods husets lidt afsides beliggenhed.

Siden vi landede i Dar es Salaamhar jeg kørt hårdt på, for at komme godt ind i arbejdet. Nu er Michala, som jegskal afløse, rejst hjem, og jeg bærer nu titlen Acting Project Leader. Mineopgaver kommer til at variere rigtig meget. Alt fra økonomi til supervision atarbejdsgangene ligger inden for mit ansvarsområde. Det er meget spændende, ogjeg tror jeg bliver rigtig glad for at det er mange forskellige ting jeg skalprøve kræfter med.

Hospitalsstudiet forgår på TeuleHospital i Mwanza, så jeg har en god halv time i bil hver vej. Det er ok, forså stifter man også bekendtskab med ordensmagten. Jeg har ikke fået nogle bøderendnu, men kørekortet bliver vist flittigt. 

Socialt er vi også ved at lærefolk at kende. Man bliver hurtigt introduceret til de andre ”hvide” i Tanga, ogfolk er meget flinke til at inviterer os med til de få ting, som nu engang skeri Tanga, hvilket er ret begrænset. Derfor er der næsten hver dag noget sportman kan tage til sidst på eftermiddagen. Frisbee Ultimate er det helt storehernede, så det spilles tre gange om ugen. Det er meget fedt at få rørt siglidt, og det er en blanding af hvide og lokale, som møder op, hvilket også gørdet behageligt og knap så eksklusivt. 

Lisa feltarbejde går lidt meretrægt, da hun lige i øjeblikket sidder fast med nogle tilladelser til sitprojekt. Det er meget frustrerende for hende(os), når man ikke ved om mankommer i gang om en uge eller et par måneder. Vi håber på det bedste, men vedgodt at vi ikke selv er herre over alt, og slet ikke i Afrika.

Jeg slutter her, men prøver at lægge nogle billeder op, hvisjeg får taget billeder at noget spændende.

Nyt mobil nr. og adresse i Tanzania

Thomas                  +255789 395 976

Lisa:                      +255789 395 975

Thomas Nørrelykke Nissen

P.O. Box 633

c/o JMP

Tanga

Tanzania

Bedste hilsner Thomas

Her kommer så, hvad jeg tror bliver den sidste beretning i denne omgang. Det siges jo at hele ens log kan have været noget møg, men så længe man slutter af med et brag, så gør det ikke noget. Lige nu sveder jeg bare så meget, at jeg tror ikke rigtig jeg orker at kæmpe denne sidste hilsen op over det middelmådige.

Men hvorom alting er, så blev julen altså holdt hos nogle venner i Mwanza i det nordlige TZ, og forinden havde vi lige haft et par dage i Nairobi. Det var inden de begyndte at blive sure på hinanden i Kenya, så det var nok meget heldigt at det ikke var på hjemturen vi havde planlagt storbyferien. Det var nogle meget hyggelige dage, og bortset fra busturen hjem til Dar, havde vi nogle hyggelige dage. Turen med Muhammed Trans var beregnet til ca. 15 timer, men der var ikke det, der ikke gik galt på vores tur. Motoren brød sammen, dækket eksploderede, og vi ankom en dag senere til Dar efter over 30 timer i en bus. Filosoferer stadigvæk lidt over om det var nemesis for at rejse hånd i hånd med Muhammed gennem TZ. Så kan vi lære det!

Nytår blev fejre på Zanzibar sammen med Ann-Kathrine(Lisas co-praktikant) og hendes kæreste Morten. Vi havde fundet den beachparty som var slået størst op, men så var det altså heller ikke vildere. Men det var da dejligt at kunne stå på stranden med skjorten åben og skrige mod himlenJ Om dage havde Lisa og jeg været ude at dykke. Det var første gang Lisa skulle prøve at dykke med flaske, så det var jo meget spændende. Det gik rigtig godt, og hun har mod på mere, så mon ikke hun på et eller andet tidspunkt får sig et dykkercertifikat. De der undervandsoplevelser er jo altså bare helt fantastiske.

Ellers har jeg jo haft endnu et lille klinisk ophold på et hospital. Denne gang på et indisk privathospital i Dar es Salaam. Hvis jeg skal være ærlig, og det skal man jo, så har det været så kedligt som det nærmest kunne være. Så begynder man at gå tidligt hjem, og prøve at finde en anledning til at slippe ud af opholdet igen. Det betyder at jeg er stoppet en uge før, og nu bare nyder livet og slapper af med at tage på stranden i Dar. De siger det sner hjemme i DK, men det er lidt svært at forholde sig til, når man ligger på standen med fødderne i det smukke og lyseblå indiske ocean.

Jeg glæder mig til at se jer alle sammen igen og har været meget glad for jer, som også en gang imellem har skrevet en lille hilsen. Tak til jeg der gad læse med, og fuld forståelse for jer der ikke gadJ

Det var alt for denne gang. På tirsdag kl 11.25 skulle KLM gerne smide mig af i det dejlige København, hvorefter jeg igen er kontaktbar på det legendariske 2992 2892

Efter nogle uger, som har været aktive ud over det sædvanlige, har jeg nu igen lidt tid til at skrive en lille hilsen til jer derhjemme. Egentlig skulle jeg være begyndt på mit hospitalsophold her i Dar, men jeg har ligget lidt syg, og har sindssygt ondt i øret. Har fået lægens ord for at det er en otitis externa, for dem som dette måtte interessere. Regner dog med at jeg møder op i morgen, selvom jeg stadigvæk er stokdøv på det ene øre.

