Tioman - verdens flotteste ø (i 1970)
Vores foerste stop i Malaysia var oen Tioman, som Time magazine udnaevnte til en af verdens flotteste i 1970. Efter at have tilbragt et par dage paa (den befolkede) vestkyst flygtede vi fra alle de andre backpackere over til (den relativt ubefolkede) oestkyst. Her ligger landsbyen Juara nemlig godt afskærmet af bjerge og tæt regnskov, og man kan kun komme dertil med 4-hjulstraekker eller båd.  Juara viste sig at vaere paradis på jord og kysten var fyldt med smukke koralrev, hvilket var ret heldigt da vi ud over at sove på stranden også tog et dykkercertifikat. Mens andre sidder i et svømmebasin og laver tekniske øvelser, der sad vi ude midt i et tropisk koralrev - stik den alle jer der tager sådan noget under ordnede forhold og ikke i et skur på en strand i Malaysia. Fyren der ejede dykkerbiksen var gammel militaerdykker og temmelig upædagogisk, men vores instruktør var yderst kompetent og ham havde vi nogle gode dage med. Vi har indtil videre haft 6 rigtige dyk til diverse koralrev og skibsvrag forskellige steder i Malaysia og har været nede paa 24m som det dybeste. Under opholdet paa Tioman blev vi desuden gode venner med et engelsk par, Benji og Dee, som vi tilbragte meget tid sammen med og senere fulgtes med til Kuala Lumpur.

Kileremme og Kuala Lumpur
Busturen til Kuala Lumpur blev en smule laengere end vi havde regnet med da vi lige skulle igennem 3 kileremme og 2 busser inden vi nåede hele vejen frem. Vi havde heldigvis selskab af Benji og Dee, så det var egenligt meget hyggeligt at side der i vejkanten mens de endnu engang måtte skifte kilerem. Kuala Lumpur var en herlig blanding af økonomisk vækst og asiatisk kaos/charme. Især de berømte Petronas Towers var vi begge yderst imponeret over - det er virkelig arkitektur i verdensklasse! Rygterne går dog at byggeriet har kostet store mængder fattige arbejdere livet og at bygherrerne ligefrem skulle have spekuleret i forholdet mellem arbejdsforhold og dødsfald. Som så mange andre storbyer i Malaysia har Kuala Lumpur både muslimske, indiske og kinesiske områder, så der er mad, musik og kultur fra hele asien bag ethvert gadehjørne. Selvom muslimer har flere officielle rettigheder er tolerencen mellem de forskellige befolkningsgrupper overraskende stor og man ser et meget stort antal muslimske kvinder med slør og det hele i offentlige stillinger som eks. politibetjente osv.

Motorcycle Mania
Efter Kuala Lumpur tog vi op i bjergene til et omraade i ca. 1,5km højde kaldet Cameron Higlands. Her var utroligt smukt (se billederne) og her opdagede vi et (for os) helt uudnyttet potentiale ved at rejse i asien - de asiatiske "motorcykler". Overalt kører der tusindvis af 100cc scooter/motorcykler, som de lokale bruger til at fragte alt mellem himmel og jord. Det er eksempelvis ikke usævanligt at man ser far, mor, 2 boern og bagage paa en motorcykel. Her er det dog væsentligt at påpege at selvom de asiatiske motorcykler ligner europæiske scootere lidt, så sidder man ikke hjælpeløst med samlede ben oven på to små fede hjul (Håbløs konfiguration). Istedet sidder man over skrævs imellem 2 reelle hjul, hvorfor man har samme balancepotientiale som ved en normal motorcykel og derfor let kan køre både stærkt og med overlæs hehe. Anyway, saa opdagede vi hvor effektivt og billigt man kan transportere sig selv omkring paa disse og hvor dejligt det er at slippe væk fra byerne og komme ud på landet. Det er desuden heller ikke helt uvæsenligt at de er enormt sjove at køre på - især i tæt asiatisk trafik eller på de små snoede bjergveje. Trafikken i Paris kan godt gå hjem og vugge! Vi har sidenhen kørt rigtig mange kilometer på motorcykel i alt slags vejr og i alt slags terræn + fedt! En motorcykel koster ca. 30 kr for 24 timer, har en økonomi på minimum 30km/l og kan let presses over 100km/t - hvilket man ikke kunne sige om vores ellers elskede Nissan i New Zealand. (Det skal dog i parentes bemærkes, at vi en enkelt gang fik Vanetten op på 120, men det var i frigear ned ad bakke ... og var YDERST ubehageligt!) Benzin koster forresten 4kr/l i Malaysia.

