Ostemadder og kage!

To danske ting vi ikke får i huset. Eller jo vi får ost, men ikke skæreost. Jeg er godt nok ikke den vilde ostefreak, men når det er 2 måneder sidden, så er smagen af ost god.

Det vare bare en lille reaktion, på at have besøgt et dansk missionær par.

Vi 5 danskere blev inviteret en torsdag eftermiddag til Danmark.

Huset var udefra ikke det mest danske, men da vi kom ind, var der malede billeder af rundkirker på bornholm, landskaber og ikoner. Alle i flotte varme farver. Det er mere dansk end Villa Papitos forladte vægge hvor der hænger et ur og en calabash. En calabash er kernen fra en frugt. De bruger den endten som skål til at tage vand eller udsmykker den.

Som sagt bestod eftermiddags kaffen af ostemadder og kage.

Vi følte alle 5 at vi var hjemme i Danmark igen, tror jeg.

Man behøvede heller ikke tænke på at snakke engelsk. Eller have dårlig samvittighed over at tale dansk.

Lige inden vi skulle hjem igen sang vi danske påskesange.

For det ikke skal være løgn snakkede vi lidt om mad, og blev inviteret på flæskesteg med kartofler og brun sovs. Da hun sagde det løb vores tænder i vand.

Vi sagde pænt ja tak og glæder os, til at besøge dem igen.

Vi har imellemtiden været til aftensmad hos dem. Det smagte bare rigtig godt. Rigtig dansk mad. Vi spiste os alle mætte. Det er første gang jeg har spist så meget kød på en gang her nede. Det var fantastisk. Vi fik også is til dessert og en kage med hjem vi kunne dele med de andre.

Det var igen rigtig hyggeligt, at besøge dem.

Vi var alle fyldt til randen da Chris (vores værtsfar) kom og hentede os. Det var snart lettere at trille end af gå. Men det var kun fordi maden var så god.  

Jeg vil i denne blog prøve at beskrive det arbejde vi laver i huset og lidt hvordan dagen er i Villa Papito. (navnet på det hus vi levet i)

Det skal siges at der er blevet lavet 3 hold i huset, til de huslige opgaver. Det vil sige at vi altid arbejder sammen med de samme.

En dag hvor jeg skal lave morgenmad:

Klokken 6.00 er det tid til at stå op. Det skal siges at jeg ikke er vågen, jeg rejser mig bare fra sengen.

I køkkenet er Cha Cha (kælenavn for en af de nigerianske volontøre) allerede i gang med at varme vand til bad og varmt vand til morgenmad.

Jeg begynder endten at dække bord eller feje i dagligstuen, spisestuen og køkkenet. Efter det er fejet skal det vaskes.

Sidste var vi hurtige og vi blev færdige med at dække bord og vaske gulv, kl. 6.30.

Derefter har jeg 30 min. til at blive færdig inden morgenmad.

7.00 ringer klokken til morgenmad, men det er nu sjældent det er alle der kommer til den tid.

Når alle næsten er færdig med morgenmad er det tid til andagt.

Efter den har vi ca. 10 min. til at blive klar til, at køre på arbejde.

Så triller bussen, alle kommer på arbejde ca. 1 time efter bussen starter sin køretur.

Omkring kl.  13.00 er vi hjemme igen. Vi spiser frokost kort tid efter 13.00.

Derefter er det opvaskeholdets tur til at tage fat.

Imens er der fritid for os andre. Måske skal dagbogen fra igår skrives eller der skal ryddes op i skabet eller på værelset.

Det er lidt forskelligt hvad der sker om eftermiddagen. Hvis det er en fri eftermiddag er der tid til at vaske tøj, spille lidt bold, hyggesnakke eller solbade eksempel.

Omkring kl. 18.30 eller 19.00 er det tid til aftensmad. Efter aftensmad skal opvaskeholdet i sving igen.

Om aftenen er det også meget forskelligt hvad vi laver.

Nogen gange bruges internettet, der kan blive snakket og hygget, der kan blive spillet spil, slappet af og nogen gange har man bare brug for at komme tidligt i seng.

