Allerede to dage før mit eget fly stod jeg i lufthavnen for første gang.

Når jeg tænker over det, er der tusinde ting jeg kunne have sagt, men i det øjeblik, det sidste øjeblik, havde jeg svært ved at finde ord der kunne opsummere mine følelser omkring de fire måneder vi havde tilbragt sammen.

Det blev til et par ligegyldige vendinger, tak og farvel og et kram. Så forsvandt han.

Danny er blot en ud af mange jeg har måtte tage afsked med og alligevel var det anderledes.

En afsked markerer for det meste slutningen på noget, men også begyndelsen på noget nyt. Når jeg tidligere har taget afsked med folk har det blot været en nødvendighed for at nå til næste punkt på min rejse, en ny by i et nyt land med nye mennesker. Afskeden med Danny bragte dog ikke noget nyt med sig, blot slutningen på noget andet. Min egen rejse.

På vej hjem i en tætpakket minibus tænkte jeg over hvad jeg burde have sagt til ham. De sidste ord er gennem tiden blevet tillagt en helt særlig værdi. Som slutningen på en god bog er de sidste ord essentielle for at vi kan nyde historien som helhed. En dårlig slutning kan have en afgørende effekt på helhedsindtrykket og ligeledes gælder det i menneskelige relationer.

Jeg gjorde mig virkelig umage for at finde ordene, men lige gyldig hvad jeg fandt på, endte det i klicheer der kunne være udtalt med større entusiasme af en ubetalt birolle i en b-film, så jeg slugte dem og holdt mig til noget så kedeligt og konservativt som Tak for en fantastisk tur, Kom godt hjem og Pas på dig selv. Vi ses Danny, blev mine sidste ord. Men hvad kunne jeg have sagt?

Trist til mode og med tusinde tanker og bekymringer i hovedet følte jeg mig mere tørstig end sulten den aften, så efter en let salat nød jeg en flaske rødvin fra det lokale supermarked, hvor jeg efterhånden har fået en del venner.

Hvad er der i vejen?, spurgte Branco fra brødafdelingen da jeg krydsede hans vej tidligere.  Et skilt om halsen med ordene JEG HAR DET AF HELVEDE TIL! ville have været mindre åbenlyst end blikket i mine øjne. Jeg ville ønske jeg selv vidste det, Branco. Men jeg kan ikke finde ud af om jeg skal være glad eller trist.

Han kiggede længe på mig og skulle tilsyneladende til at sige noget malplaceret, fortælle mig hvad jeg havde brug for og så videre. Jeg ved lige hvad du har brug for, sagde han ganske rigtigt og hvis jeg ikke tog meget fejl, ville det have noget med sex at gøre. Du har brug for et godt knald, fortsatte han som ventet og så nævnte han noget med en veninde. Måske han kunne finde to søde piger og så kunne vi alle fire gå ud i morgen. Endnu en aftale der aldrig bliver til noget. Branco klapper mig på skulderen og smiler. Jeg ringer i morgen, siger han med et glimt i øjet og disse blev hans sidste ord. Jeg hørte aldrig fra ham igen, men samtalen, trods de tomme ord, var nok til at muntre mig op for en stund.

Jeg tømte det sidste glas vin på hotellets tagterrasse og gik i seng før midnat den aften.

Det er onsdag i dag. jeg har været af sted i 244 dage og nu har rejsen nået sin ende. Efter otte måneder, otte lande har rejsen nået sin ende.

Stående med fødderne i vandkanten tænker jeg på Horaces maksime: Coelum non animum mutant qui trans mare currunt, (De der krydser havet, ændrer himlen over sig men ikke deres sjæle.) Er det tilfældet med mig? Er jeg stadig den samme? Efter alt der er hændt mig. I så fald frygter jeg den dag min rejse bare bliver en historie fra fortiden. Jeg ønsker at den kunne vare for evigt. At den kunne blive og vokse i mig, så at det vil skinne ud af mig, når jeg en dag kommer hjem. Du vil se mig og genkende mig, men alt er forandret. Jeg er et nyt menneske og du har aldrig kendt mig. Du har aldrig kendt mig, for før jeg tog af sted, kendte jeg ikke mig selv. Vi hilser på hinanden og her begynder en ny historie.

Tak for denne gang.

-Alexander Clement

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Midt i en ørken af salt. Blikket rettet mod en skyfri himmel. Her er jeg. Efter syv måneder, syv lande. Her er jeg, alene med tusindevis af tanker og lyden af krystaller der danser ved mine fødder... 

Liggende ned kommer jeg i tanke om Luis, om de ord han sagde i taxaen. Een ting har jeg lært om skuespil. For at spille en karakter bliver du nødt til at tro på, at du er ham.

LA PAZ, BOLIVIA - 23. APRIL 2007
 Jeg ved det sgu ikke, Danny. Det lyder mistænktsomt. Du siger han lige er blevet løstladt fra fængslet, for hvad, to dage siden?
-Ja, det var det han sagde.
-Men han ligner en der har boet på gaden i flere år, Danny! Hvis han lige er blevet løsladt, burde han så ikke have fået sine ejendele igen. Det tøj han kom i og så videre?
-Jo, måske. Men han taler flydende amerikansk. Og hvad skulle han ellers lave her?
-Hør her. Vi går hen til ham og beder ham om et interview i morgen. Vi byder ham på frokost og beder ham fortælle om de otte år i fængslet, lader ham fortælle sin historie og filmer det hele. For det er uden tvivl en glimrende historie. Det kunne der komme en fin lille dokumentar ud af og så går vi i det mindste ikke tomhændet hjem.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 14.55
Vi skal ikke ind i det fængsel, vel? Michaels blik farer rundt i parken. Et hvert forsøg på at få ham til at kigge mig i øjnene, ville være håbløst. Jeg prøver alligevel. Michael! Se mig i øjnene! Intet held. Jeg tager mig til hovedet og prøver at tænke klart. Så går jeg hen og slukker kameraet. De penge vi gav dig. For pressekortene. Du brugte dem på coke, ikke sandt? spørger jeg ham. Han kigger op i et kort øjeblik, så vender han blikket mod jorden og siger, næsten hviskende, Jo.
Hvem er du, Michael?
-Uha... Hvor skal jeg begynde?
-Prøv med dit navn! 
Michael kigger op. Først på Danny, så på mig.
Mit navn er Luis Vargas. I har sikkert svært ved at stole på mig nu. Men det er mit rigtige navn. Alt hvad jeg har fortalt Jer, er løgne. Jeg gør det hver dag, hustler folk. Men der er en grund til at jeg har taget Jer med herud.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Det er koldt, men jeg kan ikke rejse mig. Mit blik er fokuseret på den flamingofjer, jeg holder op mod himlen. Både sol og måne står klart over mig. Stjernehimlen ville være fantastisk her. Ingen lysforurening.
Alex! Alex, vi kører nu! 

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 15.30
Det er sten, Luis. Dem er der milliarder af. Og jo, jeg kan godt se at de ligner ansigter, men det beviser ikke at de er lavet af aliens. Jeg tror du flygter fra virkeligheden, Luis.
Kameraet kører og selvom det ikke var det, vi havde regnet med, skal der nok komme et fint lille dokumentarisk potræt ud af denne sindsforvirrede mand.
-Måske, men hvad hvis jeg kan bevise det? Russerne har fundet de samme sten som mig. Det kan ikke være et tilfælde. Jeg mener, hvis jeg...
-Luis, afbryder Danny, Du har en søn. Hvad tror du han tænker om dig. Hvad tror du han fortæller sine venner, når de spørger.
-Jeg kan ikke tage tilbage.
-Hvorfor?
-Jeg ville ryge direkte i fængsel. Og det er hvis jeg fik et visa i første omgang. Men hvorfor skulle de give mig det?
-Fordi du har en søn at forsørge. Og hvad så hvis du ryger i fængslet. Det du har gjort vil give dig hvad, to år? Er det ikke det værd? Er din søn ikke det værd? For fanden Luis, du kan blive ved med at kigge på sten og ufoer, men hvem kommer nogensinde til at tro på dig. Du er en bums Luis. Se på dig. Du bor i en grotte i La Paz, hele verdens røvhul og hustler gud og hver mand for at få råd til dine stoffer. Du har fixet tre gange i løbet af den tid vi har siddet her med dig! Hvem kommer nogensinde til at tro på en som dig?!

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Alex, kom nu! Vi skal videre! råber en af pletterne.
Hvis jeg selv skulle vælge, var jeg blevet liggende. Der er noget befriende over at ligge her og lade alle mine bekymringer forsvinde som skyer fra himlen. En tænke på alt og intet mens man betragter et landskab, hvis skønhed ikke kan beskrives med ord. Men intet varer evigt. Sådan er det med dette øjeblik som det er med min rejse. Jeg hjælper mig selv på benene og går mod jeepen.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 16.40
Du bruger alt din tid på at finde ansigter i sten, minder om et folk, der engang har levet på denne planet. Men hvad med dig selv, Luis. Hvordan vil du huskes, når du dør? Som ham narkomanen fra grotten, der viede sit liv til at bevise en højere intelligens? Eller vil du huskes som Luis, en mand der fuckede up, men brugte resten af sit liv på at rette op på sine fejl, tage ansvar for sine handlinger. En far, som ofrede sig selv for sin søn. Hvordan vil du huskes Luis?
Luis kigger længe på Danny. Jeg har ham i et close-up. Nu venter jeg i spænding på et svar.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Hvad lavede du? spørger Luciano med fingeren begravet i en dåse Dulce de Leche.
Jeg lå bare og tænkte lidt over det hele. Livets store spørgsmål. Som hvor meget af det der du kan spise, før du brækker dig for eksempel.
-Oh, come oooon!
-Seriøst, du har allerede tømt en dåse.
Luciano ignorerer min kommentar og slikker sig om munden. Jeg forstår ærligt talt ikke hvordan han kan få det ned. Men så igen, det er jo trods alt Luciano. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro han var fra en anden planet.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 17.10
Luis tænkte længe over spørgsmålet. Havde vi vækket noget i ham? Havde vi åbnet hans øjne for realiteterne langt om længe?
Stående foran den amerikanske ambasade, stiller jeg mig selv de samme spørgsmål om og om igen.
Er du sikker på du vil det her, Luis? spørger Danny. Vi står foran den amerikanske ambasade og vil forsøge at hjælpe Luis med at skaffe et visum, så han kan tage tilbage til virkeligheden.
-Jeg er sikker. Hvis det ikke går, så prøvede jeg i det mindste.
-Godt, Luis. Jeg håber du mener det her. Med disse ord forlader Danny os. Han går ind på ambasaden. I mens bliver jeg udenfor med Luis. Jeg opdager at mikrofonen på det kamera vi blev beordret til at slukke af vagt, er tændt og slukker den. Men en anden vagt ser det og bliver mistænksom. Står du og filmer? spørger han mig.
-Nej overhovedet ikke, jeg ville bare...
-Vis mig båndet. Jeg spiller det for ham, men han er ikke overbevist.
-Må jeg have lov at se noget ID?
Jeg mærker efter i mine lommer, men uden held. Min pung ligger trygt og sikkert på vores hotelværelse.

