... men floeden er paa ingen maade sur.
Graed ikke over at det er forbi, men smil fordi det skedte - det er vist meget rammende for min situation netop nu...
Det har vaeret et helt og aldeles fantastisk eventyr, men jeg glaeder mig nu til at komme tilbage til Nordregion Danemark igen...

For nogle dage siden var jeg et smut forbi Beijing Opera. Jeg ville gerne ind og se bygningen indefra (en ret fantastisk bygning, foroevrigt), men da jeg ikke kunne finde indgangen fandt jeg en bette pige at spoerge til raads. De (hun var sammen med sin mor) var ogsaa paa vej indenfor, saa vi fulgtes ad mod indgangen. De fortalte at de var paa ferie i Beijing og kom fra byen Chengdu, som to dage senere blev et af de vaerst ramte omraader i det jordskaelv som ramte Kina i forgaars. Jeg har siden taenkt meget paa dem og deres familier - stakkels mennesker.
Man skulle efter sigende have kunnet maerke rystelserne her i Beijing, men selv opdagede jeg intet – sad, saa vidt jeg lige kan resonere mig frem til, i en taxi paa det tidspunkt.
I forbindelse med jordskaelvet har rigtig mange af jer proevet at kontakte mig paa bloggen eller pr. Mail, for at tjekke op paa om alt var som det skulle vaere, og om jeg befandt mig i de ramte omraader. Det har varmet meget at saa mange af jer, paa trods af jeres stressede og fortravlede hverdag, har fundet 5 ledige minutter til at skrive mig en lille hilsen og sikre jer at alt var ok.... NOT!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! For nu at sige det som det er - Far er sgu skuffet...

Naah, men vel ankommet til Beijing gik den foerste dag med sightseeing i Den Forbudte By, paa Tiananmen Squair (Den Himmelske Freds Plads), en cykeltur i Beijings gamle boligomraader – de saakaldte Hutongs, som er 2 - 300 aar gamle, rigtig hyggelige, smaa huse beliggende i nogle smaa smalle gader, et Kong Fu show, samt med toejvask og afslapning.
Dag 2 boed saa paa det uundgaaelige besoeg ved den Kinesiske Mur, i form af et 14km langt trek paa selve muren, hvilket var en ret fantastisk og meget unik (og fysisk haard!) oplevelse. Dele af muren er helt eller delvist oedelagt, men den del vi besoegte er blevet renoveret flere gange op gennem tiden, saa den fremstod forholdsvist intakt, og dermed rimeligt let at gaa paa.
Paa et tidspunkt rendte vi paa en bette mand, 72 aar gammel, fortalte han, som boede i omraadet, og som levede af at saelge kolde vand og oeller til turtisterne. Han gik fra sin landsby hver morgenen, med rygsaekken fuld af de kolde drikkevarer, og vendte saa retur naar dagens sidste turister havde gjort deres indkoeb.
Vi havde naturligvis selv medbragt drikkevarer en masse, men det blev nu alligevel til en enkelt, iskold, flaske vand, samt det obligatoriske foto af manden. Vi sagde paent tak og farvel, og saa, da vi begav os videre, at han var paa vej ned af bjergskraaningen (muren snor sig op og ned af bjergene. Den del vi gik paa gik op til 540 meter over havet, men flere steder gaar den over bjergtoppe der er mere end 2500 meter hoeje – maa have vaeret et ufatteligt og umenneskeligt slid at fragtre sig selv og diverse byggematerialer op og ned) – moejn do... Men fandme ikke om vi saa stoedte paa ham 2km laengere fremme. Han havde blot skudt en genvej, og sad nu igen og tilboed os forfriskende drikkevarer. Frisk gammel mand maa man sige...
Ved enden af trekket var der en svaevebane som man saa tog ned til en bette soe, hvor en baad saa ventede paa os og fragtede os videre til vores hotel. Hotellet var beliggende midt ude i ingen ting, lige ned til foer omtalte soe, med bjaergene og muren i baggrunden. Utrolig flot beliggenhed skal jeg lige hilse at sige...
Aftensmaden blev indtaget paa en lille lokal snask (der var vel 5 huse og et faelles lokum i byen), hvorefter The Beerteam (laes forrige beretning for uddybning!) drog videre for at finde en bette taverna eller lignende. Vi kom dog aldrig videre end til byens koebmand, hvor en flok lokale maend var igang med en pot pool paa et, mildt sagt, ramponeret poolbord, som stod udenfor koebmandens indgang. Her hang vi saa resten af aftenen og spillede pool med de lokale maend, og drak kolde oeller. Hvis ens flaske var tom behoevede man blot at kigge paa koebmanden (som nu var en dame!) som saa straks kom springende med en erstatning.

Paa vej tilbage til Beijing dagen efter, gjorde bussen holdt uden for The Birdsnest, som er det stadion der skal rumme aabnings - og afslutningsceremonien, samt fodboldkampe og atletikstevnerne, ved OL, som floejtes igang 08.08.08, og som Beijing er meget stolt af at skulle huse, og som man goer en kaempe, og mange steder vellykket, indsats for at blive klar til.
Jeg havde glaedet mig rigtig meget til at se dette stadion, da det har et ret anderledes design, men desvaerre var det umuligt at komme taet paa stedet, saa det blev kun til et par halvkiksede fotos paa alt for lang afstand.

Samme aften var vi ude at spise afskedsmiddag med gruppen. Paa vej til restauranten kom vi forbi et madmarked, hvor man kunne koebe alverdens alternative smaa snacks, saa der blev mit spisekort udvidet med skorpion, slange, samt soestjerne. Yummy...

Saa var det tid til at sige farvel til de oevrige fra gruppen. Turen var forholdsvis kort – 12 dage, saa det var begraenset hvor taet man var naaet at komme paa de oevrige deltagere, men det havde vaeret en rigtig hyggelig tur, med nogle rigtig rare mennesker, hvor vi havde oplevet, set og hygget os rigtig meget.
Danny, den engelske gut jeg boede paa vaerelse med, skulle hjem fra Beijing dagen efter, saa vi havde booket en ekstra nat paa hotellet.
Om aftenen gik vi op i hotellets bar og fik os et par slag pool og en afskedspilsner. Rigtig hyggeligt blev det dog aldrig, for Danny, den stakkel, som havde rejst i 10 maaneder, glaedede sig paa ingen maade over at skulle hjem. Han foelte ikke rigtigt at han havde det store at komme hjem til, saa han hang gevaldigt med skuffen.
Det maa nu ogsaa vaere svaert, som 18. aarig, at skulle retur after at have vaeret paa farten saa laenge. Endelig vaere sluppet vaek fra mors koedgryder og have oplevet og levet, set og udforsket, og for foerste gang for alvor proevet at staa paa egne ben. Jeg foelte sgu lidt med gutten, men jeg havde det naesten saadan, at gid det dog var mig der kunne saette mig i flyveren naeste morgen og drage retur til dagligdagen.
Paa en eller anden undelig maade, saa jo taettere jeg er kommet paa datoen for min hjemrejse, jo mere har jeg glaedet mig til at skulle hjem. Jeg besluttede mig dog for at nyde nuet og faa noget ud af de sidste dage, saa jeg har paa ingen maade forsoemt opleveriet, og da slet ikke vaeret ked af at vaere afsted, men det bliver nu alligevel rart at komme retur til andedammen igen...

Efter at have tjekket ud af hotellet fik jeg mig indlogeret paa et lille, rigtig hyggeligt, hostel, i de foer omtalte Hutongs.
Hostellet er lige saa gammel som vejen, og den er sgu gammel skal jeg lige hilse at sige, og holdt i den traditionelle gamle kinesiske stil. Over alt er der roede rispapirslamper, fine traeudskaeringer og anden kinesisk pynt (laes tingel-tangel...), og i haallen er der, ved siden af en lille fiskesoe med guldfisk og skilpader, nogle rigtig hyggelige, aeld gamle, flydemoebler, hvor man, i ro og fred, kan sidde og hygge sig med en god bog.
Ikke langt herfra ligger der en lille hyggelig café, hvor jeg har indtaget de fleste af mine maaltider den sidste uges tid, og hvor jeg har tilbragt et par aftener i hyggeligt selskab med en god bog.
I gaar aftes var jeg ogsaa paa caféen, og det der blot skulle have vaeret et maaltid og en oel eller to samt en times laesning, endte med at udvikle sig til en helaftensforestilling, idet jeg loeb ind i en dansk og en irsk fyr som rejste sammen, og som nu da nok mente, at en fyr som mig ikke burde sidde der mutters alene over en bog. Det endte med at vi fik vendt det meste af verdenssituationen og lidt til, og jeg var ikke tilbage i min seng foer ud paa morgenen, saa dagens planlagte besoeg i Sommerpaladset roeg i vasken. Det goer nu ikke saa meget, for saa er der noget Fie og jeg kan se sammen naar vi, forhaabentlig, til oktober tager et smut til Kina og besoeger fam. Boesen i Shanghai, og i den forbindelse slaar et smut omkring Beijing.

