Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 380

Oplevet: Bureau of Engraving and printing, Dallas Cowboys Stadium, Ennis, første regnbyge i lang tid, lyn i den mørke nattehimmel

Da kl. var over 2 inden jeg kom i seng i går, er jeg ikke helt frisk da jeg vågner kl. 8. Og da jeg kigger ud af vinduet er lastbilen jeg havde parkeret ved siden af væk, og jeg er lidt usikker på, hvor godt det så er at holde her alene. Jeg smutter derfor en tur i bad, hvor jeg hurtigt løber tør for vand. Jeg er godt klar over, at det var ved at være tid. Da vi har en campingplads i morgeneftermiddag, betyder det ikke noget, da jeg kan få friske forsyninger der. Jeg kan også lugte, at det er ved at være tid til at få tømt toilettet, og der er samme historie. Jeg triller tættere på indgangen til Wal-mart og smutter ind og handler lidt ind. Især kemikalier men også toiletpapir til toilettet, er ved at være brugt op. Der kommer også lidt friskbagt morgenbrød i kurven, som jeg kan hygge mig lidt med i dag. Planen i dag er at køre tilbage til Fort Worth og besøge Bureau of Engraving and printing, som på dansk er det ene af to steder i USA, hvor de trykker de berømte amerikanske pengesedler. Når der er overstået, vil jeg runde Dallas Cowboys Stadium for en rundtur inden jeg kører til Huntsville og muligvis besøger deres Texas Prison Museum. Det er jeg lidt i tvivl om jeg overhovedet kan nå i dag, men så vil jeg overnatte nede nær Huntsville, da det kun ligger lidt over en time fra Bush International Airport i Houston, hvor min kæreste lander i morgen lidt over middag. Det bliver bare dejligt at se hende igen. Det tager en lille halv time at komme ud til trykkeriet, der ligger omgivet af en masse sikkerhed og højt hegn med pigtråd. Foruden pistoler, våben og peberspray, er det heller ikke tilladt at tage kamera eller anden elektronik med ind i deres bygning, hvor de har rundvisning. Og da sikkerheden er i top, kan jeg derfor ikke snige mit kamera med ind og få bare et enkelt billede, hvor meget jeg end gerne ville. Jeg skal gennem en lille bygning med en sikkerhedskontrol i stil med lufthavnen. Her bliver jeg så hentet i en bus, der blot kører nogle hundrede meter til besøgsindgangen, og så er jeg inde. Jeg kommer med på rundvisningen kl. 11, så jeg har lidt tid til at se deres museum omkring historien om den amerikanske pengeseddel inden. Allerede tilbage i 1690, manglede det engelske styre mønter til at betale deres soldater i det nye land med. De fik i stedet et gældsbrev, som garanti for deres løn. Soldaterne fandt hurtigt ud af, at de kunne bruge disse breve til at handle med, og på den måde startede papiret som en slags forløber for pengesedlen. I 1861 begyndte man at trykke de velkendte grønne amerikanske pengesedler. Den grønne farve blev brugt, for at sikre sig mod falskmøntneri. På den tid kunne man kun tage billeder i sort/hvid, så den grønne farve var en sikkerhed mod at kopiere sedlen. Men allerede under borgerkrigen, var 1/3 af de penge der var i omløb falske og nationalbanken fik 14. april 1865 underskrevet en aftale med Præsident Lincoln om at oprette et secret service, der skulle indsættes og få styr på falskmøntneriet. Samme aften som han underskrev aftalen, blev Lincoln myrdet. Det er blevet tid til at komme ind bag de lukkede døre og se trykkeriet. Der er ansat over 600 medarbejdere, hvoraf de 340 arbejder i trykkeriet, 24 timer i døgnet 5 dage om ugen. De trykker 4.147.200.000 $1 sedler om året, samt yderligere 4.585.600.000 af de øvrige sedler. Rundt i det kæmpe trykkeri, står stakkevis af papirstakke med igangværende trykte sedler. De skal igennem op mod 5 forskellige trykningsprocessor og så tørre op til 3 døgn mellem hver proces. Så der tager omkring 2 uger fra en pengeseddel bliver påbegyndt, til den er klar til at blive lagt i den kæmpe boks de også har et sted i denne kæmpe bygning. Boksen er på størrelse med en Wal-mart, men den er hemmelig så vi får slet ikke set den på vores tur. Det er nok også en god ting, da der ligger omkring $ 1,4 milliarder enten sedler eller dollar i boksen, der fik jeg ikke helt styr på med alle de informationer vi får. I år har de fået en ordre på at producere $ 139 milliarder. De får en ny ordre hvert år til oktober. En amerikansk seddel, er ikke lavet af papir og består af 75 % bomuld og 25 % hør, og er testet til at klare en tur i vaskemaskinen, at blive krøllet sammen til en lille kugle og komme i 9 forskellige kemikalier inkl. æter uden at miste sin farve eller blive mærkbart på anden måde blive ødelagt. Når sedlerne har været igennem alle processerne, komme de ud i den anden ende. Her bliver de først bundet, hver bundt bliver samlet i en ”brick” der indeholder 4.000 sedler, og hver ”brick” bliver samlet i 4, til en såkaldt cash pack, der bliver forseglet og registreret med serienummer. Der bliver så stablet 40 cash packs på en palle, og hvis det eks. er $ 20 sedler, så indeholder hver palle $ 12,8 mio. Det er både spændende og helt vildt at se produktionen og alle de penge der er. Alle sedler der bliver trykket her, får et lille FW trykt på forsiden. Det eneste andet sted i USA hvor der trykkes sedler, er i Washington D.C. og her kommer der intet kendemærke på. Mønterne bliver produceret to helt andre steder i Amerika. De er i gang med at trykke den helt nye $ 100 seddel, der endnu ikke er kommet på gaden og heller ikke har fået en dato for frigørelsen endnu. Efter turen, går jeg ind og ser en kort film, inden jeg kommer ud til en sidste udstilling omkring produktionen og sikkerheden i at lave en ny seddel. Det tog eks. over 2 år at designe de nye $ 20 dollar seddel, for at få så meget sikkerhed ind i sedlen, samtid med, at den naturligvis skulle være så amerikansk som overhovedet muligt. Til slut er der en enkelt planche med 4 kendte falskmøntnere. Senest en i Malaysia kaldet King Kong, der blev anholdt i 1986, for at have fremstillet over $ 4 mio. falske sedler i $ 50 og $ 100. Den seddel med mindst sikkerhed indbygget, er $ 1, da man aner den for alt for værdiløs til at forfalske. For at komme ud, skal man vanen tro igennem en gift shop. En af de ting som de har på hylderne, er små poser med makulerede sedler. Man kan også købe en plakat, eller ark med 32 sedler, som de starter ud med, inden de standset ud til individuelle sedler. Det kunne være en sjov ting, men det er til voldsomme overpriser. Jeg må ikke gå udenfor og vente på bussen, da de sikkert er bange for, at man kan finde på et eller andet, eller bare forsvinde. Den kommer så lidt efter og jeg er igen den eneste på den lille tur tilbage. Tilbage på parkeringspladsen lufter jeg Yucca, og forventer et eller andet sted, at der vil komme en ud og fortælle det ikke er lovligt. Men jeg får lov til at gå i fred og får lige taget et par billeder af bygningen ude fra. Alt i alt et rigtig spændende besøg. Jeg sætter kursen mod Dallas Cowboys Stadium, men da jeg kommer derud, har de lukket for ture i dag, der er kun V.I.P. adgang. Jeg sætter mig i stedet til at lave beretningen fra besøget på Bureau of Engraving and printing, mens jeg stadig har de fleste informationer friske i erindringen. Bagefter smutter jeg lige en tur rundt i området med Yucca, inden jeg smutter over i Wal-mart for at købe lidt sodavand. Jeg så forleden et godt tilbud i en anden butik, som de nu vil matche og spare næsten 40 kr. Jeg har fundet ud af, at der ligger et AAA kontor i nærheden, og da jeg gerne vil have et kort over hele den sydøstlige del af USA, smutter jeg omkring for at hente et. Jeg ender med at få rigtig mange ting med. Både kort over Houston, Austin og San Antonio. Et par rejsebøger om Florida og Texas. Hvis jeg har tid og overskud, bliver jeg anbefalet Tennessee hvor de naturligvis foruden Elvis museet også har Great Smoky Mountains der er et besøg værd. Godt klædt på, er det blevet tid til at køre mod Huntsville, hvor jeg vil holde ind for i nat. Her er der ikke langt til Houston, og hvis jeg har mulighed for at nå det, vil jeg smutte ind omkring Texas Prison Museum. Motorvejsnettet rundt om Dallas er enormt, og jeg krydser indtil flere kryds med broer i flere etager. Det ser ret vildt ud, når en lastbil passere i noget der ligner 10.-12. sals højde over en. Siden jeg kom til Fort Worth i sidste uge, har jeg ledt efter billig benzin, men den er bare blevet dyrere i løbet af ugen. Da jeg har over 3 timers foran mig, leder jeg efter et sted langs motorvejen, og inden jeg rigtig når at forlade Dallas, kommer jeg forbi Flying J. De har også gas, og da også denne tank er ved at være tom, er det vist en god idé at fylde den op. Det bliver lidt af en overraskelse at fylde benzin på, da den kommer over 40 gallons i tanken. Så meget havde jeg ikke regnet med at have brugt og jeg synes heller ikke at måleren var enig i det. Men det passede jo nok. Da jeg går fyldt gas på, er det vist en lille svindler der gør det. For han tilbyder at fylde den helt op for $ 20, hvis jeg betaler ham. Jeg har ikke helt styr på om det er en god eller rigtig god handel, men jeg er sikker på, at jeg sparer noget på det. De har også tank så jeg kan komme af med alt mit beskidte vand, hvor især toilettet har trængt til at blive tømt i et par dage. Og lidt frisk vand får jeg også fyldt på, så jeg kan komme i bad i morgen. Så et helt fantastisk stop jeg få laver her, som tager over en halv time. Nu er jeg også klar. Vejret har vist sig fra en god side i dag. Selvom det har været næsten helt overskyet, har der stadig været dejlig varmt. Her den sene eftermiddag er det nærmest uudholdeligt, da det er en rigtig trykkende og klam varme. Jeg har sat GPS’en til at finde en resteplads langs motorvejen, hvor jeg vil holde ind og lave lidt beretning, og så lade computeren lade helt op på den sidste strækning, så jeg har et fuldt batteri i aften. Jeg når ikke længere end til Ennis, en lille by 80 km syd for Dallas, da jeg kommer i tanke om, at jeg meget trænger til at blive klippet. Jeg kan i hvert fald ikke nå både museum og frisør i morgen formiddag. Den første del af byen, er det næsten helt mørkt op på Main Street hvor GPS’en mener der ligger en frisør, er der ikke andet end noget der ligner forladte huse helt op til jernbanen. Jeg giver byen en chance mere og kommer til en hovedgade der er mere liv i og flere butikker. Klokken er 19.30, og den lokale Burger King er lukket, så mine forventninger er ikke særlig høje. Jeg finder heldigvis en og de har også tid til at tage mig ind. Fantastik, da jeg kun venter 10 min. Det bliver hurtigt klaret og jeg smutter tilbage til Yucca. Jeg tænder for generatoren, så jeg kan lave lidt mad i mikroovnen og spise inden jeg kører videre. Nu er det kun 2½ time til Huntsville, der skal tilbagelægges i mørke på motorvejen. Så endnu en gang skal jeg opleve Texas på en mørk motorvej i flere timer. I dag bliver det dog lidt anderledes, da der ude i horisonten er en masse glimt fra et tordenvejr. Og med det ulidelige vejr, er det også en god ting, at der bliver renset lidt op i luften. Klokken 22 er der stadig over 20 grader, og jeg har været nød til at køre med min aircondition tændt det meste af turen, for ikke at sidde og svede. Midt i en voldsomme regnbyge, bliver mit højre sidespejl helt løst og drejer rundt så jeg ikke kan bruge det. En rigtig skidt ting, da jeg ikke kan se en ting på min højre side inkl. alt det jeg overhaler og hvornår det er sikkert at trække ind igen. Eneste mulighed jeg har, er at holde ind i nødsporet, men med alle de lastbiler og regnen, synes jeg ikke lige at det er der lysten er størst. Da regnen er alle værst, hopper spejlet på plads igen, og jeg kan ånde lettet op. For en kort bemærkning. For så snart det holder op med at regne, bliver det løst igen og drejer rundt. Jeg er mest nervøs for at tabe det, så det forsvinder, så jeg holder ind ved den næste rasteplads. Da det er mørkt og jeg ikke kan se så meget, har jeg svært ved at finde ud af det. Jeg finder en rulle gaffatape frem, og så bliver det ellers bare pakket rigtig godt ind. Resten af turen bliver det siddende og jeg holder ind på en rasteplads lige uden for Huntsville, hvor jeg vil sove i nat. Der er kun 12 min ind til museet, så det passer perfekt. Der er fyldt med lastbiler, så da jeg skal falde i søvn, ligger jeg og sveder i det klamme vejr, mens jeg skal høre på mindst 15 lastbiler i tomgang. Så der går lang tid før jeg falder i søvn i dag.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 73

