Lydene fra enstorby som vågner. ”The man in the mosk” bryder stilheden kl. 5, nårmorgenbønnen lyder fra de mange moskeer, et godstog kører gennem Kampala,kirkeklokkerne fra den katolske kirke lyder kl. 6, vores vagt åbner porten forat afslutte sin vagt, og vi er home alone, naboens børn og geder vågner, solenstår op og rammer min næse. Alt sammen lyde som gør mig tryg og giver migfornemmelsen af ”at være hjemme”.

Kaffen erklar, huset er fyldt med en masse tavse katolikker, så der er ingen coffee dansmed Jackie denne morgen. Jeg tør dårligt riste et stykke brød for ”pling lyden”,når brødet er færdigt skal jo nødig forstyrre deres stilhed. I køkkenet ”hvisketisker” vi og fniser som store skolepiger over denne stilhed. Jeg fortrækkertil mit udendørs kontor for at spise morgenmad.

Mr. Beanhenter mig kl. 9.30, vi skal i kirke med børnene – en gudstjeneste på 3timer!!! Der lægges op til, at man i en periode på 3 uger skal faste, og Ivan,mr. Bean og jeg taler om, hvilken form for ”del fastning”, vi hver især kan gåind for. Ivan påstår, at han ikke vil bruge sukker i 3 uger, men lad os nu se J

Eftergudstjenesten taler jeg med præsten Bob og hans kone, de er fra Canada, men harboet i Uganda i rigtig mange år. Bob vil komme og besøge koret i løbet af denneuge, og koret får lov til at bruge kirken 3 gange i denne uge til at øve dereskoncert program – her i kirken er der både scene og instrumenter at låne.Søndagsskole læreren kommer til mig, hun fortæller og roser vores kor børn heltop til skyerne, og jeg kan kun være enig med hende.

Først omkringkl. 14.30 får vi lunch – matoke, ris og kylling – dagens kok er Agnes og madensmager så godt. Men jeg tror altså aldrig, at jeg vænner mig til at spise rishver dag!!!

Der har desidste dage været optræk til mystik!!!! Sam fortalte mig allerede i sidste uge,at jeg ikke måtte planlægge noget til denne her søndag eftermiddag, for han ogjeg skulle besøge en familie med 9 børn, og de ville slagte deres høne, når vikom – og jeg måtte ikke skuffe dem ved at sige nej til at spise deres mad. Denmand er fyldt med historier, sjov og ballade, så jeg troede ham ikke helt.

Historienvar, at Sam havde arrangeret et surpriseparty i haven på et hotel, hvor 10voksne ventede på mig. Pigerne fra gæstehuset var også inviteret, men de kunnedesværre ikke deltage, da der var andet for dem at gøre. Jeg fik blomster og engave – en bog ”I dreamed of Africa” – alle holdt tale for mig, vi spisteaftensmad, drak African tea, spiste frugt og ud i haven strømmede alle de mangesange, som jeg holder allermest af. Og i mine øjne stod vandet højt!!

Vi havdedejlige, hyggelige og gode timer, mens stjernerne kom frem på den mørke himmel.Jeg var hjemme i gæstehuset igen ved 22 tiden, begyndte at pakke lidt inden jegkravlede ind under myggenettet med mine blomster, min bog og et hjerte der varfyldt med varme ord og oplevelser fra denne dag. Det tog lige lidt tid at faldei søvn.

Mandag morgenvågnede jeg kl. 5 til alle de trygge og kendte lyde. Jeg besluttede, at jeghellere måtte gå i gang med at besvare mails og få lavet Børn i Afrika arbejdetpå computeren. Klokken 11 var jeg klar til dagens arbejde med koret – min ”todo liste” var reduceret til det halve, men der var stadig mange punkter at nåinden afgang til lufthavnen kl. 19.   

Jeg øvede dedanske sange endnu en gang, spillede bingo banko med børnene, fik tagetbilleder og video af dem i deres nye kostumer. Skrædderen kom med min røde kor kjole,og Ivan havde gaver til mig: en rødhalskæde og et rødt armbånd.

Kl. 16 var ettid til at sige ”på gensyn om 2 uger” til koret, og til Ivan kys, knus og etlangt, varmt knus. Enkelte indkøb at gøre i supermarkedet før jeg var tilbage igæstehuset kl.17.20. Her ventede Sarah og Godfred (dem jeg boede hos i julimåned) på mig, de kom med en gave og for at ønske mig god rejse. Sam svingedepisken over mig, så jeg fik pakket de sidste ting, badet og fik rejsetøjet på.Pigerne havde lavet African tea og noget let aftensmad, så vi sad i 45 minutterog hyggede i mit udendørs kontor, inden turen gik mod lufthavnen.

