Ni hao allesammen!
Her kommer den længede ventede fortælling som jeg skylder. Nu er jeg jo ikke verdens bedste til at fatte mig i korthed :) Så jeg behøver ret lang tid til at få skrevet og tiden flyver simpelthen afsted hernede. Inden man får set sig om er dagen ovre. Men nu kan jeg vist ikke strække den ret meget længere og idag søndag, har jeg heldigvis masser af tid. Der er jo igen så meget at fortælle om. But here it goes...
Mandag d.1.marts var jo dagen, hvor vi endelig skulle ud i vores lejligheder. Det var simpelthen en befrielse at komme ud af hotelværelset, men samtidig var vi rigtig spændte på at se, hvad der ventede os. Med så lang tid på hotel, havde vi jo nok vænnet os til luksuslivet:) Vi havde ingen anelse om hvad standarden ville være i de lejligheder vi skulle ud i. Og med de lejlighedskomplekser, som vi efterhånden har set rigtig mange af udefra, håbede vi bare på det bedste og forventede det værste.
Men dagen startede med, at kontaktpersonerne fra de forskellige institutioner mødtes med os på hotellet og lige pludselig vrimlede det jo ind med små kinøjserkvinder. Det var et stort virvar, for nu skulle de jo til at finde ud af, hvem der skulle 'have' hvem med. Så småt fandt folk frem til hvem deres kontaktperson var, og Trine og jeg så vores navne på et stykke papir og kunne regne ud, at vi skulle i samme institution. Vores kontaktperson var en ældre nydelig klædt dame, som holdt sig lidt i baggrunden. Hun opsøgte os ikke, som nogle af de andre kontaktpersoner gjorde ved deres studerende. Men efter et stykke tid blev vi enige om, at så måtte vi da bare gå over og hilse på. Og det gjorde vi så. Det viste sig, at hun ikke kunne et ord engelsk, så det var nok grunden til, at hun havde holdt sig lidt på afstand fra os:) Vi frygtede, at ingen på vores praktiksted kunne engelsk og at det var derfor, at vi skulle det to derud. Vi havde indstillet os på, at vi skulle i gang med at lære en frygtelig masse kinesisk! Og det ville slet ikke blive nemt... Efter et lille informationsmøde, som mest foregik på kinesisk, fulgte vi med vores kontaktperson ud i deres privatbil og så gik turen ellers ud til vores lejlighed. Jeg kørte alene med vores kontaktperson, og det var sgu godt nok en mærkelig fornemmelse man sad med. Jeg kørte med en total fremmed og kunne ikke kommunikere med hende om noget som helst. Så jeg gav hende bare det bredeste smil, når jeg fik øjenkontakt med hende i bakspejlet og lod som om, jeg var helt tryg ved situationen:) Jeg syntes, vi kørte i evigheder og havde ingen anelse om, hvor vi var på vej hen. Og jeg anede ikk, hvor Trine befandt sig. Men efter at have kørt en halv times tid (hun kørte utrolig forsigtigt!), drejede vi ind mod en række bygninger, som så helt nye ud. Og heldigvis viste det sig også, at det var der vi skulle bo. Så slappede jeg lidt mere af :) Og det tegnede jo meget godt, trods alt... Og da jeg steg ud af bilen, blev jeg mødt af en ung kvinde, Micky, som kunne engelsk. Halleluja! Hun var lærer på den institution, jeg skulle i praktik. Sammen tog vi elevatoren, som ikke lignede noget, der kunne transportere os op på 23.etage, hvor vi skulle bo. Da jeg så elevatoren, tænkte jeg, at det måske bare var udadtil, at det hele så fint ud og at lejligheden ville være det værste lort. Men jeg blev heldigvis klogere! Da jeg blev vist rundt i lejligheden, gik jeg med et stort smil på. Lejligheden er helt ny og al inventar er nyt. Den er virkelig lækkert i forhold til den kinesiske standard. Vi har hvert vores store værelse med dobbeltseng og stort tøjskab. Og det skal jo gerne fyldes:) Så har vi fint badeværelse, hvor der for det meste er varmt vand, orange køkken med utrolig lave køkkenborde, "stue" med spisebord og fladskærms-tv og vaskerum/tørrerum med vaskemaskine. Så vi klager absolut ikke. Og efter at have set nogle af de andre lejligheder, så skal vi vist være ganske godt tilfredse...
Trine dukkede endelig op og vi fik valgt hver vores værelse og så gik turen ellers videre ud til vores praktiksted. Inden vi forlod lejligheden, spurgte de om der var noget vi manglede, for så ville de lige sørge for det var der, når vi kom tilbage. Fornemt. Det var helt overvældende så godt de tog imod en. Men vi kørte hen til børnehaven, hvor vi blev vist rundt af to andre lærere, som heldigvis også kunne engelsk. Noget af det første vi fik, da vi kom hen til børnehaven, var en nøgle hver til vores eget restroom, hvor vi kan slappe af i vores pause og forberede os, når vi skal i gang med at undervise. Så vi har hver vores bløde sofa, som er blødere end vores senge, skrivebord og fri internet. Men føler sig jo helt kongelig. Børnehaven var kæmpestor og bestod af mange forskellige farverige bygninger. Det virkede helt uoverskueligt, men førstehåndsindtrykket var virkelig godt og de har rigtig gode faciliteter. Dagen blev sluttet af med en fælles middag sammen med tre af de andre danske studerende og deres kontaktpersoner og skal ellers lige love for, vi fik smagt på noget af det kinesiske mad. Vi var ca.15 personer, som blev placeret om et stort rundt bord, som var fyldt op med mad. Pladen, som maden stod på, kunne dreje rundt, så hvis man skulle have noget af det, som stod langt væk fra en, drejede man bare på pladen (lidt ligesom lykkehjulet) og så kom det over til en:) Vi fik smagt på en masse forskelligt og heldigvis havde vi Micky til at fortælle os, hvad det var. For det er nu meget rart at vide, hvad det er man putter i munden! Men det endte faktisk med, at vi blev mætte. Hvis første gang vi er blevet det med kinesiske mad:) Jeg gik i seng den aften med en rigtig god fornemmelse for de næste 4 mdr.