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Vi sidder i jeepen og nyder udsigten. Luciano med sin Dulce de Leche, vores fnisende kok, nyforelskede Matan og Hadas og Danny og jeg, to rejsende, hvis eventyr snart når sin ende.
Jeg er ikke klar, Alex.
-Til at tage hjem?
-Ja, jeg er sgu ikke klar til det. Og det er ikke, at jeg ikke savner mine venner, min familie. Denne tilværelse er bare så meget lettere. Ingen forpligtelser, ingen forventninger, ingen krav at leve op til.
-Og ingen der kender dig. Tro mig, jeg kender følelsen. Men det varer ikke evigt. En let tilværelse er en overfladisk tilværelse. Det ved du bedre en nogen anden. Tænk på Kundera.
Jeg har selv gået med troen om at jeg kunne fortsætte dette liv. Men der kommer et tidspunkt hvor du vil længes mennesker der kender dig. Og desværre kommer det ene ikke uden det andet. Så snart vi udvikler relationer til vores omverden, vil omverdenen kræve ting af os. Jeg ved heller ikke om jeg er klar til at komme hjem, men jeg ved, at det ikke kan fortsætte sådan her. Måske vi ikke savner vores forpligtelser, men før eller siden kommer vi til at savne den verden, af hvilken forpligtelserne stammer. Og hvis jeg kender dig godt nok, er der i hvert fald een ting i den verden du ikke kan undvære.
-Og det er?
-Kærlighed.Jeg hader at indrømme det, men hvis du holder fast i denne her tilværelse, så ender du lige som Luis.
-Hey! Du skal ikke sammenligne mig med Luis!
-Jeg laver bare sjov. For at være ærlig har jeg svært ved at forestille mig dig levende i en grotte i Bolivia...
Danny ruller vinduet op og vender sig mod mig. Tror du egentlig han gjorde det? spørger han mig.

LA PAZ, BOLIVIA - 24. APRIL, KL. 17.25
Gode nyheder, Luis. Jeg har talt med ambasaden. De er mere end villige til at hjælpe dig. Det at du har en søn er et stort plus og hvis du er klar til at stå til ansvar for dine handlinger, kan du få dit visum.
-Og det betyder?
-Du vil blive stillet for retten og kommer nok til at afsone en dom på to år. Du vil blive nødt til at gå på afvænning. Men staten vil give dig et lån, så du kan komme i gang.
Luis kigger på os begge to med et blik, der er svært at tyde. Tusinde tanker må strømme gennem hans hoved lige nu og jeg kan kun håbe, at han mener hvad han siger.
-Tak, drenge. Jeg ved slet ikke hvordan jeg kan takke Jer. I alt denne tid har jeg udgivet mig for at være en anden. Jeg har spillet skuespil overfor alle andre, men vigtigst af alt overfor mig selv. Det er tid til at se realiteterne i øjene.
-Og nu har du chancen, Luis.
-Hey, jeg tænkte på om I ikke ville med ned i min grotte i morgen, se hvordan jeg lever. Det ville være godt til jeres dokumentar!
-Måske en anden gang, Luis. Pas på dig selv.

Vi tager afsked med Luis foran ambasaden. På vejen hjem til hotellet siger Danny og jeg ikke et ord til hinanden. To hoveder fyldt til randen med tanker og forestillinger. Vil Luis udfylde ansøgningen? Er han klar til at tage tilbage til virkeligheden, at stå ansigt til ansigt med sin søn?

UYUNI, BOLIVIA - 27. APRIL 2007
Jeg ved det ikke, Danny. Jeg håber det, men jeg ved det ikke.
Danny smiler og ryster på hovedet som kom han i tanke om noget pudsigt. Der er helt stille i bilen foren stund. Uden for danser tusindevis af saltkrystaller gennem ørkenen under en skyfri himmel.

Intet varer evigt, men der er dage som disse, jeg ville ønske gjorde. 

Hvad fanden mener du med det? Du kan sgu da ikke bare sætte os af midt i ingenting! Hvad er det lige du har forestillet dig vi skal gøre?

Chaufføren kigger mig i øjnene og hvis jeg har lært at tyde udtryk markeret i ansigter, skabt af følelser og frustrationer, vil jeg vove at påstå at min utilfredshed har irriteret ham til en sådan grad, at det eneste han tænker på, er hvordan han kan slippe af med mig. Øjenbryene svagt løftet, et tomt blik, et par lydløse bevægelser med munden efterfulgt af et suk. Så kigger han sig omkring og udtaler følgende ord så monotomt og usikkert at man skulle tro han selv tvivlede på deres værdi. Tag en taxa. Jeg giver ham et øjeblik til at trække sine ord tilbage og finde på noget der kan hjælpe mig, men han forbliver tavs. Jeg forsøger fortælle ham at han er en komplet idiot med blikket i mine øjne og det falske smil på mine læber. Tilsyneladende taler vi ikke samme sprog, så jeg skærer det ud i pap. Hør her. Vi ved begge to at der ikke kører taxaer herude og selv hvis der gjorde, ville vi ikke kunne stille noget op. Vi har ikke nogle penge.

Hvor pengene blev af. (9 timer tidligere)
De stoppede bussen og bad os alle sammen stige ud. Så tjekkede de vores tasker. De fleste fik lov til at gå tilbage ind i bussen straks efter, men nogle af os blev dirigeret hen til et skur i nærheden af en af soldaterne. En for en gik de ind, kom ud igen og hoppede på bussen. Vi stod bagerst i køen uden den mindste fornemmelse hvad der foregik i skuret foran os. Det fandt vi snart ud af.

Vi stod i migrationskontoret få kilometer fra grænsen til Bolivia og skulle have tjekket vores pas. Så vidt jeg kunne forstå manglede der et par indgangsstempler. De ville have os til at betale hvad der svarer til 1600 kroner i bøde og pegede på en liste med regler der var klistret fast til bordet, som for at sige Den er god nok.
Men så mange penge har vi slet ikke på os. Der må være en anden løsning. Manden bag skrivebordet kiggede længe på mig med et blik jeg, på grund af træthed eller simpel nervøsitet, ikke var i stand til at tyde. Men der var en løsning, forklarede han mig. Hvis vi kunne undvære kvitteringerne og stikke alt hvad vi havde på lommerne under bordet, ville de forære os stemplerne. Vi havde ikke noget valg.

Jeg beklager, siger han. Så vender han sig og går mod bussen. Jeg giver op, stiller min taske fra mig og sætter mig på jorden. Hvad nu? spørger Danny. Jeg svarer ham, at der kun er en ting, vi kan gøre.

Gå?! Har du tænkt dig vi skal gå, Alex? Det har jeg, fortæller jeg ham og et øjeblik efter begynder vi at gå mod højre ad landevejen.

5 timer og 16 kilometer senere, et sted i min bevidsthed.

Jeg er på vej hjem fra en ven i Brønshøj, da jeg bliver stoppet af to drenge. De virker bekendte, men med afbleget hår sat med en halv dåse Dax Wax og tøj fra Jack&Jones kunne de være hvem som helst. Jeg hader at indrømme det, men jeg kan spotte en provinsdreng fra den del af landet på 100 meters afstand.

FCK eller Brøndby? spørger den ene.

-Undskyld, hvad?

-Ja, hvem er du med, FCK eller Brøndby din svans?

-Jeg ser ikke fodbold.

-Svar nu bare pikfjæs!

Jeg overvejer mine muligheder. Der er 50% chance for at svare rigtigt her og hvis jeg ikke gør det kan det få konsekvenser. De her drenge er kun ude på ballade.

-Øh... Brøndby?

Forkert svar. En knytnæve rammer mig et sted i hovedet. Jeg falder til jorden. Fade out.

Alex! råber en stemme fra en anden verden. Jeg forsøger at åbne mine øjne, men lyset er for skarpt. Alex! råber stemmen. Hvis jeg kunne, ville jeg svare, men min mund er tør og det er umuligt for mig at åbne den. Alex! Alex! Hvis du kan høre mig, så nik med hovedet. Og så meget kan jeg vist lige magte. Åbn dine øjne. Jep, jeg genkender stemmen. Danny? Åbn dine øjne, Alex. Ja, den er god nok. Det er Danny. Jeg giver det et forsøg til og denne gang lykkes det. Men lyset er for skarpt og omgivelserne for slørede til at jeg kan regne ud hvor jeg er. Det er ikke Brønshøj, det er helt sikkert. Her er træer. Måske jeg skulle jeg spørge Danny. Hvor er jeg, Danny?

-Du er i Bolivia. Det tror jeg i hvert fald. Du besvimede på vej til vejblokeringen. Her, drik noget vand. Vand i min mund. Jeg synker.

-FCK.

-Undskyld?

-Jamen, FCK er de bedste.

-Hvad taler du om Alex? Du hader fodbold. Har du nogensinde set dem spille?

-Set hvem spille?

-Glem det. Kom, tag min hånd.

Vi løber tør for vand i løbet af de næste ti minutter. Vandet i min krop har i mellemtiden gennemblødt min skjorte og sved drypper ned i mine øjne. Jeg blinker et par gange, sætter det ene ben foran det andet. Vejen virker uendelig lang. Hvor langt har vi igen? spørger jeg Danny på vej op af en bakke. Uha, starter Danny forpustet, Klokken er syv nu... Vi må have gået i fem-seks timers tid... Her laver han lidt hovedregning. Der var 30 kilometer fra der hvor vi blev sat af, ik? Jeg nikker bekræftende. Danny tænker igen alt i mens han prøver at samle spyt nok til at udtale de næste ord. Så vidt jeg kan regne ud, siger han, så må vi være gået 16-17 kilometer. Vi er halvvejs.

Den replik ignorerer jeg. Tanken om at skulle gå 13-14 kilometer til med 25 kilo på ryggen er ulidelig. I stedet begynder jeg at håbe på, at en bil vil samle os op. Men efter de første times tid har vi stadig ikke set en eneste bil pasere.

Tænk hvis vi går den forkerte vej, ler jeg for mig selv. Så indser jeg at det rent faktisk kunne være tilfældet og holder op med at le. Hvad så Danny, kan du klare det? spørger jeg, men der kommer intet svar. Jeg vender mig om, men Danny er ingen steder at se.

Jeg smider min taske og løber tilbage af den vej vi kom. Jeg finder ham på den anden side af bakken, siddende på jorden lænet op af sin taske. Ordene drysser som støv fra hans læber, Det hele snurrer rundt, Alex.

-Bliv siddende her. Tag et par dybe indåndinger. Jeg prøver at finde noget vand.

Det virker så godt som håbløst, men jeg bliver nødt til at prøve, så jeg kravler ned ad skranten og løber ind i skoven i håb om at støde på en sø. Der er naturligvis ikke det der minder om en vandpyt i miles omegn, men så pludselig hører jeg noget, der lyder som en motor. Jeg løber tilbage mod vejen, men bliver stoppet af noget aflangt ormeagtigt, bare større og farligere. Ssss siger slangen og Aaaaaargh! siger Alex. Og hvad er det nu man gør her. Jeg har fået det at vide tusinde gange og har sikkert set Steve Irwin tæmme en på Animal Planet, men jeg vælger at tackle situationen helt anderledes. Jeg ber til at den ikke bider mig og så løber jeg alt hvad mine ben tillader mig.