Efter en dag hvor man skal lave morgenmad, har man en dag fri.

På tredje dagen er det vores tur til at vaske op.

En dag hvor jeg skal vaske op:

Jeg kan sove til ca. 6.30. Gøre mig klar og gå til morgenmad kl. 7.00.

Hele formiddagen er som når jeg skal lave morgenmad.

Efter vi har spist frokost er det vores tur til at atge fat. 2 vasker op og 2 tørre af.

Når hele opvasken er taget kan vi være sammen med de andre igen.

Vi har fri til efter aftensmad.

efter aftensmad skal vi give vagterne mad og vaske op.

Da alt er klaret har vi fri som de andre.

Næste morgen starter turen igen med at lave morgenmad.

Jeg har været så heldig, som de andre også har, at få lov til at arbejde to steder i ugen.

Hvis jeg ikke har skrevet det, så arbejder jeg på Bezer Home (stedet med de HIV ramte kvinder) mandag og tirsdag.

Onsdag og fredag arbejder jeg på Hope Private school. Børnene i klassen er ca. 7-8 år.

De har alt for meget energi til at sidde stille og koncentrere sig. Men det er jo bare en udfordring i sig selv.

Det skal nok lige indskydes at skolesystemet i Nigeria er lidt anderledes fra Danmark.

Her starter de i skole når de er ca. 3 år- det er lige på og hårdt her.

I min klasse er de så langt, at de så småt er ved at lære at gange.

Mit job er at undervise. Mit nye navn er Auntie. Det kalder de alle der arbejder på skolen. Nogle gør det endda også til dem der bare er ældre end dem selv.

Nu får jeg rigtig prøvet mine lærer kundskaber af.

Det er spæmndende, men nogle gange også svært, for en lærer i Nigeria bruger andre metoder til at få ro og respekt, end man gør i Danmark.

Så det er svært for en ung, uerfaren, hvid at skabe samme respekt. Men jeg forsøger- og det skal da nok også komme, selvom jeg bruger en anden metode.

Jeg underviser i matematik. Børnenes niveau er forskelligt, så det er en prøvelse at få alle til at forstå, uden at de dygtige dør af kedsomhed.

Men jeg har erfaret af tålmodighed hjælper på de fleste elever.

I sidste uge eller forrige, havde største delen af klassen, lavet det meste af classwork rigtigt.

Af de opgaver de skulle lave på tavlen, var også næsten alle rigtige.

Det er positivt at man kan se det går fremad.

Så må de da lære lidt, selvom jeg er hvid, uerfaren og bruger en anden metode end de er vandt til.  

Så har jeg prøvet det med- nigeriansk hospital.

Det var en hel oplevelse for sig.

Sidden søndag havde jeg været svimmel, træt i hele kroppen og med vekslende mavepine.

Eunice- vores alles mor- eller den kvindelige part af værtparet, bestemte at jeg skulle på hospitalet. Det lyder lidt vildt, men de har ikke så mange læger andre steder, så man skal på hospitalet.

Det virkede virkelig kaotisk, men det var nok bare mig- for dem der arbejdede der tog det meget roligt, og det gjorde Eunice også.

Efter at være kommet ind i deres system- eller den skuffe hvor de gemmer papirene.

I skulle have set venteværelset. Det var et stort rum, med en masse bænke. Hvor både syge og mindre syge sad og ventede.

Efter et stykke tid, blev vi kaldt ind- endelig var min første tanke, men nej nej, det var bare et nyt venteværelse.

Der sad vi i omkring 1½ eller 2 timer, for at komme til en hvid læge.

det var i alt efter ca 4 timers ventetid, at jeg kom til en hvis læge. Jeg valgte en hvid læge fremfor en mørk, for at være sikker på at forstå hvad lægen ville sige, for det var ikke sikkert jeg ville forstå en mørks dialekt.

Vi ventede en time ekstra fordi den hvide læge fulgte afrika tid. Afrika tid er, at man kommer når man er færdig, med det man nu er i gang med.