Historien om dengang vi fik brune ben
Udover Tioman har vi også været på 2 andre tropeøer - Perhentian og Langkawi. Her har vi sovet på nogle af de smukkeste palmestrande vi endnu har set og dykket/svømmet/snorklet blandt det mest utrolige dyre og planteliv.  Vi har lejet motorcykler (surprise) og besøgt alle de halvprivate "resort-strande", hvor sådan nogle som os ellers aldrig ville have haft mulighed for at komme. Vi er blevet spist levende af alskins dyr i dyner, puder og lagner. Vi har sejlet i de vildeste motorbåde. Vi har fået nogenlunde brune ben og fødder, hvilket ellers skulle tros umuligt (måske mest for Lars' vedkommende) og man kan faktisk se et solbrændt aftryk af sandaler, badebukser osv (ømt syn!). Og så har vi også slappet helt vildt meget af.

Charme fra kolonitiden
Midt imellem alt baderiet havde vi lige nogle dage på Penang, hvor hovedstaden Georgetown stadig har mange tydelige levn fra kolonitiden. Penang konkurrede i mange år med Melaka (Malakka) og Singapore om at blive regionens førende handelshavn, men måtte dog se sig slået af Singapore, hvorfor Singapore i dag ligner en moderne amerikansk storby, mens Georgetown på mange måder har samme atmosfære som Singapore (sandsynligvis) havde for 50 år siden. Georgetown og resten af Penang kan forresten i høj grad anbefales at udforske på asiatisk motorcykel. Bjergveje, fiskerlandsbyer, templer og mange andre gode ting gemmer sig lige rundt om næste sving.

Tak for jeres opmærksomhed

Vi har nu taget en 20-timers togtur til Bangkok, hvor vi er ved at forberede os på hjemturen. Der kommer derfor ikke flere beretninger eller billeder op på siden (æv hva) for nu vil vi istedet glæde os til at komme hjem og belæmre jer med anekdoter og billedshows istedet - er det ikke herligt! Tak for alle jeres hilsner og mails mens vi har været afsted og så ses vi ellers om et par dage.

Jens og Lars Bo

Fra Auckland fløj vi tidligt om morgenen til Sydney, hvorfra vi - via Perth på Australiens vestkyst - skulle til Denpasar på Bali. Turen tog som ventet hele dagen og omfattede en del ventetid i diverse lufthavne. Men hva' fa'en - man kan jo ikke både være sent ud OG få billige billetter, der bare passer perfekt.

I Australien ville vi veksle lidt af de penge, vi havde modtaget fra bilsalget. Vi startede kækt med at forlange indonesiske spaghetti-penge svarende til 800 australske dollars. Vi blev imidlertid bedt om at genoverveje, da den ville blive MANGE sedler (AU$ 800 ~= DKK 4.000 ~= RP 8.000.000 -- jep, otte millioner). Disse fuldstændigt værdiløse penge var ganske vist lette at regne med (man delte blot med 2.000 for at få beløbet i danske kroner), men ens forhold dertil bliver jo fuldkomment forkvaklet, når to personer kan spise tre retter med tilhørende drikkevarer for 40-45 danske kroner i alt!

Bali var lækkert! Dog måtte man flere gange trække vejret og tælle til ti, når man for 117. gang på ti minutter havde fået tilbudt "YES! transport, transport?" (Nej, jeg skal IKKE leje din bil/scooter/cykel med eller uden chauffør ... HELLER ikke i morgen!) Vi overnattede tre dage i Sanur, hvor stranden var flot, bølgerne blå og vandet varmt. En af dagene brugt vi på Kuta Beach (hvor alle de australske turister befinder sig), hvor bølgerne ikke kun var blå, men også store. Herligt. (Nej, jeg gider IKKE købe/leje nogen sarong/liggeunderlag/surfbræt/whatever ... HELLER ikke i morgen!)