Et minde

Kom nu Alexander! Hvad hvis huset brændte. Tænk på det når du tager de sko på!

-Nu brænder huset heldigvis ikke og hvis det gjorde, ville jeg nok ikke bekymre mig om mine sko, mor.

-Bare skynd dig!

Jeg hiver mine sko på og binder snørrebåndene. Selvfølgelig ville det gå hurtigere hvis huset brændte. Kroppen har en et ekstra energilager til den slags nødsituationer. Men jeg kan ikke gøre for, at jeg er langsom. Det ligger i generne. Det var bestemt af højere kræfter lang tid før jeg blev født, så det nytter ikke at kæmpe imod. Jeg må erkende min skæbne som den mand jeg er.

-Kom nu Alexander! Du kommer for sent til din egen konfirmation!

-Ja, ja, mor. Jeg kommer nu. Jeg skal bare lige...

Der er ingen tvivl om det, en bil er på vej. Jeg når til skranten og begynder at klatre. På vejen falder jeg ned på knæ og mens jeg hiver efter vejret nærmer bilen sig. Det er med held at chaufføren når at bremse. Undskyld, fremstammer jeg, men du kunne vel ikke give os et lift? Min ven... han har det ikke så godt. Vi skal bare frem til vejblokeringen. Jeg kan desværre ikke tilbyde dig noget, men...

-Hop ind, afbryder han mig. Jeg løber ned og henter min taske, smider den i baggagerummet og hjælper Danny ind på bagsædet.

Chaufføren er en lille mand i trediverne. På passagersædet sidder en ældre mand i jakkesæt, der i ny og næ vender sig om og kigger mistænktsomt på Danny, dog uden på noget tidspunkt at sige en lyd. De første fem minutter irreterer det mig ikke, men han bliver ved, så da chaufføren spørger mig hvor vi er fra, beslutter jeg mig for at puste til ilden. Al queida, svarer jeg. Chaufføren griner, det gør den gamle bestemt ikke. Om jeg efter de få minutter vi har kendt hinanden, kan tillade mig at spørge om lidt vand, ved jeg ikke, men Danny har brug for det, så jeg prøver. Du tager bare, svarer han mig, men det er fra hanen.

-Hvad sagde han, spørger Danny.

-Ikke noget. Bare drik, du har brug for det.

Da vi når vejblokeringen har Danny tømt flasken. Jeg takker chaufføren og vi stiger ud. Den gamle synes at være lettet, men hvad havde han forestillet sig. Havde Danny været selvmordsbomber, havde han nok sat sig et større mål.

Der holder en lang række biler parkeret ved vejblokeringen. De har tilsyneladende ventet i tre dage indtil videre. Blokeringen er et led i en større strejke startet af byens befolkning. Formålet forbliver uklart. Og hvor langt skal vi så gå for at komme til den nærmeste by, spørger jeg en lastbilschauffør. I har i hvert fald 6-7 kilometer endnu, svarer han. Barnemad. Vi begynder at gå.

En samtale med Codan for nyligt

Så der er intet I kan gøre?

-Nej, desværre. Din forsikring dækker kun tre måneder efter afrejsedatoen.

-Ja, det er klart. Det giver mening. For efter de første tre måneder... Nej ved du hvad, det giver på ingen måde mening. Jeg har fået mit kamera stjålet og så er det sgu da lige meget om det er i December eller april. For helvede, det kamera har kostet mig en formue. Jeg tog hele vejen til New York for at købe det. Helt ærligt, jeg har kun haft det i to måneder. Der må sgu der være noget I kan gøre!

-Desværre hr. Jeg kan ikke hjælpe dig.

-Nå, men i så fald vil jeg gerne have du annulerer mine forsikringer. Hvorfor bruge penge på en forsikring, der ikke kan hjælpe mig når skaden er sket? (Ha! Der fik jeg hende!)

-Du kan ikke annulere dine forsikringer selv. Det skal din mor gøre. (Pis!)

-Nå, men så... så synes jeg du skal have en fortsat god dag frøken! FARVEL! Jeg smider røret på og går hen til kassen for at betale.

-Ti dollars?! Er du komplet vanvittig? Jeg er lige blevet berøvet for helvede! Hav lidt medlidenhed!

Han stirrer på mig med et blik der kun kan tydes på en måde: JEG-ER-LI-GE-GLAD! Så jeg betaler og sukker højlydt i det jeg forlader biksen.

Da vi når frem til byen ryster jeg over hele kroppen, mit tøj gennemblødt og jeg kan næsten ikke fremstamme en ord. En kvinde sælger limonade ved vejkanten. Jeg beder hende om to glas på huset og forklarer vores situation. No pay, no drink! synes hun at sige, så jeg hiver en t-shirt frem fra min taske og peger på hendes søn. Hun kigger længe på t-shirten, derefter på sønnen og så tager hun t-shirten og skænker to glas limonade. Den bedste limonade jeg nogensinde har smagt. Danny og jeg kigger på hinanden og griner på den der Vi-klarede-den-ha-ha-hvor-er-jeg-glad-for-at-være-i-live-måde.

Vi beslutter os for at sove på busterminalen den aften. Der er ingen hæveautomater i byen og de få argentinske pesos vi har tilbage bliver vi nødt til at gemme til bussen. Hvis altså der skulle køre nogle busser dagen efter. Jeg vil give dig muligheden for at gætte her.

På busterminalen møder vi John fra Columbia. John har slået et telt op og tilbyder at vi kan lægge vores tasker ind og vi takker ja.
Danmark siger du. Jeg må indrømme, at jeg ikke aner hvor det er.
-Bare rolig, du er ikke den eneste. Man kan dårligt se os på kortet. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro det bare var lidt snavs.

-Hmm... Har I noget dansk musik med?
-Musik?
-Ja, hvis du ikke har noget i mod det vil jeg gerne høre noget dansk musik.
-Naturligvis. Jeg henter min iPOD fra min taske og kigger listen igennem for at finde noget dansk. Danny har i mellemtiden lagt sig på en bænk ved teltet og trukket sin sovepose over sig.
Her. Hør det her. Jeg spiller Marie Key Bands ”Blomstersangen” for John, der lytter med stor nysgerrighed.
Det er en virkelig smuk sang, siger John hen imod slutningen. Må jeg låne den her lidt? Spørger han så hentydende til i POD’en. Selvfølgelig må du det! svarer jeg og John forsvinder ind i teltet. Jeg selv finder en bænk og folder min sovepose ud.
Liggende på den bænk føler jeg en større hjemve end nogensinde før. Jeg savner min seng, at ligge nøgen under nyvaskede dyner, at zappe mig gennem hundrede tv-kanaler, mærke mit hoved blive tungere og mine øjne falde i. Jeg savner min mor og hendes lasagne. Jeg savner at blive omfavnet, at blive elsket. Og det er alt i mens jeg ligger på en bænk i mit våde tøj og med tusinde fluer over mit hovede. Jeg forsøger at læse i min bog, men giver op efter et kapitel og vender mig om på siden. Sådan ligger jeg i en times tid, lige indtil John kommer listende ud af teltet.
Alexander, det er en virkelig smuk sang, siger John som en nyforelsket teenagedreng ville have berettet det om sin nye scoring.
-Ja, jeg ved det, John.
-Men altså, jeg kan virkelig virkelig godt lide den. Og den er let. Selvom jeg ikke forstår teksten, så tror jeg, at jeg kan synge den nu.
-At du kan hvad? Synge den? Men du kan jo ikke sproget.

Jeg har tidligere nævnt at jeg ikke er kristen. Jeg har forlængst hengivet mig til tilfældigheder og fri vilje. Jeg tror ikke på skæbne eller højere kræfter. Men jeg tror på magi. Lad os kalde det hverdagsmagi. Når en uventet hændelse står i kontrast til tidspunktet og stedet hvori den opstår, skabes en ny dimension. Noget der synes uvirkeligt optræder i hvad der utvivlsomt er virkeligt og magi opstår. Det der skete den aften var magi.

John kan ikke sproget og forstår ikke teksten. Men nu synger han sangen og udtaler de fremmede ord klart og tydeligt. Danny åbner sine øjne og et smil breder sig på hans læber. Blomstersangen har en ganske særlig betydning for os begge.

Under forberedelserne til Sagaen om Hermafroditten & Det stumme orkester, januar 2006
Du er fortabt, Peter. Hver morgen vågner du og kan ikke huske fra top til tå. Sara er forelsket i dig og du i hende, men det ved du ikke. Den følelse af forelskelse du render rundt med i maven kan du ikke rette mod noget konkret. Men du ønsker at forstå, inderligt! Og derfor... Jeg blev afbrudt af en stemme fra musiklokalet. Det var Sofie der, sammen med orkesteret, var ved at øve Blomstersangen. Jeg havde været meget i tvivl om at caste Sofie til rollen. Blomstersangen var på sin vis stykkets vigtigte sang og derfor var uhyrre vigtigt for mig, at den blev sunget af en der kunne synge. Og Sofie kunne i den grad synge, fandt jeg ud af den dag. Sofie kunne synge så hårerne rejste sig og tårerne trillede.
Da Danny så musicalen gjorde han sig enig med mig. Han havde aldrig set Sofie før, men snart efter blev de rigtig gode venner.

Blomstersangen er for mig mindet om en samling vidunderlige mennesker der kæmpede hårdt for at stable en musical på benene. En tid med hvilken jeg kun forbinder gode minder. For Danny er sangen et symbol på et af hans vigtigste venskaber.

Jeg ved godt det ikke var helt perfekt, men jeg havde lidt svært ved at tyde nogle af ordene, så...
-Det var helt perfekt, John. Tro mig, det var helt perfekt.

Allerede i det øjeblik jeg vågnede, kunne jeg mærke at der var noget galt. Forsigtigt bevægede mig hånd ned i mine underbukser for kun at forstærke den smerte, der for få sekunder siden vækkede mig fra min drøm. Et lille men dybfølt skrig døde bag min lukkede mund og jeg vendte mig i sengen med min hånd låst fast om min penis.

Det regnede udenfor for fjerde dag i træk. Hvis jeg orkede det, kunne jeg rejse mig og kigge ud af vinduet, men det ville jo være til ingen verdens nytte. Jeg havde forlængst lært at jeg ikke var herre over vejret. At kigge ud ville ikke få det til at holde op. Så i stedet besluttede jeg mig for at liste ud på badeværelset for at undersøge hvad det var der foregik mellem mine ben.

