Saa naaede vi til Chile og Sydamerikas vestkyst. Vi bor i surferbyen Arica, som til forveksling minder meget om en rigtig hyggelig Europaeisk storby. Tingene virker meget mere strukturerede og organiserede end i Bolivia. Selvom det er lidt koeligere her end vi havde haabet paa, er det dejligt at se havet igen (Stillehavet vel at maerke - foerste gang jeg ser det!) og luften er trods alt mildere end i Andesbjergene. Vi behoever for eksempel ikke sove i skiundertoej! Solen kommer som regel frem hen ad eftermiddagen og saa er det skoent at sidde og nyde varmen i en af byens parker. Ligesom paa en god foraarsdag i Danmark - som jeg jo ikke har oplevet i aar, saa det er finno at faa lidt af det her. 

Baade i dag og igaar er gaaet med at gaa rundt og kigge paa butikker, markeder og is-kiosker. Meget stille og roligt, og rigtig rart bare at slappe helt af. Alle de mange indtryk fra turen i Uyuni goer én traet i hovedet (det skal ikke lyde som brok!). Jeg er begyndt at kunne maerke at jeg glaeder mig til at komme hjem og sove i den samme seng mere end 3 naetter i traek. Al den rejsen er fantastisk, men ogsaa lidt udmattende i laengden - jeg er vist ved at vaere fyldt op. Saa det passer vist perfekt at jeg vender naesen hjemad paa soendag.

I morgen tidlig tager vi bussen tilbage til La Paz og tjekker ind paa et fint hotel - forhaabentlig noget med privat jacuzzi eller noget :) Ej, men La Paz skulle have nogle af de billigste luksus-hoteller i verden, saa der ryger nok nogle penge efter vores 3 sidste naetter i Bolivia.

Om lidt skal vi ud og spise chilensk pizza, og bagefter tror jeg vi har en date med tv'et paa vores vaerelse og en go' film paa Warner Brothers Channel.     

Vi sidder nu paa busterminalen i La Paz og venter paa vores bus til Chile, efter at have koert hele natten fra Uyuni. 

Paa de 3 dage, vi tilbragte i Salar de Uyuni og i den sydvestlige del af landet, har vi oplevet den mest fantastiske og spektakulaere natur. Fra Uyuni, som er en lille by bestaaende af udelukkende tour-bureau'er og hoteller, koebte vi en 3-dages ekspedition til Salar'en og bjergomraadet sydpaa. Sammen med 4, en kok og vores chauffoer fyldte vi en jeep og koerte fredag morgen mod Salar de Uyuni. Salar'en er en kaempe-stor saltoerken - verdens stoerste saltdepot. Det er det vildeste jeg nogensinde har set. Alt omkring os var krid-hvidt og helt fladt - og saa med en blaa blaa himmel i kontrast. Det er noget der skal opleves! Virkelig!

Foerste nat sov vi i en lille by, San Juan, og det var ikke saa koldt - kun smaa 4000 meter hoejt. Menneskene vi var afsted med var super - et par fra Colorado og et par fra Spanien/Bolivia.

Paa andendagen koerte vi vaek fra saltoerkenen laengere op og laengere sydpaa. Vi saa smukke forskellig-farvede laguner, flamingoer, vulkaner og lavaformationer. Landskabet lignede noget fra en fjern planet - det var ikke til at tro at vi befandt os paa jorden.

Andennatten var kold - naesten 5000 meter oppe i bjergene i et uopvarmet vaerelse. Jeg sov med alt mit toej paa - inklusiv hue, 3 par sokker, halstoerklaede og 2 par vanter. 

Den sidste dag startede allerede kl. 5 om morgenen - den koldeste morgen jeg nogensinde har oplevet. Vi koerte til et omraade med megen vulkansk aktivitet - saa gejsere og dampende varme soer. Vi saa solen staa op over en til-iset soe, mens vi sad med foedderne i en dejlig varm kilde. Derefter koerte vi forbi diverse vanvittige klippeformationer paa vejen hjemad mod Uyuni.