Oplevet: Dallas Cowboys Stadium, Texas Rangers Baseball Stadium, TRI train, Sixth Floor Museum, American Airline Center, Maverick NBA game

Jeg fik godt nok at vide i går, at de gerne så at RV’s forlod pladsen inden kl. 7. Da jeg ikke kunne falde i søvn før ved 3 tiden og jeg vågnede ved 4 tiden da det lød som om nogle omlæssede nogle ting lige uden foran mig, er jeg slet ikke i live da uret ringet kl. 7.30. Først kl. 8.30 er der mere liv i mig og jeg kravler ud af sengen. En time senere forlader jeg Wal-mart for at køre mod Arlington. Her ligger både Dallas Cowboys enorme stadion, Texas Rangers Baseball stadion, Six Flags over Texas og et stor vandland. De har også et visitor center i området, så dem vil jeg besøge for at finde ud af, hvordan jeg bedst kommer ind til Dallas Downtown. Da jeg har hørt det er voldsom dyrt at parkere og chancen for at finde en plads til mig nok ikke er særlig stor, overvejer jeg i stedet at tage toget derind, lige som jeg gjorde de første dage i San Francisco. Jeg troede jo at jeg næsten var i udkanten af Dallas, men fra Fort Worth til Arlingtion, er en lille halv time, og der er ikke en gang halvvejs. Jeg har heller ingen idé om hvor jeg holder i forhold til det hele, så GPS’en fører mig direkte gennem Fort Worth Downtown, hvor der er lidt mere liv i gaderne i dag. Ikke meget mere end i søndags, men der holder mange flere biler i gaderne. Så snart jeg forlader Downtown, kommer jeg direkte ud på motorvejen og forbi et kæmpe motorvejskryds i mange etager. Der er helt vildt så mange motorveje der går over og under hinanden her. Så er det ellers bare motorvej mod Dallas 15-20 km inden jeg skal dreje fra i Arlington. Det enorme Dallas Cowboys Stadium, der har kostet milliarder at bygge, kan allerede ses ude fra motorvejen længe før jer er der. Visitor Centeret, baseball og fodbold stadions ligger som perler på en snor, så det hele kan klares i går afstand. Jeg får lidt info om Arlington, få råd om Dallas og et enkelt magasin om Houston, inden jeg tager Yucca med ud en tur rundt dom de to stadions. Vi runder først Texas Rangers baseballs hjemmebane, en ældre med stadig kæmpe bygning, som det tager noget tid at gå rundt om. Så går turen over til byen stolthed Dallas Cowboys Stadium, med plads til omkring 100.000 tilskuere, der var vært for sidste års SuperBowl. I starten virker det både flot og enormt. Da jeg har gået en tur rundt, virker det mest bare enormt. Jeg er lige en tur indenfor i deres Pro Shop, hvor man kan købe alt muligt med Dallas Cowboys logo. Da jeg har fået det hele med, går vi tilbage til RV’en og planen er at komme helt ind til centrum af Dallas. Jeg sætter GPS’en til at finde den nærmeste togstation, der sjovt nok ligger 20 min væk. … Station har gratis parkering, og 40 min til næste tog. Så jeg går lidt rundt med Yucca, så hun lige kan komme af med det sidste. Min kæreste har undersøgt vejret i Houston og siger at det bliver regn, men selvom det var lidt mørke skyer tidligere i dag og der kom 20-30 dråber inden jeg går rundt om de to stadions, så er solen fremme og der er 24 grader udenfor og hele 28 indenfor. Vinduerne bliver åbnet så der kan cirkulere lidt luft rundt og jeg smutter ud af døren. Jeg tror jeg har rigeligt med tid, da der er fem min til toget kommer, men jeg er næsten ikke mere end lige kommet ud af døren, da toget kører ind på perronen. Så jeg løber af sted og når at få holdt toget tilbage så jeg også kan få en billet i automaten. Det tager omkring 30 min at kommet ind til Downtown Dallas. Og så står jeg her, midt i det hele, og aner ikke hvor jeg skal hen. Helt som når en turist sikkert står af toget på Hovedbanen. Der er rigtig mange høje bygninger, og som en fortalte mig i går på McDonald’s, så er Dallas bymidte meget nyere end eksempelvis New York, hvor flere af deres skyskrabere er langt over 50 år gamle. Et par gader længere henne ligger byens visitor center så jeg er ikke helt på bar bund. Og lige bagved ligger Sixth Floor Museum, med udstillingen om mordet på JFK. Så jeg er landet lige i hjertet. Det er ikke fordi de ellers kan tilbyde så meget andet her i byen. Deres basketball hold spiller i aften, så de kunne være en mulighed. Jeg krydser gaden og kommer hen til JFK museet. Jeg glæder mig lidt, selvom jeg ikke aner hvad det er jeg skal ind til. Museet ligger i det gamle skoledepot, hvor man mener at Lee Harvel Oswald skød og dræbte John F. Kennedy. Det skete fra et vindue oppe på 6. sal, og det er den eneste etage der er åben og lavet om til et museum og jeg aner ikke hvad de bruger resten af bygningen til. Jeg havde nok forestillet mig, at jeg skulle gå og lade lidt op når jeg nærmede mig stedet, men nu er det lige på og hårdt. Jeg betaler indgangen og må efterlade min rygsæk hos vagten. Jeg har heldigvis fået mit kamera med, selvom jeg slet ikke må tage nogen billeder hverken af museet eller ud af vinduerne og ned mod Elm Street hvor drabet skete. Inden jeg kommer op med elevatoren, får jeg udleveret en audio guide, som dirigerer mig rundt på museet. Det er et vildt spændende museum, først lidt om Kennedy selv, og så om hele besøget i Dallas og Texas samt alt hvad der skete den 22. november 1962 og dagene derefter. Det er også meget rørende at se og gense mange af de ting og hele stemningen især fra pressemøder, indsættelse af præsident Johnson i air force one da de skal forlade Dallas, begravelsen osv. Meget rørende. Der var selvfølgelig også meget om efterforskningen, de mange teorier og en masse vidneforklaringer. Om jeg er blevet klogere om hvem der dræbte Kennedy, næppe jeg har blot fået flere informationer. Da jeg forlader museet er solen så småt på vej ned. Da jeg skal have min taske, spørger jeg vagten hvad han mener jeg bør lave, og han får en af de ansatte til at undersøge om der er billetter til basketball kampen. Sidste år blev byens hold NBA mestre, så han synes jeg skulle overveje det. Hallen ligger under en halv time væk, så jeg kan sagtens gå der op. Jeg er heldig af få en billet til fornuftig pris, og ender med at sidde næsten helt oppe under taget på nogle af de bagerste rækker hvor kampen går i gang kl. 19. Det er en helt anden oplevelse end NFL kampen i San Francisco. En langt bedre oplevelse. Og de er ikke gode til at have pause hvor der ikke sker noget. Så i pauserne og når der er timeout, har de underholdning, meget mere end til fodboldkampen. Der er naturligvis cheerleaders der ligner modeller, musik, konkurrencer. Som half time show trampolinspringere der laver numre med ski, snowboard og hulla hop ring. Ja de forstår at underholde herovre. Der er også en langt bedre stemning blandt publikum, ikke at den kommer op i niveau som til en håndboldlandskamp, men det er der hen af. Kampen bliver også rigtig spændende, da Dallas Mavericks aldrig rigtig når at få et stort forspring. Første qauter har de et godt forspring, anden del starter de rigtig skidt og bliver hurtigt hentet, og fører kun med et enkelt point til halvleg. 