Vores værelse lå lige ud til receptionen og som sædvanelig sad Tim ved sit bord og gumlede på et eller andet stykke mad. Goodmorning champ! How are we feeling to day? spurgte han mig og uden at afvente mit svar fortsatte han, Are you gonna join us for the tango lesson tonight? Jeg prøvede at kigge ham i øjnene, men de åbnede og lukkede og farede rundt i rummet med en sådan hastighed, at jeg ikke kunne følge med. Prøv at hør her. Jeg skal ikke ud og danse tango og slet ikke med dig og dine andre backpacker venner. Nu synes jeg du skal holde din kæft og koncentrere dig om din... hvad end det du sidder og tygger på. Og forresten, hvor lang tid er det du har været her? Tre, fire uger? Er det ærlig talt ikke på tide at du tager og pakker dit lort og kommer videre?

Jeg sagde naturligvis ikke noget af overstående, selvom jeg så inderligt ønskede jeg havde gjort det. Mine gode manerer tillader mig simpelthen ikke at hidse mig op på folk for hvem jeg føler et helt umotiveret had. I stedet mumlede jeg noget, der næppe kunne forstås som et svar.

Tim er ikke noget dårligt menneske og jeg har egentlig ikke nogen reel grund til at hade ham. Måske han bare var det perfekte offer, det perfekte symbol på alt hvad jeg var blevet træt af efter 6 måneders rejse. Den glade backpacker der elsker at dele sine unikke rejseoplevelser med alle han møder på sin vej, udveksle erfaringer og skabe nye venskaber, der holder den uge eller to de befinder sig på samme hotel og går på de samme barer, men snart visner og glemmes.

I virkeligheden er jeg ikke spor bedre end Tim. På børnehjemmet Emmanuel fortalte jeg Luna hvor begejstret jeg var for at rejse, altid fremmed for mine omgivelser og med ingen forventninger at skulle leve op til. Jeg elskede at møde nye mennesker fra hele verden og udveksle numre og lave planer, der er søde og sjove, men nok aldrig bliver til noget. Jeg ville fortælle lange historier om mit ophold i landsbyen og lytte med stor interesse når jeg fik fortalt historier fra deres rejser, men efter vores tre ugers ophold på Cuba fandt jeg mig selv i en tilstand af komplet udmattethed. Mit overskud til at tale, fortælle og lytte til de andres historier forsvandt et sted i Havanas lufthavn.

Tim er ikke ikke et dårligt menneske. Jeg havde bare ikke kræfter til at deltage i hans backpacker-ud-og-se-og-gør-som-de-nu-gør-her-for-det-er-kultur-ræs. Og så tror jeg i øvrigt ikke at den lille mand mellem mine ben have ladet mig danse den dag.

På badeværelset trak jeg mine bukser ned og tog et godt kig på mine ædlere dele. Lad mig spare dig for detaljerne og i stedet resumere de sidste to uger i Buenos Aires. 

Vi ankom den 25. marts efter et døgns udmattende rejse fra Cuba. I taxaen på vej fra lufthavnen mod hotellet, spurgte jeg taxachaufføren om vi var kommet i regntiden. Det piskede ned uden for og jeg begyndte at blive nervøs. Han forsikrede mig dog om, at det var første gang i lang tid det havde regnet sådan.

Men regnen blev ved med at dale fra himlen som dagene gik og de grå skyer syntes at stjæle farverne fra alt levende. Om det var derfor jeg pludselig blev underligt deprimeret, ved jeg ikke. En anden grund kunne være at cubanerne rippede mig for alt min energi. Som Patrick spåede var jeg kommet som et stort stykke saftigt kød og var gået derfra som resterne af et gennemtygget stykke bacon. At mit kamera blev stjålet et par dage efter hjalp bestemt heller ikke på mit humør. Jeg vil ikke nævne hvilke ord der fløj over mine læber, da jeg opdagede at min rejseforsikring var udløbet to dage før tyveriet, men det var nok til at få Danny til at løfte øjenbrynene.

Jeg druknede i selvmedlidenhed og mens Danny socialiserede med de andre rejsende fra vores hotel begravede jeg mig i bøger og gik i biografen flere gange om dagen. Det var min måde at flygte fra verden, men det lykkedes ikke. Grå himmel hvorunder grå mennesker vandrede frem og tilbage ad gader og stræder med hver deres mål mindede mig om min ulykke.

Jeg skrev lange mails hvori jeg prædikede om mine uheld og mit fotoprojekt, der nu hvor mit kamera var blevet stjålet, ville gå i vasken. Som svar på en af de mails fortalte min veninde mig at jeg måtte tage mig sammen og det prøvede jeg. Det gjorde jeg virkelig.

I sidste uge satte jeg mig for at strukturere mine dage lidt mere end tidligere. At være tilbage i en storby gjorde mig rastløs. Det var på tide jeg kom ud og kiggede mig omkring, så jeg lavede en plan over bogforhandlere, teatre, museummer og områder jeg gerne ville se. Men af en eller anden grund skulle den plan også gå i vasken. Museerne var lukkede p.g.a. ombygning, eller bare for at irritere mig og teateret, hvor de eftersigende skulle vise et Beckett stykke var ved at sætte en ny forestilling op. Gennem ruden så jeg to kvinder der arbejdede ihærdigt på en busk. Bogforhandlerne var henholdsvis ikke eksisterende og skiftet ud med en slikbutik, så nu havde jeg bare tilbage at gå en tur i det område, jeg havde markeret. Jeg tog metroen og allerde på vej op af trapperne gik himlen itu og kastede tusindevis af dråber mod den i forvejen regnvåde jord. Men jeg gav ikke op så let. Mit kamp mod verdens uretfærdigheder var ikke ovre. Nu måtte der tages hårdere midler i brug.  

Det er præcis en uge siden at jeg tog hen på et burreau i den anden ende af byen. Burreauet tilbyder diverse ekstrem-sport-tours og jeg meddelte den rare kvinde bag skranken at min ven og jeg vældigt gerne ville springe i faldskærm. Jeg indbetalte et despositum og gik hjem for at overraske Danny med billetterne. Danny lider af højdeskræk. Jeg ved lade dig selv spekulere over hvordan han reagerede, da jeg fortalte ham, at vi skulle springe ud fra et fly i tre kilometers højde dagen efter.

Mandag morgen blev vi hentet af John, der skulle køre os ud til flybasen. Desværre, som det efterhånden har gjort så mange gange, begyndte det at regne og vi måtte vende om.
Tirsdag regnede det igen og onsdag kunne John ikke finde fotografer til at filme turen ned.

Torsdag synes alt dog at gå efter planen. Vi fik vores seler på og satte os ind i flyveren. Nu sker det nåede jeg at sige til Danny. Vi var 1100 meter over jorden og havde fortsat op ad, hvis ikke der pludseligt begyndte at lugte brændt fra motoren. Vi bliver nødt til at lande før lortet brænder sammen, instruerede kaptajnen og stadig siddende i flyveren landede vi lige så sikkert hvor vi startede. Motoren brændte sammen og vi kom aldrig ud og springe.

Nej mor, jeg har ikke været sammen med nogen. Jeg vågnede bare i morges og så gjorde den helt latterligt ondt. Det var sande ord. Det tætteste jeg havde været på fysisk kontakt med en pige i mange måneder var et lille kys på kinden eller et uskyldigt kram. Forleden forelskede jeg mig meget pludseligt i en pige vi mødte på en bar. Om hun bare var et objekt for min trang til fysisk kontakt fandt jeg aldrig ud af. Et sekund efter at tanken om, at dette møde gik helt efter planen og at min indsats havde været helt formidabel og selvsagt måtte give pote, sagde hun tak for denne gang, rejste sig og forsvandt ud af mit liv for altid. Det må have været en tom flirt og en selvindbildt fascination for jeg kan ikke huske hendes navn og tanken om hende bringer ingen følelser med sig.

Du bliver nødt til at opsøge en læge, Alexander. Så kan han se på den og fortælle dig hvad der er galt.

-Ja, men ser du. Der er sgu ikke rigtig nogen privatklinikker i nærheden. Den eneste mulighed er hospitalet og jeg har ikke vildt meget lyst til at hive min tissemand frem foran ti forskellige sygeplejersker, der ikke fatter hvad jeg siger fordi mit ordforråd tilfældigvis ikke lige dækker forhudsbetændelse og voldsomme smerter i penis-området.

-Det må du selv om Alexander, men jeg synes altså du bør gøre det.

Og mor har altid ret, så jeg drog mod hospitalet.

Receptionen var naturligvis kun besat af kvinder, der betjente kvindelige patienter. Det gjorde ondt mellem benene og vejen hen til disken virkede pludselig meget lang. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne forklare, overfor så mange kvinder, hvad mit problem var. Og hvad hvis de ikke forstod mig, eller værre, hvad hvis de kaldte en læge over højtaleren. Jeg kunne se det hele for mig. Alberto, Alberto? Vi har en dreng her, der siger han har problemer med pikkemanden. Svinger du lige forbi? Nej, det ville aldrig gå. Jeg vendte om og gik mod udgangen.

Nu sidder jeg 20 meter fra hospitalet på en lille sushibar og trøster mig selv. Måske jeg burde overgive mig til gammel japansk filosofi og bare følge dagens gang. Når du er nede, skal du blive nede, hvisker jeg for mig selv. Det ville Okuro have gjort og det er præcis hvad jeg bør gøre nu. Jeg stikker et stykke maki i munden og tygger det grundigt idet jeg forsøger at ignorere smerten fra mit underliv.

Det skal jo nok gå over.

VIÑALES, CUBA - 24. marts 2007
Jeg har fanget et stykke annanas med min gaffel og skal til at føre det ind i munden, da Kåre kommer brasende ind af døren. Have you eaten yet? spørger han med kraftig jysk accent. Hvorfor han taler engelsk forbliver et mysterium. Lad os bare sige, at han er forvirret. Det er ikke første gang han henvender sig til os på engelsk og det er på trods af, at vi alle tre er født og opvokset i Danmark.
-Nej, Kåre. Vi har ikke spist endnu.
-Oh yes, nåh ja. Alright. I er danske. Men hvad så? Er hestene klar?
-Jep. Vi skal mødes med en fyr klokken 10.
Jeg fører gaflen med det lille stykke annanas ind i munden og tygger det langsomt og grundigt, vidende om at det bliver dagens bedste måltid. På Cuba er det så godt som umuligt at få et anstændigt måltid.
Kåre kigger forvirret omkring sig, som for at tjekke om nogen har fulgt efter ham. Så hiver han en stol ud fra bordet og sætter sig ned. Forresten, begynder han, jeg synes lige i skulle se det her. Kåre hiver en cubansk avis frem og smider den på bordet. Jeg tager den til mig, stadig tyggende på mit lille stykke annanas. Hvad er det? spørger jeg. Page three, siger Kåre og jeg bladrer frem til side tre.
UROLIGHEDERNE PÅ NØRREBRO I DANMARK FORTSÆTTER. Det virker urealistisk at de cubanske medier skulle bekymre sig om oprørene på Nørrebro, men her står det og de har endda placeret et billede over artiklen. Det var også i fjernsynet i går, siger han, familien i mit hus sad og så Nyhederne, da der pludselig kom et indslag om det. 
-Utroligt. Nu må vi da efterhånden have gjort verden opmærksomme på hvem vi er.
Jeg folder avisen sammen og giver den til Danny, der sidder og tygger omhyggeligt på et stykke appelsin, vidende om at dette bliver dagens bedste måltid.