Det er vores tur i meget korte traek! Men en helt fantastisk tur, som alle ville falde i svime over. Det kan ikke beskrives ordentligt.

Det var meningen vi skulle have haft en bus fra Oruro til Chile, men der gik ingen om formiddagen. Saa istedet tog vi til La Paz, hvor busserne gaar lidt oftere. Naeste stop - det naestsidste! - er kystbyen Arica i Chile, hvor vi haaber at kunne faa lidt varme inden vi slutter rejsen i La Paz. Er lidt traet af, at al min brune farve fra Venezuela og Brasilien er forsvundet. Oev mand! Brugte 4 maaneder paa at opbygge den og saa forsvinder den paa en enkelt maaned. Glaeder mig til at komme hjem til heden i Danmark! ;)   

Naa, nu sidder jeg simpelthen i verdens hoejest beliggende by, 4090 meter oppe i Andesbjergene.

Desvaerre har jeg ikke tid til at skrive faerdig lige nu. Vi skulle her til morgen have vaeret med en bus til Uyuni, hvorfra vi skal have en 3-dages tur i saltoerkenen. MEN... Kevin er blevet smaasyg, saa lige nu ligger han paa vaerelset og sover. Ved ikke om vi kommer afsted i dag - og desuden tror jeg ikke det er saa smart med 3 naetter med minus 10 grader, hvis man har feber. Saa nu ser vi lige hvad vi goer. Men maa hellere lige gaa op og tjekke om han har faaet det bedre - kunne jo vaere dejligt at komme videre. Saa meget tid har vi jo heller ikke at goere godt med inden vi skal hjemad. Skriver om Potosi naeste gang jeg faar mulighed for det - indtil da, maa I noejes med billederne...

Saa er jeg tilbage i en civiliseret by med internetcaféer og kan lige kort goere historien om Potosi faerdig. Den hovedsaglige grund til at vi tog et smut til denne by var for at besoege minerne i Det Rige Bjerg (Cerro Rico), som byen ligger for foden af. I loebet af 400 aar toemte spanierne bjerget for soelv i en maengde saa voldsom, at det siges at man kunne have bygget en bro fra Potosi til Spanien af soelvet og stadig have soelv tilbage at baere over broen. Over 8 millioner indianske og afrikanske slaver doede som foelge af det opslidende arbejde i minerne. Selvom der i dag naesten ikke noget soelv tilbage i bjerget arbejder minearbejdere stadig i Cerro Rico (zink, bly og tin spraenges fri) under forhold som er uhyggelig lig datidens. Arbejderne klarer sig igennem dagen ved at tygge coca-blade fra morgen til aften. Saften fra bladene har den virkning at man hverken foeler sig traet eller sulten. Al arbejde udfoeres ved haandkraft med simpelt vaerktoej og dynamit. Desuden udsaettes minearbejderne for en masse forskellige giftige gasser og stoev, og doer normalt 10-15 aar efter de starter arbejdet under jorden.

Sammen med 6 andre turister tog vi en guided tur ned i 2 af minerne. Klaedt paa i beskyttelsestoej, gummistoevler og pandelampe begav vi os ind i bjerget - meget moerkt og fugtigt. Hele tiden skulle vi vaere opmaerksomme paa DYBE huller i jorden, som foerte ned til en mineskakt et niveau dybere nede. Nogle steder maatte vi naesten kravle for at komme igennem smalle passager. Vi var inde i bjerget i omtrent 2 timer og vi naaede ret langt ned under jorden - ikke alt for godt naar man lider af tendenser til klaustrofobi. Men utrolig spaendende og ogsaa lidt uhyggeligt at moede mennesker, som kun arbejder i moerke hver eneste dag - de bor dog ikke under jorden, som slaverne gjorde foer i tiden. Som tak for at vi maatte besoege dem i minerne havde vi paa forhaand koebt cocablade, dynamit og sodavand, som vi gav de minearbejdere vi moedte. 5-6 gange hoerte og maerkede vi spraenginger andre steder i bjerget - ikke saa rart efter min mening. Man kunne nemt maerke vibrationerne i bjerget og smaasten trillede ned fra vaeggene. Uha! Tanken om at man ikke kan komme ud med det samme er IKKE betryggende. Vores guide fortalte os at de store "hoved"-tunneller vi gik i var fra bjergets "storhedstid", og havde engang vaeret fyldt ud af soelv. Soelvaarene siges nemlig at have maalt 1-1 1/2 meter i diameter, og brede skakter dannedes derfor da spanierne (laes: slaverne) fjernede soelvet. Da vi (endelig!) igen kunne skimte lyset var det helt befriende. Det er meget svaert at forestille sig at arbejde saa haardt hver eneste dag - bore huller i sten, skovle sten, skubbe trilleboerer og minevogne fulde af sten - altsammen i moerke.

