Dag 157 – 13. juli 2008:

Det var tid til at indtage det afrikanske kontinent, og efter en behagelig 5 timers flyvetur, så kunne vi virkelig se kontrasterne, da vi landede i Nairobi. En tolder kaldte os hen til en inspektion af vores kufferter. Da han erfarede at vi ankom fra Dubai, forlangte han straks 50 dollars i shoppingafgift. Vi havde nu aldrig hørt om nogen former for decideret shoppingafgift, og afviste pure at vi havde shoppet i Dubai og betale dette beløb. Han kiggede lidt opgivende på os med et smil i øjenkrogen og bad os om at tage vores kufferter og forsvinde. Denne korrupte tolder øjnene straks chancen for at lave en lille ekstra skilling fra turisterne, men denne gang gik den ikke. Vi blev hentet og kørt mod vores hotel midt i Nairobi. Her var ingen slotte, store biler og kæmpe paladser. Her gik folk på deres bare føder i vejkanten med deres last på hovedet, de havde end ikke kameler til at bære deres byrde. Godt trætte faldt vi til ro på vores hotel, som skulle danne rammen om vores første dage her i Karen Blixens anden hjemby.

Dag 158 – 14. juli 2008:

Vi besluttede lige at tage en praktisk dag på hotellet for at danne os et ordentligt overblik over byen og lægge en lille slagplan. Vi trænede i hotellets træningscenter og dyppede os i den dejlige pool. Vi havde en forventning om at temperaturen ville være hvis ikke tilsvarende som i Dubai, så i hvert fald forholdsvis høj. Vi blev derfor en kende overraskede, da vi måtte finde de lange bukser frem, da den stod på støvregn, skyer og omkring 20 grader. Lidt paradoksalt, at vi netop nu befinder os i Afrika, hvor temperaturen er lavere end i Danmark på nuværende tidspunkt, ikke lige just det billede man går og har inde i hovedet af et afrikansk kontinent med ulidelig varme. 

KH

Gry & Peter

Vi har ændret lidt i rejseplanerne undervejs, hvilket betyder at vi tager 14 dage mere i New York frem for i de canadiske skove..

Dagbogen herfra følger en af de kommende dage.

Dag 120 – 5. juni 2008:

Vi ankom tidligt om morgenen til Pearson International Airport lidt uden for Toronto. Vi havde små 5 timer vi skulle slå ihjel, så vi smed straks tæppe, pude og dyne ud over det kolde gulv, mens vi skiftevis tog en slapper. Lettere forsinket ankom vores forældre hen over middag endelig til lufthavnen til et varmt og glædelig velkomst. Vi havde lavet 2 store ark med billeder af vores forældre, hvor vi efterlyste dem, hvilket vakte stor opsigt i lufthavnen og glæde hos vores forældre. De var virkelig savnede, vi havde efterhånden været væk hjemmefra i 4 måneder.

Vi indlogerede os på vores hotel i Scarborough lidt uden for selve Torontos centrum. På trods af vores forældres lange rejse og mulige jetlag, så var der naturligvis en del røverhistorier der lige skulle vendes fra begge lejre, så vi gik en aftentur og fandt et lille lokalt værtshus, hvor vi skyllede gensynsglæden ned med velsmagende canadiske fadøl. Gry agerede julemand og delte forskellige gaver ud til vores forældre fra den store vide verden, flere passerede fødselsdage skulle jo pludselig fejres på denne ene dag. Lysten til mad var efterhånden stor, hvilket lysten til at gå alt for langt imidlertid ikke var, så vi nøjedes med at gå ind på naborestauranten, som bød på det tyske køkken. Der blev indtaget schnitzler over hele linjen til den helt store guldmedalje, inden vi alle havde brug for en god og lang nats søvn i en rigtig seng.  

Godt solbrændte efter en dejlig sejltur gik vi igennem gaderne i retning mod Chinatown. Her var det tid til at granske de forskellige kopivarer og gøre de obligatoriske handler. Herefter gik turen videre til Little Italy, hvor vi nød stemningen og aftensmaden i en hyggelig gårdhave.

KH

Gry & Peter

Dag 111 – 27. maj 2008:

Det var desværre tid til at forlade Californien efter 5 fantastiske uger. Byernes by der aldrig sover, Big Apple, var næste destination. Vi havde på forhånd besluttet ikke at bruge det meste af en uges tid på de amerikanske motorveje, så vi tog et indenrigsfly til John F Kennedy lufthavnen i udkanten af New York City. Herfra kørte vi ind til et lille lejlighedskompleks i 73rd Street Upper West, hvor vi på forhånd havde booket os ind for de kommende 9 dage. Vi ankom godt udmattede først på natten, hvor vi godt trætte blot kunne konstatere, at den lejlighed vi havde booket på nettet, absolut ikke var i overensstemmelse med det vi blev præsenteret for. New York er virkelig en dyr storby at bo i.  Rejsen tværs igennem landet havde givet fornyet appetit, så vi måtte på udkig efter et let måltid. Vi snuppede vores GPS for lige at se hvad der umiddelbart var i området. 47 madsteder inden for 200 meter, så det var en smal sag lige at få stillet sulten inden sengetid.  

Dag 112 – 28. maj 2008:

Vi brugte dagen på lige at falde til rette i lejligheden og tage lokalområdet under nærmere besigtigelse. Vi endte dagen vi den nærliggende Central Park, hvor vi slappede af i byens dejlige åndehul. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var virkelig betagende blot at ligge i denne dejlige park uden trafiklarm, mens vi samtidig kunne betragte byens skyskrabere i horisonten. 

Dag 78 – 24. april 2008:

Den 24. april 2008 vil stå som den længste dag i vores liv nogensinde. Ikke fordi den var røvsyg, men vitterlig fordi den var ekstrem lang ren tidsmæssig. Vi tog et fly fra Nadi lufthavn på Fiji kl. 22.00 lokal tid og ankom til Los Angeles kl. 13.00 lokal tid samme dag! Vi havde således haft en hel dag på Fiji, havde fløjet i næsten et halvt døgn, og så havde vi altså stadig næsten en hel dag i Los Angeles. Tidszoner er altså et sjovt fænomen, og fordoblede næsten vores døgn fra 24 timer til 43 timer.

Hvis der er et sted man skal være godt kørende, så er det altså USA, hvor enhver med respekt for sig selv kører rundt i en ordentlig slæde. Vi følte os tvunget til at følge med på vognen, og da priserne samtidig var mere end overkommelige, faldt valget på en Chrysler Cruiser anno 2008. En lille fiks grå sag, som ligger godt på vejen og ser fantastisk ud, men som samtidig måske ikke er særlig egnet til at rumme et par jordomrejsendes efterhånden ret store mængde bagage. Hvad gør man ikke for at følge trenden i Hollywood, så skid være med, om man knap nok kan sidde i kabinen for bare pakkenelliker, og er tæt på at brække lemmerne, når man skal have fat i noget fra bagagerummet.

Vi havde på forhånd booket os ind på et hostel i Venice Beach, som skulle være vores base gennem vores første besøg i LA. 

Vi gik en tur på strandpromenaden og fandt pludselig os selv i et fuldstændig surrealistisk område.

Venice Beach kan vel bedst betegnes som vores Christiania gange 10, og så blot placeret på strandpromenaden. Hele strandpromenaden var fyldt med boder med alskens habengut, alle slags typer lige fra rockere, musikere, flippere, gøglere til folk i jakkesæt. Stedet osede af stemning og atmosfære, og det var helt tydeligt, at ingen mennesker her spekulerede på dagen i morgen. Alle var fuldstændig afslappede, levede i nuet, og nød virkelig livet i fulde drag.

Det var samtidig ret tydeligt at mærke, at vi var kommet til USA. Alting var vitterlig større, som vi altid har hørt om og set på film derhjemme. Befolkningen kunne man ret hurtig groft sagt dele op i 3 kategorier. Enten havde man ekstremt store muskler, uforholdsmæssigt store bryster eller også havde man et ret stort fedtlag. Vi bestilte lidt mexicansk mad på en strandcafe, og fik hver serveret en burrito, som var på størrelse med et almindeligt dansk lokumsbræt. Vi havde ingen hund at komme hjem til, så vi måtte pænt levne over halvdelen af den ellers ganske velsmagende mad på tallerkenen. Fremover besluttede vi at dele hovedretterne, vi skulle jo nødig ende i sidstnævnte kategori.     

Dag 79 – 25. april 2008:

Vi sov længe for at få det sidste jetlag ordentligt ud af kroppen. Herefter kørte vi en tur ind til Santa Monica, hvor vi gik og shoppede det mest nødvendige.

Vi tog tilbage til Venice Beach, for at nyde en herlig picnic på stranden. Her blev Gry spået af en dame ved hjælp af tarokkort, hvilket der kom nogle meget sjove ting ud af.

Om aftenen kørte vi en tur til Malibu, som er et lækkert område i udkanten af Los Angeles.

Dag 80 – 26. april 2008:

Vi kørte en tur til Getty Center, som er et kæmpe sted med gammel kunst fra hele verdenen. Den amerikanske historie er jo knap så lang og spektakulær, men det forstår amerikanerne så sandelig at rode bod på. I mange sammenhænge har de lidt den indstilling, at hvad vi ikke selv har, det kan vi købe os til. For at have noget ordentlig kunst havde de således bygget dette center og opkøbt alverdens kunst fra alle tidsaldre fra den øvrige verden. Man kan få et ganske pænt område med kunst for en milliard dollars. 

Vi rundede dagen af med at se hvor de kendte holder til i området omkring Sunset Boulevard. Her så vi blandt andet hvor Elvis boede, hvor Playboy holder deres fester og byens største hus med 123 værelser, som er ejet af filmproduceren Aaron Speiling. Det skal retfærdigvis lige pointeres, at vi desværre ikke blev inviteret inden for nogen af stederne, men måtte nøjes at kigge ind over de temmelig høje mure der omkransede palæerne.    

Dag 81 – 27. april 2008:

Det var vores sidste hele dag i Los Angeles i denne ombæring, inden vi startede vores rundrejse i Californien, så vi besluttede at blive på Venice Beach for blot at nyde stemningen og kigge på de mange spektakulære typer. Underholdningsværdien er meget stor ved blot at ligge og følge med i hvad der foregår i området. Vi lejede et par cykler og kørte strandpromenaden tynd, inden solen langsomt gik ned over stranden, og de lokale pakkede boderne sammen efter endnu en dag på kontoret.

Dag 82 – 28. april 2008:

Vi kørte af Highway 1, strandvejen, mod San Diego, hvor vi på en campingplads indlogerede os i en hyggelig træhytte, som mindede os om de træhytter man ser overalt i Sverige. Resten af dagen stod på ren afslapning ved poolen, så vi kunne samle kræfter til de kommende dages oplevelser i byen.  

Dag 83 – 29. april 2008:

Vi tilbragte hele dagen i San Diego Zoo, som efter sigende skulle være et af de bedste af sin slags i verden. Rygterne viste sig at tale sandt, det var en virkelig flot have, hvor dyrene i lighed med Steve Irwins Zoo i Australien, havde god plads til at boltre sig på. Når benene havde brug for lidt ville, så var der mulighed for at se forskellige spektakulære shows, hvilket vi benyttede os af.

Dag 84 – 30. april 2008:

Det var blevet tid til at kigge byen lidt ekstra an i sømmene. Vi kørte ind til Downtown, hvor vi parkerede bilen i området omkring Gas Lamp Quarter. San Diego er virkelig en meget charmerende by, som er meget mere rolig i forhold til Los Angeles. Byen har så afgjort meget charme, med flere dejlige områder. Vi gik en tur rundt i den centrale del af byen i området omkring Gas Lamp Quarter, hvor vi nød frokosten på Hooters cafe. Her forstod personalet altså at kræse om husarerne, servitricernes beklædning eller mangel på samme levnede ikke meget til fantasien, og som mandfolk skulle man altså være et dumt svin, hvis man ikke følte sig nogenlunde hjemme her. Vi slog et smut over Little Italy, et lille koncentreret område hvor italienere og andet godtfolk holder til. Stemningen her osede af Sydeuropa, hvor lækre restauranter, hyggelige cafeer og kunsthandlere supplerede hinanden på fornemmeste vis. Benene var efterhånden blevet tunge som bly, så vi rundede dagen af med at køre en tur i den gamle bydel, inden vi kørte forbi Hotel Del Coronado, som ligger i et område ud for San Diego, kun forbundet til fastlandet med en lang bro. Et meget smukt hotel i nogle fantastiske omgivelser, ikke mindst stranden, som skulle være Californiens bedste.         

Dag 85 – 1. maj 2008:

Ud over at vi begge fik flyttet ørene af et par lokale frisørelever under kyndige vejledning af en supervisor, så stod dagens udelukkende på afslapning omkring poolen under solens varme stråler.

Dag 86 – 2. maj 2008:

Man erfarer hurtigt, at hvad amerikanerne ikke har, det kan de altid købe sig til. Mange amerikanere gider ikke drage helt til Afrika for at kigge på vilde dyr, så når Amerika ikke gider komme til Afrika, så må Afrika jo komme til Amerika. Vi tog ud til San Diego Wild Animal Park, som ligger en halv times kørsel fra byen. På et kæmpe øde område lå denne park med vilde dyr fra den afrikanske savanne, som vi kørte rundt og så på. En ganske god forsmag på hvad der øjensynligt venter os i Afrika i slutningen af vores jordomrejse.