Nu har jeg efterhånden været i gang i små tre uger og jeg nyder det! For helt overordnet at fortælle om institutionen, så hedder den Xincheng Sunny Kindergarden og ligger heldigvis kun 20 minutters gang fra vores lejlighed. De første dage var den lidt svær at overskue, da den er kæmpestor og består af flere bygninger på flere etager. Det har også vist sig, at der 10 topclasses (7-8-årige), 10 middleclasses (6-7-årige) og 8 bottomclasses (5-6-årige) og med 30 børn i hver klasse, så render det jo hurtigt op:) Børnene er fordelt i klasserne efter alder og når de er færdige med topclass, starter de i primary school et anden sted. I hver klasse er der to lærere tilknyttet og en 'aunt', en slags praktisk medhjælper, som typisk også er rigtig god til at skælde ud:) Den ene af lærerne er engelsklærer og den anden har så nogen andre fag, f.x. kinesisk, matematik. Så der er heldigvis altid en som kan lidt engelsk, nogle dog i meget begrænset omfang! De første tre uger af min praktik, har jeg hver dag været i en ny klasse, henholdsvis de 10 topclasses og i to middleclasses, hvor jeg har haft mulighed for at se hvordan deres dag forløber og hvordan det hele foregår. Og efter de tre uger, skal jeg så vælge hvilken klasse jeg gerne vil være i resten af praktikken.
I nogle klasser er der mange af børnene, som kommer langvejs fra, hvilket betyder, at de er på skolen hele ugen og kun er sammen med deres forældre i weekenden. Og de er altså ikke mere end de der 6-7 år. Det er en meget populær skole og forældrene betaler 15000 RMB (12000kr) om året, for at børnene er der hele ugen. Og det er altså rigtig mange penge her i Kina! Men det er vigtigt for forældrene, at deres barn får en god uddannelse og det er med at starte tidligt. Mange får jo kun et barn, da det er bestemt fra regeringens side pga. det høje befolkningstal i landet.
En typisk dag for børnene foregår på den måde, at de får en lille morgensnack (kiks og varm mælk) lidt i 9 og kl.9 starter undervisningen. Godt nok kalder institutionen sig børnehave, men det minder mest af alt om en skole og minder slet ikke om noget af det, vi forbinder med en børnehave. Hver klasse har deres eget skema, forskelligt fra uge til uge og det følger de til punkt og prikke. De arbejder med forskellige emner og i den første uge, arbejdede de med former og lærte om trekanter, rektangler osv. Når børnene møder ind, finder de hver deres lille stol og sætter sig i en halvcirkel, hvor de har deres faste pladser. Og så kan undervisningen ellers gå i gang. Der kommer hurtigt ro på, når man tænker på at der sidder 30 unger i sådan et forholdsvis lille rum. Læreren spiller bare et par toner på klaveret, som står i hvert klasselokale eller klapper i hænderne, så ved børnene, at der skal være ro. Imponerende. Spændt på at se, om det også virker, når jeg skal i gang med at undervise:) Hver undervisningsgang varer en halv time, og det er forskelligt, hvordan undervisningen foregår. Men alle klasser arbejder ud fra samme emne og får idéer fra hinanden ved at være inde i de forskellige klasser og på den måde inspirere hinanden. Men overordnet set foregår deres undervisning med rigtig mange gentagelser, i hvert fald når de skal lære engelsk. De kan godt sige det samme ord 20 gange i træk! Børnene skal række hånden op, hvis de vil sige noget og rejse sig, hvis de bliver taget. Men jeg