De sidste dage er gaaet med sightseeing. Et besoeg paa Kulbjaerget, som er et menneskeskabt bjerg, lavet af den overskydende jord fra voldgravene omkring Den Forbudte By, en tur ud til CCTV´s (Kinas nationale TV station) nye hoveddomicil, som er en ret imponerende bygning, et besoeg i Himmelens Tempel, en tur i Beijing Opera og hoere klassisk kinesisk musik, samt en helt masse gaature rundt i byen.

I gaar, efter at have besoegt Himmelens Tempel, ville jeg et smut forbi Den Underjordiske By, som er en by under byen (atomsikret og designet og bygget til at kunne rumme op mod halvdelen af Beijings davaerende indbyggere i tilfaelde af et atomangreb), som Mao fik opfoert sidst i 60. erne, hvor han havde faaet tirret Sovjetunionen og Nikita Krushchev saa meget, at faren for et Sovjettisk atomangreb paa Beijing var overhaengende (eller ogsaa var det blot endnu et udtryk for Mao´s totale mangel paa realisme der spillede ham et puds (er lige blevet faerdig med Mao, den ukendte historie, som jeg varmt kan anbefale andre at laese, hvor flere af hans vandvittige idéen er skidlret. Der var sgu meget jeg ikke vidste om Mao´s Kina, og om hvor rablende sindssyg manden var. Ved ikke hvorfor det ikke har vaeret en del af min historieundervisning – eller er det bare mig der ikke har lyttet ordentlig efter i timerne... - det er bestemt ogsaa en mulighed!!!))

Kære alle sammen.

Så er mine dage i Shanghai talte for denne gang, og det er tid til at sige pænt farvel, og 1000 1000 tak til Maud, Lasse, samt ikke mindst min lille øjesten Silje, for en fantastisk måned i deres selskab.
Det har været ubeskriveligt dejligt at jeg har haft mulighed for at være her og tilbringe en masse dejlig kvalitetstid i familiens skød. Kommer godt nok til at savne Silje - pigen (og naturligvis også hendes forældre), men heldigvis er der kun knap to måneder til de kommer på besøg i Dk, så det bør være til at overleve.

I sidste uge var Lasse på besøg hos nogle verfter længere oppe nord på, hvor jeg gjorde ham selskab og tullede rundt og legede rigtig tourist, imens han passede sit arbejde.

Vi startede i byen Yantai, som ligger 5 kvarters flyvning nord for Shanghai.
Det er ikke fordi der er det store at berette fra Yantai. Byen, 650.000 indbyggere, var et beskidt, nedslidt og intetsigende hul i jorden. Heldigvis tog vi dog videre allerede samme eftermiddag, så det var til at bære over med.

I Yantai hoppede vi i en vogn, som skulle transportere os de ca. 300km sydpå til byen Tsingtao (1,5 mio indbyggere), som viste sig at være en rigtig dejlig og indbydende by at besøge.
Taxachauføren, som kørte os fra Yantai til Tsingtao, havde klart givet indtryk af, at han udemærket vidste hvor vores hotel i Tsingtao var beliggende, så det burde jo være en smal sag, uden de store svingerner, men det skulle hurtigt vise sig at han ikke ville være istand til at navigere rundt i en telefombox!
Turen til Tsingtao gik i og for sig ganske fint, men så startede problemerne. På hvert andet gadehjørne måtte han holde ind og spørge om retning til vores hotel, men på trods af 5 - 6 kortere ophold med rådslagning med lokale indbyggere, lykkes det ham aldrig at finde vores destination. Efter halvanden times formålsløs tøffen rundt i Tsingtao var vi (Lasse og jeg) ved at være godt frustrerede. Helt galt blev det så, da en ældre herre pludselig satte sig ind på forsædet og begyndte at tale med chaufutten - og fandme om så ikke vi satte igang og kørte videre, nu 3 passagerer istedet for to! Hvad fanden var nu det for noget???!!! Vi blev dog enige om, at Hr. X måske bare kørte med for at vise vej, og så ville det jo i og for sig være ok. Men nej! Det endte med, at vi blot kørte ham hjem, hvorefter vi så fortsatte formålsløst rundt i byens gader!!! Underlig oplevelse, men sikkert typisk kinesisk!!!
Det endte med at vi stoppede den vildfarne chaufut, fok ham betalt og takkede pænt af, hvorefter vi så prejede en lokal taxa som kørte os direkte til hotellet.

Vi fik os indlogeret og gik ud for at finde os noget at spise. Herefter gik det, med en lille indlagt sightseeing langs havnepromenaden, hjem på hotellet igen. Kl var efterhånden blevet kvart over halvt sent og det havde været en lang dag, så vi var grydeklar begge to.
Et kvarter efter at vi havde lagt os på skjoldet ringede vores telefon så. "Hallo!" En kvindestemme høvlede en masse kinesisk xhing xhang xhask af, som jeg naturligvis ikke forstod en daddel af. "In english, please..." Pause... "Massachi", lød det nu på engelsk... "What - massachi!", vi havde sgu ikke bestilt nogen massage! "Yes, werry butyfull girl..." WHAT!!!!!!
Det er åbenbart kotume, at man visse steder i Kina tilbyder hotellets gæster massage ud på de små timer, men vores batterier var helt og aldeles flade, så vi afslog pænt c",)

Næste morgen drog Lasse afsted til dagens første møder, mens jeg begav mig på sightseeing. Først gik det ned mod havnen. Tsingtao skal være vært for de olympiske sejlsportsdiscipliner, så jeg ville se om jeg kunne komme et smut ind og se anlægene og måske den olympiske landsby, hvor deltagerne skal bo.
Dat kunne godt lade sig gøre, men det krævede et sádgangstegn, og dette adgangstegn var der naturligvis ingen der var i stand til at forklare mig hvor jeg kunne erhverve, så jeg måtte, slukøret, forlade stedet igen. Fik dog luret lidt ind på området, som for en stor dels vedkommende (her godt 3 måneder inden legene åbnes) stadig lignede en stor byggeplads! Men de er jo effektive de små kinesere, så mon ikke de nok skal nå at blive færdige til tiden...

Her efter gik turen ned i den gamle bydel, som er præget af tysk arkitektur! Tyskland havde, engang i 1800 hvidkål, råderet over visse områder i Kina - bla. Tsingtao, som stadig bærer præg af deres tidligere tilstædeværelse.
Den gamle bydel er forholdsvis nedslidt, men komfort og luxus er ikke noget den almindelige kineser værdsætter, så på trods af de (efter vores standard) kummerlige forhold, var der et leben og rend i de små gader. Over alt var der boder hvorfra de lokale solgte ud af alt, lige fra kød og fisk (som blot ligger fremme på et gammel træbord eller hænger på en halvrusten kødkrog), over kryderier og grøntsager, til kinesisk "fastfood" og almindeligt ragelse. Det var et suverænt hyggeligt sted, hvor man konstant blev bombarderet med madvarer, kryderier og grøntsager, i alle regnbuens farver, samt kom hele lugtspektret igennem, lige fra halvtrådden, ugegamle madvare, over fersk kød og fisk, til alverdens spændende kryderier og gråntsager. Klasse sted...

Det var nu ved at være ud på eftermiddagen, og turen tilbage til hotellet foregik langs havneprommenaden, hvor jeg, bla. støde på flere eksempler på kinesernes totale mangel på dyrevelfærd.
Flere forskellige steder sad der folk og solgte skilpader. Enhver ved jo, at sådanne skabninger trives og har det aller bedst i vand. Det ser kineserne imidlertid stort på, så man putter dem bare i nogle små plastik kasser og lader dem stå og gasse i solen en helt lang dag, uden hensyntagen til deres velbefindende. Halvdelen er mere døde end levende, men det syntes ikke at bekymre hverken sælgere eller købere synderligt.

Fra andre små boder solgte man guldfisk i nøgleringe!!!!! Jeps, den er god nok. To stk vaske ægte, spræl levende guldfisk i et gennemsigtigt plastikhjerte, med vel omkring halvanden decilitter vand i, og så en bette nøglering så man kan hænge dem i op hvor man lyster. Har aldrig i mine skabte dage set noget lignende. Æ var stinkendes tosse, æ var gald æ var vild...

Samme aften var jeg et smut ude og smage den lokale bryg, Tsingtao Beer, som jeg da lige indskudt kan oplyse om er ganske udemærket.
Jeg løb ud på aftenen på tre venner, en sydafrikansk fyr og hans engelske kæreste, samt deres canadiske kammerat. Vi endte på en bette taverna, hvor vi fik noget lokal kinesisk mad, samt førnævnte bryg, og havde nogle rigtig hyggelige timer.
Efter nogen tid blev kæresteparet lige lovligt optagede af hinanden, så ham canadieren og jeg besluttede os for at tage videre ud i natten.
Nu var det bare sådan, at alt hvad der hed barer og vertshuse havde lukket, så vi besluttede os for, som man jo gør i sådanne situationer, at købe en pose pilsnere og tage hjem på hotellet og hygge os med dem.
Og netop hygge, det var i høj grad hvad min nye van havde i tankerne, for da vi havde været på hotellet i vel en lille halv time, valgte han at delagtiggøre mig i hans sexuelle observans; bøsse! Og hvis jeg havde lyst ville han være mere end glad for at yde mig diverse services udi det sexuelle (af hensyn til de mere sarte læsere skal jeg nok spare jer for detaljerne, men tillad mig at konstatere, at der var tale om "hele pakken"!!!)
Hvad skar der her!!! Igår blev vi tilbudt "massachi" af en hotel luder, i dag står der så en bøsse og tilbyder mig uforpligtende sexuelle ydelser...!!!
Jeg fik dog, venligt men bestemt, gutten forklaret, at jeg da var smiret over hans tilnermelser, men at det der bøsse noget, det sgu ikke lige er min favorit disciplin, hvilket han da også, om end noget slukøret, accepterede.
Se, det var jo, mildt sagt, en oplevelse jeg ikke lige havde forventet, og klart mere "mandehørm" end jeg havde haft i tankerne da jeg indvilligede i pilsnere på værelset, men han var sgu en meget rar fyr, og vi skal vel udvise en vis form for tollerance overfor hinandens forskelligheder, om det så drejer sig om relligion, hudfarve - ELLER sexualitet, så efter jeg havde sagt pænt nej tak til hans grasciøse tilbud, lod vi samtalen dreje over på nogle radikalt andre emner, færdiggjorde vores indkøbte øller i god ro og orden og takkede pænt og høfligt hinanden for en hyggelig aften... Farvel min ven, og better luck next time...