3 periode taber de, og i starten af fjerde går det helt galt, da de næsten ikke score mens Oklahoma City har fart på. Men med 2 minutter igen, bliver de hentet og stillingen er uafgjort 85 – 85. Igen brænder hjemmeholdet for mange chancer og ender med at tabe 86 – 95. Det blev en dejlig spændende kamp, og da der kun var et minut tilbage, begyndte folk at forsvinde i hallen. Det sidste minut tager også rigtig lang tid, med en del spilstop, dommerprotest og en timeout. Jeg bliver dog for at få det hele med. Da kampen slutter, har jeg ikke forbandet travlt med at komme af sted, da mit tog er kørt og det næste, der også er det sidste først kører kl. 23.04. Så 48 min. effektiv basketball, har taget over 2 timer. Tænk hvis en håndbold eller foldboldkamp ville være lige sådan. Selvom der har været rigtig mange tilskuere, så virker det ikke kaotisk at komme ud. Der er naturlig meget trafik, men det kan slet ikke sammenlignes med den massive trafik der er (eller har været den gang de kunne spille) når Brøndby har spillet hjemme. Og her er der naturligvis mange flere biler og det ligger midt inde i Dallas Centrum. Jeg trasker op mod Main Street og Pioneer Plaza. Da jeg krydser Main Street, er en lille del spærret af, da to biler er kørt sammen. Det er nok også noget nær det eneste der sker her, for ellers ser jeg kun et par mennesker der er ude og lufte deres hund. På Pioneer Plaza, har de en masse bronze statuer af longhorns kvæg der drives ned af en bakke og over et lille vandløb af nogle cowboys. Ellers er det lyset på de høje bygninger der imponere mig mest. Især det helt nye Omni Dallas Hotel, hvor næsten hele facaden er oplyst af neonrør, der konstant skifter farve og mønster. Planen er at gå op forbi City Hall og så ned langs Main Street, da det er lige her de har den største koncentration af høje bygninger. Det når jeg dog aldrig, da tiden helt er løbet fra mig. Da jeg står oppe ved rådhuset, har jeg kun 15 min til at komme helt ned for enden til Houston Street, og det skal bare nås. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke når det sidste tog. Så jeg løber det meste af vejen og når lige at komme ned på stationen et par min før toget skal køre. Der er bare ikke noget tog, så jeg bliver lidt nervøs. Det er bare forsinket og kommer 12 min senere. Havde jeg bare vist det, kunne jeg have taget det lidt mere med ro. En halv time senere er jeg tilbage hos Yucca og vi går en tur i området. Planen er at køre ud til Dallas Cowboys Stadium, hvor der ligger en Wal-mart lige ved siden af. Så kan jeg evt. tage en rundvisning inde på stadionet i morgen, inden jeg kører mod Houston. Jeg skal være i lufthaven fredag kl. 13.30 hvor min kæreste lander. Da jeg kommer ud til Wal-mart står der skilte om at lastbiler ikke må overnatte her. Jeg stopper vagten og spørger om det også gælder RV’s. Svaret skal jeg selv søge inde hos manageren. Da jeg har ventet i lang tid og hun stadig ikke er kommet, gider jeg ikke stå og glo længere, så jeg sætter GPS’en til at finde en ny Wal-mart. Den ligger blot 10 min væk. På deres plads er der tydeligt skilte om, at de ikke tillader hverken RV’ eller lastbiler. Der holder dog allerede en lastbil med nedrullede gardiner, så jeg kører hen og parkere ved siden af ham. Klokken bliver næsten 2 inden jeg kommer i seng. Det er sku alt for sent, men jeg har haft en dejlig lang dag med gode oplevelser.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 0,2

Oplevet: Fikse min lader til computeren, jordens vildeste SMS, mit længste besøg på McDonald’s

Jeg vågner ved en masse larm, som jeg senere finder ud af er jagerfly der kommer meget lavt ind over parkeringspladsen. Jeg vil tro (og håbe) at der ligger en flyvestation lige i nærheden hvor de skal lande, da de kommer lavt og næsten uden fart. Og det fortsætter de med hele dagen. Planen er egentlig at jeg skulle mod Dallas i dag, men jeg vil meget gerne have styr på min lader til computeren først. Hvis jeg ikke lige kan lave den, ligger der en Best Buy rundt om hjørnet, hvor jeg muligvis kan købe en ny. Der ligger også et Lowes byggemarked ved siden af, hvor jeg muligvis kan købe en 220 volt samlemuffe, som jeg tror, ville kunne hjælpe mig. Hvis der ikke hjælper, kørte jeg forbi en Ace Hardware lidt længere op af gaden og nogle andre steder som også kunne være en mulighed. Så jeg er fortrøstningsfuld her fra dagens start. Ude i min værktøjskasse der lå i bussen da jeg købte den, finder jeg en kabelmuffe til 12 volt, som jeg har en idé om evt. kan bruges, hvis jeg ændre lidt på den. Det starter jeg så med, da det er lige ved hånden. Al isoleringen bliver pillet af, så jeg har den bare muffe, og så klemmer jeg den fast og de to meget små stykker ledning jeg har at arbejde med. Jeg starter min generator op for at have lidt strøm så jeg kan se om det virker. Og jo sørme om ikke der kom liv i den. Fantastisk, så kan jeg bruge min computer igen. Da min mobil løb tør for strøm i nat, sætter jeg lige den til opladning, og straks kvitterer den med en masse beskeder. Jeg ved der kom en kort før jeg faldt i søvn som jeg glædede mig til at læse, men de beskeder der kommer, er helt vilde. På fredag kan jeg få besøg, hvis jeg altså har lyst. Og hvem har ikke lyst til at få besøg af sin nye kæreste? Jeg skal lige sikre mig at det ikke er en form for aprilsnar, men jo den er god nok. Så kan dagens start da heller ikke blive mere fantastisk. Da jeg har samlet strømforsyningen igen, virker den ikke, så jeg må skille den ad igen. Mens jeg er ved at pille den fra hinanden, virker den igen, så der må være en løs forbindelse i det jeg har lavet. Den virker fint nok lige nu, så den bliver pakket ind i en gang isolerbånd, så ledningen forhåbentlig bliver hvor den skal. Jeg fejrer denne dejlige morgen med en god gang morgenmad her ved middagstid. Jeg kan slet ikke fatte det, og frygter om lidt at vågne op af en ond drøm. En time senere får jeg en SMS med flynummer og det hele. På fredag lige over middag skal jeg være i Houston. FANTASTISK. Jeg kan slet ikke overskue hvad jeg skal, så da jeg er kørt hen foran McDonald’s for at bruge Skype på computeren, kan jeg jo lige så godt bruge lidt tid på beretninger. Men først skal Yucca luftes. Hun har det varmt, da der inden for er blevet 31 grader, mens der udenfor ”kun” er 26 grader. Solen stråler højt på himlen, lige som mit humør. Ovre bagved ligger der en kæmpe græsmark, som vi smutter over og hygger os lidt på. En times tid senere, er jeg tilbage. Nu kan jeg jo lige så godt kigge på min cykel igen, så den bliver også lappet med rigtige lapper, som jeg også fandt i min værktøjskasse. Så smutter jeg lige ind og handler lidt ind, inden jeg vil gå i gang med at ligge beretninger op. Jeg har bare ikke noget strøm på computeren og i stedet for at lade generatoren køre, tager jeg computeren under armen og sætter mig indenfor hos McDonald’s. Lige som sidst, køber jeg en sodavand, og så er det ellers bare at komme i gang. Rundt om mig sidder folk og spiser burgere og pommes friter, som lugter rigtig godt. Jeg bliver dog i skindet, og nøjes med en masse refill på min sodavand og har snart lært at drikke sodavand med smag af klor. Jeg sidder med udsigt ind til deres legeland, så kan se alle de forældre der kommer for at fodre deres børn af med Happy Meals osv. Og nogle af de børn der kommer, ser ikke ud til, at det er her de bør spise, men nok har gjort det alt for mange gange. Da jeg har lagt alt op jeg havde klar, og lukker min computer ned, finder jeg ud af, at klokken er langt over 21, hvilket betyder jeg har siddet her i rigtig mange timer. Jeg har slet ikke lagt mærke til, at jeg sidder helt alene herinde i restauranten. Skidt med det, for jeg har fået lagt en masse op og er nu kun 4 dage bagud. En dejlig følelse, endelig at være nået så langt. Jeg kører hen i det hjørne hvor jeg holdt i nat, så jeg ikke holder midt i det hele. Klokken bliver langt over midnat, inden jeg får spist aftensmad og gået aftentur med Yucca. I morgen skal jeg helt ind til Dallas, se hvor Kennedy blev skudt og museet om det, inden jeg stille og roligt skal trille mod Houston. Det bliver rigtig godt.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 16