Altså chancen for at de kommer til tiden er meget lille.

Men så blev det endelig min tur.

lægen undersøgte mig, men hun sagde aldrig rigtig hvad jeg fejlede. Hun spurgte tilgengæld utrolig meget til om jeg huskede at tage mine malaria piller. Jeg svarede at det huskede jeg.

Hun tog min lidt lave puls.

Udskrev nogle piller til mig, men uden at sige hvad jeg fejlede. Så nu spiser jeg bare flere piller.

Jeg var positiv overrasket over renligheden. Det var ikke som i Danmark, men mere rent end jeg lige forventede det, da vi trådte ind af døren.

Karina, min veninde fra Skrødstrup Efterskole, var nu alligevel bange for om de ville tage en blodprøve på mig. Jeg kan godt forstå hende- man ved jo aldrig hvor den nål har været før den ender i min arm.

Heldigvis ingen blodprøve til mig- kun piller.

Træls jeg skulle på hospitalet, men på den anden side var det fedt at se og opleve et nigeriansk hospital.

Alt i alt fra vi kørte hjemmefra til vi var hjemme igen, tog det ca 5 timer.

Her 4 dage efter, er jeg færdig med at spise pillerne- og jeg har fået det bedre.

Det var en hel almindelig onsdag eftermiddag, men for første gang skulle vi på medical outreach.

Hvad jeg vidste, var at vi skulle ud et sted og dele medicin ud, med nogle sygeplejersker.

Så snart medicin og sygeplejersker blev nævt satte jeg de værste billeder i hovet på mig selv. I håb om at overraskelsen ikke ville være så stor.

Vi mødtes med sygeplejerskerne på Gidan bege.

Gidan bege er et hjem hvor gadedrenge, der kommer direkte fra gaden.

Vi kørte sammen ud til et muslimsk kvarter. Det var der vi skulle dele medicin ud.

Hurtigt hurtigt blev vi delt op i to hold. 

Jeg kom på det hold der skulle ud til de blinde. Så kunne det i det mindste ikke blive så slemt.

Jeg fulgte mest bare med. Men nogle af de andre doserede medicin- et stort ansvar at give en volontør uden uddannelse.

Vi fik lov til at tage billeder. I det vi fandt kameraet frem, blev børnene helt vilde og råbte: ''snap me'' ''snap me''. Det gjorde vi så før vi kunne tage billeder af noget af det andet.

Medical outreach var heldigvis ikke så slemt som billerne i mit hovede.

Men det er noget af det værste fattigdom vi indtil videre har set.

Det var en stor kontrast til Villa Papito- navnet på det hus vi bor i.

Selvom jeg er i afrika blev jeg glad for at have et rigtig toilet og en seng at sove i.

En lørdag formiddag stod menuen på zoo- mini zoo.

Det blev en oplevelse for hele holdet.

Først var der nogle aber der snuppede en mands radio. Det var nu hans egen skyld, han kunne bare ha holdt den på en større afstand.

Ved en anden abe kunne vi røre ved den. Ved ikke om det var tilladt, men den stak selv ben og arme ud. Og ingen sagde at vi ikke måtte. Det var en sød lille abe.

Vi gjorde hanløven gnaven, så den brølede af os. Stadig ingen der forbød os at irritere den.

Alt det var sjovt, men så kom det seriøse sjove.

Længere nede nede i parken gik en drumedar og en hest løs.

Majken (en af de andre danskere) var dn første til at røre drummedaren.

Der efter ville jeg prøve, det gik godt i lang tid. Vi snakkede lystigt med både hesten og drumedaren.

Men pludselig synes drumedaren ikke det var sjovt mere.

Den løb efter os alle sammen. Den var vildt tæt på at sparke mig i ryggen.

Men der skete heldigvis ikke noget med nogen af os.

Bagefter var det sjovt at tænke tilbage på. Det vigtigste var at jeg rørte den.

Fedt at prøve , men løbeturen kunne vi godt have undværet.

Men den fik snakken til at gå lystigt i huset bagefter.

Det mest brugte i trafikken er horn og blinken med lygterne.