Min bagagevar blevet reduceret til en kuffert, den anden kuffert kunne koret godt brugetil deres mange ting og sager, de skal have med til Danmark. I lufthavnen varer bare så varmt, og jeg kunne slet ikke forstille mig, at jeg igen skulle havetøj på!!! Inden jeg gik ombord på flyet igen ”Rådhuspladsen – Copenhagen” kom minegamacher på, og inde i flyet blev klip klapperne så skiftet ud med strømper,trøjen kom på og senere på natten måtte tørklædet så rundt om halsen. Heltslemt blev det, da vi nåede Amsterdam og mine fødder igen skulle lukkes inde istøvlerne. Nu var turen forbi.

At komme frasolskin og 34 graders varme ned gennem tunge, tykke og grå skyer samt 4 gradersvarme, det kræver lige et par dages tilvænning igen.

Tak til jerder læste med her på min travellog – min 10. tur til Uganda, men næppe den sidste.

Mens jeg er her denne gang, har Ivan ferie, han skaltilbage og begynde skolen søndag den 22. januar 2012. Derfor er der anledningtil, at vi kan gøre noget sammen. Hernede tager man ikke sådan ”sine børn ud afskolen” for at gøre ting og sager med dem, og på kostskolen har man ikke fri iweekenderne.

De to sidste uger, har Ivan arbejdet sammen med børnene ikoret – hjulpet dem i løbet af dagen med mange praktiske, og han har ogsåhjulpet teacher Becky med at undervise børnene, hvilket han er super god til. Hanhavde fortjent en overraskelse.

Teacher Sam og jeg havde bestemt, at vi ville tage Ivanmed til Entebbe, vise ham Lake Victoria og besøge Zoologisk Have. Ting hanaldrig har set, skønt Kampala kun ligger 35 km her fra.

Vi havde i flere dage lagt op til, at der være ensurprise for ham fredag den 13. januar, og han var ved at gå til af barnysgerrighed. Men hvis vi afslørede noget, ville det jo ikke længere være enhemmelighed længere!!   

Fredagen oprandt – formiddagen tilbragte jeg hjemme igæstehuset med at tilberede ”gnave grønsager” og købe pizza til børnenesfrokost – de skulle for første gang have pizza, pølser med brød og masser af grønsagertil frokost. Jeg havde et lille brev til Ivan, hvor der stod, at han skulle pakkesin tandbørste og noget tøj – og være klar når jeg var færdig med mit kor teammøde.

Ivan smurte chokolademadder til børnene, og han undervistedem alle 18, mens vi holdt møde – ganske godt klaret af en dreng på snart 16år!!! Og kl. 16.30 var det så af sted. Vi bildte ham alle mulige historier påærmet – han var helt konfus. Vi sang, grinede og snakke, mens turen så gik modEntebbe. Vi kørte til et hotel, og da det gik op for Ivan, at vi skulle bo påhotel, så blev han helt vild af glæde.

Vi pakkede ud, og kørte en lille tur, hvor vi endte på enstrand ved Lake Victoria. Det var som at have et barn på 2 år med til havet forførste gang!!! Først var han bange for vandet, og bagefter havde vi nær aldrigfået ham op igen. Klokken var blevet 19.45, og det var helt mørkt, ”da han blevtrukket i land”. Derefter gik turen til lufthavnen, hvor der blev kigget påfly, og afgang- og ankomsthal. Tilbage på hotellet spiste vi dejlig aftensmad,så fjernsyn og hyggede hele aftenen.

Lørdag morgen vågnede jeg ved lyde fra badeværelset………………klokken var 7, og Ivan var gået i brusebad dvs. det lød vel nærmest, som om hanvar ved at vælte hele rummet. Hans morgen bad varede så længe, at jeg tænkte,han nærmest brugte al vandet på hotellet – han var meget ren, da han endeligkom ud af badeværelset yderste velduftende. Sammen hang vi ud af vinduet ogkiggede på solen, der stod op over Lake Victoria, og på venstre side kunne vikigge over til præsidentens residens. Mens jeg tog bad, ordnede Ivan værelset –senge var blevet redt, taskerne pakket……... Alt var parat,og jeg nænnede ikkeat fortælle ham, at der kom nogen og skiftede det hele, når vi var taget afsted.  

Efter dejlig morgenmad troede Ivan, at alleoverraskelserne var forbi, og nu skulle vi tilbage til Kampala, men nej detskulle vi ikke, vi skulle i Zoologisk Have, et stort ønske for Ivan gennemmange år. Han hoppede rundt af glæde, da det gik op for ham, at turen nu giktil dyrene fra hans eget land. Vi så zebraer, løver, strudse, hjorte, giraffer,bøfler, næsehorn, hyæner, papegøjer, chimpanser, slanger m.m. Frokosten Bigwhole fish spiste vi på en restaurant i Zoo, med den smukkeste udsigt over LakeVicoria – og de havde en soft ice maskine – Ivan er vild med is, spiser detgerne dagen lang. En ride på et æsel og på en kamel – glæden ville ingen endetage. Turen sluttede i en souvenir butik – efter sådan et overraskelsesdøgn måman have et fysisk minde med sig. På vejen hjem til kor børnene stoppede vi ogkøbte kage til dem, så havde Ivan også noget at overraske dem med, når deskulle høre hans beretninger fra det sidste døgn.