Jysk Rejsebureau har et kontor i Sanur, hvorigennem vi bestilte en guidet mountain bike-tur i Balis hjerte. Efter minutiøst at have gennemgået bremsernes funktion og den dermed forbundne fare, gik guiden i gang med en om muligt endnu grundigere gennemgang af cyklernes gearing! ("Hvis I så vil have et lavere gear, så skal I trykke på den nederste knap til højre ELLER den øverste knap til venstre ... Lalala ... og hvis I så vil have et højere gear, så...") Jep, vi er bekendte med udvendige gear - vi har faktisk prøvet at cykle før ... flere gange, for at det ikke skal være løgn. Jaja, vi smilte til hinanden og holdt vores kæft, og heldigvis kompenserede turen så rigeligt for den lidt enerverende guide. Vi suste 25 km gennem rismarker og små landsbyer, hvor dovne hunde konstant udfordrede koncentrationen, mens børn i alle aldre ville 'high-five' både Lars og jeg (formodentlig med en del røde børnefingre til følge, da vi brugte handsker og de ikke gjorde!)

Sidst på dagen blev i sat af i Ubud og tog et par dage derefter til Lovina, hvor vi igen kunne nyde stranden (og sælgerne på stranden, ikke mindst). Efter en relativt hård aften i byen med et par schweiziske piger og risvin on-the-rocks, reddede Jens sig en overvældende gang tømmermænd, men slap heldigt i forhold til Lars, der reddede sig en dårlig mave, som endnu ikke er i orden (og det er nu 9-10 dage siden)! Denne tilstand har imidlertid haft den fordelagtige konsekvens, at vi ikke tolererer overnatning uden adgang til 'europæiske toiletter' - Lars Tyndskid accepterer ikke 'stå'-modellerne, der da også er både ulækre og besværlige at benytte. (Og hvorfor FANDEN har man hverken toiletpapir eller sæbe - nu må I sgu lige stramme op!)

Efter Bali tog vi en ældgammel færge over strædet til Java. Færgen var i øvrigt nødt til at sejle en kæmpe omvej, da den ikke havde hestekræfter nok til at gå op imod strømmen. På Java brugte vi hovedsageligt vores tid i Solo og Yogyakarta, hvor vi så på templer, plantagedrift og generelt byliv. Især var Borobudur ved Yogyakarta imponerende, men de sjoveste billeder fik vi nok under et besøg i 'penistemplet' i Solo hehe. Java var meget mindre turistet end Bali, men det var stadig tydeligt at man som hvid rejsende altid var i opposition til de lokale, der nok var utroligt flinke, men som logisk nok også betragtede en som priviligeret rigmand fra det fjerne Vest (hvilket jo heller ikke er helt forkert). Eksempelvis lykkedes det os ikke helt at gennemskue hvordan vi kunne købe en ægte batikskjorte uden at blive snydt. (En 'ægte' skjorte er den slags som de lokale selv producerer og går med til hverdag, ikke et made-in-china-replika som de fleste turister ender med at købe.) Alle man spurgte fortalte kun halve sandheder (eller sådan føltes det), da batiksjorter selvfølgelig er en nem og ligetil måde at lokke penge ud af de rige, hvide turister. Selvom Indonesien lider under stor fattigdom, så værner de meget om deres frihed og demokratiske rettigheder, og mange steder i hjemmene og på gader ser man billeder af nuværende og tidligere præsidenter med sloganet 'enhed gennem forskellighed', der er devisen bag deres nationalisme. Så selvom landet økonomisk set er et u-land, så er man ikke i tvivl om, at det politiske klima trods alt er nogenlunde stabilt.

Fra Yogyakarta fløj vi til Singapore (via Jakarta), hvor vi p.t. befinder os.