I går var vi på en 3 timers cruice ud til stedet hvor Huangpu floden og Yangzi floden løber sammen. GIGANTISK flod, den der Yangzi, og meget ok spændende tur.

Efter sejlturen tog vi over på Pudong siden af Huangpu floden (M og L bor på Puxi siden - xi betyder vest og dong øst!) og aflagde et besøg i Jin Mao Tower, som har et udsigtsdæk på 88. etage, 340 meter oppe. WIIIIIIII....... Det var klasse, og efterhånden har jeg besøgt så mange høje bygninger, tårne og masterer på min tur, at jeg, som Lasse så malende udtrygte det, er blevet "afhøjdeskrækiseret". Tog op i tårnet en halv time før solnedgang og var der til en lille time efter solen var gået ned, så vi fik byen, både by day og by night, fra oven.

I dag, sidst på eftermiddagen, skal jeg så mødes med den gruppe, som skal være mine rejsefæller de kommende 12 dage. Jeg har bestilt en tur med det selskab jeg rejste med i Cambodia og Vietnam, som går til Xitang (kinesiske have- oh kanal by), Xi`an (Terracotta Army + gamle Ming og Qing kejseres enorme gravpladser/mausoleumer), Pingyao (gammel by med autentisk kinesisk arkitektur - på UNESCO´s verdensnaturarv liste), samt til slut Beijing (Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Mao´s mausoleum (historiens største psykopat. Er ved at afslutte bogen "Mao - den ukendte historie" som jeg varmt kan anbefale. Ved sgu ikke hvorfor vi ikke kender mere til ham og hans regimes brutaliteter, men faktum er, at han var værre end både Hitler og Stalin - tilsammen!!! 70 mio menneskeliv på samvittigheden, og den menige kineser aner, den dag i dag, stort set intet om de ufattelige lidelser Kammerat Mao udsatte folket for!!!), Sommerpaladset, samt, naturligvis, Den Kinesiske Mur, hvor vi kommer til at overnatte oppe i nærheden af muren, vistnok ganske primitivt, så det bliver spændende.
Håber også jeg kan få mulighed for at komme ud og se noget af de olympiske anlæg, som efterhånden må være ved at stå færdige, men desværre har jeg ikke kunne finde ud af, om det er muligt at komme ind og se de forskellige anlæg, men det må tiden jo så vise.

D. 15. maj, kl 21.50, står jeg så igen på dansk jord. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem igen, men samtidig er det sgu en underlig følelse, at det hele nu er ved at være slut, og at der allerede er gået godt 7 måneder siden jeg drog ud i verden. Så jeg føler det lidt som en ambivalent situation jeg befinder mig i, men samtidig er jeg så ovenud lykkelig for at have haft muligheden for alt det her, og for at jeg kan bære det med mig, og gøre brug af alle de oplevelser og erfaringer jeg har fået, resten af mine dage.

Prøver at komme i nerheden af en computer og aflægge et par beretninger inden jeg drager hjemover, men hvis ikke det lykkes mig, så ses vi jo, sansynligvis, lige om lidt c",)

Tag nu godt vare på jer selv og hinanden indtil vi ses igen.

Knus, kram og kys (mange kys, Fie c",)

Hra Onkel Kedde.

Hej igen.

Så er det igen tid til en bette opdatering.

Klokken er 01.00 (19.00 dansk tid) og natteroen har for længst sænket sig over Shanghai.
Jeg har sat mig til rette bag pc´en med netradioen tunet ind på P3, hvor jeg så håber på at kunne følge med i at EfB forpurer AaB´s planer om at trække afgørende fra i toppen af superligaen.

Det er ikke fordi der er sket det helt vilde siden jeg sidst var på banen med en opdatering. Dagene ligner mere eller mindre hinanden herude, hvilket i og for sig er ok, men da det er en noget anderledes dagsrytme end jeg har været vandt til gennem de seneste små 7 måneder på farten, hvor den daglige dosis indtryk og oplevelser har været ekstremt høj, har det krævet lidt tilvænning.

I lørdags var Maud og Lasse til noget fødselsdagshalløj hos nogle fra Maud´s mødregruppe (en af ungerne fyldte 2). Jeg var vist egentlig inviteret med, men jeg valgte at takke pænt nej tak og istedet tage en tur i byen sammen med to brasilianere og en hollænder, som bor i det samme compound som M og L, og som jeg så har mødt ad den vej. Gevaldig hyggelig aften skal jeg lige hilse at sige, som bragte os rundt på nogle forskellige barer her i byen, og det endte nu da også med at blive temmelig sent inden vi takkede af og gik hvert til sit.
Når man går ud her i byen (udbudet af gå-i-byen-steder er overraskende stort i fht hvad jeg sådan lige umidelbart havde forestillet mig om det kinesiske natteliv) så spreder man sine aktiviteter til flere forskellige steder, startende med et roligt hyggeligt sted, hvor man (HOVSA, der kom EfB sgu lige på 1-0. SÅDAN Søren Rieks c",)... får nogle drinks og hygge snakker, inden turen så går videre til en (eller flere!) af de utallige clubber, som ligger spredt ud over hele byen. Shanghai er en MEGA by, og dermed er der ofte langt imellem de forskellige events, så turen rundt foregår i taxi. Og taxikørsel, det er et kapittel helt for sig selv. Der er utroligt mange taxier i byen, så det er ikke noget med at ringe og bestille en vogn - man går bare ud til vejen, og går der mere end 30 sekunder inden man får prejet sig en vogn, så er der noget galt et eller andet sted.
Så er der lige det med priserne. Startgebyret her i Shanghai er 11 RMB, hvilket, sådan løseligt udregnet, svarer til noget der ligner 7,5 jyske dollars. Der ud over tikker meteret så med 1 RMB (0,33 DKR) pr 300 meter, så selv om man nogle gange skal vidt omkring, så er det en økonomisk yderst overkommelig transportform. (1-1 i Esbjerg. PIS!!!)

På onsdag/torsdag skal Lasse besøge nogle værfter i nogle byer oppe nord for Shanghai, hvor vi har talt om at jeg nok tager med. Vi ankommer Yäntái (ca. 1000 km nord for Shanghai) onsdag morgen, hvor Lasse så har nogle møder i løbet af dagen. Imens tuller jeg lidt rundt i byen og suger til mig, inden vi, sidst på eftermiddagen, hopper i en vogn og kører et par hundrede km længere sydpå, til byen Quingdäo, hvor vi så overnatter. Torsdag har Lasse så igen nogle møder inden han drager tilbage til Shanghai sidst på dagen. Jeg regner med at blive i Quingdäo til fredag middag, hvor jeg springer på et tog og begiver mig sydpå igen. Om jeg tager direkte til Shanghai, eller om jeg hopper af i et par byer på vejen har jeg endnu ikke helt taget stilling til, men det må tiden vise.
Jeg har forhørt mig om en tur ind gennem Kina hos en rejsearrangør, men jeg har endnu ikke modtaget en bekræftigelse. Hvis den tur ikke bliver til noget tager jeg mig nok et par svingerner på vej fra Quingdäo til Shanghai. Nu må vi se...

I forrige beretning luftede jeg lige kort vores tur til Suzhou, og det må jeg lige følge lidt op på her.
Suzhou er en rigtig hyggelig gammel kinesisk by, kendt som østens Venedig, pga. et meget sindigt kanalsystem, som snor sig gennem den ældste del af midtbeyn. Et andet af Suzhou´s særlige kendetegn er de mange utroligt flotte haver. I Kina siger man at over jorden er paradisets have det smukkeste sted, på jorden er det Suzhou.
Første dag i Suzhou hyggede vi os på hotellet, som var af en standard jeg ikke tidligere har haft den glæde at frekventere, så jeg var som et lille barn - på lykkepiller - juleaften, og jeg slugte alle stedets bekvemmeligheder rådt (der ligger billeder af herlighederne i mappen "Kina"...
Dag to startede med en sejltur på de snævre (og desværre møg beskidte) kanaler, inden vi fortsatte med et besøg i haven "The humble administrators garden", som dækkede over et areal på 5,5 ha.
Her efter gik vi en tur ned gennem byens snævre gader, inden vi igen indfandt os på hotellet, hvor vi fik os en bette lur inden den stod på middag i en af hotellets restauranter.
Efter middagen ville Lasse og jeg ha os et par stille øller at slutte dagen på, så vi satte os tilrette i hotellets loundg, hvor der var underholdning i form af 4 yderst kompetente kinøjsere, på hhv. piano, violin, cello, samt et par forskellige blæseinstrumenter. Lasse og jeg var stort set de eneste tilstede, så arrangementet faldt en smule til jorden, hvilket i høj grad var en skam, for det var rigtigt hyggeligt.