Det var en meget glad dreng, vi havde med tilbage tilKampala. Han var ved at planlægge sit ”graduation party” – vi skulle både være ”hansmor og far”, the guest of honour og samtidig være dem, der skulle sørge for atalle fik mad!!!      

Det var så dejligt at opleve den store drengs barnligeglæde ved alle disse oplevelser – jeg var som Ivan glad og varm langt ind ihjertet – sikke nogle dejlige dage vi har haft.

Og noget er under opsejling til i morgen søndag!!! Jegskal i kirke med alle kor børnene om formiddagen, men skal så være klar til ”noget”om eftermiddagen. Sam er meget hemmelighedsfuld, og forleden dag fortalte hanmig en lang historie om en familie med 9 børn, som vi skulle besøge, men jegtror ham ikke!!!! Og i dag fik Ivan besked om at møde ham ved rundkørslen imorgen…… ha ha ha  jeg forstår mereluganda end de ved af!!!      

PS. Jane havde lavet dansk posho – risengrød – da jeg komhjem. Uhm, det smagte dejligt. Huset er fyldt med 14 katolikker, der holdermøde og er meget tavse, og vi må ikke grine og larme!!! Ha ha ha……. Det er joikke nemt for pigerne og mig. Og vi har igen ingen strøm, og nu heller ikkemere benzin på generatorerne, så nu kan de tavse katolikker bare gå i seng.

Så blev det pludselig onsdag…… de sidste dage er fløjetaf sted, og jeg har slet ikke haft tid til at sidde i mit udendørs kontor.Rygtet siger, at når jeg er hjemme i Danmark, så er ”kontoret lukket”, jeg erden eneste de benytter den ”lille” terrasse.

Jeg øver hver dag med koret fra kl. 9-11, for der er de”helt friske”, derefter tager en af de andre i teamet over frem til kl. 12.45,hvorefter vi spiser frokost (i dag var det igen pocho og beans!!! – godttilberedt, men det bliver aldrig min livret!!! Spiser det udelukkende afhøfligheds grunde J)Bagefter skal der vaskes op, tørres borde af, fejes og leges frem til kl. 14.Hvor det så er tid til et eftermiddagshvil for børnene. Fra kl. 15-18 er det såskolegang, aftensmad, badetid, hygge og i seng kl. 20-20.30. Børnene brugermeget energi – jeg er imponeret over, at de kan holde koncentrationen i såmange timer, men det kan de. 24 sange med diverse danse og bevægelser, liggernu klar i deres hjerner, og de er i stadiet ”finpudsning”.

Børnene har lige været flade af grin, fordi jeg skullesynge min hjemmelavede Luganda sang for dem. Det er en sang, som hele tidenændrer sig, og nu har 2 af drengene lavet en sang til mig.

Vi har ventet længe på, at den cd med koret, der skalsælges i DK under turneen, skulle blive færdig. Det blev den så i går, detbliver mig der skal bringe den med hjem, det er som at skulle bringe en skathjem, den må næsten have et sæde for sig selv på 1. klasse.

Mandag tog jeg lige fra koret for at mødes med 4danskere, vi havde en hyggelig aften, og det blev sent, før jeg kom hjem tilgæstehuset.

Tirsdag tog jeg lige fra koret hjem for at besøge koretsdirector Tony og hans søde kone Jackie samt deres næste 3 årige Tandi og nieceJoy på 6 år. Åh, en aften vi havde – masser af snak og latter. Turen hjem ifuldmåneskinnet og med alle de glimtende stjerner fuldendte aftenen. Da jeg komhjem, ingen strøm!! Generatoren kørte, men da jeg var indenfor døren,besluttede pigerne at slukke, og jeg havde ellers lige troet, jeg skulle laveen times arbejde. Ikke andet at gøre end at gå i seng og sove dejligt kl. 23.Til gengæld stod jeg op sammen med ”the man in the mosk” kl. 5, for da varstrømmen vendt tilbage, og jeg kunne sende og besvare de mange mails, der lå ogventede. Jane blev godt nok overrasket over at finde mig i stuen, da hun stodop kl. 5.30.   

Herbert sendte mig en sms inden jeg faldt i søvn, ”jegkan først være fremme kl. 10 i morgen”, det var en dejlig sms at få, for såbesluttede jeg også, at jeg først ville være fremme kl. 10. Og i dag går jegved 16 tiden, skal have klaret nogle indkøb, og helt ærligt: Jeg trænger til enrolig aften på terrassen under stjernerne med en kop african tea.

