Nu da loggen har stået ret så stille det sidste lange stykke tid, er det vist tid for en lille update. Det er ikke de banebrydende nyheder jeg kan berette om, men lidt skal I da lige høre.

Maj måned skulle eftersigende være den måned regntiden viser sit våde ansigt. Den har dog ladet vente på sig og først i sidste uge begyndte den så småt at leve op til sit rygte. Der har været en lang periode med en del skovbrande i bjergarealet rundt om Emmanuel, der også har forårsaget nogle strømsvigt, så regnen var tiltrængt da den kom. En pæn sjat vand, der lavede en del mudder og ikke at forglemme uklækkede flyvende termitter i milliontal. Desuden har jeg hørt at vi har udsigt til flere af de føromtalte appetitvækkende torsalos-orme på klinikken. Der  følger åbenbart mange charmer med regntiden!

Weekenden d.2-4. maj var vi med resten af Impact-volontørerne i Honduras i Tegucigalpa for at komme med en amerikansk missionær, Alvin Anderson rundt til hans gadebørnsprojekter i hovedstaden. Turen var for at give os et billede af virkeligheden for de mange gadebørn(eller børn fra fattige familier) i Honduras, der ikke har fået muligheden for at komme på et børnehjem eller projekt som vi arbejder på. Vi var ude for at besøge et statsejet børnehjem som alle børn fra Emmanuel har været på inden de kom hertil. Her havde et af Alvins projekter, Orphan Helpers ansat pædagoger, der lavede aktiviteter med børnene.

Desuden var vi ude at besøge et ungdomsfængsel, hvor børnene er indsatte indtil de er 18 år. Alvin fortalte mange af de historier børnene havde og hvorfor de sad inde. Nogle af dem havde oplevet og gjort virkelig barske ting, alt fra dårlig opførsel, tyveri til mord. Vi sang, spillede fodbold og snakkede med pigerne, der virkede nøjagtig lige som alle andre piger i den alder, men jeg kan slet ikke forestille mig de problemer de må kæmpe med.

I fængslet har Orphan Helpers også ansat personer og sørger for, at børnene får ordentlig skolegang under opholdet.

Lørdag aften smurte vi 180 sandwiches og tog med Alvin på gaden for at dele dem ud til gadebørn –og voksne. Vi mødte blandt mange andre unge teenagepiger skæve af lim, der stod og trak på gaden. Alvin kendte de fleste af de børn vi mødte og de vidste med det samme, da hans bil kom, at det betød mad. En aften der gav et stort indtryk.

Hvis du vil se mere til Alvins projekter kaldet ”Manos Extendidas”(Forlængede hænder) kan du gå ind på www.mehonduras.org.

Tilbage på Emmanuel går hverdagen sin vante gang –og dog. Tanken om at der i dag kun er 12 dage til vi rejser herfra er simpelthen for mærkelig. Det er lige så stille ved at gå op for én at Emmanuel-tiden ikke varer for evigt og hvor meget man komme til at savne børnene. Selv jeg også glæder mig til gamle DK, så bliver det også trist at skulle sige farvel til børn, der har været en del af min hverdag de sidste 4 måneder.

Det var alt for nu.

Der går jo ikke så længe inden jeg er stærkt tilbage på dansk grund.

Pas på jer selv indtil da.

De bedste og varmeste hilsner

Efter en god uges ferie til Belize(land, nord for Honduras)er vi nu tilbage på Emmanuel igen.

Vores lille rejse var primært for at forny vores visum, som var ved at løbe ud.

Vi tog fra Emmanuel fredag og var der et par dage før vi tog videre til Puerto Cortez, der er en stor havneby i Honduras. Herfra sejlede vi til Dangriga, Belize. En sejltur på 3 timer, der ikke var at kimse ad... -Det vippede -ret så kraftigt enda! -Meget, meget lange 3 timer.

I Dangriga fandt vi hurtigt ud af, at der ikke var meget at komme efter, så vi tog videre til turist byen Placencia. Her fandt vi os hurtigt tilrette på stranden! -Som taget ud af et postkort!

På trods af lidt transportproblemer af den ene og den anden slags(vi er jo trods alt i Mellemamerika, her tager vi det ikke så tungt) så har vi haft en rigtig god ferie, har fået ladet batterierne op, blevet solbrændte og fornyet vores visum... -Mission accomplished!

Dagene flyver af sted og jeg har nu været på Emmanuel i intet mindre end 20 dage..!

Der er lige så stille begyndt at tegne sig en hverdag for mig med nogenlunde faste gøremål.

Dejligt nogenlunde at vide, hvad man skal den næste dag.

