Hej alle jer der stadig følger lidtmed i min færden her i Kina

Denne gang har jeg delt blogindlæggetop i flere små afsnit

April fools day

I fredags var det jo 1. april, hvilketogså i Kina betyder, at man må lave sjov med hinanden. Sunny havdesagt til mig, at jeg skulle deltage i en form for show med minepreeschool børn. Hvad det helt præcist var, vidste hun ikke nogetom og min egen lærer på afdelingen var sikker på, at der ikkeskulle ske noget ud over det sædvanlige og sagde egentlig, at jegbare skulle blive væk. Det passede mig faktisk okay ikke at skullenoget, da vi jo ville få besøg af CBS eleverne.

CBS eleverne viste sig dog slet ikke atvære fra CBS men fra IBC i Kolding. Flere af dem kunne jeg sagtensse, at jeg havde set før og omvendt. Det var lidt sjovt, men ogsåmeget meget mærkeligt, at sidde på den anden side af jorden ogsnakke om lille Kolding, samt de fælles mennesker som vi kender der.Vi startede ud med at vise dem rundt på skolen. Vi tog en etage afgangen, og da vi nåede 6. sal, og jeg havde vist dem lidt rundt ogfortalt om livet i preeschool på godt og ondt, prikkede Sunny mig påskulderen og sagde, at det var nu jeg skulle gå ind og være med iden event der skulle være. Så mens de andre gik videre, stilledejeg mig noget forvirret hen ved siden af en stor smilende blå kaninog vidste intet om hvad der skulle foregå. Ingen af de piger derhavde arrangeret optrinnet kunne engelsk, så det var først da minegen lærer heldigvis dukkede op, at jeg fandt ud af at vi skullelege nogle lege med børnene, og min opgave var at lære dem at sigeApril Fools Day. Først fik børnene noget at vide om hvortraditionen stammede fra (Indien så vidt jeg forstod) og bagefterskulle vi lege. Alle vi lærere blev fordelt ud på holdene, og jegkom med pigerne fra Sun-class mener jeg. Legen gik ud på at holdeneefter tur skulle op på scenen, hvor de så hver fik udleveret enlille sandwich. I to af dem var der wasabi, mens resten bare var heltneutrale. Nu gjaldt det så om for børnene at lave ansigter, så detblev svært for en lille gruppe udvalgte børn, at gætte hvem derhavde fået wasabi og hvem der bare lod som om. Hvis de gættederigtigt skulle læreren spise en wasabisandwich, men det gjorde deikke ved min klasse, så jeg slap.

Da hele showet, der skulle have tagetet kvarter, var færdigt efter halvanden time, fandt jeg de andre ibillardklubben overfor skolen. Vi spiste sammen med IBC'erne påskolen, og blev siddende i kantinen ret længe og snakkede, mens vidrak et par øl. Efter lige hurtigt at være hjemme og vende ilejligheden, der blev en smule trang med 24 mennesker, gik vi modHelens for at vise dem hvor vi plejer at gå ud hernede. Helen's vardog så proppet, at vi blev enige om at tage videre mod Alibabas.Efter vi egentligt havde været ved at gå igen, fik vi et bord. Pådet tidspunkt var vi kun Mathilde, Kasper og jeg samt en 6-7 stykkeraf IBC drengene tilbage. Det var hyggeligt at få en øl og et parspil bordfodbold med dem. I løbet af aftenen havde vi lykkeligtfortrængt at vi skulle op tidligt lørdag, men når man har sagt Amå man også sige B, så vækkeuret ringede klokken halv syv næstemorgen. Undervisningen forløb heldigvis rimelig stille og roligt oglørdag eftermiddag, kunne vi så endelig holde weekend.Kasper ogRikke var taget på weekendtur ud af byen, og vi andre indledteweekenden med at tage på dumplingsrestauranten, lige ved siden afhvor vi bor. Jeg var ret træt efter fredag aften med IBC'erne, såefter en omgang gæt og grimasser faldt jeg som sædvanlig i søvn,til den film der blev sat på.