Dag tre havde vi booket hjemtransport til afgang kl 16.00, så vi havde engageret en lokal guide der tog os med rundt i byen på en halvdagstur fra 10.00 - 15.00.
Turen startede med et besøg i "The garden of nets", som var væsentlig mindre end den have vi besøgte dagen før, men grundet guidens store kendskab til stedets historie, fik vi væsentlig mere ud at dette havebesøg.
Efter havebesøget gik turen videre til en silke farm, hvor vi var igennem helle møllen, fra silkeorme til færdigt produkt (tøj, sengetøj, duge, mm. Rigtig spændende, og noget omstændig proces, så nu er vores forståelse for prisen på silkeprodukter pludselig en helt anden...
Dagen sluttede med et besøg på Tiger Hill. Tiger Hill er en pagoda som er bygget på toppen af en gravhøj, som (efter sigende) skulle rumme resterne af kong He Lu. Han opførte sin egen grav, og 1000 arbejdere skulle have bygget den. Da man ville bevare hemmeligheden omkring graven, blev alle arbejderne slået ihjel da arbejdet var færdigt. Nok er der ikke mange fagforeninger i Kina, men der er alligevel sket en vis forbedring af arbejdsforholdene!!!
Selve tårnet på højen er bygger omkring år 960, det er 48 meter højt og har været skævt de sidste 400 år. I toppen, hælder tårnet omkring 2 meter, hvilket ser fuldstændigt groteskt ud set nedefra.

Alt i alt havde vi tre utroligt hyggelige dage i Suzhou, og jeg håber på at Fie og jeg får mulighed for at tage derop når vi en anden god gang er på besøg i Shanghai.

Håber fortsat at I alle har det godt og er glade og tilfredse.

Tag god vare på jer selv og hilanden.

Hilsner kram og knus fra

Christer

Kære alle sammen.

Så er det vist ved at være på høje tid med endnu en opdatering - den første fra Kina´s land.

Men før Kinalogien startes er der lige en lille tilføjelse fra turen fra New Zealand til Kina.
Dat var nemlig sådan, at jeg på turen fra NZ til Kina skulle mellemlande i Sydney, kun for at skifte fly og fortsætte halvanden time senere - troede jeg!
Det var nemlig sådan, at Quantas (forkortelse for: QUeensland And Northern Territory Airline Systems, jow jow C",) havde valgt at vælge at aflyse mit fly! Hvis jeg bare havde fået besked herom kunne jeg jo have ændret min afgang fra Auckland så den havde passet med en anden afgang fra Sydney, men af uforklarlige årsager havde man ikke anset det for vigtigt at give mig besked om aflysningen.
Så det endte med at jeg blev indlogeret på et helt og aldeles intetsigende lufthavnshotel (forestiller mig at det er sådan de fleste lufthavnshoteller er, intetsigende - de fleste er der jo nok kun en enkelt nat, så hva...) i et helt og aldeles intetsigende industriområde omkring lufthavnen. Naturligvis på Quantas regning, så det var jo da endnu en ekstra oplevelse oven i hatten, men stadig lidt trist når nu jeg havde regnet med at skulle gense min lille familie samme aften.

Nå, men jeg var jo så blevet re booket til et fly den efterfølgende formiddag, og denne gang var der ingen slinger i valsen.
Vel ankommet til Shanghai var det så bare om at komme igennem lufthavnen hurtigst muligt, for så at finde et tog ind til byen.
Jeg havde egentlig en forestilling om, at det let kunne komme til at tage syv lange og syv brede at komme igennem diverse pas og bagage tjek ved indrejsen til Kina, men overraskende nok, så er det den indrejse, på hele min tur, som er gået mest smærtefrit. Hurra for det.

Togturen ind til byen foregår med et højhastighedstog, Maglev, som tilbageligger de 35km på godt 9 minutter, eller med hvad der svarer til 300km/t. Det var sgu funny, men en skam at jeg ikke ankom midt på dagen, for mellem 09.00 og 17.00 lukker de helt op for sluserne og suser afsted med 460 km/t!!!
Efter denne hæsblæsende tur ind til byen tog Lasse imod mig på togstationen, hvorefter vi entrede en metro, som fragtede os det sidste stykke til Jing´an bydelen på Pu´xi siden af Huangpu River, hvor familien Boesens compound ligger.

Første punkt på dagsordenen var naturligvis at få sagt pænt goddag til Maud og Kirsten (Mauds mor, som desværre tog hjem til DK allerede morgenen efter min ankomst - kunne ellers have været hyggeligt hvis vi kunne have overlappet vores besøg med et par dage, men sådan skulle det altså ikke være i denne omgang), for så at få taget hul på det jeg har glædet mig aller mest til ved at skulle til Shanghai; gensynet med min kære niece Silje. Hun var naturligvis blevet lagt i seng (klokken var 21.30), men vi listede os ind til hende og stod og beundrede dette lille vidunder i længe. For sevan hvor er hun blevet stor. Nu er det jo også ved at være et halvt år siden jeg så hende sidst, så der er naturligvis sket en del med hende, men det var sgu næsten helt skræmmende så stor hun var blevet.
Jeg var rigtig spændt på om hun mon kunne kende sin onkel Kedde igen, men der var ingen grund til bekymring. Næste morgen blev hun lagt ind til mig i min seng, kiggede et kort sekundt på mig, ligesom for at se hvad dælen det nu var for en stodder der lå der, og slog så ud i et kæmpe smil og baskede med både arme og ben. Siden det sekund har jeg været helt og aldeles solgt, og bare hun kigger på mig ænser jeg ikke andet. Hun er det mest glade, smilende og rolige barn på denne side Suez, og vi pludrer og synger og danser og flyver og kildrer og leger og græder og hopper og griner og kigger og undres og opdager og efterligner og bøvser og sover og spiser og ser Animal Planet og meget meget andet. Kort sagt, Silje elsker sin onkel Kedde og onkel Kedde elsker Silje - længere eller kortere er den såmænd ikke.

Ellers går dagene stille og roligt. Silje (og dermed vi andre - som regel selv undertegnede) vågner mellem 06.00 og 07.00 og så starter dagen så småt. Lasse tager på arbejde mellem 07.00 og 08.00, Silje bliver bliver badet og gjort klar til dagens komme, og Maud og jeg tager ud og kigger på byen, hvilket flere gange har ført os forbi et af de utallige tøj-sko-taske-solbrille markeder, som der er en hel del af her i Shanghai. Det er sådan med markederne her i byen, ligesom med alverdens andre markeder af enhver art, i alverdens andre storbyer, at det er en nødvendighed at beside evnen til at prutte om priserne. Selv om man egentlig syntes at have hevet en god pris hjem sker det ofte at man senere, på det samme marked, tilbydes den samme vare til væsentlig under hvad men netop lige har betalt, så efterhånden er vi blevet så hærdede udi prutteriet, at vi tilbyder sælgerne en tiendedel af den pris han selv ligger ud med - og ni ud af ti gange ender det med at vi får vores vilje...

Maud og jeg er som regel tilbage mellem 16.00 og 17.00, hvor husstandens ayi (kinesisk for pige i huset - i dette tilfelde dog en dame på 45 (tror jeg!)) så er igang med aftensmaden.
Lasse returnerer fra jobbet omkring kl 18.30, og så står den på kvalitetstid for fam Boesen, inden Silje så bliver puttet mellem kl 19.00 og 19.30, og vi går i krig med aftensmåltidet - som regel en blanding mellem vestlig og kinesisk mad, og som regel rigtig lækkert.
Aftenerne bliver tilbragt med afslapning og hygge, inden sengen igen kalder efter en lang og, for Lasses vedkommende, hård arbejdsdag. Maud og jeg tuller jo egentlig bare rundt og hygger og oplever, men da vi jo har været rigtig tidlig oppe (og Maud har været oppe flere gange i løbet af natten for at give Silje hendes sut) er vi sgu alligevel grydeklar forholdsvis tidlig på aftenen.

I fredags var vi til fødselsdagsmiddag hos nogle af Maud og Lasse´s venner, og der skal jeg sgu lige love for at onkel Kedde var kommet i fint selskab. Hus på 360 m2, 2 piger i køkkenet (vi fik bla frikadeller c",), årgangsrødvin, og, som prikken over i´et, egen privatchaufør i en giga Chrysler 300C til at transportere os hjem ud på natten.
På trods af at en dødelig lille sønderjyde som mig, til tider, godt kunne føle sig lidt malplaceret i dette fine selskab; den ene halvdel af selskabet (vi var 16) snakkede ammeindlæg og kolik, og den anden halvdel krydrede et hold stor snak med aktiekurser, ejendomsspekulation og fragtrater, så havde vi en rigtig hyggelig aften.