Og det blev en rolig og hyggelig aften – Jane har holdtfri i dag altså først fra middagstid, havde været hos frisøren og fået lavetflotte krøller, så hun sad og slappede af i mit kontor, da jeg kom hjem ved 18tiden. Her har vi så siddet hele aftenen, kigget på videooptagelser af koret,spist aftensmad, spist is, holdt øje med månen, drukket te, talt om livet m.m.Livet er skønt her i Uganda.

På vejen hjem har jeg været på pizza jagt!!! For børnenei koret skal smage pizza, når nu jeg skal lave frokost til dem igen på fredag.Fandt pizza stykker til 6 kr. stykket i det store nye supermarked – og de smagterigtig godt. Jeg tror, at de skal have pizza og gnave grønt samt frugt tildessert for frugt får de ikke meget af.

John Muhwezi er en dreng på 11 år. Lille af vækst, men stærk og altid medet smil på læben. Han bor sammen med sin mor, 1 søster og 4 brødre. Johns far erdød, han døde af lungebetændelse, og da han døde fandt lægerne ud af, at han varHIV positiv.

John går i 3. klasse på St. Baliikudembe Kempega Primary School. Hvermorgen går John hjemmefra kl. 6, og han har 1½ time at gå, før han når skolen. IndenJohn går i skole, er det hans arbejde at hente vand til familien. John kan bæreen vanddunk med 25 liter vand på hovedet. Skolen begynder kl. 7.30, og kl. 13,har han fri. Så går han hjem og spiser noget mad, hvorefter han går tilbage tilskolen for at læse lektier og spille fodbold. John har ingen sko, så han går påbare fødder ad de støvede jordveje.

Når John kommer hjem om aftenen er det ham, som laver mad til sin mor ogsine søskende.

Da faren døde måtte familien forlade deres hjemegn i det nordlige Uganda,fordi mandens familie overtog jorden og huset. Farens familie gav moren en sumpenge for jorden og huset, og familien var heldige at finde et lille stykke landpå en bjergside i Lyantonde, hvor Johns ældre bror på 17 år byggede et hus afgrene og tørt græs De prøvede at overdække huset med plastic poser for at holderegnen ude, men det hjalp ikke.

Det er etstort problem med regnvejr, for når det bliver regnvejr følger også kraftigvind, og regnvandet strømmer ind i huset. I regntiden er der masser af myrer,og om natten får familien besøg af disse myrer inde i huset. Så er det ikkemuligt at sove før end hen på morgenstunden, eller hvis de brænder små stykkercykelslange af inde i huset.

Johns mor er også HIV positiv, hun er meget bange for at dø og efterladebørnene uden nogen til at hjælpe dem. Ofte bliver hun meget syg, og allebørnene bliver meget bange for, om det er nu, hun dør.

Johns mortjener penge ved at lave markarbejde hos andre, og ved det arbejde kan huntjene omkring 11 kr. dagligt. Men denne indkomst skal hun supporte sine 5 børn,men det er ikke muligt at få enderne til at hænge sammen. Familien dyrker ogsåderes egen jord,

de dyrkermajs, kassava og bønner. Disse ting er ikke kun til familiens egen husholdning,men også med salg for øje, så familien på den måde får en indtægt og kan købeting som sæbe, sukker, medicin og lidt til skolepenge.  

En dag ijuli måned 2011 kom en mand John fra en organisation – som Børn i Afrikasamarbejder med kaldet Racobao - på besøg for at kigge til familien. Han havdeogså hjulpet familien med at finde det stykke land, de nu bor på, og han fandtfamilien i en sørgelig forfatning. Netop på det tidspunkt var en studiegruppefra Børn i Afrika på besøg i Lyantonde, og John inviterede studiegruppen til atbesøge familien. Studiegruppen besluttede straks at forære familien en presenningtil at dække huset med, 50 kg majsmel samt noget plastic køkkengrej. Efterdette besøg besluttede studiegruppen, at de ville samle penge sammen, såledesat der efterfølgende kan bygges et hus til familien. Senere var John så dygtigog heldig, at han blev udvalgt af korets voksenteam til at deltage i Børn iAfrikas kor ”The Pearl Children’s Choir”, og i dag er John et af de 18 børn iThe Pearls, hvilket betyder at han har mulighed for en forandring i sit liv.

John er enmeget hjælpsom dreng, han lærer hurtigt nye ting. John vil gerne være                                                

en rallydriver, når han bliver stor.  

Sarah Akello er 11 år gammel, og Sarah bor sammen medsine 2 store søstre i Lira i det nordlige Uganda. Den ene søster går iSecondary School, og den anden er der hjemme, for de 3 piger har ikke penge til,at den tredje søster kan komme i skole. Sarahs søstre hedder Monica og Rachel,Rachel er den ældste, og hun er 18 år. 