Klokken ti mødes vi med Rasmus, Katja og Jose, der har skaffet heste til dagens ridetur. Godmorgen tøser! siger jeg og modtager et spark over skindebenet fra Rasmus. Han er bare lidt nervøs, forklarer Katja.

Efter at have reddet i fem minutter synes nervøsiteten dog at være forsvundet fra Rasmus, der har døbt sin hest Mette Frederiksen. Jeg kalder min Mogens Camre. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi den ikke er særlig pæn og aldrig adlyder. Jeg har de samme problemer med Mogens.

Hestene er udmagrede og trasker langsomt og ugideligt afsted i den bagende sol. Landskabet er utroligt smukt, men hestene er tilsyneladende ligeglade. De overvejer vel hvordan de kan ende dette meningsforladte liv en gang for alle. Nu må du koncentrere dig, Mogens. Kom så! Jeg sparker den i siden og klapper den på numsen, men Mogens reagerer ikke. Han fortsætter ud af stien med 0,005km i timen.
Længere fremme står Dannys hest og græsser. Og det er med god grund. Den ser ud til at den ikke er blevet fodret i måneder. Seriøst, den var ved at skvatte over sine egne ben før! Hvad er det for nogle heste?! siger Danny, da jeg ridder forbi ham.
Katja ridder lidt længere fremme med vores guide. Kåre kan jeg til gengæld ikke få øje på. Jeg spørger Katja om hun har set ham og uden at svare peger hun ud til højre. Og der er han, Kåre, i fuld gallop på vej ud over marken.
-Hvordan gør han det der?
-Jeg ved det virkelig ikke Katja. Jeg har prøvet alt med Mogens her, men intet virker.
-Din hest er altså en pige.
-Nå... men den hedder altså Mogens. Hvis den beslutter sig for at adlyde, kan vi begynde at tale om et navneskift.

Kåre står allerede og venter, da vi når frem til lagunen. Guiden fortæller os at vi kan bade derinde, men at det koster penge. Igen glemmer Kåre at vi taler dansk og i øvrigt forstår spansk. He says that there is a pool and that...
-Kåre. Du taler engelsk igen. Og vi forstod det godt.
Kåre kigger sig hurtigt omkring og mumler noget jeg ikke forstår. Så kigger han på lagunen og siger efter omtanke, Nå, jamen det er jo bare en grotte. Dem har jeg sgu set så mange af. Jeg bliver bare her og spiller hackisack.
Så ombestemmer han sig, løber ind i grotten og kommer lige så hurtigt ud igen. Jep, det er bare en grotte, siger han. Så du overhovedet det hele? spørger Rasmus ham, du nåede jo dårligt ind, før du kom ud. Kåre skraber lidt jord væk med skoen, Nææ... Det er bare, jeg får sgu sådan lidt klaustrofobi af at være der. Og siden det jo bare er en grotte, beslutter vi os for at ridde videre.

Jeg forstår stadig ikke hvordan du gør. Hvordan får du hesten til at gallop? spørger jeg Kåre da vi kommer op på hestene igen. Du skal bare sparke den i siden og lave kysselyde, siger han. Det ved jeg ikke om er nogen god ide. Det med kysselydene altså. Jeg vil nødig give Mogens forkerte ideer. Det sidste hører han vidst ikke. Kåre er allerede i fuld gallop. Han er Loco, siger guiden, Der er altid en der viser sig frem og ham kalder vi Loco. Danny, Rasmus, Katja og jeg har stadig intet held med vores uduelige heste, så da vi gør holdt næste gang, foreslår jeg Kåre at vi bytter hest.
Kåre der er helt overbevist om, at det ikke er hestene, men os der er noget galt med, går med til at bytte. Mogens, du skal bare vide, advarer jeg min hest, at hvis du adlyder Kåre, så bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver rasende Mogens! Forstår du det? Mogens svarer ikke.

Det viser sig at der var intet i vejen med os og alt i vejen med hestene. Jeg har dårligt prikket Kåres hest i siden før den er i gallop. Nu drøner den ud over cigarmarken mod bjerget.
Jeg tænker på Bush Cassidy & The Sundance Kid og alle de andre westerns jeg har set. I et par minutter føler jeg mig som en rigtig cowboy. Men så pludselig kommer jeg i tanke om de andre. Jeg ridder tilbage i samme fart og møder først de andre langt nede af stien.
Kåre sidder på Mogens, som han sparker i siden med alle sine kræfter i håb om at få ham i gallop. Men det er til ingen verdens nytte. Mogens trasker livløst afsted med det samme tomme blik i øjnene.

VIÑALES, CUBA - 21. marts 2007
Jeg vil forsøge at samle mine tanker nu. Noget af det der er hændt mig tilsat mit teenagehoveds lommefilosofiske konklusioner om tilværelsen, må kunne udgøre stof til en beretning. Men jeg kan ikke komme på noget. En strøm af tilfældige tanker spærer vejen for udviklingen af en hver brugbar ide. Jeg er fanget et sted mellem fortidens minder, spekulationer om valg og beslutninger jeg har truffet gennem de sidste par år og forestillinger om hvad mine venner foretager sig i dette øjeblik. De fleste sover vel. Den må være omkring 6 i Danmark. Tre af dem sidder på en bar i nærheden og drikker øl. Jeg selv blev hjemme for at læse, men da en strøm af tilfældige tanker gjorde det umuligt for mig at koncentrere mig om bogen, gik jeg udenfor for at trække lidt luft.

Så her sidder jeg, i en gyngestol på min terasse i Viñales på Cuba og tænker på piger jeg har elsket og venner jeg har svigtet og senere mistet. Jeg tænker på de valg jeg har truffet eller ladet andre træffe for mig, fordi jeg selv var for svag.
Forresten de tre venner jeg nævnte før, er Danny, Rasmus og Katja. Rasmus og jeg har en fællesven eller to i Danmark og har mødtes adskillige gange i Blockbuster på Strandvejen. Udover gode råd om lejefilm, har vi ikke udvekslet mange ord. Ikke desto mindre genkendte jeg ham med det samme, da jeg så ham i Havanas gamle bydel. Hej og Gud, hvor pudsigt! og fem minutter efter sad vi på en bar i nærheden og drak øl. Rasmus introducerede os for Katja, der ligesom ham bor i Gentofte og helt tilfældigvis kender over halvdelen af vores venner. Danmark. Ja, naturligvis.

Godt. Så Danny sidder og drikker øl med vores nye venner, alt i mens jeg sidder her og samler mine tanker.

SAMTALE MED PATRICK, Havana - 17. marts 2007
-De er nogle kapitalistiske svin! Hustlere, alle sammen! Alle prøver at snyde dig, at presse penge ud af dig på den ene eller anden måde. Turister får endda lov til at betale for de offentlige toiletter, der hverken har bræt eller papir! De giver dig forkerte byttepenge tilbage i supermarkederne, familierne du bor hos prøver at sælge dig ting og taxachaufførene kører store omveje for at få taxameteret til at stige. Alle piger er prostituerede og de der ikke er, tager penge for sex. Hvad er forskellen?
Selv hetroseksuelle drenge sælger deres kroppe til udenlandske bøsser, bare så de kan score en halvtredser! Forleden kom jeg i snak med en virkelig sød pige. Jeg tror jeg talte med hende en halv time før jeg fandt ud af, at hun bare var ude efter mine penge! Og så er der mændene, der byder dig indenfor og introducerer dig for hele familien. Bedstemødre, onkler og tanter, børn og børnebørn. De byder dig på hjemmebrandt rom og taler på livet løs. Lige før du går, når de har vundet din tillid, så ripper de dig for alt hvad du har, når de sælger dig falske cigarer til overpris! Og forresten, min søn har fødselsdag og jeg vil så frygtelig gerne købe en gave til ham. Du har vel ikke en peso? Fuck dig! Jeg siger dig Patrick, jeg bliver nødt til at komme væk fra denne her ø!

-De er ludfattige, desperate og sultne. Det er Castro skyld i. Og dig, du er et stort stykke kød, som de bare vil trimme og lave bacon ud af. 
-Jeg ved det godt, det er bare vildt hvordan det at være antikapitalister, har gjort dem så kapitalistiske. This fucking country. Anyhow. Jeg ville anbefale dig denne her bog. Hvis altså du ikke allerede har læst den. Den hedder Before Night Falls. Et memoir af en homoseksuel cubansk forfatter, der emigrede til USA efter at være blevet forfulgt for sin seksualitet og antirevolutionære holdninger gennem mange år.
Patrick? Er du der? 

CAFE I HAVANA, 14. marts 2007
Jeg er omsider blevet færdig med Renaldo Areinas memoir, Before Night Falls. Lige så stiller lister jeg bogen ned i min taske. Jeg sørger for at ingen af de andre på cafeen kan se titlen eller navnet på forfatteren. Men hvorfor er jeg så parnoid. Bogen blev lovliggjort her i landet for flere år siden. Det er ganske vist ikke velset, men bøsser kan gå frit på gaden og sågar i stramt tøj. De må dog ikke kysse offenligt. Det betyder øjeblikkelig anholdelse.
For ikke mere en 15 år siden blev mænd med stramme bukser og langt hår anholdt og smidt i arbejdslejre. Og det var uanset deres seksualitet. Homoseksuelle kunne, hvis grebet på fersk gerning, få fængselsdomme på op til 30 år eller ligeledes ende arbejdslejre. Forfattere som Areinas er lige siden revolutionen blevet forfulgt for deres antirevolutionære holdninger og har aldrig kunne udgive noget i landet. Hvis de ønskede et manuskript udgivet kunne de forsøge at smule det ud af landet, ellers måtte de gemme det eller destruere det. For skulle det havne i hænderne på det hemmelige politi, kunne det betyde fængselstraf og tortur. Mange forfattere har lidt nævnte skæbne og har endda måtte opgive de venner og bekendte, der delte deres holdninger, hvorefter de blev tvunget til at udtale til offentligheden, at de skammede sig over alt hvad de havde skrevet og at det, i fængslet, var gået op for dem hvor vidunderligt Castros kommunistiske regime var. Derudover skrev de under på et dokument, hvori de erklærede at de, fra nu af, kun ville skrive tekster der priste socialismen.
Men det er 15 år siden nu og en masse har ændret sig siden da. Ikke kun til den gode side dog. Cubas folk er fattigt og byerne er i forfald. Bygninger er ved at bryde sammen og gader og stræder er så ujævne, at biler har svært ved at køre på dem.

Jeg beder om regningen, men får ikke nogen. Tjeneren siger at kaffen koster 2 pesos. Dyrt for sådan en dårlig kaffe tænker jeg, da jeg betaler ham. På vej ud kigger jeg på prisskiltet under kaffe, cappuchino: 0.80 pesos.