er faktisk blevet positivt overrasket over, hvor kreative de er, også set i undervisningssammenhæng. De formår at inddrage en del lege og sange, som omhandler det emne de arbejder med. Og børnene kan virkelig mange ting. Men som forventet har vi ikke oplevet den frie leg endnu. Når de har legetid, bestemmer de voksne hvor i lokalet børnene skal lege. Og når de f.eks. skal tegne, skal de også altid tegne efter et eller anden eller også har de fået af vide, hvad de skal tegne. Og hvis læreren ikke synes, de har gjort det godt nok, så bliver der ellers skældt ud eller de får et nyt stykke papir stukket i hånden og så kan de starte forfra. Der er virkelig nogle skrappe madammer imellem, men heldigvis også rigtig mange, som ikke kommer op i det høje felt så ofte. Men lærerne har deres helt klare favoritter. De kommer tit hen til os med et barn i hånden og fortæller så, at han eller hun er meget sød, klog eller flot. Men det gælder også omvendt, de kan pege på et barn og sige, at han eller hun er meget tyk eller uartig. Men de vil rigtig gerne vise, hvad børnene kan og jeg har nærmest set et lille show med to piger som sang og dansede til "I'm a big big girl" :)
De har undervisning indtil kl.11, hvor de skal spise middagsmad og det samme skal vi. Vi spiser ikke sammen med børnene, men går over i 'kantinen', hvor vi spiser sammen med de andre ansatte. Vi får ris hver dag, er allerede møgtræt af det, men det er bare med at spise det, der bliver serveret. Der er for det meste altid noget vi kan lide, men her er det også bare med at prøve sig frem. Og hvis det har været helt galt, så må vi hjem i skabet og finde nogle nudler:) Efter maden skal børnene sove til middag og mens de gør det, har vi pause, hvor vi så kan bruge vores rest-room eller gå hjem i lejligheden. Vi har pause indtil kl.14.30, hvor børnene står op igen. Der skulle de også gerne være udhvilet! Det går hurtigt med at komme ud af sengen, de tager selv tøj og sko på og så er det tid til eftermiddagsmad, som typisk består af et stykke frugt og en skål mad, for det meste ris. De finder igen deres små stole frem og sætter sig ud til de små borde, hvor de sidder en 5-6 stykker. Og det skal bare gå stærkt med at få det mad ned. De skal jo videre i programmet:) De skal i hvert fald nok få at vide, hvis det ikk går hurtigt nok og så skal de nok få fart på. Ca. kl.15 starter de med undervisningen igen, som dog for det meste er lidt mere afslappet. De er tit udenfor, hvor de leger nogle forskellige lege, som læreren selvfølgelig bestemmer. Kl.16 er den officielle skoledag slut og nogle af børnene bliver hentet, men de fleste af dem har ekstra classes fra 16-17, som forældrene har valgt til deres små poder. Det kan f.x. være dans, rulleskøjter, engelsk osv. Jeg har fri hver dag kl.16, så jeg har endnu ikke oplevet de ekstra classes. Så sammenlagt er jeg i institutionen 3,5 timer hver dag, så det har været lige til at holde til. Men nu har jeg fået valgt hvilken klasse, jeg skal være i resten af tiden og nu håber jeg på, at jeg kan komme lidt på banen. For indtil videre har vi jo bare siddet på en stol og observeret og enkelte gange har vi fået lov til at komme op og lege med børnene. Men er sikker på, jeg har fået valgt mig en rigtig god klasse og glæder mig til de næste mange uger, hvor jeg skal lære børnene at kende og de skal lære mig at kende.