Saa er det ved at vaere sidste udkald inden flyveren skal bringe os videre paa oceanien-turen. Vi har et blot et par dage tilbage - et par dage, der tilbringes i NZs eneste millionby, Auckland. Her er en ganske hyggelig stemning (fraregnet den japanske hejre, der skraaler i den anden ende af den saeregne kombination af internetcafe/karaoke-bar, hvori naervaerende forfattes) af storby. Vi ankom i gaar, saa vi er endnu paa udebane, men mon ikke vi faar faerten af oelstederne inden laenge?

Den ventende afsked med vores kaere rallerkasse bliver ikke rar. Det er imidlertid lykkes os at saelge den til et dansk par, der d. 8. (dagen foer vi selv rejser) lander i Auckland for at tage hul paa to maaneders roadtrip. Nemmere kunne det naesten ikke blive - og vi har desuden haft en saerdeles problemfri og billig transport.

Siden sidst har vi oplevet lidt af hvert. Ikke mindst en "saerdeles autentisk maori-forestilling - ligesom at vaere der selv" i Rotorua. For SATAN det var en turistfaelde! Vi foelte os en anelse taget ved naesen da aftenen var omme. Selve maori-forestillingen (ca. 15 min.) var for saa vidt glimrende. Det samme var den komplimentaere maori-mad (stegt under jorden), hvis man saa bort fra, at den skulle deles med halvdelen af USAs pensionister i omgivelser, der forlangte ikke saa lidt af gaesternes fantasi for at kunne gaa for at vaere autentisk. Det var imidlertid umuligt at ignorere en saerdeles irriterende toastmaster, hvis eneste kald syntes at vaere en staedig insisteren paa, at alle gaester tog noget chokoladekage med i lommen. Havde han da bare vaeret sjov (eller stum eller - endnu bedre - slet ikke)... Naa men man kan vel lige saa godt vaenne sig til at blive taget ved naesen - vi skal trods alt til Indonesien!

Dagen efter havde jeg (Jens) set mig lun paa underholdning i specialbyggede racerbiler. 12 runder paa en oval bane i en potent, forstoerret gokart i regnvejr. Mudder i ansigtet, kone-Lars som passager og forsoeg paa power slides. Sidstnaevnte var ikke saa let som det ser ud, men skaegt ... jo tak!

Fra Rotorua-omraadet (hvor der, grundet vulkansk aktivitet, lugter som raadne aeg (eller vores bil om morgenen)) koerte vi nordpaa. Presset for tid kunne vi ikke naa det hele, men havde held til at opleve Coromandel-halvoeen (new zealaendernes eget ferie-omraade - det forstaas) og en anelse af omraadet nord for Auckland. Desvaerre var vejret ikke helt med os, men det blev da til baade sol, strand og store boelger. Desvaerre ingen hajer.

Imponerende var imidlertid nordoeens Kauri-traeer. De er simpelthen enorme: Det stoerste ca. 5 meter i diamenter (nogenlunde konstant de foerste 15 meter) og med et volumen paa mere end 240 rummeter - saa kan du sgu godt slibe kaeden paa saven, far!

Om et par dage flyver vi, via Sydney og Perth, til Denpassar paa Bali (hvor der p.t. er 30 grader - uhA). Et par uger senere letter vi fra Jakarta paa Java med kurs mod Singapore. Forudsat at det dersens 'Internet' er naaet til Indonesien, hoerer I dog nok fra os forinden.

Hav det godt derhjemme.

Vh Lars & Jens

Efter Queenstown satte vi fulde sejl imod vestkysten, da vi foelte at tiden loeb fra os. Ude paa vestkysten fandt vi seje gletsiers, flotte klipper og ca. 9 mia sandflyer, der alle ville have vores blod. En sandflue er en lille adraet myg, der isaer tives i solskin, hvorfor de naturligvis er umulige at undgaa i dagstimerne. Imellem os fik vi nok omkring 100 myggestik og turen nordpaa gik i hoej grad med at undgaa sandfluerne - de skulle indre mindre end udrydes! Efter at have krydset over den nordlige ende af sydoen tog vi faergen til Wellington, hvor en ganske uventet oplevelse ventede os.