Mathilde og Anna på tur

Søndag havde Mathilde og jeg aftalt,at pakke tasken med lidt morgenmad og så ellers bare begive os ud ibyen, for at se hvor vores fødder ville føre os hen. Vi havdeegentlig snakket om at gå ud til det olympiske stadion først, forså at se hvad vi kunne finde på der fra. Men tingene udvikler sigjo sjældent som planlagt i dette forunderlige land, så klokkenskulle blive fem inden vi nåede så langt. Vi ville gå af de småveje og forsøgte bare at holde retningen ved at pejle efterTV-tårnet. Men når man tager de små veje ind gennem de forskelligekvarterer, er det ingen lige vej, og vi blev tit nødt til at vendeom og gå tilbage, fordi vi var endt i en blindgyde. Vi kom tilTianjin Naturhistoriske museum, hvor vi spiste vores morgenmad i denlille park der var udenfor, mens vi så på alle de små kineserbørn,der skulle tages billeder af på diverse store stenskulpturer af dyr.Vejret var fantastisk, så vi nød bare at gå og kigge os omkring,mes vi snakkede om alt mellem himmel og jord.

Vi kom forbi en meget høj bygning, ogjeg fik lokket Mathilde med til at se nærmere på den, med henblikpå en tur op for at kigge ud. Vi kom ind i en stor marmor forhal,hvor der sad en vagt bag en stor skranke. Vi var overbeviste om, athan ville komme og stoppe os, men gik alligevel bare målbevidstefter elevatoren. Han gjorde dog ikke noget, og der gik ikke mangesekunder, før vi drønede opad mod 39. etage i fuld fart. Jeg varklar med kameraet, for vi havde jo ingen anelse om hvad vi ville se,når elevatordøren åbnede sig. Ud trådte vi, og da vi kiggede osspændte omkring, så vi, at vi var havnet midt på en byggeplads.Der var ikke andet en beton gulve, vægge og loft og heltmennesketomt. Man kunne gå hele vejen rundt langs vinduespartiet ogfå et 360 graders udsyn over Tianjin. Selvom vi kunne se rigtigrigtig rigtig langt, var der stadig by helt ude i horisonten. Det varikke store skyskrabere som inde i centrum, men almindeligebeboelseskvarter og industri så langt øjet rakte til alle sider. Viså to store parkanlæg, samt en mærkelig halvmåneformet bygning,som vi besluttede os for at se nærmere på. Bygningen viste sig atvære Tianjin museum, med udstilling af kalligrafi, flot udsmykkedevaser samt en historisk gennemgang af byens udvikling ogbegivenheder. Efter at have set deres udstilling, ville vi gå lidttilbage af og så gennem den park vi havde set, over til detolympiske stadion. Vi måtte bare ikke komme ind i den store flottepark, der, som alt andet her i Kina, var bevogtet af en vagt i grønuniform. Det skulle være løgn besluttede vi, så vi fandt en lillesmutvej ind. Det viste sig dog bare at det ikke var ind til den storepark, men til et lille anlæg omkring et kurhotel. Vi sad på den broder førte rundt om hotellet og nød udsigten over søen i næsten entime, ind til der kom to ansatte og bad os om at gå. Den mandligeansatte gjorde tegn til at vi skulle følge efter ham, og vi regnedemed, at han ville eskortere os gennem hotellet og til en egentligudgang. Men i stedet førte han os tilbage, genem den bambusbusk vivar kommet ind af, og gik slev ud samme vej. I stedet for parken gikvi gennem et lille beboelsesområde mod det olympiske center. Det varved at være mange timer siden vi sidst havde spist, og bedst somvores maver begyndte at knurre, kom vi forbi et lille marked, hvor vikøbte et par retter og noget brød til at tage med os. Efter endnuen halv times gåtur nåede vi det olympiske stadion, hvor vi satteos på kanten af et vandbassin, der omgav den ene af bygningerne, forat spiste vores mad, mens vi nød solen og så fiskene hoppe rundt ivandet.