Oplevet: Catlewalk bag om Exchange Avenue, Fort Worth Visitor Center, cykeltur til Cultural District, Fort Worth Stock Show and Rodeo

Jeg kommer ikke alt for tidligt op i dag, da jeg åbenbart enten ikke har vænnet mig til den nye tidszone, eller bare er blevet god til at sove lidt for længe. Jeg tror nok mest at det er det sidste ;-) Da jeg har spist, er planen at gå en tur over til Visitor Centeret, for at få hjælp til at komme ned til rodeoshowet med det offentlige, da det nok ikke er muligt at få et sted at holde. Jeg vælger at gå bagom alle de små folde, og kommer samtidigt med at de er ved at lukke kvægende ind. De har lige haft deres første tur ned gennem hovedgaden, så dem må vi lige vente på har krydset over pladsen. Ovre i centeret, er der i starten ikke helt så meget hjælp at hente. Jeg får bare vist hvor de har deres køreplaner. Da der kommer en ny medarbejder, har jeg næsten styr på det. Jeg bliver nød til at skifte bus nede i Downtown, da der kun går direkte busser her fra i weekenden. Det er lidt besværligt, så jeg vil tage cykelen i stedet for. Den mangler lidt luft især i fordækket, så jeg må trille stille og roligt ned til en tank og fylde luft på. Da begge dæk er fyldt, fortsætter jeg min tur, som jeg kender fra i går. Jeg har selvfølgelig en kraftig modvind hele turen, så da jeg ankommer efter tre kvarter, er jeg våd af sved på ryggen. Jeg har taget min computer med i rygsækken, da jeg håber at få lavet lidt beretning og muligvis finde et sted hvor den kan lade op samtidig. Klokken er lidt i 13 og jeg bliver anbefalet at tage det tidlige show kl. 14, hvor jeg kan få bedre pladser end til det sene. Så jeg har en times tid der lige skal bruges. Jeg går en tur rundt i deres tivoliland, en masse kørende forlystelser og boder. Jeg kan godt mærke at det er mandag over frokost for der er næsen ingen mennesker i dag. Jeg forsøger at finde over til staldene, men ender i stedet inde i arenaen, hvor der først skal være show om 40 min. Jeg finder min plads, men der er ingen stikkontakt i nærheden. Så jeg går lidt rundt og leder, og finder indtil flere nede i lobbyen. De er alle bare enten højt oppe på væggen, eller nær madboder og skraldespande, som ikke er optimalt. Nede i det bagerste hjørne står et par stole og en stikkontakt. Perfekt sted og jeg får lov at sætte mig. Jeg starter computeren op, mens jeg tilslutter laderen. Der sker bare intet og da jeg kigger på ledningen der går fra laderen og til computeren kan jeg se at en af lederne er knækket inde i. Fantastisk, nu har jeg så heller ikke mulighed for at bruge min computer længere. Jeg synes lidt for meget af mit elektronik er gået i stykker her i USA. Det har godt nok været en tur hvor der er meget der er gået i stykker for mig, både kameraer og på bussen, så der har jeg vist ikke været så heldig. Det er noget rigtigt skidt det her. Da jeg simpelthen bare ikke gider bliver mere irriteret over det, pakker jeg bare sammen igen og sætter mig op på min plads og venter på showet skal gå i gang. Og det er vist også den bedste beslutning, for det bliver et imponerende show. Først er der naturligvis en indmarch hvor det amerikanske og texanske flag kommer ind. Her rejser hele arenaen sig op i respekt for flaget. Da den enorme indmarch med alle de optrædende er overstået, skal der synges nationalsang. Jeg er kommet på en militærdag, hvor de hylder deres styrker, så det er naturligvis en soldat der skal synge i dag. Igen rejser alle sig op og holder deres højre hånd til brystet. Jeg ved at en nationalsang inde i parken til en landskamp er bedre, men hold op der er stadig så hårene de rejser sig, da det her betyder meget mere for en amerikaner. Så starter showet ellers først med rodeo på vilde mustangheste. Her gælder det om at blive siddende i 8 sek. mens hesten springer rundt for at smide rytteren af. Det ser langt fra behageligt ud, men de virker ikke så voldsomme som de tyre jeg så i fredags. Der er også flere af rytterne, hvor de fleste er unge knægte, der bliver siddende tiden ud. Når tiden er nået, lyder en høj sirene og to cowboys ridder hen på siden og kommer rodeorytteren til undsætning, så han kan hoppe over på deres heste og komme sikkert ned på jorden. Da der har været 8-10 rytter igennem, er der en meget kort pause, hvor der bliver malet en stor hvid firkant med kridtstreg inde i midten af arenaen. Så kommer en stor flok unger marcherende ind og kort efter bliver en flok små tyrekalve slupper løst i arenaen. Nu gælder det for børnene om at fange en kalv med de bare hænder, sætte en snor om halsen på dem, og så trække dem ind i firkanten. Der er næsten dobbelt så mange børn som kalve, men de bliver alle sat på en prøve. Det ser absolut ikke nemt ud og der går rigtig lang tid, før den første kommer ind i firkanten med sin tyr. De fleste gange lykkes det for dyrene at komme fri igen, inden de når at få en snor om halsen. Og børnene forsøger alle mulige tricks, inkl. at holde dem i halen. Nogle får lidt hjælp at de voksne dommere der står i arenaen og selv de ryger en røven en gang imellem, til publikum store begejstring. Til sidst lykkes det at få fanget alle tyrekalvene, og en ny del kan gå i gang. Det er igen blevet de voksnes tur, og denne gang skal de ride en stor tyrekalv op, fra deres hest, hoppe ned på kalven, tage fat om hornene på den, stoppe den og ligger den ned på siden. Hvis det lyder som volapyk, så se filmklippet på siden i stedet. Så snart tyren bliver lukket ud af folden, sætter de efter den og efter nogle sekunder ligger de på gruset og kæmper med dyret. Og det er ikke alle der når at fange tyren og så er konkurrence slut for dem. Næste del er mere imponerende. En mor og hendes tre børn ridder rundt i meget højt fart og laver tricks på deres heste en af gangen. De kan både hoppe af og på igen, stå på sadlen, lave kolbøtter og meget mere. Det mest imponerende er naturligvis den yngste af drengene på bare 6 år, der kan lave ting med sin hest, som jeg aldrig turde. Da de har vist deres flotte tricks, er der igen cowboyernes tur til at vise hvad de kan. Igen er det kalve det går ud ovre. Denne gang er de to der arbejder sammen. En skal ride op og smide en lasso om halsen på tyren. Når den er fanget, skal makkeren så ”bare lige” fange begge tyrens bagben men sin lasso. Igen en ting der blot bliver klaret på nogle sekunder. En ting er at fange en tyr med en lasso rundt om halsen, men så bagefter at skulle fange begge bagben mens den stadig er i bevægelse, og mens man sidder på en hest, der kræver sin cowboy. Det er for mig vildt imponerende. Jeg tror ikke en gang jeg ville kunne ramme, hvis det var en død ko og jeg stod på jorden. Det er dog heller ikke alle der får gevinst i denne konkurrence, og det er især det at fange begge bagben der er den største udfordring. Bagefter er det igen de stakkels tyrekalve det går ud over. Denne her gang er der kun en rytter. Han skal igen fange kalven med sin lasso, hopper af hesten og ned og binde benene sammen på tyren. Det mest imponerende, er at se hvordan hans hest den arbejder med ham. Når han er hopper af, bakker hesten bagud, så der hele tiden er stram snor mellem hesten og kalven, som sikre at cowboyen kan nedlægge den stakkels kalv. Igen er der nogle som ikke når at fange kalven, som så kan løbe ud af arenaen igen uden at få en hård medfart. Nu er det blevet tid for kalvene til en pause og der bliver i stedet barrel racing, hvor cowgirls skal ride om kap mod tiden, rundt om tre tønder. Og her går det virkelig stærkt. Vi snakker om en arena på størrelse med en fodboldbane, hvor de rider på den lange led, fra den ene ende til den anden på under 20 sekunder, inkl. at runde tre tønder. For lige at gøre det en anelse mere svært, er næste tønderace med en 4 spand hestevogn chuck wagon race, hvor de rider to og to mod hinanden, de fleste helt fra Canada. Også her går det stærkt, og banen er lavet længere med endnu flere sving, helt snævre hvor der gælder om at få alle hestene og vognen med rundt. Showet slutter af med bull riding, der også her er en stor udfordring for rytterne, hvor mange heller ikke når at sidde tiden ud. På et tidspunkt, bliver en af klovnene, der skal hjælpe rytterne sikkert væk når de falder af tyren, kastet op i luftet af tyren, uden der sker ham noget. Som afslutning på showet, sender den en tyr ind, der er så vild at den ikke kan bruges til bull riding. Den får i stedet lov at løbe rundt inde i arenaen, mens klovnene løber rundt foran den. Der var også stillet en udstoppet mand ud på et par krykker og han får en tur af tyren, inden den igen løber ud af arenaen. Så et tætpakket aktionsshow, pakket ned til to timer, fyldt med underholdning. Da showet er slut, finder jeg om til de mange stalde, fyldt med dyr. Store flotte tyre, mange heste men også får, grise og høns. Helt som at være til Roskilde Dyrskue, da de også har maskiner. I andre haller er der tilbehør, især til hestefolk, så det føles næsten som at være til Hest & Rytter i Herning. Når jeg så tager alle madboderne med, og folk der sælger alt muligt og demonstrer støvsugere, køkkenknive og husholdningsmaskiner i bedste tv-shop stil, minder det her mest af alt en kloning mellem Hjallerup kræmmermarked, Roskilde Dyrskue og Hest & Rytter, tilsat det amerikanske krydderi. Så jeg bruger nogle timer i det her inferno, inden jeg ved 18 tiden går mod udgangen. Jeg har lovet lige at stikke hovedet ind på parkeringspladsen til de to tøser fra i går, så de vidste jeg var kommet sikkert hjem i går. Vi får snakket længe igen, så først kl. 19 skal jeg cykle hjemad. Eller det troede ja da i hvert fald. For nu er cyklen helt flad på forhjulet. Jeg trækker op til tanken, og luften fiser lige så hurtigt ud, som jeg kan nå at pumpe den ind. Jeg har derfor ikke meget glæde af medvinden hjem i dag. Så alt for sent er jeg hjemme hos Yucca og går en tur med hende.  Jeg trænger til at få vasket sengetøj, så jeg vil ned til det vaskeri jeg er kommet forbi et par gange på mine ture til både Downtown og Rodeoshowet. Jeg tilslutter mit startkabel og der er fluks liv i bussen igen. Da jeg kommer tilbage skiller jeg laderen af, for at se hvor slet det er. Der er en rigtig god lader, der både kan bruges til 12 volt i bilen og så 110-230 volt her ovre og derhjemme. Så det er rigtig skidt det her. Jeg kan muligvis lave den, hvis jeg kan få fat i en 220 volt samlemuffe, som vi bruger derhjemme. Jeg aner bare ikke om sådan en kan fås her ovre. Jeg vil give Wal-mart en chance, da de nok er de eneste der har åben lige nu, og har et stort udvalg. På min vej, kommer jeg forbi en Auto Zone, hvor der stadig er lys i deres OPEN skilt. Jeg ser det bare for sent, og må ud på en mindre omvej ad små villaveje for at kommer tilbage. Da jeg kommer ind på parkeringspladsen, bliver kl. 22 og de slukker lyset i deres skilt. I bedste amerikaner stil, bliver jeg naturligvis hjulpet, men de har ikke det jeg søger. Han tilbyder dog at lodde den for mig, hvis jeg køber en loddekolbe i butikken. Der er jeg ikke helt sikker på og er en noget dyre løsning, så jeg takker nej og fortsætter ud til Wal-mart. De har bare ikke det jeg leder efter. Jeg bliver holdende her for i nat, da der ligger mange forskellige typer butikker der måske kan hjælpe mig i morgen.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 0