Om aftenen spiste vi en hyggelig afskedsmiddag i San Diego på en fantastisk italiensk restaurant i Little Italy. Her diskede kokken op med flere gastronomiske oplevelser, som vi nød i fulde drag med lokal californisk rødvin.   

Dag 87 – 3. maj 2008:

Vi måtte forlade denne herlige by til fordel ørkenen. Vi rundede byen en sidste gang, inden vi satte kursen mod Palm Springs. Palm Springs er et yndet feriested for mange amerikanere, der specielt i vintermånederne valfarter hertil for at nyde varmere himmelstrøg, i lighed med når vi danskere ligeledes i vintermånederne snupper en uge under varmere himmelstrøg på Grand Canaria. Da vi kørte ud af San Diego hen over middag, viste termometeret 23 graders celsius, og da vi tjekkede ind på vores værelse i Palm Springs godt 130 kilometer væk, var temperaturen sneget sig op på 35 grader. Det var tydeligt at mærke, at vi var kommet ind i ørkenen, luften var ekstrem tør, og varmen føltes nærmest som en mur. Trods amerikanernes vanlige sans for overdrivelse, er det ingen overdrivelse, at vi så flere tusinde vindmøller på vores vej igennem ørkenen. Amerikanerne er åbenbart ikke så dumme og har øjensynligt luret, at det godt kan betale sig at producere deres egen elektricitet, frem for at lede det flere hundrede kilometer fra byerne langs vestkysten. Palm Springs er en by for rigtige resorthunde, uden de store attraktioner. En hel masse resorts i alle mulige afskygninger og prisklasser, alle med swimming pools og spa som den naturligste ting i verden, placeret midt ude i det rene ingenting. Vi benyttede os som alle andre af de udmærkede faciliteter, og tog ellers en slapper med hjemlig hygge på vores værelse.     

Dag 88 – 4. maj 2008:

Vi gjorde hvad størstedelen af amerikanerne gør i området her. Vi tog en dag hvor vi udelukkende slappede af omkring poolen og spaen, og ellers nød den luksus, at vi havde fjernsyn på vores værelse. Vi tog et enkelt træningspas, for at holde de værste kalorier på afstand, men ellers nød vi bare ørkenens varme stråler, der gennemvarmede vores efterhånden godt brune omrejsende kroppe. 

Dag 89 – 5. maj 2008:

Vi snuppede en sidste dukkert i poolen inden det var tid til at forlade Palm Springs. Inden vi red endegyldigt ud af byen, tog vi hen til et kabeltog, der bragte os op til en fantastisk udsigt hen over hele byen. Selve kabeltoget startede i ørkenen ved bjergets bund og kørte så igennem 5 klimabælter, for til sidst at ende i et klima som på antarktisk. En imponerende tur til toppen af bjerget, hvor udsigten var helt fænomenal, og graderne omkring frysepunktet. Vi nød en kold frokost på toppen, inden vi atter kørte ned igen og satte kursen mod Las Vegas. En forholdsvis lang og ganske trafikeret tur ventede os igennem ørkenen, inden vi sidst på aftenen kunne tjekke ind i spillebyen. Aldrig før var vi blevet mødt af så meget lys og blinkende lamper, som det syn der ventede os her. Ud af det absolutte ingenting i den rå og barske ørken, dukkede pludselig denne mastodont op, som man ikke kunne undgå at være en kende betaget over. Vi havde på forhånd booket et værelse på Hotel Stratosphere, som ligger på selve Las Vegas Boulevard, populært kaldet ”The Strip”. Vi var altså nu klar til at være en del af de mere end 35 millioner mennesker, der årligt deltager i dette kæmpe show, hvor 120.000 af disse oplever en mere eller mindre heldig skæbne i et af byens utallige bryllupskapeller.

Med 19 af verdens 20 største hoteller placeret her i Las Vegas, er der dog rigelig plads til både mennesker og bryllupsnætter. 

Kræfterne rakte denne aften ikke til mere end at snuse lidt til de mange indtryk, så godt udmattede faldt på til ro på vores værelse i syndens by.  

Dag 90 – 6. maj 2008:

Vi brugte dagen på at slappe af på hotellets beachclub på 25. sal. Et dejligt voksenområde blottet for larmende børn, hvor vi blot nød at dase rundt og tage et enkelt slag poolvolley. Om aftenen gjorde vi vores entre på hotellets kasino. Samtlige hoteller i Las Vegas har naturligvis et kasino på størrelse med en middelstor dansk parcelhusgrund, så mulighederne for at prøve lykken her er absolut til stede. I modsætning til kasinoer verden over, som gør en dyd ud af, at et besøg på et kasino skal være en oplevelse og forbundet med stil i form at jakkesæt, kjoler og andet fint stof, så kører man her i Las Vegas så absolut sin helt egen særprægede stil. Der er overhovedet ingen dresscode, så længe man altså er villig til at foretage en indsats. På trods af amerikanernes meget konservative holdning til rygning over hele landet, så pulses der her under spillene på alt hvad man kan komme i nærheden af, lige fra cigaretter, cigarer og hjemmedyrkede planter. Vi puttede ikke noget i piben denne aften, men nøjedes med at tage del i de gratis drinks der konstant bliver serveret ved spillebordene, mens vi gjorde vores indsatser ved blackjackbordet. Hurtigt fandt vi ind i en god rytme, for pludselig havde vi et overskud på 300 dollars. Vi kendte heldigvis vores besøgelsestid denne aften, så vi besluttede os for at trække os tilbage med en lille pind i øret og denne forholdsvis nette sum i baglommen. Det skal være usagt hvor længe vi spillede og hvad klokken efterhånden var blevet, for ingen sted i Las Vegas overhovedet kan man finde et offentligt ur. Tiden her betyder ingenting og alt har åbent 24 timer i døgnet 365 dage om året, så ikke mange mennesker her har en normal døgnrytme.  

Dag 91 – 7. maj 2008:

Gårddagens gevinst brændte allerede i lommen på Gry, som hurtigt måtte ud på Las Vegas Premium Outlet for at starte shopperiet, inden de måtte melde alt udsolgt. Gårdagens spil og ikke mindst den frie bar i forbindelse hermed, havde sat sine tydelige spor, så Peter måtte snuppe en ekstra time på øjet på værelset. Om aftenen var vi tilbage ved det efterladte blackjackbord, hvor dealerne hurtigt fik sørget for, at saldoen atter var i nul.

Dag 92 – 8. maj 2008:

Hele dagen tilbragte vi på Las Vegas Premium Outlet. Med Amerikanernes generet billige priser på tøj kombineret med en historisk lav dollarkurs, så var det altså svært at stå for de mange fristelser. Vi gjorde begge et ihærdigt indhug og fik vel fordoblet vores i forvejen alt for store bagage.

Man kan ikke tage til Las Vegas uden at se et af de fantastiske mange shows, så vi havde efter at have fået et godt tip i San Diego, købt 2 billetter til et show kaldet ”O”. Dette show løb af staben på hotellet ”Bellagio”, som var et meget flot og imponerende hotel. Ordet totalteater er nok det mest rammende man kan sige om dette show. Under scenen var placeret et bassin på størrelse med dem der svømmes i til de olympiske mesterskaber, og igennem de næste 2 timer udspillede sig et show som vi aldrig har set mage til. Fantastiske atleter og akrobater dansede, svømmede, sang, og underholdt i en rivende fart, så man ind imellem blev nærmest helt overstimuleret. Det er svært at sætte ord på hele opsætningen og sceneriet, det skal simpelthen opleves.

Dag 93 – 9. maj 2008:

Når man er i Las Vegas står man hele tiden over for en masse svære valg, for mulighederne her er enorme. Gry havde brug for en lille overraskelse, så Peter måtte foretage valget mellem, at se Thomas Ejes andet forsøg på at opnå succes i Las Vegas eller Alicia Keys koncert på verdens største hotel MGM Grand. Trods danske rødder faldt valget ud til sidstnævntes fordel. Vi spiste en dejlig frokost med udsigt ud over hele byen på vores eget hotel Stratosphere. Restauranten her drejer 360 grader rundt i timen, så man er sikker på at få at have et ordentligt overblik ud over byen, mens man nyder maden. En limousine holdt efterfølgende parat til at hente os og cruise lidt op og ned af ”The Strip”, for derefter at sætte os af på MGM Grand Hotel. Dette er virkelig et imponerende hotel, som rummer ikke færre end 5000 værelser. Det kræver næsten et opslagsværk a la Kraks vejviser for at kunne navigere ordentligt rundt på dette hotel, som mest af alt nærmest ligner en hel by. Heldigvis fik vi dog fundet frem til MGM Grand Garden Arena, hvor koncerten løb af staben. MGM Grand Garden Arena er gigantisk og uden sammenligning den største indendørs arena vi nogensinde har oplevet. Arenaen var næsten pakket til bristepunktet og selv om billetterne var i den dyrere ende, så fik vi fuld valuta for spareskillingerne. Først fyrede sidste års American Idols vinder Jordin Sparks godt op under kedlerne, så stemningen allerede her vi fantastisk, inden Alicia Keys kom på scenen og fik propperne til at springe. Gennem godt 2 timer leverede hun en hele vejen igennem overdådig koncert, så man nærmest var helt høj bagefter. Vi forlod arenaen godt trætte hen under midnat, men med endnu en fantastisk oplevelse at kunne se tilbage på.

Dag 94 – 10. maj 2008:

2 dage med fantastiske oplevelser havde sat sine spor, så vi tilbragte det meste af dagen med at slappe af på hotellets Beachclub, hvor det blev til lidt volleyball med nogle amerikanere.

Aftenen blev tilbragt omkring blackjack bordet på vores eget hotel, hvor vi fortsat havde nogle forholdsvis heldige hænder. Et er selvfølgelig spillet ved bordet, hvor man håber på at have heldet med sig og vinde lidt dollars. Noget helt andet er selve hele stemningen og de typer som man sidder og spiller sammen med. Vi har efterhånden siddet sammen med rigtig mange sjove, mærkelige, underlige og festlige mennesker, hvilket gør det blot at være med omkring bordet til noget ganske specielt. Underholdningsværdien er enorm stor, det er svært ikke at hygge sig her.

Dag 95 – 11. maj 2008:

Endnu en dag hvor vi mest opholdte os på vores eget hotel. Vi slikkede traditionen tro lidt sol, trænede lidt i centret, inden vi fik lidt aftensmad. Vi kørte en aftentur i bilen, cruisede lidt op og ned af ”The Strip”, hvilket er et herligt syn om aftenen. Her bliver der ikke sparet på strømmen og de kulørte lamper, og det ene kæmpe hotel afløser det andet. Tilbage på hotellet fandt vi tilbage til blackjackbordet, hvor vores pulje omkring sengetid efterhånden var nået op på lidt over 700 dollars i vores favør, så vi følte afgjort at vi havde vind i sejlet.

Dag 96 – 12. maj 2008:

Vi havde bestilt en tur til Grand Canyon, hvor det var meningen, at vi skulle flyve dertil fra Las Vegas, tage en helikoptertur ned i dalen, og sejle rundt på Colorado River. Uheldigvis var der en ret kraftigt vind hen over området, således at det ikke var forsvarligt at flyve helikopter, hvilket betød at vores tur måtte udskydes til i morgen. Vi spildte dog ikke tiden af den grund, idet vi inden længe i stedet befandt os ude på Las Vegas Premium Outlet for jeg ved ikke hvilken gang. Selv om vi havde været der før, var det sjovt nok ikke svært for nogen af os at finde nogle ting som vi simpelthen bare måtte eje. Aftenen, tjah, det blev da til et par hyggelige timer ved blackjackbordet igen, dog med en kende mindre succes end tidligere.

Dag 97 – 13. maj 2008:

Vejrguderne ville desværre, at vores tur til Grand Canyon atter engang måtte aflyses på grund af vindforholdene. Vi lagde os ved poolen og druknede aflysningen med heftige drinks fra poolbaren. Stort set hele dagen nød vi blot livet på soldækket i selskab med Strawberry Margaritas og Pina Coladas. Vi nød aftensmaden på ROXY´s, en amerikansk restaurant hvor tjenerne udover at servere, sørgede for underholdningen i form af sang og dans. Vi besluttede os for at deltage i vores første pokerturnering nogensinde, byen Las Vegas må jo være ideel for en sådan debut. Vi blev placeret ved hver sit bord med nogle ordentlige stakke af chips, spillet kunne begynde. Uheldigvis var vi endnu ikke helt stive i alle spillets regler og facetter, så det var virkelig learning by doing.  Gry havde meget svært ved helt at styre pokerfjæset, for hver gang hun havde fået et par gode kort, så sad hun bogstavelig talt med begge hænder i vejret og gispede efter luft. De andre troede en meget kort overgang at der var tale om et spil for galleriet, men hurtigt erfarede de dog at der var tale om en ny fisk i vandet, så pokereventyret sluttede for vores vedkommende inden det blev rigtig spændende. Tiden og sjusserne var efterhånden ved at løbe fra os, så det blev ganske sent inden vi fandt vores værelse på 11. sal igen.

Dag 98 – 14. maj 2008:

Menuen stod på alvorlige tømmermænd og hvad dertil hører, hvor hvert skridt føltes som et maraton, og hvor vi havde følelsen af, at vores kroppe kunne stå af hvornår det skulle være.

En absolut meget stille dag på kontoret.