Puha, det er godt nok ikke nemt at få det hele med, men håber I har fået en lille forståelse for det:) Det må vist være nok for denne gang... Og så vender jeg frygtelig tilbage en af dagene, så I kan læse lidt om, hvad vi får tiden til at gå med, når vi ikke er i praktik...
Kan ellers fortælle, at vi i fredags havde ikke mindre end 25 grader, så vi formåede at få lidt sol på kroppen. Det er med at nyde solen, når den er her. For man må sige, at vejret herovre varierer rigtig meget! På onsdag kommer vi helt ned på 2 grader, så der stikker I vist os. I den kommende uge får vi besøg af to af vores lærere fra seminariet. De skal ud at besøge os i praktikken. Det bliver hyggeligt med besøg hjemmefra og vi har sørget for, at de har rosiner, rugbrød og pålægschokolade med i kufferten til os:) Vi har fundet mælk, så nu mangler vi bare leverpostej'en:)

Håber I alle har det godt, jeg sender jer tit en tanke derhjemme!

Záijián!       


        
...

Nihao!

Halløj igen derhjemme...

Ni hao derhjemme i DK..

Ja jeg ved det godt.. Det har stået lidt sløvt til herinde på det sidste:) Det er jeg ked af. Anne vil give mig ret i, at jeg de sidste mange dage vi havde i Costa Rica, lovede mig selv, at idag skulle jeg altså få opdateret siden, men det var som om, der altid liiiige kom noget i vejen. Og ja, nu er det ligesom lidt for sent, for jeg befinder mig i skrivende stund i lufthavnen i Caracas.

Det er dog blevet til lidt billeder fra Costa Rica, men jeg har mange flere, men til tider tager det ufatteligt lang tid at få dem lagt ind og det har jeg ikke altid lige tålmodigheden til. Men der skal jo også være noget at vise og fortælle når jeg kommer hjem ikk?:)

Men eventyret er ved at være slut for mit vedkommende. Jeg tog afsked med Anne igår i San Jose lufthavn. Derefter fløj jeg tilbage til Caracas, hvor jeg skulle tilbringe de næste 24 timer. Jeg fandt mig et ganske fint hotel i nærheden af lufthavnen og fik set en masse serier og film for at få tiden til at gå. Længe leve O.C!;) Jeg kunne sove lige så længe jeg ville, så ved middagstid tog jeg en taxi ud til lufthavnen og jeg har nu tjekket min bagage ind for allersidste gang og har brugt alle mine penge:) Et godt tegn på at det er tid til at vende snuden hjemad igen.

Jeg lover, at jeg nok skal skrive om alle de fantastiske oplevelser jeg havde i Costa Rica og sætte alle mine billeder ind. Det bliver min opgave når jeg kommer hjem.

Jeg smutter igen... Glæder mig til at se jer allesammen igen hjemme i Danmark!! Og ihh, hvor jeg glæder mig til en masse god mad! De sidste par dage har jeg levet på kiks og flymad.

Kæmpe kram fra Sanne 

PURA VIDA... Direkte oversat betyder det "Ren liv". Det bliver vi mindet om hver dag hernede ved bare at se os omkring. Folk går rundt med farverige t-shirts hvor det står skrevet, vi ser det i busserne og på gaden og vi hører det ofte, hvor vi nu end befinder os. Her den anden dag tog jeg mig selv i at spørge Anne "Skal vi tage ud til vandfaldet inden vi tager ud til vulkanen?" Bagefter kunne jeg godt høre det var et lidt usædvanligt spørgsmål, men man har efterhånden vænnet sig til, at hver dag bringer en nogle nye og anderledes oplevelser. Ikke en dag minder om hinanden hernede og der er sket rigtig meget på de 3 uger, vi nu allerede har været her og det skal I da lige høre lidt om:)

Dyreliv er der jo masser af hernede, så vi har været på diverse ture og ihærdigt forsøgt at spotte alle dyrene, men det er ikke altid lige nemt skal det siges, men vi er blevet bedre;) Vi har bl.a været på en lille tur i båd og inden vi overhovedet stiger ombord på den lille turistbåd, ser vi aber slænge sig oppe i træerne og leguaner, som render frit rundt over det hele. Anne og mig startede hårdt ud på båden med at spotte alt hvad der var at spotte. I starten blev det til diverse mærkelige og anderledes fugle og vi snakkede om, at vi ville se krokodiller og papegøjer, og lige i det samme ser vi en krokodille i mudderet og senere spottede Annes to store røde papegøjer. Man kan hvad man vil;) Det endte med, at vi fik set en masse krokodiller og var kun ca. 30 cm fra en af dem. Heldigvis var den ikke så vild, så bare rolig, der skete ikke noget som helst.  