Weekenden har vi tilbragt med en lille miniferie i Suzhou, en gammel, rigtig hyggelig, kinesisk by med kanaler og ræmpe store kinesiske haver. Dette må dog vente til min næste beretning - jeg skal jo passe på med ikke at kede mine sidste læsere halvt ihjel...

Jeg tror og håber at i alle har det rigtig godt, men en konfirmation af dette ville nu være dejligt.

Claue, det lyder rigtig spændende med jeres projekt nyt hus i Christiansfeldt. Hvis I har brug for en hjælpende hånd på et eller andet tidspunkt i processen må I sige til, så skal jeg gerne give et nap med.

Lene, et kæmpe tillykke med dit nye job. Jeg er så glad på dine vegne og håber (og tror) at du vil falde til i de nye omgivelser - al mulig held og lykke med det.

Det lyder rigtig spændende med jeres projekter i Mosehuset - glæder jeg mig til at komme hjem og se. Fugl i dag og fugl i morgen... Og hey Mette, tillykke med knæ´ene c",)

Pas nu godt på jer selv og hinanden.

Mange kærlige hilsner fra

Onkel Kedde.

Hejsa.

Saa er det vist ved at vaere paa tide med endnu en beretning. Det har staaet lidt sloejt til med opdateringerne paa det sidste, men efter den seneste maaneds meget ringe interesse for at foelge med i min rejse har min gejst udi skriveriet ikke vaeret saerlig stor. Jeg kan dog konstatere, at laeseinteressen nu er stagneret - jo nok mest fordi den naermest er lig nul!, saa nu kan det jo da kun gaa fremad c",)

Efter nogle hyggelige dage i Wellington, hvor jeg fik hevet mit kinesiske visum i land, gik turen atter nordpaa mod Auckland, hvor bilen skulle afleveres d. 20. marts.
Den foerste dag gik turen bla. igennem den gammle dansk bosaettelse Danevang, hvor ingen laengere taler dansk, og hvor det eneste der henleder til byens oprindelige indbyggere er et "VELKOMMEN TIL DANEVANG" skildt med en stor dansk viking afbilledet, samt Copenhagen Squair, byens torv, hvor der er opstillet en noget soelle kopi af Dyboel Moelle.
Da danskerne havde lidt (endnu) et nederlag i krigen i 1864, blev Konseilspræsident (det daværende udtryk for en statsminister) Ditlev Gothard Monrad bebrejdet, at den danske hær havde forladt Dannevirke og blev paa den baggrund afskediget af kongen.
Monrad vinkede derefter Danmark "goodbye" og stak af til New Zealand, hvor han en årrække virkede som kaffefarmer, før han efter fire-fem år luskede hjem til DK. Hans sønner blev i New Zealand, hvor de, bla., har vaeret med til at stifte en pandent til den denska andelsbevaegelse.
Efter sin hjemkomst fra New Zealand blev Monrad en af hovedkræfterne i at lokke danskere til New Zealand, og et resultat heraf blev byen Dannevirke. Ja saa!!!

Videre nordpaa endte jeg i byen Napier, hvor jeg endte mad at blive et par dage.
Napier ny gammel by!. Selvom den har eksisteret lige så længe som der har været Pakehaer på NZ. (Pakeha er betegnelsen for folk fra New Zealand, som ikke stammer fra Maorierne). Den 3. februar 1931 kl. 10.47 og de næste 2½ minut frem, blev hele byen lagt i ruiner af et jordskælv der målte 7,9 på Richterskalaen. 250 mennesker omkom. Området blev ved samme lejlighed 40 km2 større, da en del af det omkringliggende sumpområde hævede sig over vande, nogle steder med mere en 2 meter.
Bystyret dikterede, at ingen maatte starte genopbygningen foer end man var naaet til enighed om en genopbygningsstrategi, bla. omfattende byggestil.
Starten af trediverne var praeget af art deco stilen, saa man var ikke sene til at ride med paa den boelge, og genopbygningen tog herefter fart, og i 1933 var det meste af byen atter "up and going".
Midtbyen har stadig i dag en del fine bygninger tilbage fra den tid, og bystyret belønner folk der bygger i stilen og som er gode til at vedligeholde de gamle bygninger. Der er ligeledes strenge regler for hvorledes nybyggeri skal se ud. Byen ligger i skarp konkurrence med Miami i Florida om at være verdens art deco centrum, og folk strømmer til fra naer og fjern for at opleve den helt specielle stemning der er i byen. Det er lidt svaert at forklare, stemningen, men hvis man forestiller sig Al Capone og hans Chalreston klaedte gangstere, og krydrer dette med 1980`ernes Miami Vice`s palmer og pastelfarver, ja saa er den ikke skudt helt forbi. En rigtig hyggelig by.

Efter Napier drog jeg videre til Gisborne, paa nord oeens oestkyst.
Gisborne er det sted, hvor James Cook, som den foerste hvide mand, satte foedderne paa New Zealandsk jord, d. 9. oktober 1769, efter at hand daeksdreng, Nick Young, dagen forinden havde faaet "LAAAAAND I SIIIIIGTE..." Omraadet han fik oeje paa baerer i dag navnet Young Nicks Head.
Jeg blev i Gisborne 2 dage. Egentlig ikke fordi der var saerligt meget at gi sig til, men mere fordi jeg var ved at vaere godt og grundig traet af at rakke rundt.
2. aften jeg var der, var jeg faldet i snak med en aeldre engelsk herre (som kaldte mig Young Christopher!) paa mit hostel. Han hyggede sig med sin whiskey, og jeg med min oel, og inden vi fik set os om var vi paa vej ind i byen for at opstoeve en irsk pub. Det var nemlig saadan, at det var St. Patricks Day. SPD er den irske nationaldag, hvor man (irerne) saa fejre denne helgen, og alt og alle er pyntet op i den groenne irske nationalfarve. Balonner og drinks og parykker og flag og konfetti og toej og duge og ansigtsmaling og belysning og hatte. ALT, lige bortset fra deres elskede Guinness, er groent.
Vi havde en rigtig sjov og hyggelig aften, hvor jeg bla. faldt i snak med en flok lokale knajter, baade Pakeha og Maori, som var ude at give den en ordentlig en paa hatten. De var, som alle andre paa pubben, klaedt i groent fra top til taa, og da jeg spurgte dem om jeg maatte tage et billede af dem blev de elle vilde.
Paa et tidspunkt kom der nogle ordentlige broed af nogle Maorier ind paa pubben, og saa var det som om der gik et sus igennem forsamlingen. Det viste sig at vaere nogle All Blacks (NZ`s rugbylandshold) som lige skulle ud og have sig en taar over toersten. All Blacks bliver betragtet som guder i NZ, og efter at have taget et billede af knajterne sammen med en af disse rugbyspillende kaemper, og efter at have lovet dem at e-maile billederne til dem, havde jeg sikret mig fadoel ad libitum paa deres regning resten af aftenen. Det endte saagar med, at jeg blev inviteret med til en af gutternes bryllup den efterfoelgende loerdag - hvilket jeg dog paent takkede nej til!

Efter Gisborne gik turen, via et stop i Rotorua, til Auckland, hvor jeg fik bilen afleveret dagen foer planlagt, og fik mig indlogeret paa det hostel jeg ogsaa boede paa foerste gang jeg var her.
Tiden i Auckland har jeg brugt paa at tulle lidt rundt og set de ting man nu en gang skal se naar man er her; Gesborne, som er en gammel aeldre rigtig hyggelig bydel, vaeret paa havnerundfart, paa marked, et smut oppe i byens varetegn Sky Tover, samt vaeret ude at se en rugbykamp, hvor de lokale The Bluet slog The Stormers 17 - 14. Fatter ikke helt reglerne, men det var rigtig sjovt at opleve baade spillet som saadan, samt ikke mindst Kiwiernes fanatisme og kaerlighed til det.

I morgen tidlig gaar det saa videre til Kina, hvor et nyt spaendende kapitel paa min rejse begynder.
Jeg regner med at tilbringe de foerste 2 - 3 uger med tiltraengt familiaert samvaer hos Maud, Lasse og Silje, i Shanghai, hvorefter jeg rejser op gennem landet for at ende i Beijing, hvorfra jeg returnerer til DK midt i maj.

Jeg haaber I alle har det rigtig godt og har haft en rigtig god paaske.

Hvis I vil glaede lille Kedde BIG TIME, saa betaenk mig med en lille hilsen i ny og nae. Det er ikke sikkert at der er det store at skrive om, men bar et hurtigt "hej-med-dig-du-jeg-har-lige-vasket-op" vil jeg saette utrolig stor pris paa.

Onkel Kedde.