Dag 99 – 15. maj 2008:

Det var stadig en strid vind omkring området ved Grand Canyon, så vi besluttede, at vi ikke kunne vente længere og spendere mere tid i Las Vegas. Grand Canyon må vi have til gode til en anden god gang, andre oplevelser venter forude. Den finansielle status efter 10 dage i Las Vegas hed 0 kroner, for selvfølgelig vendte vores held i de sidste dage ved spillebordene. Det er i øvrigt ganske umuligt for et mandfolk at komme væk fra Las Vegas sammen med sin kæreste med penge på lommen. Når man vinder noget, vil en kvinde straks spendere det hele på tøj og andet habengut på outletten, og når man taber, så vil kvinden alligevel spendere flere penge på Outletten. Som mand skal man derfor aldrig forvente at kunne forlade Las Vegas med en eneste dollar på lommen. I betragtning af, at vi havde været i byen i 10 dage, spillet så meget som vi har gjort, drukket på huset regning, hygget os med alverdens typer og boet på hotellet til næsten ingen penge, så kan vi overordnet set ikke tillade os at være andet end ovenud tilfredse.   

Vi kørte ud af byen og satte kursen mod Death Valley, hvor varmen for alvor tog til, mens der blev længere og længere mellem bebyggelserne. Vi overnattede i udkanten af Death Valley i byen Shostone, hvor vi slappede af i en by, der nærmest dårligt kan betegnes som en by.

Dag 100 – 16. maj 2008:

Vi har nu været væk fra det danske kongerige i præcis 100 dage. På den ene side er tiden vitterlig fløjet af sted, og vi svært ved at tro på, at vi allerede har været af sted så længe. På den anden side, så føles det som om at det er flere årtier siden vi var i Hong Kong og Australien. Når vi rejser som vi gør og oplever så mange ting hver eneste dag og besøger så mange spændende lande og byer, så oplever vi jo lige så meget på en måned, som ”normale” mennesker oplever på flere år. Fordi der således er sket så meget siden vi var i Hong Kong og Australien, så er vitterlig svært at huske nøjagtig hvad der skete hvor og hvornår. Ifølge Troels Kløvedal er man først er rigtig rejsende efter 100 dage hjemmefra, så vi glæder os over nu at være rigtige opdagelsesrejsende. Vi tilbragte dagen i Death Valley, hvor ordet ekstrem varme og tørke nok vil stå som nøgleordene herfra. Vi kørte igennem området, hvor vi så meget flot natur, ikke mindst fra udsigtspunkterne fra Dantes View og Zabriskie point. Med temperaturer mellem 40 – 45 graders celsius, så var det dog rimelig begrænset hvor meget tid vi tilbragte uden for bilen. Sidst på eftermiddagen fandt vi et lille hyggeligt motel i byen Lone Pine, som tidligere havde haft blandt andet John Wayne på gæstelisten.

Her kunne vi heldigvis få kølet vores ørkenkroppe ned i poolen, så vi atter kunne føle os menneskelige igen. Om aftenen kørte vi en tur op på Mount Whitney, som er Amerikas højeste bjerg, og et yndet sted for trekkere. Vi kunne køre et godt stykke op af bjerget, hvorfra vi havde en imponerende udsigt ud over området.

Dag 101 – 17. maj 2008:

Fra morgenstunden satte vi kursen mod Yosemite National Park, som efter sigende skulle være et besøg værd. Vi havde planlagt at køre over Tiago bjergpasset for nå frem til selve parken, men desværre viste det sig, at denne rute var lukket på grund af for meget sne på toppen. Når man kører rundt i en bil i 30-35 graders varme, så er det altså svært at forestille sig, at en vej lidt længere fremme er lukket på grund af sne. Vi måtte således ud på en længere omvej på omkring 3 timer igennem et andet bjergpas, for at komme tættere på parken. Da vi kørte igennem dette bjergpas, så kørte vi ligeledes rundt i store mængder sne, mens solen bankede ned fra en skyfri himmel og temperaturen fortsat viste over 20 grader. Godt trætte af al den bjergkørsel besluttede vi at finde værelse omkring byen Sonora. Uheldet fortsatte, for tilfældigvis havde byen en årlig festival, hvilket betød, at det var umuligt at opdrive en seng i 50 kilometers omkreds. Atter en gang måtte vi op på hesten, selv om det ikke var det vi havde mest lyst til. Vi kørte videre og fandt en meget lille flække ved navn Coulterville. Her fik vi booket os ind på et lille motel, inden vi godt trætte besluttede os for at tage ind til byens eneste cafe, for at få lidt mad. Sjovt nok afholdte denne lille by også deres årlige festival netop denne weekend, hvilket betød at der var tændt op i den store grill, mens et lokalt band gav den hele armen. Trætheden til trods betalte vi for 2 kuverter og tog del i løjerne. Gårdhaven var pakket med mennesker og det var umuligt at finde et ledigt bord hvor vi kunne slå os ned. Vi fandt dog et par ledige pladser ved et bord blandt nogle lokale, hvor vi fik serveret et ganske lækkert måltid fra grillen. Hurtigt røg vi i snak med de andre omkring bordet, som viste sig at være nogle rigtig søde og flinke mennesker. Christina Hansen, som havde skandinaviske rødder i form af en dansk far og en svensk mor, og hendes adoptivsøn Nicolas på 9 år. Derudover mødte vi også Ed, som igennem de sidste 50 år havde trænet og arbejdet med heste. Nogle virkelige spændende og interessante mennesker, som endte med at invitere os hjem på en ridetur den følgende mandag.

Dag 102 – 18. maj 2008:

Vi kørte ind i Yosemite National Park, som viste sig at være lige så flot som beskrevet i bøgerne.

Vi startede dagen i Yosemite Valley, hvor naturen var meget flot, ikke mindst de mange imponerende vandfald, der løb ned af klipperne. Specielt et vandfald var helt fantastisk, Yosemite Falls, verdens 5. højeste, der med et øvre fald på 1430 feet og et nedre fald på 320 feet, var et meget imponerende syn. Vi smed bilen og gik en tur i de smukke omgivelser, inden vi kørte mod toppen af bjerget, for at få et udkig ud over hele parken. Turen mod bjergets top tog en times tid og var en kende drøj, men med det syn der her ventede os ved Glacier Point, det var ganske enkelt helt fænomenalt. Vi nød at stå heroppe og spejde ud over bjergene, se sneen som lå spredt på de forskellige bjergtoppe, og ikke mindst se det fantastiske vandfald fra højderne. På vej tilbage til vores hotel slog vi et smut forbi byen Mariposa, hvor vi på en fransk restaurant fik lækker gourmet.

Den sidste rute godt 20 kilometer tilbage til hotellet tilbagelagde vi aldeles alene på bjergvejene, hvis man da lige ser bort fra de råbukke, der flere gange sprang rundt omkring bilens lyskegler. Vi tog det dog stille og roligt og nød den sidste lille naturoplevelse, inden vi godt trætte gik omkuld på værelset.   

Dag 103 – 19. maj 2008:

Fra morgenstunden var det tid til at besøge Christina & Ed. Christina boede på et lille landsted med sin søn Nicolas, 14 hunde, 3 katte, en håndfuld gæs, 2 heste og en lille sød pony. Det er vel overflødigt at sige at der var liv og glade dage i huset. Ed boede i en campingvogn lidt længere nede af samme vej, og hver dag kom han hen til Christinas landsted, hvor de så sammen tilred unge og måske vanskellige heste, således at deres ejere bedre kunne styre dem. Det varede ikke længe før Peter lignede en rigtig cowboy og blev smidt op i sadlen på hesteryg for første gang i sit liv. Det gik over al forventning, hvilket det i sagens natur sagtens kan gøre, når man er blottet for forventninger overhovedet. Gry fik også adskillige ture på de 4 benede venner i bedste westernstil, inden Christina grillede lidt burgerne til os alle. Hen over eftermiddagen gik snakken lystigt om livet dyrelivet, hvilket faktisk var meget spændende, ikke mindst for Peter, som mildt sagt aldrig har været hjemmevant i denne.

Vi havde det virkelig ekstremt hyggeligt, så derfor var det ikke svært at takke ja til Eds forslag om vi ikke skulle snuppe lidt aftensmad på et pizzeria sammen, inden vi satte kursen mod San Francisco. Vi nød endnu et par hyggelige timer i deres selskab, takkede mange gange for en meget oplevelsesrig dag, og kørte et par timer ind til San Francisco. Efter en del søgen fandt vi omsidder et lille motel nær centrum der var ledigt og ikke mindst til at betale. San Francisco er sammen med New York virkelig nogle dyre byer at bo i. Med ømhed i ballerne gik vi til ro med endnu et dejligt mindre om nogle fantastisk dejlige mennesker, som åbnede deres hjem for os, og gav os en fantastisk oplevelse.

Dag 104 – 20. maj 2008:

Det kan være svært at slappe af når man for første gang kommer til en så berømt og spændende by som San Francisco. Men når man som os har været opdagelsesrejsende i mere end 100 dage, så kommer der dage hvor kroppen simpelthen anmoder én om at slappe af, uanset hvor den befinder sig. Vi lyttede til kroppens signaler denne dag og slappede fuldstændig af uden at lave det helt store.

Dag 105 – 21. maj 2008:

Vi startede dagen på klassisk vis ved at køre en tur hen over Golden Gate Bridgde. På nordsiden parkere vi bilen, fik et flot blik ud over broen, inden vi gik en tur ud på selve broen. Det er nu ikke fordi at en bro gjorde det store indtryk på os, men denne bro er jo kendt verden over, så vi bare blev nød til at kunne sige at vi havde været der. Vi kørte ind til midtbyen, hvor vi gik hele dagen og nød stemningen i byen. Fisherman´s Wharf er virkelig et hyggeligt sted, hvor vi nød solen langs havnepromenaden. Vi tog en cykeltaxa til Chinatown, hvor vi gik og så på det sædvanlige ragelse, som kineserne tilbyder på stribe. Et par stærke kinesere fik endnu engang sat vores brugte kroppe på plads, inden vi mærkede aftenstemningen og atmosfæren i byen.

Dag 106 – 22. maj 2008:

Vi kørte ned til Fisherman´s Wharf, hvor vi fandt Pire 33, som lagde rammen for dagens store oplevelse. En færge sejlede os ud til øen Alcatraz, som rummer resterne af det der indtil 1963 var at betegne som et af Amerikas værste og sikreste fængsler. Hvis man ikke kan overholde samfundets regler kommer man i fængsel og hvis man ikke kan overholde fængslets regler kommer man ud på Alcatraz. En række af nationens værste forbrydere, deriblandt Al Capone, har siddet isoleret ude på denne ø godt 2 kilometer ud for San Franciscos kyst. Det var en helt utrolig oplevelse at se og høre om livet som fange i disse fængsler. En fange som havde sit indespærret på Alcatraz igennem 6 år for bankrøveri, sad og signeret hans biografi om livet på øen. Vi købte et eksemplar og Gry fik sig en god snak med ham. Vores sidste aften i San Francisco blev tilbragt på en fantastisk restaurant, hvor maden var velsmagende og den levende musik betagende.  

Dag 71 – 17. april 2008:

Efter en behagelig flyvetur på blot 3 timer, var vi klar til nye spændende oplevelser på Fiji. Med over 300 forskellige øer, var der nok øer at tage fat på. Vi måtte imidlertid prøve at begrænse os, idet vi kun havde en uges tid til rådighed. Vi havde på forhånd booket et sejlpas i den øgruppe der hedder Yasawa, der består af 20 øer i forskellige størrelser og fremkommelighed. I lufthavnen købte vi ligeledes et pas, der gav os alle måltider og adgang til at sove hvor vi ville på de respektive resorts i denne øgruppe. 

Tiden var efterhånden fremskreden, så vi kunne ikke sejle ud til øerne i dag. Fra lufthavnen fik vi booket os ind på et hotel i Nadi på hovedøen, hvor vi slappede af oven på dagens destinationsskifte. Lugten på værelset mindede os desværre om lugten af de bolsjer som befinder sig i pissoiret på offentlige herretoiletter. Heldigvis skulle vi kun sove her en enkelt nat, så vi accepterede tingenes tilstand og fik en god nats søvn.

Dag 72 – 18. april 2008:

Vi blev hentet tidligt og kørt til havnen, hvor båden ventede på os sejle os ud i øhavet. Det var nødvendigt lige at tanke godt op med kontanter, for der findes ingen banker eller hæveautomater rundt om hjørnet på øerne, og ikke alle lokale fijianere er lige glade for penge af plastic.

Vi besluttede at tage ud til den fjerneste af øerne i øgruppen, for så langsomt i løbet af ugen at arbejde os nærmere mod hovedøen igen. Den ene lille ø efter den anden kom til syne undervejs, og mange af øerne lå øde hen og lignede virkelig noget man kun har set på film. Efter 5 timer på havet nåede vi vores første mål i øgruppen, Tawewa Island. Her blev vi indkvarteret på et lille resort som hed Coral View Resort. På disse kanter skal man ikke lade sig narre af betegnelsen resort, der ikke helt stemmer overnes med det vi forbinder med denne betegnelse. Hytterne var meget primitive, dog havde vi eget lokum og bad i soveværelset, hvilket absolut ikke skulle være tilfældet alle stedet i området. Hvad der måtte mangle i standard og rengøring, blev dog så rigeligt opvejet i beliggenhed.