Lidt nord for Wellington bor nemlig Wendy, Dennis og Mark, som vi havde truffet nede sydpaa, hvor de havde givet os et tlf-nummer og en opfordring til at kigge forbi - hvilket vi gjorde. Udstyret med vin og blomster tog vi derfor paa visit for en aften, men endte med at blive der i 4 dage. De var helt utroligt gaestfrie og trods alle vores forsoeg paa at sige fra endte det alligevel med at vi blev temmelig forkaelet med mad, seng, bad, toejvask osv. Under vores ophold var vi bl.a. ude at koere offroad, til lokalopgoer i rugby, paa visit ved venner og bekendte, og endelig var vi til en aegte kiwi gudstjeneste! Folk hernede er meget religioese og da vi fik chancen for at tage med Mark i kirke slog vi til. Det var en keampe oplevelse! Alle folk stod med opstrakte arme mens et band spillede kristens rock/pop og raabte "halleluja", "praise the lord" osv. Temaet var "the healing hand of God", hvorfor der selvfoelgelig fandt en masse-healing sted, og kirkegulvet var fyldt med besvimede mennesker, der netop havde modtaget, ja, "the healing hand of God". Bagefter var der kaffe og kage, og vi fik moedt en soerens masse mennesker, der alle lige ville hen og sige hej til gaesterne fra Danmark. Selvom de var skoere med deres religion var de meget venlige og aabne overfor os og vores egen religioese overbevisning kom aldrig paa tale (heldigvis).

Efter Wellington tog vi videre nordpaa, hvor vi sidenhen har helliget os lange gaature paa diverse vulkaner og koereture i smukke groenne bakker. Vi startede med en tur paa Mt Taranaki, der ligger helt ude ved kysten, hvorfra vi tog en hyggelig landevej kaldet The Forgotten World Highway (highway 45) til Tongariro National Park. Her gik (kravlede) vi op paa Mt Ruapehu og Mt Ngauruhoe (Mt Doom fra LOTR). Paa Mt. Ruapehu kunne man tage en guided tur til toppen, men det var vi for naerige til saa vi gik selv og kom da ogsaa temmeligt langt op, men kunne ikke komme hele vejen da gletsierhuller og stenskred gjorde det for farligt. Paa Mt Ruapehu kunne man dog tage en skilift et godt stykke op paa bjerget, saa det var lidt snyd da vi ikke skulle starte fra bunden. Dagen efter besteg vi istedet Mt Ngauruhoe (2291m), hvilket var ekstremt haardt og ekstremt fedt for man skulle igen selv planlaegge sin rute og der var ingen officiel sti. Da vi skulle ned kunne vi desuden "glide" hele vejen ned, hvilket var mega sjovt og sikkert ogsaa temmelig farligt hehe.

Sidste gang I hoerte fra os befandt vi os I Cromwell med retning sydover, hvor vi tog den smukke - men ogsaa kolde og regnfulde - Southern Scenic Route rundt langs kysten. Imens vi noed det fine landskab begyndte vores ellers saa elskvaerdige Nissan at acte up a bit (hoer motorlyden fra filmklippet med koerne). Den ellers saa potente 1.2 liters moter kom helt ned og koere paa 2 cylindre, doede hvis den kom under 2000 rpm og slog en forfaerdelig masse prutter. Det var paa en gang lidt skaegt, men ogsaa lidt traelst, saa efter vi selv havde rodet lidt omkring fik vi heldigvis en lokal mekaniker til at fikse problemet for os. Derfor har vi nu atter 4 cylindre og toeffer igen lystigt derudaf.

Vi har sidenhen forladt sydens kulde og regn, og har atter vendt skuden nordpaa igen. I det sydvestlige hjoerne af sydoen ligger Fiordland National Park, som er et fantastisk smukt omraade, hvor vi var paa lidt forskellige vandreture og en enkelt sejltur. Vores mest pral-vaerdige vandring foregik langs Kepler Track (http://www.doc.govt.nz/templates/trackandwalk.aspx?id=36660). Vi gik de 60 km over 2 dage, hvor vi overnattede i en fin backcountry hytte. Kepler Track naar op i 1487 hoejdemeter og er en smuk og anbefalelsesvaerdig tur. Da vi kom tilbage brugte vi en mindre formue paa alskins vidunderlig mad og koerte derefter til Queenstown.