Det var lidt af en vild oplevelse. Kan roligt anbefales til alle, der ikke lider af astma eller alt for voldsom klaustrofobi.  

Vores foerste rigtige stop i Bolivia - og det er et skoent sted at starte. Vi bor lige i centrum, vi skal gaa 50 meter for at komme ned paa byens plads. Alle aeldre byginger er hvidkalkede og der er gjort et stort nummer ud af at parkerne at smukke og groenne. Og dertil kommer at vejret er forrygende. Vi havde forberedt os paa at vi skulle til at fryse, men med blaa himmel og klar sol kan vi snildt gaa rundt i sandaler og korte aermer. Om aftnen og natten bliver det dog koldere. Et andet STORT plus er at Bolivia er et super-billigt land at opholde sig i. Hver morgen gaar vi ned paa byens kaempe frugt/koed/krydderi/diverse-marked og koeber store frisklavede frugtsmoothies til knap 1,50 kr - og det er plus re-fill. Skoenno!

Vi ankom fredag morgen og brugte eftermiddagen paa at tage "Dino-Trucken" ud til en lodret klippevaeg lidt uden for byen, hvor man kan se forstenede dinosaurfodspor. Vaeggen laa for mange millioner aar siden ned, men er siden blevet skubbet op til dens nuvaerende position. Desvaerre tillader man ikke laengere folk at komme helt taet paa fodsporene, men selv paa afstand kunne man tydeligt se sporerne krydse vaeggen. Ret vildt at taenke paa at dinosauere har gaaet lige der.

Om loerdagen lavede vi ikke saa meget, andet end at kigge paa byen og shoppe toerklaeder og varme sokker. Vores maal med Sucre er til dels at faa koebt en masse varmt toej til naar vi mandag skal 4090 meter op i Andesbjergene - det skulle eftersigende blive en smule halvkoldt. Saa soendag tog vi ud til Tarabuco, en lille by halvanden times koersel fra Sucre, hvor der er kaempe soendagsmarked. Her koebte jeg poncho, sweater, hue, hat, sokker, taeppe og vest - altsammen lavet af lamauld. Burde vaere rustet til kulden nu - selvom jeg nok ligner en tosset turist, der rigtig forsoeger at "blende" ind ifoert traditionelt toej.

Ellers har vi vaeret i biografen hele 2 gange. En billet koster 7 kroner, saa det er lige til at overskue.

I morgen mandag tager vi en morgenbus til minebyen Potosi. Det skulle tage 3 timers tid, saa det er heldigvis ikke saa slemt. Bliver spaendende hvordan bjergkoerslen bliver... Er ikke saa glad ved at koere i bjerge, naar man kan se meget langt ned paa den ene side af vejen. Jeg lukker bare oejnene...  

Saa kom vi ud af Brasilien - og uden nogen besvaerligheder ved graensen. Skoent! I gaar aftes traadte vi ind paa boliviansk jord og tog "The Death Train" fra graensebyen Quijarro. Der var dog heldigvis ikke noget "death" over vores togtur - navnet er kommet af, at folk der ikke vil/kan betale billetten tager plads paa taget, hvilket ikke skulle vaere det mindste sikkert. Vi koebte billetter til den bedste vogn med sovepladser, mad og fjernsyn :) Det var jo en halvlang tur. Vi ankom til Santa Cruz i morges og aendrede straks vores planer om at tage videre til den lille by Samaipata, eftersom bus-forbindelsen dertil og derfra er rigtig skidt. I stedet tager vi i aften en bus til Sucre, som siges at vaere Bolivias smukkeste by. Dèr bliver vi nok lige et par naetter - vi skal bl.a. se forstenede dinosaurfodspor! 