"Det er livet det her", den tanke når man at tænke mange gange når man er ude som backpacker og en af de dage den tanke strøg en, var da vi tilbragte en hel dag i de såkaldte "Hot Springs". Vi tog bussen derud og igen kunne vi nyde godt af, at vi ikke rejser i højsæsonen. Der var 9 pools, nogen med varmere vand end andre, og vi havde dem mere eller mindre helt for os selv. Det varmeste vand tiltrak os med det samme, så der befandt vi os det meste af tiden, men når det blev for varmt, hoppede vi bare lige over i poolen ved siden af og blev kølet lidt ned. Vi var omgivet af træer og blomster og der var totalt stille, ren idyl. Da vores hud nærmest var helt opløst, mente vi det var et godt tegn på, at vi måtte bevæge os hjemad igen, selvom det ikke var helt nemt.

Når man har opholdt sig at par dage i samme by, så er det sommetider næsten helt trist at skulle derfra igen, fordi man føler sig så godt tilpas, og sådan havde vi det lidt, da vi forlod Liberia. På ganske få dage når man at møde så mange forskellige og spændende mennesker, som hver især påvirker en på den ene eller anden måde. Men det er jo en del af backpackerlivet, man har ikke meget mere end 3-4 dage det samme sted, så drager man videre til et nyt sted som har noget helt andet at byde på og giver en nogen helt nye indtryk. Hele tiden skal du have øjene op for nye ting og det er fedt!

En ting jeg har fundet ud af hernede, eller måske nærmere fået bekræftet, er at jeg hader at stå tidligt op! Idag stod vi f.eks op kl.3.30, for at vi kunne få det hele til at passe med transporten. Mange af aktiviterne starter også meget tidligt på dagen pga. regnen, som med garanti kommer efter middag og fortsætter et par timer. Vi har dog været heldige at have nogle dage uden regn, men har til gengæld også haft dage, hvor det har stået ned det meste af dagen, men det er jo også vinter hernede:) Vi har haft et par gange hvor vi har  været fuldstændig gennemblødte og jeg har været nødsaget til at tage mit regnslag i brug, selvom jeg godt nok havde som mål, at det ikke skulle bruges. Vi havde bl.a en dag, hvor vi nåede at være gennemblødte TO gange, og det var alt tøjet der var vådt, for når det regner hernede, så REGNER det! I byen Santa Elena, som vi tilbragte et par dage i måtte vi finde de lange bukser frem, da vi var kommet højt op i bjergene og dermed nærmere skyerne. Her legede vi turister i en nationalpark i nærheden af byen, hvor vi var så heldige at se en Quetzal, som er deres farverige nationalfugl. Det var godt nok ikke os der spottede den denne her gang, men vores flinke og altvidende guide;) Da vi skulle ud på egen hånd i parken blev det ikke til så mange dyr, men vi nød bare de flotte landskaber. Stedet blev kaldt "Cloudforrest" (=skyskov), da skyerne nærmest befandt sig mellem træerne. Usædvanligt syn! Vi krydsede fingre for at vi nåede "i mål" inden regnen startede, men nej, så heldige var vi ikke. Og heldige var vi heller ikke om aftenen, da vi var på en Nightwalk i regnskoven. Det stod ned i stænger lige fra vi kom og til turen var slut, så det blev desværre "kun" til en tarantel og et dovendyr, da alle dyrene var krøbet i ly for regnen. Men vi kan jo heller ikke være lige heldige hver gang.