UNDERGROUND HOMOFEST, Udkanten af Havana, 11. marts 2007
Vi har kørt en halv time for at komme herud. Nu bliver vi lukket ind af en port og skal betale for at komme ind til festen. Det er naturligvis dyrere for os fire, da vi er turister. For enden af stien er der sat borde op og ved bordene sidder der en masse mænd. Kom, kom! Showet begynder nu! Chileneren vi mødte foran Yara biografen, hvor de homoseksuelle mødes, vifter os hen til scenen. Gloria Gaynors I will survive brøler ud af de to store højtalere og nu kommer to kvinder op på scenen. Nej vent, det er mænd. Fascinerende. Showet fortsætter en times tid og på den tid har jeg hældt tre-fire øl og en cuba libre eller to ned. Sentimental og medrevet af showet tænker jeg for mig selv, at jeg ville ønske Renaldo Areinas kunne have været her. Uheldigvis døde Areinas af aids for tolv år siden.

Vi køber en flaske rom og et par dåsecolaer. Nu sidder vi under et bord og fniser og taler med rusiske accenter, Katja og jeg. Lad os gå ud og danse siger hun pludselig, så det gør vi. Katja bliver budt op af en eller anden fyr, og jeg må nødvendigvis også finde mig en. Danny står allerede og danser salsa med en meget bøsset herre. Det er herligt! tænker jeg, overvældet af den der fuldemandsglæde, der rammer en efter et vist antal drinks på en god aften. Glade salsa-dansende homoer. Det er herligt!

Efter festen kører vi ned til vandet. Alle de små fine stjerner snurer rundt et øjeblik og så falder jeg i søvn.
Da jeg vågner, ligger jeg med hovedet i Rasmus" skød. Danny sidder med en guitar i et håbløst forsøg på at spille noget, der minder om musik for drengene, der står omkring ham. Lad os komme hjem hører jeg en stemme sige. Jeg kan ikke helt få mine sanser til at arbejde sammen, men jeg tror det er Katja. Ham chileneren var et svin. Han har lige købt en 18 årig dreng og taget ham med hjem.

ET TILFÆLDIGT MINDE
Jeg er på arbejde i ParadIS på Vesterbro Torv, da en fyr kommer ind med en bakke jordbær og beder mig om at lave en milkshake med dem. Jeg gør som jeg bliver bedt om og adskillige gange beder han om at tilsmage den. Gider du lige smide en kugle eller to mere i spørger han og et kvarter efter rækker jeg den dyreste og meget muligt lækreste milkshake i min tid hos ParadIS over skranken. Han beder mig vente mens han henter penge i træningscenteret ved siden af, men han kommer ikke tilbage.

EN TILFÆLDIG TANKE
Jeg tænker tit på om jeg træf den rigtige beslutning ved at følge den meget pludselige forelskelse, der ramte mig i Berlin, oktober 2005 og som senere skulle ødelægge mit forhold til en vidunderlig pige og to nære venner. Var det det værd?
Jeg ved det ikke. Skulle jeg have sagt nej til at lave en milkshake med mandens medbragte jordbær dengang i ParadIS? Ja, selvfølgelig, men det er så let er være bagklog. Vi lærer fra vores erfaringer, men kan aldrig gøre om og handle på den måde vi burde have gjort, for med mindre vi har en opfattelse af tid som noget cirkulært, kan vi aldrig vende tilbage.

BERLIN, 18. februar 2006
Hvad er klokken? Hvad er klokken, Sara? Hun vender sig i sengen og kigger på uret. Den er kvart over syv. Hvad sker der? spørger hun.
Min bus kører om et kvarter. Fuck, det når jeg jo aldrig! Jeg finder min tøj på gulvet og hiver det på. Hvor langt er vi fra busterminalen? spørger jeg hende med blusen halvvejs over hovedet. Altså, vi er i den anden ende af byen, siger hun og tager sig til hovedet. Jeg bliver nødt til at finde en taxa!  Hils Luz og sig mange tak for husly. Og Patrick, det var en fornøjelse at møde ham. Vi ses, Sara.
Jeg forlader lejligheden og skynder mig ned af trapperne. På den mennesketomme gade prajer jeg en taxa. Jeg beder taxachaufføren skynde sig alt hvad han kan.

Selvfølgelig ville jeg misse min bus den dag, men hvad havde jeg så travlt med. Jeg var taget til Berlin for at få klarhed i mine tanker.

Alt gik ellers så godt. Men så, over få dage, var virkeligheden som jeg kendte den forandret. Jeg havde mistet min kæreste og to af mine næreste venner og andre omkring mig fik pludselig svært ved at stole på mig. Hvad var det, jeg havde gjort? Et menneskes søgen efter kærlighed var endt i fire menneskers ulykke og for mit vedkommende, et selvhad jeg ikke kunne flygte fra. Det var derfor jeg tog til Berlin. For at skabe klarhed i det mørke der overskyggede en hver fornuftig tanke. Og det havde hjulpet. På sin vis havde det hjulpet.

På busterminalen vendte jeg rundt om mig selv et par gange. Jeg tror egentlig ikke, at det faktum at jeg ikke kunne komme hjem var det der irriterede mig. Snarere det faktum, at jeg igen, som tusinde gange i gymnasiet og til aftaler med venner og bekendte, var kommet for sent. Jeg var sur på mig selv over mine mange fejl og over den uretfærdige virkelighed, der ikke ville indrette sig efter mit hoved.

Jeg går ned i metroen og står og venter på mit tog, da en hjemløs prøver at sælge mig et blad. Jeg vrisser af ham og går længere ned af perronen. Han følger efter mig og spørger om der er noget galt. Jeg missede min bus! hører jeg mig selv sige. Han griner. I live on the street, you know. To me, life is a fucking holiday!

KØBENHAVN, 19. FEBRUAR 2006
Hej Pernille! Du må undskylde jeg ringer med så kort varsel. Jeg er på vej hjem fra lufthavnen og tænkte på om vi skulle spise den frokost, du talte om. Vi aftaler at mødes på den Blå Hund på Frederiksberg. Jeg har ikke set Pernille siden vi flyttede fra Mikael. Med nogle mennesker synes der at være lang vej mellem at lave en aftale og at realisere den.

Efter frokosten, går vi op og drikker kaffe i Pernilles lejlighed. Pernille fortæller mig, at hun rejser til Guatemala til sommer med en organisation, der hjælper bønder med at besætte jorden i landet. Må jeg tage den der folder med mig? spørger jeg inden jeg forlader lejligheden.

VIÑALES, CUBA - 21. marts 2007
Skulle jeg have besluttet mig for at tage på brigade med Mellemamerika komiteen uden at vide, hvad det reelt gik ud på. Skulle jeg have hævet alle de penge fra mange års opsparing, bare så jeg kunne flygte fra det hele?
Hvorfor overhovedet spekulere. Hvorfor er det, at vi plager os selv med den slags tanker, om hvad vi burde have gjort og tænk nu hvis...

ET ANDET MINDE
Jeg husker hvordan jeg hidsede mig op, da pædagogen Frank anklagede mig ud for at have overhældt hele badeværelset på fritidshjemmet med sæbe. Til sidst fik jeg ham overbevist om, at det ikke var mig. Selvfølgelig var det mig.

HAVANA, 3. marts 2007
Vi er netop ankommet til Cuba og har nu indlogeret os hos en familie i centrum.
Havanas gader, forfaldne, men sprudlende af liv og smukke mennesker over det hele. Ingen ligner hinanden. Store amerikanske biler, børn der danser og gamle mænd med cigarer i kæften. Cuba ligner intet, jeg har set før.
Vi går tværs gennem byen og ender i Chinatown i den gamle bydel. En kvindelig tjener springer frem fra en restaurant. Hun er smuk og hendes charme er helt uimodståelig. Ingen af os hører efter, da hun fnisende forklarer om menuerne. Vi er målløse og fuldstændig slået omkuld af denne kvindes udstråling. Omtrent fire sekunder efter sidder vi på restauranten og det er på trods af vi lige har spist. Den kvindelige tjener går forbi vores bord og blinker til mig. Jeg læner mig tilbage og sukker.
Danny, jeg tror jeg er forelsket.

CANCUN, MEXICO - 1. marts 2007

Jeg kan ikke rigtig fremkalde, hvad der er hændt os det sidste stykke tid. Der var noget med nogle ruiner, nogle drenge på motorcykler. En bar, et reggeaband, en gade der hed Laurel, en god cappuchino, jeg skrev noget, læste noget. Jeg frøs i bussen, faldt i søvn i en hængekøje, stod op før eller siden, vi gik i biografen, to gange. Vi lavede mad i et køkken, drak rødvin. Vi gik ture på stranden, mødte to piger, der forsvandt for aldrig at dukke op igen, vi sov i et børnetelt. Vi sov i et børnetelt. Hvornår var det?

Vi sidder i lufthavnen og venter på vores fly til Cuba. Jeg triller tommelfingre eller også kigger jeg på de mange mennesker omkring mig. Jeg er træt. Var vi ude i går? Nej. Jeg var i biografen. Danny købte converse-sko og fik dem stjålet en time efter. Vi spiste nogle virkelig lækre chokoladecroissanter. 
Der er en gade tæt på vores hotel, der hedder Laurel. Jeg ville tage et billede af skiltet, men fik det aldrig gjort. Sådan er der så meget. Gad vide hvad Laurel laver nu?

Vi skal til at checke ind nu. Om en time sidder vi i flyet. Jeg vil glide ind i en dyb drømmeløs søvn og vågne ved, at en stewardesse tilbyder mig noget at drikke. Jeg takker ja og bestiller det første, der falder mig ind. Mens jeg sipper af min drink forsøger jeg at komme i tanke om, hvad jeg drømte. Men uden held. Jeg drømte ikke noget.
Jeg tænker på Mexico, ugen der forsvandt. Måske kommer jeg i tanke om en film jeg har set, eller en bog jeg har læst. Jeg tager mig til hovedet, hiver min iPOD op af tasken og til lyden af Thomas Dybdahl kommer jeg i tanke om en gang jeg lå i min seng og græd. Jeg kan ikke huske hvorfor. Bare at jeg græd. Minder der er svære at tyde. Brudstykker af noget der er hændt. Men kun i billeder.

Jeg falder i søvn.

ANTIGUA, GUATEMALA - 22. februar 2007

1. En billig pastaret og et par drinks på en bar. Nu er der musik og vi danser, hævet over alle de andre. Jeg har lige talt med en uinteressant pige om så godt som ingenting. Neeeej, du har arbejdet på et børnehjem. Hvor spændende!
Ja og hold nu kæft! Ny drink. En fyr fortæller mig, at jeg skal tage min hat af, så det gør jeg, fortsætter forbi ham og tager den på igen. Musik. Dans. Måske en ud af 20 af de her piger er kønne og de har alle sammen kærester. Store pumpede fyre i stramme bluser. Ølene er dyre, musikken er dårlig og jeg er ved at løbe tør for grunde til at blive her meget længere. En enkel dans på podiet, så smutter vi.