Dagen her begynder med ”cirkel” for børnene uden for deres huse. Her samles de, synger og der bliver holdt en andagt for dem. Herefter er der skole for børnene helt fra de er ca. 3 år, hvor de starter i ”escualita” –lille skole.

I denne uge er jeg begyndt at arbejde på Emmanuels lægeklinik. Her kommer børnene ind med alt godt fra små-skavank-havet. Jeg nævner i flæng; bylder, flænger, svampe, diverse orme - og det er ikke så lidt endda -, eksem, diarré, skoldkopper og en enkelt brækket arm har der også været.

En total uuddannet og åbenbart ret så sart ”sygeplejerske-wanna-be” som jeg skal lige vænne sig til at kunne se på orme blive presset ud af næsen på en lille dreng uden at dåne og gå direkte i gulvet. Det var lige ved at gå galt første gang. Men synes efterhånden, at jeg blevet ret så cool og kynisk til at kunne stå og se på og faktisk også selv ført nålen uden at blive dårlig!

Atmosfæren i klinikken er rigtig hyggelig, de fleste af børnene nyder at få lidt alene tid og opmærksomhed fra os volontører, der arbejder der.

Formiddagene byder enten på praktisk arbejde eller at arrangere aktiviteter for ”special needs” børnene. Special needs er en gruppe børn, der er mentalt handicappede og kan derfor ikke gå i skole. Når de andre børn er i skole går special needs i deres gård og har ikke så forfærdelig meget at give sig til, derfor er de ofte ret ustyrlige og kræver en umanérlig stor portion tålmodighed -noget som jeg nok må indrømme, at jeg tit løber en anelse tør for... Men tager vi en 3-4 børn ud af gården af gangen, kommer der meget mere ro på dem. I morgen skal vi f.eks. bygge med Lego sammen med 3 drenge. 

Om eftermiddagen er jeg sammen med Elisabeth hos toddlerne. Det er gruppen med de helt små børn(1-3 år). Ofte går vi ture med dem, tegner eller leger med vores medbragte Lego(hitter). De er virkelig nogle dejlige hoveder, der går lige i hjertet. Men, men selvom de er søde, kan de virkelig også sætte tålmodigheden på prøve - noget så grusomt også. Det er ikke lige altid mit gebrokne spanske rækker, når jeg skal skælde ud –så tyer jeg til dansk og det forstår de heller ikke..! Tror engang imellem de store piger, der arbejder hos toddlerne får sig et godt grin!

Det var lige lidt om, hvad det er jeg bedriver herovre!

Jeg har det rigtig godt og synes jeg oplever en masse og får lært en del spansk!

Pas på gamle DK og jer selv!

Tanker fra Honduras til Danmark

-Birgitte

Onsdag den 21. feb. ved 12-tiden rullede vi så endelig ind på Emmanuel..! Efter en 15 timers bustur fra Guatemala og en overnatning i Tegucigalpa var vi der. –Vildt endeligt at være her efter et utal af tanker, forestillinger og forventninger om ”hvordan det nu så ud og var i virkeligheden”.

Forestillingen om –stort  –og mange børn må siges at holde stik! Efter nu at have været her i 4 dage er der lige så stille ved at begynde at danne sig et lille overblik i mit hoved over arealet og alle bygningerne. Men børnene kommer det nok til at tage tid med at få overblik over!

–Der er godt nok mange!

Vi er blevet indlogeret i volontørhuset, hvor vi bor med 8 andre pigevolontører. Heriblandt 4 andre danskere, resten er fra USA.

Det er allerede blevet til mange knus fra børnene, de er meget hurtige til at falde én om halsen. Det skal man lige vænne sig til, når man går rundt her. Men de er rigtig søde og gode til at gentage, hvad de siger - også mere end en gang. Ret nødvendigt, når ens spanske kun er 3 uger gammelt.

I går var vi i kirke for første gang her. En rigtig god oplevelse at høre så mange børn give den max gas, når de får lov til at synge lovsange på spansk.

Lidt nytte har jeg også gjort, - håber jeg da. Har blandt andet malet reoler til børnenes huse - med klamme kakkelakker i samtlige revner -, syet gardiner i lange metermål og er begyndt at gå med medicin 3 gange om dagen til en pige, der lider af en hudsygdom. Én af de næste dage skal jeg også op og introduceres til klinikken, hvor jeg hver dag skal være en time om morgenen og en time om eftermiddagen.

I de sidste 2 uger har der været et amerikansk team, der kommer hvert år til februar og udfører et bestemt projekt. I år er projektet et nyt toddlerhus til de helt små børn. Så lige nu vrimler det med amerikanere –from the deep, deep south of America-. Meget hyggeligt, men glæder mig også til at det bliver hverdag i næste uge og man kan fornemme, hvordan Emmanuel sådan rigtigt er og fungerer til dagligt.

