Turen til Lima var bestemt ikke morsom. Jeg havde feber hele vejen og svedte og froes, svedte og froes, hele tiden.

Jesper stod af i en lille by for at sandboarde undervejs og jeg fortsatte til Lima, hvor jeg, vammel som jeg var efter to dage i kloeft hvor eneste bad var et dyp i en pool, og ikke havde skiftet toej i 40 timer eller noget i den stil...skoen skoen og renlig er man naar man rejser rundt, blev hentet af Manuelas ven, som vi havde faaet lov at bo hos.
Det er svaert at beskrive hvor tiltraengt mit efterfoelgende bad var, men er sikker paa i kan forestille jer det..

Om eftermiddagen mens vi ventede paa at Jesper skulle dukke op, var jeg med Fadi, som Manuelas ven hedder og en af hans kamreter rundt, og i kammeratens pool...ren afslapning, hvilket var rigtig dejligt.

Om aftenen fik jeg feber igen og endte paa en klinik hos en doktor, der lignede en der var gaaet forkert, og rent faktisk var en groen slagter, og som samtidig lignede en der ikke anede hvad han snakkede om...ikke betrykkende, men blev sendt hjem og skulle vente et par dage.

To dage efter var det satdig slemt og jeg fik fat i Goudas laeger som anbefalede en klinik, hvor jeg fik taget blodproever...av av...mooooaaarr!, og de fandt ud af hvad jeg fejlede...derefter laa jeg medicineret paa Fadis sofa i 5 dage med fuld forplejning af Jesper og Fadi og var derefter paa toppen igen. Dejligt!

Om fredagen da jeg heldigvis havde det en hel del bedre, blev jeg vaekket af at min seng rystede og var taet paa at give Jepser en skideballe fordi jeg troede det var ham der var lige lovlig morgenfrisk, men lige da jeg skulle til at sige noget til ham, kom Fadi styrtende ind i rummet og raabte: "JORSKAELV!, Kom ud herfra", jeg floej ud af sengen og kunne da ogsaa godt se at det ikke kun var sengen men ogsaa patienner og resten af huset der rystede...vi skyndte os ud, men inden vi naaede ud var det drevet over...det var heldigvis kun et lille et, saa der blev ingen panik:)