Oplevet: McDonald’s, Fort Worth, Downtown, Sundance Square, Water Gardens, Cultural District

Jeg bliver vækket da solen står ind af mit vindue så jeg er tidligere oppe end jeg har været de sidste mange dage. Jeg smutter i bad og kommer i tøjet inden jeg smutter ud med Yucca. Planen er at gå en tur over til McDonald’s så jeg kan få tjekket mails og lagt en masse beretninger op. Først går jeg en tur med Yucca, da vi ikke fik gået en aftentur i går. Jeg runder et supermarked og køber lidt usundt brød, og satser så på, at købe en juice og de så har udendørsborde, hvor jeg kan sidde med Yucca ovre hos McDonald’s. Det har den her bare ikke her, så jeg sætter mig på græsset i solen omme på bagsiden. Men her er der ingen forbindelse, så jeg rykker om på siden, hvor jeg kun kan sidde i skyggen mens der er forbindelse. Det bliver hurtigt køligt, så jeg rykker ud i solen, hvor jeg skal sidde på en kantsten ud til vejen. Jeg går i gang med at ligge et filmklip op, mens jeg tjekker mine mails. Forbindelsen er så ustabil, at jeg konstant ryger af. Jeg sætter mig derfor helt ind på en kantsten på McDonald’s parkeringsplads mellem to biler hvor der er god dækning. Men inden jeg får lagt filmen op, begynder computeren at løbe tør for batteri, så jeg skynder mig at afbryde, og så ligge en enkelt beretning op med et par billeder.  Jeg når slet ikke at få gjort så meget som jeg har håbet på, da det meste af tiden blev brugt i forsøget på at finde netværk og ligge et filmklip op. Jeg leder derfor efter et sted hvor jeg lige kan binde Yucca af, og så gå ind på McDonald’s og se om jeg kan finde en stikkontakt. Der var ikke noget problem, så jeg køber en lille sodavand, så jeg legalt kan sidde her. Nu er der perfekt dækning og strøm på computeren, så det kan næsten ikke være bedre. Og så er der fri refill på sodavanden, og jeg tror næsten jeg får prøvet alle deres smagsvarianter mens jeg sidder her. Også her kan jeg tydeligt smage det klorholdige vand som siruppen er bladet med, så der er ikke de bedste sodavand. Jeg kommer til at sidde her længe, meget længere end jeg havde forventet. Et par timer kommer jeg til at sidde her indenfor og bruger omkring 3 timer alt i alt, mens jeg ligger beretninger og billeder op. Til sidst gør jeg endnu et forsøg på at ligge en film op, som aldrig lykkes. I mellemtiden er jeg på Skype, men da jeg sidder inde i restaurant den gyldne måge, kan jeg ikke have en samtale, og må nøjes med at skrive, hvilket også er rigtig dejligt. Da Yucca bare et bundet til et skilt, og amerikanerne har en anderledes holdning til det end vi har derhjemme, bliver jeg nød til at lukke ned. Hun sidder også direkte i solen, så det er nok også bedst at komme videre. Men jeg har nået en del med mine beretninger. Jeg smutter lige hjem med computeren og giver Yucca lidt mad, inden vi går en tur ned til Downtown. Jeg runder lige Stockyards først, hvor vi går en tur hen over indhegningerne på en hævet gangbro, hvor de har deres longhorn kvæg gående. Langs Exchange Avenue er der allerede godt gang i det. Der holder rigtig mange motorcykler langs barerne, og de fleste er naturligvis Harleyer. Igennem gaden kommer der også regelmæssigt lækre biler og et par hot rods. Jeg snakker med et par bikere, og det her er normalt om søndagen. Først dag jeg har snakket lidt med dem, ser jeg at der står Bandidos på den enes vest. Der er godt 5 km ud af Main Street, der går helt ned til Downtown, så det tager en times tid. I starten er der lidt butikker, og så bliver det et meget dødt sted at gå, da de fleste virksomheder vist har været lukket i mange år. Jeg finder også ud af, at jeg ikke har fået min pung med mig, da den ligger i tasken med computeren. Så jeg håber ikke, at jeg kommer til at dø af sult eller på anden måde stå og mangler penge. På det meste af turen, ligger der rigtig mange glasskår fra især flasker, men Yuccas poter overlever heldigvis turen. Først da jeg når helt ind til byen ved at krydse Trinity River, sker det lidt igen. Der er dog ikke meget liv her inde, så det er knapt så spændende. Den gamle brandstation der er lavet om til et museum er lukket for renovering og Sundance Square, som jeg troede var en spændende og hyggelig plads, er mest en stor parkeringsplads, fyldt med en masse biler. I den anden ende af Downton, ligger Water Gardens, som jeg var blevet anbefalet at opleve. Det er bare en stor plads, hvor de har et par forskellige springvand så den er også hurtigt overstået. Jeg vælger så at gå ud til Cultural District, der ligger syd for Downtown, når jeg alligevel er ude at gå. Det tager lidt under en time at komme derud. Jeg skal igen krydse Trinity River og ude på broen, bliver jeg mødt med en flot solnedgang. Det er herude i denne del af byen, de har det store 3 ugers rodeoshow , så jeg vil ud og høre om chancen for at se det i morgen. Jeg er spændt på, og det er til at få billetter, og om jeg kan få lagt en til side, når jeg ikke har mine penge med. Lige så øde som Downtown var, lige så meget liv er der modsat her. I forbindelse med showet, har de et kæmpe tivoliland og et mylder af mennesker. Det koster selvfølgelig penge at komme ind, men da man ikke må tage hund med ind, gør det ikke helt så meget. Jeg kommer hen til billetkontoret, og der er to shows i morgen, så det vil slet ikke blive noget problem at få billetter. På vej tilbage, kommer jeg forbi en af de mange parkeringspladser, hvor personalet lige vil hilse på Yucca. Jeg ender med at står og snakke med dem i en times tid, inden jeg kommer videre. De kan først ikke forstå at jeg vil gå hele den lange vejen tilbage til Stockyards og Billy Bob´s Texas. Da jeg så fortæller jeg er gået hele vejen deroppe fra og ned til Downtown og videre herned forstår de først ingen ting. Melinda som den ene af pigerne hedder, fortæller mig så, at det kvarter jeg skal igennem for at komme tilbage er et meget dårligt kvarter. Jeg kan jo ikke rigtig gøre så meget, da jeg skal hjem og ikke har en krone på lommen. Det er blevet helt mørkt og jeg har kun en skjorte på, da det var varmt og masser af sol da jeg tog hjemmefra. Nu er det begyndt at blive lidt køligt og jeg skynder mig hjemad igen og mærker intet til det dårlige kvarter de havde nævnt over for mig. Jeg er først tilbage omkring kl. 21 og går i gang med at lave lidt aftensmad. Jeg tænder op for generatoren, så jeg er sikker på, at der hele tiden vil være strøm på batteriet. Når generatoren alligevel køre, ser jeg for en gangs skyld lidt tv, mens jeg spiser. Bagefter går jeg i gang med dagens beretning, som jeg ender med at tage med ind i sengen. Yucca er kun blevet luftet en gang i dag. Det var da vi forlod bussen i formiddags kl. 10 og til vi kom hjem igen kl. 21. Så jeg mærker intet til hende her til aften, da hun bare ligger sig til at sove. Da klokken er midnat, er jeg så træt, at jeg næsten sover mens jeg ligger med computeren, så jeg overgiver mig og slukker.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 0