Vi ville egentlig have været ind i detolympiske stadion, men der var lukket ved alle indgangene, muligvisfordi det var ved at være aften eller fordi det var helligdag. Såvi gik videre i en tilfældig retning og endte ved den park, som jeghavde været i for et par uger siden på min aftencykeltur. Vi gik oppå bakken og så solen gå ned over byen sammen med alle deomklamrende kinesiske kærestepar og børnefamilierne. Der var nogenflere mennesker denne gang, sidst var jo en hverdagsaften. Klokkenvar blevet otte om aftenen, og vi besluttede os for at at vendesnuden hjemad, så vi satte kursen mod TV-tårnet. Denne gang måttevi gerne krydse floden via de tro broer ind til tårnet, da vi joikke havde cykler med, så vores efterhånden trætte fødder slapfor en omvej. Da vi nåede hjem, efter en mere end ni timers langgåtur, var jeg dog alligevel ikke helt klar til at slutte dagen, såjeg fik lokket de andre med til at tage en tur på Helen's, bare ligefor at få en enkelt øl.

Mandag morgen stod de andre tidligt op,for at tage ud til en havn som Sunny havde anbefalet at se, men detlykkedes dem nu aldrig at finde den. Mathilde og jeg blev hjemme ogvores ben ville ikke børe os så forfærdeligt langt omkring, så vibrugte i stedet dagen i skolens park, hvor vi bare nød at slappe afog læse i vores bøger.

Music street?

I dag, Tirsdag, tog Kasper og jeg udfor at finde music street, for Kasper ville gerne købe sig enguitar. Vi havde fundet det på kortet og indprentet os retningensådan nogenlunde, så vi besluttede os for bare at cykle derudad,ind til vi var kommet et godt stykke. På vejen blev vi enige om ligeat slå et smut ind forbi ancient culture street, der vidste vinemlig fra sidst, at de også solgte musikinstrumenter. Vi fandt daogså et par guitarer, men de var rimelig dyre, og på den eneste dervar nede på den pris Kasper ville betale, var strengene så dårligeat den ikke kunne stemmes, og butiksindehaveren havde ikke flere nye.Vi så også en mand sidde ved sin lille bod med nogle fine figurerpå en pind (se billederne). Til at starte med var vi lidt i tvivl omhvad det var, men da duften af brændt sukker begyndte at sprede sig,gik det op for os at det måtte være karamel han brugte. Det varvirkelig imponerende. Det andet mad der er billede af, er nogle småkager af en slags, der laves i nogle små forme og pyntes med, hvadjeg tror må være, forskelligfarvet sukker.

Inden vi cyklede derfra, kiggede vi påkortet for igen at finde på rette vej. Det viste sig dog at værenoget lettere sagt end gjort. Vi endte nemlig i et stort system afmange-sporede hovedvej,e hvor det var umuligt at holde den kurs, vihavde i hovedet. Der var ingen muligheder for at krydse ind af småsideveje, og efter at have cyklet rundt i et stykke tid, havde vitotalt mistet orienteringen og retningssansen. Vi fandt endeligt hentil et beboelseskvarter, og spurgte os frem efter et sted hvor vikunne få lidt at spise. Med hjælp fra et par venlige kinesere, komvi hen til et lokalt markedsområde. Det var rigtig hyggeligt at gårundt mellem alle de små boder, hvor de især solgte masser af fiskog krydderier. Blandt alle de andre små boder lå pludselig en lilletandlæge. Der var stort set ikke andet end en tandlægestol og enlille smule tandlægeudstyr. Hvis det er sådan det fungerer, er dermåske ikke noget at sige til, at de alle sammen render rundt meddårlige tænder. Efter at have gået lidt rundt på må og få iområdet, ville vi egentlig hjemad. Men lige som vi var på vej ud afområdet, så vi et par drenge stå og spille pool ved et udendørspoolbord. Den dreng der tydeligvis var lederen af gruppen snakkedeoverraskende godt engelsk. Han fortalte os at de boede lige iområdet, og at den gamle mand der stod lidt væk var hans bedstefar.Da de var færdige udfordrede Kasper mig til et spil, men det endtehan vidst med bitterligt at fortryde. For første gang vandt jegnemlig over ham ;)

Vi fandt hjem gennem de mindre sidevejeog sluttede med at spise aftensmad på skolen, hvor de andre ogsådukkede op.

Efter at vi er vendt tilbage tillejligheden, har Mathilde og jeg brugt aftenen på at sætte farvedeknappenåle i vores kort, så vi kan danne os et overblik, over desteder vi gerne vil besøge på vores rundrejse.

I morgen starter en ny uge der jo erret kort så det er lige til at overkomme.