Når skyggen blir lang på monte rosa
og når skibet sejler ud fra havn
og når de søstærke sømænd
har sunget sidste sang 
så ved jeg at natten den blir lang 

Så send mig et postkort fra Broadway
Send mig et postkort fra Hawaii 
Send mig Burma-pigens lokker 
Så ved jeg at du tænker på mig

Juliette hun spiller bongolina
Solen står lodret over Caen
Og en tigger fra Montmartre
Synger dem en sang
Åh ja, gud ved for hvilken gang

Så send mig et postkort fra Broadway
Send mig et postkort fra Hawaii
Send mig Burma-pigens lokker
Så ved jeg at du tænker på mig

Som en skygge på de hvide strande
svæver albatrossen så ung og så hvid
Man forveksler dens gangart
Som en tåbe med et geni
Den er nådeløs for natten er forbi

Så send mig et postkort fra Broadway
Send mig et postkort fra Hawaii
Send mig Burma-pigens lokker
Så ved jeg at du tænker på mig
 
J. Madsen.

Hej igen.

Saa er det paa tide med endnu en opdatering fra mine oplevelser i New Zealand.

Efter Taupo koerte jeg ned langs Lake Taupo, som er NZ`s stoerste soe, mod Tongariro National Park, som bla rummer 3 aktive vulkaner, som destination, hvor jeg havde besluttet mig for at proeve kraefter med trecking (traveture i naturen). Natten tilbragte jeg paa en bette naturcampingplads oppe paa det plateau, som omgiver TNP, som ligger 700 meter over havet. Og netop hoejden skulle vise sig at faa rigtig stor indflydelse paa min nattesoevn den nat. Det viste sig nemlig, at min sovepose paa INGEN maade er bygget til de kuldegrader der er i de hoejder. Da klokken saa smaat naermede sig 05.00 og kulden endnu ikke havde tilladt mig nevnevaerdige maengder soevn, besluttede jeg mig for at koere ned mod det sted hvor jeg skulle starte mit treck, for saa at spise morgenmad der. Paa de ca 25 km kunne bilen (og jeg!) jo saa naa at blive godt gennemvarm, og alt ville igen vaere i den skoenneste orden - lige bort set fra et massivt soevnunderskud, men hva fa`en, jeg er jo et fysisk pragteksemplar, saa det skulle jeg saamaend nok overleve.
Det viste sig saa bare, at varmeapparaturet i bilen valgte at strejke, netop den morgen, ligesom jeg ikke helt kunne finde vej til det sted turen startede, saa det endte med at jeg kom afsted paa turen uden de store maengder soevn, godt forfrossen, samt uden morgenmad. Flot! Jeg havde dog provianteret saa rigeligt til turen, men depoterne var noget flade da jeg startede, og jeg skal da lige love for, at det (sammen med en fornaermende daarlig form!) hurtigt skulle vise sig at faa indflydelse paa min formaaen som vandringsmand. Turen startede forholdsvist fladt gennem en dal med stoerknede lavastroemme paa begge sider. For enden af dalen begyndte det saa for alvor at gaa op ad (nok ikke for sjov de kalder stedet for Devils Stairkase!). Paa en straekning paa godt 300 meter stiger terraenet 200 meter og her kom blev min fysiske formaaen for alvor sat til vaegs, saa det var med indlagte pauser for hver 15 - 20 meter, at jeg efter ca en time endelig stod ved South Crater, (i 1480 meters hoejde) som er det foerste plateau paa vej mod toppen af vulkanen Mt Tongariro i 1886 meters hoejde. Men det var alle strabadserne vaerd, for fra platauet var der ikke kun en felt fantastisk udsigt til Mt Tongariro, men ogsaa til omraadets anden vulkan, den naesten helt perfekt koniske Mt. Ngauruhoe, (som er kulissen for Mordors Mt. Doom i Ringenes Herrer triologierne) samt udsigt over store dele af den vestlige nordoe.
Efter saa at have samlet kraefter igen gik turen videre tvaers over South Crater - en underlig fornemmelse at gaa tvaers over et aktivt vulkankrater!) og videre op mod Red Crater, som er vulkanens hovedkrater og har en meget betagende roed farve.
Red Crater er samtidig det hoejeste punkt paa turen, saa herfra gik det (naesten) kun nedad (selvom man kun har tilbagelagt ca 1/3 turens samlede laengde paa 18,5 km!) Fra toppen af Red Crater gaar man gennem det helt golde vulkanske landskab, gennem roeg og damp fra vulkanen, og ned mod Central Crater, som er vulkanens tredie og sidste krater.
Paa vej ned paserer man 3 smaa vulkansoeer, som har en helt absurd lyseblaa farve, en enlig stor krater soe, samt diverse smaastier gennem goldt vulkanlandskab, varme kilder, krat og skov, inden man er tilbage paa parkeringspladsen, hvor man, 9 timer tidligere, har parkeret vognen. Start i 700 meter, toppende i knap 1900 meter, og sluttende i 55o meter. Saadan!
Det var, uden tvivl, den haardeste fysiske udfordring jeg til dato har udsat mig selv for, men samtidig en af de stoerste naturoplevelser jeg nogensinde har haft.

Paa de 4 timers nedstigning moedte jeg et rigtig soedt dansk par, Louise og Anders, som jeg aftalte at moedes med naar vi alle tre, 4 dage senere, var kommet til Wellington. Det var vi saa i gaar, og som aftalt, moedtes vi paa deres hostel over en rigtig hyggelig middag, noget god roedvin + kolde pilsnere, samt poolspil i baren. Alt i alt en rigtig hyggelig aften, som jeg haaber vi kan gentage naar vi igen har fusserne plantet i den danske muld!

Naah, men efter at vaere kommet igennem dagens strabadser gik det saa mod den naermeste campingplads, hvor det var en MEGET traet Kedde der, skulle det senere vise sig, tilbragte sin sidste nat i den vogn!

Naeste morgen var det planen at tage videre mod Wanganui, men saa langt kom jeg aldrig, for 25 km udenfor byen kravlede termometeret (eller hvad saadan et temperatur-maaler-aggregat i en bil nu hedder) pludselig helt op i det roede felt, samtidig med at vognen begyndte at lugte ret kraftigt, saa det var ind til siden i en fart, inden hele apparaturet skulle braende helt sammen.

Jeg fik saa fat i noget vejhjaelp som, inden for en times tid, var paa stedet og kunne konstatere, at bilen var game over, hvor efter vi (vognen og jeg) blev slaebt til en lille by, som faar Vinum til at ligne New York, hvor den lokale mekaniker kontaktede biludlejningsfirmaet for at hoere om de skulle begynde at reparere vognen (det var vist noget med en deffekt vandpumpe, hvilket ogsaa var aarsagen til at varmeapparaturet svigtede morgenen forinden!) eller eller hvordan. Det skulle de ikke! I stedet ville de afhente bilen naeste morgen, og samtidig, naturligvis, aflevere en ny bil til mig. I mellemtiden blev jeg saa indlogeret paa byens hotel (ALLE byer her nede, uansat stoerelse, har et lille hotel, samt mindst en pub!), hvor udlejningsfirmaet daekkede diverse udgifter til overnatning, samt mad og drikke.
Det var naturligvis en streg i regningen, men egentlig meget hyggeligt, og en ekstra oplevelse oven i hatten...
Jeg floed paa hotellets sofa (foran et KAEMPE tv c",) hele aftenen, inden jeg kravlede i en helt almindelig RIGTIG seng, hvilket efterhaanden var ved at vaere laenge siden jeg havde oplevet den slags hverdagsluxus (komforden i vognen har meget tilbage at oenske sig...)
Naeste morgen holdt der, helt som aftalt, en ny vogn udenfor hotellet, og jeg takkede hotelfatter mange gange for venligheden og begav mig videre paa min faerd.

Paa min vej mod Wellington overnattede jeg i Wanganui, paa vestkysten, inden jeg saa var fremme i gaar eftermiddags rundt 16 tiden.

Bliver her i Wellington en 3 - 4 dage, indtil Den Kinesiske Ambassade faar udfaerdiget mit Kinesiske visum, saa jeg kan komme op til min kaere fammilie i Shanghai, om efterhaanden kun 16 dage.

Jeg skal da ogsaa lige fortaelle, at da jeg var i Taupo overvejede jeg et skydive (faldskaermsudspring), som der faas billigere end noget andet sted i NZ. Det kunne jo ligesom vaere den ultimative udfordring til mit, tidligere i udpraeget grad, hoejdeskraekke vaesen. Det blev dog ikke til noget alligevel, for jeg besluttede mig til i stedet at faa et varigt minde med hjem herfra, i form af en bette tatovering paa min hoejre skulder. Tatooen, en silver leef (minder meget om et bregneblad), som er det new zaelandske nationalsymbol, kan saa hver morgen, resten af mine dage, naar jeg staar foran spejlet og ikke barberer mig, minde mig om dette fantastiske eventyr, hvoraf der heldigvis stadig resterer godt en fjerdedel...

Haaber I alle har det trygt og godt, hvor end i verden I nu befinder jer.
Pas rigtig godt paa jer selv og hinanden.

Knus og kram, kys og halloejsa fra

Onkel Kedde.

PS: tak til de af jer som har betaenkt mig med diverse hilsner - det goer saa godt og betyder saa meget...

Hej igen.

Saa er mine dage nord for Auckland ovre for denne omgang.
Efter at have overnattet paa en campingplads paa halvoeen, hvor NZ`s nordspids ligger, gik det atter sydover. Men foer jeg goer mere ud af det vil jeg lige vende tilbage til turen op nordpaa, da jeg har en lille tilfoejelse til forrige beretning.