Med absolut første parket direkte ned til stranden var udsigten fænomenal. Resten af dagen gik med afslapning i hængekøjerne, og ellers bare nyde den omstændighed, at vi ikke havde travlt med at skulle opleve noget i denne ombæring, men blot skulle slappe fuldstændig af og blot nyde omgivelserne.

Vi nød aftenen på strandrestauranten i selskab med 2 søde australske piger fra Sydney, Hayley & Stacey, mens de lokale underholdt med sang og dans.

Dag 73 – 19. april 2008:

Vi tog en snorkeltur ud til Blue Lagoon, hvor vi svømmede rundt i det klareste vand blandt flotte koraler og mærkværdige fisk.

Vi besluttede os for allerede at skifte ø efter blot en overnatning.

Rygterne om hvor der var bedst at være var allerede nået frem til vores ø, så hen over middag sejlede vi hen til en større ø, Naviti Island. Her blev vi mødt med sang og musik af det gæstfrie personale på Korovou Resort, hvor vi bookede os ind for 2 nætter.

Det var ikke særlig svært at omstille kroppen til ren hygge og afslapning. Efter forholdsvis mange oplevelser i både Australien og New Zealand, så var det en helt perfekt kombination blot at koble helt fra, uden rigtig at skulle tænke nærmere over tingene. Måltiderne blev serveret 3 gange dagligt når trommerne buldrede, og det eneste egentlige valg som vi skulle træffe var, om vi skulle tage solbad, svømme i havet, eller deltage i en af de primitive aktiviteter, som de lokale havde arrangeret.  

Valget faldt denne dag på solbadning, kun afbrudt af et slag beachvolley med de lokale. Hen under eftermiddagen tog vi os endnu en slapper, denne gang i hængekøjerne mellem palmerne. Bedst som vi lå der og Peter rejste sig op, var der en kokosnød der forlod palmetoppen med faretruende kurs mod den lodne jord. En kokosnøds fald fra 7-8 meters højde, falder med tilpas stor hastighed til at det menneskelige legeme ikke vil finde det særlig attraktivt at agere stødpude mellem luftrummet og landjorden. Lykkeligvis slog kokosnødden ned med et brag en meters penge ved siden af Peter, der herefter altid kiggede mod palmernes top, når disse skulle forceres. Aftenen bød på traditionel fijiansk dans, hvor 4 mænd i basskørter virkelig forstod at vride overkroppen.

Dag 74 – 20. april 2008:

Det var søndag i dag og det betyder på disse kanter, at ikke blot gæsterne, men også de lokale skal slappe helt af og holde fri i dag. Der var således ikke nogen former for aktiviteter denne dag. Eneste punkt på dagsordenen, var gudstjeneste i den lokale kirke. Vi tog del i løjerne, der viste sig at være knap så klassisk og stereotyp, som den vi er vant til hjemmefra. En mildt sagt meget levende præst, der skiftevis prædikede og sang, gjorde at vi ikke havde den klassiske følelse af, at sidde og drømme sig alle andre steder hen i verden. En prædiken, som naturligvis havde Jesus i centrum, men ikke på klassisk halvkedelig vis, men i langt højere grad med moderne fortællinger og lærdom for øje. En meget interessant oplevelse, som naturligvis også indeholdt gospel.   

Resten af dagen var præget af en del regn, som kom spredt i stimer. Når det regner på disse kanter, så er det ikke blot den traditionelle støvregn som vi kender hjemmefra. Hele himlen åbner sluserne, og så er det bare med at trække ind under palmehytterne og afvente opklaringen, som oftest kommer inden for blot 15-20 minutter.

Om aftenen faldt vi i snak med to yngre danske piger, Louise & Louisa, som ligeledes havde rejst jorden rundt et halvt års tid, og nu stod for at vende snuden hjemad, hvilket de glædede sig til. Det skal vi endnu ikke, selvom vi efterhånden føler vi har været af sted i en hel menneskealder. Vi nyder fortsat at rejse, glæder os hver morgen over livet og til at se hvad dagen bringer af mærkværdige oplevelser, og kommer derfor ikke hjem lige foreløbig.

Dag 75 – 21. april 2008:

Vejret var fortsat svingende, så vi besluttede at tage med en lokal ud til en lille landsby på en af naboøerne. Nu har vi begge levet kun godt et kvart århundrede, men ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at forholdende her mindede om det vi kendte til i Danmark for 50 – 60 år siden.

En lille landsby med omkring 250 indbyggere, hvor betegnelsen huse var blevet erstattet med primitive hytter, der udelukkende bestod af blik og bambus. Byens forsamlingshus var dog bygget op i mursten, dog uden at nogle af byens indbyggere øjensynligt mestrede dette håndværk. Efter at have vandret lidt rundt i byen, blev vi budt inden for i forsamlingshuset, hvor det var tid til en Kawaceremoni. Kawacermonier afholdes hyppigt udelukkende af mændene i samfundet, når man enten har en festlig lejlighed, eller blot når man hygger med sine medmennesker om aftenen. Overhovedet sidder med en balje indeholdende grumset vand og sørger for at alle får en slurk af drikken. Kawa er en rod og når man drikker en kop af dette magiske mudrede vand, så får man en underlig snurrende effekt på tungen og omkring læberne, mens det samtidig har en opkvikkende virkning. De lokale damer prøvede naturligvis at tilbyde os nogle varer, og Gry fik gjort et par enkelte gode handler, set fra deres side. Vi besøgte den lokale skole, hvor ungerne lignede verdens lykkeligste børn. På trods af at skolen og hele deres samfund var så primitivt, at vi knap troede vores egne øjne, så rendte ungerne konstant rundt med smil på læberne. De havde selvfølgelig aldrig oplevet andet og var lykkelig uvidende om hvordan resten af verden spolerer deres unger med mobiltelefoner, computere og alskens øvrig teknik. Her var kridt og tavler guds gave til børnene, og atmosfæren emmede af harmoni. Det var svært ikke at stå og drage paralleller til vores egen verden.  

Hen over middag sejlede vi videre til vores 3 og sidste ø i øgruppen, Viti Levu Island, hvor vi blev indlogeret på Manta Ray Resort, i en fantastisk dejlig junglehytte på stranden blot 5 meter fra havet.

Et virkelig hyggeligt sted, det klart bedst sted af de 3 vi nu havde været på, hvilket gjorde beslutningen om at blive her i de sidste 3 dage vi havde til rådighed meget enkel.

De lokale var virkelig søde og imødekommende, hvilket stort set alle fijianere er, og omgivelserne her med fantastisk koralfyldt vand, den lækreste strand, tilpas med aktiviteter, god aftenunderholdning og ikke mindst måltider der bar præg af en kok der kunne lide sit erhverv, hvilket man ellers ikke er forvænt med på disse kanter. Det blev til endnu et slag beachvolley med de lokale, inden aftenen bød på kokosnødderace, limbo og hygge i hængekøjerne på stranden.

Dag 76 – 22. april 2008:

Gry tog sig en slapper på stranden, mens Peter tog på fisketur. Når man fisker på Fiji, bruger man ikke postmoderne redskaber såsom fiskestænger. Med 50 meter line rullet op på en spole og en lille krog med fiskerester i den anden ende, så skulle man gerne være klar til at fange alt fra småfisk til mindre hajer. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og sammen med kaptajnen Levy og et andet finsk par, havde Peter en herlig tur på vandet. Det var meget vindstille, hvilket efter Levys overbevisning ikke var optimalt fiskevejr, og fangsten var desværre også derefter. Peter var dog opsat på revanche, så han aftalte med Levy at gøre et nyt forsøg en af de kommende dage, for frisk fisk skulle der altså på krogen.  

Om eftermiddagen snorklede vi sammen i det smukke øhav. Livet under vandet var ganske unikt, og fristelsen for at dykke her, var svær at stå for.

Hen under aftenen kom de lokale fra nabobyen og underholdt med sang og dans. Mændene dansede en meget aggressiv krigsdans og Gry var ikke sen til at vise den danske ditto, da muligheden bød sig. Flere af de lokale var ved at tabe både næse og mund, og efterfølgende skortede det da heller ikke med anerkendelser og komplimenter i hendes retning.   

Dag 77 – 23. april 2008:

Efter vores mislykkede dykkerattentat i Australien, og med de utrolig flotte koraler og fisk i området, besluttede vi at starte med at tage vores dykkercertifikat her på Fiji. Vi gik straks i gang med at tage den første del af teorien, og sidst på formiddagen kom vi ud på vores første introduktionsdyk. En hel ny verden kom nu til syne. Vi har på vores rejse oplevet utrolig meget til lands og i luften, og nu kom den tredje dimension på, i form af livet 10 meter under havets overflade. Vi var begge meget overvældede og glædede os over endelig at have startet med at dykke for alvor. Hen på eftermiddagen tog vi vores andet dyk, denne gang med mere fokus på teknikker og hvad man for alt i verden skal undgå, når man befinder sig i et trykkammer langt nede under jordens overflade. Den resterende del af vores dykkercertifikatet kan vi så tage et andet sted i verden, når vi måtte ønske det.

Vi droppede underholdningen denne sidste aften på Fiji og underholdt i stedet hinanden i hængekøjerne, som vi afgjort vil komme til at savne.

Dag 78 – 24. april 2008:

Vi kunne ikke forlade Fiji med visheden om, at vi endnu ikke havde fanget nogen fisk. Sammen med Levy tog vi atter engang ud på havet, denne gang mere opsat end nogensinde for at få garnet fuldt. Solen stod atter højt på himlen, men denne gang blæste en kraftig vind, så vejret burde altså være ideelt for at få noget på krogen.

Det varede ikke længe før Levy hev den første fisk op, og snart fulgte en canadier ham trop, med en ordentlig ørred. Vi var således de eneste der endnu ikke havde fanget så meget som en Gubi, hvis de da findes på disse kanter. Pludselig blev Gry gasblå i hovedet og måtte spænde alle muskelgrupper i hele kroppen for at holde sig ombord på båden. Peter skyndte sig at komme hende til undsætning og hjalp med at hive linen i land. Umiddelbart inden vi sammen fik dette monster bjerget, så slap den ud af vores fangetag og lever formentlig stadig i bedste velgående på havets bund. Gry lod sig dog ikke slå ud af kurs, og inden længe havde hun atter bid. Denne gang kunne hun selv klare ærterne og formåede at fange sin første fisk i sit liv. En mærkelig fisk, som pudsigt nok matchede hendes bikini på en prik. Peter kunne nu mærke presset tynge på hans smalle skuldre, idet han som den eneste stod til at komme tomhændet tilbage. Lykkeligvis valgte en grim halvgiftig rød fisk at bide på Peters krog, så han kunne rette ryggen op og være en del af fællesskabet. 

Tilbage på øen fik kokken Grys fisk op, så han kunne tilberede den til frokost. Det var en stolt Gry, der et par timer senere sad og nød sin egen fisk, dem man selv fanger smager bare bedst.

Efter at havde spist det bedste på fisken, var de lokale klar til at gøre rent bord. De overtog, de i vores øjne sørgelige rester, og jeg skal lige love for at de gjorde rent bord. Der var ikke andet end det rene skelet tilbage, efter at de havde holdt hof. Skind, hoved og ben blev gnavet og suttet grundigt igennem, inden de nåede til den absolutte delikatesse, øjnene. De elsker simpelthen at spise fiskeøjne, som eftersigende skulle være det bedste på fisken overhovedet. Et gammelt mundheld siger, at når man spiser fiskens øjne, så får man et klarere syn under vand, hvilket selvfølgelig kan være en fordel i visse tilfælde. Vi nøjedes med vores halvdårlige syn under vandet og lod de lokale om at fordele lækkerierne.   

De lokale spillede en lille afskedsceremoni, inden det atter var tid til at sejle tilbage til hovedøen, hvor vi hen under aftenen tog et fly til Los Angeles.

Fiji er så afgjort også et besøg værd. Det har været et fantastisk sted til bare at slappe helt af og hygge sig i meget skønne omgivelser. Fijianerne er et dejligt folkefærd, der er meget åbne og imødekommende og som smiler hele tiden. Man skal dog lige vænne sig til deres fornemmelse for tid, den såkaldte ”Fiji-time”, som kan svinge lige så meget som fangsten i havene omkring øerne. Vi tilbragte en herlig tid her og kunne meget vel forestille os at vende tilbage hertil engang, hvis vi vitterlig har brug for at slappe fuldstændig af og rense sjælen.

KH

Gry & Peter

Vi starter vores jordomrejse med at aflægge Hong Kong et kort besøg på 3 dage.

Her vil vi bo på følgende hotel:

http://www.hotels.dk/pageDetails.do?hotelId=132479&hotelNo=1&destination=Hong%20Kong,HONG%20KONG&arrivalDate=08/02/2008&departureDate=11/02/2008&numberOfRooms=1&adultsPerRoom=2&childrenPerRoom=0&submitRequest=1

Så er vi klar til afrejsen.. :-)

--------------------------------------------------------------------------------------------

Dag 1 – 7. februar 2008:

Så oprandt dagen vi har set frem til med spænding gennem de sidste mange måneder. Vi stod op kl. 04.00 i morges, ordnede de sidste formaliteter i lejligheden og satte kursen mod Københavns Lufthavn. Rejsen ud i den store verden kunne nu begynde..

Med vores store velassorterede backpacks checkede vi ind i skranken og forsvandt hurtigt op blandt de øvrige travle mennesker denne kølige torsdag morgen. Den sidste proviantering på dansk jord bestod i at fylde håndbagagen med dansk litteratur og sovepudder til flyet, hvorefter vi listede ud i hangaren der rummede Gate A17 med kurs mod Heatrow lufthavnen i London.