Oplevet: longhorn kvæg gennem gaden, Stockyards District, Stockyards Station, Livestock Exchange, Stockyards Museum, White Elephant Saloon

Da jeg først kom i seng efter kl. 3 i nat, er jeg ikke meget værd da jeg vågner. Min telefon ringer kl. 9, men da jeg ikke kender nummeret, lader jeg den bare ringe. Jeg gider ikke at betale overpris for en samtale, jeg ikke forventer. Jeg bliver lidt i sengen inden jeg noget senere står op og tuller lidt rundt. Da jeg langt om længe har været i bad, er klokken over 11 og jeg har travlt med at komme ud af døren. Kl. 11.30, drives der en flok longhorn kvæg gennem hovedgaden. Det vil jeg gerne opleve, og da det sker lige ude foran visitor centeret kan jeg klaret begge dele med det samme. Hverken Yucca eller jeg har fået morgen, så det skal jeg også have klaret. En flok på mindst 12-14 kvæg drives eller mere luftes vil jeg sige, et lille stykke ned ad Exchange Avenue, hvor de nede for enden igen kommer ind i en fold. Jeg får et par billeder med Yucca og kvægende med de over 1 meter lange horn sammen, inden jeg vender rundt og går over til visitor centeret. Her får jeg lidt mere at vide om byen, der har 3 områder. Stockyards District, den gamle del af byen jeg er i nu, hvor der i rigtig mange år blev handlet kvæg i omgivelserne. Så er der naturligvis Downtown District, som jeg kan se ned til fra parkeringspladsen med de høje skyskrabere og så endelige Cultural District hvor bl.a. zoo, botanisk have og deres rodeostadion ligger. Det sidste bliver jeg varmt anbefalet, da de i denne og næste uge har et professionelt rodeoshow og et godt museum tilknyttet. Det rodeostadion de har liggende i denne del af byen, er ”kun” semiprofessionelt. Nok ikke at det har nogen betydning for mig, for jeg kan med garanti ikke se forskel. Der er udsolgt til alle de rigtige shows i weekenden, men på mandage kan jeg med sikkerhed igen få billetter og jeg ser senere i programmet, at de mandag har et stort program. Jeg får også kort fortalt hvad de har her i Stockyards District, inden hun vil ud og hilse på Yucca, da hun hører jeg rejser med min hund. Jeg går først ned til Stockyards Station, der hvor de i gamle dage læssede kvæg, heste, geder m.m. af togene, når de skulle sælges på det store marked. I dag er området lavet om til souvenirbutikker og restauranter, i den store overdækkede bygning. Jeg ser et sted hvor de sælger burgere til fornuftige priser, så jeg overvejer om jeg skal smutte derind. Ikke den bedste morgenmad så jeg ender med at springe fra, og fortsætter rundt i området. Jeg er også inde i flere butikker, hvor jeg binder Yucca af til forskellige ting, og når jeg kommer tilbage, står folk og leger med hende. Jeg tror det bliver lidt af en omvæltning for os begge, når vi en gang kommer hjem igen. Jeg runder også Livestock Exchange bygningen, hvor Stockyards Museum ligger. Et lille museum med historien på stedet. Vi går tilbage af Exchange Avenue, og kommer forbi White Elephant Saloon, der har været brugt i flere episoder af Walker Texas Ranger med Chuck Norris. Der er livemusik her kl. 14, men der er igen country, og det fik jeg vist rigeligt af i går. På min vej tilbage, kommer jeg forbi en pawn shop, hvor jeg lige smutter ind og kigger i, da de på et kæmpe skilt udenfor, tilbyder at pantsætte skydevåben. Dem er der dog ingen af inde i butikken, men alt muligt andet. Især en del brugt elværktøj, musikinstrumenter og elektronik samt bilradioer, højttalere, mobiler osv. Da jeg er tilbage ved 16 tiden, ligger jeg mig ind i sengen og ser lidt på alle de brochure jeg har fået, og prøver at ligge en lidt mere detaljeret rute gennem Texas. Det gælder mere om at vælge fra, end det gælder om at vælge, så jeg undgår en masse omveje for at komme frem til de store steder. Planen her i eftermiddag var ellers at gå en tur ned til Downtown, der ligger godt 5 km væk, men jeg synes ikke rigtig at energien er der i dag. Så jeg bliver lidt i sengen og ligge og hygge med Yucca. Jeg når aldrig at falde rigtigt i søvn så det bliver heldigvis kun til ren afslapning i en times tid, inden jeg skal til at lave aftensmad. Jeg har stadig en god bøf tilbage, så jeg runder lige et apotek, ja du læste rigtig. CVS apotekerne er små supermarkeder der har meget andet end apotekervarer, for at hente en flaske vin, så bøffen kommer til at smage lidt bedre. Jeg får også kigget på dagens beretning, og savner at kunne komme på et netværk så jeg kan få lagt noget op, og lige tjekke mine mails. Så jeg overvejer lidt at gå op til McDonald’s der ligger i nærheden, men vil vente til i morgen hvor det sikkert er varmere at sidde udenfor og snylte på deres netværk. Her til aften bliver der SMS’et lidt, som gør savnet til kæresten derhjemme lidt nemmere. Klokken ender langt over 1 inden jeg kommer i seng. Planen var ellers at lægge mig tidligt i dag, men det ske nok en anden dag.