Pigernes far døde, da Sarah var 3 år gammel, og pigernesmor døde for få år siden. Siden moren døde, har de 3 piger boet sammen i enhytte med et tag af græs. Pigernes mor havde et lille stykke land, og hun harpå den måde sikret, at pigerne har et sted at bo, og de kan dyrke bønner på detlille stykke land, de har.

Sarah står hver morgen op kl.6. Så vasker hun sig, vaskertøj, fejer udenfor hytten og henter vand fra en vandpumpe, før hun går tilskole. Sarah skal gå ca. 2 km, før hun når skolen. Sarah går i 4. klasse påTruth Primary School, og hun er meget glad for at gå i skole. Sarah fårblyanter og skrivehæfter fra Børn i Afrikas ”Blyantsprojekt”, det er hun gladfor ellers kunne hun ikke komme i skole, pigerne har ikke penge til disse ting.

Sarah kommer hjem fra skole omkring kl. 18, og så harhendes søster lavet mad. De laver mad på et lille bål, hvor gryden står på 3sten, deres mad er bønner og vælling. Sarah sover på en måtte og har et tæppeat tage over sig, men når det regner, så løber vandet ind hytten gennemgræstaget, og så bliver der rigtig vådt og koldt inde i hytten. Der er mangemyg i hytten om natten, ofte får Sarah malaria og så må hun på hospitalet, menmedicin koster penge, og det har pigerne ikke.    

Sarah vil gerne være lærer, hendes drøm er at bliveskoleleder en gang.

Samuel Mukiibi er en dreng på 12 år. Samuel bor hos sin tanteog onkel en landsby udenfor byen Lyantonde i det sydlige Uganda. Tanten ogonkelen har to småbørn – en dreng og pige.

Samuel har ingen forældre, mens tanten og onkelen tog hamtil sig, da Samuels far døde. Samuels mor døde under fødslen, og Samuel kanslet ikke huske sin far, for det er mange år siden, han døde.

Hver morgen står Samuel op kl. 6. Det stadig mørkudenfor, men inden han skal være i skolen omkring kl.8, skal han nå at vaskesig, hente vand og trække onkelens ko ud for at græsse. Samuel skal gå langtfor at hente vand, han går af sted med 2 gule vanddunke til stedet, hvor mankan pumpe vand, Samuel er meget stærk, selv om han kun er 12 år, han kan bærede 2 fyldte dunke, som hver vejer 25 kg.

Familien bor i et hus lavet af ler, det er et hus, delejer. Tanten og onkelen sover på en lille måtte, mens Samuel ligger på nogetaf tanten og onkelens tøj. Det er koldt om natten, så ofte fryser Samuel rigtigmeget. Samuel har 2 sæt tøj – sin skoleuniform til skolebrug og efter skoletidskifter han til et par shorts og en t-shirt. Han har også en trøje til at tagepå, men det et alt det tøj Samuel har. Derfor må han hele tiden sørge for atvaske sit tøj, for man får ikke lov til at komme i skole, hvis ens skoleuniformsnavset.

Samuel går i 3.klasse i en skole i landsbyen. Samuel vedikke, hvor mange børn de er i klassen, ”der er så mange børn, at jeg slet ikkekan tælle dem”, fortæller han. Samuel er glad for at gå i skole, lærerne ersøde, og Samuel vil gerne lære noget. Nogen gange må Samuel blive hjemme fraskole, fordi han ingen blyant og skrivehæfte har. I Uganda skal børnene selvhave blyanter og skrivehæfter med, men Samuels onkel og tante har ofte ikke rådtil at give ham disse ting, og så må han blive hjemme fra skole.

Når Samuel kommer hjem fra skole skal han læse lektier,hente vand, hente koen hjem inden familien får mad ved 19 tiden. Så får debønner, matoke eller en kop vælling – de får ikke poscho, som er majsgrød forfamilien har ikke penge til at købe majsmel. Samuels onkel arbejder med atlæsse matoke bananer på lastbiler, og han kan tage matoke bananer med hjem tilfamilien, som falder ved siden af lastbilen Mælken fra koen får de to små børni familien.

Nogle dage er aftensmaden det eneste måltid Samuel får.Hvis han skal have noget mad i skolen ved frokosttid, skal familien betale fordet, og det har de ikke råd til. Samuel går hver dag i skole uden at have fåetnoget at spise, men han kan være heldig, at der er lidt at spise, når hankommer hjem fra skole.

Samuel elsker at synge og danse, og han håber på, at hanen dag vil blive en sanger og musiker i Uganda.             

Det erlørdag, klokken er 7, solen er ved at stå op, og jeg også stået op, sidder imit udendørs kontor for at arbejde.