2. dagen af mit roadtrip kom jeg til en lille bugt, Matauri Bay, hvor der var en, endnu mindre, campingplads, hvor jeg besluttede mig for at tilbringe natten.
Det viste sig, at ude i bugten, ca. 5 km fra land, ligger det sted, hvor skibet Rainbow Warrior har faaet sit sidste hvilested.
Rainbow Warrior var Greenpeace flagskib, som var ankret op i Auckland havn, hvor det forberedte sig paa et togt til Moruroa Atollerne, for at protestere mod de franske atomproevespraengninger i omraadet. Dertil naaede skibet dog aldrig, for en moerk nat, en gang i 1985 (dato er undertegnede ukendt), placerede franske agenter spraengladninger udenpaa skibets skrog, som efterfoelgende blev bragt til spraengning, Rainbow Warrior sank, hin nat 1985, og med sig tog det et besetningsmedlem, portugiseren fernando Periera.
Det er aldrig blevet opklaret hvor mange personer der var om at udfoere denne handling, men 2 franske agenter blev anholdt, sigtet og - senere doemt.
Det skabte en del uro i Frankrig. Ikke sa meget fordi den franske regering havde vaeret indblandet i en bevidst terrorhandling i et venligsindet land, nej da! Naeh, mere fordi man havde klokket i det, og agenterne (eller, i det mindste nogle af dem) var blevet snuppet (forbandede franskmaend, ikke sandt onkel Frede c",)
Den franske regering lagde efterfoelgende praes paa NZ for at faa udleveret de to doemte agenter, og det endte med at de blev over4foert til en fransk stillehavs oe - som om de havde vundet en tur til paradis!
Indenfor 2 aar, og laenge foer de havde udstaaet den straf de var idoemt, vendte de to tilbage til Frankrig, hvor de fik en heltemodtagelse!!!
Spraengstofferne, som blev brugt til bombningen, var blevet bragt til NZ paa en yaght, som havde samlet dem op fra en u-baad - gud ved hvor, og derefter fragtet ned gennem landet i en van, af franske agenter der gav den som intetanende tourister (vi er jo bare kokke...) og bang, skibet var sunkent og en uskyldig mand draebt - og Frankrig, NZ, og, ikke mindst, Greenpeace, var paa alles laeber (jeg har efterfoelgende udviklet den teori, at man fre (u)officiel fransk side har ladet agenterne i stikken - afsloeret deres identitet, for ligesom at lade vaerden vide, at "ja, Frankrig stod bag, og saadan gaar det naar man blander sig i vores foretagender" - arogante og selviske som de jo er (en skam at Europa`s bedste skisportssteder ligger i netop det land!). Jeg ved det ikke, og nu er teorier jo oftest meget teoretiske, meeen lur mig om ikke...)
Naah, men hvor om alt er, saa var Rainbow Warrior saa beskadiget, at man opgav at lappe hende sammen igen. I stedet for at hugge hende op, blev hun slaebt op til Mataori Bay, hvor hun nu ligger paa 35 meters vand, som et kunstigt rev til gavn for stedets maritime flora og fauna - og i 1.000 vis af dykkere.

Inde paa land er der, paa en bakketop paa de yderste klippeskaer, rejst et mindesmaerke, som bla. er lavet af skibets skrue (koent eller ej - bedoem selv hvis I en dag skulle komme paa de kanter), og som skuer ud mod det sted hvor RW kastede anker for sidste gang.

Jeg besluttede mig for at tage turen nordfra, gennem Auckland og videre sydover, i et straek, saa det blev en halvlang dag, uden saa meget andet end transport.
Jeg slog lejr for natten paa Cormandle Peninsula, 100 km syd/oest for Auckland, paa vej mod byen Rotoura. Det endte dog med at jeg blev der 2 dage, pga regnvejr.
Pladsen jeg overnattede paa, var beliggende i et stoerre skovomraade, Tairua Forrest, som bla. indeholder (endnu) et flot (ikke smukt, men flot, Lasse!) vandfald, saa jeg fik det meste af regnvejrsdagen til at gaa med et hike gennem skoven, op til vandfaldet, og retur igen - i selskab med vaertsparets rigtig soede labrador (som jeg valgte at doebe "Du" - kom her du - hold din mund du, vent lige paa mig du, etc.). Og vi var et rigtig godt makkerpar. Hvis jeg lige skulle hoppe i en vandpyt, eller havde andre nykker for, og derfor kom bagud, saa ventede Du paa mig. Hvis Du havde fundet et rigtig godt trae der skulle bepisses, jamen saa ventede jeg paa Du. En vaeldig hyggelig, om dog noget vaad!, tur hvor der hlev knyttet et helt saerligt vendskab mellem Du og jeg!!! (SORT!!!)

Dagen efter, stadig i smaaregn, koerte jeg videre mod Rotoura, som er en by midt i et termisk landskab, der straekker sig fra White Island i Bay Of Plenty, til Tongariro National Park, ca. midt paa oeen. Paa denne ca. 200km straekning er der ekstrem termisk aktivitet, i form af jordskelv, vulkaner, gejsere, kogende soeer - og mudderhuller, osv.
Rotoura er kendt som "De raadne aegs by", og det er bestemt ingen overdrivelse. Der STINKER! En kvalm, ubehagelig gemmentraengende stank af raadne aeg haenger over byen (stammer fra de svovlgasser der, sammen med kaagende vand- og mudder, vaelter op af jorden alle vegne) - og dukker op igen, fra tid til anden, hele vejen ned langs den 200km lange straekning.
Forfatteren George Bernhard Shaw erklaerede, efter et besoeg i Rotoura i 1934, at "jeg var glad for at komme ass taet paa helvede og vaere istand til at tilbage igen", og det er nok en meget rammende beskrivelse af et besoeg i omraadet. Man foeler konstant at jorden kan aabne sig under en, og, specielt som skandinav, naar man, som jeg, kommer fra et omraade, hvor det vaerste naturen har at byde paa, er en smule sne, en sjaelden vinter i ny og nae (men som diverse medier alligevel skal blaese op til den vaerste naturkatastrofe gennem de seneste 100 aar "... her er det Trunte Bappengren, live fra Kusserum Krat, hvor det stadig sner saa meget, at de hvide midterstriper efterhaanden fylder hele vejen... og bla bla bla...)
Man vender sig dog hurtigt til stanken, og omraadet er, trods alt, et utroligt spaendende omraade at udforske.

I Rotoura benyttede jeg, bla, lejligheden til at besoege et termisk omraade kaldet Te Puia, hvor bla. NZ stoerste gejser, samt en masse kaagende soeer og mudderpoele, har hjemme. Rigtigt spaendende.
Der ud over var der et "show" med de indfoedte maorier`s (Maorierne kom til NZ omkring aar 1.200) musik og danse, bla. dansen kaldet Haka, som er den dans diverse NZ sportslandshold har overtaget - og udfoerer foer hver kamp, hvor de stamper i jorden, slaar sig selv paa bryst og laar, og med vildt opspilede oejne og tungen haengende langt ud af halsen, proever at skraemme deres modstandere (oprindeligt en gammel krigsdans) - og de ser faktisk temmelig frygtindgydende ud.

Dagen efter koerte jeg til Taupo (hvor jeg er nu). Paa vejen fra Rotoura til Taupo, gjorde jeg holdt ved endnu et termisk omraade, NZ stoerste vandfald (eller i hvert fald det hvor der render mest vand igennem,) samt ved et termisk bad, hvor kaagende vand, som kommer direkte op af et hul i jorden, bliver koelet ned til 40 grader, som saa bliver ledt ind i nogle pools, hvor bla. jeg saa sad, ifoert Dan Turell (som jeg er igang med at laese for 3. gang) og noed det varme vand, solen - og livet.

Orv for oevrigt, den dag da jeg var ude at hike i regnen, med Du, I ved, da var der en bette pige i en stur stationcar, som valgte at koere i groeften, paa den campingplads hvor jeg boede, saa der maatte jeg jo lige traekke i Kansas`en og traede til som Kedde Kranbil - vaks...

Ellers ikke mere her fra i denne omgang. Jeg har faaet en del beskeder og mails (og 1.000 tak for dem, hvis I vidste hvor dejligt det er) ang min sidste beretning. Jeg vil paa den baggrund lige understrege, at jeg har det fint. Jeg savner Fie og foeler mig lidt alene, bevars, men jeg er ved godt mod og har det fint, saa ingen grund til bekymringer paa den front...

Moejn moejn fra Onkel Kedde, som efterhaanden glaeder sig RIGTIG meget til at komme ud til min lile familie i Shanghai...

Kaere alle sammen.

Saa er jeg paa vejen igen.
Drog afsted fra Auckland mandag eftermiddag, med kurs nordover.

Tingene startede (naturligvis!) ikke helt som planlagt, idet den bil jeg havde booket pludselig var "not availabla"! Lort i lommen mand. Nu var det saa smart med den der stationcare, for den kunne jeg jo sove i, og sa ville jeg vaere fri for at skulle bakse med (og iritere mig halvt ihjel over!) at slaa telt op hvar aften, for saa blodt at pille det ned igen den efterfoelgende morgen (virker jo ogsaa paa en maade meget urationelt, op - ned - op - ned - op - ned...!)... Men... Tingene flaskede sig heldigvis alligevel (hvilket ting jo ofte goer - de ordner sig, og man kan ofte spare sig selv en masse aergelser paa den konto), for "damen" tilboed mig i stedet en bil magen til den Fie og jeg koerte rundt i paa sydoeen - lidt dyrere end min stationcar, naturligvis, men stadig til en ok pris.