En strid sidevind på tværs af landingsbanen bevirkede, at vi sad i kabinen med en usikker fornemmelse af, at kaptajnen nok skulle have ladet den sidste Morgan blive tilbage i flasken i går aftes, men her til trods fik han dog lykkeligvis styret os til London med sikker hånd.

Dagens udgaver at den trykte presse blev pløjet igennem mens de lokale sandwich blev fortæret med stor fornøjelse. Det var rart lige at komme ud af flyet og få gang i blodcirkulationen i benene inden den næste lange flyvetur med Hong Kong som destination.

Til alt held blev vi placeret lige foran nødudgangen i den store jumbojet, hvilket dels er godt for de lange lemmer, men også er en god ting hvis det skulle blive nødvendigt at dale ned i faldskærm undervejs på turen.

Tidens moderne teknik fortæller mig netop nu at klokken i skrivende stund er.19.28 dansk tid. Dagen er således endnu ikke gået på hæld for jer derhjemme, men når man som os befinder i luften 11.277 meter over havets overflade mellem Delhi og Almaty, så er vi allerede gået over til at regne med andre tidszoner, således at kl. lokal tid i Hong Kong er 02.28 natten til den 8. februar. 2008. Gry sover fredeligt, men jeg har svært ved at falde i søvn, idet mit biologiske ur konstant gør mig opmærksom på, at det kun er først på aftenen og jeg endnu ikke burde være træt.

Vi lander kl. 6.49 lokal tid og metropolens mange muligheder venter os.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Dag 2 – 8. februar 2008:

Nu er det morgen, selvom kroppen ikke rigtig har registreret det, idet vi dårligt har lukket et øje.

De søde stewardesser har i løbet hele natten i pendulfart med kiks, sandwich, øl, vin & vand til os, for at fordrive tiden med noget fornuftigt. Lettere klatøjet vandrer vi ud i Hong Kongs lufthavn uden søvn og retningssavn, hvilket bevirker at vi tager et forkert tog i den modsatte retning. Men en sød kinøjser refunderer den overskydende del af billetten og vi tager derfor en taxa, som koster mindre end den offentlige transport, som bringer os til vores hotel/palads.

Peter har allerede på nuværende tidspunkt kun 4 tær på venstre fod, idet han havde valgt at tage nye sko på, som gnaver som bare fanden.

Da vi når hotellet tror vi knap vores egne øjne. Vi bliver mødt af en 8 mand høj stab, der straks flår vores bagage ud af hænderne på os og dukker og nejer - så er stilen ligesom lagt. Med panorama ud over det sydkinesiske hav må Hong Kong Gold Coast Hotel siges at være den ideelle start på rejsen.

Efter 5 timer på skjoldet flyver vi ned og får noget hurtigt mad inden turen går ind til byen for at fejre det kinesiske nytår. Grisen skal skiftes ud med Rottens, hvilket betyder et kæmpe fyrværkerishow midt inde i byen på havnepromenaden. Et fantastisk show der får Tivolis fyrværkeri til at ligne det rene ingenting. Godt trætte vandrer vi igennem enorme menneskemængder tilbage til hotellet, hvor vi slutter af med en eksotisk drink i baren.

------------------------------------------------------------------------------------------------

Dag 3 – 9. februar 2008:

Jetlaggen huserer stadig i kroppen og efter en urolig nat, vågnede vi først kl. 10.30. Morgenmaden bestod af ”Traditionel Hong Kong Breakfast”, hvilket indebærer suppe med fisk, fiskepudder med krabbe & rejser, nudler med grøntsager og store rejer samt frisk frugt. Hvilken herlig måde at starte dagen på -følelsen i maven er meget end når man har spist en kvart gris kombineret med et halvt kilo mel. Vi startede dagen med en herlig gåtur langs stranden i høj solskin, hvor flere lokale badede lystigt. Herefter tog vi ind til byen hvor vi så den flotte havnepromenade og fortsatte dagen i shoppingens tegn. Enhver kvinde med respekt for sig selv burde aflægge The Ladies Market” et besøg, idet man i dette slaraffenland kan få stort set alt til en billig penge, hvis man altså husker at prutte om prisen. Alle varer starter med at koste over det dobbelte end hvad de burde.

Trods en foranstående jordomrejse med rygsæk, fik vi provianteret mere end rigeligt, hvilket blot betyder at vi nu har endnu mere på slæb. Nu sidder vi efter et dejlig varmt karbad med ømme fødder, tilbagestrøget hår og lader op til vores sidste dag i Hong Kong.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Dag 4−10 februar 2008:

Gry sover stadig som om det er dansk tid!!! Åh gud jetlag er irriterende!!

I dag skal vi over på Hong Kong øen og se The Peak som er et udkigssted. Vi tog færgen derover og kørte mod Hong Kongs højeste punkt!! Udsigten er fantastisk og der er Kodak moments konstant!!  Efter en smootie på Bubba Gump Shrimp, der er et Amerikansk koncept fra filmen forrest gump, drog vi mod Hollywood road, hvor vi så Tempel samt gik i de lokale gader. Her så vi mere til det daglige liv i Hong Kong uden om luksus livet med alle de fine forretninger så som Chanel, Gucci, Prada, Bvlgari, Rolex osv.

På den sidste aften i Hong Kong besluttede vi at forkæle os selv med den lækre buffet på hotellet som absolut ikke skuffede. I et mekka af rå fisk, rejer og skaldyr skamspiste vi til vi var helt flove.. Så var det i gang med at pakke, da Sydney kaldte…. 

KH

Gry & Peter

Dag 40 – 17. marts 2008:

Vi stod tidligt op og satte kursen mod lufthavnen. Et nyt og spændende land ventede os og efter godt 4 timers flyvetur, landede vi midt på eftermiddagen i Auckland. Vi kunne efterhånden godt mærke at vi befandt omme på den modsatte side af jordkloden end Danmark og praktisk talt ikke kunne komme længere væk hjemmefra. Tidsforskellen hed nu 12 timer, så det var dejligt nemt at regne ud hvad klokken samtidig var i Danmark. Vi havde bestilt en ny van, som vi efter planen skulle hente i dag. Inden vi nåede igennem alle de grundige sikkerhedsforanstaltninger og kom ud af lufthavnen, var udlejningsstedet imidlertid lukket, så vi måtte tænke i andre baner. Vi bookede os ind på et lille hotel nær lufthavnen, så vi kunne slappe af og hente vores bil næste formiddag. Vi var godt udmattede og tilbragte det meste af aftenen med at ligge i vores dobbeltseng, som uden sammenligning var den bedste seng vi havde sovet i, siden vi forlod Hong Kong for 5 uger siden.

Man lærer virkelig at sætte pris på de små ting her i livet.

Dag 41 – 18. marts 2008:

Vi hentede vores nye hjem for den næste måneds tid. Chubby var nu skiftet ud med Harley, som var en lidt ældre model, men til gengæld også bedre, så alt i alt et ganske fornuftigt bytte. Toyota Hiace, automatgear, eneste minus er dog en lidt indelukket lugt i kabinen, men det gør mindre, vi skal jo kun sove i den en måneds tid.

Vi var således kommet tilbage til camperlivet på fuld tid. Første mission herefter var at finde Grys familie i Auckland. Sidst Gry så sin familie var for 18 år siden, så hun var naturligvis meget spændt. Det eneste spor vi havde at gå efter, var adressen på Birgit, Bjørns kusine. Vi fandt frem til hende og var heldige med at finde hende, idet hun netop denne dag havde fri fra sit arbejde. Hendes overraskelse var naturligvis meget stor. Vi hyggede os i hendes have over en flaske hvidvin, mens vi snakkede om årene der var gået. Gry havde aldrig tidligere mødt Birgit, så det var i sig selv også ganske spændende. Birgit ringede til Bjørns fætter Knud og Grys grandkusine Annette, som ligeledes boede i Auckland. Gry snakkede med dem og straks inviterede Annette os på middag senere på dagen. Vi gik en tur sammen med Birgit og hendes hund Benny omkring en nærliggende sø, inden kørte over til Annette. Annette boede for tiden sammen med sin mand Keith, og deres dejlige 4 unger hjemme hos Knud, idet de var ved at bygge et nyt hus til dem alle sammen. Vi havde en dejlig aften og efterfølgende formiddag, hvor vi skulle høre om de sidste 18 år på 18 timer inklusiv lidt søvn. Der var utrolig mange spændende, betagende, vanvittige, sørgelige og sindsoprivende historier, der tryllebandt os. Selv om årene var gået, var de stadig de samme, stemningen var høj og den tørre danske humor i højsædet. Gry og Annette er utrolig ens på mange områder, hvilket alle hurtigt bemærkede. Ungerne var utrolig søde og velopdragne, og huset var med alle dens dyr hele tiden fyldt med liv og glade dage.   

Dag 42 – 19. marts 2008:

Vi hyggede om morgenen med Annette og kørte nordpå til Northland. Vi nåede dog ikke særlig langt, før vi var fuldstændig færdige i hovederne efter 1 times kørsel. Alle disse indtryk havde virkelig brug for at sætte sig, idet vores hoveder var fyldt med tanker. Vi havde således bare brug for at slappe fuldstændig af og hygge os med hinanden. Vi fandt en campingplads ved Mangawhai Heads, tog straks en middagslur og herefter en herlig gåtur langs stranden.

Dag 43 – 20. marts 2008:

Mens I derhjemme denne skærtorsdag formentlig alle vil sidde med sild og dunser, så er torsdagen en ganske almindelig dag i New Zealand, som ingen fejrer.

Vi kørte vestpå, der bød på meget betagende natur. Vi gjorde holdt i byen Dargaville, hvor vi gik ind på det lokale museum og så hvordan man har levet i New Zealand igennem generationer. Herefter gik vi en tur i skoven, Trounson Kauri Park, som er et stort regnskovsområde med en meget stille og speciel stemning kun afbrudt af fuglekvidder. I samme område et stykke derfra lå Waipoua Kauri-reservatet, hvor vi så Tanemahuta, skovens herre, der er et 1200 år gammelt træ med en omkreds på 14 meter. Vi kørte igennem byen Opononi, der blev verdensberømt i 1955-56, da en ung delfin begyndte at lege med folk der svømmede ved kysten. Da ”Opo” døde under mystiske omstændigheder sørgede hele landet og der blev rejst et monument. Ved byen Kaikohe sluttede vi dagen af med at bade i de varme kilder i Ngawha Hot Mineral Springs. 8 forskellige varme kilder, rige på mineraler, rensede vores sjæle og kroppe. Vi overnattede på en campingplads ved Bay of Islands i byen Kerikeri.

Dag 44 – 21. marts 2008:

Fra Kerikeri kørte vi op langs østkysten, hvor vi gjorde holdt i Whangaroa Harbour, som er et område for dybhavsfiskeri. Her indtog vi frokosten, mens vi nød den smukke udsigt. Videre af New Zealands nordlige kyst, med de skønne strande ved Doubtless Bay. En frisk dukkert i Cable Bay inden vi tog bjergkørslen inde i landet ned mod Kawakawa. Denne by er berømt for sin lokumsudsmykning, udført af den østrigske kunstner Friedrich Hundertwasser. Det var pludselig for første gang en hel fornøjelse at befinde sig på et offentligt toilet. Vi rundede Paihia, New Zealands vugge, som med dens 800 kilometer lange kystlinie og 150 øer, er en del af landets tidligste historie og mest populære ferieby blandt turister i Northland. Vi sluttede dagen med at tage en lille bilfærge fra Opua til Russell, hvor vi ville slå lejr for de næste par dage. Halvøen Russell, kaldet syndens by, er kendt for rømmede sømænd, undslupne straffefanger fra Australien, stridbare hvalfanger, prostituerede af begge racer, slagsmål og fuldskab. Intet er således fremmed for Russel, med tilnavnet Stillehavets helvedeshul. Med vores tidligere eskapader i Australien i mente, var vi således overbevist om at dette var stedet hvor vi bedst kunne befinde os ubemærket blandt de lokale.      

Langfredag aften blev tilbragt med gode lokale hvidvine og lange samtaler med familie og venner hjemme i Danmark over computeren.

Dag 45 – 22. marts 2008:

Gårddagens vin havde sat sine præg på os, og da vi samtidig havde glemt at lade et vindue stå åben i bilen, så vågnede vi op i en temmelig iltfattig kabine med dundrende hovedpine. Lokal brunch og medbragte hovedpinepiller gjorde os atter menneskelige igen. Vejret indbød til en strandtur, og da energiniveauet heller ikke var til andet, så var beslutningen ganske enkel. Vores ”hjem” blev hurtigt omdannet til et par liggestole og solens varme stråler kombineret med vandets afkølende effekt, var som balsam på vores følsomme sjæle.  

Vi indtog en herlig middag på havnepromenaden, mens vi nød solnedgangen. Det var helt suverænt at sidde i disse omgivelser og maden var en stor kulinarisk oplevelse.  