Kalenderen siger jo at det snart er jul, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke er noget jeg rigtig går og tænker over til daglig. Det eneste juleinput man får hernede at de store reklamer hvor en alt for fed, hvid og rød (altså i hovedet som brugte han de resterende 11 mdr. på at drikke julebryg) julemand, som giver en sort lille pige en dejlig cola. Det er lidt skægt, for det er som om man mentalt har aflyst julen, eller i hvert fald alt det som fylder mest i juletiden hjemme i Danmark.

Nå, men de sidste par uger har stået i feriens tegn. Jeg var dårligt kommet til Dar før vi fik besøg at Jakob og Annie fra Danmark. De havde 10 dage i Afrika inden de skulle flyve hjem fra Nairobi. Vi havde derfor lagt et stramt program så vi fik mest muligt ud af tiden. Vi arrangerede det sådan, at vi sammen med Anders og Christoffer, som jeg var i Ndolage med, tog på en safari til Serengetisletten og omegn. Det blev en fantastisk fed oplevelse, hvor vi fik set en masse dyr, og også fik set lidt action live på savannen. Fx så vi en flok hanløver prøvet at angribe en flok bøfler. Det er var blod i luften og helt vildt at se hvordan reglerne er del anderledes i dyreriget end i skolegården. Her gælder det bare om at få nedlagt sit bytte, og overfor 20 løver er det svært at lave et fornuftigt forsvar.

Om natten sov vi i telte, som er lidt ekstra spændende når man ligger ude i en nationalpark, hvor der vælter rundt med vilde dyr. Flere gange oplevede vi at der var nogle hyæner, som vadede lige gennem lejren forbi alle teltene. Eller når der pludselig dukker en elefant op, som begynder at drikke vand at den tank vi bruger til madlavning.

Vi havde en fantastisk tur, og havde nogle sjove dage, hvor vi kunne race rundt efter dyrene i vore terrængående minibus. Vores guide kørte os rundt det meste af tiden mens vores kok som regel blev hjemme og lavede mad til os. Vi fandt dog arbejdsfordelingen rimelig og tippede dem ens da vi kom hjem. Vi fik i alt fire dage på safari og det passede meget godt med at vi kunne nå at se en masse dyr uden at vi nåede at blive alt for trætte af at sove i telt.

Vi begyndte og endte vores safari i Arusha, hvorfra Jakob og Annie tog videre til Nairobi. I denne lille by, som faktisk ikke er særlig pæn, stødte vi så alligevel ind i en kæmpe stor hvid bygning, der lugtede langt internationale penge. Det viste sig at være den internationale domstol for de forbrydelser det skete under folkemordet i Rwanda i 1993. Se det var jo lidt interessant, for selvom jeg er vidende om at Rwanda er et lille naboland til Tanzania og jeg selvfølgelig har set Hotel Rwanda( som er en ganske udmærket film, men også noget barsk, men så igen, hvordan beskriver man nedslagtning af en million mennesker på en ikke barsk måde? – se den!) så må jeg indrømme at ikke vidste noget som helst om det retslige efterspil, som FN og det internationale samfund støtter med alle midler.

Det gjorde et ret stort indtryk på mig at få lov til at sidder og se og hører en retssag. Se hvordan den anklagede sad i pænt tøj med sin advokat ved siden, og samtidig kunne hører hvordan anklageren stillede spørgsmål til mord og til træning at civile mennesker i drab. Og så igen hører hvordan alle anklager blev kategorisk benægtet af den anklagede.

Det er noget ganske forfærdeligt som fandt sted i Rwanda, men samtidig kunne man godt sidder og glæde sig over et internationalt retssystem, som trods alt fungere i en eller anden udstrækning. At se en retssal hvor så mange racer og nationaliteter er tilstede som advokater, dommere eller vidner, giver en vis tror på at det internationale samfund her i form af FN stadig kan gøre en forskel.

Efter at vi havde sent Jakob og Annie til Nairobi og Lisa til Dar es Salaam, var vi tre fyre tilbage, som havde besluttet at vi ville en tur op ad Kilimanjaro, også kaldet Afrikas højeste bjerg.

Jeg vil først starte med at sige at vi alle nåede toppen og kom ned igen. Men når det er sagt, så var det en tur som gjorde drenge til mænd og som udfordrede os på nogle områder vi ikke er så vant til. Det var egentlig ikke fordi vi sådan rent fysisk blev udfordret særlig meget, men det der med at gå op i højderne er jo lidt et lotteri. Nogle mennesker mærker ikke noget som helst og andre bliver så syge, at de må skynde sig ned at bjerget længe inden de kan se toppen. Jeg skal prøve at holde min beretninger så anonyme som overhovedet muligt, får vi havde det alle sammen dårligt fra tid til anden. Så kunne en ikke spise morgenmad pga kvalme. Så var der en, der brækkede sig,  og så var der en, som blev svimmel og ikke rigtig kunne holde på varmen.

Oven i disse højdesyge symptomer måtte vi de første to dage kæmpe med regn i så store mængder at det til sidste ikke rigtig er sjovt mere. Våde madrasser, vådt telt, våde sko og jeg kunne blive ved. Vi havde dog heldigvis noget tørt tøj med, i modsætning til en af vores bærer, som bare sad og frøs i sit våde tøj, og til sidst blev sent ned af bjerget fordi han var blevet syg. Så havde vi jo kun syv bærer, en kok og to guider tilbage, men det gik;-) Faktum er dog at vi alle nåede toppen, og det er vi meget glade for.

Nu er jeg så flyttet ind i kollektivet i Dar og håber på nogle spændende uger på hospitalet inden vi tager hjem i januar.

ses