Nu går vi op og gør os selv til grin foran alle de her tosser. Vi danser tæt, med hvem er ikke til at sige. Her er alt for proppet til at man kan folde sig ud. Danse amok, som forældre til en nytårsfest. Jeg gør tegn til Danny, hopper ned fra podiet og forlader dansegulvet. Jeg går på toilettet, tror jeg. Møder Emil der fortæller, at Danny er faldet. Den er helt gal. Kan du ikke købe noget vand? Og det kan jeg naturligvis godt, men bartenderen vil have 20 fucking quetzales for det og hvor slemt kan han også have slået sig. Nej tak, jeg skal ikke have noget alligevel!

Jeg finder Danny ved udgangen. Omringet af mennesker. Hvad så min ven, hvad har du nu lavet? Men han svarer ikke. Han skal have noget vand, fortæller en pumpet fyr i en alt for stram bluse mig. Og det ser sådan ud. Jeg køber den åndsvage vand og løber tilbage ud til Danny med den. Sætter mig foran ham og beder ham tage en tår og fortælle mig hvad der er sket.

Han faldt. Han dansede sammen med mig på podiet. Jeg hoppede ned og gik på toilettet. Han fik et skub i siden og fik overbalance. Han faldt og nu er hans fod hævet.

Brandmænd, fem af dem. De klipper hans sok af og lægger ham op på en båre. Nogle griner omkring os, de fleste glor bare. Så kører vi væk i en ambulance. Udrykning. Vejen er ujævn. Danny bider tænderne sammen. Jeg holder fast om det kors jeg har hængende om halsen.

Hvis der er en gud og den gud er dig, så sørg for at min vens fod ikke er brækket!
Jeg tror jo ikke engang. Det har jeg gjort klart for mig selv for lang tid siden. Men lige nu ville jeg ønske, at der var en jeg kunne bede til. Det er situationer som disse, at vi føler os alene.

Men den er ikke brækket. Det kunne en meget yndig sygeplejerske fortælle os. Det er bare en forstuning, men foden skal holdes i ro de næste par dage.

2. Vågen. Hovedpine. Bader i varmt vand. Laver havregrød. Vækker Danny, der faldt i søvn med alt tøjet på. Godmorgen! Vi spiser. Jeg griner lidt over Dannys uheld, først løgndetektoren i Houston, så den forsinkede baggage og nu den forstuede fod. Men Danny griner ikke, hans fod gør stadig ondt og det ser ud til, at vi ikke kommer til Mexico forløbig.

Jeg prøver at samle tankerne. Sorterer drømme fra virkelige hændelser.

Vi tog afsted fra børnehjemmet den 7. februar. Så besøgte vi et slumkvarter i Suyapa. Vi mødte Thomas og Mathias. To danskere der har arbejdet med gadebørn i fire måneder. De viste os rundt, vi så solen gå ned fra en bakketop. Næste dag tog vi afsted mod Omoa, en by ved kysten. Vi blev budt på drinks af et amerikansk ægtepar, der var på vej til Guatemala, for at observere et projekt i en indianerlandsby.
Næste dag krydsede vi grænsen til Guatemala. Vi nåede Livingston. Spiste middag på en restaurant, hvis ejer var overbevist om, at hun havde haft besøg af prins Frederik.
Talte med en gruppe unger, der spiller på olietønder. En dreng, der aldrig havde set et kamera, lånte Dannys og tog billeder mens han jublede af begejstring over den vidunderlige opfindelse han holdt i sine hænder.
Få dage efter befinder vi os i landsbyen, hvor jeg tilbragte fem uger med brigaden. Esperanza græd. Hun havde hørt noget i radioen og troede jeg var død. Synet af mig var en glædelig overraskelse og de takkede Gud for, at jeg var kommet tilbage. Jeg viste Danny rundt. De havde revet skolen ned og bygget en ny. De havde også bygget et nyt hønsehus og alle børnene synes at være vokset. Ellers var alt ved det gamle. Samme gæstfrihed. Vi ejer intet, men vi byder Jer alt. Vores mad og vores bedste seng.
Mentaliteten hos et folk, undertrykt i generationer. Et folk der må knokle for føden, for overlevelse, som intet ejer, men aldrig klager. De er tilfredse. Lykke er uvidenheden om virkeligheden på den anden side.
Jeg græd mig selv i søvne den nat uvis om hvorfor. Var jeg ked af det, eller ganske simpelt lykkelig.
Stadig uvis omkring de følelser, der rasede gennem mig, tog jeg afsked med familien.
Ved dagsgry blev vi fulgt til Monta Olivo af Bernado. Jeg faldt i søvn i bussen og vågnede fysisk og følelsesmæssigt omtumlet i Coban. En strøm af tanker syntes at holde ordene tilbage. Jeg kunne intet sige.
Vi ankom til Semuc Champey få timer senere. Spillede poker med en canadier, en englænder og to norske piger. Den ene af pigerne, englænderens kæreste, flirtede vist med mig. Jeg spillede overlegent med på legen og jeg tror det pissede englænderen af. Næste morgen havde de en lang diskussion. Det var nu noget så uskydigt som en nysgerrighed hos en ung pige, der har været tre år og tre år for meget i et forhold. Mon ikke han forstod.
Vi badede hele næste dag og om aftenen besluttede vores nye venner, at tage med os til Antigua.

Var det det? Vi tog en bus morgenen efter og endte her. Vi indlogerede os på et hostel og spiste en billig pastaret. Drak drinks på en bar og dansede som tosser på en natklub. Danny forstuede foden. Vi brugte resten af natten på hospitalet. På et tidspunkt faldt vi søvn og morgenen efter vækkede jeg Danny med en portion havregrød.

3. Jeg sidder i Central Park og skriver, da en køn pige kommer gående lige i mod mig. Har vi mødt hinanden før? Måske. Hun kender mig, men kender jeg hende? Vi taler. Hun er en lille smule fjollet på den der jeg-synes-du-er-ret sød-måde og jeg synes da også hun er meget sød. Nu vil hun vide, om jeg kan huske hende, så jeg anstrenger mig, prøver at huske hvor vi har mødtes. Er der noget jeg har overset? Og så kommer det pludselig til mig. En bar vi var på første dag. Før Danny forstuede foden. Hendes ven var kommet hen til mig, for at meddele, at hende den søde pige i den sorte bluse gerne ville tale med mig.
Ja, jeg kan godt huske dig. Selvfølgelig kan jeg det. Men sandheden er, at min hjerne er ved med at skille sig af med alle den slags detaljer. I sidste ende vælger vi selv, hvad vi ønsker at huske og med alt hvad der er sket de sidste par uger, prøver jeg at skille mig af med alle de unødvendige detaljer. Som en samtale med en pige, jeg aldrig ser igen. For vi skulle jo have været afsted dagen efter, men så forstuede Danny foden og det er den eneste grund til, at jeg sidder her lige nu og ikke i Mexico.
Jeg kan ikke love hende, at jeg kommer tilbage dagen efter. Det afhænger af min vens fod, fortæller jeg hende. For at være helt ærlig, kan jeg ikke vente med at komme afsted. Jeg er træt af den her by og rastløs som ind i helvede. Hun fortæller mig, at hun nok er i nærheden ved samme tid næste dag. Jeg nikker og det kan jo være vi ses. Selvfølgelig gør vi det, for der er ingen ende på Dannys uheld.

4. Foden har det ikke godt og det har Danny heller ikke. Han blev ramt af en bil i morges på vej over gaden. Heldigvis skete der ham ikke noget, men vi besluttede at blive en dag ekstra og nu sidder jeg og skriver i parken igen.

Min mexicanske veninde dukker op lidt over fire.
Håret er sat og hun har iklædt sig sit pæneste tøj og taget øreringe på. Det kan jo være, at hun skal til jobsamtale, men jeg vælger at tro, at hun har klædt sig i netop det tøj for min skyld. Jeg smiler ved tanken og beder hende sætte sig ned. Vi taler i halvanden time. Hun har åbentbart lige været i Danmark og ved mere om hvad der foregår end jeg selv gør. Hun er sød. En sød, intelligent pige med venner over hele verden. I håb om at blive en af dem, skriver jeg min e-mail ned til hende.

Senere samme dag falder jeg i snak med en dansk pige, der kender min veninde Sally fra gymnasiet. Hun kender også Luca, som jeg kalder fætter, men som i virkeligheden er min halvfætters halvsøsters halvbror. Verden er lille og Danmark er endnu mindre. Sofie, som denne pige kalder sig, arbejder for en organisation i Guatemala City og spørger mig, om jeg ikke vil med hende derind i morgen. Jeg takker ja uden at tøve.

5. Næste morgen tager jeg til Guatemala City med Sofie. Jeg bruger hele dagen i en børnehave for børn, der før i tiden brugte deres dage på byens losseplads.
Den amerikanske kvinde der startede organisationen døde for to uger siden og det har fået amerikanerne til at strømme til. Over 60 voluntører er tilknyttet projektet lige nu og af samme grund føler Sofie ikke, at hun er til meget nytte. Hvis jeg var har meget længere, ville jeg nok få det på samme måde. Men det er jeg ikke, så endnu engang glemmer jeg mine omgivelser og bliver barn for en stund. Jeg mindes drengene på Emmanuel i bussen på vej hjem. Før eller siden lukker mine øjne i.

6. Jeg må have sovet. Et af de der øjeblikke hvor man lukker øjnene og forsvinder dybt ind i et drømme-agtigt univers. Du når lige at glemme, hvor du er og så vågner du i den situation, du flygtede fra. For det er vel en flugt. Når du sidder fanget i en situation af så ekstrem kedsommelighed, at dine øjne lukker i og du vågner i et selvskabt univers fjernt fra den verden du befinder dig i. Men så vågner jeg og ser pigen overfor mig. Den her samtale fører ingen vegne og mit glas er tomt. Det var hyggeligt at tale med dig og alt det der. Så rejser jeg mig og går nedenunder for at finde Danny. Jeg har endnu ikke fået ideen om at danse amok på podiet og hvis jeg kan lade vær med at tænke længe nok, kan vi komme ud herfra før Danny falder og forstuer foden. Hvis alt går efter planen, er vi på vej til Mexico i morgen. Ingen brandmænd, ingen ambulancer. Bare en hvilken som helst aften.

GUAIMACA, HONDURAS - 6. februar 2007

Jeg holder ham helt ind til mig og gør alt hvad jeg kan for at trøste ham. Selv kæmper jeg for ikke at græde foran alle børnene. Jeg er så forbandet træt af at sige farvel...

Vi kom for to uger siden. Som altid, sent på den, tog jeg til Tegucigalpa for at hente Danny i lufthavnen. Jeg kan huske at tænke, at han sikkert var blevet tilbageholdt ved ankomsten til USA på grund af hans udseende og baggrund, men Danny dukkede op. Efter at have rejst i 36 timer, ankom han til Tegucigalpa uden sin baggage. Og han var blevet tilbageholdt og måtte tage en løgndetektortest. Han var blevet spurgt om han hadede amerikanere og om han kom til landet med dårlige intentioner. Efter halvanden times afhøring reddede korset om hans hals ham. Det må du virkelig undskylde. Jeg vidste ikke du var kristen, havde betjenten sagt og dermed var afhøringen ovre.

