Fredag eftermiddag hentede vores danske kontaktpersoner, Bent og Cathrine os i deres "naesten nye" pickup og begav os afsted mod boernehjemme Emmanuel i Guaymaca.
Efter ca. to timer endte vi midt i noget de kalder et boernehjem, men som i mine oejne mindede om en amerikansk landsby, dog med enormt mange boern, faa voksne, og med hovedsproget spansk. Det er nogle virkelig flotte omgivelser de boern har.

Vi skulle bo i deres volontoerhus derude. Vildt luksus. Vaeggene var isolerede OG uden revner, man kunne regulere temperaturen paa vandet i bruserne, der var varmt vand i vandhanen, man kunne drikke vandet i hanerne og sidst men ikke mindst havde de en vaskemaskine, saa vi fik lov at vaske noget af vores toej. WAAAUV hvor blev det rent! Det er bare ikke det samme med toej som er vasket i en spand i haanden og derefter haengt op langs Suyapas stoevede veje. Vaskemaskinen er nu engang en fantastisk opfindelse!

Fredag aften blev der holdt danskeraften for os. Der har boet et dansk aegtepar fast derude i ti aar, som har to mindre boern, og saa er der ogsaa 5 danske volontoerer derude for tiden, saa vi blev omkring 14. De havde bagt danske vafler til os med is og vi fik popcorn og saa "Min soesters boern". Det var naesten ligesom at vaere hjemme.

Loerdag var vi med Therese, en af volontoererne derude rundt og hilse paa nogle af boernene. Jeg fik hilst paa min mors sponsorbarn Maria Lourdes. Det var lidt specielt endelig at moede naar jeg efterhaanden har set en del billeder af hende. Hun var virkelig en soed pige.

Der er i alt omkring 430 boern derude, som er inddelt i mindre grupper. 'smaa drenge', 'store drenge', 'smaa piger', 'mellem piger' og 'store piger', som hver isaer bor i deres eget hus med eget koekken, nogle sovevaerelser med koejesenge og en faelles spisesal og udenfor et omraade til at lege paa. Det er ekstremt stort og jeg har langt fra naaet at se det hele derude. De har deres egen kirke, skole, Vandboring, farm med grise, koer og der gaar fritgaaende heste derude. De dyrker majs og enelte andre groentsager. Det er imponerende hvad de kan faa til at fungere derude.
I deres koekkener laver de store af pigerne mad til hvert hus og paa farmen arbejder de store drenge. Saa de hver isaer har et ansvar for at det fungerer derude.

Loerdag eftermiddag var vi paa besoeg hos de 'smaa piger'. De var udenfor og lege og vi blev hos dem et stykke tid og legede med dem. Det er imponerende at se hvor glade de bliver bare man gider at lege lidt med dem, og man naar daarligt ind i gaarden foer man er omfavnet fra alle sider og ikke kan bevaege armene fordi de er invaderet af smaa pige haender, der kaemper for al den opmaerksomhed de overhovedet kan faa.
Det var barskt at snakke med dem og hoere dem sige at de savnede deres soeskende, og ikke vidste hvor de var henne, eller om der var sket dem noget, eller se taarerne trille lige saa stille ned af kinderne paa en som ikke vidste hvor hendes mor var henne og som savnede hende forfaerdeligt.
Det er slet ikke til at forestille sig en opvaekst uden i det mindste en foraelder, og bare konstant vaere paa en form for lejrskole med alle sine jaevnaldrene venner og veninder, og med et konstant savn til sine foraeldre, som man kun kan se en gang imellem, hvis man overhovedet kan. Det er nogle barske skaebner jeg moedte derude og jeg kan kun vaere glad for at de trods alt har et sted som Emmanuel hvor der er nogen der tager sig af dem, saa de ikke selv skal klare sig paa gaden, ell. lign.

Det var taenksomme to timer hjem fra Guaymaca. Det var et imponerende syn, men hold op hvor har de bare brug for det de kaere boern.