Jeg skalskrive 2 af børnene i korets historier – jeg kan mærke ”de rumsterer rundt” imit hoved. Jeg talte med de 2 børn i går aftes, og jeg blev meget berørt afderes livshistorier. Josephine kiggede på og sagde: ”Nu skal du altså ikkebegynde at græde!” men jeg bliver berørt i hjerte og sjæl i mødet med dissebørn.

Forleden dagsang børnene er sang, der handlede om, at vi alle sammen har noget at give. ”Jeg har mit hjerte fyldt med varme og kærlighedog mit smil – det giver jeg til dig. Vi har alle håb og drømme om at få mulighedfor et bedre og anderledes liv.” Jeg kiggede på Ivan, og tænkte på hvordan hansliv har forandret sig, fordi han fik mulighed for et anderledes liv. I dag serjeg en ung mand, fyldt med omsorg og varme, som han giver videre til andre. Haner arbejdsom, hjælpsom og meget klog.    

Mit håb ogstore ønske for disse 18 børn er, at turen til Danmark vil give  Børn i Afrika så mange skolesponsorater, at vikan give disse børn en mulighed for en bedre og anderledes fremtid. Når jeg fårskrevet mine 2 historier, kommer de også til at ligge her.

I går fredaglavede jeg dansk frokost til børnene. I det nye supermarked på Gabba Road fandtjeg rugbrød, sandwichbrød, æg, pegepølse, skinke, ost, sild og nutella lignendechokolade. Salat blade, gul peber, tomater og agurker i skiver – og vi var klartil den danske frokost. Jeg var vældig spændt på børnenes reaktion, for de plejerjo at få ris eller pocho med bønner!!!

De prøvededet hele, og man kan nærmest sige, at de spiste mig ud af huset……………… Få skiverost, lidt salat blade og 3 skiver tomater var alt, hvad der var tilbage – jeg varimponeret. Min bekymring omkring, om de nu blev mætte, blev aldeles gjort tilskamme, og efter frokosten er der en times hvil (eftermiddagssøvn) - alle snorkedesom små grise. Fra kl.9-12.30 arbejder børnene med at øve sange og danse, debruger en masse energi, så det er vigtigt, at de får depoterne fyldt op indeneftermiddagens program.

Mens børnenesov, holdt vi voksne det ugentlige møde. Arbejdsopgaverne er uddelegeret, ogalle rapporterer tilbage. Aftaler omkring medvirken i gudstjenesten søndag iEden Church kom på plads, næste uges øvelser med bandet kom på plads m.m.

Jeg lærtebørnene at spille bingo – præmierne var kiks og vingummi – og bagefter var tiltid til ”klassen time”, hvor der på en rigtig god måde blev talt om børnenesopførsel. Jeg er så glad for den måde de voksne i teamet arbejder med børnene,det er jo en anden måde end man ser i Danmark, og jeg har jo set mangt og megetrundt omkring her, som jeg ikke bryder mig så meget om. Men her er varme oggode guidelines så børnene gror – der er også lang vej fra at være et barn i enlandsby til at være et kor barn der skal rejse til Danmark. Det er mentalt enmeget lang rejse og udvikling. Efter mødet havde tr. Sam en overraskelse tilalle børn: IS – is har de lynhurtigt lært at spise.

Jeg havdelovet drengene et møde, fordi de har så mange spørgsmål, så inden sengetidsatte jeg mig med de 8 drenge og Ivan. ”Kan man møde Spiderman i Danmark?”, ”Erder vinduer i en flyvemaskine?”, ”Bliver man spist af fiskene, hvis man svømmeri vandet?”  De kan blive ved i timevis………..kl. 21 puttede jeg dem, pigerne sov allerede, og det blev til mange og dejligeknus. Jeg håber virkelig på, at min tid her sammen med børnene kan fjerne deresangst og usikkerhed for at skulle rejse så langt væk hjemmefra og møde en masseukendt. Vende usikkerhed og angst til nysgerrighed og glæde fuldstændig som jegselv havde det, da jeg rejse til Uganda for første gang.

Kl. 22 varjeg hjemme i gæstehuset slæbende på 2 poser med græskar, en stor popo frugt,jordnødder og en stor jakefruit. Gaver fra Ivan som havde været en tur hjemmehos noget familie i en landsby. Pigerne havde lavet chappatier, ris og kyllingtil mig – jeg sad og spiste under stjernerne og månen.

Og nu må jegtil arbejdet med de 2 historier og en masse andet skriveri for Børn i Afrika.Hav en dejlig weekend.         