Vi befinder os som sagt p.t. I Qeenstown, som er meget turistet, men dog en rigtig hyggelig by med masser af muligheder for ekstremsport. I gaar var vi ude og hoppe lidt I elastik ved et sted kaldet Nevis Highwire Bungy (http://www.bungy.co.nz/index.php/pi_pageid/29). Hoppet er 134m og det hoejeste paa NZ. Hverken Jens eller jeg har nogensinde proevet saadant noget vildt noget foer og fuck det var skraemmende, men vi har ALDRIG faaet et saa veldt adrenalin kick foer – vi var helt hoeje resten af dagen. Det er bestemt ikke sidste gang vi har gjort det! Jeg kan i oevrigt fortaelle at bare det at opholde sig ude paa platformen var lidt skraemmende naar man nu har lidt hoejdeskreak ;-). Alle readsler og frygt forsvinder dog fuldstaendigt paa vejen ned, hvor man gaar fuldstaendigt I ekstase! Vi har lagt nogle smaa filmklip ud af vores hop.

Mange hilsner til jer alle og indtil naeste gang…….. hav det rigtig fint ;-)

Hej igen, allesammen

Siden I sidst hoerte fra os, har vi faaet fat i en bil. En gammel en, skulle vi hilse at sige! Det er en '90 Nissan Vanette med indbygget madras bag saedet, saa man kan sove ganske glimragende. Samtidigt var den udstyret med campinggrej, dyner og puder, service, campingstole og meget andet godt. Den er imidlertid ogsaa udstyret med noget saa bizart som en 1,2 liters motor, der yder omtrent to heste og en pony. Kombineret med fire gear er topfarten omtrent 80 km/t, hvilket er det nye 100. Vi har dog begge erhvervet os symaskine-koerekort i boernehaven, saa det gaar, selv om der skal rodes en del i gearkassen for at forcere alt andet end lige vej (og det er der ikke saa meget af hernede).

Vi fik dog hele molevitten - samt vejhjaelp og ansvarforsikring - for under 10.000 danske.

Lars er p.t. ved at uploade nogle billeder. Vi haaber det lykkes. Ellers maa I endnu engang vente lidt.

Naturen fascinerer os gang paa gang. Efter Christchurch, hvor vi landede og koebte bilen, koerte vi mod Lake Tekapo og videre til Mount Cook ( http://en.wikipedia.org/wiki/Mount_Cook ). Her var vi paa diverse gaature. Foerste dag gik vi paa en "familietur" med to vilde haengebroer, samt en passage, hvor man ikke maatte standse, da der var overhaengende fare for at faa faldende sten i hovedet! Dagen efter tog vi paa en "tramping-tur", der skulle vise sig at vaere stadiet lige foer decideret klatring. Det var utroligt flot og ufatteligt haardt.

Nu befinder vi os i Cromwell ( http://maps.google.com/maps?f=q&hl=en&geocode=&q=cromwell,+nz&ie=UTF8&ll=-44.996854,169.19632&spn=3.504085,7.404785&z=7 ), hvor der skal provianteres inden vi koerer videre syd-oest paa for at finde et sted at overnatte.

Vi har det perfekt, oplever en masse og hygger os hver aften med mad over campingblus og oel i solnedgangen. I dag er der naesten skyfrit og temperaturen maa vaere midt i tyverne (dog ca. 92 gr. paa denne netcafe).

Haaber I har det godt, og at vinteren er ved at vaere ovre.

 - Lars & Jens

• Der er langt fra Aarhus til Christchurch - ogsaa selv om man stopper et par dage i Sydney,
• Kyllingefiletter KAN flyve,
• Oel smager af flere, og
  
• Lars er til at holde ud