Det var lige en lille hilsen herfra det varme, varme Honduras. Jeg har det rigtig, rigtig godt og glæder mig til at arbejdet her rigtig går i gang. Håber I har det godt hjemme i Danmark Pas nu på jer selv..!

De bedste tanker og knus

–Birgitte

(eller "Bridget" om du vil, hvis du er amerikaner og ikke vil udtale det ordentlig…)

Buenas Dias fra Anitgua, Guatemala!

Saa er vi naaet frem til vores foerste stop i vores volontoerophold -3 ugers sprogskoleophold i Antigua. Her har vi vaeret i knap en uge..!

Rejsen over Atlanten, der begyndte den 28.januar fra Kastrup Lufthavn gik godt, -dog forloeb den ikke helt saa problemfri, som vi havde haabet. Vi lagde nemlig ud med at sidde og koge i flyet i 2,5 time inden den roerte sig ud af flaekken..! Dette resulterede saa i, at vi ikke naede vores fly fra Heathrow til Miami. En varm, eksotisk nat i Miami blev derfor erstattet af foerst nogle timers koe og forvirring over Heathrows meget indviklede tog- og bussystem. Vi fik dog endelig til sidst fundet det ok-laekre hotel, vi skulle sove paa.

Den naeste dag stod saa paa 10 timersflyvetur over Atlanten, ca. 4 timers ventetid i Miami(her inkludret securitycheck... -rimelig bittert, naar man er udstyret med en aabenbart vanvittig mistaenksom og kropsvisitationskraevende-i-samtlige-lufthavne-skinne paa benet) og til sidst 2,5 timers flyvetur til Guatemala City.

Traette, stod vi saa i lufthavnen og ventede ved bagagebaandet. Der var saa kun 3 ud af 8 stk. bagage til os... -Og slet ingenting til mig..-igen, rimelig bittert,

-men spaendte tog vi alligevel afsted til Antigua, hvor vi ankom ved 21-tiden. Her blev vi saa losset af ved den familie vi bor hos. Her kommunikerede vi lidt med fruen i huset, Anna-der vel at maerke ikke kan et ord engelsk. Her fik vi saa den foerste forsmag paa den klassiske sprogbarriere, vi kommer til at opleve et utal af gange de naeste 5 maaneder.

Familien vi bor hos er rigtig, rigtig soede. Vores frygt om kun at skulle leve af kogtebananer og boennemos er blevet gjort til skamme, maden er nemlig rigtig laekker og boennemosen er ikke helt saa slem som forventet.

Paa sprogskolen faar vi eneundervisning. Elisabeth, Mette, Mathilde og jeg faar undervisning om eftermiddagen(fra 14-18), mens de andre 6 danskere fra Impact har om formiddagen. Min laerer hedder Nora og er fantastisk dejlig -og kan tale engelsk..!. Med hensyn til det spanske saa gaar det meget stille og roligt langsomt fremad. Ville gerne at det kunne komme saadan "over-night", men da det ikke aabenbart ikke er tilfaeldet, saa maa jeg jo kaempe videre med det. Glaeder mig til at kunne foere laengere samtaler paa spansk..

Byen, vi bor i er rigtig skoen. Antigua primaert en turistby, hvor mange backpackere kommer og gaar paa byens mange sprogskoler for at laere spansk. Ud over ruiner, parker og caféer er her et kaempe marked med alt, hvad hjertet begaerer af mad, frugt, taepper, tasker og andre souvenirs som bliver solgt af de mange lokale i deres boder. Her bliver der saa forhandlet paa bedste krejlermanér om prisen paa godterne.     

I weekenden var vi(de 10 Impact-gutter og gutinder) paa tur til oen San Marco, hvor vi foerst tog de saakaldte chickenbusses til byen Panachell. Busturerne i sig selv var en oplevelse..! Vi talte 100 mennesker i en gammel schoolbus fra USA, der nok ca. havde plads til 40-50 personer. Der bumlede vi saa ellers afsted paa mere eller mindre tvivlsomme veje med mere eller mindre tvivlsomme stoeddaempere. Fra byen Panachell sejlede vi i motorbaad(her oplevede vi at vaere aarsag til stenkast og slaaskamp mellem de lokale motorbaadsejere, der alle ville have os med) til San Marco, hvor vi overnattede.

Her var saa ellers lige en opdatering og nyt fra smukke og brostensbelagte Antigua

Haaber at I har det godt i DK og ikke er blaest vaek i stormen!!!

Vi har det ihvertfald rigtig, rigtig godt i Guatemala.

De Varmeste og Stoerste Tanker fra Birgitte

(-der forresten har faaet hendes bagage -skoent-)