De sidste par timer har vi bare tullet rundt i Santa Cruz (Bolivias naeststoerste by) og shoppet lidt. Jeg har koebt vanter - her er ualmindeligt koldt om natten, isaer i airconditionerede natbusser. Selvom vi er kommet i hoejsaesonen (hvilket blot betyder at det IKKE regner) er det koeligt naar solen ikke er fremme. Vi har tilmed hoert at det skulle naa 10 minus grader om natten, naar vi kommer til Saltoerkenen laengere sydpaa. Uha! Saa vi er nogle der skal have fat i hue, poncho og et hulens masse uldtaepper. Det skal nok blive dejligt at komme hjem til varme Danmark! :)

Ellers foelges vi lidt med en gut fra Spanien, som vi har moedt flere steder i Brasilien ogsaa. Han var soerme med det samme tog som os i gaar og skal ogsaa til Sucre i aften. Meget hyggeligt og saa er han der jo lige til at redde os paa spansk naar baade jeg og Kevin har opbrugt vores minimale spanske ordforraad.

Hvad er der ellers at fortaelle herfra ... Jo! Vi var lige ovre i en park, hvor der kravlede to dovendyr rundt. Lidt sjovt. Det ene faldt faktisk ned fra et hoejt trae, det lille pus. Maaske det faldt i soevn! (Skaegt!). Hmm... ellers har jeg lige faaet pudset mine laederstoevler af en venlig mand, saa det er klar til sidste etape af rejsen. Great! Det var vist det. Nu kan jeg bare glaede mig til en 15 timers bustur i nat. HURRA!       

I forgaars ankom vi til den lille by, Bonito, som er kendt for utrolig smukke natur-oplevelser, snorkling i krystalklart vand, grotter og underjordiske soeer. Som i Foz kom det bag paa os at temperaturen ikke er hoejere. Dog er her varmere end ved vandfaldet, men naar solen ikke er fremme bider kulden en smule. I morges var det virkelig koldt - helt skiferie-agtigt. Uha-dada. Tror jeg skal have koebt mig en varm poncho naar vi naar de bolivianske himmelstroeg.

Vi bor paa et rigtig fint youth hostel, lidt udenfor byen, hvorfra vi kan booke ture ud i vildnisset til en fornuftig penge. Og vi kan faa vasket toej -  HURRA! Meget vigtigt. Desuden moedte vi toeserne (Mie, Krabbe og Karina), som vi jo sagde farvel til for en uge siden. De boede samme sted, saa det var rigtig skoent lige at se dem igen selvom det kun var kort eftersom de tog afsted i gaar - tilbage mod Chichi.

Vi brugte dagen i gaar paa at snorkle i Rio da Prata - en helt klar, lav flod, hvor fiskene er store og mange. Vi og 6 andre blev udstyret med 5 mm vaaddragt, maske og snorkel, og tog derefter en halvanden times flydetur ned af floden. Virkelig smukt. Vandet var 24 grader varmt, men det var rimelig koldt at komme op. Det var dog det hele vaerd.

I morges var det ufatteligt koldt - et sted mellem 10 og 15 grader. Derfor valgte vi idag at tage paa en tur, hvor vi IKKE skulle plaske i vand. Vi tog ud til Grotto lago azul - en stor grotte med drypsten og en ubegribelig blaa soe dybest i grotten. Flot flot!

Om lidt skal vi koebe stort ind til vores bus/tog-tur mod og i Bolivia - masser af smaakager og sandwich-ingredienser. I morgen kl. 6 koerer bussen mod Corumba, hvorfra vi skal krydse graensen. Bliver spaendende hvordan det gaar - jeg har ikke faaet indrejse-stempel i Brasilien og Kevin har kun faaet et 30 dages visum, som for laengst er udloebet... Nu maa vi se.