Danny er dog ikke kristen, heller ej muslim eller buddhist for den sags skyld. Danny er ateist og har ingen dårlige intentioner mod nogen som helst, selvom hans fuldskæg let kan give andre ideer hos de parnoide lufthavnsbetjente i Houston.
På vej til børnehjemmet fortalte jeg dog Danny at han godt kunne beholde korset på. Vi var på vej til et kristent børnehjem med frelste mennesker, der ikke ville kunne forstå, hvorfor han ikke havde lukket Gud ind i sit hjerte.

Ikke meget havde forandret sig på børnehjemmet i de 12 dage jeg tilbragte i New York. Børnene var startet i skole og Felipe, som jeg plejede at bo med, var rejst til Bibelskolen i Costa Rica, men ellers var alt ved det gamle. 

Danny og jeg blev indlogeret på værelse med de andre mandlige voluntører i Casa Pequeña. Da jeg kom aftenen før, lignede værelset et bombet lokum. Ud over hele gulvet lå der mudder, snavset undertøj og halvtomme chipsposer. Det der skulle blive min seng var fyldt med skrald og fra en åben kethupflaske dryppede der ketchup ned på lagnet.
Jeg havde brugt hele aftenen på at rengøre, rydde op og sortere deres brugte boxershorts og mudrede sokker. Jeg bad dem om at prøve at holde det nogenlunde rent til min ven kom dagen efter, men jeg havde vidst talt for døve ører. Værelset så ud præcis som aftenen før. Alt det skrald, der før lå på min seng, var rykket over på Dannys og der stank af sved og sure sokker.

Efter at have introduceret Danny for vores roomates, Mark og Søren, gjorde Mark udtryk for at hans mave måtte være i forrådnelse sådan som han sked hele tiden. Han gik på toilettet og da han kom tilbage ud, bøvsede han og smed sig på sengen, hvorefter han stak hånden godt ned i underbukserne og gav sig til at klø. Velkommen, hviskede jeg til Danny.

Det skulle blive et sandt helvede at bo på værelse med drengene. Jeg savnede Felipe og det altid rene værelse, hvis gulv han fejede og vaskede hver dag.
Hvis man skulle nævne noget positivt om at bo på værelse med Mark og Søren er det, at vi fik mere tid med børnene. Vi var aldrig på værelset, når ikke det var for at sove. Om formiddagen ville vi lege med de helt små, der stadig ikke går i skole og om eftermiddagen gik vi ned i yarden og lavede aktiviteter med drengene. Om aftenen ville vi enten besøge børnene på deres værelser eller lave snobrød med nogle af pigerne.

I aften er vores sidste aften og vi burde egentlig sidde til middag med de andre voluntører. Der var bare nogle drenge jeg blev nødt til at sige farvel til først, deriblandt Rudy. En 15 årig dreng der ligner og opfører sig som en på 7. Han var den første jeg talte med, da jeg kom til børnehjemmet i december. Rudy og jeg ville typisk lege løver i yarden eller starte en hær af vilde aber og angribe Luna mens hun mindst ventede det. Hvis Rudy ikke synes han fik nok opmærksomhed af mig, ville han sætte sig op i legetårnet og bede Jean Carlos gå hen til mig og sige, at han ikke elskede mig mere. Typisk ville jeg gå tilbage til Rudy med Jean Carlos og lave et lille show. Hvis showet blev en succes, ville Rudy grine, løbe hen og give mig et kram og sige undskyld.
Nu er det i mellem tiden min tur til at undskylde. Jeg ville ønske jeg kunne blive, men det kan jeg ikke. Kommer jeg tilbage? Måske, hvem ved? Men hvornår?

Jeg holder Rudy i mine arme og gør alt, jeg kan, for at trøste ham. Ingen ord synes at virke og hvordan kan jeg også tillade mig at forlade ham. Nu var vi lige blevet så gode venner og så tager jeg afsted.
Jeg kan skrive til dig, siger jeg. Han er stille nu. Det lader til, at han er holdt op med at græde. Kan du sende en legetøjsbil? spørger han forsigtigt og ved det ord ringer alarmen for alle de andre drenge. De løber hen og stiller sig omkring mig mens de hver i sær tikker og beder mig sende legetøjsbiler. Vi har slet ikke nogen, siger en af dem og det er da i hvert fald løgn. Hvis der er en ting drengene har mange af, er det legetøjsbiler.
Nu taler de alle sammen i munden på hinanden og Rudy jubler af begejstring mens han klapper i sine små hænder. Om det er fordi, han tror han får en legetøjsbil eller bare kan tænke på noget andet end at sige farvel til mig, er svært at sige, men én ting er sikkert. Jeg sender ikke nogen legetøjsbiler og det fortæller jeg dem. Nu bliver jeg nødt til at gå drenge, siger jeg og går mod døren. Lige da jeg skal til at træde ud af døren, kommer Rudy og Jean Carlos løbende og holder fast om mine ben.

Jeg hader at sige farvel. Ikke desto mindre bliver jeg nødt til det, ligesom jeg har gjort det så mange gange før.

Om lidt bøjer jeg mig ned og fortæller dem, at de altid vil være mine yndlingsaber. Så siger vi farvel og jeg træder ud af døren. Jeg fælder et par tårer ved tanken om, at jeg måske aldrig ser dem igen. Så går vi ned til middagen, Danny og jeg. Vi vil tale med de andre, men jeg vil være underligt fraværrende. Alt jeg kan tænke på, er de unger.

I morgen vil jeg tage afsked med Luna. Det er heller ikke noget jeg har lyst til, men til den tid har jeg nok vænnet mig til tanken.

Hvad der engang er begyndt, må også have et endeligt. Nogle gange er slutningen forudsætningen for en ny begyndelse. Det er sådan det er nu, men det gør det ikke lettere.

Jeg hader at sige farvel.

TEGUCIGALPA, HONDURAS - 3. februar 2007

Af en eller anden grund forbedres mit spanske på et splitsekund, når jeg bliver ophidset. Pludselig er jeg flydende og fejlfri og ord, jeg ikke en gang vidste, at jeg kendte, ryger over mine læber, mens jeg laver fagter med armene og skælder dem ud.
De havde lovet at baggagen ville komme klokken et om eftermiddagen. Nu er den fem og den er stadig ikke dukket op. Jeg er rasende og måske i virkeligheden mere end Danny, der har gået i det samme sæt tøj i fire dage.

Nu skal jeg fortælle dig noget! Vi skulle have begyndt optagelserne på vores dokumentar for fire dage siden. Danny har udstyr i den taske og vi har et helt holdt, der står og venter. Det passer naturligvis ikke. 
Forstår du hvad jeg siger? Vi taber penge hver dag og som om det skulle være nok. Min ven har gået i de samme underbukser i fire dage!
-Det havde du sgu ikke behøvet at sige, afbryder Danny mig. Jeg overhører ham og fortsætter, Vi kan ikke tage tilbage til Guaimaca nu. Den sidste bus er kørt og desuden ville det være alt for farligt at tage dertil på denne tid. Ikke en gang taxachaufførene tør at køre derud!

Jeg tager en dyb indånding og prøver at gennemskue, hvad det er, jeg lige har sagt. Så åbner jeg munden igen og kræver at de giver os et hotelværelse i byen.
Damen fra Continental fortæller, at det desværre ikke er en mulighed. Jeg drejer en gang rundt om mig selv, tager mig til hovedet. Hvad jeg siger, registrerer jeg ikke en gang selv, men 10 minutter senere bliver der reserveret et værelse på byens fineste hotel.

Dannys baggage ankommer med en lastbil klokken syv samme aften. Efter at have skrevet under på nogle papirer, tager vi en en taxa til hotellet i Tegucigalpa.
En piccolo viser os til vores værelse, der har panoramavinduer med udsigt ud over hele byen, kabel tv og endnu bedre, varmt vand. Normalt ville jeg have jublet af overvældelse og hoppet på sengen mens jeg råbte og skreg, men jeg lader i stedet som om, at jeg ikke er den mindste smule overrasket over vores luksuriøse værelse stikker piccoloen 100 limpieras i drikkepenge. Han når lige at lukke døren bag sig, før Danny og jeg springer op på hver vores seng og jubler af begejstring.

Efter et langt bad griber jeg menukortet og læser højt fra oversigten over de eksklusive retter. Danny ligger på sengen og zapper igennem de hundrede og nogle kanaler, mens han overvejer, hvad han skal vælge. 
Foruden værelset, fik jeg Continental til at betale vores middag og hvad der ellers bliver indtaget i løbet af aftenen. Vi beslutter os for et par for- og hovedretter og med Danny fnisende i baggrunden ringer jeg til roomservice med en kraftig brittisk accent og bestiller.

Vi nyder et overordentligt godt måltid, et par øl og senere to Long Islands i baren. Den følgende morgen spiser vi morgenmad og drikker friskpresset juice på hotellets restaurant.

For et halvt år siden sad Danny og jeg på en cafe i København. Vi var lige blevet studenter. Jeg havde været oppe i historie og havde trukket et emne fra de 20 sider, jeg havde undladt at læse op, fordi bogen var for tør. Med nød og næppe bestod jeg til en skuffet historielærer, der var vant til at se mig sove i timerne.
Med det ene eller andet projekt i hænderne, efter en nat uden søvn, kom jeg næsten konsekvent for sent til historietimerne og måtte indse at alle pladserne bagerst i klassen, hvor elever sætter sig i håb om at blive usynlige for deres lærer, var taget. Jeg måtte jeg finde mig til rette forrest i klassen.
Hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg holde mig vågen i ti minutter, før jeg gled ind i en dyb søvn. Min lærer havde god grund til ikke at bryde sig om mig og det gav han da også udtryk for da han gav mig huen på, klappede mig på skulderen og med tydelig bitterhed i stemmen sagde, at jeg nok skulle have lavet lektier en gang i mellem.

Da jeg gik ud af døren til annekset, forsvandt alle gårdagens bekymringer. Jeg var det de kalder lykkelig for en stund. At blive færdig var det bedste der var sket for mig i løbet af de tre år på Christianshavn.

Med et champagneglas i hånden og helt overrumplet af glæde, møder jeg Danny. Han var blevet færdig en halv time før mig.
Danny og jeg havde gået i klasse sammen i tre år, men havde reelt aldrig talt sammen. Nu havde vi pludselig noget tilfælles, den længe ventede frihed, og det skulle fejres. Jeg inviterede ham med ud at spise frokost og her talte vi for første gang. En samtale der varede til klokken 6 næste morgen.

Nogle gange tror jeg, at Danny og jeg aldrig var blevet venner, hvis ikke det var fordi, at vores eksamener lå så tæt op af hinanden. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men det var den eftermiddag vi aftalte at rejse sammen.

Det er sgu i orden, det her, siger Danny og tører sig om munden. Jeg kan kun give ham ret. Her sidder jeg på et luksushotel på den anden side af jorden og drikker friskpresset juice med en gammel ven. Det er sgu i orden.