Vi har også været ude at prøve kræfter med adventure, nærmere bestemt CANOPY, som kort fortalt går ud på at svæve højt hævet over disse cloudforrests med fuld fart. Og nøøøj, hvor var det fedt! Vi blev monteret med sele, hjelm og handsker og så var vi ellers klar til fart og lidt adrenalinkick. Turen bestod af 15 liner, nogen længere og højere oppe end andre. Som altid inden man skal ud i sådan noget og står og gør sig klar og prøver at vænne sig til tanken, så kriller det lidt i maven og nervøsiteten steg, da man stod og blev spændt fast til den første line med udsyn over hundredevis af træer. Det hele gik så stærkt og 2 sek efter svævede man hen over dem med 45 km/t. Da de første par liner var overstået, blev man nærmest helt høj af det og kunne ikke vente til man skulle videre til den næste. Midt i det hele havde vi også mulighed for at lege ægte Tarzan og svinge rundt, godt nok ikke i en lian, men det legede vi bare;)         

Vi har oplevet så mange ting at det er umuligt at skrive om dem allesammen, så det bliver bare lige de ting jeg nu lige synes I skal vide. Alt det andet må I høre om når jeg kommer hjem. Her den anden dag besøgte vi den aktive vulkan Arenal med håb om at se en masse lava. Eller det havde jeg i hvert fald forestillet, ligesom man ser på postkort og i film:) Vi tog afsted om eftermiddagen og gik en lille tur hvor vi bl.a så tukaner og da mørket begyndte at melde sig, kørte vi nærmere vulkanen og samlede en masse god energi, som vores guide anbefaldede os til;) Og det fik vi åbenbart gjort, for vi så lava på vulkanen. Det kom ganske kort et par gange, men billeder af lava får I ikke at se, for det var umuligt at fange, så I må nøjes med et postkort hvis det er:) Men det var fedt at stå der i mørket og se op på det orange lava.

Det var lidt om de ting, vi har hygget os med de sidste mange dage. Nu skal vi op og have købt busbilletter, forude venter endnu en bustur på 6 timer. Deres offentlige transport hernede er ikke ligefrem helt optimal. En dag tog det os f.eks 3 1/2 time at køre 35 km!! Men det har vi efterhånden også vænnet sig til-bare vi kommer frem plejer vi at sige. Og som Anne siger; "Det kan ikke gå andet end galt" Men jeg ved hvad hun mener;) 

Jeg håber at I alle har det supergodt derhjemme og endnu engang TAK for alle de forskellige hilsner i gæstebogen-de varmer mere end I aner! Vi ses omkring d.29.juni... PURA VIDA!

Den største hilsen fra SANNE     

Halløj halløj... Tiden flyver afsted hernede, det har den nu gjort hele tiden, men jeg synes det var ved at være tid til at I hørte lidt fra mig igen. For der er jo faktisk sket en hel del, som jeg synes I skal høre lidt om og måske blive en anelse misundelige, for det her, det er sgu virkelig livet, når det er bedst!

Costa Rica er stedet hvor mit eventyr fortsætter og heldigvis for det:) Jeg ankom til San Jose d.10.maj om aftenen og det hele var forløbet uden problemer. Ingen grund til bekymringer. Det var kun en flyvetur på 3 timer, så det var lige til at klare, især med god mad, gratis drikkevarer og en god amerikansk serie på skærmen. Det var lidt mærkeligt at tænke på, at man nu skulle til at opleve et helt nyt land. Jeg vidste ikke så meget om det på forhånd, så jeg så virkelig frem til at komme derop og se hvor jeg skulle tilbringe de næste 7 uger. Jeg glædede mig også til at se Anne igen og komme ud at opleve det ægte backpackerliv med alt hvad det indebærer. Og nu står jeg midt i det hele og jeg ELSKER det! 

Anne ankom et par timer senere til lufthavnen og vi fandt hinanden uden problemer. Det var skønt at se hende igen. Vi tog direkte til vores hostel lidt uden for San Jose og selvom det havde været en lang dag for os begge, så gik der mange timer før vi krøb i soveposen. Der var jo så meget at snakke om;) Og Anne havde diverse gode sager med til mig i tasken, som min kære moder havde sendt med hende. Uhh hvor har jeg savnet lakrids, så posen med Piratos faldt virkelig i god jord, sammen med alt det andet lakrids og sladderbladene. Og jeg har fået mig et nyt kamera, så nu kommer der billeder på siden igen. Glad for at jeg nu har mulighed for at vise jer billeder igen, så I kan se hvilke fantastiske omgivelser jeg befinder mig i.