Efter en lang naesten 24-timers tur i bus naaede vi endelig til byen Foz do Iguazu, som ligger paa graensen til Argentina og Paraguay. Hovedattraktionen her er et kaempemaessigt vandfald, der er delt mellem Brasilien og Argentina.

Eftersom vi er igennem hele vores rejse i Sydamerika naesten kun har oplevet temperaturer over 20 grader, kom det sig som noget af et kuldechok at opdage hvor koldt 15 grader foeles. Om aftenen og natten er det endnu koldere og den minimale maengde varme toej jeg har med er fundet frem. Folk gaar med huer og vanter her! Uha! Men bortset fra det har vi smukt vejr her - skyfri himmel og sol.

I gaar besoegte vi vandfaldene fra Brasiliens side. Vejret var det flotteste og det gjorde bare oplevelsen dét bedre at se faldene i solskin med regnbue over. Det var virkelig vildt at se SÅ meget vand paa én gang. Og fordi det er vinter her og paa grund af megen regn den sidste tid saa er der 1/5 mere vand i vandfaldet end der plejer. Det betyder ogsaa at gangstier ud i vandfaldet har vaeret lukket den sidste uge. Men men... lige som vi trasker forbi, kommer der en flok maend i gule regnfrakker loebene og aabner gangbroen igen, HURRA! Saa vi fik lov at gaa ud til vandfaldets kant og kigge lige ned i dybet. Vi blev godt nok plaskvaade af vanddraaber, men det var dét vaerd. Og saa bagede solen jo fra en skyfri himmel, saa der gik ikke laenge foer vi var toerre igen. Temperaturen naaede op paa svimlende 24 grader i gaar.

Vi har droppet at se vandfaldet fra Argentinas side. Man skulle faa det flotteste panorama-syn fra Brasiliens side, og desuden vil vi gerne naa videre saa vi naar hvad vi vil i Bolivia. Saa vi tager videre allerede i aften mod byen Bonito i omraadet Pantanal. Inden vi begiver os ud paa endnu en laengere bustur, smutter vi paa shoppetur i Paraguay og vi skal se Itaipu Dam - verdens stoerste vandkraftvaerk, som ligger lidt uden for byen.

Det gaar ikke saa staerkt med billederne - jeg ved det! Jeg proever at update faerdig i Bonito. Computerne jeg har moedt paa det sidste er bare utroligt langsommelige.

Søndag morgen sagde jeg og Kevin farvel til vores 6 fantastiske medrejsende, og drog alene til Rios busterminal, hvorfra vi tog en bus 3 timer sydpå ned langs kysten. Fra havnebzen Angra dos Reis nåede vi en eftermiddags-færge til den regnskovsdækkede ø, Ilha Grande. Her er helt fantastisk smukt og vi er SÅ heldige med vejret - det er jo ellers lavsæson. Vi bor i øens eneste by, Abraäo, på et lille posada med gratis internet (YES!) og udsigt over havet og diverse små-øer. Ikke dårligt!

I går tog vi et 2-timers trek til stranden Lopes Mendes, som siges at være Brasiliens smukkeste strand. Turen dertil gik gennem regnskov og over små bjerge - en smule hårdt, men det var det hele værd, da vi endelig så stranden. Jeg har ikke set alle Brasiliens strande, men den her er i hvert tilfælde den smukkeste jeg har set! En helt fin hvid bred sandstrand, kun omgivet af vild regnskov og klipper, og et turkis-blåt hav, der var så lavt at vi kunne gå 50 meter ud og stadig kun stå i vand til knæene. Stranden er fredet så der er ingen bygninger og både må ikke lægge til, så man føler virkelig man har det hele for sig selv. Og fordi man ikke kan sejle dertil, men kun kan gå, var der ikke særlig mange mennesker - lækkert! 