Dag 46 – 23. marts 2008:

Vi var inviteret til påskehygge hos familien, så om formiddagen kørte vi tilbage mod Auckland. Først på eftermiddagen kom vi ned til den grund, hvor de er ved at bygge deres nye hus. En helt unik naturperle af en grund for enden af vejen fuldstændig ugeneret, omkranset af skov og sø. Når man så samtidig ser spærene der allerede står klar og tegningen til det nye hus, så er det forståeligt at de glæder sig til at kunne flytte ind sidst på året. Der har de virkelig skudt papegøjen, som i øvrigt også flytter med. Vi gik en tur i de naturskønne omgivelser, inden vi kørte tilbage til Knuds hus. Traditionen tro på disse kanter serverede Annette godt krydret frisk lokalt lam. Smagen var herlig

og stemningen var inden længe igen helt i top, så aftenen blev atter en gang en kende lang.          

Knud og Annette snakkede også med den øvrige del af den Hallgrenske familie via Skype, hvilket også bragte sjove gamle minder frem.

Dag 47 – 24. marts 2008:

2. påskedag blev brugt på stille og rolig afslapning i familiens skød. Keith og Knud tog ud på grunden nogle timer, pigerne benyttede dagen til at handle lidt, mens knægtene tog en slapper hjemme på sofaen. Ungerne fik påskeæg og hunden Harry stjal også et, hvilket den kom til at fortryde senere, hvor den kastede op flere gange. Vi rundede påsken af på mexicansk vis og med Gnags på anlægget, hvilket fik Annette & Gry op af sofaen til en lille dans.

Dag 48 – 25. marts 2008:

Vi spiste morgenmad med Annette & ungerne, inden vi fortsatte vores rejse rundt på New Zealand. Vi kørte ud mod østkysten, hvor vejene er utrolig smalle og landskappet meget kuperet. Selv korte afstande tager lang tid at tilbagelægge, men så længe naturen er så strålende som tilfældet er her, så gør det jo mindre. Sidst på eftermiddagen fandt vi en campingplads lige ud til vandet i byen Coromandel. Her slog vi lejr og besluttede os for i morgen at tage en lille togbane inde i byen, der kører 3 kilometer op i bjergene til et fantastisk udkigstårn. 

Dag 49 – 26. marts 2008:

Vi ankom om formiddagen til togbanen Driving Creek Railway and Potteries, der blev skabt af keramikeren Barry Bricknell og er lige så kendt for sit surrealistiske tog, som for sit lertøjs kvalitet. Bricknell har selv udformet toget, som oprindeligt kørte ler fra bjergene til fremstillingen af lertøj.

Det tog knap 27 år at bygge de 3 kilometer skinner helt til toppen. Toget mindede mest af alt om et legetøjstog og skinnerne det kørte på var kun 388 millimeter brede. Efter at have passeret en lang række træer, broer, tunneller, og vild natur, nåede vi til toppen og den storslåede udsigt fra Eyefull Tower, ud over byen og havet. Flere bryllupper havde igennem årene løbet af staben i disse smukke omgivelser, men dagen i dag ændrede ikke på antallet af disse.

Vi kørte videre til byen Whitianga, som er en populær ferieby blandt mange kiwier, som lokalbefolkningen yndes at blive kaldt. Her indtog vi frokosten med udsigt ud over vandet, inden det var på tide at svømme heri. Vi kørte langs kysten ved Cooks Bay, hvor en række sommerhuse lå lige ned til vandet, og det var tydeligt at området var for de mere velstillede kiwier. Vi sprang i bølgerne ved stranden i Hahei, som er en fortryllende strækning hvid sand og klart vand. En sti førte herfra 45 minutters gang til Cathedral Cove, som er bemærkelsesværdig på grund af de majestætiske klippeformationer, som har givet stedet navn. Vandreturen i det temmelig kuperede terræn virkede en kende lang, men oplevelsen var det hele værd. Et virkelig smukt område blandt klippesten i mange forskellige størrelser og former, ikke mindst selve katedralen, som vi gik igennem. En kunstner havde også fundet inspiration her og stod med sit staffeli og malede det smukke område.

Efter at have tilbagelagt vandreturen igen, denne gang med flest stigninger, var batterierne efterhånden ved at være godt flade. Vi rundede Hot Water Beach, hvor hundrede vis af mennesker stod og gravede lukkede bassiner i sandet, mens det varme vand steg op fra sandet. Vi orkede dig ikke flere mennesker i dag, så vi tog ikke del i gravearbejdet, men kørte direkte til en lækker campingplads ved Waihi Beach.

Dag 50 – 27. marts 2008:

Vi slappede af og hyggede i området omkring Waihi Beach. Gårddagens powerprogram havde sat sine spor, og når campingpladsen var den bedste vi indtil videre havde oplevet i New Zealand, så var beslutningen om at tage en dag i et roligt tempo lige til. Styrketræning efterfulgt af en dukkert i poolen om morgenen gav en dejlig begyndelse på dagen, der fortsatte i et mere afslappet tempo. Resten af dagen lavede vi ikke dagens gode gerning, nød solens stråler mens den stod på og tilbragte ellers eftermiddagen i 2 herlige lænestole, hvor vi lappede nyheder fra Danmark i os, mens opdateringerne kom i stride strømme fra vores forældre og venner over Skype på computeren. Her går vi dagligt og sparer på pengene, for ikke at belaste betalingsbalancen unødigt og få pengene til at strække et halvt år. Samtidig læser vi, at I fører jer frem med store armbevægelser derhjemme og blot afskaffer 25 øren fra den ene dag til den anden, fordi den alligevel ikke er en skid værd. Hvem snakker længere om Muhammed og eksportkriser..? De tider må vidst være veloverståede, siden I kan tillade jer den flottenhejmerstil.

Det var i øvrigt sjovt at se på et skilt i dag hvor henne i verden vi befinder os. 18.331 kilometer til London og 18.542 kilometer til Paris, kloden er egentlig større end man egentlig tænker over i det daglige. Så er der altså langt hjem når man har hjemve, hvilket heldigvis ikke sker så tit.

Dag 51 – 28. marts 2008:

Batterierne var atter fuldt opladede, så vi var tilbage på landevejene og de smukke landskaber. Vi kørte langs kysten omkring byen Taurango, hvor vi stoppede og nød kystlinjen en sidste gang i denne ombæring, inden turen gik videre ind i landet. Der er altså nogle herlige strande i dette område, specielt Papamoa Beach så meget indbydende ud, når vejret altså tillader det. Det var tydeligt at mærke i disse dage, at sommeren er ved at gå på hæld og efteråret så småt kommer snigende. En lidt farlig tid for den uefne dansker, der skiftevis befinder sig i solskin og skygget vejr. 

Vi kørte igennem Te Puke, verdens hovedstad for kiwier, hvor alle produkter stort set uden undtagelse har et strejf af kiwi. Syltetøj, honning, vin og endog chokolade er proppet med kiwi. Kiwien blev indført fra Kina til dette område og gjorde i 1970érne og tidligt 80érne mange frugtavlere til millionærer og byen til den mest velhavende i hele New Zealand.  

Først på eftermiddagen nåede vi Rotorua, som vi havde besluttet skulle være vores base de næste par dage. Rotorua er en by med mange fantastisk smukke søer og hvor undergrunden syder og bobler alle steder. Svovllugten hænger tungt over hele byen uanset hvor man færdes. Vi trængte til en slapper oven på køreturen, så vi kørte hen til de nærliggende polynesiske bade, hvilket vi absolut ikke skulle komme til at fortryde. Her ventede os 4 forskellige udendørs naturlige spabade med varmt vand fra undergrunden lige ned til byens største sø, Lake Rotorua. Her lå vi og boblede rundt alene i en stor spa ganske få meter fra søen, hvor vi kunne studere fuglelivet fra første hånd. Det var ganske enkelt en helt suveræn oplevelse. Vi var ikke til at drive derfra og skiftede lystigt mellem at sidde i bassinerne og ligge i cafeens sofaer med friske frugtdrikke. Med hud som nyfødte forlod vi først stedet hen under aftenen og faldt til ro på en central campingplads i byen.         

Dag 52 – 29. marts 2008:

Denne by rummer uendelige muligheder, så vi måtte med omhu vælge hvad vi ønskede at se, for vi kunne umuligt nå det hele igennem. Vi besluttede at starte dagen i den historiske landsby Ohinemutu, der engang var maoriernes største besætning ved søen. Her så vi maoriernes kirke og det lille lokale samfund.  

Herefter tog vi til Rainbow Springs, som er et stort område fyldt med naturlige bassiner fyldt med bæk-, kilde- og regnbueørreder i et 12 ha stort område med træbregner og en smuk natur. Endvidere så vi udover en masse forskellige ørreder New Zealandske fugle, kiwier og Rotoruas eneste levende tuatara, et firbensagtigt dyr der stammer fra før dinosaurerne. Sidstnævnte var i øvrigt et spøjst lille dyr der som regel blev mere end 100 år, var 35 år om at blive voksen og kun trak vejret 1 gang i timen. En dejlig naturpark, hvor der blev gjort meget for specielt ørreder. Gry havde desværre på grund af de skiftende temperaturer fået lidt sygdom i kroppen, men efter en lille middagslur fortsatte vi ufortrødent vores program for dagen. Næste punkt var Helvedes Port, der er det mest aktive geotermiske sted i Rotorua. Her var der vulkansk aktivitet i et område på 4 ha, mest voldsomt med det varme vandfald Kakahi Falls, det største af sin art på den sydlige halvkugle. Dette sted var virkelig overvældende. En række bassiner der sydede og boblede og hvor temperaturerne svingede fra 30 til 115 grader. Maorierne brugte dette område til forskellige formål i tidernes morgen og historierne bag dette sted var meget interessante.

Vi fortsatte til Te Wairoas nedbrændte landsby, nær ved søen Tarawera.. Denne tidligere landsby blev ødelagt den 10. juni 1886, da et ødelæggende udbrud fra Mount Tarawera slyngede klippestykker, lava og akse ud over et areal på 15.540 km2. og begravede landsbyen, hvor 147 maorier og 6 europæer mistede livet. Her så vi de forskellige fund og rester fra landsbyen, som engang var et meget smukt område. Der var en meget fredfyldt, men samtidig lidt speciel stemning i området, som er svær at beskrive.         

Vi rundede en lang dag med mange oplevelser af med at nyde udsigten ud over 2 smukke søer, der ligger lige ved siden af hinanden. Det pudsige ved disse 2 søer er, at mens den ene er fuldstændig blå, så er den anden fuldstændig grøn. Ret sjovt at stå og betragte 2 naturperler som er så vidt forskellige.  

Der er vidst ikke noget at sige til at vi var godt trætte som dagen skred frem, så på trods af at det var lørdag aften, så fik vi hurtigt et måltid mad og fandt køjen i Harley.

Dag 53 – 30. marts 2008:

Vi kørte fra Rotorua i retning mod Lake Taupo, hvor vi på vejen gjorde et holdt i Orakei Korako, også kaldet den glemte dal. En fantastisk park med gejsere, varme kilder, muddervulkaner, siliciumterrasser, og underjordiske grotter. For at komme dertil, sejlede vi over Lake Ohakori. Endnu en naturperle i rækken, hvor specielt den underjordiske grotte, med det klareste varme vand fra undergrunden, var et særpræget syn. Denne var den ene ud af 2 af sin slags i verden og den eneste på den sydlige halvkugle. Vi ankom til Lake Taupo med følelsen af campingmæthed og sygdom i kroppen. Det omrejsende liv som camper kan til tider være temmelig anstrengende, og når så en efterårsforkølelse samtidig sidder og ulmer lidt i kroppen, besluttede vi at tage en hytte med eget toilet og bad, lille køkken og fjernsyn, hvilket var vild luksus.

Lake Taupo er New Zealands største sø og dækker et areal på 619 km2. Søen er skabt af vulkanske eksplosioner igennem tusinder af år.  

Vi slappede af i de ”luksuriøse” omgivelser resten af dagen, for at komme til kræfter, til de kommende dages oplevelser.

Dag 54 – 31. marts 2008:

Gry var omsidder kommet helt ovenpå igen, mens Peter havde haft en mildt sagt urolig nat. Et velassorteret dansk medicinskab skal imidlertid nok få et par eventyrlystne opdagelsesrejsende på højkant inden for kort tid. Vi kørte en tur ind til byen for at danne os et overblik over mulighederne i området. Dette område bød på utrolig mange muligheder, men vejret viste sig ikke fra sin bedste side, og da Peter endnu ikke var helt på toppen, kørte vi tilbage til hytten og hyggede os.  

Hen på eftermiddagen fik Gry dog lokket Peter ud af fjerene. I en nærliggende sportshal kunne man klatre op af en indendørs klatrevæg. Højder er normalt ikke noget der huer Peter, men om det var gruppepres eller sygdommen i kroppen der svækkede tankegangen skal stå hen i det uvisse, for op nåede vi begge i fin stil. Der hang vi i 10 meters højde i en sytråd og måtte sætte vores lid til hinanden. Vi overlevede gudskelov og dagbogen får derfor endnu et par kapitler.

Lake Taupo er et af de bedste steder i New Zealand til ørredfiskeri, så vi rundede dagen af med at bestille en fisketur til næste morgen.