Efter at have koert to timer nord paa, kom jeg til en mellemstor provinsby, hvor det var meningen, at jeg ville koebe udstyr til bilen. Jeg havde store planer - bord + stol, madrads, koeletaske, gasblus, potte + pande, og saadan. Det viste sig bare, at det er urimeligt dyrt at starte op som fuldtids campist i NZ, saa jeg maatte noejes med det allermest basale (og noedvendige): et gasblus (kogt spaghetti smager nu en gang bedre!), en potte + pande, 2 tallerkner (som jeg foroevrigt endnu ikke har taget i brug - spaghetti med ketchup egner sig fortrineligt til at blive spist direkte fra gryden), et krus, samt, det aller vigtigste - en hovedpude.
Koelertasken kostede spidsen af en jetjager, saa indtil jeg falder over en i en helt anden priskladse maa jeg leve af madvarer som ikke noedvendigvis skal ligge paa koel (igen, spaghetti med ketchup - hvilket har holdt mangt en studerende i live i baade halve og hele aar, saa den klarer jeg jo nok ogsaa!)
Madradsen, en ganske genem skumgummimadrads, kostede resten af jetjageren, saa den sparrede jeg ogsaa vaek og tager mig istedet til takke med bilens udmaerkede gulv - eller, det vil sige gjorde, for tidligere i dag gik der en lille opfinder op i mig, og nu er det problem loest, men det vender jeg lige tilbage til.
Parantesisk: Jeg ligger lige nu bag i bilen, med bagklappen aaben, og skriver kladden til denne beretning. Det er tudsmoerke udenfor, og fuglene afleverer dagens sidste strofer skoensang - OG, kaninerne myldrer frem. Jeg ved ikke om kaniner ser meget daarligt, eller om jeg bare ligger utroligt stille. I hvert fald har de, flere gange, vaeret helt henne ved bilen - ret taet paa. De stiller sig saa op paa bagbenene og kigger forundret op paa min olielampe (ogsaa en af dagens "opfindelser, men det vender jeg som sagt tilbage til senere...) (Whaaaa, whats up dock??!!!) Det er SAA hyggeligt. Du ville have skreget af fryd og klappet i dine smaa hender, Fie c",)
Naa, men for lige at afslutte mine indkoeb, eller rettere, mangel paa samme, saa var prisen paa et campingbord + en stol (hvilket kan erhverves i et hvert dansk velassorteret byggemarked med respekt ofr sig selv (og kunderne) til en yderst fornuftig pris) tillige helt ublu, saa med mindre jeg en dag faar krejlet mig til et saet af aeldre dato, undvaerer jeg gerne...

Jeg ankom til mit bestemmelsessted, en naturcampingplads lige ned til Stillehavet, hend under aften, og eftersom det er en kende trist at spille yatzy (tak for gennemgangen af yatzyspillets historie for oevrigt, Lasse, men kan aldrig vide om man skulle faa brug for den slags viden i et godt spil TP!) med sig selv, gik jeg i krig med en ny bog (The Show Must Go Onn, en biografi over Freddie Mercury, som jeg foroevrigt slugte paa 3 aftener) og gik forholdsvis tidlig i seng.
Naeste morgen vaagnede jeg da solen saa smaadt var ved at taenke paa at bryde horisonten, og gik mig en lang tur paa stranden. Det var sgu en lidt sjov oplevelse, stranden, vandet, stenene, klipperne, skallerne, fuglene - og saa morgensolen og mig, helt alene, men, for nu at bruge et ord jeg foerst rigtig har laert at kende efter jeg har oplevet dette fantastiske land, utroligt smukt...

De foelgende par dage har jeg tilbragt med sightseeng i diverse smaa hyggelige byer jeg er koert igennem, megelig afslapning i diverse smaa utroligt smukke (der var den igen!) bounty bugter med kridhvidt sand og azur blaadt vand, som snor sig hele vejen op langs nord/oest kysten, samt et besoeg i en glow worm hule (Glow worms er nogle smaa, 5 - 30mm lange, larver, som lever i fugtige huler i Australien og NZ, og som, for at tiltraekke deres bytte, som de fanger i nogle edderkoppe spinds lignende net, lyser med et svagt groenligt lys. Et meget fascinerende syn - meget lig at kigge paa Maelkevejen en stjerneklar nat.

I dag har jeg bla. vaeret ude paa den aller nordligste spids her paa nord oeen, der hvor boelgerne fra Stillehavet og det Tasmanske Hav moedes og slaar mod hinanden, ligesom Skagerrak`s og Kattegat`s boelger goer det ved Skagen`s Gren.

Jeg foeler mig stadig noget alene - ikke ensom, men alene.
I gaar, da jeg stod bag i bilen og var ved at koge spaghetti, paa den campingplads jeg overnattede paa, kom der et engelsk par i en van magen til den Fie og jeg havde i Australien. Og ruzk - zuck, foer der var gaaet 5 minutter, havde de stillet an med et lille bord, 2 stole, en flaske vin og en oel, praecis som Fie og jeg havde for vane. Jeg, halv skizofrren som jeg jo er, kiggede ind i min bil, ind paa Fie, og sagde "se hvor de hygger sig, helt lige som vi gjorde"...
Et par andre gange har jeg, hvis bilens cd`er har soillet noget af den musik som jeg ved Fie holder af, kigget over paa hende - der hvor hun "plejede at sidde", smilet til hende, og saa har "vi" skraalet med af fuld hals...
Saa selv ov vores rejse sammen er slut, for denne omgang, og du nu igen sidder hjemme paa din pind og bakser med facetter, lodder og polerer, saa er du her altsaa stadig vaek lille skat - i hvert fald i mit lille hoved...

Bilen jeg koerer i er indrettet lidt som en af de minnibusser, der utallige gange har fragtet gutterne og jeg rundt paa vores notoriske togter, sydjylland rundt, til halbal i Kloster, paa Panorama i Ribe, eller til Lalla - Balla - Kolk og dele et par flasker i selskab med Willy - 2 forsaeder, 2 saeder "i midten" og saa 2 saeder, med plads til 3 personer, bagerst.
De to bagrste saeder kan vippes op mod sideruderne saa der er plads til at sove paa gulvet - med benene mellem de 2 Saeder "i midten". Lidt upraktisk, og lident komfortabelt, men det er vilkaarene - eller det sagde "damen: i hvert fald at det var.
Naar men har vaeret paa farten nogle dage, og laert bilen at kende, saa begynder man lige saa stille at faa sig indrettet, nam bliver "dus med dyret', om jeg saa maa sige, og finder ud af hvordan man faar sig indrettet mest praktisk. Saadan var det med vores koeretoejer baade i AU og paa sydoeen, og saadan er det ogsaa nu - jeg skulle have mig indrettet... Og mens jeg saa flyttede rundt paa rygsaek, toilettaske og snavsetoej, saa opdagede jeg, at de 2 saeder "i midten", de kunne vendes 180 grader, saa man sidder med ryggen mod koerselsretningen (ned mindre altsaa at bilen bakker, men lad os nu antage, at den koerer i en almindelig fremadgaaende retning!) og de 2 bagerste saeder, de kunne ligges ned - og vupti, saa havde jeg en seng. Der er dog et ca. 40cm mellemrum mellem saederne "i midten" og de bagerste saeder, og jeg bliver doedt til at slaa knuder paa min olympiske krop for ikke at komme til at ligge paa spenderne til sikkerhedsselerne, men for mig, da er det en seng - og i alle tilfaelde meget bedre end at ligge paa gulvet...
Saa er der olielampen, som jeg i dag har erhvervet mig fra den lokale Bugge (koebmand). Til den har jeg faaet konstrueret et Storm P`sk snordophaeng, og ved hjaelp af dette, samt en boejle fra Fies toilettaske, som jeg overtog da hun rejste hjem (den er roed, og lidt fimset, men jeg tror at vi klaeder hinanden!) fik jeg haengt lampen op.
Saaledes sidder jeg nu, kl 22.28 (praecis) i min nye seng, med benene dinglende ud af bagenden af bilen, og en lunken oel (har jo ingen koeletaske, husker I nok!) i ved min side, og skriver dette i olielampens skaer. Livet er sguda herligt - tak for det...

Jeg taenker rigtig meget paa jer alle sammen - haader I alle har det godt. Savner snart nyt, (bla) ang. de af jer der har faaet smaaboern ("Snakkede" med Silje over Skype forleden - for daelen hvor er hun blevet stor og dejlig - nej hvor jeg glaeder mig til at komme til Shanghai og vaere hygge onkel i nogle uger).

Pas rigtig godt paa jer selv og hinanden.

Kram, knus og kys fra

Onkel Kedde.

Ps: Mit Skype nr virker igen, saa nu er der ingen undskyldning for ikke lige at ringe og sige hej, og saa endda til alm. dansk takst. Mit nr. er: 65 74 09 15...