Ca. en gang om maaneden holder vi 'ugentligt moede' med Sarah og eller David, som er vores to amerikanske kontaktpersoner der ogsaa abejder paa Genesis som volontoerer, men som er tilknyttet for en laengere periode. Paa disse 'weekly meedings' koerer vi som regel et eller andet sted hen i Sarahs 'cucaracha' (lille roede folkevognsbobbel), og hygger lidt mens vi faar snakket igennem hvad vi synes skal vaere anderledes og hvad vi synes er godt osv.

Denne gang var Kitt og jeg (danske Sarah var blevet ret forkoelet og blev derfor i sengen) med amerikanske Sarah i en lille by der hedder Santa Lucia. Den var simpelthen saa flot og hyggelig og laaaangt fra som Suyapas hullede grusveje.
Santa Lucia ligger paa et bjerg med fantastisk smuk udsigt ca en times koersel fra Tegucigalpa. Byens smalle, stejle gader er belagt med store sten, der er lagt med stor omhu. De er derfor naesten helt plane og uden store huller. Saa fint!

Vi startede med kaffe paa verandaen hos en lille kaffebar med smuk, smuk udsigt udover byen og bjergene. Bagefter gik vi gennem de smaa naesten tomme gader for at besoege en amerikaner der ogsaa arbejder og bor i Suyapa, men har koebt hus deroppe. Der ligger virkelig mange smukke og soede huse i byen og de er ikke gemt bag store laaste murer med piktraad for toppen, som i Tegucigalpa. Det var dejligt at se at det ikke er noedvendigt med det alle steder hernede.

Derudover besoegte vi en lille kirkegaard, et af Honduras' eneste biblioteker og endte efter en timens klatren rundt i de stejle gader paa en udsigtspost mens solen saa smaat var ved at gaa ned. Smukt, smukt, smukt!

Det er dejligt indimellem at komme ud og vaek fra Suyapas stoevede gader og se hvor smukt og fredeligt der er andre steder i Honduras, men trods det saa holder jeg efterhaanden meget af Suyapa og trods rendestene, mudder, stoev og usle huse er det nu som at komme hjem naar bussen eller bilen drejer af og koerer op ad bjerget og alt langsomt bliver mere og mere velkendt jo naermere jeg kommer paa vores hus.