Dag 55 – 1. april 2008:

Vi måtte tidligt ud af fjerene denne morgen, hvilket på disse kanter vil sige kl. 7.00, idet vores bestilte båd ventede på os ved bådehavnen i Lake Taupo. Richard, vores fiskeguide, der var født i Taupo og havde fisket der i mere end 25 år, tog pænt i mod os ved havnepromenaden. Til alt held havde der i går været problemer med den lille båd som vi havde bestilt, hvilket resulterede i, at vi sejlede ud i en større model. I betragtning af, at det kun var os 2 og Richard der var ombord på båden, så skortede det ikke med pladsen. I Taupo sø, der er op til 40 kilometer lang, 28 kilometer bred og 185 kilometer dyb, fiskes der fortrinsvis efter regnbueørreder, men også brune ørreder bider jævnligt på krogen. Vi havde selv medbragt lidt provianter til turen, hvilket fluks fik Richard til at spørge, om vi havde medbragt bananer. Medbragte bananer betyder åbenbart uheld i forbindelse med fiskeri, hvilket var ny lærdom for et par mildt sagt urutinerede danske fiskere. Vi havde heldigvis ikke medbragt bananer denne dag, så der var således ikke nogen åbenlyse forhindringer for god fangst på søen. Richard sørgede for den fornødne fiskelicens, hvorefter vi satte kursen mod dybere vand. Vi tilbragte 2 dejlige timer på søen, hvor der jævnligt var bid på krogen. Gry fik hevet hele 5 regnbueørreder op af søen, mens Peter måtte nøjes med 2. Desværre er reglerne omkring fiskeri i Lake Taupo temmelig strikse. For at bevare standen skulle fiskene minimum måle 45 centimeter, før det var tilladt at bringe dem med hjem til grillen. Alle vores ørreder målte selvfølgelig 30-35 centimeter, hvorfor vi måtte tage tomhændede hjem fra fisketuren. Alligevel var det dog en herlig oplevelse, og det er langt fra sikkert, at vi har fanget den sidste fisk på denne jordomrejse. Efter den stille tur på søen trængte vi til et adrenalinsus. Vi havde hørt, at den bedste mulighed for at opleve det smukke vandfald Huka Falls, var at tage en tur med jetbåden Huka Jet.

Huka Falls ligger i Waikato River, der er New Zealands længste flod og samtidig løber lige ud i Lake Taupo. I dette vandfald falder der hvert sekund vand nok til at fylde 2 svømmebassiner af olympisk størrelse. Turen i Huka Jetten var helt fantastisk. Med hæsblæsende fart, kom vi så tæt på vandfaldet som overhovedet muligt. En nervepirrende tur, som foregik meget tæt på træer og flodbredden, og som samtidig bød på utallige 360 graders vendinger i vandet.

Inden vi kørte ud af byen, rundede vi Honey Hive, hvor vi blev klogere på bier og honning produktion. Resten af dagen skiftedes vi til at køre, idet vi tog et langt sejt træk fra Lake Taupo til New Zealands hovedstad Wellington, hvor vi ankom sent og faldt til ro.

Dag 56 – 2. april 2008:

Vi besluttede at tage en hel dag i denne herlige havneby. Wellington er kendt som New Zealands San Francisco, og er en meget afslappet hovedstad. Vi startede med at booke færgebilletter til Sydøen næste morgen, inden vi nød formiddagssolen på havnepromenaden. Et virkeligt lækkert område, som mange af de lokale benytter til at jogge og motionere i. Vi fortsatte oppe i de hyggelige gader med shopping og afslapning. Et gammelt kabeltog kørte os op til en fantastisk udsigt ud over hele Wellington og havneområdet, hvilket var et meget smukt syn. Her gik vi en tur i den botaniske have og tog en dejlig lur i de rolige solskinsfyldte omgivelser. Vi havde ikke taget noget ur med, så Gry tjekkede lige klokken på det lokale solur, inden turen atter gik ned i byen. Her slog vi et smut forbi det gamle rådhus, så hvor parlamentet holdt til, og kiggede på en kontorbygning kaldet ”Bikuben”, hvor de finere og vigtige forretningsfolk havde deres kontoer. På vej ud af byen betragtede vi den flotte solnedgang, inden vi faldt til ro i vores lille kabine på campingpladsen. Efter at vi opdagede, at prisen på standardkabiner stort set er tilsvarende med hvad det koster at campere, så har det altså været svært ikke at ofre de sidste 30 – 40 kroner, for at komme ind og sove i en rigtig seng. Bare følelsen af, at man ikke konstant skal passe på, at ens hoved rammer et eller andet, det er altså en ren befrielse. Så er to danske guldmønter altså givet godt ud, også selv om værelset ikke er særlig luksuriøst og ofte kun indeholder en seng og 4 vægge.

Dag 57 – 3. april 2008:

Det var nødvendigt at komme tidligt ud af fjerene denne morgen, hvor færgen i Wellington ventede på at sejle os til Picton på Sydøen. Det er planen at vi tilbringer de næste 10 dage på Sydøen, og vi har således allerede booket returbilletter til næste søndag. Det viste sig at være lidt overflødigt at være så tidligt på færre denne morgen, for de første par timer ombord lå vi bare i havnen uden at rokke os en tomme. Det viste sig at der skulle foretages nogle ekstra sikkerhedstjek inden vi lagde fra kaj, hvorefter vi omsidder kom ud på havet. Sejlturen på det åbne hav mellem Wellington og Picton tager 3 timer, hvoraf de sidste 5 kvarter er indsejlingen til selve Picton. Picton ligger forholdsvis langt inde i landet, hvilket betyder en fantastisk lang og meget betagende indsejling, hvor man konstant i de 5 kvarter denne varer, har klipper og rev på begge sider af færgen, i en passage der ikke er særlig bred. Smukke landskaber og steder med uspoleret natur viste sig konstant, så vi nød hele denne strækning ude på soldækket, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi havde besluttet os for at køre mod vestkysten, hvor vi ville tilbringe det meste af vores sparsomme tid på denne ø. Vi kørte væk fra hovedvejen og tog en lille vej langs den nordlige del af Nordkysten, hvilket vi ikke skulle komme til at fortryde. Queen Charlottes Road, som ruten kaldes, var en strækning på 40 – 50 kilometer med konstant udsigt til den smukke kyst. Når solen samtidig skinnede fra den skyfrie himmel i disse smukke omgivelser, så skulle man være et skarn hvis man ikke tog en slapper i eftermiddagssolen. Vi tømte bilen for diverse madrasser, nød stilheden og blundede en times tid. Det var et virkelig fredfyldt sted, hvor vi virkelig bare nød den storslåede natur. Vi kørte videre af kysten mod Nelson, hvor vi fandt en campingplads i en forstad til Nelson kaldet Richmond. Tidligt op betyder som regel også tidligt i seng, hvilket også var tilfældet denne dag.    

Dag 58 – 4. april 2008:

Vi kørte Fra Richmond Nordpå, for at se det nordligste landskab på Sydøen. En ikke speciel lang men temmelig drøj tur, hvor der på et tidspunkt er 365 sving på bare 25 kilometer. Det var meget sjovt første gang vi kørte der, men da vi skulle tilbage af samme rute, så kan det godt blive en anelse trættende. Lettere rundtossede kom vi til dagens højdepunkt Pupu Springs nær byen Takaka. Stedet blev kendt verden over i 1993, da videnskabsfolk målte, at kilden giver det klareste vand på kloden med en sigtbarhed på 62 meter under vandet. Det var et helt fantastisk syn, desværre måtte man ikke bade i vandet, hvilket vi elles havde enorm lyst til. Vandplanterne voksede kraftigt og kilden mindede om en ferskvandsudgave af et koralrev. Vi nød frokosten på havnen i Pohara, hvor der var en herlig udsigt ud over hele Golden Bay. Herefter kørte vi sydpå igen og fandt midt på eftermiddagen en campingplads i byen Motueka. Her samlede vi kræfter i spaen til morgendagens lange ridt på landevejene. Flere gæster på campingpladsen fik sig nok et billigt grin hen under aftenen, idet vi havde givet hinanden muddermasker på i spabadet. Uheldigvis kunne vi ikke skylle mudderet af i området omkring spaen, hvilket resulterede i, at vi måtte gå tværs igennem campingpladsen til toilettet, for at få mudderet skyllet af. Det har uden tvivl været et yndigt syn for de øvrige campister.  

Dag 59 – 5. april 2008:

Med velplejede ansigter gjorde vi klar til en dag som mest foregik på landevejene imellem bjergene og vestkysten. Vi kørte fra campingpladsen i Motueka tidligt om morgenen og satte kursen vestpå igennem bjergene. Da vi nåede ud omkring Westport, kørte vi af vestkysten hele vejen ned til Franz Josef Glacier. Det eneste stop vi gjorde udover de nødvendige, var i området omkring Pancake Rocks. Området består af lagdelte kalksten i mange klippelag og næsten surrealistiske klippeformationer, hvor pingvinerne hygger sig i solen.  Naturen har på forunderlig vis igennem flere millioner år skabt disse klippelag, der har formet sig som en stor bunke pandekager. Et sjovt naturfænomen, som vi ikke har set magen til andre steder. Godt udkørte nåede vi Franz Josef Glacier først på aftenen, hvor vi fandt en campingplads i udkanten af byen. Franz Josef Glacier er den ene af blot 2 gletsjere i området, som man har mulighed for at komme op til. Hele området består af 140 gletsjere, men kun Franz Josef og Fox gletsjerne befinder sig omkring 300 meter over havets overflade, og er forholdsvis let tilgængelige for turisterne. Fra campingpladsen havde vi udsigt til Franz Josef gletsjeren, hvilket var meget fascinerende.    

Dag 60 – 6. april 2008:

Vi nød morgenkaffen i den bagende sol på campingpladsen, mens vi betragtede isen på toppen af Franz Josef gletsjeren. Det var altså herligt at sidde i lune omgivelser og samtidig betragte isen på tilpas lang afstand. Idet isen ikke kom til os, så måtte vi jo komme til den. Oppe i byen bestilte vi en halvdagstur, der skulle bringe os op i disse lidet fremkommelige omgivelser. Vi indtog et bjerg af kulhydrater, pakkede os ind i det anbefalede lag trøjer og satte kursen mod arrangøren af denne mærkværdige stroppetur. Vi fik udleveret et sæt uldne sokker, nogle bjergstøvler som var gået godt til og så ud som om de havde overlevet turen en del gange, en regnjakke og et mavebælte med et sæt pikker. En flok eventyrlystne turister satte sig til rette i en aflagt bus og vi kørte mod det ubekendte. Den første lille times tid gik vi hen over et område som udelukkende bestod af sten i forskellige størrelser. Et område der satte os på enkelte prøvelser, men som skulle vise sig at kun at være begyndelsen på turens anstrengelser. Vi nåede foden af gletsjeren, hvor den egentlige opstigning skulle begynde. Det var tid til at få monteret piggene på vores vandresko, og ellers få pakket os godt ind i ekstra trøjer og regnjakke, for temperaturen faldt betragteligt på dette tidspunkt.

Med følelsen af at have forladt jorden og de civiliserede omgivelser, befandt vi os nu i et område mellem bjergene, udelukkende omkranset af is. Det var en meget stor oplevelse at gå rundt på denne kæmpe isklump, der flytter sig flere meter om dagen. Vi gik ned i ishuler, hvor man absolut ikke skulle have mange klaustrofobiske tendenser for at klare skærene. Igennem dybe revner mellem isblokkene, hvor det flere steder kom os til gode at vi på det seneste havde spist sundt og nærende mad. Efter et par timer på isen var vi ved at være godt møre og vi gik tilbage over først isen og siden stok og sten, inden vi atter havde normal landjord under fødderne. En fantastisk spændende dag, hvor vi fik et lille indblik i den verden der befinder sig på Antarktis.          

Dag 61 – 7. april 2008:

Vi måtte forlade disse herlige omgivelser i Franz Josef Glacier og køre mod Queenstown. Turen mod Queenstown bød på et område præget af bjerge og endnu engang fantastisk smukke landskaber. Flere gange måtte vi gøre holdt i de smukke søer vi passerede. I byen Wanaka, tog vi en slapper og besøgte en af de mere usædvanlige seværdigheder Puzzling World. Puzzling World er et sted hvor sanserne bliver udfordret på forskellige måder. Først gik vi ind i et område hvor øjnene blev grundig udfordret. Her så vi en række forskellige hologrammer, fascinerende optiske illusioner samt den enestående ”Hall of Following Faces”, hvor ikke blot øjnene, men hele ansigtet på berømte mennesker synes at følge én overalt. Bagefter gik vi en tur i en 1,5 kilometer lang labyrint af huse med skæve vinkler, hvor det var mildt sagt temmelig svært at finde rundt. Efter et par sjove timer her, fandt vi dog atter Harley og fortsatte turen mod Queenstown. Den sidste del af turen mod Queenstown gik ad vejen ”Crown Range Road”, der er New Zealands højest beliggende og samtidig et populært skiområde i vinterperioden. Udsigten herfra var aldeles storslået. I Queenstown fandt vi New Zealands første økologiske campingplads, som havde vundet mange priser for deres miljørigtige måde at gøre tingene på. Vi besluttede at dette skulle være vores base de næste 3 dage.

Dag 62 – 8. april 2008:

Vi tog en stille dag, hvor vi bare slappede helt af og lavede absolut ingenting. Bilen stod for en sjælden gangs skyld stille i en hel dag, og vi gik en tur ind til Queenstown, hvor vi kiggede lidt på butikker og gik en tur på havnepromenaden. Vi bestilte en tur med BBQ - Bussen til Milford Sound, med afgang fra Queenstown næste morgen.

Om aftenen spiste vi en god gang hjemmelavet suppe i køkkenet på vores campingplads, da vi mødte 2 søde danske piger, Helle & Anne-Marie, der begge netop havde afsluttet deres bachelor på jurastudiet i Århus, og ligeledes var ude og opleve verden i et halvt års tid. Vi havde en hyggelig aften i deres selskab, hvor vi fik delt rejseerfaringer og en masse gode råd om de forskellige steder.  