Besøgte stater: Texas

Kørte kilometer: 253

Oplevet: Abilene, Fort Worth, Exchange Avenue, Billys Bob’s Texas, koncert med Roger Creager, country musik i lange baner

Jeg skal lige vende mig til den nye tidszone, så jeg kommer ikke alt for tidligt op. I dag har jeg besluttet at jeg vil lave en lækker morgenmad, så det bliver både med blåbærpandekager, french toast, bacon og røræg. Ikke så dårligt endda. Da jeg skal pakke tallerkenen ind i stanniol for at holde varmen på det varme med, er min ene køkkenskuffe igen gået fra hinanden. Så efter min solide morgenmad, går jeg ind i Home Depot for at købe lidt trælim, så den kan blive fikset, en gang for alle. Jeg har også igennem rigtig lang tid haft vand der af og til drypper fra rørene under køkkenvasken. Ikke særlig tit, men en gang imellem ligger der lidt vand på gulvet og endnu mere inde på træhylden under vasken. Og når jeg alligevel skal lege handyman, så er det bare med at komme i sving. Da jeg har ordnet skuffen, kører jeg ind mod centrum, for at besøge deres visitor center, der vist også skulle fungere for hele staten. Jeg mangler at få fat i en Texas rejsebog, som de var udgået for i Midland i går. Også Abilene er en kedelig by, i stil med Midland og Odessa. Jeg leder efter en parkeringsplads, men finder ikke nogen i nærheden, først da jeg når til Frontier Texas visitor center, er der pladser der er store nok til mig. Jeg stikker hovedet ind her, og de kan hjælpe mig godt på vej. Så da jeg endelig forlader stedet, har jeg fået mere end 40 brochure og kataloger med, så der skulle blive noget at opleve her i Texas. Inden jeg kører til Fort Worth, gå vi en lille tur rundt til centrum af byen, og der sker absolut ingen ting her. Byen er ikke død, men der er mangel på aktivitet. Kun få biler kører rundt i gaderne, og de har travlt nok med at komme rundt om hjørnerne, at selvom jeg har grønt på fodgængerovergangen, så drejer de alligevel ud foran mig, mens de smiler. Det er kun min egen skyld, at jeg endnu ikke er blevet kørt ned, for amerikanerne har det med bare at svinge rundt, hvis der ikke kommer nogen biler. Jeg runder lige posthuset, der sjovt nok er kombineret med byens retslokale, for at købe et par frimærker. Der er en kø på 6-7 mennesker foran mig og det tager bare sin tid. Da de kun har kaldt en hen til skranken i de 4 min jeg står der, orker jeg ikke mere og smutter ud igen. Nu er det bare med at komme ud af byen og håbe på nye spændende oplevelser. Dem får jeg dog ikke på min køretur. Den er lige så uinspirerende som i går, og ikke nok med det, så er der en kraftig sidevind jeg skal kæmpe med. Hold kæft hvor er der bare kedeligt i Texas. Og så er det endda den største stat af dem alle, og jeg skal krydse den på den længste led. Jeg har 3 timer på motorvejen, og det eneste spændende jeg oplever, er en lastbil i den modsatte side, der kommer kørende med et kæmpe hus. Ikke bare et af de her trailerhuse, men en hel barak. Den fylder mindst halvandet spor på motorvejen. Jeg bliver også overhalet af en bil med den latterligste nummerplade. I sue, eller jeg sagsøger. Ja typisk amerikansk. Først da jeg kommer gennem Weatherford tæt på Fort Worth sker der endelig lidt. Jeg kører i periferien af en storby, og der er trafik og butikker langs motorvejen. Jeg har kun haft et enkelt stop, for at tanke benzin, fylde vand på og lige spise lidt frokost. Så det er en hel fornøjelse da jeg ankommer til Fort Worth og Billy Bob’s Texas. Jeg finder en stor plads at holde på, og vil så gå ind og blive lidt klogere. På deres hjemmeside, stod at RV’s var velkomne og i et par dage, bare det lige blev meldt ud. Så da jeg går ind for at spørger ind til det, er der ingen der kender noget til det. Jeg ender med at skulle snakke med manageren og så er den klaret. Jeg køber også en koncertbillet til Roger Creager, selvom jeg ikke aner hvem han er. Den er bare billigere end Dwight Yoakam der optræder i morgen, og som jeg heller ikke kender. Selvom der på hjemmesiden står der er gratis parkering, hvis jeg ankommer inden kl. 5, ender jeg med at måtte betale for to pladser alligevel. Heller ikke på parkeringspladsen kender de noget til overnatning og gratis parkering. Ja det går sku da godt. Jeg finder et sted ovre i et hjørne og går en tur med Yucca. Jeg så at deres visitor center har åbent helt til kl. 18, så det kan jeg lige nå. Vi skal en tur ned til Exchange Avenue, der viser sig at være hovedgaden hvor alt livet er. Der ligger restauranter, barer og western butikker på hele gaden. Det er lige sådan en stemning jeg havde håbet at møde. Så selvom deres visitor center er lukket før tid, ændre det ikke ved den gode stemning, jeg hurtigt falder ind i. Det her er vist et cowboy mekka, og jeg føler mig helt nøgen uden en rigtig cowboyhat som langt de fleste mænd og en del kvinder render rundt med. Og mere eller mindre alle går rundt i cowboystøvler. Vejret kan jeg heller ikke klage over. Jeg kan gå rundt i T-shirt selv efter solen er gået ned, og da jeg ankom kl. 16.30, var der 22 grader. Vi går rundt til det bliver mørkt, og vil så hjem og skifte tøj, inden jeg skal ud og spise. Jeg sætter mig lige til at lave lidt af beretningen for i dag, mens den stadig er frisk i erindringen. Og så skal jeg ellers ud og hygge mig, the Texas way, eller hvordan det nu bliver. Jeg vil starte med at få noget at spise, og inde i Billy Bob’s har de BBQ prime ribs, all you can eat, og det kan næsten ikke lyde mere amerikansk, så det hoppe jeg på. Jeg bestiller en Budweiser til, bare for at køre stilen helt ud. Til drengene derhjemme, så er det IKKE Budweiser jeg har gjort det særlig meget i. Det er vist kun den tredje på turen. Maden kommer rigtig hurtigt, og er bare en spand fylde med fedtede ben. Ja bogstaveligtalt en spand. Det eneste tilbehør er bladet fra et forårsløg og så et stykke agurk. Så jeg lever sundt her til aften. Da jeg bestiller en ny omgang, bliver det med en Cola light i stedet. Den er gratis, lavet på sirup og så deres postevand. Så den smager meget gennemtrængende af klor. Føj for den. Mens jeg sidder og spiser, er det et opvarmningsband i gang på en mindre scene bag mig. Da jeg har spist anden portion, må jeg give op. På bordet ligger 21 afgnavede ben. Det passer ikke helt, for de var så møre, at jeg ikke skulle sidde og gnave i dem, da kødet bare slap med det samme. Så mørt og godt kød har jeg aldrig fået som spareribs før. Inden jeg skal videre, er det lige en tur på toilettet så jeg kan bruge mine fedtede hænder igen. Om ti minutter går der en bull ridings konkurrence i gang i en arena der ligger bagerst i dette kæmpe spillested, vist nok et af de største af slagsen med over 30 barer. Der er show/konkurrence både kl. 21 og kl. 22 og da jeg har set det, synes jeg det er nok med bare en af forestillingerne. Jeg køber en øl som jeg tager med ind og ser 8 gutter, der skal konkurrer mod hinanden i at sidde længst på en kæmpe vild tyr. De for point efter hvor længe de sidder samt hvor svær dommerne mener at tyren har været. Jeg sidder og bliver helt høj af denne ”sport” og kan mærke en lille rodeorytter gemt i maven, der har lyst til at prøve det. Kun en enkelt sidder alle 8 sekunder, mens de andre må overgive sig før tid. En af cowboyerne hænger fast i tøjlen, da hans hånde sidder fast i torvet. Det betyder at han bliver slæbt lidt mere efter og under tyren end han selv bryder sig om, og muligvis bliver trådt lidt på. Han halter i hvert fald, når han forlader banen. Da det er slut går jeg lidt rundt og kigger, og finder ud af, at stedet enten er ejer eller har været ejet af skuespilleren Billy Bob Thornton. Og de har haft gode navne oppe på scenen. Her er både billeder af ZZ Top, Heart, B.B. King, Willie Nielson, Le Ann Rimes og lidt andre jeg kender. Men der er også billeder af en masse jeg ikke kender, de fleste sikkert fordi det er country musikere, en genre jeg ikke er hverken særlig kendt i eller lytte til. Men nu står jeg her midt i det hele. Jeg har købt den billigste billet, hvilket betyder det er en ståplads ude i siden. Alternativet var en siddeplads ved lange borde i stil med gode gamle vin og ølgod, så det er jeg ikke synderligt ked af. Da koncerten går i gang, liver publikum op. På et tidspunkt er der både vaskebræt, harmonika, violin og mundharmonika i gang på scenen. Og skal man nu endelig lytte til denne type musik, så er det vist også bedst live. Jeg har det i hvert fald sådan, at live musik har en bedre stemning og jeg holder da også 45 min inden jeg har fået nok. Så jeg smutter ned til Exchange Avenue for at få lidt adspredelse. Her er der ikke helt så meget gang i den, som tidligere, og de steder det stadig er åbne, vælter der også countrymusik ud af døren. Nej tak, min kvote er fyldt nok op nu, så jeg må vende næsen hjemad. Kun iført en skjorte, er det slet ikke så varmt som tidligere, så jeg smutter i en tyk trøje og nøjes med en kort tur til Yucca, inden jeg sætter mig ind og laver beretningen færdig. En ting jeg har nydt i dag, var endelig at kunne drikke lidt øl, uden at skulle bekymre mig om at køre bagefter.