Vi sov lige så længe som vi nu kunne i varmen, det er absolut ikke blevet køligere! Jeg skal lige vænne mig til varmen igen efter den sidste måned i Merida, hvor der ikke var varmt på samme måde. Men bare rolig, jeg brokker mig ikke over vejret, men det gør jeg måske nok når jeg kommer hjem til DK;) Men fredag blev brugt på at tjekke San Jose, landets hovedstad, ud og ligge lidt planer for de næste par dage. Vi havde ikke planlagt noget som helst hjemmefra, så vi skulle lige blive enige om, hvad vi ville starte ud med, og vi besluttede os for strandene:) Så efter to overnatninger på et lækkert hostel med søde unger, som rendte rundt og imødekommende og venlige mennesker, tog vi turen ud mod kysten. Vi tog os et par stop undervejs, for det var en længere tur. Nu skal man selv til at finde ud af transporten og det er ikke altid helt nemt, især ikke hernede, men heldigvis har vi Lonely Planet bogen med os, som jo nærmest er vores bibel. På vores vej til Nicoya, som var den første by vi overnattede i var vi både med bus og også en lille hyggelig tur med en færge og så med bus igen. Vi brugte mere eller mindre en hel dag på transport, men jeg havde jo både Billedbladet, Her & Nu og Kig Ind, så jeg klarede mig:) Vi ankom til byen, da det var mørkt og havde allermest lyst til en seng, så vi fandt et usselt hostel, dog med en god seng og fik en god nats søvn før vi drog videre tidligt næste dag til Santa Cruz. Her hyggede vi os virkelig. Byen var ikke særlig stor, men det passede os meget fint. Vi tog en lille tur ud til noget kaldet Guaitil, som er en by kendt for fremstilling af krukker og andre lerting. Vi så hvordan de fremstillede dem og det var ret fascinerende og jeg fik købt lidt mere til at komme i rygsækken;)

Mandag ankom vi til Brasilito (=lille Brasilien) og de lækre strande. Vi følte os så godt tilpas i byen, at vi faktisk endte med at være der fra mandag til fredag. Dejligt bare at kunne gøre det. Vi boede nærmest på luksushostel i forhold til de forrige. Vi havde eget bad, eget køleskab på værelset, fjernsyn og der blev gjort rent hver dag. Det kunne vi lide. Dagene blev brugt på stranden. Der var en masse i nærheden af byen og selvom de lå så tæt på hinanden, så var de virkelig forskellige. Vi fandt selvfølgelig dem med det mest turkisblå vand:) På denne tid af året er det vinter hernede, det kalder de det i hvert fald, og derfor er der ikke rigtig nogen mennesker på strandene, så en af dagene oplevede vi faktisk at have en hel strand for os selv. Skønt! Med dagene i Brasilito startede vi stille og roligt ud med en masse sol og flotte solnedgange og en god gang hygge. Vi mødte en masse søde mennesker, som giver os gode råd til steder vi skal tage hen og det her land har jo alt! Vi har en masse gode ting i vente...

Igår, fredag, ankom vi til Liberia, som er en større by med masser af muligheder for at arrange diverse ture, så idag har vi været på en lille trekke tur, hvor vi nåede at gå 20 km. Vi tog afsted tidligt i morges sammen med 9 andre. Turen gik til en nationalpark, hvor vi havde mulighed for at tage forskellige ruter. Vi startede ud med at tage til et vandfald, for dem bliver man jo aldrig trætte af. Det var en vildt flot tur dertil, fordi terrænet var så variende hele tiden og vi kunne høre alle dyrene som vi vidste var omkring os. Vi var så heldige at se aber, i to omgange endda. Vi tog os en lille svømmetur og legede lidt og gik hurtigt tilbage igen, for at tage en ny rute. Dyrene var overalt og vi så en masse forskellige, kæmpe blå sommerfugle, gribbe og en masse andre. Det var virkelig en god tur og dejligt at komme ud at være lidt aktiv igen efter alle de dage på stranden.

Internetcafeen lukker om lidt, så det blev en lidt brat slutning. Vi har planer om at blive et par dage her og tage på nogle flere ture. Det bliver helt sikkert fedt!

Jeg smutter igen og kommentarer til billederne skal nok komme:)

Håber I alle har det godt derhjemme...

Hej hej herfra dejlige Costa Rica:)   

Hej derhjemme i Danmark. Håber alt går godt i det gode vejr! Hører vi har fået en lille prinsesse... Jeg troede der var meget længere tid til, men jeg lever også total i en osteklokke hernede, og har ingen anelse hvad der sker af ting og sager i Danmark, så det mindste sladder hjemmefra er altid godt.