2 begivenheder udefra optog os meget denne dag. Den glædelige nyhed hjemmefra var, at Hønse & Claes havde fået en sund og velskabt søn, der skal hedde Victor. Han må unægtelig i givet fald have arvet sine gener fra sin mor, stort tillykke herfra. Den anden mere dramatiske nyhed kom fra Australien. På den Australske østkyst i området omkring Byron Bay, havde en haj fået fat i en 16 årig dreng der surfede 50 meter fra kysten. Hans ven nåede ham i første omgang til undsætning, men han døde desværre efterfølgende af kvæstelserne på strandbredden. En tragisk begivenhed i sig selv, som for os rejsende bliver endnu mere autentisk. For mindre end en måned siden befandt vi os i selv samme farvand og svømmede rundt 20-25 meter fra kysten.    

Dag 63 – 9. april 2008:

BBG – bussen afhentede os tidligt på campingpladsen og satte kursen mod Milford Sound. De første par timer slappede vi lidt af, indtil vi nåede byen Te Anau. Strækningen mellem Te Anau og Milford Sound, en strækning på 120 kilometer, betegnes som verdens 8. vidunder og var en helt fantastisk tur. Vi kørte igennem den ene naturperle efter den anden, hvor vi gjorde holdt i Mirror Lake, så henrivende vandfald og nød frokosten i en smuk dal. En strækning der isoleret set må høre til noget af det mest fantastiske natur overhovedet. Herefter sejlede vi små 2 timer op og ned af Milford Sound, hvor bjerge på op til et par hundrede meter på begge sider omkransede floden. Solen bagte fra en skyfri himmel og sejlturen var helt unik. At sejle i disse omgivelser og blot nyde stilheden og naturen til alle sider, var ganske enkelt enestående. Vi havde nu oplevet denne naturperle til lands, i vand og manglede således kun at opleve dette fra luften også. Vi ofrede de sidste penge og tog et lille fly med plads til 9 personer tilbage til Queenstown, frem for at køre små 5 timer i bussen igen. Disse penge viste sig at være givet særdeles godt ud. Det var simpelthen prikken over I’et at flyve hen over Milford Sound, bjergene, gletsjerne, dalene og søerne i bjergene. Den perfekte måde at slutte dagen af med denne oplevelse, der fuldendte en hele vejen igennem fantastisk dag.  

Dag 64 – 10. april 2008:

Inden vi havde en lang køretur foran os, der skulle fragte vores hjem fra Queenstown til Christchurch, gjorde vi holdt i en lille forstad til Queenstown, der hedder Arrowtown.

Arrowtown er en gammel guldmineby og en af de smukkeste og bedst bevare byer i hele New Zealand. Atmosfæren og charmen havde virkelig overlevet denne by, der her i efteråret fremstod som den måske mest idylliske by vi har været i på hele New Zealand. Vi snuppede formiddagskaffen i disse herlige omgivelser, mens vi nød stilheden og de skønne efterårsfarver, som var på træerne.

Resten af dagen foregik fortrinsvis i de sydlige alper, hvor landskabet traditionen tro var meget smukt. Efter en aftendukkert i poolen på campingpladsen i Christchurch, fandt vi godt trætte tidligt til ro.     

Dag 65 – 11. april 2008:

De fleste turister som kommer på disse kanter ville nok slå et smut ind forbi selve Christchurch by, som efter sigende også skulle byde på flere interessante oplevelser. Selv om det kan lyde lidt åndssvagt, så havde vi begge imidlertid fået oplevelser nok på det seneste og trængte blot til at slappe af. Vi havde bestilt en tur til i morgen, hvor vi kunne komme til at svømme med delfiner i Kaikoura, så vi kørte nordpå direkte til Kaikoura, hvor vi blot lå på ryggen stort set resten af dagen. Nogle dage orker man virkelig bare ikke alle de øvrige turister, trænger til at kunne være sig selv og ikke skulle koncentrere sig om at snakke med andre. En dejlig afslappende dag, som man simpelthen bliver nød til at tage ind imellem.

Dag 66 – 12. april 2008:

Vi var atter klar til nye oplevelser og havde virkelig set frem til denne dag. Flere som vi havde mødt på vores rejse havde anbefalet os at svømme med delfiner i området her, idet det skulle være helt fantastisk. Kaikoura er kendt for sine ture, der giver folk en enestående mulighed for at svømme med Dusky delfiner, der er en mindre type delfiner på 1.6 – 1.8 meter, og med en vægt omkring 80 kilo. Det specielle i området her er, at man ikke opdrætter delfinerne eller forsøger at påvirke deres livsmønster ved at fordre dem, men blot opsøger dem i deres egne omgivelser. Man får således muligheden for at svømme med vilde delfiner på deres egne betingelser i det farvand som de selv befinder sig i. Vi fik udleveret det nødvendige til turen, våddragt, hætte, svømmefødder og snorkeludstyr, og satte kursen mod Stillehavet. Vi var meget spændte da vi sad på båden og snakkede om hvad dagen ville bringe. Vi havde selvfølgelig gjort os nogle forestillinger, men de stod slet ikke mål med den oplevelse der ventede os. Efter omkring en halv times sejlads, var der pludselig delfiner overalt omkring båden. Kaptajnen gjorde signal til, at vi kunne hoppe i det 10 grader varme, eller rettere, kolde vand. Det er svært at beskrive denne fantastiske oplevelse det var at svømme rundt i havet, mens du konstant havde 6 – 8 delfiner der svømmede omkring dig, mens de legede med hinanden. Enkelte gange kunne vi fange delfinernes opmærksomhed ved at svømme i ring eller dykke ned i vandet, hvorefter de stoppede op og svømmede legende omkring os i længere tid. 4 gange nåede vi at svømme med disse nysgerrige dyr inden vi kom op på båden igen og forsøgte at få varmen med varm kakao og småkager. Kaptajnen skønnede at vi havde haft omkring 400 Dusky delfiner omkring os på et meget lille område og dette var uden sammenligning en af de største naturoplevelser vi begge har haft til dato.     

Resten af dagbogen fra New Zealand fortsætter i del II.

KH

http://www.travelmarket.dk/travellog/gryogpeter/newzealand/New Zealand/dagbog-new-zealand-del-i Sun, 27 Apr 2008 05:21:15 +0100 http://www.travelmarket.dk/travellog/gryogpeter/newzealand/New Zealand/dagbog-new-zealand-del-ii

Dag 67 – 13. april 2008:

Vi satte kursen det sidste stykke op af østkysten mod Picton, hvor vi atter skulle sejle tilbage til Nordøen. Sydøens østlige kyst er også meget smuk, så vi havde en herlig køretur i formiddagssolen inden vi nåede Picton. Færgen var atter engang forsinket, denne gang fik vi på forhånd at vide, at den først sejlede halvanden time senere end planlagt, så vi nød frokosten ned til havnen i Picton i stedet. Når omgivelserne er så overdådige, som tilfældet er i området omkring Picton, så tåler sejlturen gerne en gentagelse. Når man befinder sig på en færge og er tvunget til at være der i 3 timer, så har man faktisk ret god tid til at tænke lidt over livets mange mysterier. Hvorfor har alle mennesker en afsindig stor lyst til at spise meget ulækker mad når man befinder sig på en færge? Lugten af fritureolien fra cafeteriet må simpelthen få et eller andet gen i kroppen til at sende nogle signaler op til hjernen. Hjernen vurderer så, at kroppen er fanget i disse røvsyge omgivelser og intet konstruktivt kan foretage sig. For at underminere denne følelse, så sørger hjernen for at sætte benene i sving hen mod friturebaljen, lader den nu savlende mund bestille en ½ liter olie med tilbehør, og sørger for at højre hånd også lige fanger en halv liter cola inden kassen. 10 minutter efter sidder man så med en ret dårlig smag i munden på de meget ulækre toiletter og forstår ingenting, mens man inderligt fortryder hele forløbet. Vi nød atter engang de smukke landskaber, uden at aflægge cafeteriet et besøg, inden vi igen havde fast grund under fødderne på nordøen. Det var tid til omsidder igen at vende tilbage til Auckland og Grys familie, hvor det var planen vi skulle ankomme mandag aften. Vi kørte omtrent halvdelen af strækningen mellem Wellington og Auckland, og gjorde godt trætte holdt for natten i byen Ohakune.

Her havde vi på forhånd booket en kabine, idet vi vidste at receptionen allerede ville have lukket inden vi kom frem. Uheldigvis havde de glemt at lægge en nøgle ud til os, så efter 20 minutters forgæves søgen, måtte vi snige os ind på et værelse der stod åben, og som vi antog nok var vores.

Dag 68 – 14. april 2008:

Vi fik en rolig nats søvn uden at nogle andre pludselig stod i rummet. Vi klagede vores nød i receptionen og fik selvfølgelig overnatningen på ”Campingsfars” regning. Det var omsidder ved at være blevet rigtig efterårsvejr med kraftige regnskyl, så vi kørte direkte op mod Grys familie i udkanten af Auckland. Turen til Auckland var ikke så drøj som forventet, for vi havde jo et herligt kaffebord, en frisk seng og ikke mindst en dejlig familie, der ventede os da vi nåede frem. Keith & Michael arbejder i øjeblikket hele ugen ude på en ø 30 kilometer fra Nordøen. På grund af regnskyl havde de valgt at blive hjemme. En mildt sagt lidt anderledes måde at gribe tingene an på end vi er vandt til derhjemme. Tænk engang hvis vi blot blev hjemme når det regnede, så ville havde vi vel rundt regnet omkring 100 ekstra fridage om året. Resten af dagen blev vi efterhånden traditionen tro forkælet med god mad og nød den hjemlige hygge. Gry kvitterede med at ordne Keiths ryg med lidt fysioterapeutisk massage, hvilket virkede til at være ganske effektivt. Pludselig kom familiens yngste medlem løbende med frygt i øjnene hen mod Annette, mens han højlydt råbte, ”Frøken G rør ved Fars numse”. Det skabte stor morskab og Annette måtte berolige Hayden om, at alting var i sin skønneste orden.      

Dag 69 – 15. april 2008:

En stille og afslappende dag uden de store aktiviteter. Gry tog en lille shoppingtur med Annette, mens Peter slappede af sammen med de 2 ældste sønner i huset. Naturens kræfter vidste sig atter engang var dens uberegnelige side. En lokal skoleklasse i Auckland var på lejrskole omkring området ved Lake Taupo. I dette område er det populært at gå på opdagelser i naturen, hvilket indebærer sejlads i gummibåd på floder. På grund af de meget kraftige regnskyl, der nu havde varet et par dage, så kom der pludselig store mængder vand fra bjergene, der skyllede ud i floderne. Af uransagelige årsager havde en gruppe med 1 lærer og 6 elever ikke fået den seneste vejrmelding, hvilket kostede dem livet. Vi havde handlet ind og Gry lavede aftensmad til hele familien. Menuen stod på Bjørns speciale, Spaghetti Cabonara. Det var noget der behagede hele familien, ikke mindst papegøjen Buzz, der sad med til bords og knap nok kunne stoppe. Efter maden kørte vi sammen med Annette & Keith ind til Auckland for at se byen by night. Lysene lyste byen meget flot op og ikke mindst den store havnepromenade gjorde et stort indtryk på os.      

Dag 70 – 16. april 2008:

Omsidder måtte Keith & Michael trække i arbejdstøjet, mens vi andre fortsat kunne nyde tilværelsen lidt endnu. Sammen med Annette og Mark, familiens knægt på 16 år, tog vi ind til Auckland, for at besigtige byen i dagtimerne også. Vi nød en herlig frokost på havnepromenaden inden vi kørte hen til One Tree Hill, hvor der var en storslået udsigt ud over hele byen. Efter at have fyldt koffeindepoterne igen, hentede vi ungerne fra skole, og kørte hjem igen. Knud kom hjem fra arbejde og vi nød den sidste aften i familiens selskab i denne ombæring.

Dag 71 – 17. april 2008:

Tiden var desværre kommet til at vi måtte tage afsked med Grys familie og dette fantastiske land.

Vi stod tidligt op, så vi lige kunne nyde en sidste morgen med ungerne, inden de skulle i skole. Annette og Mark kørte os ud til lufthavnen, hvor vi efter en bevæget afsked satte kursen mod Fiji.

Vi har haft en ubeskrivelig fantastisk tid her på New Zealand. Først og fremmest har det selvfølgelig været helt utroligt for Gry at gense sin dejlige familie efter 18 år. En utrolig varme, gæstfrihed og kærlighed har mødt os begge, så Peter også hurtigt følte sig som en integreret del af familien. Vi har nydt deres selskab i hele 3 omgange, hvilket har været utrolig dejligt. Forhåbentlig kommer vi til at se mere til dem fremover, vi håber absolut ikke at der er 18 år til vi ses igen.

New Zealand er jo bare fantastisk. Det er ikke svært at forstå, at en del af den Hallgrenske familie har slået sig ned her. Naturen og landskaberne er fuldstændige ubeskrivelige, og kan ikke sammenlignes med noget andet vi til dato har oplevet. Overalt hvor vi har kørt har naturen hele tiden vist sig fra sin smukkeste side og somme tider troede vi jo knap vores egne øjne. Forhåbentlig får vi mulighed for at vende tilbage hertil igen, for dette land tåler så absolut gerne en gentagelse.   

KH

Gry & Peter