Det ertorsdag og jeg har nu arbejdet med kor børnene i 4 dage. Jeg øver blandt andet 4danskesange med dem, sange som de skal synge sammen med nogle danske børnekor iDanmark. Det er en fantastisk oplevelse at få den mulighed. De er så lærenemme,og de synger så dejligt, så det er svært ikke at give tårerne frit løb påkinderne. Jeg arbejder sammen med bandlederen, som spiller på sit keyboard, ogjeg har så de 18 børns fulde opmærksomhed. Ikke en eneste gang er detnødvendigt at bede om ro eller opmærksomhed, selv om vi laver en masse sjov ogballade, mens vi øver. Arbejdet med disse børn giver mig tilbage kæmpe doser afenergi og livsglæde. Jeg har lyst til at råbe ud til hele verdenen, hvor stoltjeg af de børn.

Når de kommertil Danmark må jeg gemme mig, når de synger de danske sange ellers bliver jegen ”tudeprinsesse” - for det er jo ”vores sange”, som vi har øvet og øvet – ogalt det er gemt i mit hjerte.

Børnene havdeværet hjemme på juleferie hos deres familier, og mandag kom de alle tilbage.Mr. Bean hentede børnene fra Lyantonde ved bus pladsen i Kampala city, ogbagefter kom de og hentede mig ved gæstehuset. De måtte lige ind og væregæster, heldigvis var der stadig gode rester fra nytåret, som vi kunne trakteregæsterne med.

Derefter gikturen mod Zzana men ak og ve…………… på Entebbe Road begyndte bilen at sigemærkelige lyde!!!! Et fladt baghjul!!!! Og reservehjulet var ikke meget værd.Det var midt på dagen, og solen bagte virkeligt meget, heldigvis punkterede viudenfor en lille shop, som havde 2 bænke stående under et skyggefuldt tag. Jeg togbørnene og Ivan med mig over i skyggen og besluttede at dette arbejde medhjulet måtte være ”mens work”. Jeg tror ikke, at mit Falck abb. kan benyttesher.

Mr. Bean løbop og ned, frem og tilbage på Entebbe road – dukkede op med 2 flinkemekanikere, der hurtigt fik bilen klodset op og hjulet taget af. Mr..Bean drogaf på en Boda Boda med hjulet, og efter en times tid vendte han tilbage medhjulet lappet. Det tog ikke de 2 mekanikere mange sekunder at få hjulet påplads igen. Jeg var den heldige indehaver, af det der svarer til 20 kr i minpung, så jeg var spændt på, hvad der ville ske, når vi nu skulle betale, og enmzungo var i nærheden. Men det klarede mr. Bean, dog måtte han låne ca.18 kr.af mig, så nu var der blot 2 kr. tilbage i pungen!! I flere dage var jeg såbroke down, indtil det endelig lykkedes at komme i nærheden af en hævekortsautomat onsdag.

Ja, der erhele tiden oplevelser at muntre sig over – og en form for Happy End er deraltid.

Børnene varglade for at se hinanden – og snakken gik lystigt. Mandag hyggede vi, så film,og børnene har så mange spørgsmål. Især når de er gået til køjs er dethyggeligt at gå rundt og snakke med dem. Derfor bliver det til langearbejdsdage – jeg tager fra gæstehuset kl.8, og jeg er først tilbage igenomkring 22 tiden. Der er grænser for, hvor meget ris og pocho jeg har lyst tilat spise – det samme dag ud og dag ind – så i løbet af dagen klarer jeg lidt afden lokale mad. Jane laver aftensmad til mig, og lige så snart hun ser mig, såvarmer hun min mad…… kartofler, kylling, kartoffelmos, grønsager, frugt og dettrænger jeg til. Man er vist nødt til at være født her for at kunne elske risog pocho så meget.

Voksenteametomkring koret er super dygtige og sjove, vi har et godt samarbejde, og jeg er gladfor vores samarbejde.

Strømmen ergået – igen i aften. Jeg sidder i mit udendørs kontor med to danske julelys ogen skinnende måne. Snart er der ikke mere batteri på min computer, så lukkerden ned. Der ligger Børn i Afrika arbejde og venter, men jeg må bare sidde ognyde aftenen. Har været i gang siden kl. 5 i morges, men det kan jeg klare heri solen og lyset, måske jeg skulle have været født her!!

Mandag  morgen, klokken er  7.10, solen skinner dejligt og der lyder ensummen fra trafikken. Det er blevet hverdag efter jul og nytår. Jeg har passetporten i nat!!! Mit værelse vender ud til gården og til porten, og vi har denmærkeligste guard her!!! Allerede tidligt på aftenen sover han, og når hanendelig vågner op til dåd, så ser han ud som om han er fuld – han er bestemtikke en særlig betryggende fyr at have her om natten. Og i går kom han sletikke, så det var Susan der åbnede porten, da jeg kom hjem ved 23 tiden. Alle deandre piger sov, Omega med familie kom hjem lige før mig, så jeg tog ”slukke oglukke runden” i huset og lovede Susan ”at tage pladsen som vagten ved porten” –alt i alt en rolig opgave.