I dag skal vi på bådtur til den anden side af øen, hvor vi stopper ved udvalgte strande, laguner og bugter. Det er sådan en pakkeløsning som inkludere frugt og drikkelse på båden - skal nok blive dejligt!

Jeg smider nogle billeder op senere (både fra Rio og her), men den her computer er så gammel at jeg tvivler på om den kan klare mosten.  

Den smukkeste by jeg nogensinde har set! Her er så rent og pænt, med bjerge, søer, træer, parker og selvfølgelig smukke strande. Og folk er SÅ venlige og hjælpsomme, når man på en god blanding af spansk og engelsk forsørger at spørge om vej. Uha, det er godt at være Anne-Pande i disse dage! :)

Vi ankom hertil søndag morgen, og tog en taxa ud til Santa Teresa - et roligt kvarter af Rio. Her bor vi alle 8 i en danskejet utrolig flot lejlighed med udsigt over byen (meget smukt syn, især om aftenen).

Vi har indtil videre været på Ipanema stranden og skal selvfølgelig også nå et smut forbi Copacabana. Ipanema var utrolig flot, med masser af surfer-liv, kæmpemæssige bølger og brasilianske strandløver i mikroskopiske badebukser.

I går var vi på udflugt til Jesus-statuen, som skuer ud over byen oppe fra et bjerg. Vejret var helt formidabelt, uden en eneste sky på himlen - så udsigten var perfekt og endnu engang oplevede vi, hvor smuk en by Rio er. Det er virkelig utroligt - håber ikke det er sidste gang jeg er her.

Efter at have hilst på Jesus-drengen tog vi om aftenen til go' brasiliansk fodboldkamp i Rios største stadion, Maracanã. Vi købte billettter til de nedre pladser - der skulle efter sigende være lidt for godt gang i folk på de øvre sæder. Det blev vi bekræftet i da folk begyndte at strømme ind. I alt 31.550 publikummer overværede kampen mellem Brasiliense og Fluminense - sidstnævnte et af Rios 4 storhold. Det var semifinalen i Copa do Brasil - ret heldigt vi lige valgte at se fodbold den aften. Jeg har aldrig oplevet så vild en stemning - folk var HELT oppe og ringe. Det var virkelig en fantastisk oplevelse. Og der var gang i kampen - hjemmeholdet vandt 4-2 og der var både straffespark og om-straffespark. Meget interessant for en fodbold-interesseret pige som mig! :)

I eftermiddag skal vi op på Sukkertoppen - et højt bjerg, der stikker op midt i byen, hvor man tager svævebane op. Så skal vi se solen gå ned over byen deroppefra. Bliver garanteret flot. 

Nu vil jeg smutte ud i det dejlige vejr og forsøge at finde en bank, hvor jeg kan hæve penge - det er mildest talt umuligt at opspore en automat, der tager visakort. Meget frustrende - og mærkeligt det ikke er nemt i så stor en by. Kryds fingre!   

Efter 3 busture og 3 flyvninger er jeg og Karina ENDELIG nået frem til de andre i Salvador. Og vi blev modtaget med hjemmebagt pizza på et hyggeligt posada midt i den gamle bydel. Uha, det er et skønt gensyn. Nu er vi 8 danskere fra den oprindelige gruppe i Venezuela, som har næste uge sammen inden vi splittes. I nat flyver hele banden til Rio de Janeiro, hvor vi skal tilbringe den sidste tid sammen. 

I dag og i går har vi udforsket Salvadors gader og markeder - der er så meget liv i byen med trommerslagere, capoeira-dansere og gadesælgere i et stort mix. Her er en helt utrolig stemning, når man om aftenen kan opleve optog af sambatrommer danse sig ned gennem byens smalle gader. Uha, så føler man for alvor, at man er i Brasilien.

Vejret er dog ringere end i Chichi - kun sølle 26 grader - så vi pakker os lidt mere ind end vi plejer. Men det går nu nok det hele!

Nu skal vi pakke færdigt, så vi kan nå at få en tidlig bus til lufthavnen. Det bliver lidt halv-farligt at tage offentlige transportmidler efter kl. 20. Så jeg vil smutte!