Jeg trives stadig i stor stil i dejlige Sydamerika. Selvom vi nu er kommet op i bjergnene og har fundet de lange bukser og de dejlige rare varme skisokker frem fra taskens bund, så er livet her i Merida stadig fantastisk. Vi har boet her lidt over en uge nu og har så småt fået en hverdag op at stå med at arbejde mandag-fredag fra 8-14 og en enkel eller to byture i weekenden og søndag er stadig den velkendte tømmermændsdag:) Det er ikke helt let at skulle vænne sig til at skulle stå tidlig op igen. Vi tager hjemmefra huset kl.7, hvor vi tager videre med bussen, som kører når den er nogenlunde fyldt op. Vejene i Merida er fyldt med biler døgnets 24 timer, så busturene hernede bliver ofte meget lange, men det er også en af de ting man vænner sig til. Alting går bare ikke så hurtigt. Vi har også taget "ordsproget" MANANA MANANA (imorgen imorgen) til os.

Vi er kommet godt i gang i børnehaven og får virkelig på denne måde oplevet en hel anden kultur virkelig tæt på. Vi er tre piger fra gruppen, som arbejder der, men er kommet på hver sin stue. De første par dage kunne man godt blive lidt skræmt over den måde de f.eks. talte (råbte) til børnene på og hvad de fik dagen til at gå med, men efterhånden er der også ting som har overrasket en positivt. Jeg har fået 28 dejlige mørkhårede unger, som jeg ikke fatter en brik af hvad de siger til mig. Det der med at blive god til spansk, det har jeg droppet:) Børnene får både serveret morgenmad og middagsmad, og den luksus får vi også. Deres hverdag er meget struktureret, mærkeligt nok, og der er ikke meget plads til fri leg. Meget af deres tid går med at vente på at gå i gang med et eller andet eller høre efter hvad deres pædagog siger til dem. Men det er de dejligste unger og imødekommende og rare mennesker, som arbejder der, så det er jeg glad for. På fredag holder vi fest med børnene og skal have minidisko og så giver vi den gas:)

Dagene hernede flyver afsted og om ikke særlig mange dage flyver jeg videre til Costa Rica og fortsætter mit eventyr sammen med Anne. Det er jeg rigtig glad for, fro det er jo alt for tidligt at tage hjem.

Billeder fra min tid her i Merida må I desværre undvære, da jeg har fået stjålnet mit kamera, men jeg skulle gerne have et igen på Costa Rica.

Folkens, det var alt for denne gang, endnu engang venter folk på mig, så jeg smutter på endnu en lille hyggelig bustur hjem til huset. Nyd det varme vejr i Danmark...

Kys Kys fra Sanne  

Det er vist ved at være længe siden I har hørt fra mig herinde, men det har også været en lidt hektisk tid af forskellige årsager.

Men jeg og resten af gruppen har forladt vores "hjem" i Chichiriviche og imorgen kommer der en hel ny gruppe og invaderer stedet. Aldrig mere skal jeg sove i min fantastiske hængekøje-den bliver sgu savnet! Det var ikke helt nemt at  tage afsted derfra. Nu har man trods alt levet 35 mennesker sammen i campen i 3 måneder og haft en helt fantastisk tid, men det var samtidig også rart at tænke på at man skulle i gang med noget nyt. Torsdag forlod vi campen og for mit vedkommende gik turen til Merida..igen. Mange fra gruppen er færdige med programmet her efter 3 måneder, og rejst videre i Sydamrika, mens enkelte er taget hjem til Danmark. Jeg har stadig en måned tilbage, som skal bruges på frivilligt arbejde i en børnehave her i Merida. Jeg bor sammen med 8 andre tøser fra gruppen i et hus et stykke væk fra centrum og alle de tiltrækkende butikker:) Det er vi blevet enige om er meget godt, for man kan hurtig komme til at bruge alt for mange penge. 

Vi ankom til Merida fredag formiddag og har lige haft weekenden til at falde på plads og har også haft plads til en enkel girls night out:) Det er skønt at gå i byen, når øllene kun koster ca. 2,5 kr! Det kunne man lære noget af hjemme i Danmark.

Imorgen starter vi med at arbejde og jeg glæder mig rigtig meget til den næste måneds tid.

Men jeg vil smutte igen, vi skal lige nå at handle lidt ind til aftensmad og så ellers bare hjem og hygge med dvd film. Men I vil høre mere fra mig om ikke så længe...:)

Knus fra Sanne