Horn har forskellige betydninger. Det kan betyde:

- jeg er taxi

- flyt dig

- hej

- bakker tilbage

- det bruges til at advare folk

- og det bruges for at undgå uheld.

jeg kan ikke høre forskel.

Det mest sete er nogle små motorcykler, eller nærmere forvoksede retro knallerter.

de fungerer som taxi og der er ingen grænser for antallet af passagerer.

De er over det hele og kører hvor det passer dem.

Vores chauffør er en dygtig bilist, så vi frygter intet.

Bare rolig vi må ikke kører på motorcykel taxi, selvom det kunne være sjovt at prøve.

Alle biler kan bruges, bare de har 4 hjul og kan køre fremad. Selv de nye biler på gaden har buler eller ridser hen af siden.

Deres huller i vejen er seriøse huller, ikke nogle man bare lige kører i.

De er ikke i kanten, men midt i det hele, og alt asfaldt mangler- det er et hul!

Det sidste er luftet, der er så meget bilos, i starten kunne jeg næsten ikke få vejret når vi kørte, men nu har jeg vænnet mig til det.

Trafikken er bare en oplevelse i sig selv, så synes I skulle vide lidt om den også.

Saa har jeg endelig laert at bruge toilettet- eller det jeg har laert er at skylle rigtig ud.

Jeg bruger en spand vand, det er vigtigt at faa den hoejt op, saa der kommer tryk paa, og det hele kommer ud.

Vi bruger spande til alt. vi bader i dem, skyller toilettet ud med dem, vasker toej i dem og henter vand i dem. De er uundvaerlige.

Min mund var lammet, naesten doed efter et af maaltiderne. maden var alt for staerk!

jeg fik ogsaa en alvordelig snak med vores kok Kelvin bagefter. Han grinte nu bare mest af mig, men det er blevet lidt bedre.

De griner meget de nigerianere.

Hvis de ikke ved hvad de skal sige, griner de. deres humor er meget sort, saa der bliver grinet meget i huset.

Alle er rigtig soede og vi er blevet taget rigtig godt imod.

Vi er det greatest mix, som vi selv kalder os.

Jeg har det godt- og kommer godt ud af det med alle. Min partner Debby er alletiders.

Vi har nu set alle arbejdspladser, og vi er blevet taget rigtig godt imod af alle.

I aften skal vi vaelge hvor vi vil arbejde, jeg er stadig lidt i tvivl, men jeg kan komme til at undervise og det var det jeg ville. Saa det er positivt.

Mange af pigerne vil arbejde med spaedboern eller smaa boern, men det vil jeg absolut ikke. Det er der kommet meget snak ud af. De kan ikke helt forstaa mig.

Som jeg skrev falder beslutningen i aften, saa i maa vente med at laese hvor jeg skal arbejde til naeste gang jeg kommer paa nettet.  

10 dages introkursus på Diakon højskolen har været intense, men spændende og lærerrige.

Det giver en god bagage, der sikkert bliver brugbar i Nigeria.

Glæder mig nu alligevel til at komme hjem og sove. Især glæder jeg mig til at komme hjem og få de sidste ting ordnet så jeg er hel klar til at tage afsted.

Diakon højskolen:

Kurset på diakon højskolen har været hårdt, med undervisning fra 8.30-21.00 næsten hver dag, men dette er bedre end en måneds kursus. Det har til gengæld været et godt kursus, og jeg føler nu jeg har fået nogle redskaber med, selvom kurset endnu ikke er færdigt.

Dette kursus har været vigtigt fordi vi skal ned og møde en anden kultur, og fordi vi skal arbejde i og med den nye kultur.

Det har også været spændende at møde andre unge, der skal til et andet projekt.

Forberedelser:

Jeg er endnu ikke klar til at tage afsted.

Lysten er stor, men kufferten er endnu ikke fyldt med alle de nødvendige sager, så den næste uges tid går med at få købt de sidste vigtige ting. Derefter skal det pakkes i min store røde trolly, og så skulle jeg gerne være klar til at tage afsted.