9 Februar

Kl. 08:30 blev vi kørt til rutebilstationen af vores chauffør fra i går. Undervejs passerede vi en kristen skole, hospital og kirke og chaufføren fortalte, at de var opført foranlediget af en fremsynet amerikansk missionær, der kunne se fremtidens behov. Modsætningsvis, fortsatte han, tænker vi Thaier mest i nuet og måske højst til næste dag – stof til eftertanke!!

Busafgang næsten til tiden - foran os havde vi godt tre timers kørsel i en moderne bus med ”kuldeanlæg” E frøs lidt under turen. Trafikken var rimelig, dog gik der til tider ”Indien” i kørslen,

ud fra devisen ”Good brakes, Good horn and Good luck” det er når færdselsloven er ”dømt ude”.

Blev indkvarteret på Golden Triangle Inn, i et dejligt og godt beliggende værelse – det er vores bosted de næste 5 dage, inden turen fortsætte til Laos. Fik også aftalt en fire dags tur, med stedets turoperatør, som vi begynder på i morgen.

Sidst på eftermiddagen begav vi os til Hilltribe Museum and Education Center, et sted der beskriver

bjergfolkets, og dermed også minoritetsgruppers levevilkår her i Nordthailand.

En del af museets udstilling omhandlede fremstillingen af opium, som i dag er forbudt, ved kongelig foranstaltning. Bjergbønderne har fået hjælp til at dyrke andre og mere lødige afgrøder.

På vores ture i de kommende dage kommer vi ud og oplever minoritetsgrupperne på nærmere hold.

Hjemturen gik forbi byens berømte og imponerende klokketårn, som vi atter kom til kl.19, idet der

vises et lysshow akkompagneret til høj musik. Dernæst rundede vi det lokale natmarked, der meget minder om det fra Chiang Mai.

10 Februar.

I dag var den første af fire med guide. Vi begyndte med at køre ca. 20 km uden for byen for at se

det berømte tempel, Wat Rong Khun – det hvide tempel. Et storslået og imponerende bygningskompleks som opføres og finansieres af en kunstner, der har tjent mange penge på sine malerier. Byggeriet, hvor han selv er arkitekt, blev påbegyndt i 1997 og ifølge guiden vil det først vil være helt færdig om ca. 40 år. Templet er buddhistisk og meget utraditionelt – på vægene er der tegninger der bl.a symboliserer alt det onde, som angrebet på World Trade Center – der er også en tegning af en raket der styres af Bush, siddende overskrævs, med Bin Laden som ”bagsædepassager”.

Det er nok ikke nødvendig at fortælle at templet var noget af et turisttilløbsstykke.

Efter besøget her kørte vi tilbage til byen til et, for thailænderne, vigtigt tempel, Wat Phra Kaeo.

Ved indgangen var en stor mindetavle der berettede at Dronning Margrethe 2 af Danmark havde plantet et træ på tempelgrunden i 2001.

Her var der i modsætning til første tempelbesøg næsten ingen besøgende. Templet rummer også en skole for munke – guiden fortalte at alle drenge i hele Thailand får tilbudet at lade sig indrullere som munk, i kortere eller længere tid for derigennem at blive indført i den buddhistiske tro.

Så slentrede vi til det lokale dagmarked hvor alt udbydes. Det er noget af en en prøvelse at bevæge sig gennem området for fersk kød og fisk især hvis det er lige før spisetid – måske er det derfor der er så mange vegetarer?

Guiden mente også at vi måtte se statuen af Chiang Rai´s grundlægger, kong Mengrai – det gjorde vi så!

Så var det spisetid og vi droppede ind på et kinesisk præget spisested – O måtte erfare at han havde glemt det militære bestiksæt i det grønne omslag, som ellers er fast udstyr i rygsækken når der rejses i lande hvor man kan komme ud for at spise med pinde.

11 Februar.

Dag 2 med guide var en heldagstur, der gik nordvest ud fra Chiang Rai. Vi ville komme op i bjergene tæt på grænsen til Burma. Turens mål var at besøge nogle minoritets landsbyer, et lokalt te marked og en te plantage.

Startede ud kl.08:30 – efter nogle km. kørsel passerer vi en politikontrol, der tager stikprøver for at kontrollere for drugs. Guiden fortalte at det er for at bekæmpe ulovlig indførsel af drug (mest opium) fra Burma.

Vi passerede et dyrkningsområde for Rattan – kendt i DK til fremstilling af ”lette vinterhavemøbler”.

Første minoritetslandsby var ”Padong” Karen Long Neck – en landsby, hvor kvinderne bærer en messingspiral om halsen, så lang og tung at brystben/ribben bliver trykket 45 gr. ned, og dermed får deres halse til at se lange ud. Nogle bærer også ringe på underarme og -ben. Stammefolket kommer fra Burma og har ingen identitetspapirer og kan dermed ikke få nogen form for hjælp fra den Thailandske regering, hverken skolegang lægehjælp eller hospitalsophold. De bor på ”lånt jord” og lever kun af de ”almisser” der kommer fra turister der besøger området.

Vi fik lejlighed til at prøve at løfte et sæt halsringe – ca 2 kg. - som de fra 5-6 års alderen har på altid og hele livet - besynderlig skik – som guiden gav 2 forklaringer på: dels en beskyttelse mod angreb af farlige dyr og dels betragtes lange halse som et skønhedsideal. E støttede byen ved køb af handicraft.

Gjorde dernæst holdt ved Silver Hot Spring, en varm kilde fra vulkansk aktivitet med temperatur op til 85 gr. C – en dame stod ved kilden og kogte æg til salg – vi nøjes med at føle på vand, der var mixet til 45 gr.

Næste ”by” var bosted for Yau folket. Her ernærer man sig med fremstilling af silke/produkter og produktion af gummitræer til udplantning i plantager. NB: Sidste år i Manaus erfarede vi at Asiaterne havde ”stjålet” gummitræfrø i Amazonas omkring 1920 og dermed, pga. lavere løn og nemmere produktion, har frataget junglefolket deres mulighed for at sælge deres gummi. Nu har vi ved selvsyn set hvor nogle af plantagerne findes.

Inden vi forlod byen købte E et silketørklæde af en dame, der selv havde vævet det.

Længere oppe i bjergene passerede vi enorme ananas plantager. Produktionen bliver fortrinsvis bearbejdet til konserves. Den slags vi som børn fik om søndagen med piskefløde på.

Doi Mae Salong, byen der var turens vendepunkt, kendt for en stor te produktion , beboes næsten udelukkende af kinesere. I teplantagerne benytter de ”dygtige kinesere” billig arbejdskraft fra Akha

folket – et minoritetsfolk, som vi skulle besøge senere på dagen.

Hvor te plantagerne ligger i dag blev der tidligere produceret opium – som tidligere nævnt har den Thailandske konge, dermed også regeringen forbudt opiumfremstilling (med hjælp fra USA) og

hjulpet bjergbønderne til anden dyrkning.

Efter frokost og smagsprøver i et te-hus kørte vi ud for at bese en te plantage på nærmere hold.

Turen gik nu hjemad, med en afstikker til en Akha landsby. Beboerne er kommet hertil fra Tibet som nomadefolk, der har vandret langs Mekong floden. Her blev vi inviteret ind i en privat hytte, for at se hvordan de bor – det var noget af ”en rodet omgang” - gulvet var den bare jord og ikke engang planeret – en kæmpe seng var sovested for husstandens mænd, mens kvinder og børn sov i to afskærmede områder i huset. Mad bliver tilberedt over åben ildsted uden aftræk – røgen sørger for at holde huset mygge og termitfrit.

På rundturen i landsbyen kom vi forbi en dame der fremstillede ”tagelementer” af tigergræs – det var hendes daglige arbejde, og hun kunne nå at producere 30 om dagen til i alt 300 Bath (60 Dkr.)

På hjemvejen gjorde vi holdt ved en vejbod for at købe myreæg – en meget stor delikatesse her på egnen – benyttes til omelet, kogt eller dampet æg – men var desværre udsolgt! Guiden håber, at der er større mulighed i morgen, hvor turen går til ”Den Gyldne Trekant”.

Dagen startede med morgenmad, og da vi har rimeligt meget vasketøj efter Khao Sok turen, skulle vi lige undersøge priserne -da fandt vi ud af at det ikke kan betale sig at få vasket her på hotellet - det er MEGA dyrt, så René pakkede en stor taske som vi afleverede inde i byen til 50 bath/kg. Vi skulle til skrædderen for at prøve vores tøj - vi fik købt lidt frugt og Frederikke fik sig en ny taske, Christian ny t-shirt. René mente at det var ved at være på tide at blive klippet, så han og Christian fandt en frisør og begge blev klippet for 400 bath (72dkr) det er dog ikke super lige !!!

Retur til hotellet hvor den stod på pool og strand, og lige en lille morfar til herrerne, mens Frederikke legede med hendes nye veninde Sara og moderen fik fodskrub og pedicure !!

Aftensmåltidet blev indtaget på Sunset bar i en lille bambushytte med udsigt ud over havet og solnedgang !!