Ka sa daaaaan!!!!!! (Staareeeet!)…. Klokken er 0545 hours, vi staar 60 mand paa raekke, har lige slugten halv “bed chai” og er klar til fysisk training (PT). Vesterlaendingene i shortsog inderne i fuldt antraek… On duty i det indisk forsvar!

Saa kom vi til Indien. Efteren bilosende, larmende, rygende, levende naerkontakt af 3.grad med Kolkata,hvor Rasmus nikkede genkendende til de samme hustlere overalt i Indiensstorbyer og Kasper maabende provede at indtage alle indtryk, rystede vi nordpaai en bumlende natbus til Darjeeling for at starte paa HMI (HimalayanMountaineering Institute). 28 dage for foden af 8000 meter toppe – saa bliverdet ikke hojere!

Vi bliver indlogeret paa8-mands vaerelser forste dag. Og hvad snakker man om som drenge...?....Mobiltelefoner og piger! Saadan er det i hele verden!

Kurset starter medklippeklatring og det viser sig hurtigt, at vi er mere end kvalificeret tildenne del. (thank you banana park norrebro). Eftermiddagene gaar med forelaesningerog fremvisninger ’indian style’. En inder ser et telt og sporger Rasmus: ’hardu set saadan et foer?’ og da Kasper fortaeller han har 2 telte – wow! Hindu-geografiforelaesninger uden kort slaar biokemiforelaesninger i kedsomhed med flerevognlaengder...men der er gode chancer for restitution taget morgen timingen ogPT i betragtningJ

9. dag: udlaendingene i jeepmod bjergene – inderne sloges om pladsaen i en minibus (forste og sidste gangvi spillede udlaendingekortet... dog uden stor gevinst pga lang ventetid hosden lokale politihovding for tilladelse til bjergbestigning). Trekket starterog  vi klatrer med ca 1000 meter omdagen. Vi vandrer gennem forst regnskov, saa rhododrendronskov og senere kommerde store (virkelig store), snebeklaedte tinder til syne.... Man forstaar hvorforde lokale ser bjergtoppene som hellige guder. Da vi naar 4000m begyndervejrtraekningen pludselig at vaere noget man taenker paa – specielt naar man roderi sin taske eller laver nr. 2 (bummelum) (nr. 1 – bimmelim – gaar an da manstaar opJ). I 4000moplever Kolkata- og Mumbai-inderne noget nyt: is paa vandpytterne om morgenen!

Fremme i BC (base camp) –fantastisk setting – gletchere, moraener, 7000meter topper, tordende floder,yakker (og deres lort), himmel, skyer, stjerner og et vejr der skifter paasekunder – vi er i naturens vold! Det er her vi traener – og vi bliverudfordret. 4 timers trek om dagen til gletcheren med oppakning (reb, seler,isskruer, issom, isoekser og ikke mindst crampons\pigsko). Gletcherpassering,isklatring, gletcherspalte-redning og meget mere paa programmet.

Nok om traening – nu omboligforhold. Forst boede vi i en dejlig varm hytte med plads til baade oere ogtaeer... men..... vi meldte os som frivillige til at hjaelpe et regiment afankommende politi-toser. Vi, vordende laeger, baerer en dehydreret, frysendepige den sidste time op til BC paa en hjemmelavet baare (lavet af klatrereb). Oghvad er takken? ...toserne faar vores hytte og vi bliver forvist til et telt ogdaeleme om de ikke snyder foran i madkoeen.

Efter 18 dage i bjergene vendervi stinkende tilbage til Darjeeling hvor instituttet ligger. Et bad maa vaerepaa sin plads... Rasmus flotter sig og bruger hele 2 spande koldt vand. Kasperderimod bruger kun 1 spand – mest fordi han ikke kan se hvor beskidt han er dalyset er gaaet....igen...!

28 dage er gaaet og indenafslutningen slaar vi en tyk streg under vikinge-aeren ved at tage 2andenpladser i hver vores konkurrence. Rasmus i klatring (han taber til en gutder har klatret el capitain) og Kasper i lob (han taber til den indiske haersforende langdistancelober).

Det har vaeret en fantastiskmaaned i naturen. Vi har faaet en masse nye venner som vi nu vil besoge. Turengaar nu sydover til strande, bakker, templer og lidt mere laid-back livsstil.

At ease!

Rasmus og Kasper