I dag kommer korbørnenetilbage fra deres lille ferie i landsbyerne – nogle er allerede kommet tidligti morges, så nu begynder arbejdet for mig. Jeg har jo også haft en skøn jule ognytårsferie.

Jeg var jo spændtpå, hvordan de fejrede nytår, og da lørdagen nærmere sig planlagde jeg sammenmed pigerne i huset, at vi skulle have et lille party i mit udendørs kontor. Viskulle spise sammen og hygge os, og pigerne (undtagen Jane) skulle derefteralle til deres kirker for at bede frem til næste morgen. Ivan skulle tilbryllup, en ven fra skolens hvis søster skulle giftes, havde inviteret Ivan tilbryllup, men han ville komme senere. Sam ville komme, og i løbet af lørdagenringede han og sagde, at hans bror Gerald også gerne ville komme og han tog 4-5venner med, hvis det var i orden!!! Det var det så ikke lige, og for førstegang tror jeg, at jeg sagde et stort NEJ. Det var ikke i orden at komme med 4-5venner jeg ikke kender, som jeg så skal til at fodre på – nej tak.

Jane havde lovetat lave lidt mad til os, og om eftermiddagen lavede jeg risengrød, som stodindpakket i håndklæder og en sweater, og kogte færdig i min seng. Ved 18 tidendrog Jackie og jeg af for at gøre de sidste indkøb i det nyopførte supermarkedpå Gaba Road. Det er et kæmpe supermarked, hvor man simpelthen kan købe alt,man kan endda betale med sit visa kreditkort, hvis det altså fungerer!!!! Jeghavde forelsket mig i en nytårskage, men var ikke sikker på, om jeg havde pengenok med. Så først købte jeg ”de nødvendige ting” til festen og forsøgte mig medat betale med mit visakort, men telefonlinen ville ikke fungere. Så slog vi osned med alle poserne og talte resterne af pengene i min pung, og heldigvis varder lige 50.000 ug. Shillings tilbage, så vi kunne købe kagen med turkisskrift: Happy new Year. Klokken nærmere sig 19.30 da vi kom ud af supermarkedmed en boks med 24 gange ½ liter vand, en stor æske med en tung kage og 5poser!! Jackie mente at hun kunne tage en boda boda med alle varerne, og villejeg gå hjem, for er der en ting jeg ikke har mod på, så er det at blivetransporteret på en boda boda. Men så ringede min telefon, det var Sam: ”Hvorer I, SKAL JEG KOMME OG HENTE JER?” Hvor heldig kan man være.

Vi spiste, hørtemusik, snakkede og hyggede. Pigerne drog af, Ivan kom hjem og efter at haveindtaget 2 portioner ”dansk pocho” (risengrød), stod munden ikke stille på ham.Han havde haft en dejlig dag til brylluppet og han så smart ud. Ivan havde låntet jakkesæt og et slips af Sam, og for nogle af sine julegavepenge fra morfarhavde han indkøbt en fin hvis skjorte.

Kl. 23.15 kørteGerald, Sam og jeg til en kirke, hvor der skulle være et fyrværkeri, Jane blevhjemme på det udendørs kontor med resten af stjernekasterne og den mærkeligeguard udenfor. Da han skulle åbne porten for os, virkede han beruset og kunnenæsten ikke stå på sine ben. Vi kørte gennem Kampala, hvor det myldrede medmennesker – og trafikken var helt vild!! Boda boda mænd susede rund om ørernepå os, berusede mennesker med flasker …….. ja måske egentlig bare lige som hvisman fandt på at færdes i Københavns gader nytårs aften.

Ved kirken var derrigtig mange mennesker, men med 3 body guards ved min side bliver jeg godtpasset på. Fyrværkeriet var imponerende i stil med Tivoli, og varede i næsten20 min. Fra hoteller inde midt i byen kunne vi også se noget fyrværkeri. Vi varhjemme i gæstehuset igen ved 1 tiden, hvor Jane stadig var vågen, og så gik vii gang mednytårskagen, som smagte dejligt.

Ivan blev og sov,så vi havde en hyggelig søndag morgen og formiddag. Ingen ondt i hovedet fordet eneste jeg havde drukket var sodavand og vand!!! Ivan tog hjem og skiftedetøj, kom tilbage med en veninde, pigerne lavede african tea ,og sammen fejredevi alle nytår igen og spiste mere kage.

Ved 19 tiden kom mr.Bean med sin forlovede Joan, de havde inviteret mig ud på en kop kaffe. Vifandt et hyggeligt sted, hvor vi sad hele aftenen under palmerne og stjernerne,drak kaffe spiste noget mad og snakkede. Det var meget hyggeligt. Termometeretviste 22 grader og det er skønt med den varme. Mit energi niveau stiger enormtmeget her i solen og varmen, samtidig med at mit søvnbehov daler.